Apostlenes Gerninger 22:1-30

22  “Brødre og fædre, hør nu hvad jeg har at sige til mit forsvar.”+  Da de hørte at han talte til dem på hebraisk, blev de endnu mere stille, og han sagde:  “Jeg er jøde,+ født i Tarsus i Kilikien,+ men undervist personligt af Gamaliel+ i denne by, oplært til at følge vores forfædres Lov+ til punkt og prikke og lige så ivrig i tjenesten for Gud som I alle er det i dag.+  Jeg forfulgte dem der følger denne Vej, og bandt både mænd og kvinder, overgav dem til fængsler og fik nogle af dem slået ihjel.+  Det kan ypperstepræsten og hele forsamlingen af ældste bekræfte. De gav mig også breve med til brødrene i Damaskus, og jeg var på vej for at føre folk derfra til Jerusalem i lænker så de kunne blive straffet.  Men da jeg på min rejse nærmede mig Damaskus, ved middagstid, strålede der pludselig fra himlen et stærkt lys omkring mig,+  og jeg faldt til jorden og hørte en stemme der sagde: ‘Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig?’  Jeg svarede: ‘Hvem er du, Herre?’ Og han sagde til mig: ‘Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.’  De der var sammen med mig, så også lyset, men de hørte ikke den stemme som talte til mig.+ 10  Så spurgte jeg: ‘Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Herren svarede mig: ‘Rejs dig, gå ind i Damaskus. Der vil du få fortalt alt det der er blevet bestemt at du skal gøre.’+ 11  Og fordi jeg ikke kunne se noget på grund af lysglansen, tog mine ledsagere mig ved hånden, og jeg kom så til Damaskus. 12  Der var der en mand som hed Ananias.+ Han var en gudfrygtig mand der fulgte Loven og havde et godt omdømme blandt alle de jøder som boede der. 13  Han kom hen til mig, stillede sig foran mig og sagde: ‘Bror Saulus,* bliv seende igen!’ Og i samme øjeblik kiggede jeg op og så ham.+ 14  Han sagde: ‘Vores forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og se den retfærdige+ og høre hans stemme, 15  for du skal være et vidne for ham og fortælle alle om det du har set og hørt.+ 16  Så hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt, og få dine synder vasket bort+ ved at påkalde hans navn.’+ 17  Men da jeg var vendt tilbage til Jerusalem+ og bad i templet, faldt jeg i trance 18  og så Herren. Han sagde til mig: ‘Skynd dig, kom hurtigt ud af Jerusalem, for de vil ikke acceptere det du forkynder om mig.’+ 19  Og jeg sagde: ‘Herre, de ved da at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle og piske dem der troede på dig.+ 20  Og mens dit vidne Stefanus blev slået ihjel, stod jeg ved siden af og billigede det der skete, og jeg passede på hans drabsmænds yderklæder.’+ 21  Og alligevel sagde han til mig: ‘Gå, for jeg vil sende dig ud til nationer langt væk.’”+ 22  Indtil da havde de hørt på ham. Men nu råbte de: “Væk fra jorden med sådan en som ham, for han skal ikke leve!” 23  De råbte højt og smed om sig med deres yderklæder og kastede støv op i luften,+ 24  og derfor befalede kommandanten at Paulus skulle føres ind i soldaternes kvarter, og sagde at han skulle forhøres under piskeslag så han kunne få at vide nøjagtigt hvorfor de råbte sådan om ham. 25  Men da de havde strakt Paulus ud for at piske ham, spurgte han officeren som stod der: “Har I lov til at piske en romer som ikke er blevet dømt?”*+ 26  Da officeren hørte det, gik han til kommandanten, aflagde rapport og sagde: “Hvad vil du gøre? Manden er jo romer.” 27  Kommandanten kom så hen til Paulus og spurgte: “Sig mig, er du romer?” “Ja,” svarede han. 28  Kommandanten sagde: “Jeg har købt denne borgerret for en stor sum penge.” “Jeg er født med den,” sagde Paulus.+ 29  Straks trådte de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham, og kommandanten blev bange da det gik op for ham at Paulus var romer, for han havde givet ordre til at han skulle lægges i lænker.+ 30  Næste dag løste han Paulus fra lænkerne og befalede de øverste præster og hele Sanhedrinet at samles, for han ville gerne vide hvorfor jøderne anklagede ham. Så førte han Paulus derhen og stillede ham foran dem.+

Fodnoter

Eller “Saul, Saul”.
Eller “Saul”.
Eller “som ikke har været stillet for retten”.

Studienoter

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

på hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

Gamaliel: En lovlærer der omtales to gange i Apostlenes Gerninger, her og i ApG 22:3. Man mener at han er den samme som Gamaliel den Ældre, der er kendt fra ikkebibelske kilder. Gamaliel var sønnesøn, eller måske søn, af Hillel den Ældre, som tilskrives æren for grundlæggelsen af en mere liberal anskuelse inden for farisæisme. Folk havde så stor respekt for Gamaliel at han siges at være den første der fik ærestitlen “rabban”. Han fik stor indflydelse på datidens jødiske samfund fordi han oplærte mange sønner af farisæere, som for eksempel Saulus fra Tarsus. (ApG 22:3; 23:6; 26:4, 5; Ga 1:13, 14) Han fortolkede ofte Loven og traditionerne på en forholdsvis tolerant måde. Han siges for eksempel at have vedtaget love der beskyttede kvinder mod hensynsløse ægtemænd og enker mod hensynsløse børn. Man mener også at han argumenterede for at fattige ikkejøder skulle have samme rettigheder til at sanke afgrøder som fattige jøder. Denne tolerante holdning skinner også igennem i den måde Gamaliel behandlede Peter og de andre apostle på. (ApG 5:35-39) Rabbinske optegnelser viser imidlertid at Gamaliel lagde mere vægt på den rabbinske overlevering end på De Hellige Skrifter. Så samlet set var hans lære meget lig den som hans rabbinske forfædre og datidens religiøse ledere førte. – Mt 15:3-9; 2Ti 3:16, 17; se Ordforklaring: “Farisæere”; “Sanhedrinet”.

Gamaliel: En lovlærer der omtales to gange i Apostlenes Gerninger, her og i ApG 5:34. – Se studienote til ApG 5:34.

deres sanhedrinsal: Eller “deres sanhedrin”. Sanhedrinet var den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “sanhedrinsal” eller “sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. Det græske ord kan referere til de mennesker der udgjorde domstolen, eller til bygningen eller det sted hvor den havde sæde. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring: “Sanhedrinet”; se også Tillæg B12 for at se hvor sanhedrinsalen muligvis lå.

forsamlingen af ældste: Eller “ældsterådet”. Det græske ord presbyterion, som forekommer i dette vers, er beslægtet med ordet presbyteros (bogst.: “ældre mand”), som i Bibelen hovedsageligt henviser til dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Nogle gange henviser udtrykket til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25 og ApG 2:17), men det bruges ikke kun om dem der er højt oppe i årene. Udtrykket “forsamling af ældste” refererer åbenbart her til Sanhedrinet, den jødiske højesteret i Jerusalem, som bestod af de øverste præster, de skriftlærde og de ældste. Disse tre grupper nævnes ofte sammen. – Mt 16:21; 27:41; Mr 8:31; 11:27; 14:43, 53; 15:1; Lu 9:22; 20:1; se studienote til Lu 22:66.

fra Nazaret: Eller “nazaræeren”. Et beskrivende tilnavn der blev brugt om Jesus, og senere om hans disciple. (ApG 24:5) Blandt jøderne var Jesus et udbredt egennavn, og derfor var det almindeligt at tilføje en ekstra identifikation. På Bibelens tid var det skik og brug at man forbandt folk med det sted de kom fra. (2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-39; Na 1:1; ApG 13:1; 21:29) Jesus voksede op i byen Nazaret i Galilæa og boede der det meste af sit liv, og det var derfor naturligt at bruge dette udtryk om ham. Ved forskellige lejligheder og af forskellige personer blev han ofte kaldt “Jesus fra Nazaret”. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Jesus accepterede tilnavnet og brugte det også selv. (Joh 18:5-8; ApG 22:6-8) På det skilt Pilatus placerede på torturpælen, skrev han følgende tekst på hebraisk, latin og græsk: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ofte Jesus som nazaræeren eller som en der kom fra Nazaret. – ApG 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9; se også studienote til Mt 2:23.

fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.

hørte lyden af en stemme: I ApG 22:​6-​11 beskriver Paulus selv sin oplevelse på vejen til Damaskus. Når man sammenholder hans udtalelse med denne beretning, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Det er det samme græske ord der bruges i begge beretninger, men grammatikken er forskellig. Det græske ord fone kan både oversættes med “lyd” og “stemme”. Her i verset står ordet i ejefald, og af den grund er det oversat med “lyden af en stemme”. (I ApG 22:9 står det samme græske ord i genstandsfald og er oversat med “stemme”). Det ser derfor ud til at mændene der var sammen med Paulus, hørte lyden af en stemme, men ikke var i stand til at høre og forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. – ApG 26:14; se studienote til ApG 22:9.

de hørte ikke den stemme: Eller “de forstod ikke den stemme”. I ApG 9:3-9 beskriver Lukas det Paulus oplevede på vejen til Damaskus. Når man sammenholder den beretning med det vi læser her, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Som studienoten til ApG 9:7 forklarer, hørte de mænd der var sammen med Paulus, “lyden af en stemme” men var ikke i stand til at forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. Det passer med den måde det græske ord for “høre” bruges på i ApG 22:7. Her fortæller Paulus at han “hørte en stemme”, dvs. at han både hørte og forstod ordene. Derimod kunne de mænd der rejste sammen med Paulus, ikke forstå hvad der blev sagt til ham, måske fordi stemmen var dæmpet eller forvrænget på en eller anden måde. Det er åbenbart på den måde at ordene “de hørte ikke den stemme” skal forstås. – Se også Mr 4:33 og 1Kt 14:2, hvor det samme græske ord for “høre” bliver gengivet med “forstå” og “forstår”.

bliv seende igen!: Bogst.: “se op!” Det græske ord betyder “at rette sit blik opad” (Mt 14:19; Lu 19:5), men kan også henvise til at man ser for første gang (Joh 9:11, 15, 18), eller at man får sit syn igen (Mr 10:52; Lu 18:42; ApG 9:12).

påkalder Jehovas navn: At påkalde Jehovas navn har en bred betydning og indebærer mere end at man blot kender og bruger Guds personlige navn. Udtrykket “at påkalde [nogens] navn” stammer fra De Hebraiske Skrifter. Paulus citerer her fra Joe 2:32, hvor sammenhængen understreger vigtigheden af at angre oprigtigt og have tillid til at Jehova tilgiver. (Joe 2:12, 13) På pinsedagen i år 33 citerede Peter fra den samme profeti i Joels Bog og tilskyndede sine lyttere til at angre og gøre noget for at opnå Jehovas godkendelse. (ApG 2:21, 38) Andre passager viser at det at påkalde Guds navn indebærer at man kender Gud, stoler på ham og henvender sig til ham for at få hjælp og vejledning. (Sl 20:7; 99:6; 116:4; 145:18) I nogle sammenhænge kan det at påkalde Jehovas navn betyde at man forkynder om hans navn og egenskaber. (1Mo 12:8; se også 2Mo 34:5, hvor det samme hebraiske udtryk er gengivet med “forkyndte sit navn, Jehova”). I verset efter Ro 10:13 forbinder Paulus det at påkalde Gud med det at tro på ham. – Ro 10:14.

få dine synder vasket bort ved at påkalde hans navn: Eller “få dine synder vasket bort og påkald hans navn”. Det er ikke nok at blive døbt for at få sine synder vasket bort, man skal også påkalde Jesus’ navn. Det indbefatter at man har tro på Jesus og viser sin tro i handling. – ApG 10:43; Jak 2:14, 18; se studienote til Ro 10:13.

trance: Det græske ord ekstasis (fra ek, der betyder “ud af”, og stasis, der betyder “det at stå”) henviser til det at en person bliver bragt ud af sin normale sindstilstand på grund af begejstring, forbløffelse eller et syn fra Gud. Det græske ord er andre steder gengivet med “glæde” (Mr 5:42), “ude af sig selv af begejstring” (Lu 5:26) og “stærkt bevægede” (Mr 16:8). I Apostlenes Gerninger bruges ordet i forbindelse med noget Gud står bag. Det ser ud til at den hellige ånd i nogle tilfælde prentede et syn eller et billede af Guds hensigt i et menneskes sind mens vedkommende var i en tilstand af dyb koncentration eller i en søvnlignende tilstand. En person der var i trance, havde lukket omverdenen ude og var derfor modtagelig for synet. – Se studienote til ApG 22:17.

faldt jeg i trance: For at få en forklaring på det græske ord ekstasis, som her oversættes med “trance”, se studienote til ApG 10:10. I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J14, 17, 22 i Tillæg C4) gengives udtrykket med: “var Jehovas hånd over mig”. En anden oversættelse (benævnt som J18) siger: “iklædte Jehovas ånd sig mig”.

vidner om mig: Som trofaste jøder var Jesus’ første disciple allerede vidner for Jehova, og de vidnede om at Jehova er den eneste sande Gud. (Esa 43:10-12; 44:8) Men nu skulle disciplene være både Jehovas og Jesus’ vidner. De skulle vidne om Jesus’ vigtige rolle i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn ved hans messianske rige, en ny facet af Jehovas hensigt. Med undtagelse af Johannesevangeliet anvendes de græske ord for “vidne” (martys), “at vidne om” (martyreo), “at aflægge grundigt vidnesbyrd” (diamartyromai) og beslægtede ord flere gange i Apostlenes Gerninger end i nogen anden bog i Bibelen. (Se studienote til Joh 1:7). Det at være et vidne og aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds hensigt – der indbefatter hans rige og Jesus’ vigtige rolle – er et gennemgående tema i Apostlenes Gerninger. (ApG 2:32, 40; 3:15; 4:33; 5:32; 8:25; 10:39; 13:31; 18:5; 20:21, 24; 22:20; 23:11; 26:16; 28:23) Nogle af de kristne i det første århundrede vidnede om, eller bekræftede, de historiske fakta i forbindelse med Jesus’ liv, død og opstandelse, for de havde en førstehåndsviden om disse begivenheder. (ApG 1:21, 22; 10:40, 41) De der senere fik tro på Jesus, var vidner fordi de forkyndte om hvor stor betydning hans liv, død og opstandelse har. – ApG 22:15; se studienote til Joh 18:37.

dit vidne: Det græske ord for “vidne”, martys, hentyder til en der overværer en handling eller en begivenhed. Nogle af de kristne i det første århundrede havde selv set og kunne vidne om eller bekræfte historiske fakta om Jesus’ liv, død og opstandelse. (ApG 1:21, 22; 10:40, 41) De der senere fik tro på Jesus, kunne vidne ved at fortælle om hvor stor betydning hans liv, død og opstandelse havde. (ApG 22:15) Det var i denne betydning Paulus brugte ordet da han talte med Jesus og kaldte Stefanus “dit vidne”. Stefanus havde aflagt et stærkt vidnesbyrd om Jesus over for Sanhedrinet. Stefanus var desuden den første der vidnede om at han i et særligt syn havde set Jesus være tilbage i himlen og stå ved Guds højre hånd som forudsagt i Sl 110:1. (ApG 7:55, 56) Den kristne vidnegerning fører ofte til modstand, arrestationer, prygl og endda død, det skete blandt andet for Stefanus og Jakob. Derfor er det græske ord martys også senere kommet til at betyde “martyr, en der er blevet dræbt for at vidne om sin tro”, en der dør frem for at afsværge sin tro. Det er i denne forstand at Stefanus kan kaldes den første kristne martyr, han var den første der blev slået ihjel fordi han vidnede om Kristus. – Se studienote til ApG 1:8.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Ordet sigter til en romersk kommandant. Der var seks kommandanter i hver legion. Legionen var dog ikke delt i seks enheder, men hver kommandant havde befalingen over hele legionen en sjettedel af tiden. En kommandant havde stor myndighed, og han kunne udnævne og indsætte officerer. Det græske ord kan også referere til højtstående militærfolk i bred forstand. Der fulgte en romersk kommandant med soldaterne da Jesus blev arresteret.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Det henviser til en romersk kommandant, også kaldet en militærtribun. (Se studienote til Joh 18:12). Omkring år 56 var Claudius Lysias kommandant for garnisonen i Jerusalem. (ApG 23:22, 26) Som vi kan læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 21-24, reddede han Paulus fra den ophidsede folkemængde og fra de stridende medlemmer af Sanhedrinet, og han skrev et forklarende brev til statholderen Felix da Paulus hemmeligt blev ført til Cæsarea.

vi er romerske borgere: Paulus og åbenbart også Silas var romerske borgere. Ifølge romersk lov havde en borger altid krav på en fair rettergang, og han måtte aldrig straffes offentligt uden at være blevet dømt. Som romersk borger havde man visse rettigheder og privilegier uanset hvor i Romerriget man tog hen. En romersk borger var underlagt romersk lov og ikke de love der gjaldt i byerne i provinserne. Hvis en borger blev anklaget, kunne han lade sig retsforfølge i overensstemmelse med den lokale lov, men han bevarede stadig retten til at blive hørt af en romersk domstol. I tilfælde af dødsstraf havde han ret til at appellere til kejseren. Apostlen Paulus forkyndte flittigt i hele Romerriget, og i Bibelen er der omtalt tre lejligheder hvor han gjorde brug af sine rettigheder som romersk borger. Den første var her i Filippi, hvor han oplyste byens embedsmænd om at de havde krænket hans rettigheder ved at slå ham. – Se studienoter til ApG 22:25; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.

Jeg appellerer til kejseren!: Dette er tredje gang Bibelen nævner at Paulus gjorde brug af sine rettigheder som romersk statsborger. (De to andre gange behandles i studienoter til ApG 16:37; 22:25). Man kunne enten appellere til kejseren efter domsafsigelsen eller på et tidligere tidspunkt under retssagen. Festus ville tilsyneladende ikke selv fælde dom i sagen, og hvis retssagen skulle foregå i Jerusalem, skulle man ikke regne med en retfærdig dom. Derfor fremlagde Paulus sin appel om at komme for den højeste retsinstans i imperiet. Det ser ud til at man i nogle tilfælde kunne afvise appellen, for eksempel hvis det drejede sig om en tyv, en sørøver eller en oprører der var blevet taget på fersk gerning. Det var sikkert derfor Festus talte med sine rådgivere før han godtog appellen. (ApG 25:12) Den efterfølgende høring under ledelse af Herodes Agrippa II, der var på besøg, blev holdt for at Festus kunne give flere oplysninger når han sendte Paulus’ sag videre til “Majestæten”, Nero. (ApG 25:12-27; 26:32; 28:19) Paulus’ appel bevirkede også at han kom til Rom, som han tidligere havde givet udtryk for at han gerne ville. (ApG 19:21) Jesus’ profetiske udtalelse til Paulus, samt den besked en engel senere gav ham, viser at Gud ledte begivenhederne. – ApG 23:11; 27:23, 24.

officeren: Eller “centurionen”. En centurion havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær.

en romer: Dvs. en romersk borger. Det her er den anden ud af tre gange hvor Bibelen nævner at Paulus gjorde brug af sine rettigheder som romersk statsborger. De romerske myndigheder blandede sig som regel ikke i jødiske anliggender. Men de blev involveret i Paulus’ tilfælde både fordi der opstod uroligheder da han viste sig i templet, og fordi han var romersk borger. Romersk borgerret gav en person særlige privilegier som blev anerkendt og respekteret i hele det romerske rige. For eksempel var det forbudt at binde eller slå en romer der ikke var blevet dømt, eftersom en sådan behandling kun blev anset for at være på sin plads når det drejede sig om slaver. – Se studienoter til ApG 16:37; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.

har købt denne borgerret: Eller “har købt mit statsborgerskab”. Beretningen viser at det i nogle tilfælde var muligt at købe sig til romersk statsborgerskab. Paulus fortalte Claudius Lysias at han var født med romersk borgerret, hvilket tyder på at en af Paulus’ mandlige forfædre havde tilegnet sig statsborgerskab. Der var forskellige måder man kunne få romersk statsborgerskab på. Enkeltpersoner eller endda hele den frie befolkning i en by eller et område kunne få en form for statsborgerskab som en belønning fra kejseren. En slave kunne få statsborgerskab efter at have købt sig fri eller være blevet frigivet af en romer. Ikkeromerske soldater fik det efter at have afsluttet deres tjeneste i hæren. Og man kunne også arve statsborgerskab. Det er usandsynligt at der boede mange romerske statsborgere i Judæa i det første århundrede. Det var først i det tredje århundrede at alle borgere i provinserne fik romersk statsborgerskab.

Medieindhold

Saulus og Damaskus
Saulus og Damaskus

I det første århundrede e.v.t. så byen Damaskus sikkert ud som på kortet der vises her. Byen var et vigtigt handelscentrum, og vandet fra floden Barada (Abana i 2Kg 5:12) gjorde at området omkring byen var som en oase. Damaskus havde flere synagoger. Saulus kom til byen fordi han ville arrestere “alle dem han fandt som tilhørte Vejen”, et udtryk der blev brugt til at beskrive Jesus’ disciple. (ApG 9:2; 19:9, 23; 22:4; 24:22) Men på vej mod Damaskus viste den herliggjorte Jesus sig for Saulus. Efter det blev Saulus noget tid i Damaskus ved en mand der hed Judas, og som boede på den vej der blev kaldt “Den Lige”. (ApG 9:11) I et syn bad Jesus disciplen Ananias om at tage hen til Judas’ hus for at give Saulus synet tilbage, og senere blev Saulus døbt. Så i stedet for at arrestere de jødiske kristne blev Saulus selv en af dem. Han begyndte sin tjeneste som forkynder af den gode nyhed i Damaskus’ synagoger. Efter at have rejst til Arabien og igen til Damaskus vendte Saulus tilbage til Jerusalem, tilsyneladende omkring år 36 e.v.t. – ApG 9:1-6, 19-22; Ga 1:16, 17.

A. Damaskus

1. Vejen til Jerusalem

2. Vejen der kaldes Den Lige

3. Agoraen

4. Jupitertemplet

5. Teater

6. Musikteater (?)

B. Jerusalem

Sanhedrinet
Sanhedrinet

Den jødiske højesteret, Det Store Sanhedrin, bestod af 71 medlemmer og lå i Jerusalem. (Se ordforklaring: “Sanhedrinet”). Ifølge Mishnah var siddepladserne fordelt på tre rækker formet som en halvcirkel, og der var to sekretærer til stede for at skrive rettens afgørelser ned. Nogle af de arkitektoniske træk som ses her, er baseret på en bygning fundet i Jerusalem, og den menes af nogle at være sanhedrinsalen fra det første århundrede. – Se Tillæg B12, kortet “Jerusalem og omegn”.

1. Ypperstepræst

2. Medlemmer af Sanhedrinet

3. En anklaget

4. Sekretærer