Til galaterne 2:1-21

2  Fjorten år senere tog jeg igen op til Jerusalem. Det var sammen med Barnabas,+ og jeg tog også Titus med.+  Jeg tog derop som følge af en åbenbaring, og jeg fremlagde den gode nyhed for dem, den jeg forkynder blandt nationerne. Men jeg gjorde det privat over for de højt respekterede mænd, for at være sikker på at jeg ikke løb eller havde løbet forgæves.  Ikke engang Titus,+ som var sammen med mig, blev tvunget til at blive omskåret,+ til trods for at han var græker.  Men sagen blev bragt frem på grund af de falske brødre der i stilhed var kommet ind i menigheden,+ dem der havde listet sig ind for at udspionere os så de kunne ødelægge den frihed+ vi har i forbindelse med Kristus Jesus, og helt og holdent gøre os til slaver.+  Vi gav ikke efter så vi blev underlagt dem,+ nej, ikke et øjeblik,* for at I ikke skulle miste sandheden som I har fået gennem den gode nyhed.  De der blev anset for at være betydningsfulde+ – hvad de var, gør ingen forskel for mig, for Gud bedømmer ikke mennesker efter det ydre – disse højt respekterede mænd pålagde mig ikke noget nyt.  Nej, tværtimod, da de så at jeg havde fået betroet at bringe den gode nyhed ud til de uomskårne,+ ligesom Peter havde fået betroet at forkynde for de omskårne  – for den der havde givet Peter kraft til at være apostel for de omskårne, havde jo også givet mig kraft til at være det for dem der hører til nationerne+  og da de så den ufortjente godhed der var blevet vist mig,+ gav Jakob,+ Kefas og Johannes, der blev regnet for at være søjler, deres højre hånd til Barnabas og mig+ som tegn på fællesskab. Vi skulle gå til nationerne, og de skulle gå til de omskårne. 10  De bad os kun om at huske de fattige, og det har jeg også oprigtigt bestræbt mig for at gøre.+ 11  Men da Kefas+ kom til Antiokia,+ irettesatte jeg ham ansigt til ansigt, for det han gjorde, var tydeligvis forkert.* 12  Før der kom nogle fra Jakob,+ plejede han nemlig at spise sammen med folk fra nationerne.+ Men da de kom, holdt han op med at gøre det og trak sig tilbage fordi han var bange for dem der hørte til de omskårne.+ 13  De andre jøder sluttede sig til ham i dette hykleri, sådan at selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. 14  Men da jeg så at de ikke opførte sig i overensstemmelse med den sande gode nyhed,+ sagde jeg til Kefas mens de alle hørte det: “Hvis du, selvom du er jøde, lever som nationerne og ikke som jøderne, hvorfor vil du så tvinge folk fra nationerne til at følge jødisk skik?”+ 15  Vi der er født som jøder og ikke er syndere fra nationerne, 16  er klar over at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt ved at gøre de gerninger Loven kræver, men kun på grundlag af tro+ på Jesus Kristus.+ Derfor tror vi på Kristus Jesus så vi kan blive erklæret retfærdige ved tro på Kristus og ikke som følge af lovgerninger, for ingen bliver erklæret retfærdig som følge af lovgerninger.+ 17  Men hvis vi bliver betragtet som syndere mens vi søger at blive erklæret retfærdige gennem Kristus, kan man så sige at Kristus tjener syndens sag? Bestemt ikke! 18  Hvis jeg giver mig til at genopbygge det som jeg engang brød ned, viser jeg at jeg er en lovovertræder.+ 19  Gennem Loven selv er jeg blevet løst fra Loven+ for at jeg kan blive levende for Gud. 20  Jeg er naglet til pælen sammen med Kristus.+ Det er ikke længere mig der lever,+ men det er Kristus der lever i forening med mig. Ja, det liv jeg nu lever som menneske, lever jeg ved tro på Guds Søn,+ der elskede mig og ofrede sit liv for mig.+ 21  Jeg vil ikke feje Guds ufortjente godhed til side,+ for hvis man kan opnå retfærdighed ved hjælp af Loven, døde Kristus jo til ingen nytte.+

Fodnoter

Bogst.: “en time”.
Eller “for domfældt var han”.

Studienoter

Tre år senere: Paulus’ ord her kan betyde at der gik dele af tre år efter hans omvendelse, og han kan derfor være ankommet til Jerusalem i år 36. Det var sikkert første gang Paulus besøgte Jerusalem som kristen.

Fjorten år senere: Nogle bibelforskere siger at Paulus mente “i det 14. år”, dvs. en del af et år efterfulgt af 12 hele år og så en del af et år. (Se også 1Kg 12:5, 12; se studienote til Ga 1:18). De fjorten år spænder sikkert fra år 36 e.v.t., da Paulus første gang besøgte Jerusalem som kristen, til år 49 e.v.t., da han kom til Jerusalem sammen med Titus og Barnabas for at tale om omskærelsen med apostlene og de ældste. – ApG 15:2.

forkyndte: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form: almindeligvis en åben, offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds.

som følge af en åbenbaring: Her tilføjer Paulus en detalje som ikke findes i Lukas’ beretning i Apostlenes Gerninger. (ApG 15:1, 2) Kristus, der er hoved for menigheden, sender tydeligvis Paulus til Jerusalem ved hjælp af en åbenbaring for at få taget det vigtige spørgsmål om omskærelse op hos apostlene og de ældste der. (Ef 5:23) Dette historiske møde foregik i omkring år 49 e.v.t. Ved at nævne denne åbenbaring modsagde Paulus igen judaisterne, der påstod at han ikke var en sand apostel. Jesus selv havde ikke alene udnævnt Paulus, men han ledte ham også ved hjælp af åbenbaringer og beviste derved at Paulus var en sand apostel. – Ga 1:1, 15, 16.

jeg forkynder: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form, almindeligvis en åben offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds. – Se studienote til Mt 3:1.

omskar ... ham: Paulus var godt klar over at omskærelse ikke var et krav til kristne. (ApG 15:6-29) Timotheus, hvis far var ikketroende, var ikke blevet omskåret. Paulus vidste at nogle af de jøder som de sammen skulle besøge på deres forkyndertur, kunne tage anstød af dette. Paulus bad Timotheus om at gennemgå dette smertefulde indgreb for at det ikke skulle blive en hindring for deres forkyndelsesarbejde. Begge mænd blev således et godt eksempel på det Paulus senere skrev til korintherne: “For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder.” – 1Kt 9:20.

grækerne: I det første århundrede e.v.t. henviste det græske ord hellen, der betyder “græker”, ikke nødvendigvis kun til indfødte grækere eller personer af græsk afstamning. Når Paulus her taler om alle der har tro, og nævner “grækerne” sammen med “jøderne”, bruger han altså ordet “græker” i en bredere betydning om alle ikkejøder. (Ro 2:9, 10; 3:9; 10:12; 1Kt 10:32; 12:13) Det gjorde han uden tvivl fordi det græske sprog og den græske kultur var så dominerende i hele Romerriget.

Ikke engang Titus ... blev tvunget til at blive omskåret: Da spørgsmålet om omskærelse opstod i Antiokia (ca. år 49 e.v.t.), fulgtes Titus med Paulus og Barnabas til Jerusalem. (ApG 15:1, 2; Ga 2:1) Han var “græker”, en uomskåret ikkejøde. (Se studienote til græker i dette vers). Det at Paulus brugte udsagnsordet ‘at tvinge’ i dette vers, kan betyde at nogle af judaisterne, eller kristne der talte for at man skulle følge de jødiske læresætninger og skikke, prøvede at presse Titus til at blive omskåret. Men ved mødet i Jerusalem afgjorde apostlene og de ældste at ikkejødiske kristne ikke behøvede at blive omskåret. (ApG 15:23-29) Paulus henviser til Titus’ eksempel fordi det understreger hans argument for at de der omvendte sig til kristendommen, ikke var under Moseloven. Titus forkyndte primært for ikkejøder, så det at han ikke var omskåret, skabte ikke problemer. (2Kt 8:6; 2Ti 4:10; Tit 1:4, 5) Men det var en anden situation med Timotheus, som blev omskåret. – Se studienote til ApG 16:3.

græker: Titus bliver kaldt græker (Hellen). Det kan betyde at han var af græsk afstamning. Men nogle forfattere i det første århundrede brugte flertalsformen (Hellenes) om nogle der ikke var grækere, men som talte græsk og havde antaget græsk kultur. Det er muligt at Titus var græker i denne bredere forstand. – Se studienote til Ro 1:16.

at I så hurtigt vender jer væk: Paulus kommer her med en vigtig grund til at han skriver det her brev. Selvom det ikke var så længe siden at Paulus havde besøgt området, var der allerede nogle i menighederne i Galatien der vendte sig væk fra sandheden. Den ‘dårlige indflydelse’ som Paulus nævner i det her brev (Ga 3:1), kom blandt andet fra dem han kalder “falske brødre”, der havde “listet sig ind” i menighederne. (Se studienoter til Ga 2:4; 3:1). Nogle af de falske brødre var judaister, der insisterede på at kristne skulle følge Moseloven. (Se studienote til Ga 1:13). Judaisterne holdt fast ved den tankegang, også selvom apostlene og de ældste i Jerusalem allerede havde sagt at ikkejøder ikke var forpligtet til at overholde Moseloven. (ApG 15:1, 2, 23-29; Ga 5:2-4) Paulus’ ord indikerer at judaisterne var bange for at blive forfulgt og ønskede at behage jødiske modstandere. (Ga 6:12, 13) De falske brødre kan også have påstået at Paulus ikke var en rigtig apostel, og de prøvede at skille menighederne fra ham. (Ga 1:11, 12; 4:17) Nogle af galaterne kan have kæmpet med seksuel umoral, konflikter eller selvoptagethed. Disse kødelige tilbøjeligheder, som Paulus omtaler i den sidste del af sit brev, kunne få dem til at vende sig væk fra Gud. – Ga 5:13 – 6:10.

falske brødre: Det græske ord der her er oversat med “falske brødre” (pseudadelfos), findes kun her og i 2Kt 11:26. Et leksikon oversætter ordet med “en der kun er kristen af navn”. Judaisterne i menighederne i Galatien udgav sig for at være åndeligsindede mænd, men i virkeligheden forsøgte de at få menigheden til at holde sig strengt til Moseloven. (Se studienote til Ga 1:6). Paulus sagde at disse mænd i stilhed var kommet ind i menigheden, og at de havde listet sig ind for at udspionere dem så de kunne ødelægge den kristne frihed, for at vise at disse mænd brugte underfundige metoder for at sprede deres farlige læresætninger. – Se også 2Kt 11:13-15.

sandheden som I har fået gennem den gode nyhed: Dette udtryk, som også findes i vers 14, henviser til hele den kristne lære som findes i Guds ord.

Gud: I de græske håndskrifter står der “Gud” i dette vers, men nogle enkelte oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk og andre sprog bruger Guds navn.

højre hånd ... som tegn på fællesskab: At give hinanden hånden var et tegn på engagement, fællesskab eller samarbejde. (2Kg 10:15) Omkring år 49 e.v.t. tog Paulus til Jerusalem for at deltage i mødet med det styrende råd angående omskærelsen. (ApG 15:6-29) Under dette besøg mødtes han åbenbart med Jakob, Peter og Johannes for at tale om den opgave han havde fået af Jesus Kristus om at forkynde den gode nyhed. (ApG 9:15; 13:2; 1Ti 1:12) Her beskriver Paulus den fællesskabsånd og det samarbejde der var ved mødet og bagefter. Det var tydeligt for brødrene at de deltog i det samme arbejde. De blev enige om at Paulus og Barnabas skulle gå til nationerne, dvs. ikkejøderne, og forkynde for dem, mens Jakob, Peter og Johannes skulle gå til de omskårne, dvs. jøderne, og forkynde for dem.

de uomskårne: Bogst.: “dem der ikke tilhører omskærelsen”, dvs. ikkejøderne.

ligesom Peter: Paulus viser her at de der førte an i menigheden, samarbejdede med hinanden. (Se studienote til Ga 2:9). Det styrende råd i Jerusalem vidste at Paulus havde fået betroet primært at forkynde for ikkejøder, mens Peter havde fået betroet primært at forkynde for jøder. Men Peter og Paulus måtte selvfølgelig godt forkynde for andre. Det var Peter der havde åbnet op for forkyndelsen for ikkejøder. (ApG 10:44-48; 11:18) Og Paulus forkyndte for mange jøder, for Kristus havde udvalgt ham til at forkynde for “nationerne og ... Israels sønner”. (ApG 9:15) Lydigt udførte de begge deres tildelte opgaver. For eksempel rejste Peter senere mod Ø for at forkynde i Babylon, hvor der boede mange jøder, og som var et center for jødisk lærdom. (1Pe 5:13) Paulus’ rejser strakte sig langt mod V, måske forkyndte han endda i Spanien.

de omskårne: Bogst.: “dem der tilhører omskærelsen”, dvs. jøderne.

givet Peter kraft til at være apostel ... givet mig kraft: Det græske udsagnsord energeo er her oversat med “givet kraft”. Andre steder er udsagnsordet oversat med “at påvirke”, “at være aktiv”, “at styrke”. (Ef 2:2; 3:20; Flp 2:13; Kol 1:29) Her betyder det åbenbart at Gud ikke kun gav Paulus og Peter myndighed til at være apostle, men også evnen til at leve op til deres ansvar.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

Kefas: Et af apostlen Peters navne. – Se studienote til 1Kt 1:12.

søjler: Ligesom en bogstavelig søjle er med til at holde en bygning, beskrives disse mænd som søjler i menigheden fordi de støttede og styrkede den. Det samme ord blev brugt da den kristne menighed blev kaldt “en søjle og støtte for sandheden” (1Ti 3:15), og til at beskrive en engels ben, der var som ildsøjler (Åb 10:1-3). Jakob, Kefas og Johannes var kendt for at være som søjler – de stod fast, var åndeligt stærke og man kunne stole på at de ville støtte menigheden.

højre hånd ... som tegn på fællesskab: At give hinanden hånden var et tegn på engagement, fællesskab eller samarbejde. (2Kg 10:15) Omkring år 49 e.v.t. tog Paulus til Jerusalem for at deltage i mødet med det styrende råd angående omskærelsen. (ApG 15:6-29) Under dette besøg mødtes han åbenbart med Jakob, Peter og Johannes for at tale om den opgave han havde fået af Jesus Kristus om at forkynde den gode nyhed. (ApG 9:15; 13:2; 1Ti 1:12) Her beskriver Paulus den fællesskabsånd og det samarbejde der var ved mødet og bagefter. Det var tydeligt for brødrene at de deltog i det samme arbejde. De blev enige om at Paulus og Barnabas skulle gå til nationerne, dvs. ikkejøderne, og forkynde for dem, mens Jakob, Peter og Johannes skulle gå til de omskårne, dvs. jøderne, og forkynde for dem.

indsamlingen: Det græske ord logia, der er oversat med “indsamlingen”, forekommer kun to gange i Bibelen, nemlig i 1Kt 16:1, 2. Sammenhængen og Paulus’ ordvalg indikerer at indsamlingen sandsynligvis havde med penge at gøre, ikke med mad eller tøj. Paulus skriver “indsamlingen” i bestemt form, og det tyder på at der var tale om en indsamling som korintherne allerede kendte til. Og det ser ud til at den her indsamling var sat i gang for især at hjælpe de kristne i Judæa, der led stor nød på det tidspunkt. – 1Kt 16:3; Ga 2:10.

sende de mænd ... afsted til Jerusalem med jeres kærlige gave: Omkring år 55 var der opstået fattigdom blandt de kristne i Judæa, og Paulus førte tilsyn med de midler menighederne i Galatien, Makedonien og Akaja havde sendt for at hjælpe deres trosfæller i nød. (1Kt 16:1, 2; 2Kt 8:1, 4; 9:1, 2) Da han tog afsted på den lange rejse til Jerusalem i år 56 for at overbringe gaven, var der flere brødre der fulgtes med ham. Denne gruppe havde penge med som flere menigheder havde betroet dem, og det kan være at hver menighed også havde sørget for at sende nogle mænd med der kunne ledsage Paulus. (ApG 20:3, 4; Ro 15:25, 26) Af sikkerhedsmæssige grunde var det måske nødvendigt at de var så mange der rejste sammen, for der var mange røvere på vejen der udgjorde en fare. (2Kt 11:26) Det var kun de mænd der var udpeget til at aflevere gaven, der rejste sammen med Paulus, og det betød at der ikke ville blive grund til at mistænke nogen af dem for at bruge pengene på en anden måde end det var tiltænkt. De der havde givet en gave, kunne være sikre på at pengene ville blive brugt til det de skulle. – 2Kt 8:20.

fået deres gavmildhed til at strømme over: Paulus vil gerne motivere de kristne i Korinth til at blive færdige med at indsamle nødhjælp til de kristne i Judæa der var i nød. Så han fortæller dem om “menighederne i Makedonien”, som for eksempel dem i Filippi og Thessalonika, der var særligt gode eksempler på at give gavmilde gaver. (Ro 15:26; 2Kt 8:1-4; 9:1-7; Flp 4:14-16) At de gav gavmildt og med glæde, var endnu mere bemærkelsesværdigt fordi de selv var i “dyb fattigdom” og gennemgik en stor prøve og en meget vanskelig tid. Det er muligt at disse kristne i Makedonien var blevet anklaget for at følge skikke som romere ikke havde lov til at følge, noget Paulus også selv havde oplevet i Filippi. (ApG 16:20, 21) Nogle mener at den prøve der er tale om, havde med deres fattigdom at gøre. Sådanne prøver kan være forklaringen på hvorfor makedonierne havde så stor medfølelse med deres brødre i Judæa, der var udsat for lignende vanskeligheder. (ApG 17:5-9; 1Ts 2:14) Derfor havde de kristne i Makedonien et stort ønske om at hjælpe dem og gav med glæde “mere end de kunne”. – 2Kt 8:3.

huske de fattige: Peter, Jakob og Johannes gav omkring år 49 e.v.t. Paulus og hans medarbejder Barnabas en opgave. (Ga 2:9) De skulle huske de fattige kristnes materielle behov mens de forkyndte for nationerne. Her siger Paulus at han oprigtigt havde bestræbt sig for at gøre det. Da de kristne i Judæa senere kom i nød, opmuntrede Paulus menighederne i andre områder til at dele det de havde, med deres brødre i Jerusalem. Paulus’ breve viser hvor vigtigt det var for ham. I begge sine inspirerede breve til korintherne (ca. år 55 e.v.t.) skrev han om indsamlingen; han sagde at han allerede havde givet retningslinjer omkring det til menighederne i Galatien. (1Kt 16:1-3; 2Kt 8:1-8; 9:1-5; se studienoter til 1Kt 16:1, 3; 2Kt 8:2). Omkring år 56 e.v.t., da Paulus skrev til de kristne i Rom, var indsamlingen næsten færdig. (Ro 15:25, 26) Paulus fuldførte sin opgave kort derefter, for senere, under sin retssag i Jerusalem, sagde han til den romerske statholder Felix: “Jeg [kom] for at give gaver til mit folk.” (ApG 24:17) Det kærligt at hjælpe trosfæller i nød var et af kendetegnene på de første kristne. – Joh 13:35.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

Kefas: Et af apostlen Peters navne. – Se studienote til 1Kt 1:12.

irettesatte: Eller “konfronterede”. Da Paulus opdagede at Peter ikke ville være sammen med sine ikkejødiske brødre på grund af menneskefrygt, irettesatte han ham ansigt til ansigt foran alle der var til stede. Det græske ord der er oversat med “irettesatte”, betyder bogstaveligt “modstod”. – Ga 2:11-14.

himlenes riges nøgler: De der fik overdraget visse nøgler, hvad enten det var bogstaveligt eller i overført betydning, blev betroet en vis myndighed. (1Kr 9:26, 27; Esa 22:20-22) Ordet “nøgle” blev derfor et symbol på myndighed og ansvar. Peter brugte de “nøgler” han fik betroet, til at give jøder (ApG 2:22-41), samaritanere (ApG 8:14-17) og ikkejøder (ApG 10:34-38) mulighed for at modtage Guds hellige ånd og få adgang til himlenes rige.

Jakob: Henviser sandsynligvis til Jesus’ halvbror, den Jakob der nævnes i ApG 12:17. (Se studienoter til Mt 13:55; ApG 12:17). Da spørgsmålet om omskærelse blev fremlagt for “apostlene og de ældste i Jerusalem”, lader det til at Jakob var ordstyrer. (ApG 15:1, 2) Det er sandsynligvis denne situation Paulus refererer til da han nævner at Jakob, Kefas (Peter) og Johannes “blev regnet for at være søjler” i menigheden i Jerusalem. – Ga 2:1-9.

at det ikke er tilladt for en jøde: De jødiske religiøse ledere på Peters tid lærte folk at enhver der gik ind i en ikkejødes hjem, blev ceremonielt uren. (Joh 18:28) Men i Loven som israelitterne fik gennem Moses, var der ikke noget specifikt forbud mod den form for samvær. Desuden blev det skel der var mellem jøder og ikkejøder, fjernet da Jesus gav sit liv som en løsesum og den nye pagt trådte i kraft. Jesus gjorde på den måde “de to grupper til én”. (Ef 2:11-16) Selv efter pinsedagen i år 33 tog det tid før Jesus’ disciple fuldt ud forstod betydningen af det han havde gjort. Faktisk var de jødiske kristne mange år om at frigøre sig fra de holdninger som deres tidligere religiøse ledere promoverede, og som var en dybt indgroet del af deres kultur.

spise sammen med folk fra nationerne: Måltider var lejligheder til at være sammen, og man plejede at bede i den forbindelse, så det er forståeligt at jøder normalt ikke spiste sammen med ikkejøder. Faktisk måtte israelitterne ikke blande sig med nationerne der var tilbage i det lovede land – de måtte ikke engang nævne deres guder. (Jos 23:6, 7) I det første århundrede havde jødiske religiøse ledere tilføjet deres egne begrænsninger, og de påstod at hvis man gik ind i en ikkejødes hjem, blev man ceremonielt uren. – Joh 18:28.

holdt han op med at gøre det og trak sig tilbage: I år 36 e.v.t. brugte Peter, der var en kristen jøde, den tredje af “himlenes riges nøgler” for at give Cornelius og hans husstand mulighed for at blive de første kristne der ikke var jøder eller jødiske proselytter. (Se studienote til Mt 16:19). Peter blev hos Cornelius i nogle dage og spiste uden tvivl mange måltider sammen med sine ikkejødiske værter. (ApG 10:48; 11:1-17) Han blev ved med at spise sammen med ikkejødiske kristne. Men omkring 13 år senere, da han var i Antiokia i Syrien, holdt han pludselig op med at gøre det. Han var bange for hvordan nogle af de jødiske kristne der kom fra Jerusalem, ville reagere. Disse mænd kom fra Jakob, hvilket sikkert betyder at de havde været sammen med Jakob i Jerusalem. (Se studienote til ApG 15:13). Disse mænd havde svært ved at acceptere forandringer og insisterede på at man skulle overholde Moseloven og bestemte jødiske skikke. (Se studienote til ApG 10:28). Peters opførsel kunne have undermineret den beslutning som det styrende råd havde truffet i omkring år 49 e.v.t., det samme år som Peter besøgte menigheden. Beslutningen havde bekræftet at ikkejødiske kristne ikke behøvede at overholde Moseloven. (ApG 15:23-29) Paulus omtaler ikke hændelsen i Antiokia for at sætte Peter i forlegenhed, men for at korrigere galaternes forkerte tankegang.

dem der hørte til de omskårne: Bogst.: “dem fra omskærelsen”, dvs. nogle omskårne jødiske kristne der var på besøg fra menigheden i Jerusalem. Andre steder bliver det samme græske udtryk oversat med “tilhængerne af omskærelsen”, “de omskårne” og “dem der holder fast ved omskærelsen”. – ApG 11:2; Kol 4:11; Tit 1:10.

hyklerne: Det græske ord hypokrites blev oprindeligt brugt om græske (og senere romerske) skuespillere der bar store masker der var designet til at forstærke deres stemme. Ordet blev efterhånden brugt som en metafor om en der skjuler sine sande intentioner eller sit sande jeg ved at udgive sig for at være noget andet end han er. Jesus omtaler her de jødiske religiøse ledere som ‘hyklere’. – Mt 6:5, 16.

Hykler!: Det græske ord hypokrites blev oprindeligt brugt om græske (og senere romerske) skuespillere der bar store masker der var designet til at skjule skuespillernes sande identitet og forstærke deres stemmer. Ordet blev efterhånden brugt som en metafor om en der skjuler sine sande intentioner eller sit sande jeg ved at udgive sig for at være noget andet end han er. I Mt 6:5, 16 omtaler Jesus de jødiske religiøse ledere som ‘hyklere’. Her (Lu 6:42) anvender han udtrykket om enhver discipel der fokuserer på andres fejl og ignorerer sine egne.

sluttede sig til ham i dette hykleri ... af deres hykleri: Her bliver der brugt to beslægtede græske ord, et udsagnsord (synypokrinomai) og et navneord (hypokrisis). Begge ord blev oprindeligt brugt om græske skuespillere der bar maske når de spillede deres roller. Anden gang ordet “hykleri” forekommer i dette vers, er det oversat fra navneordet. Det navneord findes seks gange i De Kristne Græske Skrifter og bliver hver gang oversat med “hykleri”. (Mt 23:28; Mr 12:15; Lu 12:1; 1Ti 4:2; 1Pe 2:1; se studienoter til Mt 6:2; Lu 6:42 angående det beslægtede ord “hykler”). Ifølge nogle opslagsværker bliver det græske udsagnsord der her er gengivet med “sluttede sig til ham i dette hykleri”, brugt overført i betydningen “at spille en rolle” eller “at deltage i hykleriet”.

Kefas: Et af apostlen Simon Peters navne. Da Jesus mødte Simon første gang, gav han ham det semitiske navn Kefas. Navnet er muligvis beslægtet med det hebraiske navneord kefim (klipper), som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29. I Joh 1:42 fortæller Johannes at navnet “oversættes ‘Peter’” (Petros, et græsk navn der betyder “klippestykke”). Navnet Kefas forekommer kun i Joh 1:42 og i to af Paulus’ breve, nemlig Første Korintherbrev og Galaterbrevet. – 1Kt 1:12; 3:22; 9:5; 15:5; Ga 1:18; 2:9, 11, 14; se studienoter til Mt 10:2; Joh 1:42.

Kefas: Et af apostlen Peters navne. – Se studienote til 1Kt 1:12.

bliver erklæret retfærdige: I De Kristne Græske Skrifter indeholder det græske udsagnsord dikaioo og de beslægtede navneord dikaioma og dikaiosis, der ofte gengives med “at retfærdiggøre” og “retfærdiggørelse”, tanken om at blive renset for enhver anklage, kendt uskyldig og dermed erklæret og behandlet som retfærdig. For eksempel skrev apostlen Paulus at en person der er død, bliver “frikendt [en form af dikaioo] for sin synd” fordi han ved sin død har betalt straffen. (Ro 6:7, 23) Men de græske ord bliver også brugt på en særlig måde i Bibelen, nemlig om det at Gud betragter et ufuldkomment menneske der viser tro, som skyldfrit. – ApG 13:38, 39; Ro 8:33.

at I så hurtigt vender jer væk: Paulus kommer her med en vigtig grund til at han skriver det her brev. Selvom det ikke var så længe siden at Paulus havde besøgt området, var der allerede nogle i menighederne i Galatien der vendte sig væk fra sandheden. Den ‘dårlige indflydelse’ som Paulus nævner i det her brev (Ga 3:1), kom blandt andet fra dem han kalder “falske brødre”, der havde “listet sig ind” i menighederne. (Se studienoter til Ga 2:4; 3:1). Nogle af de falske brødre var judaister, der insisterede på at kristne skulle følge Moseloven. (Se studienote til Ga 1:13). Judaisterne holdt fast ved den tankegang, også selvom apostlene og de ældste i Jerusalem allerede havde sagt at ikkejøder ikke var forpligtet til at overholde Moseloven. (ApG 15:1, 2, 23-29; Ga 5:2-4) Paulus’ ord indikerer at judaisterne var bange for at blive forfulgt og ønskede at behage jødiske modstandere. (Ga 6:12, 13) De falske brødre kan også have påstået at Paulus ikke var en rigtig apostel, og de prøvede at skille menighederne fra ham. (Ga 1:11, 12; 4:17) Nogle af galaterne kan have kæmpet med seksuel umoral, konflikter eller selvoptagethed. Disse kødelige tilbøjeligheder, som Paulus omtaler i den sidste del af sit brev, kunne få dem til at vende sig væk fra Gud. – Ga 5:13 – 6:10.

bliver erklæret retfærdigt: I De Kristne Græske Skrifter indeholder det græske udsagnsord dikaioo og de beslægtede navneord dikaioma og dikaiosis, der ofte gengives med “at retfærdiggøre” og “retfærdiggørelse”, tanken om at blive renset for enhver anklage, kendt uskyldig og dermed erklæret og behandlet som retfærdig. (Se studienote til Ro 3:24). Nogle i menighederne i Galatien var blevet påvirket af judaisterne, der forsøgte at blive erklæret retfærdige ved hjælp af Moseloven. (Ga 5:4; se studienote til Ga 1:6). Men Paulus understregede at det kun er på grundlag af tro på Jesus Kristus at man kan få et godkendt forhold til Gud. Jesus ofrede sit fuldkomne liv og dannede derved grundlag for at Gud kunne erklære dem der tror på Kristus, retfærdige. – Ro 3:19-24; 10:3, 4; Ga 3:10-12, 24.

jødedommen: Det fremherskende religiøse system blandt jøderne på Paulus’ tid. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet kun i Ga 1:13, 14. Selvom tilhængere hævdede at de fulgte De Hebraiske Skrifter nøje, var “forfædres traditioner” en stor del af jødedommen i det første århundrede. (Se studienote til Ga 1:14). Jesus fordømte de traditioner og mænd der gjorde Guds ord ugyldigt. – Mr 7:8, 13.

at gøre overtrædelserne tydelige: Paulus nævner at et af Lovens vigtige formål var “at gøre overtrædelserne tydelige” for at vise at israelitterne, ja, alle mennesker, er ufuldkomne syndere. (Se studienote til Ro 4:15 for en kommentar til det græske ord for “overtrædelse”). Loven viste dem tydeligt syndens fulde betydning og omfang. Paulus kunne derfor sige at overtrædelsen og synden blev større fordi mange handlinger og endda holdninger nu viste sig at være syndige. (Ro 5:20; 7:7-11; se studienote til 1Kt 15:56; se også Sl 40:12). De der prøvede at følge Loven, blev dømt af den fordi den viste at de var syndere. De ofre der blev bragt, skulle minde dem om deres syndige tilstand. (He 10:1-4, 11) Alle mennesker havde brug for et fuldkomment offer der fuldstændigt kunne opveje deres synder. – Ro 10:4; se studienote til det afkom i dette vers.

det som jeg engang brød ned: Engang gik Paulus nidkært ind for jødedommen og troede at han kunne få et godkendt forhold til Gud ved hjælp af Moseloven. (Se studienote til Ga 1:13). Men i overført betydning brød han den tro ned da han blev kristen. (Ga 2:15, 16) Hans modstandere påstod at kristne kun kunne blive frelst ved at holde sig strengt til Loven. (Ga 1:9; 5:2-12) Paulus forklarer her at hvis han igen begyndte at følge Moseloven, eller hvis en af de andre jødiske kristne begyndte at følge Moseloven igen, ville resultatet være at de genopbyggede det de engang havde brudt ned. Han ville desuden også blive en lovovertræder igen og dermed blive fordømt af Loven. – Se studienote til Ga 3:19.

vores opdrager der førte os til Kristus: Det græske ord for “opdrager” (paidagogos) som Paulus bruger i denne illustration, betyder bogstaveligt “børneleder” og kan også oversættes med “pædagog”. Ordet bliver kun brugt i Ga 3:24, 25 og i 1Kt 4:15, hvor Paulus sammenligner kristne tjenere med sådanne opdragere. (Se studienote til 1Kt 4:15). Med denne metafor sidestiller Paulus Moseloven med en opdrager, eller pædagog, som dagligt fulgte et barn i skole. Opdrageren var ikke lærer, men han var ansvarlig for at beskytte barnet, for at hjælpe det til at følge familiens normer og for opdragelsen. På samme måde opretholdt Moseloven Guds normer og hjalp israelitterne til at se at de var syndige og ude af stand til at følge Loven til fuldkommenhed. De ydmyge der tog imod vejledning fra denne “opdrager”, forstod at de havde brug for Messias, eller Kristus, den som Gud ville bruge til at frelse mennesker. – ApG 4:12.

nu hvor troen er kommet: Jesus er den eneste der overholdt Loven til fuldkommenhed. Så derfor kunne Paulus sige at troen – dvs. fuldendt tro – var kommet. Ved at opfylde Loven gav Jesus sine disciple mulighed for at have et godkendt forhold til Jehova Gud. På denne måde blev han “ham der gør [vores tro] fuldendt”. (He 12:2) Jesus ville være med sine disciple “alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning” (Mt 28:20), så der var ikke nogen grund til at vende tilbage til opdrageren. (Se studienote til Ga 3:24). Ved at bruge dette ræsonnement gør Paulus det klart at Moseloven var blevet forældet fordi den fuldendte tro, der var grundlagt på Jesus Kristus, nu var kommet.

Gennem Loven selv er jeg blevet løst fra Loven: Bogst.: “Gennem Loven selv er jeg død i forhold til Loven.” Paulus ord er en del af hans argumentation for at man ikke kan blive erklæret retfærdig af Gud ved at gøre “de gerninger Loven kræver”. (Ga 2:16) Moseloven fordømte Paulus som en synder der fortjente døden, fordi han ikke kunne overholde Loven til fuldkommenhed. (Ro 7:7-11) Men Paulus siger at han er “blevet løst fra Loven”. Lovpagten blev juridisk ugyldiggjort da Jesus døde på torturpælen. (Kol 2:13, 14) Det var derfor at Paulus kunne skrive til de kristne i Rom at de var “blevet gjort døde i forhold til Loven gennem Kristus’ offer”. (Ro 7:4) Når man viste tro på Kristus’ offer, blev man “løst fra Loven”. Fordi det var Loven der havde ført Paulus til Kristus, kunne han sige at det var “gennem Loven” at han var “blevet løst fra Loven”. – Se studienoter til Ga 3:24 og 3:25.

blev naglet til pælen sammen med ham: I evangelierne bruges det græske udsagnsord synstauroo bogstaveligt om dem der blev henrettet ved siden af Jesus. (Mt 27:44; Mr 15:32; Joh 19:32) Flere gange i sine breve nævner Paulus at Jesus blev henrettet på en pæl (1Kt 1:13, 23; 2:2; 2Kt 13:4), men her bruger han udtrykket i overført betydning. Han siger at kristne ved at tro på den pælfæstede Kristus har slået deres gamle personlighed ihjel. Paulus brugte udtrykket på en lignende måde i sit brev til galaterne, hvor han skrev: “Jeg er naglet til pælen sammen med Kristus.” – Ga 2:20.

Gennem Loven selv er jeg blevet løst fra Loven: Bogst.: “Gennem Loven selv er jeg død i forhold til Loven.” Paulus ord er en del af hans argumentation for at man ikke kan blive erklæret retfærdig af Gud ved at gøre “de gerninger Loven kræver”. (Ga 2:16) Moseloven fordømte Paulus som en synder der fortjente døden, fordi han ikke kunne overholde Loven til fuldkommenhed. (Ro 7:7-11) Men Paulus siger at han er “blevet løst fra Loven”. Lovpagten blev juridisk ugyldiggjort da Jesus døde på torturpælen. (Kol 2:13, 14) Det var derfor at Paulus kunne skrive til de kristne i Rom at de var “blevet gjort døde i forhold til Loven gennem Kristus’ offer”. (Ro 7:4) Når man viste tro på Kristus’ offer, blev man “løst fra Loven”. Fordi det var Loven der havde ført Paulus til Kristus, kunne han sige at det var “gennem Loven” at han var “blevet løst fra Loven”. – Se studienoter til Ga 3:24 og 3:25.

tror på ham: Det græske udsagnsord pisteuo (beslægtet med navneordet pistis, der normalt oversættes med “tro”) har grundbetydningen “at tro”, men det kan udtrykke forskellige betydningsnuancer alt efter sammenhængen og den grammatiske opbygning. Der ligger mere i betydningen af dette udtryk end blot det at tro på eller anerkende at nogen eksisterer. (Jak 2:19) Det indbefatter en tro og tillid der fører til at man handler i lydighed. I Joh 3:16 bruges det græske udsagnsord pisteuo sammen med forholdsordet eis, “mod”. En bibelkommentator har sagt følgende om det græske udtryk: “Tro opfattes som noget aktivt, som noget man gør; man retter sin tro mod nogen.” (An Introductory Grammar of New Testament Greek, Paul L. Kaufman, 1982, s. 46) Jesus henviser tydeligvis til et liv karakteriseret af tro, ikke bare en enkelt handling i tro. I Joh 3:36 står det lignende udtryk “den der tror på Sønnen” som en kontrast til “den der ikke adlyder Sønnen”. “At tro” indbefatter altså i den sammenhæng at man viser sin stærke tro ved at være lydig.

forpligter os: Eller “tvinger os”. Det græske udsagnsord betyder bogstaveligt “at holde sammen” og kan indeholde tanken om “at have fortsat kontrol over nogen eller noget; at presse; at tilskynde på det kraftigste”. Den kærlighed Kristus viste da han gav sit liv for os, er så unik at jo mere en kristens værdsættelse vokser, jo dybere berørt bliver han i sit hjerte. Det var i den forstand at Kristus’ kærlighed kontrollerede Paulus. Den fik ham til at afvise selviske ønsker og til at fokusere på at tjene Gud og sine medmennesker både inden for og uden for menigheden. – Se også studienote til 1Kt 9:16.

Jeg er naglet til pælen sammen med Kristus: I evangelierne bruges det græske udsagnsord synstauroo bogstaveligt om dem der blev henrettet ved siden af Jesus. (Mt 27:44; Mr 15:32; Joh 19:32; se studienote til Ro 6:6). Ligesom andre kristne levede Paulus ved tro på Guds Søn. (Ga 3:13; Kol 2:14) Ved at vise tro på Kristus’ offer levede en jødisk kristen som discipel af Kristus og fulgte ikke længere Loven. – Ro 10:4; 2Kt 5:15; se studienote til Ga 2:19.

som menneske: Eller “i kødet”.

der elskede mig og ofrede sit liv for mig: Når Paulus her bruger stedordet “mig”, viser det at Kristus’ offer gælder enkeltpersoner der vælger at tro på Jesus. (Se studienote til Joh 3:16). Paulus forstod og accepterede at Kristus elskede ham som enkeltperson, og det motiverede ham til at være kærlig, omsorgsfuld og gavmild mod andre. (Se studienote til 2Kt 5:14; se også 2Kt 6:11-13; 12:15). Han var taknemmelig for at Jesus havde udvalgt ham til at blive en discipel selvom han havde forfulgt Kristus’ disciple. Paulus forstod at Jesus af kærlighed ikke bare gav sit liv for retfærdige men også for syndere. (Se også Mt 9:12, 13). Selvom Paulus her fremhæver at Kristus’ offer gjaldt ham personligt, var han tydeligvis klar over at løsesummen ville være til gavn for mange mennesker.

døde Kristus jo til ingen nytte: Paulus forklarer her at hvis man kunne blive erklæret retfærdig ved hjælp af Loven, dvs. ved at gøre de gerninger Moseloven kræver, døde Kristus til ingen nytte. I det her vers forklarer Paulus også at hvis man prøver at gøre sig fortjent til livets gave, afviser man i virkeligheden Guds ufortjente godhed. – Ro 11:5, 6; Ga 5:4.

Medieindhold