Det første brev til korintherne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Papyruskodeksen kendt som P⁴⁶ viser at afskrivere gjorde brug af titler på bibelbøger. Denne kodeks er den tidligst kendte samling af Paulus’ breve, ofte dateret til omkring år 200. Den indeholder ni af hans breve. I denne kodeks har Paulus’ første inspirerede brev til korintherne en titel der lyder: Pros Korinthious A (“Til korinthere 1”). (Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”). Andre tidlige håndskrifter som Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede indeholder samme titel. I disse håndskrifter forekommer titlen både i begyndelsen af brevet og i slutningen.

Det andet brev til thessalonikerne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. – Se studienote til 1Kt Titel.

Silvanus: Denne bror bliver også omtalt af Paulus i 1Ts 1:1 og 2Ts 1:1 og af Peter i 1Pe 5:12. I Apostlenes Gerninger bliver han kaldt Silas. Lukas’ beretning viser at han var en af de fremtrædende brødre i menigheden i Jerusalem i det første århundrede. Han var profet og rejste sammen med Paulus på hans anden missionsrejse. Silvanus var åbenbart romersk statsborger, og det kan være forklaringen på hvorfor hans romerske navn bliver brugt her. – ApG 15:22, 27, 40; 16:19, 37; 17:14; 18:5

Silvanus: Se studienote til 2Kt 1:19.

til menigheden i Thessalonika: Ligesom Paulus’ første brev til thessalonikerne er det her brev stilet til hele menigheden. Det adskiller sig fra brevene til Timotheus og til Titus, der var stilet til specifikke tilsynsmænd, og fra brevet til filipperne, hvor han nævner menighedens “tilsynsmænd og menighedstjenere”. – Flp 1:1.

bliver stærkere og stærkere: I begyndelsen af sit første brev til thessalonikerne nævner Paulus deres tro og kærlighed. (1Ts 1:3) I det her vers roser han dem fordi det er meget tydeligt at de er vokset på de områder. Det ord han bruger (hyperauxano), er beslægtet med et ord der ofte blev brugt om planters vækst. (Mt 6:28; Lu 13:19) Paulus tilføjer den græske forstavelse hyper (der betyder “over; mere”) for at fremhæve hvor stor væksten var. (Se også Ef 3:20, “uendeligt meget mere”). Så her kan udtrykket bogstaveligt gengives “har supervækst”. – Se også Kingdom Interlinear.

prøvelser: Eller “vanskeligheder; trængsler”. Det græske ord der er brugt her, henviser til den nød, lidelse eller bekymring som svære omstændigheder kan medføre. Udtrykket bruges ofte i forbindelse med de trængsler man kommer ud for som følge af forfølgelse. (Mt 24:9; ApG 11:19; 20:23; 2Kt 1:8; He 10:33; Åb 1:9) De trængsler kan indbefatte at man bliver fængslet eller endda slået ihjel fordi man nægter at give slip på sin integritet. (Åb 2:10) Men også andre ting, som for eksempel hungersnød (ApG 7:11), fattigdom, de udfordringer forældreløse og enker har (Jak 1:27), og endda familieliv og ægteskab kan resultere i “vanskeligheder” af forskellig grad. – 1Kt 7:28.

modgang: Eller “alle de trængsler”. – Se studienote til 2Kt 1:4.

åbenbaret: Eller “afdækket; gjort kendt”. Jesus vil blive “åbenbaret” (græsk apokalypsis) som konge og dommer med myndighed til at belønne og straffe. “Når Herren Jesus bliver åbenbaret”, vil han belønne sine trofaste disciple, der har været udsat for trængsler, og han vil bringe hævn over dem der ikke adlyder Gud.

lære dig at kende: Eller “tilegne sig viden om dig; blive ved med at lære dig at kende”. Det græske udsagnsord ginosko betyder grundlæggende “at kende”, og her bruges udsagnsordet i nutid for at udtrykke tanken om en fortsat proces. Det kan betegne en proces hvor man “tilegner sig kundskab om nogen; lærer nogen at kende; bliver bedre bekendt med nogen”. Det kan også indeholde tanken om at gøre en fortsat anstrengelse for at lære en man allerede kender, endnu bedre at kende. I denne sammenhæng er der tale om at man får et dybere personligt forhold til Gud ved altid at lære mere om Gud og Kristus og få endnu mere tillid til dem. Det kræver helt klart mere end blot at vide hvem en person er, eller kende vedkommendes navn. Man må også finde ud af hvad personen kan lide og ikke kan lide, og kende hans værdier og normer. – 1Jo 2:3; 4:8.

i flammende ild: I Bibelen bliver “ild” ofte brugt i overført betydning, ligesom i det her vers. På Bibelens tid var ild den mest effektive måde at tilintetgøre noget på. (5Mo 13:16; Jos 6:24) Jesus brugte nogle gange “ild” for at illustrere at de onde vil blive fuldstændigt fjernet. – Mt 13:40-42, 49, 50; se også Esa 66:15, 24; Mt 25:41.

hævn: Dvs. Guds hævn og dom. Paulus siger at det er “helt retfærdigt at Gud vil straffe dem som udsætter [de kristne] for trængsler”. (2Ts 1:6) Det græske ord der er oversat med “hævn” (ekdikesis), betyder bogstaveligt “fra retfærdighed” og indeholder tanken om at det der bliver gjort, resulterer i retfærdighed. Det er også blevet gengivet med “retfærdigheden sker fyldest” og ganske enkelt “ret”. (Lu 18:7, 8; 21:22 og studienote) Bibelen viser at det er Jehova der har ansvaret for at tage hævn – en hævn som vil føre til sand retfærdighed. (5Mo 32:35, 43; Sl 94:1; Ro 12:19; He 10:30) I forbindelse med den hævn Paulus taler om her, har Gud udnævnt Herren Jesus Kristus til at eksekvere dommen.

dem der ikke kender Gud: Paulus henviser til dem der bevidst ikke ønsker at komme nær til Gud og blive hans venner. På den anden side nøjes de der kender Jehova, ikke bare med at tro på at han findes. De har ikke kun et overfladisk kendskab til ham, men gør hvad de kan for at få et nært forhold til ham. De ved hvad han kan lide, og hvad han ikke kan lide. De elsker ham og lever efter hans normer. (1Jo 2:3, 4; 4:8) De der virkelig kender Gud, har den ære at være “kendt af Gud” (1Kt 8:3), hvilket betyder at han godkender dem. – Se studienoter til Joh 17:3; Ga 4:9.

den gode nyhed om vores Herre Jesus: Udtrykket dækker over alt det Jesus lærte andre, og som står nedskrevet i Bibelen. Alle mennesker vil blive dømt ud fra hvordan de reagerer på den gode nyhed. De der tager imod og adlyder den gode nyhed, vil blive frelst. De “der ikke adlyder den gode nyhed”, vil blive tilintetgjort som følge af deres valg.

de dage hvor retfærdigheden sker fyldest: Eller “hævnens dage”, dvs. Guds hævn og dom. Ved en tidligere lejlighed, i en synagoge i Nazaret, citerede Jesus en del af Esajas’ profeti (Esa 61:1, 2) og møntede den på sig selv, men beretningen siger ikke noget om at han oplæste ordene om “en dag med hævn fra vores Gud”. (Lu 4:16-21) Jesus forkyndte dog her om “hævnens dage”, da han forudsagde at Jerusalem ville blive omringet af hære. Guds hævn er blandt det der står skrevet i De Hebraiske Skrifter. Det samme græske ord der her er oversat “retfærdigheden sker fyldest” eller “hævnens”, findes i Septuaginta i 5Mo 32:35, Jer 46:10 (26:10, LXX) og Ho 9:7. I disse vers er det tilsvarende hebraiske udtryk gengivet med “hævnen”, “hævnens [dag]” eller “regnskabets [dage]”.

I har lært Gud at kende: Mange af de kristne i Galatien havde “lært Gud at kende” fordi Paulus havde forkyndt for dem. Udsagnsordet der er oversat med “lært at kende” og “blevet kendt” i det her vers, kan betegne et godt forhold mellem to personer. (1Kt 8:3; 2Ti 2:19) Så “at kende” Gud handler ikke bare om at have en grundlæggende viden om Gud. Man må få et personligt forhold til ham. – Se studienote til Joh 17:3.

eller snarere nu hvor I er blevet kendt af Gud: Med denne formulering viser Paulus at for at ‘lære Gud at kende’ må en person også være ‘kendt’, eller godkendt, af Gud. Et leksikon definerer det græske ord for “at kende; være kendt” som det at “have et personligt forhold hvor man anerkender den andens identitet og værdi”. For at få en sådan anerkendelse fra Gud må man leve på en måde der er i harmoni med Guds personlighed, veje og handlingsmønster.

evig udslettelse: Bibelen viser at nogle mennesker vil blive udslettet for evigt. Jesus sagde for eksempel at enhver der taler blasfemisk om den hellige ånd, “er skyldig i en evig synd” og ikke vil blive tilgivet, “hverken i denne verdensordning eller i den kommende”. (Mr 3:28, 29; Mt 12:32) Det indbefatter åbenbart Judas, som Jesus omtalte som “undergangens søn”. (Joh 17:12, studienote) Judas blev dømt til evig udslettelse fordi han med fuldt overlæg forrådte Guds Søn. Paulus siger her at de der bevidst har valgt ‘ikke at kende Gud’, og de der “ikke adlyder den gode nyhed om vores Herre Jesus”, vil blive “straffet med evig udslettelse”. – 2Ts 1:8.

fjernet fra Herren: Bogst.: “væk fra Herrens ansigt”. Selvom ordene i 2Ts 1:9 kan minde om det der på grundsproget står i Esa 2:10, 19, 21, er det ikke et direkte citat fra De Hebraiske Skrifter. “Herren” i det her vers kan henvise til enten Jehova Gud eller Jesus. I det her og lignende tilfælde har komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen valgt at bevare gengivelsen “Herren” for ikke at gå ud over en oversætters beføjelser. – Se Tillæg C1; se også studienote til Ro 10:12.

Herre: Hvem der omtales som “Herre” (Kyrios) i dette vers, kan ikke fastslås med sikkerhed ud fra sammenhængen. Bibelforskere er heller ikke enige om hvorvidt Paulus hentydede til Herren Jesus Kristus eller Herren Jehova. Det er helt tydeligt i Ro 10:9 at det er Jesus Kristus der omtales som Herre, og citatet fra Esa 28:16 i Ro 10:11 handler også om ham. Så hvis “Herre” i Ro 10:12 henviser til “ham” i Ro 10:11, må den “Herre” der omtales, være Jesus Kristus. På den anden side taler Paulus i Ro 10:9 om ‘i sit hjerte’ at tro at “Gud oprejste ham fra de døde”. Desuden står der i Ro 10:13, som er et citat fra Joe 2:32: “Enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.” Så hvis den “Herre” der tales om i Ro 10:12, er den samme som i Ro 10:13, må det være Jehova Gud der hentydes til. Dermed ville tanken være den samme som den der kommer frem i Ro 3:29 – at der er én Gud for både jøder og ikkejøder. Dette er et eksempel på at komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen nøje har undersøgt sammenhængen hver eneste gang ordet Kyrios (Herre) forekommer, for at finde ud af hvor Guds navn skulle genindføres. Når et udtryk ikke tydeligt er et citat fra De Hebraiske Skrifter hvor Guds navn bliver brugt, og sammenhængen ikke indeholder stærke argumenter for at genindføre Guds navn, har komitéen besluttet at beholde ordet “Herre” for ikke at gå ud over deres beføjelser som oversættere og begynde at fortolke teksten. – Se Tillæg C1.

den ene der skulle gå tabt: Bogst.: “undergangens (fortabelsens) søn”. I denne sammenhæng sigter udtrykket til Judas Iskariot, der med fuldt overlæg forrådte Guds Søn og derfor blev dømt til evig udslettelse, dvs. en der ikke fortjener at blive oprejst fra de døde. Det samme udtryk bruges i 2Ts 2:3, hvor det henviser til “det lovløse menneske”. På de sprog Bibelen oprindeligt blev nedskrevet på, bruges ordet “søn(ner)” sommetider i overført betydning om nogle der følger en bestemt handlemåde eller har et bestemt kendetegn. Eksempler på sådanne udtryk er “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner”, “Rigets sønner”, “den ondes sønner” og “Djævelens søn”. (Lu 6:35; 1Ts 5:5; Mt 13:38; ApG 13:10) På lignende måde kan ordet “søn” bruges om den dom eller det udfald som en bestemt kurs eller et bestemt karaktertræk resulterer i. I 2Sa 12:5 betyder udtrykket som er oversat med “fortjener at dø”, bogstaveligt “er en dødens søn”. I Mt 23:15 bruges det bogstavelige udtryk “en søn af Gehenna” om en der fortjener evig tilintetgørelse, og det var åbenbart det Jesus mente da han brugte udtrykket “den ene der skulle gå tabt” om Judas Iskariot. – Se studienote til Mt 23:15 og Ordforklaring: “Gehenna”.