Til hebræerne 9:1-28

9  I den tidligere pagt var der bestemmelser angående en hellig tjeneste og et helligt sted+ her på jorden. 2  Der blev indrettet et rum som var det forreste i teltet. Her var lampestanderen,+ bordet og de brød der blev lagt frem.*+ Det kaldes Det Hellige.+ 3  Men bag det andet forhæng+ var det teltrum der kaldes Det Allerhelligste.+ 4  Derinde var der et røgelseskar af guld+ og pagtens ark,+ som overalt var beklædt med guld.+ I arken var guldkrukken med manna+ og Arons stav, der engang havde skudt knopper,+ foruden pagtstavlerne.+ 5  Og oven på den var de strålende keruber, der skyggede for sonedækket.*+ Men lige nu skal vi ikke tale om alt dette i detaljer. 6  Efter at disse ting blev fremstillet og indrettet på denne måde, er præsterne regelmæssigt gået ind i det forreste teltrum for at udføre deres hellige tjeneste.+ 7  Men ypperstepræsten går alene ind i det andet rum én gang om året,+ og han skal medbringe blod,+ som han frembærer for sig selv+ og for de synder som folket+ har begået i uvidenhed. 8  På den måde viser den hellige ånd os at vejen ind til det hellige sted endnu ikke var blevet åbnet mens det første telt stadig stod.+ 9  Dette telt er et billede der gælder vores tid,+ og under denne ordning bliver der bragt både offergaver og slagtofre.+ De er dog ikke i stand til at give den der bringer ofrene,* en fuldstændigt ren samvittighed.+ 10  Alt dette har kun at gøre med mad og drikke og forskellige former for ceremoniel renselse.*+ Det var lovbestemmelser der angik udvendige, fysiske ting,*+ og som skulle gælde indtil den fastsatte tid kom hvor alting skulle bringes i den rette orden. 11  Men da Kristus kom som ypperstepræst for at gennemføre de velsignelser der nu er blevet til virkelighed, gik han ind i det telt der er større og mere fuldendt, det som ikke er frembragt af hænder og ikke er jordisk.* 12  Han gik ind på det hellige sted, ikke med blodet af gedebukke og tyrekalve, men med sit eget blod,+ én gang for alle, og sørgede for at vi kunne blive udfriet* for evigt.+ 13  Og hvis blodet af gedebukke og tyre+ og asken af en kvie som bliver stænket på dem der er blevet urene, kan gøre dem rene hvad det fysiske angår,+ 14  hvor meget mere kan så ikke blodet af Kristus,+ der ved den evige ånds ledelse ofrede sig selv som et fejlfrit offer til Gud, rense vores samvittighed for døde gerninger+ så vi kan udføre hellig tjeneste for den levende Gud?+ 15  Det er derfor han er mellemmand for en ny pagt,+ altså for at de der bliver kaldet, kan få løftet om den evige arv,+ nu hvor én er død for at de kan blive løskøbt+ fra de overtrædelser de har begået mod den tidligere pagt. 16  Når der indgås en pagt med Gud, er det nødvendigt at den person der formidler den, dør, 17  for en pagt bliver gjort gyldig ved død. Den er ikke i kraft så længe den person der formidler den, stadig lever. 18  Den tidligere pagt blev heller ikke sat i kraft* uden blod, 19  for da Moses havde fremlagt alle Lovens bud for hele folket, tog han blodet af tyrekalvene og gederne, sammen med vand, skarlagenrød uld og isop, og stænkede det på bogrullen* og på hele folket, 20  idet han sagde: “Det er pagtens blod, den pagt som Gud har befalet jer at holde.”+ 21  Han stænkede også noget af blodet på teltet og på alle de kar der blev brugt i den hellige tjeneste.*+ 22  Ja, ifølge Loven bliver næsten alting renset med blod,+ og hvis der ikke udgydes blod, bliver ingen synder tilgivet.+ 23  De ting der er efterligninger+ af det som er i himlen, måtte derfor renses med blod af dyr,+ men selve det himmelske kræver langt bedre ofre. 24  Kristus gik jo ikke ind i en helligdom der var bygget med hænder,+ og som var en kopi af virkeligheden,+ men ind i selve himlen,+ hvor han nu træder frem for Gud* til gavn for os.+ 25  Han gjorde det ikke for at ofre sig selv mange gange, ligesom ypperstepræsten hvert eneste år+ går ind på det hellige sted for at frembære blod, som dog ikke er hans eget. 26  Ellers havde han måttet lide mange gange lige siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle her ved tidernes* ende for helt at fjerne synden ved at bringe sig selv som et offer.+ 27  Og ligesom mennesker dør én gang for alle og derefter modtager en dom, 28  sådan blev Kristus også ofret én gang for alle så han kunne bære manges synder.+ Når han kommer anden gang, bliver det ikke for at fjerne synder.* Han kommer for at frelse dem der ivrigt venter på ham.+

Fodnoter

^ Eller “skuebrødene”.
^ Eller “forsoningens hus”.
^ Eller “den der yder hellig tjeneste”.
^ Bogst.: “forskellige former for dåb”.
^ Eller “der angik kroppen”.
^ Eller “og som ikke er af denne skabning”.
^ Bogst.: “løskøbt; købt fri”.
^ Bogst.: “indviet”.
^ Eller “bogen”.
^ Eller “den offentlige tjeneste”.
^ Bogst.: “Guds ansigt”.
^ Eller “tidsaldrenes”. Henviser her til den jødiske ordning. Se Ordforklaring: “Verdensordning”.
^ Eller “har det ikke med synd at gøre”.

Studienoter

Medieindhold

“En lampestander af rent guld”
“En lampestander af rent guld”

I det første rum i telthelligdommen, kaldt Det Hellige, var der “en lampestander af rent guld” med syv arme. Jehova gav Moses et syn på Sinajs Bjerg med detaljerede instruktioner om hvordan lampestanderen skulle laves. (2Mo 25:31-40; 4Mo 8:4) Moses fik blandt andet at vide: “Foden, stammen, armene, bægrene, knopperne og blomsterkronerne skal være ud af ét stykke.” Lampestanderen og de tilhørende redskaber skulle tilsammen veje en talent, dvs. 34,2 kg. Hver morgen skulle en præst ordne lamperne, for eksempel skulle han sætte nye væger i og hælde ny olie på. Hver aften skulle han tænde lamperne så de oplyste Det Hellige. (2Mo 27:20, 21; 30:7, 8) Paulus omtaler lampestanderen da han sammenligner den gamle pagt og telthelligdommen med den nye og langt bedre pagt og “det sande telt” i himlen. – He 8:2, 5.

Bordet med skuebrød
Bordet med skuebrød

I det første rum i telthelligdommen, kaldt Det Hellige, var der et bord af akacietræ overtrukket med guld. Skuebrødene, eller, som det bliver kaldt i De Kristne Græske Skrifter, “de brød der blev lagt frem”, blev lagt på det bord. (2Mo 25:30; He 9:2) Jehova gav på Sinajs Bjerg Moses et syn med detaljerede instruktioner om hvordan bordet skulle laves. (2Mo 25:9, 23-29; 4Mo 8:4) Det skulle være to alen langt, en alen bredt og halvanden alen højt. (Se Tillæg B14). Det hebraiske udtryk der er gengivet “skuebrød”, betyder bogstaveligt “ansigtsbrød”. Ordet for “ansigt” kan indeholde tanken om “nærværelse”. (Ord 17:18) Skuebrødene lå hele tiden foran Jehovas ansigt som et offer til ham. Hver sabbat skulle præsten lægge 12 nybagte brød på bordet. De blev lagt i to stabler med seks i hver. (3Mo 24:4-8) Paulus omtaler skuebrødene da han taler om den gamle pagt og telthelligdommen. Han sammenligner de her fysiske ting med det der er i himlen, som er af langt højere værdi. – He 8:5.

Stentavlerne med Lovpagten
Stentavlerne med Lovpagten

“Pagtens ark”, som er omtalt i He 9:4, indeholdt to stentavler som De Ti Bud var skrevet på. De ti love dannede grundlag for Lovpagten mellem Gud og nationen Israel. Jehova skrev De Ti Bud på forsiden og bagsiden af de to stentavler inden han gav dem til Moses på Sinajs Bjerg. (2Mo 31:18; 32:15) Da Moses kom tilbage til lejren og så at israelitterne tilbad guldkalven, kastede han vredt de to tavler på jorden så de blev knust. (2Mo 32:19) Så Moses blev bedt om at tilhugge to nye tavler, som Jehova skrev De Ti Bud på. (5Mo 10:1, 2) De Ti Bud og resten af Lovpagten blev erstattet i år 33 e.v.t. af den nye pagt mellem Jehova og det åndelige Israel. Jehova skriver i symbolsk forstand sine love i hjertet på dem der er med i den nye pagt. (He 8:10, 13) Men Jehovas folk lever stadig efter de principper der ligger bag De Ti Bud. – Ro 13:8-10.

Teltet
Teltet

Ordningen for tilbedelse ved teltet, eller telthelligdommen, i oldtidens Israel “er et billede”. (He 9:9) Ved hjælp af den ordning løftede Jehova sløret for hvordan han ville tilgive menneskehedens synder på grundlag af Jesus’ offer. For eksempel udførte ypperstepræsten på forsoningsdagen nogle handlinger der havde stor symbolsk betydning. (He 9:6, 7) Videoen viser hvordan teltet og ceremonien peger frem til det Jesus som “en stor ypperstepræst” ville gøre. – He 4:14.