Apostlenes Gerninger 27:1-44

27  Efter at det var besluttet at vi skulle sejle til Italien,+ overgav man Paulus og nogle andre fanger til en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling.*  Vi gik ombord på et skib fra Adramyttion der skulle anløbe havne langs provinsen Asiens* kyst, og sejlede ud. Aristark,+ en makedonier fra Thessalonika, var med os.  Næste dag lagde vi til i Sidon, og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at besøge sine venner så de kunne tage sig af ham.  Da vi lagde ud derfra, sejlede vi i læ af Cypern, for vi havde modvind.  Derefter sejlede vi over det åbne hav langs Kilikien og Pamfylien og lagde til i Myra i Lykien.  Dér fandt officeren et skib fra Alexandria som skulle til Italien, og han fik os ombord på det.  Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage, kom vi med besvær til Knidos. Fordi vinden ikke lod os komme frem, sejlede vi i læ af Kreta ud for Salmone.  Og med besvær fortsatte vi langs kysten og kom til et sted der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa.  Der var nu gået et godt stykke tid, og det var farligt at sejle, for selv forsoningsdagsfasten+ var allerede ovre, så Paulus kom med et forslag 10  til dem: “Mænd, jeg kan se at sejladsen vil medføre skade og store tab for både lasten og skibet. Ja, også vores liv vil gå tabt.” 11  Men officeren lyttede mere til kaptajnen og skibets ejer end til Paulus. 12  Eftersom havnen var uegnet til at overvintre i, rådede de fleste til at man skulle sejle derfra og se om man på en eller anden måde kunne nå frem og overvintre i Fønix, en havn på Kreta som vender mod nordøst og mod sydøst. 13  En svag sydlig vind blæste op, så de troede at de havde nået deres mål, og de lettede anker og begyndte at sejle langs Kreta tæt på kysten. 14  Men kort efter fór en voldsom vind kaldet Eurakvilo hen over øen. 15  Skibet blev nu revet med og kunne ikke holde forstavnen mod vinden. Vi gav derfor op og lod os drive. 16  Så kom vi i læ af den lille ø Kauda, og alligevel havde vi svært ved at bjærge jollen ved agterstavnen. 17  Og efter at de havde hejst den ombord, surrede de tov under skibet for at forstærke skroget, og af frygt for at løbe på grund i Syrtebugten firede de sejlet ned og lod sig drive. 18  Eftersom vi blev kastet omkring af stormen, begyndte de dagen efter at kaste last over bord for at lette skibet.+ 19  Den tredje dag kastede de rigningen over bord. 20  Hverken sol eller stjerner havde vist sig i flere dage, og en voldsom storm rasede over os, så til sidst begyndte man at opgive håbet om at vi ville blive reddet. 21  Efter at man i lang tid ikke havde spist, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: “Mænd, hvis I havde lyttet til mit råd og ikke var sejlet ud fra Kreta, ville I have undgået disse skader og tab.+ 22  Alligevel tilskynder jeg jer til ikke at give op, for ikke én af jer vil gå tabt, kun skibet. 23  I nat stod en engel+ fra den Gud som jeg tilhører og tilbeder, hos mig 24  og sagde: ‘Vær ikke bange, Paulus. Du skal komme til at stå foran kejseren,+ og for din skyld vil Gud redde dem der sejler sammen med dig.’ 25  Giv derfor ikke op, mænd, for jeg tror på at Gud vil gøre nøjagtigt som englen har sagt til mig. 26  Vi skal imidlertid strande på en ø.”+ 27  Det var nu den 14. nat, og mens vi blev kastet omkring på Adriaterhavet, fik sømændene ved midnatstid på fornemmelsen at de nærmede sig land. 28  De loddede dybden og målte 20 favne. Lidt længere fremme loddede de igen dybden og målte 15 favne. 29  Af frygt for at vi skulle sejle på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede blot at det blev dag. 30  Men sømændene forsøgte at slippe væk fra skibet og firede jollen ned i vandet og lod som om de ville lægge ankre ud fra forstavnen, 31  så Paulus sagde til officeren og soldaterne: “Hvis ikke de mænd bliver ombord på skibet, kan I ikke blive reddet.”+ 32  Så kappede soldaterne jollens reb og lod den falde. 33  Nu begyndte det at blive lyst, og Paulus tilskyndede alle til at spise: “Nu har I ventet bekymret i 14 dage, og i al den tid har I slet ikke spist. 34  I skal derfor spise noget. Det er vigtigt for at I kan blive reddet, for ikke en eneste af jer skal miste så meget som et hår på sit hoved.” 35  Efter at have sagt det tog han noget brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36  Alle fik nu nyt mod og begyndte også at spise. 37  I alt var vi 276 på skibet. 38  De spiste sig mætte, og bagefter lettede de skibet ved at kaste hveden i havet.+ 39  Da det blev dag, kunne de ikke genkende landet,+ men de så en bugt med sandstrand og besluttede at sætte skibet på grund dér hvis de kunne. 40  Så kappede de ankrene og lod dem falde i havet. Samtidig løste de tovene på styreårerne, og efter at have hejst forsejlet lod de vinden føre skibet ind mod stranden. 41  Da de ramte en revle med dybt vand til begge sider, løb de skibet på grund, og forstavnen borede sig fast og blev urokkeligt stående, men agterstavnen blev slået i stykker af bølgerne.+ 42  Så besluttede soldaterne at dræbe fangerne for at ingen skulle svømme væk og flygte. 43  Men officeren var besluttet på at bringe Paulus sikkert frem og hindrede dem i at udføre deres plan. Han befalede at de der kunne svømme, skulle springe i havet og søge i land først. 44  De andre skulle følge efter, nogle på planker og andre på vragdele fra skibet. Og sådan kom alle sikkert i land.+

Fodnoter

Bogst.: “Augustus’ enhed”.
Eller “Lilleasiens”.

Studienoter

vi: Frem til ApG 16:9 er fortællingen i Apostlenes Gerninger udelukkende holdt i tredje person, dvs. at skribenten Lukas kun genfortæller hvad andre sagde og gjorde. Her i ApG 16:10 sker der imidlertid et stilskifte, og Lukas tager nu sig selv med i beretningen. Fra dette tidspunkt anvender han stedordene “vi” og “os” i de dele af bogen hvor han åbenbart fulgtes med Paulus og hans rejsefæller. (Se studienote til ApG 1:1 og “Introduktion til Apostlenes Gerninger”). Lukas rejste sammen med Paulus fra Troas til Filippi omkring år 50 e.v.t., men da Paulus forlod Filippi, var Lukas ikke længere sammen med ham. – ApG 16:10-17, 40; se studienoter til ApG 20:5; 27:1.

os: Lukas bruger ordet “os” og indikerer på den måde at han mødtes med Paulus i Filippi, hvor de tidligere havde taget afsked med hinanden. (ApG 16:10-17, 40) Herefter fulgtes de ad på rejsen fra Filippi til Jerusalem, hvor Paulus senere blev arresteret. (ApG 20:5 – 21:18, 33) Det er anden gang i Apostlenes Gerninger at Lukas tager sig selv med i beretningen. – Se studienoter til ApG 16:10; 27:1.

vi: Som det fremgår af studienoterne til ApG 16:10 og 20:5 indeholder Apostlenes Gerninger passager hvor skribenten Lukas bruger stedord i første person flertal, såsom “vi” og “os” (ApG 27:20), når han omtaler begivenheder. Det indikerer at Lukas ledsagede Paulus på dele af nogle af hans rejser. Den del af Apostlenes Gerninger som begynder her og slutter i ApG 28:16, indeholder sådanne stedord, hvilket viser at Lukas rejste med Paulus til Rom.

en officer: Eller “en centurion”. En centurion havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær.

venligt: Eller “humant (menneskekærligt)”. Det græske ord filanthropos og det beslægtede ord filanthropia hentyder til det at have kærlig omsorg og interesse for mennesker. Efter at have sejlet en hel dag og tilbagelagt en strækning på omkring 110 km mod N lagde skibet til i Sidon på den syriske kyst. Officeren Julius behandlede tilsyneladende ikke Paulus som en almindelig forbryder, måske fordi Paulus var romersk statsborger og ikke var blevet kendt skyldig. – ApG 22:27, 28; 26:31, 32.

et skib: Et skib der fragtede hvede. (ApG 27:37, 38) På den tid kom størstedelen af Roms forsyning af korn fra Egypten. Egyptiske hvedefragtskibe lagde til i Myra, en stor by tæt på kysten i det sydvestlige Lilleasien. Officeren Julius fandt sådan et skib og gik ombord på det sammen med soldaterne og fangerne. Dette skib må have været meget større end det skib de rejste med på den første del af turen. (ApG 27:1-3) Skibet fragtede en værdifuld last af hvede samt 276 passagerer – besætningen, soldaterne, fangerne og højst sandsynligt andre der skulle til Rom. Myra lå lige N for den egyptiske by Alexandria og har måske ligget på den normale sejlrute herfra. Det kan også være at modvinden (ApG 27:4, 7) havde tvunget skibet fra Alexandria til at ændre kurs og ankre op ved Myra. – Se Tillæg B13.

forsoningsdagsfasten: Eller “efterårsfasten”. Bogst.: “fasten”. Det græske ord for “fasten” henviser til den eneste faste Moseloven krævede, dvs. fasten i forbindelse med den årlige forsoningsdag, også kaldet yom kippur (hebraisk: jom hakkippurim, “tildækningernes dag”). (3Mo 16:29-31; 23:26-32; 4Mo 29:7; se Ordforklaring: “Forsoningsdagen”). Udtrykket “I [skal] vise at I er bedrøvet over jeres synder”, der blev brugt i forbindelse med forsoningsdagen, forstås almindeligvis som forskellige former for selvfornægtelse, inklusive faste. (3Mo 16:29, fdn.) Brugen af udtrykket “forsoningsdagsfasten” i ApG 27:9 understøtter tanken om at den primære form for selvfornægtelse på forsoningsdagen var faste. Forsoningsdagsfasten faldt i slutningen af september eller begyndelsen af oktober.

liv: Eller “sjæle”. Det græske ord psyche henviser her til en person eller det liv som en person har. – Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

Eurakvilo: Græsk: Eurakylon; latin: euroaquilo. Dvs. en vind fra NØ der af sømænd fra Malta var kendt som “gregalen”, og som var den voldsomste vind på Middelhavet. Den ville være ekstremt farlig for et skib med store sejl, der let kunne kæntre i sådan et stormvejr.

jollen: Det græske ord skafe henviser til en lille hjælpebåd der blev slæbt efter et skib eller var ombord på et større skib. Den kunne bruges til at komme i land når skibet lå for anker nær kysten, til at losse skibet eller til at hjælpe med at vende skibet. Ved en nødsituation kunne den også bruges som redningsbåd. For at jollen ikke skulle blive fyldt med vand eller ødelagt når det stormede, blev den halet op af vandet og fastgjort til skibet.

Syrtebugten: Det græske navn Syrtis kommer af en rod der betyder “at slæbe”. Syrte var navnet på to havbugter på Afrikas nordkyst (det der i dag er Libyens kyst). Bugten mod V (mellem det nuværende Tunis og Tripoli) kaldtes Lille Syrte (nu Gabèsbugten). Mod Ø var Store Syrte, der hedder det samme i dag. Oldtidens søfolk frygtede disse bugter på grund af de uforudsigelige sandbanker der hele tiden ændrede form som følge af tidevandet. Strabon, en græsk geograf i det første århundrede e.v.t., sagde om skibe der stødte på grund her: “Det er sjældent at en båd slipper fri igen.” (Geographica, 17, III, 20) Josefus sagde at bare navnet Syrte indgød rædsel hos dem der hørte det. – Den Jødiske Krig, 2.16.4; se Tillæg B13.

en voldsom storm: Bogst.: “en ikke lille storm”. Det græske udtryk henviser til en kraftig storm. På Paulus’ tid navigerede søfolk efter solen eller stjernerne, så hvis det var overskyet, ville det være svært for dem at finde vej.

for ikke én af jer vil gå tabt: Eller “for ikke ét liv (én sjæl) iblandt jer skal gå tabt”. Det græske ord psyche henviser her til en person eller det liv som en person har. – Se Ordforklaring: “Sjæl” og Tillæg A2.

udføre hellig tjeneste for ham: Det græske udsagnsord latreuo har grundbetydningen “at tjene”. Sådan som ordet bruges i Bibelen, refererer det almindeligvis til at tjene Gud, eller til at udføre tjeneste i forbindelse med tilbedelsen af Gud (Mt 4:10; Lu 2:37; 4:8; ApG 7:7; Ro 1:9; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3), for eksempel i helligdommen eller i templet (He 8:5; 9:9; 10:2; 13:10). Derfor kan udtrykket i nogle sammenhænge også gengives med “at tilbede”. I nogle få tilfælde bruges det i forbindelse med falsk tilbedelse – om det at tjene eller tilbede noget der er skabt. (ApG 7:42; Ro 1:25) I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J14-17 i Tillæg C4) står der “tjene (tilbede) Jehova”.

tilbeder: Eller “yder hellig tjeneste (tjener)”. – Se studienote til ApG 26:7.

Adriaterhavet: På Paulus’ tid dækkede dette navn over et havområde der var større end det der i dag kaldes Adriaterhavet. Ifølge den græske geograf Strabon fik havet navn efter byen Atria, der lå ved Po-flodens munding i det der nu kaldes Golfo di Venezia. (Geographica, 5, I, 8) Den nuværende italienske by Adria ligger et stykke inde i landet. Det ser ud til at navnet Adriaterhavet til at begynde med blev anvendt om farvandet nær oldtidsbyen Atria, men med tiden også kom til at omfatte hele det nuværende Adriaterhav, Det Joniske Hav og den del af Middelhavet der ligger Ø for Sicilien (og Malta) og V for Kreta. – Se Tillæg B13.

20 favne: Ca. 36 m. En favn er en måleenhed der blev brugt til at angive vanddybder med. En favn anses almindeligvis for at være lig med fire alen (ca. 1,8 m) og svarer omtrent til den afstand man kan spænde over med udstrakte arme. Det græske ord for “favn” (orguia) kommer af et udsagnsord der betyder “at udstrække; at række”. – Se Tillæg B14.

15 favne: Ca. 27 m. – Se studienote til 20 favne i dette vers og Tillæg B14.

276: Nogle håndskrifter oplyser et andet antal passagerer, men tallet 276 findes i mange håndskrifter og er accepteret af de fleste bibelforskere. Datidens skibe kunne godt have så mange passagerer med. Josefus beretter at et skib med omkring 600 mennesker ombord led skibbrud på vej til Rom.

Medieindhold

Apostlenes Gerninger – Paulus’ rejse til Rom og hans første fangenskab der (ApG 27:1 – 28:31)
Apostlenes Gerninger – Paulus’ rejse til Rom og hans første fangenskab der (ApG 27:1 – 28:31)

Begivenhederne står i kronologisk rækkefølge

1. Efter at have tilbragt to år i fængsel i Cæsarea går Paulus, der stadig er fange, ombord på et skib og begynder på rejsen mod Rom (ApG 27:1, 2)

2. Paulus og hans rejsefæller ankommer til Sidon. Paulus får tilladelse til at mødes med brødrene der (ApG 27:3)

3. Paulus rejser videre med et skib der sejler i læ af Cypern, over det åbne hav langs Kilikien og Pamfylien for derefter at lægge til i Myra i Lykien (ApG 27:4, 5)

4. I Myra går Paulus ombord på et kornskib fra Alexandria. Skibet ankommer med besvær til Knidos og sejler derefter i læ af Kreta ud for Salmone (ApG 27:6, 7)

5. Trods besvær sejler Paulus og hans rejsefæller fortsat langs Kretas kyst og ankommer til Gode Havne (ApG 27:8)

6. Skibet bliver et godt stykke tid i Gode Havne. Man beslutter at sejle videre fra Gode Havne mod Fønix, en anden havn på Kreta (ApG 27:9-13)

7. Efter at skibet har sejlet i kort tid, bryder en voldsom vind fra NØ, Eurakvilo, løs. Man lader skibet drive (ApG 27:14, 15)

8. Skibet kommer i læ af øen Kauda. Sømændene frygter at skibet vil løbe på grund på sandbankerne i Syrtebugten (ApG 27:16, 17)

9. En engel viser sig for Paulus og fortæller ham at han vil komme til at stå foran kejseren. Paulus forsikrer dem han rejser sammen med, om at alle vil overleve (ApG 27:22-25)

10. Skibbrud på Malta (ApG 27:39-44; 28:1)

11. Folk på Malta viser en usædvanlig venlighed. Paulus helbreder Publius’ far (ApG 28:2, 7, 8)

12. Efter at være gået ombord på et skib fra Alexandria der har overvintret på Malta, sejler Paulus til Syrakus og derefter til Regium (ApG 28:11-13a)

13. Paulus ankommer til Puteoli. Brødrene tager godt imod ham (ApG 28:13b, 14)

14. Brødre fra Rom mødes med Paulus ved Appius’ Torv og De Tre Kroer (ApG 28:15)

15. Paulus ankommer til Rom. Han får lov til at bo i et hus sammen med en soldat der skal bevogte ham (ApG 28:16)

16. Paulus forkynder for jøder i Rom. I de næste to år forkynder han frimodigt for alle der kommer til ham (ApG 28:17, 18, 21-31)

Handelsskib fra det første århundrede
Handelsskib fra det første århundrede

I det første århundrede e.v.t. var der rigtig mange handelsskibe af forskellige typer der sejlede i rutefart i Middelhavet. Nogle af dem var kystskibe, som for eksempel det skib fra Adramyttion som Paulus sejlede med som fange fra Cæsarea til Myra. (ApG 27:2-5) Det skib som Paulus steg på i Myra, ligner det der er illustreret her, og var et stort fragtskib med en last af hvede, og besætningen og passagererne udgjorde i alt 276 personer. (ApG 27:37, 38) Det havde sandsynligvis et storsejl og et forsejl og blev sikkert styret ved hjælp af to store årer i agterstavnen. Ofte var der på disse skibe en galionsfigur der forestillede en gud eller gudinde.

1. Handelsskib

2. Fiskerbåd fra Galilæa

Et anker af træ og metal
Et anker af træ og metal

1. Stok

2. Skaft

3. Flig

4. Arm

5. Bånd

I beretningen om Paulus’ sørejse til Rom bliver ankre flere gange nævnt. (ApG 27:13, 29, 30, 40) I fortiden var ankrene tilsyneladende stenvægte eller andre simple anordninger. Men på Paulus’ tid havde man udviklet nogle mere avancerede ankre. Her ses en tegning af et stokanker som var almindeligt i romertiden. Denne type ankre var normalt lavet af metal og træ. Den tunge stok, der typisk var af bly, tyngede ankret ned, og en af ankrets arme gravede sig ned i havbunden. Store skibe havde ofte flere ankre. (ApG 27:29, 30) Man har fundet et anker nær Kyrene ved den afrikanske kyst som vejede omkring 550 kg, og det giver endnu mere vægt til Paulus’ ord: “Dette håb har vi som et anker for sjælen.” – He 6:19.

Dybdemåler
Dybdemåler

Disse lodder (1), der varierede i form og størrelse, er blandt de ældste kendte nautiske instrumenter. De blev bundet fast til et reb og kastet over bord fra siden af skibet. Når loddet ramte havbunden, kunne en sømand måle hvor dybt der var under skibet (2). Undersiden af loddet blev smurt med et lag fedt så man kunne opsamle eksempelvis småsten og sand fra bunden. På den måde kunne sømanden undersøge hvilken type bund der var i det pågældende område. Lodderne kunne være lavet af forskellige materialer men var oftest af bly. Derfor er det interessant at det græske udsagnsord for ‘at lodde’, der er brugt i ApG 27:28, bogstaveligt betyder “at hive blyet”.

1. Lod

2. Reb