Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Paulus

Paulus

[lille].

1. Prokonsulen på Cypern. — Se SERGIUS PAULUS.

2. En israelit af Benjamins stamme og en af Jesu Kristi apostle. (Ef 1:1; Flp 3:5) Denne apostel har muligvis fra barndommen haft både et hebraisk navn, Saul, eller Saulus, og et romersk navn, Paulus (Apg 9:17; 2Pe 3:15), men han kan have valgt at lade sig kalde ved sit romerske navn fordi han fik det hverv at forkynde den gode nyhed for ikkejøder. — Apg 9:15; Ga 2:7, 8.

Paulus blev født i Tarsus, en fremtrædende by i Kilikien. (Apg 21:39; 22:3) Hans forældre var hebræere og tilhørte øjensynlig den farisæiske retning af jødedommen. (Apg 23:6; Flp 3:5) Han var romersk borger af fødsel (Apg 22:28) idet hans fader måske havde fået statsborgerskab til gengæld for forskellige tjenester. Paulus lærte sandsynligvis teltmagerfaget af sin fader. (Apg 18:3) I Jerusalem modtog han imidlertid undervisning af den lærde farisæer Gamaliel, hvilket tyder på at han har været af fornem familie. (Apg 22:3; 5:34) Han var velbevandret i mindst to sprog, græsk og hebraisk. (Apg 21:37-40) På den tid da han rejste som missionær, var han ugift. (1Kor 7:8) Han havde en søster og en nevø; de boede i Jerusalem, i hvert fald da Paulus blev arresteret. — Apg 23:16-22.

Det blev apostelen Paulus’ privilegium at skrive en større del af De Kristne Græske Skrifter end nogen anden. Han fik overnaturlige syner (2Kor 12:1-5), og ved den hellige ånd var han i stand til at tale mange sprog. — 1Kor 14:18.

Forfølgelse, omvendelse og tidlige tjeneste. Første gang Saulus, eller Paulus, nævnes i den bibelske beretning, præsenteres han som „en ung mand“ ved hvis fødder de falske vidner der stenede Kristi discipel Stefanus, lagde deres yderklædninger. (Apg 6:13; 7:58) Paulus bifaldt mordet på Stefanus, og på grund af misforstået nidkærhed for overleveringerne indledte han en kampagne med ondsindet forfølgelse af Kristi disciple. Når det skulle afgøres om de skulle henrettes, stemte han for det. Når de blev forhørt i synagogerne, forsøgte han at tvinge dem til at afsværge deres tro. Han udvidede sin forfølgelse til andre byer end Jerusalem og skaffede endda en skriftlig bemyndigelse fra ypperstepræsten til at opspore alle disciple af Kristus så langt mod nord som til Damaskus i Syrien, pågribe dem og føre dem til Jerusalem, sandsynligvis for at stille dem for Sanhedrinet. — Apg 8:1, 3; 9:1, 2; 26:10, 11; Ga 1:13, 14.

Mens Paulus var på vej til Damaskus, åbenbarede Jesus Kristus sig for ham i et strålende lys og udvalgte ham som tjener og som vidne om de ting han havde set og endnu skulle se. Paulus’ ledsagere faldt også til jorden på grund af denne manifestation og hørte lyden af nogen der talte, men Paulus var den eneste der forstod ordene, og som blev blindet, og han måtte føres ved hånden til Damaskus. (Apg 9:3-8; 22:6-11; 26:12-18) I tre dage hverken spiste eller drak han. Mens han i Damaskus opholdt sig i huset hos en mand ved navn Judas og var optaget af at bede, så han i et syn Kristi discipel Ananias komme ind og gengive ham evnen til at se. Da dette skete i virkeligheden, blev Paulus døbt, fik den hellige ånd, tog føde til sig og genvandt sin styrke. — Apg 9:9-19.

Beretningen i Apostelgerninger 9:20-25 fortæller at Paulus tilbragte nogen tid sammen med disciplene i Damaskus og „straks“ begyndte at forkynde i synagogerne dér. Den skildrer hans forkyndervirksomhed indtil det tidspunkt da han blev tvunget til at forlade Damaskus på grund af en sammensværgelse mod hans liv. I sit brev til galaterne fortæller Paulus imidlertid at han efter sin omvendelse tog til Arabien og derefter vendte tilbage til Damaskus. (Ga 1:15-17) Det er ikke muligt at tidsfæste denne rejse i forhold til de øvrige begivenheder.

Paulus kan være rejst til Arabien lige efter sin omvendelse for at tænke over hvad der var Guds vilje med ham. Hvis det er tilfældet, må Lukas’ anvendelse af ordet „straks“ betyde at Paulus straks efter sin tilbagevenden til Damaskus begyndte at komme sammen med disciplene og at forkynde. På den anden side er hovedpunktet i Galaterbrevet (1:17) øjensynlig at Paulus ikke straks rejste til Jerusalem, og at Arabien var det eneste sted uden for Damaskus han rejste til i denne tidlige periode. Rejsen til Arabien behøver altså ikke nødvendigvis at være foregået umiddelbart efter hans omvendelse. Det kan være at Paulus først tilbragte nogle dage i Damaskus og hurtigt gjorde det offentligt kendt at han var ophørt med sin tidligere modstand, ved i synagogerne at fortælle om sin nye tro på Kristus. Derefter kan han være rejst til Arabien (en rejse hvis formål ikke oplyses) og efter sin tilbagekomst have fortsat med at forkynde i Damaskus indtil hans forkyndelse havde en sådan kraft at hans modstandere søgte at slå ham ihjel. De to beretninger supplerer, snarere end modsiger, hinanden, og det eneste tvivlsspørgsmål gælder altså begivenhedernes præcise rækkefølge.

Da Paulus ankom til Jerusalem (måske i år 36; de tre år der nævnes i Galaterne 1:18, kan have været dele af tre år), fandt han at brødrene dér ikke troede at han var en discipel. Men „Barnabas [kom] ham til hjælp og førte ham til apostlene“, øjensynlig Peter og „Jakob, Herrens broder“. (Skønt Jakob ikke var en af de 12, kunne han kaldes apostel fordi han tjente som sådan i menigheden i Jerusalem.) I 15 dage blev Paulus hos Kefas (Peter). Mens han var i Jerusalem, talte han frimodigt i Jesu navn. Da brødrene erfarede at de græsktalende jøder ville forsøge at dræbe Paulus, „førte de ham ned til Cæsarea og sendte ham til Tarsus“. — Apg 9:26-30; Ga 1:18-21.

Det ser ud til at Paulus (omkring år 41) fik den forret at modtage et overnaturligt syn der var så realistisk at han ikke vidste om han var i legemet eller uden for legemet da han blev bortrykket til „den tredje himmel“. At det var den tredje himmel, synes at sigte til den højeste grad af henrykkelse han befandt sig i da han fik synet. — 2Kor 12:1-4.

Senere tog Barnabas til Tarsus for at hente Saulus til Antiochia så han kunne hjælpe med arbejdet blandt de græsktalende indbyggere i byen. Omkring år 46, efter ét års tjeneste i Antiochia, blev Paulus og Barnabas af menigheden sendt til Jerusalem med nogle hjælpeforsyninger til brødrene dér. (Apg 11:22-30) Sammen med Johannes Markus vendte de tilbage til Antiochia. (Apg 12:25) Derefter blev Paulus og Barnabas ved den hellige ånds ledelse udtaget til en særlig gerning. — Apg 13:1, 2.

Første missionsrejse. (KORT, bd. 2, s. 747) Efter den hellige ånds anvisning begav Paulus sig ud på sin første missionsrejse sammen med Barnabas og med Johannes Markus som medhjælper (ca. år 47-48). De tog af sted fra Seleukia, Antiochias havneby, og sejlede til Cypern. I synagogerne i Salamis på Cyperns østkyst „begyndte de at forkynde Guds ord“. De gennemgik hele øen lige til Pafos på vestkysten. Dér forsøgte troldmanden Elymas at modstå det vidnesbyrd der blev aflagt for prokonsulen Sergius Paulus. Paulus lod da Elymas slå med midlertidig blindhed. Sergius Paulus blev forbløffet over det der skete, og kom til troen. — Apg 13:4-12.

Fra Pafos sejlede Paulus og hans ledsagere over til Lilleasien. Da de var kommet til Perge i den romerske provins Pamfylien, forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. Men Paulus og Barnabas fortsatte mod nord til Antiochia i Pisidien. De fandt stor interesse dér, men blev til sidst jaget ud af byen på jødernes foranledning. (Apg 13:13-50) De rejste uanfægtet videre mod sydøst til Ikonium, hvor jøderne også ophidsede skarerne imod dem. Da Paulus og Barnabas hørte om et forsøg på at få dem stenet, flygtede de til Lystra i Lykaonien. Efter at Paulus havde helbredt en mand som var vanfør fra fødselen, troede befolkningen i Lystra at Paulus og Barnabas var guder i menneskeskikkelse. Men senere kom nogle jøder fra Ikonium og Antiochia i Pisidien og vendte skarerne imod Paulus så de stenede ham og slæbte ham uden for byen idet de troede at han var død. Men Paulus, der var omgivet af medkristne, rejste sig op og gik ind i Lystra igen. Dagen efter tog han og Barnabas til Derbe. Efter at have gjort mange til disciple dér vendte de tilbage til Lystra, Ikonium og Antiochia (i Pisidien) idet de styrkede og opmuntrede brødrene og udnævnte ældste til at tjene i de menigheder der var blevet oprettet. Senere forkyndte de i Perge og tog derefter ned til havnebyen Attalia, hvorfra de sejlede til Antiochia i Syrien. — Apg 13:51–14:28.

Spørgsmålet om omskærelse. Omkring år 49 kom nogle mænd fra Judæa til Antiochia og hævdede at ikkejøder skulle omskæres efter Moseloven for at opnå frelse. Paulus og Barnabas bestred dette. Men selv om Paulus var apostel, påtog han sig ikke at afgøre sagen egenmægtigt. I stedet rejste han sammen med Barnabas, Titus og andre til Jerusalem for at forelægge spørgsmålet for apostlene og de ældste i menigheden dér. Der blev truffet den afgørelse at hedninger som var blevet troende, ikke behøvede at lade sig omskære, men at de skulle afholde sig fra afgudsdyrkelse, fra at spise og drikke blod og fra kønslig umoralitet. Brødrene i Jerusalem skrev et brev med denne afgørelse og sendte desuden Judas og Silas til Antiochia som deres repræsentanter for at klarlægge sagen. I en samtale mellem Peter (Kefas), Johannes og disciplen Jakob blev det desuden bestemt at Paulus og Barnabas skulle fortsætte med at forkynde for de uomskårne hedninger. — Apg 15:1-29; Ga 2:1-10.

Nogen tid efter dette kom Peter selv til Antiochia i Syrien, hvor han kom sammen med de hedningekristne. Men da nogle jøder fra Jerusalem ankom, gav han åbenbart efter for menneskefrygt og skilte sig ud fra ikkejøderne, hvorved han handlede i modstrid med åndens ledelse, der havde vist at kødelige skel ikke betød noget for Gud. Selv Barnabas blev ført på vildspor. Da Paulus bemærkede dette, satte han modigt Peter på plads i de andres påhør da Peters opførsel hæmmede kristendommens fremgang. — Ga 2:11-14.

Anden missionsrejse. (KORT, bd. 2, s. 747) Senere tænkte Paulus og Barnabas på at besøge brødrene i de byer hvor de havde forkyndt under deres første missionsrejse. Der opstod en strid om hvorvidt de skulle tage Johannes Markus med, i betragtning af at han havde forladt dem første gang, og striden resulterede i et brud mellem Paulus og Barnabas. Paulus valgte da Silas (Silvanus) og rejste gennem Syrien og ind i Lilleasien (ca. år 49-52). Her, åbenbart i Lystra, arrangerede Paulus at den unge Timoteus kunne rejse med ham, og omskar ham. (Apg 15:36–16:3) Omskærelse var ikke et krav til kristne, men hvis Timoteus, der var halvjøde, ikke var blevet omskåret, ville dette sikkert have gjort jøderne forudindtagede imod Paulus’ forkyndelse. Paulus fjernede derfor denne mulige hindring og handlede derved i overensstemmelse med det han senere skrev til korintherne: „Jeg er for jøderne blevet som en jøde.“ — 1Kor 9:20.

En aften i Troas ved Ægæerhavet fik Paulus et syn af en makedonisk mand som indtrængende bad ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ Idet han sluttede at det måtte være Guds vilje, rejste han med sine missionærpartnere og lægen Lukas til Makedonien i Europa. I Filippi, den førende by i Makedonien, blev Lydia og hendes husstand kristne. Da Paulus uddrev en dæmon af en pige så hun ikke længere kunne spå, blev han og Silas fængslet. Men et jordskælv befriede dem, og arrestforvareren og hans husstand blev kristne. På grund af sin stilling som romersk borger insisterede Paulus på at de øverste i byen personligt skulle komme og føre ham og Silas ud af fængselet. Efter at have opmuntret brødrene rejste Paulus og hans ledsagere videre igennem Amfipolis og Apollonia til Thessalonika, hvor der blev oprettet en menighed. De skinsyge jøder ophidsede imidlertid en pøbel imod Paulus. Af den grund sendte brødrene ham og Silas til Berøa. Også dér kom mange til troen, men på grund af vanskeligheder med jøder fra Thessalonika måtte Paulus rejse videre. — Apg 16:8–17:14.

Brødrene førte apostelen til Athen. Da han dér forkyndte på torvet, resulterede det i at han blev bragt til Areopagus. Hans forsvarstale fik dommeren Dionysius, et medlem af den domstol som trådte sammen dér, og andre til at tage imod kristendommen. (Apg 17:15-34) Derefter rejste Paulus til Korinth, hvor han flyttede ind hos et jødisk ægtepar, Akvila og Priskilla, og arbejdede sammen med dem som teltmager nogen tid hver dag. Det var efter alt at dømme i Korinth at Paulus skrev sine to breve til thessalonikerne. Efter at han havde undervist i Korinth i halvandet år og oprettet en menighed, anklagede jøderne ham over for prokonsulen Gallio, der dog afviste sagen. (Apg 18:1-17) Senere sejlede Paulus til Cæsarea og gjorde på vejen ophold i Efesus og forkyndte dér. Fra Cæsarea ’tog han op og hilste på menigheden’, hvilket utvivlsomt sigter til menigheden i Jerusalem, hvorefter han rejste til Antiochia i Syrien. (Apg 18:18-22) Det var muligvis under opholdet i Korinth eller måske nu i Antiochia at han skrev sit brev til galaterne.

Tredje missionsrejse. (KORT, bd. 2, s. 747) På sin tredje missionsrejse (ca. år 52-56) besøgte Paulus igen Efesus og arbejdede dér i omkring tre år. Fra Efesus skrev han sit første brev til korintherne og sendte øjensynlig Titus af sted for at hjælpe de kristne i Korinth. Efter nogle optøjer anstiftet af sølvsmeden Demetrius forlod Paulus Efesus og rejste til Makedonien. Da han gennem Titus fik nyheder fra Korinth, skrev han i Makedonien sit andet brev til korintherne. Før han forlod Europa med et bidrag fra brødrene i Makedonien og Achaia til de nødlidende kristne i Jerusalem, og højst sandsynligt mens han opholdt sig i Korinth, skrev han sit brev til romerne. — Apg 19:1–20:4; Ro 15:25, 26; 2Kor 2:12, 13; 7:5-7.

På vejen til Jerusalem holdt Paulus en tale i Troas og oprejste Eutykus, der havde slået sig ihjel da han faldt ud af et vindue. Han gjorde også ophold i Milet, hvor han mødtes med tilsynsmændene fra menigheden i Efesus og mindede dem om den tjeneste han havde udført i provinsen Asien, og tilskyndede dem til at følge hans eksempel. — Apg 20:6-38.

Arresteres. Under Paulus’ fortsatte rejse var der flere kristne profeter som forudsagde at han kunne vente at blive lagt i lænker i Jerusalem. (Apg 21:4-14; jf. 20:22, 23.) Deres profetier gik i opfyldelse. Mens Paulus var i templet for at rense sig ceremonielt, kom nogle jøder fra Asien og ophidsede pøbelen til at overfalde ham, men romerske soldater greb ind og reddede ham. (Apg 21:26-33) På vej op ad trappen til soldaternes kvarter fik Paulus lov til at tale til jøderne. Så snart han nævnte at han havde fået det hverv at forkynde for hedninger, brød voldsomhederne ud igen. (Apg 21:34–22:22) Inde i bygningen blev Paulus strakt ud for at blive pisket da man ville finde ud af hvad han havde gjort. Men han undgik det ved at henvise til at han var romersk borger. Dagen efter kom Paulus’ sag for Sanhedrinet. Han indså åbenbart at hans sag ikke ville få en retfærdig behandling, og han prøvede derfor at skabe splid mellem farisæerne og saddukæerne ved at inddrage spørgsmålet om opstandelsen i sagen. Da han selv troede på opstandelsen og var „søn af farisæere“, omtalte han sig som farisæer, og på denne måde lykkedes det ham at sætte saddukæerne, som ikke troede på en opstandelse, op imod farisæerne, og omvendt. — Apg 22:23–23:10.

En sammensværgelse mod fangen Paulus gjorde det nødvendigt at overføre ham fra Jerusalem til Cæsarea. Nogle dage senere kom ypperstepræsten Ananias, nogle af jødernes ældste og Tertullus, en offentlig taler, til Cæsarea for at fremlægge deres sag mod Paulus for landshøvdingen Felix. De beskyldte ham for at ophidse til oprør og for forsøg på at vanhellige templet. Apostelen viste at der ikke var noget grundlag for deres anklager imod ham; men Felix, der håbede på at modtage bestikkelse, holdt Paulus i forvaring i to år. Da Felix blev afløst af Festus, fornyede jøderne deres anklager. Sagen blev genoptaget i Cæsarea, og for at undgå at den blev overført til Jerusalem, appellerede Paulus til kejseren. Efter at Paulus senere havde fremført sin sag for kong Herodes Agrippa II, blev han sammen med nogle andre fanger sendt til Rom. Det var omkring år 58. — Apg 23:12–27:1.

Første og andet fangenskab i Rom. Undervejs led Paulus og hans rejsefæller skibbrud og strandede på øen Malta. Efter at have overvintret dér ankom de endelig til Rom. (KORT, bd. 2, s. 750) Paulus fik lov til at bo i et hus han selv havde lejet, dog under bevogtning af soldater. Kort efter sin ankomst arrangerede Paulus et møde med jødernes ledende mænd, men kun nogle af dem kom til troen. I to år, fra omkring år 59 til 61, fortsatte apostelen med at forkynde for alle der kom til ham. (Apg 27:2–28:31) I denne periode skrev han sine breve til efeserne (4:1; 6:20), filipperne (1:7, 12-14), kolossenserne (4:18), Filemon (v. 9) og øjensynlig også til hebræerne. (BILLEDE, bd. 2, s. 750) Det ser ud til at kejser Nero fandt Paulus uskyldig og løslod ham. Paulus genoptog åbenbart sin missionærtjeneste sammen med Timoteus og Titus. Efter at have ladet Timoteus blive i Efesus og Titus på Kreta skrev Paulus, sandsynligvis fra Makedonien, breve til dem angående deres pligter. (1Ti 1:3; Tit 1:5) Det vides ikke om apostelen nåede at forkynde i Spanien før han for sidste gang blev fængslet i Rom. (Ro 15:24) Under dette sidste fangenskab (ca. år 65) skrev Paulus sit andet brev til Timoteus, hvori han antydede at hans død var nært forestående. (2Ti 4:6-8) Det var sandsynligvis kort tid derefter at Paulus led martyrdøden på kejser Neros befaling.

Et eksempel til efterfølgelse. Eftersom Paulus så trofast havde efterlignet Kristi eksempel, kunne han sige: „Bliv efterlignere af mig.“ (1Kor 4:16; 11:1; Flp 3:17) Paulus var vågen for at følge Guds ånds ledelse. (Apg 13:2-5; 16:9, 10) Han talte i oprigtighed, ikke som en der drev handel med Guds ord. (2Kor 2:17) Selv om han var veluddannet, prøvede han ikke at gøre indtryk på andre med sin tale (1Kor 2:1-5), og han søgte heller ikke at behage mennesker. (Ga 1:10) Han insisterede ikke på at gøre hvad han havde ret til, men tilpassede sig de mennesker han forkyndte for, og var forsigtig med ikke at bringe andre til snublen og fald. — 1Kor 9:19-26; 2Kor 6:3.

Paulus lagde nidkært alle sine kræfter i tjenesten; han rejste tusinder af kilometer over hav og land og oprettede mange menigheder i Europa og Lilleasien. Han behøvede således ingen anbefalingsbreve skrevet med blæk, men kunne pege på levende breve, mennesker som var kommet til troen ved hans indsats. (2Kor 3:1-3) Dog indrømmede han ydmygt at han kun var en træl (Flp 1:1) der havde pligt til at forkynde den gode nyhed. (1Kor 9:16) Han tog ikke selv æren, men lod al ære gå til Gud som den der giver vækst (1Kor 3:5-9), og som havde gjort ham tilstrækkelig egnet til tjenesten. (2Kor 3:5, 6) Apostelen satte stor pris på sin tjeneste; han ærede den, og han betragtede det som et udtryk for Guds og hans søns barmhjertighed at han var i denne tjeneste. (Ro 11:13; 2Kor 4:1; 1Ti 1:12, 13) Til Timoteus skrev han: „Grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus på mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, som et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ — 1Ti 1:16.

Eftersom Paulus tidligere havde forfulgt de kristne, regnede han ikke sig selv for god nok til at blive kaldt apostel, og han erkendte at han kun var det ved Guds ufortjente godhed. Da han ikke ønskede at det skulle være forgæves at han havde modtaget denne ufortjente godhed, sled han mere end de andre apostle. Han indså dog at det kun var ved Guds ufortjente godhed at han kunne gennemføre sin tjeneste. (1Kor 15:9, 10) „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft,“ skrev han. (Flp 4:13) Han udholdt meget, men klagede ikke. Idet han sammenlignede sine egne erfaringer med andres, skrev han (omkring år 55): „Med mere slid, med mere tid i fængsler, med slag i overmål, ofte døden nær. Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag på ét nær, tre gange er jeg blevet slået med stokke, én gang er jeg blevet stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt i dybet; ofte på rejser, i farer fra floder, i farer fra røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra folk fra nationerne, i farer i byen, i farer i ørkenen, i farer på havet, i farer blandt falske brødre, i slid og slæb, ofte i søvnløse nætter, i sult og tørst, ofte i perioder med faste, i kulde og nøgenhed. Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne.“ (2Kor 11:23-28; 6:4-10; 7:5) Foruden alt dette og mere til i de følgende år måtte Paulus udholde „en torn i kødet“. (2Kor 12:7) Dette kan have været en øjensygdom eller en anden lidelse. — Jf. Apg 23:1-5; Ga 4:15; 6:11.

Som ufuldkommen erfarede Paulus en stadig konflikt mellem sindet og det syndige kød. (Ro 7:21-24) Men han gav ikke op. Han sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1Kor 9:27) Paulus holdt sig altid den herlige sejrspris — udødeligt liv i himmelen — for øje. Han regnede al den lidelse han måtte udholde, for intet i sammenligning med den herlighed hvormed han ville blive belønnet for sin trofasthed. (Ro 8:18; Flp 3:6-14) Derfor kunne han, øjensynlig kort før sin død, skrive: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ — 2Ti 4:7, 8.

Som inspireret apostel havde Paulus myndighed til at udstede befalinger og give retningslinjer, og det gjorde han. (1Kor 14:37; 16:1; Kol 4:10; 1Ts 4:2, 11; jf. 1Ti 4:11.) Men han foretrak at appellere til brødrene på grundlag af kærlighed, idet han henviste til „Guds inderlige barmhjertighed“ og „Messias’ mildhed og venlighed“. (Ro 12:1; 2Kor 6:11-13; 8:8; 10:1; Flm 8, 9) Han var mild og gav udtryk for inderlig hengivenhed over for sine medkristne idet han vejledte og trøstede dem som en fader. (1Ts 2:7, 8, 11, 12) Selv om han var berettiget til at modtage materiel støtte fra brødrene, valgte han at arbejde med sine hænder for ikke at ligge dem til byrde. (Apg 20:33-35; 1Kor 9:18; 1Ts 2:6, 9) Paulus blev derfor knyttet med broderkærlighedens nære bånd til dem han tjente for. Da tilsynsmændene i Efesus erfarede at de måske ikke ville få ham at se mere, berørte det dem så smerteligt at de græd. (Apg 20:37, 38) Paulus var stærkt optaget af sine medkristnes åndelige velfærd og ønskede at gøre alt hvad han kunne for at hjælpe dem til at befæste deres himmelske kaldelse. (Ro 1:11; 15:15, 16; Kol 2:1, 2) Han huskede dem altid i sine bønner. (Ro 1:8, 9; 2Kor 13:7; Ef 3:14-19; Flp 1:3-5, 9-11; Kol 1:3, 9-12; 1Ts 1:2, 3; 2Ts 1:3) Og han anmodede om at de også ville bede for ham. (Ro 15:30-32; 2Kor 1:11) Han hentede også opmuntring i sine medkristnes tro. (Ro 1:12) På den anden side stod Paulus fast på det der var ret, og tøvede ikke med at irettesætte selv en medapostel når det var nødvendigt for at fremme den gode nyhed. — 1Kor 5:1-13; Ga 2:11-14.

Var Paulus en af de 12 apostle?

Selv om Paulus var overbevist om at han var apostel og også havde beviser for det, regnede han sig aldrig blandt „de tolv“. Før Pinsedagen havde de kristne, som følge af Peters redegørelse ud fra Skrifterne, søgt en erstatning for den utro Judas Iskariot. Der blev udvalgt to disciple som mulige afløsere, måske ved en afstemning blandt de mandlige medlemmer af menigheden (Peter havde tiltalt dem som „mænd, brødre“; Apg 1:16). Derefter bad de til Jehova Gud (sml. Apg 1:24 med 1Sa 16:7; Apg 15:7, 8) om at han ville udpege den af de to som han havde valgt til at erstatte den utro apostel. Efter deres bøn kastede de lod, og „loddet faldt på Mattias“. — Apg 1:15-26; jf. Ord 16:33.

Der er ingen grund til at tvivle på at Mattias var udvalgt af Gud. Det er rigtigt at Paulus efter sin omvendelse blev meget fremtrædende, og at hans indsats overgik de andre apostles. (1Kor 15:9, 10) Men intet tyder på at Paulus var personligt forudbestemt til et apostelhverv, sådan at Gud så at sige undlod at reagere på den kristne forsamlings bøn og holdt Judas’ plads åben indtil Paulus blev omvendt, og at udnævnelsen af Mattias således kom til at stå for menighedens egen regning. Der er tværtimod tydelige vidnesbyrd om at Mattias blev indsat af Gud som Judas’ efterfølger.

Udgydelsen af den hellige ånd på Pinsedagen gav apostlene usædvanlige evner. Ifølge Bibelen var kun de i stand til at lægge hænderne på nydøbte og give dem åndens mirakuløse gaver. (Se APOSTEL [Mirakuløse evner].) Hvis Mattias ikke var blevet udvalgt af Gud, ville han ikke have haft disse mirakuløse evner, og så ville alle have bemærket det. Som den bibelske beretning viser, havde han imidlertid disse evner. Lukas, der skrev Apostelgerninger, var fra tid til anden Paulus’ rejseledsager og medarbejder på missionsrejserne, og der er derfor ingen tvivl om at bogen Apostelgerninger afspejler og stemmer med Paulus’ egen opfattelse. I denne bog siges der at „de tolv“ udvalgte de syv mænd der skulle stå for uddelingen af mad ved bordene. Dette fandt sted efter pinsen i år 33, men før Paulus’ omvendelse. Mattias anerkendes således her som en af „de tolv“, og som apostel var han med til at lægge hænderne på de syv udvalgte mænd. — Apg 6:1-6.

Hvis navn står da blandt navnene på det ny Jerusalems „tolv grundsten“ i Johannes’ syn — Mattias’ eller Paulus’? (Åb 21:2, 14) Man kunne ræsonnere at der er noget der taler for Paulus’ navn som det mest sandsynlige. Ved sin tjeneste, og navnlig ved at skrive en stor del af De Kristne Græske Skrifter (idet 14 breve tilskrives ham), bidrog han i høj grad til den kristne menigheds fremgang og vækst. I disse henseender ’overstrålede’ Paulus Mattias, som ikke mere nævnes ved navn efter Apostelgerninger, kapitel 1.

Men en nøgtern overvejelse vil vise at Paulus også ’overstrålede’ mange af de oprindelige 12 apostle, hvoraf nogle næsten udelukkende omtales i listerne over apostlenes navne. Da Paulus blev omvendt, var det mindst et år siden den kristne menighed, det åndelige Israel, var blevet oprettet, eller grundlagt. Desuden blev Paulus’ første kanoniske brev åbenbart først skrevet omkring år 50 (se THESSALONIKERBREVENE), det vil sige hele 17 år efter det nye åndelige Israels grundlæggelse på pinsedagen år 33. Når man hertil føjer de argumenter der er fremført tidligere i denne artikel, står svaret klart. Det synes således rimeligt at antage at det valg Gud oprindelig havde truffet da han udvalgte Mattias som Judas’ efterfølger og som en af ’Lammets tolv apostle’, stod fast og ikke blev ændret ved Paulus’ senere apostelhverv.

Hvad var da formålet med Paulus’ apostelhverv? Jesus gav udtryk for at det tjente et bestemt formål: Paulus skulle ikke erstatte Judas, men tjene som ’apostel [en der er udsendt] for nationerne’ (Apg 9:4-6, 15), og Paulus erkendte selv at dette var formålet med hans apostelhverv. (Ga 1:15, 16; 2:7, 8; Ro 1:5; 1Ti 2:7) Der var altså ikke behov for at hans apostelhverv skulle tjene som grundvold da det åndelige Israel blev til på pinsedagen i år 33.