Ifølge Johannes 20:1-31

20  Den første dag i ugen kom Maria Magdalene tidligt til graven,+ mens det var mørkt, og hun så at stenen allerede var rullet væk fra graven.+  Så hun løb hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus holdt af,+ og sagde til dem: “De har fjernet Herren fra graven,+ og vi ved ikke hvor de har lagt ham.”  Så begav Peter og den anden discipel sig mod graven.  De begyndte begge at løbe, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og kom først til graven.  Han bøjede sig frem og så ligklæderne ligge der,+ men han gik ikke ind.  Så kom Simon Peter, som fulgte efter ham. Han gik ind i graven og så ligklæderne ligge der.  Klædet som Jesus havde haft over hovedet, lå ikke ved de andre ligklæder, men lå rullet sammen for sig selv.  Så gik den anden discipel som var kommet først til graven, også ind, og han så og troede.  De havde nemlig endnu ikke forstået skriftstedet om at han skulle opstå fra de døde.+ 10  Så gik disciplene hjem igen. 11  Men Maria blev stående udenfor i nærheden af graven og græd. Hun bøjede sig frem for at kigge ind i graven, 12  og hun så to engle+ i hvidt sidde der hvor Jesus havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne. 13  De sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du?” “De har fjernet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham,” sagde hun. 14  Efter at have sagt det vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun opfattede ikke at det var Jesus.+ 15  Jesus sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hun troede at det var havemanden, og sagde: “Herre, hvis du har flyttet ham, så fortæl mig hvor du har lagt ham, og så vil jeg hente ham.” 16  Jesus sagde: “Maria!” Hun vendte sig om og sagde på hebraisk: “Rabbúni!” (som betyder “lærer”). 17  Jesus sagde til hende: “Hold op med at klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faren. Men gå til mine brødre+ og sig til dem: ‘Jeg stiger op til min Far+ og jeres Far og til min Gud+ og jeres Gud.’” 18  Maria Magdalene fortalte så disciplene nyheden: “Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem hvad han havde sagt til hende.+ 19  Sent den dag, den første dag i ugen, var disciplene samlet. De havde låst dørene af frygt for jøderne. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer.”+ 20  Efter at have sagt det viste han dem sine hænder og sin side.+ Og disciplene glædede sig over at se Herren.+ 21  Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer.+ Ligesom Faren har sendt mig,+ sender jeg også jer.”+ 22  Efter at have sagt det pustede han på dem og sagde: “Modtag hellig ånd.+ 23  Når I tilgiver nogen deres synder, er de tilgivet. Når I ikke tilgiver nogen deres synder, er de ikke tilgivet.” 24  Men Thomas,+ en af de tolv,+ som blev kaldt Tvillingen, havde ikke været sammen med dem da Jesus kom. 25  De andre disciple sagde derfor til ham: “Vi har set Herren!” Men han sagde: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og min hånd i hans side,+ vil jeg simpelthen ikke tro på det.”+ 26  Otte dage senere var hans disciple så igen samlet i huset, og Thomas var sammen med dem. Til trods for at dørene var låst, kom Jesus, og han stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer.”+ 27  Derefter sagde han til Thomas: “Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom med din hånd og stik den i min side, og hold op med at tvivle,* men tro.” 28  “Min Herre og min Gud!”+ udbrød Thomas. 29  Jesus sagde: “Er det fordi du har set mig, du har fået tro? Lykkelige er de som ikke har set og alligevel tror.”+ 30  Det er rigtigt at Jesus også udførte mange andre mirakler* for øjnene af disciplene som ikke er skrevet ned i denne skriftrulle.+ 31  Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Kristus, Guds Søn, og fordi I tror, kan I have liv ved hans navn.+

Fodnoter

Bogst.: “være ikketroende”.
Bogst.: “tegn”.

Studienoter

graven: Eller “mindegraven”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

skriftstedet: Henviser sandsynligvis til Sl 16:10 eller Esa 53:10. Nogle af profetierne om Messias kunne ikke engang Jesus’ disciple forstå. Dette gjaldt især profetierne om at han ville blive forkastet, og at han måtte lide, dø og blive oprejst. – Esa 53:3, 5, 12; Mt 16:21-23; 17:22, 23; Lu 24:21; Joh 12:34.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

Rabbúni!: Et semitisk ord der betyder “min lærer”. Nogle mener at “rabbúni” var en form der udtrykte større respekt eller større hjertelighed end formen “rabbi”. Men her og i Joh 1:38 oversætter Johannes blot begge titler med lærer. Øjensynligt havde endelsen for ejestedordet i første person (“-i”, der betyder “min”) i titlen “rabbúni” mistet sin særlige betydning da Johannes skrev sit evangelium.

Hold op med at klynge dig til mig: Det græske udsagnsord haptomai kan enten betyde “at røre” eller “at klynge sig til; hænge på”. Nogle oversættelser gengiver Jesus’ ord: “Lad være med at røre mig.” Men Jesus sagde ikke noget til at Maria Magdalene blot rørte ham, for han sagde ikke noget til at andre kvinder “greb ham om fødderne” efter at han var blevet oprejst fra de døde. (Mt 28:9) Det lader til at Maria Magdalene var bange for at Jesus skulle til at stige op til himlen. Hun ønskede inderligt at være hos sin Herre, så hun holdt fast i Jesus og lod ham ikke gå. For at forsikre Maria om at han ikke ville stige til himlen endnu, bad Jesus hende om at holde op med at klynge sig til ham og i stedet at gå hen til hans disciple og fortælle den gode nyhed om hans opstandelse.

min Gud og jeres Gud: Denne samtale mellem Jesus og Maria Magdalene den 16. nisan år 33 e.v.t. viser at den opstandne Jesus betragtede Faren som sin Gud, ligesom Faren var Gud for Maria Magdalene. To dage tidligere havde Jesus råbt mens han hang på torturpælen: “Min Gud, min Gud.” Derved havde han opfyldt profetien i Sl 22:1 og anerkendt at Faren var hans Gud. (Mt 27:46; Mr 15:34; Lu 23:46) I Åbenbaringens Bog omtaler Jesus også sin Far som “min Gud”. (Åb 3:2, 12) Disse passager bekræfter at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus tilbad den himmelske Far som sin Gud, ligesom også Jesus’ disciple gør.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a.

jøderne: Henviser åbenbart til jødiske myndighedspersoner eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

Thomas: Dette græske navn kommer af et aramæisk ord der betyder “tvilling”. Apostlen Thomas var også kendt under et andet græsk navn, Didymos, der også betyder “tvilling”, og navnet Didymos forekommer i nogle danske bibler.

Tvillingen: Se studienote til Joh 11:16.

min Gud og jeres Gud: Denne samtale mellem Jesus og Maria Magdalene den 16. nisan år 33 e.v.t. viser at den opstandne Jesus betragtede Faren som sin Gud, ligesom Faren var Gud for Maria Magdalene. To dage tidligere havde Jesus råbt mens han hang på torturpælen: “Min Gud, min Gud.” Derved havde han opfyldt profetien i Sl 22:1 og anerkendt at Faren var hans Gud. (Mt 27:46; Mr 15:34; Lu 23:46) I Åbenbaringens Bog omtaler Jesus også sin Far som “min Gud”. (Åb 3:2, 12) Disse passager bekræfter at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus tilbad den himmelske Far som sin Gud, ligesom også Jesus’ disciple gør.

Ordet var en gud: Eller “Ordet var guddommeligt [eller “gudlignende”]”. Johannes’ udtalelse beskriver en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet” (græsk: ho logos; se studienote til Ordet i dette vers), dvs. Jesus Kristus. Ordets fremtrædende stilling som Guds førstefødte Søn, gennem hvem Gud skabte alt andet, gør at han med rette kan beskrives som “en gud; gudlignende; guddommelig; et guddommeligt væsen”. Mange oversættere foretrækker gengivelsen “Ordet var Gud”, der sidestiller ham med Gud den Almægtige. Men der er gode grunde til at konkludere at Johannes ikke mente at “Ordet” var den samme som Den Almægtige Gud. For eksempel står der tydeligt i både den foregående sætning og den efterfølgende sætning at “Ordet” var “hos Gud”. Desuden forekommer det græske ord theos tre gange i vers 1 og 2. I den første og tredje forekomst står den bestemte artikel på græsk foran theos, men i den anden forekomst er der ikke nogen artikel. Mange bibelforskere er enige om at den manglende bestemte artikel før det andet theos er bemærkelsesværdig. Når den bestemte artikel bruges i denne sammenhæng, henviser theos til Gud den Almægtige. Når den bestemte artikel mangler i denne grammatiske konstruktion, beskriver theos snarere en egenskab eller et kendetegn ved “Ordet”. Derfor er der flere bibeloversættelser på engelsk, fransk og tysk der gengiver teksten på en måde der svarer til gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen og indeholder tanken om at “Ordet” var “en gud; guddommeligt; et guddommeligt væsen; af guddommelig art; gudlignende”. Dette støttes af oversættelser fra oldtiden af Johannes’ evangelium til sahidiske og bohairiske dialekter af det koptiske sprog, sandsynligvis fremstillet i det tredje og fjerde århundrede e.v.t., som behandler den første forekomst af theos i Joh 1:1 anderledes end den anden forekomst. Disse gengivelser fremhæver en egenskab ved “Ordet”, at hans natur var den samme som Guds, men de sidestiller ham ikke med hans Far, Den Almægtige Gud. Det stemmer med det der står i Kol 2:9 om at det er i Kristus at “alle Guds egenskaber bor i fuldt mål”. Og ifølge 2Pe 1:4 vil endda Kristus’ medarvinger “få del i guddommelig natur”. Desuden bliver det græske ord theos i Septuaginta-oversættelsen brugt som et synonym til de hebraiske ord der er gengivet med “Gud”, nemlig el og elohim, som menes at have den grundlæggende betydning “Den Mægtige; Den Stærke”. Disse hebraiske ord bruges til at henvise til Den Almægtige Gud, andre guder og mennesker. (Se studienote til Joh 10:34). At kalde Ordet “en gud”, eller “en der er mægtig”, er i tråd med profetien i Esa 9:6, der forudsiger at Messias ville blive kaldt “Vældig Gud” (ikke “Almægtig Gud”), og at han ville være “Evig Far” for alle dem der får den forret at leve som hans undersåtter. Hans Far, “Hærstyrkers Gud, Jehova”, vil i sin brændende iver sørge for at dette sker. – Esa 9:7.

Min Herre og min Gud!: Bogst.: “Herren min og Guden [ho theos] min!” Nogle bibelkommentatorer opfatter denne udtalelse som et forbavset udbrud der var sagt til Jesus, men egentlig var henvendt til hans Gud og Far. Andre hævder at ordene på græsk kræver at de var henvendt til Jesus. Selvom dette skulle være tilfældet, forstår man bedst meningen med udtalelsen “Min Herre og min Gud” når man ser den ud fra sammenhængen i de øvrige inspirerede skrifter. Fordi Jesus tidligere havde sendt sine disciple budskabet: “Jeg stiger op til min Far og jeres Far og til min Gud og jeres Gud”, er der ingen grund til at tro at Thomas mente at Jesus var Den Almægtige Gud. (Se studienote til Joh 20:17). Thomas havde hørt Jesus bede til sin “Far” og kalde ham “den eneste sande Gud”. (Joh 17:1-3) Så Thomas kan have kaldt Jesus “min Gud” af følgende grunde: Han betragtede Jesus som “en gud”, men ikke som Den Almægtige Gud. (Se studienote til Joh 1:1). Eller han kan have henvendt sig til Jesus på en måde der minder om den Guds tjenere brugte over for de engle der overbragte budskaber fra Jehova, som står omtalt i De Hebraiske Skrifter. Thomas har kendt til de beretninger hvor enkeltpersoner, eller nogle gange skribenten af en bibelbog, talte til eller svarede en himmelsk budbringer som om han var Jehova Gud. (Se også 1Mo 16:7-11, 13; 18:1-5, 22-33; 32:24-30; Dom 6:11-15; 13:20-22). Det kan derfor være i den betydning at Thomas kaldte Jesus “min Gud” og derved anerkendte at Jesus var repræsentant og talsmand for den sande Gud.

Nogle hævder at den bestemte artikel på græsk foran ordene for “Herre” og “Gud” indikerer at disse ord henviser til Den Almægtige Gud. Men i denne sammenhæng kan brugen af artiklen blot være en afspejling af græsk grammatik. At et navneord i nominativ med en bestemt artikel kan bruges som en vokativ på græsk, fremgår af en bogstavelig oversættelse af bibelvers som Lu 12:32 (bogst.: “den lille hjord”) og Kol 3:18 – 4:1 (bogst.: “hustruerne”; “ægtemændene”; “børnene”; “fædrene”; “trællene”; “herrerne”). På lignende måde vil en bogstavelig oversættelse af 1Pe 3:7 lyde “mændene”. Så brugen af artiklen i dette vers har ikke nødvendigvis betydning når man skal afgøre hvad Thomas mente med sin udtalelse.

Medieindhold