den første dag i ugen: Dvs. den 16. nisan. For jøderne var dagen umiddelbart efter sabbatten den første dag i ugen.

Den første dag i ugen: Se studienote til Mt 28:1.

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

den Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den første af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) En af grundene er at der ikke henvises til apostlen Johannes ved navn i dette evangelium, undtagen da han omtales som en af “Zebedæus’ sønner” i Joh 21:2. En anden indikation er i Joh 21:20-24, hvor udtrykket “den discipel Jesus elskede”, bruges om ham der skrev dette evangelium. Desuden sagde Jesus om den apostel: “Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det antyder at den der henvises til, ville leve meget længere end Peter og de andre apostle, hvilket passer på apostlen Johannes. – Se studienoter til Joh Titel og Joh 1:6; 21:20.

en anden discipel: Henviser åbenbart til apostlen Johannes. Det passer med Johannes’ karakteristiske stil, hvor han ikke nævner sig selv ved navn i sit evangelium. (Se studienoter til Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7; 21:20). Og derudover optræder Johannes og Peter sammen i beretningen i Joh 20:2-8, som udspiller sig i tiden efter Jesus’ opstandelse. I Bibelen forklares der ikke hvordan Johannes, en discipel fra Galilæa, var blevet en bekendt af ypperstepræsten, men det var hans bekendtskab med ypperstepræstens husstand der gjorde det muligt for ham at komme forbi tjenestepigen som holdt vagt ved døren, og også at give adgang til Peter. – Joh 18:16.

Faren holder ... af Sønnen: Jesus beskriver her det stærke bånd af enhed og venskab der har eksisteret mellem ham og hans Far siden skabelsens begyndelse. (Ord 8:30) Da Johannes nedskrev de ord Jesus brugte til at beskrive dette forhold, anvendte han en form af det græske udsagnsord fileo (“at holde af”). Dette udsagnsord beskriver et meget tæt bånd, som det der findes mellem sande venner. Det anvendes for eksempel til at beskrive det venskabsbånd der var mellem Jesus og Lazarus. (Joh 11:3, 36) Det bliver også brugt om forholdet mellem forældre og børn. (Mt 10:37) Det samme udsagnsord, fileo, anvendes til at skildre Jehovas stærke og inderlige følelse af personlig tilknytning til sin Søns disciple, og til at skildre disciplenes varme følelser for Guds Søn. – Joh 16:27.

holder ... af jer: Det græske udsagnsord fileo er oversat med “holder af”, “lide”, “elsker” og “kysser”. (Mt 23:6; Joh 12:25; Mr 14:44) Dette græske udtryk kan beskrive et meget tæt bånd, som det der findes mellem sande venner. Da Jesus “begyndte at græde” mens han nærmede sig Lazarus’ grav, sagde de der så ham: “Se hvor meget han holdt af [en form af det græske udsagnsord fileo] ham!” (Joh 11:35, 36) Dette græske udtryk kan også beskrive det tætte bånd der kan være mellem forældre og børn. (Mt 10:37) Som man kan se her i Joh 16:27, kan det græske ord skildre Jehovas stærke og inderlige følelse af personlig tilknytning til sin Søns disciple, og til at skildre disciplenes varme følelser for Guds Søn. I Joh 5:20 bliver det samme græske ord anvendt til at beskrive Farens stærke tilknytning til sin Søn.

sagde Jesus til Simon Peter: Denne samtale mellem Jesus og Peter fandt sted kort tid efter at Peter tre gange havde nægtet at kendes ved Jesus. Jesus stillede tre ransagende spørgsmål om Peters følelser for ham, med det resultat at “Peter blev ked af det”. (Joh 21:17) I Johannes’ beretning i Joh 21:15-17 bruges der to græske udsagnsord: agapao, der er oversat med elsker, og fileo, der er oversat med holder af. To gange spørger Jesus Peter: “Elsker du mig?” Begge gange bekræfter Peter oprigtigt at han “holder af” Jesus. Til sidst spørger Jesus: “Holder du af mig?” Det forsikrer Peter ham igen om at han gør. Hver gang Peter bekræftede sin kærlighed, understregede Jesus at denne kærlighed og hengivenhed skulle motivere Peter til at give Jesus’ disciple, omtalt som lam, eller “små får”, føde, og være åndelig “hyrde” for dem. (Joh 21:16, 17; 1Pe 5:1-3) Jesus lod Peter bekræfte sin kærlighed tre gange inden han betroede ham ansvaret for at tage sig af fårene. Derved fjernede Jesus enhver tvivl om at han havde tilgivet Peter for tre gange at have nægtet at kendes ved ham.

den anden discipel, ham som Jesus holdt af: Dvs. ham som Jesus holdt særligt meget af. Dette er den tredje af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel der henvises til, er apostlen Johannes. (Se studienoter til Joh 13:23; 18:15). I de fire andre forekomster anvendes det græske ord agapao. I dette vers bruges et synonym, det græske ord fileo, der ofte gengives med “holde af” i denne oversættelse. – Mt 10:37; Joh 11:3, 36; 16:27; 21:15-17; Tit 3:15; se studienoter til Joh 5:20; 16:27; 21:15.

skriftstedet: Henviser sandsynligvis til Sl 16:10 eller Esa 53:10. Nogle af profetierne om Messias kunne ikke engang Jesus’ disciple forstå. Dette gjaldt især profetierne om at han ville blive forkastet, og at han måtte lide, dø og blive oprejst. – Esa 53:3, 5, 12; Mt 16:21-23; 17:22, 23; Lu 24:21; Joh 12:34.

hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

Rabbúni!: Et semitisk ord der betyder “min lærer”. Nogle mener at “rabbúni” var en form der udtrykte større respekt eller større hjertelighed end formen “rabbi”. Men her og i Joh 1:38 oversætter Johannes blot begge titler med lærer. Øjensynligt havde endelsen for ejestedordet i første person (“-i”, der betyder “min”) i titlen “rabbúni” mistet sin særlige betydning da Johannes skrev sit evangelium.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

Hold op med at klynge dig til mig: Det græske udsagnsord haptomai kan enten betyde “at røre” eller “at klynge sig til; hænge på”. Nogle oversættelser gengiver Jesus’ ord: “Lad være med at røre mig.” Men Jesus sagde ikke noget til at Maria Magdalene blot rørte ham, for han sagde ikke noget til at andre kvinder “greb ham om fødderne” efter at han var blevet oprejst fra de døde. (Mt 28:9) Det lader til at Maria Magdalene var bange for at Jesus skulle til at stige op til himlen. Hun ønskede inderligt at være hos sin Herre, så hun holdt fast i Jesus og lod ham ikke gå. For at forsikre Maria om at han ikke ville stige til himlen endnu, bad Jesus hende om at holde op med at klynge sig til ham og i stedet at gå hen til hans disciple og fortælle den gode nyhed om hans opstandelse.

min Gud og jeres Gud: Denne samtale mellem Jesus og Maria Magdalene den 16. nisan år 33 e.v.t. viser at den opstandne Jesus betragtede Faren som sin Gud, ligesom Faren var Gud for Maria Magdalene. To dage tidligere havde Jesus råbt mens han hang på torturpælen: “Min Gud, min Gud.” Derved havde han opfyldt profetien i Sl 22:1 og anerkendt at Faren var hans Gud. (Mt 27:46; Mr 15:34; Lu 23:46) I Åbenbaringens Bog omtaler Jesus også sin Far som “min Gud”. (Åb 3:2, 12) Disse passager bekræfter at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus tilbad den himmelske Far som sin Gud, ligesom også Jesus’ disciple gør.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a; se Ordforklaring: “Jøde”.

jøderne: Henviser åbenbart til jødiske myndighedspersoner eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

Tvillingen: Se studienote til Joh 11:16.

Thomas: Dette græske navn kommer af et aramæisk ord der betyder “tvilling”. Apostlen Thomas var også kendt under et andet græsk navn, Didymos, der også betyder “tvilling”, og navnet Didymos forekommer i nogle danske bibler.

Min Herre og min Gud!: Bogst.: “Herren min og Guden [ho theos] min!” Nogle bibelkommentatorer opfatter denne udtalelse som et forbavset udbrud der var sagt til Jesus, men egentlig var henvendt til hans Gud og Far. Andre hævder at ordene på græsk kræver at de var henvendt til Jesus. Selvom dette skulle være tilfældet, forstår man bedst meningen med udtalelsen “Min Herre og min Gud” når man ser den ud fra sammenhængen i de øvrige inspirerede skrifter. Fordi Jesus tidligere havde sendt sine disciple budskabet: “Jeg stiger op til min Far og jeres Far og til min Gud og jeres Gud”, er der ingen grund til at tro at Thomas mente at Jesus var Den Almægtige Gud. (Se studienote til Joh 20:17). Thomas havde hørt Jesus bede til sin “Far” og kalde ham “den eneste sande Gud”. (Joh 17:1-3) Så Thomas kan have kaldt Jesus “min Gud” af følgende grunde: Han betragtede Jesus som “en gud”, men ikke som Den Almægtige Gud. (Se studienote til Joh 1:1). Eller han kan have henvendt sig til Jesus på en måde der minder om den Guds tjenere brugte over for de engle der overbragte budskaber fra Jehova, som står omtalt i De Hebraiske Skrifter. Thomas har kendt til de beretninger hvor enkeltpersoner, eller nogle gange skribenten af en bibelbog, talte til eller svarede en himmelsk budbringer som om han var Jehova Gud. (Se også 1Mo 16:7-11, 13; 18:1-5, 22-33; 32:24-30; Dom 6:11-15; 13:20-22). Det kan derfor være i den betydning at Thomas kaldte Jesus “min Gud” og derved anerkendte at Jesus var repræsentant og talsmand for den sande Gud.

Nogle hævder at den bestemte artikel på græsk foran ordene for “Herre” og “Gud” indikerer at disse ord henviser til Den Almægtige Gud. Men i denne sammenhæng kan brugen af artiklen blot være en afspejling af græsk grammatik. At et navneord i nominativ med en bestemt artikel kan bruges som en vokativ på græsk, fremgår af en bogstavelig oversættelse af bibelvers som Lu 12:32 (bogst.: “den lille hjord”) og Kol 3:18 – 4:1 (bogst.: “hustruerne”; “ægtemændene”; “børnene”; “fædrene”; “trællene”; “herrerne”). På lignende måde vil en bogstavelig oversættelse af 1Pe 3:7 lyde “mændene”. Så brugen af artiklen i dette vers har ikke nødvendigvis betydning når man skal afgøre hvad Thomas mente med sin udtalelse.

Ordet var en gud: Eller “Ordet var guddommeligt [eller “gudlignende”]”. Johannes’ udtalelse beskriver en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet” (græsk: ho logos; se studienote til Ordet i dette vers), dvs. Jesus Kristus. Ordets fremtrædende stilling som Guds førstefødte Søn, gennem hvem Gud skabte alt andet, gør at han med rette kan beskrives som “en gud; gudlignende; guddommelig; et guddommeligt væsen”. Mange oversættere foretrækker gengivelsen “Ordet var Gud”, der sidestiller ham med Gud den Almægtige. Men der er gode grunde til at konkludere at Johannes ikke mente at “Ordet” var den samme som Den Almægtige Gud. For eksempel står der tydeligt i både den foregående sætning og den efterfølgende sætning at “Ordet” var “hos Gud”. Desuden forekommer det græske ord theos tre gange i vers 1 og 2. I den første og tredje forekomst står den bestemte artikel på græsk foran theos, men i den anden forekomst er der ikke nogen artikel. Mange bibelforskere er enige om at den manglende bestemte artikel før det andet theos er bemærkelsesværdig. Når den bestemte artikel bruges i denne sammenhæng, henviser theos til Gud den Almægtige. Når den bestemte artikel mangler i denne grammatiske konstruktion, beskriver theos snarere en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet”. Derfor er der flere bibeloversættelser på engelsk, fransk og tysk der gengiver teksten på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen og indeholder tanken om at “Ordet” var “en gud; guddommeligt; et guddommeligt væsen; af guddommelig art; gudlignende”. Dette støttes af oversættelser fra oldtiden af Johannes’ evangelium til sahidiske og bohairiske dialekter af det koptiske sprog, sandsynligvis fremstillet i det tredje og fjerde århundrede e.v.t., som behandler den første forekomst af theos i Joh 1:1 anderledes end den anden forekomst. Disse gengivelser fremhæver en egenskab ved “Ordet”, at hans natur var den samme som Guds, men de sidestiller ham ikke med hans Far, Den Almægtige Gud. Det stemmer med det der står i Kol 2:9 om at det er i Kristus at “alle Guds egenskaber bor i fuldt mål”. Og ifølge 2Pe 1:4 vil endda Kristus’ medarvinger “få del i guddommelig natur”. Desuden bliver det græske ord theos i Septuaginta-oversættelsen brugt som et synonym til de hebraiske ord der er gengivet med “Gud”, nemlig el og elohim, som menes at have den grundlæggende betydning “Den Mægtige; Den Stærke”. Disse hebraiske ord bruges til at henvise til Den Almægtige Gud, andre guder og mennesker. (Se studienote til Joh 10:34). At kalde Ordet “en gud”, eller “en der er mægtig”, er i tråd med profetien i Esa 9:6, der forudsiger at Messias ville blive kaldt “Vældig Gud” (ikke “Almægtig Gud”), og at han ville være “Evig Far” for alle dem der får den forret at leve som hans undersåtter. Hans Far, “Hærstyrkers Gud, Jehova”, vil i sin brændende iver sørge for at dette sker. – Esa 9:7.

min Gud og jeres Gud: Denne samtale mellem Jesus og Maria Magdalene den 16. nisan år 33 e.v.t. viser at den opstandne Jesus betragtede Faren som sin Gud, ligesom Faren var Gud for Maria Magdalene. To dage tidligere havde Jesus råbt mens han hang på torturpælen: “Min Gud, min Gud.” Derved havde han opfyldt profetien i Sl 22:1 og anerkendt at Faren var hans Gud. (Mt 27:46; Mr 15:34; Lu 23:46) I Åbenbaringens Bog omtaler Jesus også sin Far som “min Gud”. (Åb 3:2, 12) Disse passager bekræfter at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus tilbad den himmelske Far som sin Gud, ligesom også Jesus’ disciple gør.