Apostlenes Gerninger 20:1-38

20  Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og efter at have opmuntret dem og sagt farvel begyndte han på sin rejse til Makedonien.+  Han rejste gennem disse områder og havde mange opmuntrende ord til dem der var der, og han kom til Grækenland.  Der var han i tre måneder, men da han skulle sejle til Syrien, fandt han ud af at jøderne havde planlagt at dræbe ham,+ så han besluttede at rejse tilbage gennem Makedonien.  Han blev ledsaget af Pyrrhus’ søn Sopatros fra Berøa, Aristark+ og Sekundus fra Thessalonika, Gajus fra Derbe, Timotheus+ samt Tykikos+ og Trofimos+ fra provinsen Asien.  Disse mænd rejste i forvejen og ventede på os i Troas.+  Vi sejlede ud fra Filippi efter de usyrnede brøds fest,+ og fem dage senere kom vi til dem i Troas, og der blev vi i syv dage.  På den første dag i ugen, mens vi var samlet for at få et måltid, begyndte Paulus at tale til dem, for han skulle rejse dagen efter, og han fortsatte sin tale til midnat.  Der var en hel del lamper i det rum ovenpå hvor vi var samlet.  En ung mand der hed Eutykos, sad i vinduet, og han faldt i dyb søvn mens Paulus blev ved med at tale, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal, og han blev samlet død op. 10  Men Paulus gik ned, bøjede sig over ham, tog ham i sine arme+ og sagde: “I skal holde op med alt det postyr, for han er i live.”+ 11  Han gik så op og indledte måltidet og spiste. Og han blev ved med at snakke med dem et godt stykke tid, lige til solen stod op, og så tog han afsted. 12  Men de førte drengen derfra i live og følte sig meget trøstede. 13  Vi gik nu ned til skibet og sejlede mod Assos, hvor vi ville tage Paulus ombord. Det havde han bedt os om, for han ville selv rejse til fods. 14  Da han stødte til os i Assos, tog vi ham med ombord og kom til Mitylene. 15  Og efter at være sejlet derfra næste dag kom vi til Kios. Dagen efter lagde vi til ved Samos, og den følgende dag nåede vi Milet. 16  Paulus havde besluttet at sejle uden om Efesos+ så han ikke skulle bruge tid i provinsen Asien. Han havde nemlig travlt, for han ville gerne nå at være i Jerusalem+ til pinsedagen,+ hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. 17  Fra Milet sendte han imidlertid bud til Efesos og tilkaldte menighedens ældste. 18  Da de kom til ham, sagde han til dem: “I ved godt hvordan jeg har båret mig ad blandt jer fra den første dag jeg kom til provinsen Asien.+ 19  Jeg har arbejdet hårdt for Herren i al ydmyghed+ og med tårer og under prøvelser som har ramt mig på grund af jødernes angreb, 20  mens jeg ikke har holdt mig tilbage fra at fortælle jer noget af det der var gavnligt,* eller at undervise jer offentligt+ og fra hus til hus.+ 21  Men jeg har vidnet grundigt for både jøder og grækere om at de skulle angre,+ vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus.+ 22  Tvunget af ånden rejser jeg nu til Jerusalem,+ selvom jeg ikke ved hvad der skal ske med mig der, 23  ud over at den hellige ånd i den ene by efter den anden igen og igen fortæller mig at der venter mig fængsel og trængsler.+ 24  Jeg betragter dog ikke mit liv som betydningsfuldt,* hvis bare jeg må fuldføre mit løb+ og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus,+ nemlig at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed. 25  Jeg ved nu at ingen af jer som jeg har forkyndt Riget for, nogensinde skal se mig igen. 26  Derfor ønsker jeg at I i dag skal være klar over at jeg er ren for alles blod,+ 27  for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer alt hvad Gud har besluttet.+ 28  Vær opmærksomme på jer selv+ og på hele hjorden, som den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd+ i, for at I kan være hyrder for Guds menighed,+ som han har købt med blodet af sin egen Søn.+ 29  Jeg ved at når jeg er borte, vil der komme undertrykkende ulve ind iblandt jer,+ og de vil ikke skåne hjorden, 30  og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fordreje sandheden for at få disciplene med sig.+ 31  Hold jer derfor vågne, og husk at jeg i tre år,+ nat og dag, aldrig holdt op med at vejlede hver enkelt af jer med tårer. 32  Og nu ønsker jeg at Gud og budskabet om hans ufortjente godhed må beskytte jer, det budskab der kan gøre jer stærke og give jer arven blandt alle dem der er blevet helliget.+ 33  Jeg har ikke forlangt at få sølv eller guld eller tøj af nogen.+ 34  I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig, havde brug for.+ 35  Jeg har i alle ting vist jer at I, ved på samme måde at arbejde hårdt,+ skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give+ end ved at få.’” 36  Og da han havde sagt det, knælede han sammen med dem alle og bad. 37  Og alle græd meget, og de omfavnede Paulus og kyssede ham, 38  for de var især kede af at han havde sagt at de ikke skulle se ham mere.+ Så fulgte de ham til skibet.

Fodnoter

Eller “til jeres eget bedste”.
Eller “tillægger dog ikke mit liv nogen som helst værdi”.

Studienoter

vi: Frem til ApG 16:9 er fortællingen i Apostlenes Gerninger udelukkende holdt i tredje person, dvs. at skribenten Lukas kun genfortæller hvad andre sagde og gjorde. Her i ApG 16:10 sker der imidlertid et stilskifte, og Lukas tager nu sig selv med i beretningen. Fra dette tidspunkt anvender han stedordene “vi” og “os” i de dele af bogen hvor han åbenbart fulgtes med Paulus og hans rejsefæller. (Se studienote til ApG 1:1 og “Introduktion til Apostlenes Gerninger”). Lukas rejste sammen med Paulus fra Troas til Filippi omkring år 50 e.v.t., men da Paulus forlod Filippi, var Lukas ikke længere sammen med ham. – ApG 16:10-17, 40; se studienoter til ApG 20:5; 27:1.

vi: Som det fremgår af studienoterne til ApG 16:10 og 20:5 indeholder Apostlenes Gerninger passager hvor skribenten Lukas bruger stedord i første person flertal, såsom “vi” og “os” (ApG 27:20), når han omtaler begivenheder. Det indikerer at Lukas ledsagede Paulus på dele af nogle af hans rejser. Den del af Apostlenes Gerninger som begynder her og slutter i ApG 28:16, indeholder sådanne stedord, hvilket viser at Lukas rejste med Paulus til Rom.

os: Lukas bruger ordet “os” og indikerer på den måde at han mødtes med Paulus i Filippi, hvor de tidligere havde taget afsked med hinanden. (ApG 16:10-17, 40) Herefter fulgtes de ad på rejsen fra Filippi til Jerusalem, hvor Paulus senere blev arresteret. (ApG 20:5 – 21:18, 33) Det er anden gang i Apostlenes Gerninger at Lukas tager sig selv med i beretningen. – Se studienoter til ApG 16:10; 27:1.

de usyrnede brøds fest: Se Ordforklaring: “Usyrnede brøds fest”. – Se Tillæg B15.

Efter at have brækket brødet i stykker: Brødene var ofte flade og sprøde, og derfor var det almindeligt at brække dem i stykker før man spiste dem. – Mt 15:36; 26:26; Mr 6:41; 8:6; Lu 9:16.

tog et brød ... brækkede det i stykker: De brød man almindeligvis spiste i oldtidens Mellemøsten, var flade og, hvis de var bagt uden surdej, sprøde. Der lå ikke nogen symbolsk betydning bag det at Jesus brækkede brødet i stykker, det var bare den normale måde at dele den type brød på. – Se studienote til Mt 14:19.

at få et måltid: Bogst.: “at brække brød i stykker”. Brød var den vigtigste del af måltiderne i oldtidens Mellemøsten. Derfor blev udtrykket brugt om enhver form for måltid. Brødene var ofte flade og sprøde. I stedet for at bruge en kniv var det almindeligt at brække brødene i stykker før man spiste dem, hvilket Jesus for eksempel ofte gjorde. (Se studienote til Mt 14:19; se også Mt 15:36; Lu 24:30). Da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid, tog han et brød og brækkede det i stykker. Der lå ikke nogen symbolsk betydning bag det at Jesus brækkede brødet i stykker, for det var den almindelige måde at gøre det på. (Se studienote til Mt 26:26). Nogle hævder at når dette udtryk bruges bestemte steder i Apostlenes Gerninger, sigter det til en afholdelse af Herrens aftensmåltid. (ApG 2:42, 46; 20:7, 11) Men alle de gange Herrens aftensmåltid omtales, bliver både det at brække brød i stykker og det at drikke vin af et bæger nævnt. (Mt 26:26-28; Mr 14:22-25; Lu 22:19, 20; 1Kt 10:16-21; 11:23-26) De to handlinger har lige stor betydning. Så når der tales om at brække brød i stykker uden nogen omtale af at drikke vin, tales der ikke om Herrens aftensmåltid men om et almindeligt måltid. Der er heller ikke nogen indikationer af at Jesus ønskede at mindehøjtiden skulle holdes oftere end den højtid den erstattede, påsken, som kun blev afholdt én gang om året.

for han er i live: Eller “for hans sjæl [dvs. “hans liv”] er i ham”. Med andre ord havde den unge mand fået livet igen. Mange steder i De Kristne Græske Skrifter betyder det græske ord psyche “liv som en person”. Det er også tilfældet her. – Mt 6:25; 10:39; 16:25, 26; Lu 12:20; Joh 10:11, 15; 13:37, 38; 15:13; se Ordforklaring: “Sjæl”.

at få et måltid: Bogst.: “at brække brød i stykker”. Brød var den vigtigste del af måltiderne i oldtidens Mellemøsten. Derfor blev udtrykket brugt om enhver form for måltid. Brødene var ofte flade og sprøde. I stedet for at bruge en kniv var det almindeligt at brække brødene i stykker før man spiste dem, hvilket Jesus for eksempel ofte gjorde. (Se studienote til Mt 14:19; se også Mt 15:36; Lu 24:30). Da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid, tog han et brød og brækkede det i stykker. Der lå ikke nogen symbolsk betydning bag det at Jesus brækkede brødet i stykker, for det var den almindelige måde at gøre det på. (Se studienote til Mt 26:26). Nogle hævder at når dette udtryk bruges bestemte steder i Apostlenes Gerninger, sigter det til en afholdelse af Herrens aftensmåltid. (ApG 2:42, 46; 20:7, 11) Men alle de gange Herrens aftensmåltid omtales, bliver både det at brække brød i stykker og det at drikke vin af et bæger nævnt. (Mt 26:26-28; Mr 14:22-25; Lu 22:19, 20; 1Kt 10:16-21; 11:23-26) De to handlinger har lige stor betydning. Så når der tales om at brække brød i stykker uden nogen omtale af at drikke vin, tales der ikke om Herrens aftensmåltid men om et almindeligt måltid. Der er heller ikke nogen indikationer af at Jesus ønskede at mindehøjtiden skulle holdes oftere end den højtid den erstattede, påsken, som kun blev afholdt én gang om året.

indledte måltidet: Bogst.: “brækkede brødet i stykker”. – Se studienote til ApG 20:7.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Mænd der i åndelig forstand var ældre, eller modne, havde ansvaret for ledelsen og forvaltningen i byerne i fortidens Israel. På lignende måde var der åndeligt modne mænd der tjente i de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. Beretningen her, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos, viser tydeligt at der var mere end én ældste i den menighed. Hvor mange ældste der var i hver menighed, afhang af hvor mange åndeligt modne mænd der var i den. (1Ti 3:1-7; Tit 1:5-8) Da Paulus skrev sit første brev til Timotheus, boede Timotheus sandsynligvis i Efesos. I dette brev brugte Paulus udtrykket “ældsterådet”. – 1Ti 1:3; 4:14.

ydmyg: Det græske ord der her er oversat med “ydmyg”, leder tanken hen på det at sætte sig selv lavt og være beskeden. Vores symbolske hjertetilstand kommer til udtryk i vores holdning eller indstilling til Gud og andre mennesker.

ydmyghed: Denne egenskab indebærer at man ikke er stolt eller arrogant. Ydmyghed kommer til udtryk i den måde man betragter sig selv på i forhold til Gud og andre. Det er ikke en svaghed men en sindsindstilling der glæder Gud. Kristne der er ydmyge, kan arbejde sammen i enhed. (Ef 4:2; Flp 2:3; Kol 3:12; 1Pe 5:5) I De Kristne Græske Skrifter oversættes ordet tapeinofrosyne med “ydmyghed”. Det er dannet af ordene tapeinoo, “at gøre lav; at fornedre”, og fren, “sind”. Det beslægtede ord tapeinos gengives med “ydmyg” (Mt 11:29) og “de ydmyge” (Jak 4:6; 1Pe 5:5). – Se studienote til Mt 11:29.

forkynde den gode nyhed: Det græske udsagnsord euaggelizomai, der anvendes her, er beslægtet med navneordet euaggelion, “god nyhed”. I De Kristne Græske Skrifter er et vigtigt aspekt af den gode nyhed tæt forbundet med Guds rige, som var det gennemgående tema i Jesus’ forkyndelses- og undervisningsarbejde, og med frelsen gennem tro på Jesus Kristus. I Apostlenes Gerninger forekommer det græske udsagnsord euaggelizomai mange gange, og det understreger vigtigheden af forkyndelsesarbejdet. – ApG 8:4, 12, 25, 35, 40; 10:36; 11:20; 13:32; 14:7, 15, 21; 15:35; 16:10; 17:18; se studienoter til Mt 4:23; 24:14.

fra hus til hus: Eller “i forskellige huse”. Af sammenhængen fremgår det at Paulus havde besøgt disse mænd i deres hjem for at lære dem “at de skulle angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus”. (ApG 20:21) Der var altså ikke bare tale om socialt samvær for at opmuntre medkristne, for trosfæller ville allerede have angret og vist tro på Jesus. I en kommentar til ApG 20:20 skriver bibelforskeren A.T. Robertson i sin bog Word Pictures in the New Testament: “Det er værd at lægge mærke til at denne den største af alle prædikanter forkyndte fra hus til hus, og at hans besøg ikke blot var selskabelige visitter.” (1930, bd. III, s. 349, 350) I The Acts of the Apostles With a Commentary fra 1844 skrev Abiel Abbot Livermore i en kommentar til Paulus’ ord i ApG 20:20: “Han var ikke tilfreds med blot at holde offentlige foredrag ... men bestred ivrigt sit betydningsfulde hverv under private former, fra hus til hus, og bragte bogstavelig talt himlens sandhed til efesernes hjem og hjerte.” (s. 270) – For at få en forklaring på gengivelsen af det græske udtryk kat oikous (bogst.: “[hus] efter hus (husvis)”), se studienote til ApG 5:42.

Tvunget af: Bogst.: “Bundet i”. Paulus følte sig både forpligtet til og var villig til at følge Guds ånds tilskyndelse til at tage til Jerusalem.

mit liv: Eller “min sjæl”. Det græske ord psyche henviser her til en persons liv. – Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

forkyndt: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form: almindeligvis en åben, offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds. Temaet i den kristne forkyndelse var stadig “Guds rige”. – ApG 28:31.

Riget: Dvs. Guds rige. Guds rige er Bibelens hovedtema og et gennemgående tema i Apostlenes Gerninger. (ApG 1:3; 8:12; 14:22; 19:8; 20:25; 28:23, 31) Nogle tidlige oversættelser, som for eksempel den latinske Vulgata og den syriske Peshitta, gengiver udtrykket med “Guds rige”. En oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J17 i Tillæg C4) bruger Guds navn, og hele udtrykket kan derfor gengives med “Jehovas rige”.

jeg er ren for alles blod: Paulus havde ikke pådraget sig blodskyld i Guds øjne, for han havde ikke holdt sig tilbage fra at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Han havde ikke holdt det livreddende budskab for sig selv. (ApG 18:6; se også Eze 33:6-8) Paulus fortalte “alt hvad Gud har besluttet”, til disciplene i Efesos fordi han ikke ønskede at de skulle miste livet på Guds domsdag. (ApG 20:27) En kristen kunne desuden pådrage sig blodskyld ved at begå mord eller på anden måde være årsag til at et andet menneske mistede livet. Det kunne være ved aktivt eller stiltiende at støtte noget som Babylon den Store (Åb 17:6; 18:2, 4) eller andre blodskyldige organisationer står bag (Åb 16:5, 6; se også Esa 26:20, 21). Man pådrager sig også blodskyld hvis man spiser eller drikker blod. – ApG 15:20.

alt hvad Gud har besluttet: Eller “alt hvad der er Guds hensigt (vilje)”. Udtrykket henviser her til alt hvad Gud har til hensigt at gøre ved hjælp af sit rige, deriblandt alt hvad han har besluttet er nødvendigt for frelse. (ApG 20:25) Det græske ord boule er oversat med “vejledning” i Lu 7:30 og “hensigt” i He 6:17.

hans ansvarspost: Eller “hans opgave som tilsynsmand”. Det græske ord der forekommer her, episkope, er beslægtet med det græske navneord der oversættes med “tilsynsmand”, episkopos, og udsagnsordet episkopeo, der er gengivet med “pas godt på” i He 12:15. Peter citerede Sl 109:8 for at underbygge forslaget om at den opgave som den illoyale apostel Judas havde haft, skulle overtages af en anden. I denne passage står der i den hebraiske tekst ordet pequddah, som kan gengives med ord som “føre tilsyn; tilsyn; tilsynsmænd”. (4Mo 4:16; Esa 60:17) I Sl 109:8 i Septuaginta (108:8, LXX) er dette hebraiske ord gengivet med det samme græske ord som Lukas anvender her i ApG 1:20. Ud fra denne inspirerede udtalelse af Peter er det tydeligt at se at apostlene havde en ansvarspost, en opgave som tilsynsmænd. De var blevet udnævnt direkte af Jesus. (Mr 3:14) Den kristne menighed, der på pinsedagen i år 33 voksede fra omkring 120 personer til omkring 3.000 på en enkelt dag, havde i begyndelsen 12 tilsynsmænd. (ApG 1:15; 2:41) Derefter blev andre udnævnt som tilsynsmænd for at tage sig af menigheden, der fortsat voksede i antal. Men der var stadig noget særligt ved apostlenes tilsynshverv, for Jehova havde tydeligvis besluttet at de 12 apostle i fremtiden skulle udgøre de “12 grundsten” i det nye Jerusalem. – Åb 21:14; se studienote til ApG 20:28.

Vær opmærksomme: Eller “Giv agt”. Jehova betragter fårene i sin hjord som meget værdifulde fordi han har købt dem med “blodet af sin egen Søn”. Han kunne ikke have betalt en højere pris. Ydmyge tilsynsmænd våger over hvert enkelt medlem af hjorden og sørger for at det har det godt, idet de er klar over hvor meget Jehova elsker sine får. – 1Pe 5:1-3.

tilsynsmænd: Det græske ord for tilsynsmand, episkopos, er beslægtet med udsagnsordet episkopeo, der betyder “pas godt på” (He 12:15), og navneordet episkope, der betyder “inspektion” (Lu 19:44, Kingdom Interlinear; 1Pe 2:12), “at blive tilsynsmand” (1Ti 3:1) eller “ansvarspost” (ApG 1:20). En tilsynsmand var altså en der besøgte, inspicerede og vejledte menighedens medlemmer. Grundbetydningen af det græske udtryk indeholder tanken om en der fører beskyttende tilsyn. Tilsynsmænd i den kristne menighed har ansvaret for at dække deres trosfællers åndelige behov. Paulus brugte udtrykket “tilsynsmænd” mens han talte til de “ældste” fra menigheden i Efesos. (ApG 20:17) Og i sit brev til Titus bruger han udtrykket “tilsynsmand” i beskrivelsen af de kvalifikationskrav der gælder for “ældste” i den kristne menighed. (Tit 1:5, 7) De to udtryk betegner altså den samme stilling. Presbyteros (ældste) henleder tanken på den modenhed der skal præge den der bliver udnævnt som tilsynsmand, og episkopos henleder tanken på de pligter der følger med udnævnelsen. Beretningen her, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos, viser tydeligt at der var flere tilsynsmænd i den menighed. Der var ikke et bestemt antal tilsynsmænd i hver menighed. Hvor mange der var, afhang af hvor mange der kvalificerede sig som “ældste”, hvor mange åndeligt modne mænd der var i den. Da Paulus skrev til de kristne i Filippi, omtalte han menighedens “tilsynsmænd” (Flp 1:1), hvilket tyder på at de tjente som et råd der førte tilsyn med menighedens anliggender. – Se studienote til ApG 1:20.

Guds: Selvom der i nogle ældre håndskrifter står “Herrens” i dette vers, er der større belæg i håndskrifterne for at skrive “Guds”. Mange bibelforskere mener også at det var det der stod i den oprindelige tekst.

med blodet af sin egen Søn: Bogst.: “ved blodet af sin egen”. Grammatisk set kan det græske udtryk også oversættes “med blodet af sin egen” eller “med sit eget blod”, og man må derfor tage konteksten i betragtning. På græsk kan udtrykket ho idios (“sin egen”) stå alene uden et efterfølgende navneord eller stedord. Dette ses i den måde udtrykket bruges på i Joh 1:11 (“sit eget folk”), i Joh 13:1 (“sine egne”), i ApG 4:23 (“deres trosfæller”) og i ApG 24:23 (“hans trosfæller”). I ikkebibelske græske papyrushåndskrifter bruges det til at beskrive varme følelser over for nære slægtninge. En der læste dette vers, ville automatisk vide ud fra sammenhængen at et navneord i ental er underforstået efter udtrykket “sin egen”, og at dette navneord hentyder til Guds enestefødte Søn, Jesus Kristus, hvis blod blev udgydt. På grundlag af disse ting er mange bibelforskere og oversættere enige om at ordet “søn” er underforstået i dette vers, og gengiver det derfor “med blodet af sin egen Søn”.

Gud: I nogle få håndskrifter står der “Herren” i dette vers, men i de fleste håndskrifter står der “Gud”.

det Herren Jesus har sagt: Paulus er den eneste der citerer de efterfølgende ord, men tanken bag ordene findes både i evangelierne og i resten af de inspirerede skrifter. (Sl 41:1; Ord 11:25; 19:17; Mt 10:8; Lu 6:38) Paulus har måske citatet fra en der havde hørt Jesus sige det, fra den opstandne Jesus selv eller en åbenbaring fra Gud. – ApG 22:6-15; 1Kt 15:6, 8.

kyssede ham ømt: Det græske udsagnsord der er gengivet med “at kysse ømt”, er en forstærket form af udsagnsordet “at kysse”, som bruges i Mt 26:48. Ved at hilse på Jesus på en så kærlig og venskabelig måde viste Judas hvor dybt han var sunket i falskhed og hykleri.

omfavnede Paulus: Bogst.: “faldt Paulus om halsen”. Når Bibelen nævner omfavnelse sammen med kys og tårer, bruges det som et udtryk for stor kærlighed, følelser som disse ældste uden tvivl nærede for Paulus. – Se også 1Mo 33:4; 45:14, 15; 46:29; Lu 15:20.

kyssede ham: Eller “kyssede ham ømt”. Paulus’ ægte kærlighed til sine brødre fik dem til at holde meget af ham. På Bibelens tid var det almindeligt at give udtryk for sådanne varme følelser med et kys. (1Mo 27:26; 2Sa 19:39) Nogle gange gav man også den man kyssede, en kærlig omfavnelse og græd. (1Mo 33:4; 45:14, 15; Lu 15:20) Der er almindelig enighed om at det græske ord, der her er gengivet med “kyssede”, er en forstærket form af udsagnsordet fileo, der nogle gange oversættes med “kysse” (Mt 26:48; Mr 14:44; Lu 22:47), men ofte har betydningen “holde af” (Joh 5:20; 11:3; 16:27). – Se også studienote til Mt 26:49.

Medieindhold

Forkyndelse fra hus til hus
Forkyndelse fra hus til hus

I dagene efter pinsedagen år 33 fortsatte Jesus’ disciple med at forkynde den gode nyhed for folk der hvor de boede. Selvom man “forbød [apostlene] at tale”, “blev de ved med [hver dag] at undervise og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus, både i templet og fra hus til hus.” (ApG 5:40-42) Omkring 56 e.v.t. sagde apostlen Paulus til de ældste i Efesos: “Jeg [har] ikke ... holdt mig tilbage fra ... at undervise jer offentligt og fra hus til hus.” (ApG 20:20) Paulus talte om sin forkyndelse for disse mænd der dengang stadig var ikketroende og havde brug for at “angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus”. (ApG 20:21) Når han mødte nogle der var åndeligt interesserede, kom han uden tvivl tilbage til deres hjem for at undervise dem mere, og når de var blevet kristne, for at styrke deres tro. – Se studienoter til ApG 5:42; 20:20.

Ulv
Ulv

Ulve i Israel går hovedsageligt på jagt om natten. (Hab 1:8) Ulve er glubske, forslugne, dristige og grådige, og de dræber ofte flere får end de kan spise eller slæbe med sig. I Bibelen bliver dyr og deres karakteristiske træk og vaner ofte brugt i overført betydning for at skildre både gode og dårlige egenskaber. I den profeti som Jakob udtalte på sit dødsleje, bliver Benjamins stamme for eksempel omtalt i overført betydning som en der kæmper som en ulv (Canis lupus). (1Mo 49:27) Men i de fleste tilfælde bruges ulven til at skildre dårlige træk, som vildskab, grådighed, ondskab og snuhed. Blandt dem der bliver beskrevet som ulve, er falske profeter (Mt 7:15), ondskabsfulde modstandere af de kristnes forkyndelse (Mt 10:16; Lu 10:3) og falske lærere der indefra ville udgøre en trussel mod den kristne menighed (ApG 20:29, 30). Hyrder var meget opmærksomme på at ulve var farlige. Jesus talte om en “lejet mand” der “ser ulven komme og forlader fårene og flygter”. I modsætning til den lejede mand der ‘ikke bekymrede sig om fårene’, er Jesus “den rigtige hyrde” der “giver sit liv for fårene”. – Joh 10:11-13.