Ifølge Markus 16:1-8
Fodnoter
Studienoter
sabbatten: Sabbatsdagen (den 15. nisan) endte ved solnedgang. Alle fire evangelier indeholder beretningen om Jesus’ opstandelse. – Mt 28:1-10; Mr 16:1-8; Lu 24:1-12; Joh 20:1-29.
Maria Magdalene: Se studienote til Mt 27:56.
Jakobs: Dvs. Jakob den Lille. – Se studienote til Mr 15:40.
Salome: Se studienote til Mr 15:40.
købte ... aromatiske stoffer for at indgnide Jesus: Jesus’ krop var blevet gjort klar til hans begravelse som det var “skik ved en jødisk begravelse”. (Joh 19:39, 40) Men fordi Jesus døde omkring tre timer før sabbatten begyndte, og jøderne ikke måtte udføre den slags arbejde på sabbatten, blev det sikkert gjort hurtigt. Nu hvor det var den første dag efter sabbatten, altså den tredje dag efter Jesus’ henrettelse, kom kvinderne måske med flere aromatiske stoffer og olier for at bevare Jesus’ krop i længere tid. (Lu 23:50 – 24:1) De kom sikkert for at indgnide hans krop der var indsvøbt i linned, med aromatiske stoffer og olier.
den første dag i ugen: Se studienote til Mt 28:1.
grav: Se studienote til Mt 27:60.
stenen: Åbenbart en cirkelformet sten, for i verset står der at kvinderne spurgte hvem der skulle “rulle stenen væk”, og i vers 4 står der at “stenen var rullet væk”. Den kan have vejet et ton eller mere. I Matthæus’ beretning bliver den kaldt “en stor sten”. – Mt 27:60.
sig til hans disciple: Se studienote til Mt 28:7.
og Peter: Markus er den eneste evangelieskribent der nævner den detalje at Peter specifikt bliver omtalt i det budskab englen overbringer. (Se også parallelberetningen i Mt 28:7). I Joh 20:2 står der at Maria Magdalene overbragte budskabet til “Simon Peter og til den anden discipel”, dvs. Johannes. Inden Jesus viste sig for sine disciple som en samlet gruppe, viste han sig åbenbart for Peter da Peter var alene. (Lu 24:34; 1Kt 15:5) Denne personlige opmærksomhed og det at Peter specifikt bliver omtalt i englens budskab, forsikrede uden tvivl Peter om at han var blevet tilgivet for de tre gange han havde nægtet at kendes ved sin ven. – Mt 26:73-75.
for de var bange: Ifølge de tidligste afskrifter af den sidste del af Markus slutter evangeliet med ordene i vers 8. Nogle indvender at denne slutning virker for abrupt til at kunne være den oprindelige slutning på bogen. Men i betragtning af at Markus generelt skrev kort og koncist, er det ikke nødvendigvis en gyldig indvending. Desuden angiver Hieronymus og Eusebios, bibelkyndige fra det fjerde århundrede, at den oprindelige beretning slutter med ordene “for de var bange”.
En lang række græske håndskrifter og oversættelser til andre sprog tilføjer enten en lang eller en kort slutning efter vers 8. Den lange slutning (der består af 12 ekstra vers) findes i Codex Alexandrinus, Codex Ephraemi Syri rescriptus og Codex Bezae Cantabrigiensis, der alle er fra det femte århundrede. Den forekommer også i den latinske Vulgata, i Syrus Curetonianus og i den syriske Peshitta. Men den forekommer hverken i to tidligere græske håndskrifter fra det fjerde århundrede – Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus – i Codex Sinaiticus Syriacus fra det fjerde eller femte århundrede eller i den tidligste sahidisk-koptiske afskrift af Markusevangeliet fra det femte århundrede. De ældste afskrifter af Markus som findes på armensk og georgisk, slutter også med vers 8.
Nogle senere græske håndskrifter og oversættelser til andre sprog indeholder den korte slutning (der kun består af et par sætninger). Codex Regius fra det 8. århundrede har begge slutninger, den korte først. Den indleder hver slutning med en bemærkning om at disse passager er gængse i visse kredse, men anerkender åbenbart ingen af dem som den officielle slutning.
KORT SLUTNING
Den korte slutning efter Mr 16:8 er ikke en del af de inspirerede skrifter. Den lyder som følger:
Men alt det de havde fået befaling om, fortalte de i korthed til dem der var omkring Peter. Og efter dette udsendte Jesus selv gennem dem, fra øst til vest, den hellige og uforgængelige bekendtgørelse om den evige frelse.
LANG SLUTNING
Den lange slutning efter Mr 16:8 er ikke en del af de inspirerede skrifter. Den lyder som følger:
9 Efter at han var opstået tidligt på den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde uddrevet syv dæmoner af. 10 Hun gik hen og fortalte det til dem der havde været sammen med ham, og som sørgede og græd. 11 Men da de hørte at han igen var i live, og at hun havde set ham, troede de ikke på det. 12 Og efter dette viste han sig i en anden skikkelse for to af dem mens de var på vej ud på landet. 13 Og de kom tilbage og fortalte det til de andre. Men de troede heller ikke på dem. 14 Senere viste han sig så for de elleve selv mens de lå til bords, og han bebrejdede dem deres mangel på tro og deres hårdhjertethed fordi de ikke troede på dem der havde set ham efter hans opstandelse. 15 Og han sagde til dem: “Gå ud i hele verden og forkynd den gode nyhed for alle mennesker. 16 Den der tror og bliver døbt, vil blive frelst, men den der ikke tror, vil blive dømt skyldig. 17 Og disse tegn skal følge dem der tror: Ved hjælp af mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale i tunger, 18 og med deres hænder skal de tage slanger op, og hvis de drikker noget dødbringende, vil det overhovedet ikke skade dem. De vil lægge deres hænder på syge, og de vil blive raske.”
19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. 20 Og de gik ud og forkyndte overalt mens Herren var med dem og støttede budskabet gennem de tegn der fulgte dem.
Medieindhold
Codex Sinaiticus er et pergamenthåndskrift skrevet på græsk og dateret til det fjerde århundrede e.v.t. Det indeholder hele De Kristne Græske Skrifter og dele af den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter, kendt som Septuaginta. Bibelforskere anerkender Codex Sinaiticus som en af de pålidelige kilder til den græske bibeltekst. Indtil midten af 1800-tallet befandt håndskriftet sig i Sankt Katharinaklostret ved foden af Sinajs Bjerg. I dag bliver en stor del af håndskriftet, inklusive den del der er vist her, opbevaret på British Library i London. Billedet viser slutningen af Markusevangeliet (1) og begyndelsen af Lukasevangeliet (2). I både dette håndskrift og det lige så vigtige håndskrift fra det fjerde århundrede, Codex Vaticanus, slutter Markus’ beretning med ordene som vi i dag kan finde i Mr 16:8. – Se studienoten til Mr 16:8.
Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, også kaldet Codex Vaticanus, dateres til det fjerde århundrede e.v.t. Bibelforskere anerkender det som en af de pålidelige kilder til den græske bibeltekst. Billedet viser slutningen af Markusevangeliet. I både dette håndskrift og det lige så vigtige håndskrift fra det fjerde århundrede, Codex Sinaiticus, slutter Markus’ beretning med ordene som vi i dag kan finde i Mr 16:8. (Se studienoten til Mr 16:8.) Kodeksen blev muligvis fremstillet i Alexandria. Den indeholdt oprindeligt hele Bibelen på græsk og var sikkert på omkring 820 blade, hvoraf der er 759 tilbage. Det meste af 1. Mosebog mangler samt en del af Salmerne, Hebræerne 9:14 til 13:25 og hele 1. og 2. Timotheus, Titus, Filemon og Åbenbaringen. Codex Vaticanus bliver opbevaret på Det Vatikanske Bibliotek i Rom og har været der helt fra det 15. århundrede.