Apostlenes Gerninger 6:1-15

6  I de dage hvor der blev flere og flere disciple, begyndte de græsktalende jøder at klage over de hebraisktalende jøder fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling af mad.+  De tolv kaldte så alle disciplene sammen og sagde: “Det vil ikke være rigtigt af os at holde op med at undervise i Guds ord for at dele mad ud ved bordene.+  Brødre, I skal derfor udvælge syv mænd blandt jer som har et godt omdømme+ og er fulde af ånd og visdom,+ så vi kan udnævne dem til at tage sig af denne nødvendige opgave.+  Så vil vi koncentrere os om at bede og om at undervise i Guds ord.”+  Og alle syntes godt om det de havde sagt, og de udvalgte Stefanus, en mand fuld af tro og hellig ånd,+ og Filip,+ Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos, en proselyt fra Antiokia.  De tog dem med hen til apostlene, og efter at have bedt lagde de hænderne på dem.+  Guds ord fortsatte derfor med at blive udbredt,+ og antallet af disciple i Jerusalem steg kraftigt.+ En stor skare præster tog også imod troen.+  Og Stefanus, som havde Guds godkendelse og var fuld af hans kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket.  Men der kom nogle mænd fra den synagoge der blev kaldt De Frigivnes, sammen med nogle fra Kyrene, Alexandria, Kilikien og Asien, og de begyndte at diskutere med Stefanus. 10  Men de måtte give op over for den visdom og ånd han talte med.+ 11  Så fik de hemmeligt overtalt nogle mænd til at sige: “Vi har hørt ham tale blasfemisk om Moses og Gud.”+ 12  Og de ophidsede folket, de ældste og de skriftlærde, og pludselig var de over ham og greb ham med magt og førte ham til Sanhedrinet. 13  Og de førte falske vidner frem, som sagde: “Denne mand holder ikke op med at tale nedsættende om dette hellige sted og om Loven.+ 14  Vi har for eksempel hørt ham sige at denne Jesus fra Nazaret vil rive stedet her ned+ og ændre de skikke Moses har overleveret til os.” 15  Og alle der sad i Sanhedrinet, stirrede på ham, og de så at hans ansigt var som en engels ansigt.

Fodnoter

Studienoter

de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Der var højst sandsynligt tale om jøder der kommunikerede på græsk i stedet for hebraisk. Disse jøder var formentligt kommet til Jerusalem fra forskellige dele af det romerske rige. I ApG 6:1 bliver udtrykket anvendt om kristne, men sammenhængen viser at der her i ApG 9:29 er tale om græsktalende jøder som ikke var disciple af Kristus. Theodotus-indskriften, der er fundet på Ofelhøjen i Jerusalem, indeholder vidnesbyrd om at der var mange græsktalende jøder som kom til Jerusalem. – Se studienote til ApG 6:1.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

at dele mad ud: Eller “at tjene”. Det græske ord diakoneo beskriver her et aspekt af tjenesten der har at gøre med at sørge materielt for trosfæller i menigheden med et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:1, hvor det beslægtede navneord diakonia oversættes med “uddeling”; se også studienote til Lu 8:3.

sørgede for dem: Det græske ord diakoneo kan henvise til det at dække nogens fysiske behov ved at skaffe mad, tilberede og servere den og så videre. Det anvendes på en lignende måde i Lu 10:40 (“pligter; arbejdet”), Lu 12:37 (‘varte op’), Lu 17:8 (‘sørge for’) og ApG 6:2 (“dele mad ud”), men det kan også referere til alle andre former for tjeneste af lignende personlig karakter. Her er det en beskrivelse af hvordan de kvinder der omtales i vers 2 og 3, sørgede for Jesus og hans disciple og på den måde hjalp dem til at udføre den gerning Gud havde betroet dem. Kvinderne herliggjorde derved Gud, og Gud viste at han værdsatte det, ved at tage beretningen om deres omsorgsfulde gavmildhed med i Bibelen så alle fremtidige generationer kunne læse om den. (Ord 19:17; He 6:10) Det samme græske ord anvendes om kvinder i Mt 27:55; Mr 15:41. – Se studienote til Lu 22:26, hvor det beslægtede navneord diakonos bliver forklaret.

de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Det græske ord Hellenistes findes hverken i græsk eller hellenistisk-jødisk litteratur, men sammenhængen taler for at udtrykket skal oversættes “græsktalende jøder”, hvilket det også bliver i mange opslagsværker. Disciplene i Jerusalem, også de der talte græsk, var enten jøder eller jødiske proselytter. (ApG 10:28, 35, 44-48) Udtrykket der er gengivet med “græsktalende jøder”, bruges som en kontrast til udtrykket for “hebraisktalende jøder” (bogst.: “hebræere”; flertalsform af det græske ord ebraiois). “Hellenisterne” var altså jøder der kommunikerede med hinanden på græsk, og som var kommet til Jerusalem fra forskellige dele af Romerriget, måske også fra Dekapolis. Derimod var de fleste hebraisktalende jøder sikkert judæere eller galilæere. Disse to grupper af jødiske kristne havde sandsynligvis en ret forskellig kulturel baggrund. – Se studienote til ApG 9:29.

de hebraisktalende jøder: Bogst.: “hebræerne”. Det græske ord ebraiois (ental) sigter generelt til en israelit, en hebræer. (2Kt 11:22; Flp 3:5) Men i denne sammenhæng sigter udtrykket til hebraisktalende jødiske kristne som en modsætning til græsktalende jødiske kristne. – Se studienote til de græsktalende jøder i dette vers og studienote til Joh 5:2.

den daglige uddeling af mad: Eller “den daglige betjening (tjeneste)”. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bruges her om et aspekt af tjenesten der havde at gøre med at sørge materielt for brødre og søstre i menigheden som havde et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:2, hvor det beslægtede udsagnsord diakoneo er oversat med “at dele mad ud”; se også studienote til Lu 8:3.

den daglige uddeling af mad: Eller “den daglige betjening (tjeneste)”. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bruges her om et aspekt af tjenesten der havde at gøre med at sørge materielt for brødre og søstre i menigheden som havde et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:2, hvor det beslægtede udsagnsord diakoneo er oversat med “at dele mad ud”; se også studienote til Lu 8:3.

sørgede for dem: Det græske ord diakoneo kan henvise til det at dække nogens fysiske behov ved at skaffe mad, tilberede og servere den og så videre. Det anvendes på en lignende måde i Lu 10:40 (“pligter; arbejdet”), Lu 12:37 (‘varte op’), Lu 17:8 (‘sørge for’) og ApG 6:2 (“dele mad ud”), men det kan også referere til alle andre former for tjeneste af lignende personlig karakter. Her er det en beskrivelse af hvordan de kvinder der omtales i vers 2 og 3, sørgede for Jesus og hans disciple og på den måde hjalp dem til at udføre den gerning Gud havde betroet dem. Kvinderne herliggjorde derved Gud, og Gud viste at han værdsatte det, ved at tage beretningen om deres omsorgsfulde gavmildhed med i Bibelen så alle fremtidige generationer kunne læse om den. (Ord 19:17; He 6:10) Det samme græske ord anvendes om kvinder i Mt 27:55; Mr 15:41. – Se studienote til Lu 22:26, hvor det beslægtede navneord diakonos bliver forklaret.

rigtigt: Det ville ikke have været rigtigt, hverken i Guds eller apostlenes øjne, hvis apostlene havde forsømt at “undervise i Guds ord”. – ApG 6:4.

at dele mad ud: Eller “at tjene”. Det græske ord diakoneo beskriver her et aspekt af tjenesten der har at gøre med at sørge materielt for trosfæller i menigheden med et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:1, hvor det beslægtede navneord diakonia oversættes med “uddeling”; se også studienote til Lu 8:3.

mænd ... som har et godt omdømme: Eller “mænd der aflægges godt vidnesbyrd om”. Her bruges den passive form af det græske udsagnsord martyreo (“at vidne om”). Der var brug for velkvalificerede mænd, for sandsynligvis skulle de ikke kun uddele mad, men også have ansvaret for pengene, købe forsyninger og føre omhyggeligt regnskab. Mændene skulle være fulde af ånd og visdom, altså lade sig lede af den hellige ånd og visdommen fra Gud. Det var en meget følsom situation. Der var allerede en del vanskeligheder og uoverensstemmelser i menigheden, så derfor var der brug for mænd med god dømmekraft, fingerspidsfornemmelse og empati. En af de mænd der blev udvalgt, var Stefanus, og hans forsvarstale over for Sanhedrinet viser hvor velkvalificeret han var. – ApG 7:2-53.

koncentrere os ... om at undervise i Guds ord: Eller “være optaget ... af ordets tjeneste”. Det græske ord diakonia, der kan oversættes med “tjeneste”, bruges både i ApG 6:1 og 6:4. Derfor er det tydeligt at der er tale om to forskellige former for tjeneste – den upartiske uddeling af mad til dem der havde et behov, og uddelingen af åndelig mad. Apostlene kunne se at det ikke ville være rigtigt af dem at bruge deres tid på at uddele bogstavelig mad i stedet for at tage sig af deres egentlige opgave med at sørge for åndelig mad til menigheden, en tjeneste der krævede at de brugte tid på bøn, studie, undervisning og hyrdearbejde. De var klar over at det at dække de fattige enkers behov var en vigtig side af den kristne tjeneste. Senere blev Jakob inspireret til at skrive at de der ønsker at tilbede Gud på en måde han kan godkende, skal “tage sig af forældreløse og enker i deres vanskelige situation”. (Jak 1:27) Men samtidig var apostlene sig bevidst at deres hovedopgave var at tage sig af alle disciplenes, derunder enkernes, åndelige behov.

kristne: Det græske ord Christianos, som betyder “discipel af Kristus”, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (ApG 11:26; 26:28; 1Pe 4:16) Det er afledt af Christos, der betyder Kristus, eller Den Salvede. De kristnes forbillede og den hvis lære de følger, er Jesus, som er Kristus, “Jehovas Salvede”. (Lu 2:26; 4:18) Måske blev betegnelsen “kristne” allerede givet “ved Guds ledelse” i år 44 e.v.t., da de begivenheder som omtales i verset, fandt sted. Det ser ud til at navnet efterhånden vandt indpas, for da Paulus omkring år 58 blev ført frem for kong Herodes Agrippa II, var Agrippa bekendt med de kristne. (ApG 26:28) Det fremgår af historikeren Tacitus’ skrifter at betegnelsen “kristen” omkring år 64 blev anvendt blandt befolkningen i Rom. Desuden skrev Peter mellem år 62 og år 64 sit første brev til de kristne rundt om i hele Romerriget, og det ser ud til at navnet “kristen” på det tidspunkt var udbredt og havde en præcis og specifik anvendelse. (1Pe 1:1, 2; 4:16) Med dette navn fra Gud var der ikke længere nogen risiko for at Jesus’ disciple blev regnet for at være en sekt inden for jødedommen.

ved Guds ledelse ... blev kaldt: I de fleste bibeloversættelser står der ganske enkelt “blev kaldt”. Men det ord der bruges her, er ikke det græske udtryk som normalt oversættes med “blev kaldt”. (Mt 1:16; 2:23; Mr 11:17; Lu 1:32, 60; ApG 1:12, 19) Det ord der bruges i dette vers, er chrematizo, og de fleste af de ni gange det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det utvetydigt til noget der kommer fra Gud, noget der er guddommeligt. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I ApG 10:22 bruges dette ord for eksempel sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”, og i Mt 2:12, 22 bruges det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; det guddommelige svar; Gud svarede”. Det er muligt at det var under Jehovas ledelse at Saulus og Barnabas brugte betegnelsen “kristne”. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning i Antiokia der brugte navnet “kristne” for at latterliggøre dem, men brugen af det græske ord chrematizo viser tydeligt at det var Gud der ønskede at de fik det navn. Og det er meget usandsynligt at jøderne ville kalde Jesus’ disciple “kristne” (efter det græske ord) eller “messianister” (efter det hebraiske ord). Eftersom de havde afvist Jesus som Messias, eller Kristus, ville de heller ikke indirekte anerkende ham som Den Salvede, eller Kristus, ved at bruge navnet “kristne” om hans tilhængere.

Antiokia i Pisidien: En by i den romerske provins Galatien. Byen var beliggende på grænsen mellem regionerne Frygien og Pisidien og har gennem tiden været betragtet som en del af både den ene og den anden region. Ruinerne af byen ligger i nærheden af Yalvaç i det nuværende Tyrkiet. Antiokia i Pisidien omtales i dette vers og i ApG 14:19, 21. Alle der skulle fra Perge, en by i nærheden af Middelhavet, til Antiokia i Pisidien, stod over for en anstrengende rejse. Antiokia i Pisidien lå nemlig omkring 1.100 m over havets overflade (se Tillæg B13), og røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. “Antiokia i Pisidien” er ikke det samme som Antiokia i Syrien. (ApG 6:5; 11:19; 13:1; 14:26; 15:22; 18:22) Faktisk refererer de fleste omtaler af Antiokia i Apostlenes Gerninger til Antiokia i Syrien, og ikke til Antiokia i Pisidien.

Stefanus, ... Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos: Samtlige navne er græske, hvilket tyder på at apostlene ud af alle de kvalificerede mænd der var i Jerusalem, udvalgte nogle græsktalende jøder eller proselytter. Nikolaos er dog den eneste der omtales som en proselyt fra Antiokia, hvilket indikerer at han måske har været den eneste ikkejøde i gruppen. De græske navne som de andre havde, var også helt almindelige blandt jøderne. Det ser under alle omstændigheder ud til at apostlene, i deres rolle som et styrende råd, udvalgte lige præcis disse mænd for at tage hensyn til de græsktalende jøders følelser. – ApG 6:1-6.

Antiokia: Denne by, der her nævnes for første gang i Bibelen, lå omkring 500 km N for Jerusalem. Antiokia blev hovedstad i den romerske provins Syrien i år 64 f.v.t. I det første århundrede var den blevet den tredjestørste by i Romerriget, efter Rom og Alexandria. Antiokia i Syrien blev beundret for sin skønhed og havde stor politisk, handelsmæssig og kulturel indflydelse, men samtidig var byen kendt for at være gennemsyret af dårlig moral. En stor jødisk befolkningsgruppe i Antiokia gjorde efter sigende mange af de græsktalende i byen til proselytter. Nikolaos var en af dem der blev proselyt, og senere blev han kristen. Barnabas og apostlen Paulus underviste i Antiokia i et helt år, og Paulus brugte byen som udgangspunkt for sine rejser som missionær. Det var i Antiokia at Kristus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. (Se studienoter til ApG 11:26). Denne Antiokia må ikke forveksles med Antiokia i Pisidien, der nævnes i ApG 13:14. – Se studienote til ApG 13:14.

lagde de hænderne på dem: I De Hebraiske Skrifter kunne det at man lagde hænderne på et menneske eller et dyr, have mange forskellige betydninger. (1Mo 48:14; 3Mo 16:21; 24:14) I forbindelse med mennesker var det som regel en handling der skulle vise at personen fik en særlig anerkendelse eller blev udnævnt til en særlig opgave. (4Mo 8:10) For eksempel lagde Moses hænderne på Josva for at anerkende ham som sin efterfølger. Josva blev på den måde “fyldt med visdom” til at lede Israel på en god måde. (5Mo 34:9) I beretningen der er nedskrevet her i ApG 6:6, lagde apostlene deres hænder på de mænd de udnævnte til at tage sig af ansvarsopgaver. Men apostlene gjorde det først efter at have bedt og viste på den måde at de ønskede at lade sig lede af Gud. Senere udnævnte ældsterådet i en menighed Timotheus til at varetage en særlig tjenesteopgave ved at lægge hænderne på ham. (1Ti 4:14) Timotheus fik også myndighed til at udnævne andre ved at lægge hænderne på dem, men først efter at han omhyggeligt havde vurderet om de var kvalificerede. – 1Ti 5:22.

gøre undere: Eller “give varsler”. I De Kristne Græske Skrifter anvendes det græske ord teras konsekvent sammen med semeion (“tegn”), og begge udtryk i flertalsform. (Mt 24:24; Joh 4:48; ApG 7:36; 14:3; 15:12; 2Kt 12:12) Ordet teras betegner grundlæggende enhver handling eller ethvert fænomen der vækker ærefrygt eller undren. Men hvor det er tydeligt at ordet refererer til noget der vil ske i fremtiden, bliver den alternative oversættelse “varsel” angivet i en studienote.

gjorde store undere: Eller “gav store varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

den synagoge der blev kaldt De Frigivnes: Under det romerske styre var en ‘frigivet’ en person der var blevet frigjort fra slaveri. Nogle mener at de der tilhørte denne synagoge, var jøder der havde været taget til fange af romerne og senere var blevet frigivet. En anden mulighed er at der var tale om frigivne slaver der var blevet jødiske proselytter.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.

engle: Eller “sendebud”. Det græske ord aggelos og det tilsvarende hebraiske ord malakh forekommer næsten 400 gange i Bibelen. Begge ord betyder bogstaveligt “sendebud”. Når det drejer sig om sendebud fra åndeverdenen, oversættes ordene med “engle”, men når der klart er tale om mennesker, anvendes gengivelsen “sendebud”. Det fremgår som regel tydeligt af sammenhængen om der er tale om jordiske eller himmelske sendebud, men når teksten giver rum for begge dele, vil fodnoter ofte vise den alternative gengivelse. (1Mo 16:7; 32:3; Job 4:18, fdn.; 33:23, fdn.; Præ 5:6, fdn.; Esa 63:9, fdn.; Mt 1:20; Jak 2:25; Åb 22:8; se Ordforklaring). Når der i den symbolske Åbenbaringens Bog står “engel”, kan der dog i visse tilfælde være tale om et menneske. – Åb 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14.

som en engels ansigt: Både det hebraiske og det græske ord der oversættes med “engel”, betyder “sendebud”. (Se studienote til Joh 1:51). Eftersom engle kommer med budskaber fra Gud, har de al mulig grund til at være frygtløse og afklarede, i tillid til at Gud er med dem. Stefanus havde et ansigtsudtryk der mindede om en engels, fordi han ikke havde nogen som helst skyldfølelse. Han var fuldstændigt afklaret, og hans ansigtsudtryk viste at han havde tillid til at Jehova, “herlighedens Gud”, var med ham. – ApG 7:2.

Medieindhold

Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder
Theodotus-indskriften til de græsktalende jøder

Den tekst der vises her, som er udhugget i en kalkstensplade der er 72 cm lang og 42 cm bred, er kendt som Theodotus-indskriften. Den blev opdaget i begyndelsen af 1900-tallet på Ofelhøjen i Jerusalem. Teksten, der står på græsk, henviser til Theodotus, en præst der “byggede synagogen for at Loven kan blive oplæst og der kan blive undervist i buddene”. Indskriften er blevet dateret til et tidspunkt før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t. Den bekræfter at der boede græsktalende jøder i Jerusalem i det første århundrede e.v.t. (ApG 6:1) Nogle mener at indskriften omtaler “den synagoge der blev kaldt De Frigivnes”. (ApG 6:9) Indskriften nævner også at Theodotus, samt hans far og farfar, havde titlen archisynagogos (“synagogeforstander”), en titel der bliver brugt flere steder i De Kristne Græske Skrifter. (Mr 5:35; Lu 8:49; ApG 13:15; 18:8, 17) Indskriften nævner desuden at Theodotus byggede værelser til besøgende fra andre lande. Disse logier blev sandsynligvis brugt af besøgende jøder, især i forbindelse med de årlige højtider i Jerusalem. – ApG 2:5.