Det andet brev til korintherne 8:1-24

8  Brødre, nu vil vi gerne fortælle jer om hvordan Gud har vist menighederne i Makedonien ufortjent godhed.+  Under en stor prøve og i en meget vanskelig tid har deres overvældende glæde trods dyb fattigdom fået deres gavmildhed til at strømme over.  De gav hvad de kunne,+ ja, jeg kan forsikre jer om at de faktisk gav mere end de kunne.+  På eget initiativ bad de os inderligt og vedholdende om at få lov til at give en kærlig gave, at være med til at yde nødhjælp til de hellige.+  De gjorde ikke kun det vi havde håbet på, nej, først og fremmest gav de sig selv til Herren og til os i overensstemmelse med Guds vilje.  Derfor har vi opmuntret Titus+ til at færdiggøre indsamlingen af jeres kærlige gave, for det var jo ham der i sin tid satte den i gang hos jer.  I har jo rigeligt af alt – af tro, talegaver, kundskab, oprigtighed og af vores kærlighed – og derfor er mit ønske at I også vil give rigeligt i forbindelse med denne kærlige indsamling.+  Jeg siger ikke dette til jer for at give jer en ordre, kun for at gøre jer opmærksomme på den iver andre har vist, og for at afprøve hvor ægte jeres kærlighed er.  I ved jo hvor stor ufortjent godhed vores Herre Jesus Kristus har vist – selvom han var rig, blev han fattig for jeres skyld+ for at I kunne blive rige gennem hans fattigdom. 10  Her er min mening om sagen:+ Det vil være til jeres eget bedste at gøre indsamlingen færdig, for jeg så jo hvordan I allerede for et år siden satte den i gang og viste at det var noget I virkelig gerne ville.+ 11  Gør derfor indsamlingen færdig med samme iver som I havde da I begyndte på den, alt efter hvad I har mulighed for at give. 12  Når villigheden til at give er til stede, glæder det Gud, for han forventer at man giver hvad man kan,+ ikke hvad man ikke kan. 13  Jeg ønsker ikke at gøre det let for andre og svært for jer. 14  Det jeg ønsker, er at der skal ske en udligning ved at den overflod I har lige nu, kan dække deres behov, og at deres overflod en anden gang kan dække jeres behov. På den måde sker der en udligning. 15  Det vil være som der står skrevet: “Den der havde meget, havde ikke for meget, og den der havde lidt, havde ikke for lidt.”+ 16  Vi takker Gud for at han har givet Titus de samme varme følelser for jer som vi selv har,+ 17  for han reagerede på den tilskyndelse vi gav ham, men ivrig som han er, tager han afsted til jer på eget initiativ. 18  Sammen med ham sender vi den bror der nu bliver rost i alle menighederne på grund af det han har gjort for den gode nyhed. 19  Og ikke nok med det: Han er også blevet udnævnt af menighederne til at være vores ledsager på rejsen når vi skal overbringe jeres kærlige gave, som er til ære for Herren og et bevis på at vi er villige til at hjælpe. 20  På den måde undgår vi at nogen kan kritisere os i forbindelse med det rundhåndede bidrag vi skal overbringe.+ 21  Ja, ‘i alle ting gør vi det der er ærligt – ikke kun i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne’.+ 22  Sammen med dem sender vi vores bror som vi ofte har prøvet med forskellige opgaver, og som har vist sig at gøre en god indsats i mange sammenhænge. På grund af den store tillid han har til jer, er han villig til at gøre en endnu større indsats for jer. 23  Men hvis der skulle være nogen spørgsmål angående Titus, så er han min medhjælper,* en medarbejder der har jeres bedste på sinde. Og hvis der er spørgsmål angående de andre brødre, så er de udsendt af menighederne, til ære for Kristus. 24  Lad dem derfor mærke at I elsker dem,+ og vis menighederne hvorfor vi er så stolte af jer.

Fodnoter

Bogst.: “parthaver”.

Studienoter

fået deres gavmildhed til at strømme over: Paulus vil gerne motivere de kristne i Korinth til at blive færdige med at indsamle nødhjælp til de kristne i Judæa der var i nød. Så han fortæller dem om “menighederne i Makedonien”, som for eksempel dem i Filippi og Thessalonika, der var særligt gode eksempler på at give gavmilde gaver. (Ro 15:26; 2Kt 8:1-4; 9:1-7; Flp 4:14-16) At de gav gavmildt og med glæde, var endnu mere bemærkelsesværdigt fordi de selv var i “dyb fattigdom” og gennemgik en stor prøve og en meget vanskelig tid. Det er muligt at disse kristne i Makedonien var blevet anklaget for at følge skikke som romere ikke havde lov til at følge, noget Paulus også selv havde oplevet i Filippi. (ApG 16:20, 21) Nogle mener at den prøve der er tale om, havde med deres fattigdom at gøre. Sådanne prøver kan være forklaringen på hvorfor makedonierne havde så stor medfølelse med deres brødre i Judæa, der var udsat for lignende vanskeligheder. (ApG 17:5-9; 1Ts 2:14) Derfor havde de kristne i Makedonien et stort ønske om at hjælpe dem og gav med glæde “mere end de kunne”. – 2Kt 8:3.

nødhjælp: Dette er det første tilfælde nævnt i Bibelen hvor kristne sender nødhjælp til medkristne i en anden del af verden. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bliver i ApG 12:25 gengivet med “nødhjælpsarbejdet” og i 2Kt 8:4 med “nødhjælp”. Den måde det græske ord diakonia bruges på i De Kristne Græske Skrifter, viser at de kristnes tjeneste har to sider. Den ene er “den tjeneste [en form af diakonia] at hjælpe andre til at blive forsonet” med Gud, det vil sige arbejdet med at forkynde og undervise. (2Kt 5:18-20; 1Ti 2:3-6) Den anden er den tjeneste man kan udføre for at hjælpe sine trosfæller, som det fremgår af dette vers. Paulus skrev: “Der er forskellige former for tjeneste [flertal af diakonia], men det er alligevel den samme Herre.” (1Kt 12:4-6, 11) Han viste at alle aspekter af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

min tjeneste: Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, er her brugt i betydningen “nødhjælp; nødhjælpsarbejde; hjælpetjeneste”, og det samme gør sig gældende i ApG 11:29; 12:25; 2Kt 8:4; 9:13. Menighederne i Makedonien og Akaja havde udført “nødhjælpsarbejde” ved at indsamle et bidrag som Paulus skulle tage med til deres brødre i Judæa, der havde brug for hjælp. (2Kt 8:1-4; 9:1, 2, 11-13) I nogle få gamle håndskrifter står der her doroforia (at overbringe en gave; bogst: “gaveoverbringelse”) i stedet for diakonia. Nogle har fremsat den tanke at en afskriver har indført dette ord i et forsøg på at forklare hvilken slags “tjeneste” Paulus refererer til. – Se studienote til ApG 11:29.

være med til at yde nødhjælp: Paulus bruger det græske navneord diakonia, der her er gengivet med “nødhjælp”. I bibelsk sammenhæng bruges ordet ofte til at beskrive en ydmyg tjeneste man udfører af kærlighed til andre. Det er bemærkelsesværdigt at det græske navneord bliver møntet på de to sider af den kristne tjeneste, både forkyndelse og nødhjælp. (Se studienote til ApG 11:29). I det her vers tænker Paulus specifikt på det at yde nødhjælp til trosfæller der er blevet ramt af vanskeligheder. (2Kt 9:13; se studienote til Ro 15:31). Menighederne i Makedonien betragtede det som et privilegium at være med i dette nødhjælpsarbejde. Begge sider af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

et par turtelduer eller to dueunger: Loven gav rum for at kvinder med små midler kunne bringe fugle som offer i stedet for et får, noget der ville have været meget dyrere. (3Mo 12:6, 8) Josef og Maria var fattige på dette tidspunkt, og det viser at astrologerne ikke kom da Jesus var nyfødt, men da han var lidt ældre. (Mt 2:9-11) Hvis Josef og Maria allerede havde fået de kostbare gaver af disse mænd, ville parret sagtens have haft råd til at bringe et får som offer da de tog op til templet.

selvom han var rig, blev han fattig for jeres skyld: For at motivere korintherne til at hjælpe dem der var i nød, mindede Paulus dem om det eksempel Jesus havde vist med hensyn til selvopofrelse og gavmildhed. Inden Jesus kom til jorden som menneske, var han rig i en særlig forstand; han havde sin Fars velvilje og velsignelse i særlig grad. (Joh 1:14; Ef 3:8) Og alligevel var han villig til at give afkald på sin høje stilling. (Joh 1:18; Flp 2:5-8) Han forlod sin himmelske bolig for at leve blandt ufuldkomne mennesker, der dagligt måtte kæmpe med fattigdom, sygdom og død. Desuden blev Jesus født af en fattig tømrers hustru. (Se studienote til Lu 2:24). Som menneske levede Jesus et enkelt liv. (Mt 8:20) Ikke desto mindre løskøbte han menneskeheden. Fordi Jesus havde været så gavmild, var de kristne i Korinth blevet rige på åndelige velsignelser, og de kunne blandt andet se frem til den himmelske arv de ville få. Paulus opfordrer dem til at efterligne Jesus’ gavmilde indstilling.

som der står skrevet: Paulus baserer sin argumentation på Skrifterne og underbygger princippet om en “udligning” ved at citere fra 2Mo 16:18, hvor vi læser om den kærlige ordning Jehova indførte angående indsamling af manna under israelitternes ørkenvandring. (2Kt 8:14; se Ordforklaring: “Manna”). Et israelitisk familieoverhoved var enten selv ude at samle manna til hele husstanden, eller også førte han tilsyn med den der gjorde det. Mannaen smeltede så snart solen begyndte at brænde, og derfor ville han sørge for at der hurtigt blev samlet og dernæst opmålt omtrent den mængde som husstanden havde brug for. Han samlede lidt eller meget alt efter hvor stor husstanden var, men det der blev samlet, svarede altid til en omer (2,2 l) per person. (2Mo 16:16-18) Paulus henviste til dette da han tilskyndede de kristne i Korinth til at give noget af deres overskud til deres brødre i Judæa for at hjælpe dem økonomisk. – Se studienote til 2Kt 8:14.

en udligning: I denne passage giver Paulus instruktioner angående indsamlingen til “de hellige” i Jerusalem og Judæa der var i nød. (2Kt 8:4; 9:1) Han peger på at de kristne i Korinth, der havde mere at gøre med økonomisk, kunne give af deres materielle overflod for at dække det behov deres brødre i Judæa havde. En sådan gavmildhed ville føre til “en udligning”, en fordeling af ressourcerne. Ingen blev presset til at give mere end de kunne. – 2Kt 8:12, 13; 9:7; se studienote til 2Kt 8:15.

en udligning: I denne passage giver Paulus instruktioner angående indsamlingen til “de hellige” i Jerusalem og Judæa der var i nød. (2Kt 8:4; 9:1) Han peger på at de kristne i Korinth, der havde mere at gøre med økonomisk, kunne give af deres materielle overflod for at dække det behov deres brødre i Judæa havde. En sådan gavmildhed ville føre til “en udligning”, en fordeling af ressourcerne. Ingen blev presset til at give mere end de kunne. – 2Kt 8:12, 13; 9:7; se studienote til 2Kt 8:15.

som der står skrevet: Paulus baserer sin argumentation på Skrifterne og underbygger princippet om en “udligning” ved at citere fra 2Mo 16:18, hvor vi læser om den kærlige ordning Jehova indførte angående indsamling af manna under israelitternes ørkenvandring. (2Kt 8:14; se Ordforklaring: “Manna”). Et israelitisk familieoverhoved var enten selv ude at samle manna til hele husstanden, eller også førte han tilsyn med den der gjorde det. Mannaen smeltede så snart solen begyndte at brænde, og derfor ville han sørge for at der hurtigt blev samlet og dernæst opmålt omtrent den mængde som husstanden havde brug for. Han samlede lidt eller meget alt efter hvor stor husstanden var, men det der blev samlet, svarede altid til en omer (2,2 l) per person. (2Mo 16:16-18) Paulus henviste til dette da han tilskyndede de kristne i Korinth til at give noget af deres overskud til deres brødre i Judæa for at hjælpe dem økonomisk. – Se studienote til 2Kt 8:14.

den bror: Paulus omtaler her en unavngiven bror med et græsk ord der er oversat med “ledsager på rejsen”. (2Kt 8:19) Dette ord forekommet kun ét andet sted i De Kristne Græske Skrifter, i ApG 19:29, hvor det står i flertal. Der bliver Aristark nævnt som en af rejsefællerne. Aristark blev en af Paulus’ nære medarbejdere. Nogle bibelforskere mener at “den bror” vi læser om her, godt kunne være Aristark, men der er også andre muligheder, for eksempel Tykikos. – ApG 20:2-4; 27:2; Kol 4:7, 10.

i alle ting gør vi det der er ærligt: Paulus viste at han satte sin tjeneste højt ved at være opmærksom på hvordan han levede og opførte sig. (2Kt 6:3) Han vidste at nogle af dem der kom i menigheden i Korinth, kritiserede og bagtalte ham for at undergrave hans autoritet som apostel. Paulus var klar over hvor farlig sådan en kritik kunne blive hvis der var penge involveret, så han forsikrede menigheden om at han ville sende Titus og to andre pålidelige brødre til dem så de kunne tage sig af bidragene. (2Kt 8:20, 22) Paulus ville gøre det der var ærligt, ikke kun i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne. For at basere sine ord på Skrifterne hentyder Paulus til Ord 3:4 i forbindelse med en sådan ordning så de indsamlede midler blev varetaget på en måde der var hævet over enhver mistanke. Han bruger en formulering der ifølge afskrifter af Septuaginta der er tilgængelige i dag, lyder: “Sørg for ting der er ærlige i Herrens og menneskers øjne.” – For flere oplysninger om brugen af Guds navn i dette vers, se Tillæg C3 introduktion; 2Kt 8:21.

den bror: Paulus omtaler her en unavngiven bror med et græsk ord der er oversat med “ledsager på rejsen”. (2Kt 8:19) Dette ord forekommet kun ét andet sted i De Kristne Græske Skrifter, i ApG 19:29, hvor det står i flertal. Der bliver Aristark nævnt som en af rejsefællerne. Aristark blev en af Paulus’ nære medarbejdere. Nogle bibelforskere mener at “den bror” vi læser om her, godt kunne være Aristark, men der er også andre muligheder, for eksempel Tykikos. – ApG 20:2-4; 27:2; Kol 4:7, 10.

vores bror: For at de indsamlede midler blev håndteret korrekt og på en måde der var hævet over enhver mistanke, blev der udpeget to brødre med et godt omdømme til at hjælpe Titus med at fuldføre indsamlingen. (2Kt 8:20, 21; 9:5) Paulus nævner ikke nogen af disse brødre ved navn. (Se studienote til 2Kt 8:18). Så man ved ikke hvem denne unavngivne bror var, selvom nogle mener at det kan have været Trofimos eller Tykikos. – ApG 20:4.

en der er sendt: Eller “et sendebud; en apostel”. Det græske ord apostolos (der kommer af udsagnsordet apostello, som betyder “at sende ud”) bliver gengivet med en form af ordet “apostel” i 78 af de 80 gange det står i De Kristne Græske Skrifter. (I Flp 2:25 bliver det græske ord gengivet med “ham I sendte til mig”). Den eneste gang det græske ord forekommer i Johannesevangeliet, er i dette vers. – Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32; se studienoter til Mt 10:2; Mr 3:14 og Ordforklaring: “Apostel”.

blev betragtet som: Eller “blev regnet med som”. På Pinsedagen var der altså 12 apostle der kunne udgøre fundamentet for det åndelige Israel. Matthias må have været en af “de tolv” som senere var med til at løse problemet i forbindelse med de græsktalende disciple. – ApG 6:1, 2.

er de udsendt af menighederne: Bogst.: “er de apostle for menighederne”. Paulus bruger det græske ord for “apostel” (apostolos) i generel betydning, et ord der kan oversættes med “et sendebud; en der er sendt”. (Se studienote til Joh 13:16). De brødre han nævner, var udsendt som repræsentanter for deres respektive menigheder. Paulus anvendte det græske ord apostolos på en lignende måde da han skrev om Epafroditus, der var blevet ‘sendt til ham’. (Flp 2:25) Disse trofaste mænd var ikke apostle i den forstand at de var udnævnt til at tjene som en af de tolv, som det var tilfældet med Matthias, og de var heller ikke apostle som Kristus havde udvalgt til at tjene som apostle for nationerne, sådan som Paulus var. – Se studienote til ApG 1:26; se også ApG 9:15; Ro 11:13.

Medieindhold