grundlærdommen om Kristus: Det her udtryk henviser til de grundlæggende sandheder som de kristne havde lært da de blev disciple. (He 5:12 og studienote) Paulus nævner seks af de sandheder i dette og det efterfølgende vers og kalder dem en grundvold. Ligesom i en fysisk bygning er grundvolden det man bygger videre på. Modne kristne ville ikke være tilfredse med kun at kende de grundlæggende ting. De var kommet videre – de byggede mere på og voksede i kundskab og forståelse af dybere sandheder, som dem der findes i Paulus’ breve. Det lærte dem at tænke over det de læste i Skrifterne, forstå det og bruge principperne i deres liv. – He 5:14.

Lad os derfor skynde os frem: Paulus inkluderer sig selv da han tilskynder sine trosfæller til at gøre fremskridt i at efterligne Jesus. Ifølge et opslagsværk siger han: “Lad os gå fremad sammen.” (P.E. Hughes: A Commentary on the Epistles to the Hebrews) Selvom han var en moden kristen, var han altid ivrig efter at blive bedre til at efterligne Jesus. – Flp 3:13-16.

modenhed: Paulus understreger vigtigheden af at blive en moden kristen – en der gør noget for at forstå både de grundlæggende og de dybere sandheder, og som gør en indsats for at blive dygtigere til at lære andre om dem. Det græske ord der er brugt her, er beslægtet med det ord der er gengivet med “modne mennesker”, eller “fuldvoksne mennesker”, i He 5:14 (se studienote), hvor det står i kontrast til det at være som “et spædbarn”. (He 5:13 og studienote) Modne kristne er nogle “der har brugt deres evne til at tænke så den er blevet trænet og de er i stand til at se forskel på rigtigt og forkert”. (He 5:14) Derfor bliver de ikke let ført på vildspor eller påvirket negativt af andre – for eksempel i deres forståelse af den kristne lære. – Ef 4:11-14.

angre døde gerninger: “Døde gerninger” kan indbefatte forkerte handlinger og forsøg på at opnå frelse på en måde der ikke stemmer med Guds vilje. (Mt 7:21) Et eksempel på døde gerninger var at nogle prøvede at opnå frelse ved at overholde Moseloven, selvom den var blevet ophævet. (Ro 10:2-4; Ga 2:16 og studienote) Selv gerninger der egentlig var gode, kunne betragtes som døde, eller værdiløse, hvis ikke de var motiveret af kærlighed. (1Kt 13:3) De kristne hebræere skulle angre, eller vende sig væk fra, sådan nogle døde gerninger for at kunne gøre fremskridt og blive modne. – He 9:14.

tro på Gud: Paulus nævner her “tro på Gud” som en del af den grundvold man lægger når man bliver kristen, altså som noget af det første man lærer. (He 11:6) Dem han skriver til her, troede allerede på Gud inden de blev kristne; de var nemlig jøder. Et opslagsværk siger derfor om brugen af “tro” i den her sammenhæng: “Det indebærer ikke bare at tro på at Gud er til … men at man har tillid til Gud.” (W. Robertson Nicoll [red.]: The Expositor’s Greek Testament: The Epistle to the Hebrews) Sådan en tro og tillid var en del af “grundlærdommen om Kristus”, så det var nødvendigt at de kristne hebræere også havde tro på at Jesus var “Hovedformidleren af deres frelse”. – He 2:10 og studienote; Joh 14:1; ApG 4:12; 1Pe 1:21.

forskellige former for dåb: Paulus omtaler den her lære som en del af “grundlærdommen om Kristus”. (He 6:1) Dåb er udgangspunktet, og derefter må en kristen blive ved med at arbejde på sin modenhed. Efter dåben er der stadig meget man skal lære, og som man skal bruge i sit liv. – Mt 28:19, 20; ApG 2:38.

dåb: De kristne hebræere var kendt med flere forskellige former for dåb. De vidste at der var flere typer “ceremoniel renselse”, eller bogst.: “dåb”. (He 9:10 og studienote; Mr 7:4 og studienote) De kendte også til “Johannes’ dåb”. (ApG 18:25 og studienote) Men læren om den kristne dåb gjorde alle andre former for dåb forældede; der var nu kun én godkendt dåb. – Ef 4:5 og studienote.

håndspålæggelse: Jesus og hans disciple lagde hænderne på nogen når de velsignede dem (Mt 19:13-15), helbredte dem (ApG 28:8) eller udnævnte dem til at tage sig af en ansvarsopgave (ApG 6:6 6 og studienote; 13:2, 3; 2Ti 1:6). Men det Paulus taler om her, kan henvise til det at videregive “åndens gaver” til sine trosfæller så de også kunne få mirakuløse evner. (1Kt 14:12; ApG 8:17, 18; 19:6) Når oprigtige mennesker så de mirakler, ville det være let for dem at forstå at det ikke længere var Israels nation der havde Jehovas godkendelse, men det åndelige Israel. (Mt 21:43; ApG 15:14; Ga 6:16; He 2:3, 4 og studienote) Det er derfor Paulus nævner den praksis som en del af grundvolden, altså som noget af det første en kristen lærer. – He 6:1.

de dødes opstandelse: Paulus inkluderer opstandelsen som en del af “grundlærdommen” for kristne. (He 6:1) Den er en central del af den kristne tro (Joh 5:28, 29; 1Kt 15:12-19) og er uløseligt forbundet med andre grundlæggende bibelske sandheder. – Se studienote til 1Kt 15:14 og Ordforklaring: “Opstandelse”.

evig dom: I den her sammenhæng ser det ud til at “dom” henviser til alle Guds domme. De er evige fordi resultaterne, eller konsekvenserne, af hans domme står ved magt for altid. – Se også Joh 5:24 og studienote; Ro 2:3, 6-8; Åb 20:12, 15.

hvis Gud tillader det: Paulus siger ikke at Gud ikke vil tillade at de kristne hebræere når frem til modenhed. Ved at bruge det her udtryk anerkender han i stedet at kristne er afhængige af at Gud støtter og velsigner deres indsats mens de arbejder på at blive modne. – Se studienoter til 1Kt 4:19; 16:7.

Når nogle på et tidspunkt er blevet oplyst: Paulus beskriver her nogle kristne som var “faldet fra”, eller som bevidst havde forladt troen, efter de havde fået åndeligt lys fra Jehova. (He 6:6) Det at de var blevet oplyst ved at have fået nøjagtig kundskab om sandheden, havde hjulpet dem ud af åndeligt mørke – de var ikke længere uvidende og fulgte ikke længere en forkert kurs. (Joh 3:19-21) Som kristne var de begyndt at vandre i lyset ved at leve på en måde der glædede Gud. – Joh 8:12; Ef 5:8, 9; He 10:26, 32; 1Jo 1:7; se også 1Pe 2:9.

har smagt den himmelske frie gave: Den gave indbefatter løsesummen og indbydelsen til at herske i himlen med Kristus. De der havde angret og var vendt om fra deres forkerte måde at leve på, havde allerede fået gavn af løsesummen. (ApG 3:19; 2Kt 9:15) De havde fået håb om et liv i himlen. (Se studienoter til Ef 1:18; He 3:1). På den måde havde de allerede “smagt”, eller mærket, goderne ved “den himmelske frie gave”.

har fået del i hellig ånd: Efter pinsedagen i år 33 salvede Gud enkeltpersoner med sin hellige ånd og adopterede dem som sine børn så de kunne blive “Kristus’ medarvinger” i himlen. (Ro 8:14-17; 2Kt 5:5) Derudover fik nogle af de døbte kristne åndens gaver. – ApG 19:5, 6; 1Kt 12:7-11; se også Ordforklaring: “Lægge hænderne på”.

har smagt Guds gode ord: “Guds gode ord” ser ud til at henvise til Guds løfte om at belønne nogle mennesker med liv i himlen. (2Kt 5:5; Ef 1:18) De salvede kristne havde “smagt” på det løfte da den hellige ånd gjorde det tydeligt for dem at de havde håb om liv i himlen. Derefter så de frem til at Gud opfyldte alle de løfter han havde givet dem.

den kommende verdensordnings velsignelser: Eller “den kommende tidsalders kræfter”. Udtrykket “den kommende verdensordning” henviser til et tidspunkt i fremtiden hvor salvede kristne vil herske sammen med Kristus i hans “himmelske rige”. (2Ti 4:18; se studienote til Ef 2:7 og Ordforklaring: “Verdensordning”). Paulus skrev til dem der var blevet salvet med Guds hellige ånd som “et forskud på det der vil komme”. (2Kt 1:22 og studienote) Mange af dem havde været vidner til Jehovas “tegn [og] mirakler”. (He 2:4 og studienote) Ved hjælp af sådan nogle mirakler demonstrerede Gud blandt andet hvad hans Søn ville udrette når han fik magten “over den kommende verden”. (He 2:5 og studienote) På en måde havde de salvede kristne allerede “smagt”, eller oplevet, de velsignelser Gud vil sørge for i den kommende verdensordning. – Se også studienote til Ef 1:3.

er det umuligt at vække dem til live igen så de angrer: Paulus henviser til nogle der var faldet fra den kristne tro, dvs. de var blevet frafaldne. Det ser ud til at de bevidst havde valgt at blive frafaldne selvom de engang var “blevet oplyst”. (He 6:4 og studienote) Under inspiration indikerer Paulus at de med vilje havde syndet mod Guds hellige ånd. Sådan nogle angrer aldrig. – Mr 3:28, 29; He 10:26, 27; 12:25.

de nagler selv Guds Søn til pælen igen: Paulus bruger her et ekstremt stærkt sprog for at fordømme de salvede der med vilje havde svigtet den kristne tro. Udtrykket skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt. Jesus var død “én gang for alle”; han var nu udødelig og kunne ikke blive slået ihjel. (He 9:12; 1Ti 6:16 og studienote) Desuden havde de romerske soldater der rent faktisk naglede Jesus pælen, mulighed for at blive tilgivet. (Lu 23:34 og studienote) Så her sammenligner Paulus åbenbart de frafaldne der ikke angrer, med Judas Iskariot og de religiøse ledere der stod bag at Jesus blev naglet til pælen. (Joh 19:11 og studienote, 15, 16) De frafaldne viste den samme foragt for Jesus og det løskøbelsesoffer han bragte, som de onde mænd på Jesus’ tid havde vist. Og de ville få den samme dom – evig udslettelse. – He 10:29.

bliver den velsignet: De kristne var blevet velsignet ved at lære mange dyrebare sandheder om Jesus, og Paulus sammenligner dem med en mark der får rigelig regn. Paulus siger at en bonde med rette kan forvente at sådan en mark vil give en god høst. (Lu 13:6-9; 1Kt 3:9) Men som det næste vers viser, var der nogle personer der ikke frembragte en god høst, og de var i fare for at blive forbandede. – He 6:8.

Men hvis den frembringer tjørne og tidsler: I stedet for at værdsætte at de var blevet “velsignet af Gud” (He 6:7), valgte nogle kristne en syndig måde at leve på (He 6:4-6). De udviklede med vilje en utaknemmelig indstilling og dårlige egenskaber. De var derfor som en mark der kun frembragte ubrugelige planter, “tjørne og tidsler”. I oldtiden ville en landmand der havde sådan en mark, sætte ild til den for at fjerne de uønskede planter. På samme måde ventede der en ødelæggende dom for de tidligere kristne der var “faldet fra” troen. – He 6:6 og studienote; se også Esa 5:1-7.

elskede brødre og søstre, er vi overbevist om at det står bedre til: Tidligere i sit brev gav Paulus kraftig vejledning til dem der var blevet svage i troen. (He 3:12; 5:11 og studienote) I den her sammenhæng har han fordømt dem der ikke var trofaste. (He 6:4-8) Nu skifter han til en mere opmuntrende tone og kalder de hebraiske kristne “elskede”, og han giver udtryk for sin stærke tillid til dem. (Se også Ro 15:14; 2Ts 3:4). Til forskel fra dem der havde forladt Kristus og mistet deres håb for fremtiden, stod det “bedre til” med de hebraiske kristne – de var nemlig på vej til frelse. Det betød blandt andet at de skulle herske sammen med Kristus i himlen. – Se studienote til 2Ti 2:12.

Gud er jo ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde: I den her sammenhæng betyder “glemmer” at blive ligeglad med, at overse. (Se også Lu 12:6). Paulus forsikrer ikke kun de kristne om at Jehova husker det gode de gør. Han understreger sin udtalelse meget tydeligt med de indledende ord “Gud er jo ikke uretfærdig”. I Guds øjne ville det være uretfærdigt af ham at være ligeglad med eller overse en af sine loyale tjeneres gode gerninger. Det er umuligt for Jehova at gøre noget uretfærdigt; for eksempel kan han ikke lyve. (Se studienote til He 6:18). Den handlemåde ville være helt imod Jehovas natur, så det er fuldstændigt utænkeligt. (Se også Job 34:12; Jak 1:13). De hebraiske kristne kunne derfor være helt sikre på at Jehova altid ville huske og værdsætte det gode de havde gjort, selv hvis andre mennesker – og de selv – havde glemt det.

al den kærlighed I har vist hans navn: I Bibelen bruges ordet “navn” ofte i en bred betydning og henviser ikke kun til en persons navn, men til alt ved den person – særligt hans omdømme. (Se studienote til Mt 6:9). Ligesom Jesus skulle kristne vise kærlighed til Guds navn ved at gøre det kendt for andre. Deres kærlighed til Jehova skulle ikke kun få dem til at bruge hans hellige navn, men også vise det ære ved at have en god opførsel og være venlige mod andre. Paulus’ ord understreger at noget af det vigtigste for Kristus’ disciple er at vise kærlighed til Guds navn. Jesus opsummerede selv sin tjeneste på jorden ved at sige til sin Far: “Jeg har gjort dit navn kendt.” – Se studienoter til Joh 17:6, 26.

ved både før og nu at hjælpe de hellige: I den her sammenhæng henviser “de hellige” til Jesus’ salvede disciple, mænd og kvinder der har det himmelske håb. (Se studienote til Ro 1:7). De kristne hebræere havde længe hjulpet hinanden på forskellige måder. (ApG 4:32-35; 12:5) For eksempel havde de sandsynligvis sørget for materiel eller økonomisk hjælp da der var brug for det. (Se også studienote til Lu 8:3). Paulus roser dem fordi det ikke kun var noget de havde gjort, men fordi de var fortsat med at gøre det op gennem tiden. Han minder dem om at Jehova betragter det at hjælpe hans tjenere som en måde at vise kærlighed til hans navn på. – Se også He 10:32-34; 13:1-3.

være lige så flittige som I har været fra begyndelsen: I det foregående vers nævnte Paulus at de kristne hebræere havde hjulpet “de hellige”. Nu opfordrer han dem til at blive ved med at have samme villige indstilling – “at være lige så flittige”, dvs. at hjælpe med iver, oprigtighed og engagement. – Se studienote til Ro 12:11.

og ikke blive sløve: Det græske ord der er gengivet “sløve”, indeholder tanken om at være doven, eller ikke gøre en oprigtig indsats. Ifølge et opslagsværk kan det i den her sammenhæng gengive tanken om at “være langsom til at forstå eller reagere i åndelig forstand”. (T. Friberg, B. Friberg, N.F. Miller: Analytical Lexicon of the Greek New Testament) De hebraiske kristne kunne undgå den fare ved at blive ved med at være flittige. (Se studienote til He 6:11). Det græske ord for “sløve” kan også gengives “tungnemme”. – Se studienote til He 5:11.

efterligne: Det her ord berører det tema som Paulus udbygger i Hebræerne, kapitel 11 – vigtigheden af at lære af og at efterligne troshelte. (Se også He 13:7). I de efterfølgende vers skriver Paulus kort om Abraham, et bemærkelsesværdigt eksempel på en af dem der arver det der er lovet. Guds løfter til Abraham var en værdifuld arv. De gav ham håb og styrkede hans tro. Han erfarede også at man kan stole på Jehovas løfter, for han oplevede nogle af dem gå i opfyldelse. Han vil opleve andre løfter få sin opfyldelse når han bliver oprejst. (1Mo 18:14, 18; 21:1-3; He 6:13-16) Han viste en enestående tro og tålmodighed hele sit liv og er et eksempel der er værd at efterligne. – He 11:8-10, 17-19.

sværgede han ved sig selv: Udtrykket her minder om 1Mo 22:16, hvor Jehova erklærede over for Abraham: “Jeg sværger ved mig selv.” Jehova kan ikke lyve. (Tit 1:2) Selve hans navn, eller omdømme, er en garanti for at hvert eneste af hans løfter vil gå i opfyldelse. (Se også Esa 45:23). Men nogle gange har han i sin kærlighed bekræftet sine løfter. Han har tilføjet en ed til det han har sagt. Abrahams bemærkelsesværdige tro og fuldstændige lydighed fik Jehova til at forstærke sit løfte ved at aflægge en ed, en særlig “juridisk garanti”. (He 6:16 og studienote; se også studienote til He 6:17 og Ordforklaring: “Ed”). Gud kom altså med en dobbelt forsikring til Abraham om at “alle jordens nationer” ville “skaffe sig en velsignelse” ved hans afkom. – 1Mo 22:17, 18.

efter at Abraham havde ventet tålmodigt: Jehova lovede Abraham at han ville blive “en stor nation”, og at “alle jordens slægter” ville “blive velsignet gennem” ham. (1Mo 12:1-4; se også ApG 7:2, 3 og studienote). Jehova forsikrede Abraham om at løftet ville gå i opfyldelse, ved at gentage det for ham da han boede i Kanaan. (1Mo 13:16) Men på det tidspunkt havde Abraham stadig ikke nogen søn. Det var først 25 år senere, da Isak blev født, at Abraham begyndte at se Guds ord gå i opfyldelse. (1Mo 21:2, 5) Og 25 år efter det (ifølge jødisk overlevering) viste Abraham at han var villig til at ofre Isak, og ved den lejlighed bekræftede Gud sit oprindelige løfte ved at sværge “ved sig selv”. – He 6:13 og studienote, 14; 11:17; 1Mo 22:15-18.

juridisk garanti: Det græske ord der er brugt her, er et af flere juridiske udtryk i den her passage. Udtrykket henviser til den almindelige praksis at bekræfte noget med en ed. (Andre eksempler på sådanne tekniske udtryk i He 6:13-18 er “sværge”, “ed”, “diskussion”, “urokkelig” og “garanterede”. Se også studienote til Flp 1:7, hvor det samme græske udtryk bliver gengivet “juridisk stadfæste”). De Hebraiske Skrifter viser at mennesker ofte sværgede ved Gud eller ved hans navn. (1Mo 14:22; 31:53; 5Mo 6:13; Jos 9:19, 20; Jer 12:16) Paulus henviser til den praksis med at sværge for at understrege sin næste pointe – den ed Gud aflagde til Abraham, gjorde hans løfte fuldstændigt sikkert og pålideligt. – He 6:17, 18.

løftets arvinger: Paulus opmuntrer de hebraiske kristne ved at minde dem om deres forbindelse til Abraham. Gud lovede Abraham at han ville blive far til et afkom som ville skaffe “alle jordens nationer” en velsignelse. (1Mo 22:17, 18) Som Abrahams efterkommere var jøderne de første der havde mulighed for at arve de løfter. De fleste jøder anerkendte ikke Messias, så de gik glip af den arv. På den anden side blev de hebraiske kristne “løftets arvinger” – men det var ikke på grund af deres afstamning. De blev arvinger ved at anerkende Kristus, den primære del af Abrahams afkom, og ved at blive hans salvede disciple. (Se studienote til Ga 3:29). Med tiden ville alle trofaste kristne, også dem med et jordisk håb, få gavn af de løfter Gud gav Abraham.

hans hensigt var urokkelig: Det græske ord der her og i det næste vers er gengivet med “urokkelig; urokkeligt”, er et af flere græske juridiske udtryk som Paulus bruger i den her passage. (Se studienote til He 6:16). Ordet der her er givet med “hensigt”, kan indeholde tanken om en persons beslutning, intention eller vilje. – Se studienote til ApG 20:27; se også studienote til Ef 3:11, hvor et synonymt græsk udtryk bliver gengivet med “hensigt”.

Han garanterede for løftet med en ed: Da Gud gav Abraham et løfte, “sværgede han ved sig selv”. (He 6:13 og studienote) Jehova var ikke forpligtet til at bekræfte at hans løfte er sandt, men han valgte at gøre det for at give mennesker fuldstændig tillid til det. Der findes ikke nogen bedre og mere sikker garanti end Jehovas. Det græske udsagnsord der er gengivet “han garanterede for løftet”, kan også indeholde tanken om at “han trådte til” med en ed der bekræftede hans løfte. Et opslagsværk siger at ordet i den her sammenhæng fremhæver “gyldigheden af Guds løfter. Gud er [den der garanterer] … det han har forpligtet sig til.” – C. Koester: The Anchor Yale Bible: Hebrews; se Ordforklaring: “Ed”.

to ting der står urokkeligt fast: Dvs. Guds løfte og hans ed. Ved hjælp af løftet og eden fremhæver Gud hvor urokkelig hans hensigt er; hans løfte om at “alle jordens nationer” vil skaffe sig en velsignelse ved Abrahams afkom, vil gå i opfyldelse. – 1Mo 22:16-18; He 6:17; se studienote til He 6:13.

Gud kan ikke lyve: Den her udtalelse gentager tanken i det der står i 4Mo 23:19 og 1Sa 15:29. – Se også studienote til Tit 1:2.

søgt tilflugt: Det her udtryk er en oversættelse af et græsk udsagnsord der indeholder tanken om at flygte, slippe væk eller søge tilflugt. (ApG 14:6) Udtrykket var velkendt for dem Paulus skrev til, for Septuaginta brugte det samme græske udsagnsord for at beskrive det at flygte til tilflugtsbyerne. (5Mo 4:42; 19:5; Jos 20:9) Det at Paulus bruger det udtryk, kan have mindet de hebraiske kristne om at de var flygtet fra den jødiske ordning, som Gud havde forkastet og snart ville ødelægge. (Mt 21:43; 23:37, 38) De havde søgt tilflugt det sikreste sted, nemlig hos deres pålidelige Gud og Far, Jehova. (Sl 118:8; 143:9) Et opslagsværk siger at tanken her kan være “os der er flygtet til Gud for at komme i sikkerhed”. – P. Ellingworth og E.A. Nida: A Handbook on the Letter to the Hebrews, UBS Handbook Series.

er det en stærk tilskyndelse: Det græske ord der er gengivet med “tilskyndelse”, kan henvise til noget der motiverer folk til at handle og styrker deres tillid. (Se også studienote til Ro 12:8). Ved hjælp af sit ord og sin ed gav Gud sit folk overvældende beviser for at hans hensigt med at velsigne mennesker er urokkelig. Den forsikring er “ikke en almindelig tilskyndelse”, som en bibelforsker har sagt. (W. Robertson Nicoll [red.]: The Expositor’s Greek Testament: The Epistle to the Hebrews) Nej, som Paulus siger, er det en “stærk tilskyndelse” for kristne til at “holde godt fast i” deres håb.

Dette håb har vi som et anker: Den her trøstende metafor støtter tanken i de foregående vers: Det kristne håb er sikkert og pålideligt. Ligesom et anker holder et skib fast og sikrer det under en storm, kan det pålidelige håb om at Gud vil opfylde sine løfter, hjælpe en kristen til at bevare roen og udholde turbulente tider. (Se også Sl 46:1-3). Paulus vidste hvor værdifuldt et anker er, for han havde selv været i fare mange gange på havet. (ApG 27:13, 29; se studienote til 2Kt 11:25; se Mediegalleri: “Et anker af træ og metal”). Selv i ikkebibelske skrifter fra Paulus’ tid blev ankret brugt som et symbol på håb.

for sjælen: Eller “for vores liv”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

både sikkert og fast: Paulus viser hvorfor det kristne håb er så pålideligt, ved at sige at ankret, eller håbet, “når helt ind bag forhænget”. (Se studienote til det når helt ind bag forhænget i det her vers). Han indikerer på den måde at det er Gud der sikrer håbet. Et opslagsværk siger om den her passage: “Andre ankre synker ned i dybet; det her stiger op i de højeste himle og griber fat i selve Guds trone.” – C. Simeon: Horae Homileticae or Discourses.

det når helt ind bag forhænget: Paulus’ pointe er at de kristne hebræeres håb ikke afhænger af nogen menneskelig eller jordisk kilde. I stedet når det håb “helt ind bag forhænget”, dvs. ind i himlen. Håbet er altså forbundet med Gud, som har taget initiativet til løskøbelsen, og med Jesus, som gav sit liv som en løsesum. I telthelligdommen fungerede et forhæng som en barriere ind til Det Allerhelligste. En gang om året gik ypperstepræsten ind i Det Allerhelligste. Der, “bag” forhænget, skaffede han soning for de synder israelitterne havde begået. (He 9:7) Som Paulus forklarer senere i sit brev, er Det Allerhelligste et billede på himlen. (He 9:24) Forhænget er et billede på Jesus’ menneskekrop, som var en barriere der forhindrede ham i at gå ind i himlen. (1Kt 15:50; He 10:20 og studienote) Jesus gik ind bag “forhænget” da han efter at have ofret sin menneskekrop, blev oprejst som en ånd og gik ind i himlen. (1Pe 3:18) Der, foran Gud, skaffede han soning for menneskehedens synder ved at frembære værdien af sit blod. (He 6:20; 9:12) Den ordning – tilgivelse ved hjælp af Kristus’ offer – var grundlaget for at Guds “løfte til Abraham” kunne blive opfyldt. (He 6:13, 14) Det er grundlaget for alle lydige menneskers håb. – Mt 20:28.

en forløber: Jesus var det første menneske på jorden der steg op til Jehova i himlen. (Joh 3:13; 1Kt 15:20; He 9:24) På den måde blev han “en forløber”, en som baner vejen for andre. Ved at frembære sit offer i himlen åbnede han vejen for dem der ville få en indbydelse til at regere sammen med ham i himlen. – Joh 14:2, 3; He 10:19, 20.

på samme måde som Melkisedek: Se studienote til He 5:6.