Ifølge Johannes 5:1-47

5  Derefter fulgte en af jødernes højtider,+ og Jesus tog op til Jerusalem.  Nu er der i Jerusalem ved Fåreporten+ en dam der på hebraisk hedder Betzáta. Den har fem søjlegange.  I dem lå der mange der var syge, blinde, halte eller delvist lammede.*  ——  Der var også en mand der havde været syg i 38 år.  Jesus så ham ligge der og var klar over at han havde været syg i lang tid, så han spurgte ham: “Vil du gerne være rask?”+  Den syge svarede: “Herre, jeg har ikke nogen der kan hjælpe mig ned i dammen når vandet bliver oprørt, og mens jeg er på vej, er der en anden der går ned foran mig.”  Jesus sagde til ham: “Stå op! Tag din måtte og gå.”+  Manden blev straks rask, og han tog sin måtte og begyndte at gå. Den dag var det sabbat,+ 10  så jøderne begyndte at sige til manden der var blevet helbredt: “Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære din måtte.”+ 11  Men han svarede dem: “Den mand der gjorde mig rask, sagde til mig: ‘Tag din måtte og gå.’” 12  De spurgte ham: “Hvem er den mand der sagde til dig: ‘Tag den og gå’?” 13  Men manden der var blevet helbredt, vidste ikke hvem det var, for Jesus var forsvundet i folkemængden. 14  Senere fandt Jesus ham i templet og sagde til ham: “Se, du er blevet rask. Synd ikke mere så der ikke sker noget værre med dig.” 15  Manden gik hen og fortalte jøderne at det var Jesus der havde gjort ham rask. 16  Af den grund forfulgte jøderne Jesus fordi han gjorde disse ting på sabbatten.+ 17  Men han svarede dem: “Min Far er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.”+ 18  Derfor var jøderne endnu mere opsat på at dræbe ham, for ikke alene overtrådte han sabbatten, men han kaldte også Gud sin Far og sidestillede sig selv med Gud.+ 19  Jesus sagde derfor til dem: “Jeg siger jer som sandt er: Sønnen kan ingenting gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faren gøre.+ For uanset hvad Han gør, så gør Sønnen det på samme måde. 20  Faren holder nemlig af Sønnen+ og viser ham alt det han selv gør, og han vil vise ham gerninger der er større end disse, så I vil komme til at undre jer.+ 21  For ligesom Faren oprejser de døde og gør dem levende,+ sådan gør også Sønnen dem levende som han vil.+ 22  Faren dømmer nemlig slet ingen, men har overgivet al dom til Sønnen+ 23  så alle kan ære Sønnen ligesom de ærer Faren. Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faren som har sendt ham.+ 24  Jeg siger jer som sandt er: Den der hører mit ord og tror på Ham som har sendt mig, har evigt liv,+ og han vil ikke blive dømt, men er gået over fra døden til livet.+ 25  Jeg siger jer som sandt er: Den tid kommer, og den er her nu, hvor de døde skal høre Guds Søns stemme, og de der har hørt efter, skal leve. 26  For ligesom Faren har liv i sig selv,+ har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.+ 27  Og han har givet ham myndighed+ til at dømme fordi han er Menneskesønnen.+ 28  Det skal I ikke undre jer over, for den tid kommer hvor alle der er i mindegravene, skal høre hans stemme+ 29  og komme ud – de der har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, og de der har gjort det der er ondt, til en dommens opstandelse.+ 30  Jeg kan ingenting gøre af mig selv. Sådan som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig,+ for jeg ønsker ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.+ 31  Hvis det kun er mig selv der vidner om mig, er mit vidneudsagn ugyldigt.+ 32  Men der er også en anden som vidner om mig, og jeg ved at hans vidneudsagn om mig er sandt.+ 33  I har sendt nogle til Johannes, og han har vidnet om sandheden.+ 34  Jeg er dog ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg siger disse ting for at I kan blive frelst. 35  Den mand var en brændende og lysende lampe, og en kort tid ville I gerne juble og glæde jer i hans lys.+ 36  Men jeg har et større bevis end Johannes’ vidneudsagn, for de gerninger min Far har givet mig at fuldføre, de gerninger som jeg gør, vidner om at Faren har sendt mig.+ 37  Og Faren som har sendt mig, har selv vidnet om mig.+ I har aldrig hørt hans stemme eller set hans skikkelse,+ 38  og I har ikke hans ord i jer, for I tror ikke på den han har sendt. 39  I undersøger Skrifterne+ fordi I mener at I vil få evigt liv ved hjælp af dem, og det er netop dem der vidner om mig.+ 40  Alligevel ønsker I ikke at komme til mig+ for at få liv. 41  Jeg tager ikke imod ære fra mennesker, 42  men jeg ved udmærket at I ikke har Guds kærlighed i jer. 43  Jeg er kommet i min Fars navn, men I tager ikke imod mig. Hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham. 44  Hvordan skulle I kunne tro på mig når I tager imod ære fra hinanden+ og ikke søger den ære som kommer fra den eneste Gud?+ 45  I må ikke tro at jeg vil anklage jer over for Faren. Der er én som anklager jer, Moses,+ som I har sat jeres håb til. 46  Ja, hvis I havde troet på Moses, ville I tro på mig, for han har skrevet om mig.+ 47  Men hvis I ikke tror på det han har skrevet, hvordan vil I så tro på det jeg siger?”+

Fodnoter

Eller “som havde visne lemmer”. Bogst.: “indtørrede”.

Studienoter

påske: Jesus begyndte at forkynde efter sin dåb i efteråret 29 e.v.t., så denne henvisning til en påske tidligt i hans tjeneste må gælde den der blev fejret i foråret 30 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:1 og Tillæg A7). En sammenligning af de fire evangelieberetninger viser at påskehøjtiden blev fejret fire gange i løbet af Jesus’ tjeneste på jorden. Deraf kan man konkludere at hans tjeneste varede tre og et halvt år. I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet (ofte kaldet de synoptiske evangelier) nævnes ikke nogen anden påske end den sidste, den hvor Jesus døde. Johannes’ beretning nævner helt specifikt tre påskehøjtider (Joh 2:13; 6:4; 11:55), og den henviser højst sandsynligt til en fjerde med udtrykket “en af jødernes højtider” i Joh 5:1. Dette eksempel understreger værdien af at sammenligne evangelieberetningerne for at få et mere fuldstændigt billede af Jesus’ liv. – Se studienoter til Joh 5:1; 6:4; 11:55.

en af jødernes højtider: Johannes nævner ikke specifikt hvilken højtid der var tale om, men der er god grund til at antage at det var påsken i år 31 e.v.t. han henviste til. Johannes skrev overvejende sin beretning i kronologisk orden. Det fremgår af sammenhængen at den højtid der tales om, fandt sted kort tid efter at Jesus sagde at der var “fire måneder til høsten”. (Joh 4:35) Høstperioden, nærmere betegnet byghøsten, begyndte omkring påsken (14. nisan). Så det ser ud til at Jesus kom med sin udtalelse ca. fire måneder før dette, altså omkring kislev måned (november/december). Der var to andre højtider som blev fejret i perioden fra kislev til nisan, nemlig indvielseshøjtiden og purimsfesten. Men disse højtider krævede ikke at israelitterne tog op til Jerusalem. Ud fra sammenhængen er det mest sandsynligt at den højtid der omtales som “en af jødernes højtider”, refererer til påsken, hvor Jesus ifølge Guds lov til Israel var forpligtet til at rejse til Jerusalem. (5Mo 16:16) Det er rigtigt at Johannes kun nævner nogle få begivenheder i sin beretning inden han omtaler den næste påskehøjtid (Joh 6:4), men som oversigten i Tillæg A7 viser, er Johannes’ beretning om den første del af Jesus’ tjeneste meget kortfattet, og mange af de begivenheder som de andre evangelieskribenter har med, bliver ikke nævnt af Johannes. De mange ting som de tre andre evangelieskribenter nævner at Jesus foretog sig, støtter faktisk den konklusion at der faldt en påskehøjtid mellem den der nævnes i Johannes 2:13, og den der nævnes i Johannes 6:4. – Se Tillæg A7 og studienote til Joh 2:13.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

Betzáta: Dette hebraiske navn betyder “olivenhus”. I nogle håndskrifter kaldes dammen “Betesda”, som muligvis betyder “barmhjertighedens hus”. I andre håndskrifter står der “Betsajda”, som betyder “jægerhus” [eller “fiskerhus”]. Mange forskere hælder dog til betegnelsen Betzáta.

Nogle håndskrifter tilføjer følgende tekst eller dele af den i slutningen af vers 3 og i vers 4: “som ventede på at vandet skulle komme i oprør. 4 For en Herrens [eller “Jehovas”] engel plejede fra tid til anden at stige ned i dammen og bringe vandet i oprør; den første som da gik ned efter at vandet var bragt i oprør, plejede at blive rask uanset hvilken sygdom han led af.” Disse ord forekommer imidlertid ikke i de ældste pålidelige håndskrifter, og de er højst sandsynligt ikke en del af Johannes’ oprindelige tekst. (Se Tillæg A3). I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk, benævnt som J9, 22, 23 i Tillæg C4), står der “en Jehovas engel” i stedet for “en Herrens engel”.

lå der ... syge: Det var en udbredt opfattelse at mennesker kunne blive helbredt ved at gå ned i vandet når det kom i oprør. (Joh 5:7) Mange der gerne ville helbredes, stimlede derfor sammen dette sted. Der står ikke noget i Bibelen om at en engel fra Gud udførte mirakler ved Betzátadammen. (Se studienote til Joh 5:4). Men der står at Jesus udførte et mirakel ved dammen. Det er værd at lægge mærke til at manden ikke steg ned i vandet, og alligevel blev han øjeblikkeligt helbredt.

Nogle håndskrifter tilføjer følgende tekst eller dele af den i slutningen af vers 3 og i vers 4: “som ventede på at vandet skulle komme i oprør. 4 For en Herrens [eller “Jehovas”] engel plejede fra tid til anden at stige ned i dammen og bringe vandet i oprør; den første som da gik ned efter at vandet var bragt i oprør, plejede at blive rask uanset hvilken sygdom han led af.” Disse ord forekommer imidlertid ikke i de ældste pålidelige håndskrifter, og de er højst sandsynligt ikke en del af Johannes’ oprindelige tekst. (Se Tillæg A3). I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk, benævnt som J9, 22, 23 i Tillæg C4), står der “en Jehovas engel” i stedet for “en Herrens engel”.

måtte: Eller “båre; seng”. I Bibelens lande bestod en seng ofte af en simpel strå- eller sivmåtte, måske gjort mere bekvem med en slags quiltet tæppe eller en form for madras. Når den ikke var i brug, blev den rullet sammen og gemt af vejen. I denne sammenhæng henviser det græske ord krabattos øjensynligt til en fattig mands seng. I beretningen i Mr 2:4-12 bruges det samme græske ord om en form for “båre” som en lam mand blev transporteret på.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette udtryk i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Det kan henvise til jøder generelt, til dem der boede i Judæa, eller til dem der boede i og omkring Jerusalem. Udtrykket kan også hentyde til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne sammenhæng kan “jøderne” henvise til de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, men det er også muligt at udtrykket bruges i bredere forstand og indbefatter andre jøder der var nidkære for traditionerne.

Synd ikke mere: Det Jesus siger her, betyder ikke at mandens sygdom skyldtes en eller anden synd han havde begået. Manden som Jesus helbredte, havde været syg i 38 år på grund af den nedarvede ufuldkommenhed. (Joh 5:5-9; se også Joh 9:1-3). Nu hvor manden var blevet vist barmhjertighed og helbredt, tilskyndede Jesus ham til at følge vejen til frelse og ikke længere synde med overlæg for at han ikke skulle blive ramt af noget værre end sygdom, nemlig evig tilintetgørelse. – He 10:26, 27.

forfulgte: Den form det græske udsagnsord står i her (imperfektum), indikerer at jøderne – muligvis de jødiske ledere eller jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven – begyndte at forfølge Jesus og fortsatte med det.

sidestillede sig selv med Gud: Jesus omtalte altid Gud som sin Far, og han sidestillede aldrig sig selv med Gud. (Joh 5:17) Det var derimod jøderne der beskyldte Jesus for at forsøge at gøre sig selv til Guds ligemand når han sagde at Gud var hans Far. Ligesom jøderne tog fejl i deres påstand om at Jesus overtrådte sabbatten, havde de heller ikke ret i denne beskyldning. Det gjorde Jesus klart med det han sagde i vers 19 til 24 – han kunne “ingenting gøre af sig selv”. Det er tydeligt at han ikke sidestillede sig selv med Gud. – Joh 14:28.

af sig selv: Eller “på eget initiativ”, dvs. uafhængigt. Som Jehovas vigtigste talsmand lytter Jesus altid til Jehovas stemme og siger det Han giver ham besked på.

Faren holder ... af Sønnen: Jesus beskriver her det stærke bånd af enhed og venskab der har eksisteret mellem ham og hans Far siden skabelsens begyndelse. (Ord 8:30) Da Johannes nedskrev de ord Jesus brugte til at beskrive dette forhold, anvendte han en form af det græske udsagnsord fileo (“at holde af”). Dette udsagnsord beskriver et meget tæt bånd, som det der findes mellem sande venner. Det anvendes for eksempel til at beskrive det venskabsbånd der var mellem Jesus og Lazarus. (Joh 11:3, 36) Det bliver også brugt om forholdet mellem forældre og børn. (Mt 10:37) Det samme udsagnsord, fileo, anvendes til at skildre Jehovas stærke og inderlige følelse af personlig tilknytning til sin Søns disciple, og til at skildre disciplenes varme følelser for Guds Søn. – Joh 16:27.

en livets ... en dommens: Her og i Joh 5:24 står det ord der bruges for dom, i kontrast til “livet” og “evigt liv” og henviser derfor til en dom der resulterer i at man mister livet. (2Pe 2:9; se studienote til Joh 5:24). De fleste steder hvor det græske ord der oversættes med “dom” (krisis), forekommer i De Kristne Græske Skrifter, indeholder det tanken om en ugunstig dom. Som man kan se ud fra sammenhængen og andre bibelsteder, er den dom Jesus taler om, ikke baseret på et menneskes gerninger inden det døde, men på de ting vedkommende har gjort, dvs. praktiseret, efter at være blevet oprejst. I Ro 6:7 står der at ‘den der dør, bliver frikendt for sin synd’. Hver enkelt der får en opstandelse, vil ud fra sine gerninger vise om han er lydig, hvilket vil blive belønnet med evigt liv, eller om han er ulydig, hvilket vil medføre at han bliver dømt til døden.

Lad de døde begrave deres døde: Som det fremgår af studienoten til Lu 9:59, var faren til den mand som Jesus talte med, sandsynligvis syg eller gammel, men ikke død. Det Jesus åbenbart mener, er: ‘Lad dem der er åndeligt døde, begrave deres døde’, dvs. at manden ikke burde vente med at tage denne beslutning om at følge Jesus, for tilsyneladende var der andre slægtninge der kunne tage sig af faren indtil han døde. Ved at følge Jesus ville denne mand træde ind på vejen der fører til evigt liv, og han ville således ikke være blandt dem der var åndeligt døde i Guds øjne. I sit svar viser Jesus at det at sætte Guds rige først i sit liv og forkynde det vidt og bredt er afgørende for at kunne holde sig åndeligt vågen.

de døde: Jesus siger at den tid, eller time, hvor de døde skal “høre [hans] stemme”, er her nu, og derfor kan han kun hentyde til levende mennesker der har arvet synden fra Adam og derfor er dømt til døden. (Ro 5:12) Set med Guds øjne har mennesker som udgangspunkt ikke ret til at leve, for “den løn synden betaler, er døden”. (Ro 6:23) Men ved at høre Jesus’ ord og følge det kan enkeltpersoner i overført betydning ‘gå over fra døden til livet’. (Se studienote til Joh 5:24). I Bibelen bruges udtrykkene “høre” og “lytte” ofte i betydningen “være opmærksom på” eller “adlyde”.

vil ikke blive dømt: Eller “kommer ikke til dom”. Det græske ord krisis, der ofte oversættes med “dom”, kan have flere betydningsnuancer, og den nøjagtige betydning vil fremgå af sammenhængen. For eksempel kan ordet henvise til afsigelse af en dom (Joh 5:22), til begrebet retfærdighed (Mt 23:23; Lu 11:42) eller til en domstol (Mt 5:21). Det kan også henvise til en dom der er enten gunstig eller ugunstig, men de fleste steder hvor det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, indeholder det tanken om en ugunstig dom. I dette vers bruges ordet parallelt med døden og står i kontrast til livet og evigt liv; det henviser derfor til en dom der resulterer i at man mister livet. – 2Pe 2:9; 3:7; se studienote til Joh 5:29.

er gået over fra døden til livet: Jesus taler åbenbart om nogle der havde været åndeligt døde, men som ved at høre hans ord fik tro på ham og holdt op med at følge syndens vej. (Ef 2:1, 2, 4-6) De “er gået over fra døden til livet” i den forstand at dødens forbandelse ikke længere hviler over dem, og de får håb om evigt liv på grund af deres tro på Gud. Jesus henviste åbenbart også til åndeligt døde da han til den jødiske mand der ville tage hjem for at begrave sin far, sagde: “Lad de døde begrave deres døde.” – Lu 9:60; se studienoter til Lu 9:60; Joh 5:25.

er gået over fra døden til livet: Jesus taler åbenbart om nogle der havde været åndeligt døde, men som ved at høre hans ord fik tro på ham og holdt op med at følge syndens vej. (Ef 2:1, 2, 4-6) De “er gået over fra døden til livet” i den forstand at dødens forbandelse ikke længere hviler over dem, og de får håb om evigt liv på grund af deres tro på Gud. Jesus henviste åbenbart også til åndeligt døde da han til den jødiske mand der ville tage hjem for at begrave sin far, sagde: “Lad de døde begrave deres døde.” – Lu 9:60; se studienoter til Lu 9:60; Joh 5:25.

de døde: Jesus siger at den tid, eller time, hvor de døde skal “høre [hans] stemme”, er her nu, og derfor kan han kun hentyde til levende mennesker der har arvet synden fra Adam og derfor er dømt til døden. (Ro 5:12) Set med Guds øjne har mennesker som udgangspunkt ikke ret til at leve, for “den løn synden betaler, er døden”. (Ro 6:23) Men ved at høre Jesus’ ord og følge det kan enkeltpersoner i overført betydning ‘gå over fra døden til livet’. (Se studienote til Joh 5:24). I Bibelen bruges udtrykkene “høre” og “lytte” ofte i betydningen “være opmærksom på” eller “adlyde”.

liv i jer selv: I Joh 5:26 sagde Jesus at det var blevet ham givet at “have liv i sig selv” ligesom hans Far “har liv i sig selv”. (Se studienote til Joh 5:26). Nu, omkring et år senere, bruger Jesus det samme udtryk om sine disciple. Her sidestiller han det at have liv i sig selv med det at opnå “evigt liv”. (Joh 6:54) I stedet for at hentyde til evnen til at give liv ser det i denne sammenhæng ud til at udtrykket ‘have liv i sig selv’ snarere hentyder til det at opnå liv i fuldeste forstand. De salvede kristne bliver levende i fuldeste forstand når de bliver oprejst til udødeligt liv i himlen. Trofaste kristne der har håb om at leve på jorden, vil blive levende i fuldeste forstand når de består den endelige prøve umiddelbart efter slutningen af Kristus’ tusindårsrige. – 1Kt 15:52, 53; Åb 20:5, 7-10.

har liv i sig selv: Eller “har kraft til at give liv”. Jesus “har liv i sig selv” fordi hans Far har givet ham en kraft som Jehova oprindeligt var den eneste der besad. Denne kraft indbefatter uden tvivl myndigheden til at give mennesker mulighed for at opnå et godkendt forhold til Gud og derved redde livet. Den indbefatter også evnen til at give liv ved at oprejse de døde. Omkring et år efter at Jesus udtalte det vi læser her, indikerede han at hans disciple også kunne have liv i sig selv. – Få flere oplysninger om betydningen af udtrykket “liv i jer selv” som det anvendes om Jesus’ disciple, i studienoten til Joh 6:53.

Menneskesønnen: Dette udtryk forekommer omkring 80 gange i evangelierne. Jesus anvendte dette udtryk om sig selv, tydeligvis for at understrege at han i enhver henseende var et menneske, født af en kvinde, og at han som menneske svarede til Adam og havde kraften til at løskøbe menneskeheden fra synd og død. (Ro 5:12, 14, 15) Udtrykket identificerede også Jesus som Messias, eller Kristus. – Da 7:13, 14; se Ordforklaring.

Menneskesønnen: Se studienote til Mt 8:20.

mindegravene: Dette ord er en oversættelse af det græske ord mnemeion, der kommer af udsagnsordet mimneskomai, som betyder “at huske”, og henviser til en grav eller et gravsted. Ordet indeholder altså tanken om at den afdøde vil blive husket. I denne sammenhæng betyder det at den døde vil blive husket af Gud. I sin beretning om forbryderen der blev henrettet samtidig med Jesus, bruger Lukas et udtryk som øger forståelsen af denne bibetydning: “Husk [en form af udsagnsordet mimneskomai] mig når du kommer i dit rige.” – Lu 23:42.

vil ikke blive dømt: Eller “kommer ikke til dom”. Det græske ord krisis, der ofte oversættes med “dom”, kan have flere betydningsnuancer, og den nøjagtige betydning vil fremgå af sammenhængen. For eksempel kan ordet henvise til afsigelse af en dom (Joh 5:22), til begrebet retfærdighed (Mt 23:23; Lu 11:42) eller til en domstol (Mt 5:21). Det kan også henvise til en dom der er enten gunstig eller ugunstig, men de fleste steder hvor det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, indeholder det tanken om en ugunstig dom. I dette vers bruges ordet parallelt med døden og står i kontrast til livet og evigt liv; det henviser derfor til en dom der resulterer i at man mister livet. – 2Pe 2:9; 3:7; se studienote til Joh 5:29.

opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om en opstandelse fra de døde. (Mt 22:31; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står: “Dine døde skal leve”. – Se Ordforklaring.

en livets ... en dommens: Her og i Joh 5:24 står det ord der bruges for dom, i kontrast til “livet” og “evigt liv” og henviser derfor til en dom der resulterer i at man mister livet. (2Pe 2:9; se studienote til Joh 5:24). De fleste steder hvor det græske ord der oversættes med “dom” (krisis), forekommer i De Kristne Græske Skrifter, indeholder det tanken om en ugunstig dom. Som man kan se ud fra sammenhængen og andre bibelsteder, er den dom Jesus taler om, ikke baseret på et menneskes gerninger inden det døde, men på de ting vedkommende har gjort, dvs. praktiseret, efter at være blevet oprejst. I Ro 6:7 står der at ‘den der dør, bliver frikendt for sin synd’. Hver enkelt der får en opstandelse, vil ud fra sine gerninger vise om han er lydig, hvilket vil blive belønnet med evigt liv, eller om han er ulydig, hvilket vil medføre at han bliver dømt til døden.

opstandelse: Se studienote til Mt 22:23.

af mig selv: Eller “på eget initiativ”, dvs. uafhængigt. Som Jehovas vigtigste talsmand lytter Jesus altid til Jehovas stemme og siger det Han giver ham besked på.

Sådan som jeg hører: Dvs. ud fra det han hører fra Faren, som er den øverste Dommer.

en anden: Henviser uden tvivl til Faren. – Joh 5:34, 37.

Skrifterne: Dette udtryk bruges ofte som betegnelse for de inspirerede Hebraiske Skrifter som et hele. De jøder der grundigt undersøgte Skrifterne, burde tydeligt kunne se at Jesus var Messias, ved at sammenligne hans liv og lære med det Skrifterne havde forudsagt. Men disse jøder nægtede at foretage en fordomsfri undersøgelse af de mange vidnesbyrd i Skrifterne om at Jesus var den lovede Messias. De mente at de kunne få evigt liv ved hjælp af Skrifterne, men nægtede at acceptere Jesus som den Skrifterne pegede hen til som vejen til evigt liv. – 5Mo 18:15; Lu 11:52; Joh 7:47, 48.

dem: Dvs. Skrifterne, som nævnes i første del af verset. Skrifterne indeholdt messiasprofetier der pegede frem til Jesus som den der kunne give mennesker der lyttede til ham, “evigt liv”.

den eneste Gud: Nogle ældre håndskrifter indeholder ikke ordet “Gud”. Men der er stærke grunde til at bevare den nuværende ordlyd i hovedteksten, for den findes i andre tidlige pålidelige håndskrifter.

Medieindhold

Betzátadammen
Betzátadammen

Det er kun Johannesevangeliet der nævner en dam ved navn Betzáta, som lå “i Jerusalem ved Fåreporten”. (Joh 5:2) Denne Fåreport er sandsynligvis den samme port som nævnes i De Hebraiske Skrifter. Den lå i det nordøstlige hjørne af byen. (Ne 3:1, 32; 12:39) Det kan også være at “Fåreporten” som Johannes nævner, er blevet bygget senere end den der nævnes i De Hebraiske Skrifter. Nord for tempelbjerget har arkæologer fundet rester af en stor dam der ser ud til at passe med den beskrivelse der er i Johannesevangeliet. Udgravninger har afsløret en dam med to bassiner, og den målte omkring 46x92 m. Ifølge evangeliet havde dammen “fem søjlegange”, og der kunne ligge mange syge og handicappede ved den. (Joh 5:2, 3) Den ene søjlegang lå sikkert ved den mur der adskilte det nordlige og sydlige bassin, og de fire andre søjlegange omkransede sandsynligvis hele området.

1. Betzáta

2. Tempelbjerget