Det andet brev til korintherne 2:1-17

2  Derfor har jeg besluttet at når jeg kommer igen, skal det ikke være for at gøre jer kede af det,  for hvis jeg gør jer kede af det, hvem skal så opmuntre mig? Der er jo ikke andre til det end dem jeg har gjort kede af det!  Jeg skrev som jeg gjorde, for at jeg når jeg kommer og besøger jer, ikke skal blive ked af det på grund af dem som jeg ellers skulle glæde mig over.+ Jeg har nemlig tillid til at det der glæder mig, er noget der også vil glæde jer.  Det var meget svært for mig at skrive til jer – jeg gjorde det med uro i hjertet og under mange tårer. Det var ikke for at gøre jer kede af det,+ men for at I skulle vide hvor højt jeg elsker jer.  Hvis en har bedrøvet nogen,+ er det ikke mig han har bedrøvet, men – for ikke at udtrykke mig for stærkt – til en vis grad jer alle.  Den irettesættelse de fleste af jer har givet denne mand, er nok.+  Derfor skal I nu kærligt tilgive ham og trøste ham+ så han ikke bliver helt overvældet af modløshed,+  og jeg tilskynder jer stærkt til at bekræfte jeres kærlighed til ham.+  Jeg skrev også til jer af en anden grund, nemlig for at finde ud af om I virkelig ville være lydige i alt. 10  Hvis I tilgiver en for et eller andet, så gør jeg det også. Ja, hvis jeg har haft noget som helst at tilgive, så har jeg gjort det for jeres skyld – og det er Kristus mit vidne på – 11  for at vi ikke skal blive narret af Satan.+ Vi er jo ikke uvidende om hans planer.+ 12  Da jeg kom til Troas+ for at forkynde den gode nyhed om Kristus og der blev åbnet en dør for mig i tjenesten for Herren, 13  fik jeg ingen ro i sindet fordi jeg ikke fandt min bror Titus.+ Derfor tog jeg afsked med disciplene dér og rejste videre til Makedonien.+ 14  Men jeg takker Gud, der hele tiden fører os afsted i triumftog sammen med Kristus, og som bruger os til at sprede kundskaben om ham ud som en duft overalt! 15  Vi der forkynder om Kristus, er som en dejlig duft for Gud, og den når både ud til dem der bliver frelst, og dem der går til grunde. 16  For de sidstnævnte er det en lugt af død der fører til død,+ men for de førstnævnte er det en duft af liv der fører til liv. Og hvem er kvalificeret til at udføre denne tjeneste? 17  Det er vi, for vi driver ikke forretning med Guds ord+ som så mange andre gør, men vi taler i al oprigtighed som nogle der er sendt af Gud, ja, med Gud som vidne samarbejder vi med Kristus.

Fodnoter

Studienoter

irettesættelse: Eller “straf”. I sit første inspirerede brev til korintherne skrev Paulus at en bestemt bror som ikke angrede sin seksuelt umoralske måde at leve på, skulle fjernes fra menigheden. (1Kt 5:1, 7, 11-13) Retledningen havde den ønskede effekt: Menigheden blev beskyttet mod dårlig påvirkning, og overtræderen angrede oprigtigt. Fordi hans adfærd viste at han virkelig angrede, skrev Paulus at ‘den irettesættelse de fleste af dem havde givet denne mand, var nok’, og at de skulle tage godt imod ham i menigheden igen. Det stemmer med Jehovas måde at se tingene på, for han irettesætter sine tjenere “i passende omfang”. – Jer 30:11.

overvældet: Eller “opslugt”. Det græske ord der bruges her, kan bogstaveligt henvise til det at opsluge eller æde noget. (He 11:29; 1Pe 5:8, fdn.) Ifølge et leksikon kan formuleringen “helt overvældet af modløshed” betyde “så ked af det at man mister modet ... så fortvivlet at man har lyst til at give op”.

bekræfte jeres kærlighed til ham: Det græske ord der er oversat med “bekræfte”, er et juridisk udtryk der betyder at “erklære gyldig; bevise gyldigheden af”. (Det er gengivet med “gjort gyldig” i Ga 3:15). De kristne i Korinth skulle vise at deres kærlighed til den angrende mand var ægte, og gennem deres indstilling og handlinger gøre det tydeligt at de havde taget imod ham i menigheden igen. Ved at genoprette deres gode forhold til ham ville de “bekræfte”, eller bevise gyldigheden af, deres kærlighed til ham. De skulle ikke bare gå ud fra at han automatisk ville mærke at de elskede ham. De skulle gøre noget aktivt for at vise det.

narret af Satan: Eller “overlistet (udnyttet) af Satan”. Da Paulus skrev 1. Korinther, var det lykkedes Satan at påvirke menigheden i en negativ retning. Menigheden havde været for eftergivende og set gennem fingre med at en mand fortsatte med at leve på en seksuelt umoralsk måde uden at man tog hensyn til den skam det bragte over Guds navn. Derfor irettesatte Paulus dem. (1Kt 5:1-5) Men nu havde manden angret oprigtigt. Hvis menigheden derimod gik til den anden yderlighed og nægtede at tilgive manden, ville den blive narret af Satan på en anden måde. Menigheden ville blive hård og ubarmhjertig, ligesom Satan selv er, og det ville føre til at den der angrede, helt mistede modet.

Vi er jo ikke uvidende om hans planer: Paulus skriver ikke bare at “vi kender hans planer”. Han gør derimod brug af et sprogligt virkemiddel der kaldes litote, dvs. en underdrivelse der understreger at det modsatte ikke er sandt. (Et eksempel på litote findes i ApG 21:39, hvor Tarsus bliver omtalt som “en ikke ukendt by”, altså en betydningsfuld by). Derfor bliver sætningen også i nogle oversættelser gengivet med “vi ved jo hvad han har i sinde” eller “hans lumske handlemåde kender vi jo”, hvilket understreger samme tanke.

planer: Eller “hensigter; metoder”. Det græske ord noema der er anvendt her, kommer af ordet nous, der betyder “sind”. Her refererer det dog til Satans onde planer, eller det han udtænker, det han har i sinde. Satan benytter sig af udspekulerede metoder for at få kristne til at holde op med at tjene Gud. Men i evangelierne bliver Satans strategier afsløret, og det samme gør sig gældende i ældre dele af Skrifterne, som for eksempel i Jobs Bog. (Job 1:7-12; Mt 4:3-10; Lu 22:31; Joh 8:44) Senere i dette brev skriver Paulus at “slangen forførte Eva med sin snedighed”, og at ‘Satan selv altid giver sig ud for at være en lysets engel’. (2Kt 11:3, 14) Derfor kunne Paulus skrive vi er jo ikke uvidende om hans planer. Nogle mener at Paulus her bruger et ordspil der kunne gengives med “vores sind er ikke uvidende om hans sind”, dvs. hans onde tankegang.

vi blev konstant og på alle måder udsat for pres: Mens Paulus var i Efesos, skrev han sit første inspirerede brev til korintherne og sendte Titus for at hjælpe menigheden. Paulus ventede spændt på at Titus skulle komme tilbage og fortælle hvordan korintherne havde reageret på brevet, men der gik noget tid før han mødtes med Titus. I 2Kt 2:12, 13 siger Paulus at han ikke havde ‘ro i sindet fordi han ikke fandt sin bror Titus’. (Se studienote til 2Kt 2:13). Her i 2Kt 7:5 forklarer han at efter at han var rejst til Makedonien, blev han endnu mere urolig på grund af den store modstand han mødte i forkyndelsen. Der var modstand udefra, nemlig voldsom forfølgelse der bragte dem i livsfare (2Kt 1:8), og indefra mærkede de bekymringer, dvs. bekymringer angående menighederne, som den i Korinth. Da Titus endelig ankom og fortalte Paulus om korinthernes positive reaktion på brevet, var det en stor fysisk og følelsesmæssig lettelse for Paulus og hans medarbejdere. – 2Kt 7:6.

fik jeg ingen ro i sindet fordi jeg ikke fandt min bror Titus: Paulus skrev 1. Korinther mens han var i Efesos. Det var et brev der indeholdt en kraftig vejledning. Så sendte han Titus til Korinth for at hjælpe til med indsamlingen til brødrene i Judæa der var i nød. (2Kt 8:1-6) Paulus havde håbet at møde Titus i Troas, men da han ikke fandt ham dér, sagde han at han ikke fik ro i sindet. Måske var Paulus skuffet fordi han gerne ville have hørt fra Titus hvordan korintherne havde reageret på hans alvorlige brev. Paulus havde åbent givet udtryk for sine følelser over for de kristne i Korinth og fortalt hvor meget han holdt af dem. Derfra “rejste [han] videre til Makedonien”, og her mødte han Titus, der kunne fortælle gode nyheder. Paulus blev meget lettet og glad da han hørte at menigheden havde reageret positivt på vejledningen. – 2Kt 7:5-7; se studienote til 2Kt 7:5.

fører os afsted i triumftog: Det græske ord thriambeuo, der betyder “føre i triumftog”, forekommer kun to gange i Bibelen, og begge gange er det i forskellige symbolske sammenhænge. (2Kt 2:14; Kol 2:15) Et romersk triumftog var en officiel parade der blev afholdt for at takke guderne og for at ære en sejrende hærfører. Triumftog blev skildret ved skulpturer, i malerier og på mønter. De blev også beskrevet i litterære værker og i teaterstykker. På Titusbuen i Rom kan man se relieffer af triumftoget fra juni 71 e.v.t. På reliefferne ses romerske soldater der bærer på hellige genstande fra det ødelagte tempel i Jerusalem.

sprede ... som en duft: Denne del af metaforen stammer sandsynligvis fra den praksis at brænde røgelse langs triumftogets rute. Paulus sammenligner det at sprede kundskaben om Gud med det at sprede en duft.

Vi der forkynder om Kristus, er som en dejlig duft: Det græske ord der her er gengivet med “dejlig duft”, er euodia. Dette udtryk bliver også anvendt i Ef 5:2 og Flp 4:18, hvor det står sammen med det græske ord osme (der betyder “duft; lugt”), og der er det oversat med “en duft der er behagelig”. I Septuaginta bliver disse to ord ofte brugt som en gengivelse af det hebraiske udtryk for “en behagelig duft” i forbindelse med ofre til Gud. (1Mo 8:21; 2Mo 29:18) I det her og det foregående vers taler Paulus om den røgelse der blev brændt ved triumftogene, og sammenligner det med at de der forkynder om Kristus, er som en dejlig duft for Gud. Denne “duft” fremkalder forskellige reaktioner alt efter om folk tager imod det kristne budskab eller afviser det.

en lugt: Eller “en duft”. Det græske ord osme forekommer to gange i det her vers, en gang i udtrykket “en lugt af død” og en gang i udtrykket “en duft af liv”. Det græske udtryk kan både referere til en behagelig duft (Joh 12:3; 2Kt 2:14, 16; Ef 5:2; Flp 4:18) og til en ubehagelig lugt. I Esa 34:3 ifølge Septuaginta sigter det til “stanken fra ... lig”. Her i 2Kt 2:16 er den symbolske lugt, eller duft, den samme i begge tilfælde, den står for det budskab som Jesus’ disciple forkynder. I et bogstaveligt triumftog var fangerne en del af processionen, og når triumftoget standsede, blev de henrettet. For dem var der tale om “en lugt af død”. I Paulus’ illustration var det den enkeltes reaktion på budskabet der afgjorde om det var en behagelig duft eller en ubehagelig lugt. Budskabet var “en duft af liv” for dem der tog imod det, men “en lugt af død” for dem der afviste det.

til at udføre denne tjeneste: Dvs. den form for tjeneste som Paulus har beskrevet i de foregående vers. Paulus spørger altså om hvem der er kvalificeret til at være en sand tjener for Gud og sprede kundskaben om Ham ud som en duft overalt.

forfalsker heller ikke Guds ord: I De Kristne Græske Skrifter er det her den eneste forekomst af det græske udsagnsord der er gengivet med “forfalsker”. Et beslægtet navneord er i Ro 1:29 oversat med “bedrag”, i 1Ts 2:3 med “bedrage” og i 2Kt 12:16 med “list”. Formuleringen “forfalsker ... ikke Guds ord” indeholder tanken om at fordærve, fordreje eller forvanske Guds ord. Men det kan også betegne det at blande budskabet fra Gud med noget der er fremmed og har mindre værdi, som for eksempel menneskelige filosofier eller personlige opfattelser. Paulus ville ikke forfalske Guds ord ved at blande den rene sandhed med læresætninger som de jøder og grækere han underviste, gik ind for, bare for at budskabet lettere kunne glide ned. Han nægtede at udvande sandhedens budskab for at gøre det mere acceptabelt for en verden hvis visdom er tåbelighed i Guds øjne. – 1Kt 1:21; se studienote til 2Kt 2:17.

Det er vi: Paulus svarer her på det spørgsmål han stillede i slutningen af vers 16. Det er ikke nogen overdrivelse når han siger at han og hans medarbejdere er kvalificeret til denne tjeneste. Han siger derimod klart og tydeligt at de er sendt af Gud, dvs. at de er helt afhængige af Gud for at være kvalificerede. Han siger også at de udfører deres tjeneste i al oprigtighed, dvs. med rene motiver. – 2Kt 3:4-6.

for vi driver ikke forretning med Guds ord: Eller “for vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord”. I modsætning til falske lærere havde Paulus, apostlene og deres medarbejdere gode motiver når de forkyndte det rene budskab fra Gud. Det græske ord der er oversat med “drive forretning” (kapeleuo), blev oprindeligt brugt om en der havde en forretning eller en kro, men med tiden kom det til at indeholde tanken om en der snød andre og var grådig. Et græsk ord der er beslægtet med det der forekommer her, finder vi i Septuaginta i Esa 1:22 i formuleringen “dine vinhandlere [“kroværter”] blander vinen med vand”. I den græsk-romerske verden var det almindeligt at fortynde vin med vand før man drak den. For at tjene flere penge var der nogle der øgede den mængde af vand de fortyndede vinen med. Nogle bibelforskere mener derfor at Paulus hentydede til den slags uærlige vinhandlere. I græsk litteratur blev samme metafor brugt til at beskrive omrejsende filosoffer der tog penge for at undervise andre. Da Paulus talte om mange andre der ‘drev forretning’ med Guds ord, tænkte han åbenbart på nogle der falskeligt udgav sig for at være tjenere for Gud og blandede Jehovas ord med menneskers filosofier, traditioner og falske religiøse læresætninger. Det betød at de i overført forstand udvandede Guds ord, ødelagde dets aroma og smag og svækkede dets kraft til at give glæde. – Sl 104:15; se studienote til 2Kt 4:2.

Medieindhold

Triumftog
Triumftog

I tiden under den romerske republik blev en sejrende general æret af senatet ved at han fik lov til at fejre sin sejr med et triumftog. Et triumftog indeholdt som regel musikere, efterfulgt af mænd med kvæg der skulle slagtes. Derefter kom krigsbyttet. Så kom de tilfangetagne konger, fyrster, generaler og deres familier. Og efter dem kom der flere fra den besejrede hær, bundet med lænker. Bag dem gik de mænd der skulle henrette dem. Og til sidst kom generalen i en stor stridsvogn. Triumftog blev portrætteret på skulpturer, malerier og mønter, og det blev også beskrevet i litteratur og teaterstykker. Apostlen Paulus henviste til et “triumftog” i to forskellige illustrationer. (2Kt 2:14; Kol 2:15) Dette er de to eneste steder i Bibelen hvor det græske udsagnsord thriambeuo forekommer, som er oversat med ‘føre afsted i triumftog’.