Samaria: Samaria var et romersk område som Jesus af og til rejste igennem. Senere forkyndte hans disciple det kristne budskab der. Dets nøjagtige grænser kendes ikke i dag, men det lå mellem Galilæa i N og Judæa i S og strakte sig fra Jordanfloden i Ø til kystsletterne ved Middelhavet mod V. Det omfattede hovedsageligt de områder der havde tilhørt Efraims stamme og halvdelen af Manasses stamme (V for Jordan). Selvom Jesus nogle gange rejste igennem Samaria på vej til og fra Jerusalem (Joh 4:3-6; Lu 9:51, 52; 17:11), sagde han til sine apostle at de ikke skulle forkynde i de samaritanske byer fordi deres primære opgave var at gå til “de bortkomne får blandt Israels folk”, dvs. jøderne (Mt 10:5, 6). Men det gjaldt kun en begrænset tid. Lige før Jesus steg op til himlen, sagde han til sine disciple at de skulle forkynde den gode nyhed i “Samaria” og ud over hele jorden. (ApG 1:8, 9) Da disciplene begyndte at blive forfulgt i Jerusalem, forkyndte nogle af dem, især Filip, den gode nyhed i Samaria. Peter og Johannes blev senere sendt dertil så samaritanerne kunne modtage den hellige ånd. – ApG 8:1-17, 25; 9:31; 15:3.

Sykar: En by i Samaria der er blevet identificeret med landsbyen Askar i nærheden af nutidsbyen Nablus omkring 1 km NØ for Sikem og 0,7 km NNØ for Jakobs kilde. (Se Tillæg B6 og B10). Nogle har identificeret Sykar med Sikem på baggrund af tidlige ikkebibelske skribenter og gengivelsen “Sykem” i Codex Sinaiticus Syriacus. De bedste græske håndskrifter støtter dog navnet “Sykar”, og arkæologiske udgravninger har vist at stedet hvor Sikem lå (Tell Balatah), ikke var beboet på tidspunktet for denne beretning.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

Jakobs brønd: Den traditionelle opfattelse af denne brønds placering er Bir Yaqub (Beer Yaaqov), omkring 2,5 km SØ for nutidsbyen Nablus, ikke langt fra Tell Balatah, hvor Sikem lå. Brønden er meget dyb, og vandet når aldrig helt op. Målinger foretaget i det 19. århundrede viser at dybden på det tidspunkt var omkring 23 m. Der er dynd på bunden, så brønden kan meget vel have været dybere på Bibelens tid. (Joh 4:11) Fordi brønden som regel er tør fra omkring slutningen af maj til efterårsregnen, mener nogle at vandet i brønden kommer fra regn og gennemsivning. Andre mener at vandet også kommer fra en kilde. (Se studienote til brønden i dette vers). Bibelen siger ikke direkte at det var Jakob der udgravede brønden, men den viser at Jakob ejede et stykke jord i dette område. (1Mo 33:18-20; Jos 24:32) Jakob gravede sikkert brønden eller fik den gravet for at sørge for vand til sin store husstand og sine mange dyr. På den måde kunne han undgå konflikter med sine naboer, som uden tvivl allerede ejede de andre vandkilder i området. Eller måske har han haft brug for en ny vandkilde fordi de andre brønde i området udtørrede.

var udmattet: Dette er det eneste sted i Bibelen hvor der nævnes at Jesus var “udmattet”. Klokken var omkring 12, og tidligere på dagen havde Jesus sandsynligvis foretaget rejsen fra Jordandalen i Judæa til Sykar i Samaria, en stejl stigning på næsten 900 m. – Joh 4:3-5; se Tillæg A7.

brønden: Eller “kilden”. I denne sammenhæng bruges der to forskellige græske ord for at henvise til Jakobs brønd i Sykar. Det græske ord pege, der to gange er oversat med “brønd” i dette vers, betegner ofte en kilde, hvilket kunne antyde at Jakobs brønd blev tilført vand fra en kilde. I Jak 3:11 bruges udtrykket om en bogstavelig “kilde”, men i Joh 4:14 bruges det i overført betydning, selvom det begge steder er gengivet med “kilde”. I Joh 4:12 omtales Jakobs brønd med det græske ord frear, hvilket kan betyde en brønd, en cisterne eller en lodret skakt. (1Sa 19:22, Septuaginta; Lu 14:5; Åb 9:1) Vandet i en brønd kom ofte fra en kilde, og nogle gange blev den renset og gjort dybere, hvilket kan forklare hvorfor “kilde” og “brønd” her bruges synonymt om den samme vandkilde. – Se studienote til Jakobs brønd i dette vers.

omkring den sjette time: Dvs. ca. kl. 12. – Se studienote til Mt 20:3.

Jøder vil nemlig ikke have noget med samaritanere at gøre: Første gang samaritanere står omtalt i Bibelen, er der tale om jøder der levede i tistammeriget før det blev indtaget af assyrerne. (2Kg 17:29) Samaritanernes adskillelse fra resten af jøderne begyndte tidligere da Jeroboam indførte afgudsdyrkelsen i tistammeriget Israel. (1Kg 12:26-30) Efter assyrernes erobring kom “samaritaner” til at henvise til efterkommerne af dem der blev tilbage i Samaria, samt til de udlændinge som blev sendt dertil for at bo der. Samaritanerne hævdede godt nok kun at være af Manasses og Efraims stamme, men der har uden tvivl været nogle som fik børn med udlændingene, og Bibelen viser at denne blandede befolkning ødelagde tilbedelsen i Samaria yderligere. (2Kg 17:24-41) Da jøderne vendte hjem fra eksil i Babylon, påstod samaritanerne at de tilbad Jehova, men de modarbejdede genopbygningen af templet og bymurene i Jerusalem. Derefter, måske i det fjerde århundrede f.v.t., byggede de deres eget tempel på Garizims Bjerg, men det blev ødelagt af jøderne i 128 f.v.t. Men samaritanerne fortsatte med at tilbede på bjerget, og i det første århundrede boede de i det romerske område Samaria, der lå mellem Judæa og Galilæa. De anerkendte kun de første fem bøger i Bibelen og muligvis også Josvas Bog, men de ændrede ordlyden i nogle vers for at støtte placeringen af deres tempel. På Jesus’ tid havde navnet samaritaner både en etnisk og religiøs betydning, og jøderne foragtede samaritanerne. – Joh 8:48.

... med samaritanere: Denne parentes er ikke med i alle håndskrifter, men der er stærke grunde til at bevare den, for den findes i tidlige pålidelige håndskrifter.

det vand jeg giver: Ordene “vand” og “kilde” bruges her symbolsk. Tidligere i samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde havde Jesus talt om “levende vand”. (Se studienote til Joh 4:10). Han forklarer derefter at det vand han giver, bliver som en kilde med vand i modtageren, og at det kan give evigt liv. I Bibelen bruges vand som et symbol på det Gud har gjort for at mennesker kan få evigt liv. En vigtig del af dette symbolske vand er det offer Jesus bragte som en løsesum. I dette tilfælde fokuserer Jesus på de åndelige velsignelser man får ved at lytte til ham og blive hans discipel. Når man lærer Jehova Gud og Jesus at kende og lever efter det man lærer og får tro på, kan man se frem til at leve evigt. (Joh 17:3) Jesus sagde at hvis man tager imod det symbolske vand, vil det blive som en kilde der vælder frem med livgivende velsignelser. Gør man det, vil man også få lyst til at dele “livets vand” med andre. – Åb 21:6; 22:1, 17; se studienote til Joh 7:38.

levende vand: Dette græske udtryk bruges i bogstavelig betydning om rindende vand, kildevand eller ferskvand fra en brønd der får tilført vand fra kilder. Det er i modsætning til stillestående vand fra en cisterne. I 3Mo 14:5 betyder det hebraiske udtryk “frisk vand” bogstaveligt “levende vand”. I Jer 2:13 og 17:13 bliver Jehova beskrevet som “kilden med levende vand”, dvs. livgivende symbolsk vand. Da Jesus talte med den samaritanske kvinde, anvendte han udtrykket “levende vand” i overført betydning, men det lader til at hun i første omgang forstod hans ord bogstaveligt. – Joh 4:11; se studienote til Joh 4:14.

brønden er dyb: Se studienote til Joh 4:6.

Jakobs brønd: Den traditionelle opfattelse af denne brønds placering er Bir Yaqub (Beer Yaaqov), omkring 2,5 km SØ for nutidsbyen Nablus, ikke langt fra Tell Balatah, hvor Sikem lå. Brønden er meget dyb, og vandet når aldrig helt op. Målinger foretaget i det 19. århundrede viser at dybden på det tidspunkt var omkring 23 m. Der er dynd på bunden, så brønden kan meget vel have været dybere på Bibelens tid. (Joh 4:11) Fordi brønden som regel er tør fra omkring slutningen af maj til efterårsregnen, mener nogle at vandet i brønden kommer fra regn og gennemsivning. Andre mener at vandet også kommer fra en kilde. (Se studienote til brønden i dette vers). Bibelen siger ikke direkte at det var Jakob der udgravede brønden, men den viser at Jakob ejede et stykke jord i dette område. (1Mo 33:18-20; Jos 24:32) Jakob gravede sikkert brønden eller fik den gravet for at sørge for vand til sin store husstand og sine mange dyr. På den måde kunne han undgå konflikter med sine naboer, som uden tvivl allerede ejede de andre vandkilder i området. Eller måske har han haft brug for en ny vandkilde fordi de andre brønde i området udtørrede.

vores forfar Jakob: Samaritanerne påstod at de nedstammede fra Jakob gennem Josef, en påstand som mange jøder dengang sikkert ville have protesteret imod. For at understrege samaritanernes slægtskab med fremmede folkeslag omtalte nogle jøder dem med det hebraiske udtryk “kutim”, eller “kutæere”, dvs. folk fra Kut (eller Kuta). Efter at israelitterne blev deporteret i 740 f.v.t., sendte assyrerkongen folk fra Kut (eller Kuta) til Samaria for at slå sig ned i byerne. Kut (eller Kuta) lå sandsynligvis omkring 50 km NØ for Babylon. – 2Kg 17:23, 24, 30.

det vand jeg giver: Ordene “vand” og “kilde” bruges her symbolsk. Tidligere i samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde havde Jesus talt om “levende vand”. (Se studienote til Joh 4:10). Han forklarer derefter at det vand han giver, bliver som en kilde med vand i modtageren, og at det kan give evigt liv. I Bibelen bruges vand som et symbol på det Gud har gjort for at mennesker kan få evigt liv. En vigtig del af dette symbolske vand er det offer Jesus bragte som en løsesum. I dette tilfælde fokuserer Jesus på de åndelige velsignelser man får ved at lytte til ham og blive hans discipel. Når man lærer Jehova Gud og Jesus at kende og lever efter det man lærer og får tro på, kan man se frem til at leve evigt. (Joh 17:3) Jesus sagde at hvis man tager imod det symbolske vand, vil det blive som en kilde der vælder frem med livgivende velsignelser. Gør man det, vil man også få lyst til at dele “livets vand” med andre. – Åb 21:6; 22:1, 17; se studienote til Joh 7:38.

vil der flyde strømme af levende vand: Jesus kan her have hentydet til en særlig skik man havde under løvhyttefesten. Den bestod i at man hentede vand fra Siloamdammen og udgød det af en guldkande sammen med vin på altret ved tiden for morgenofret. (Se studienote til Joh 7:2, Ordforklaring: “Løvhyttefest” og Tillæg B15). Skikken omtales ikke i De Hebraiske Skrifter men blev tilføjet senere. Ifølge de fleste forskere gjorde man dette de syv af højtidens dage, men ikke på ottendedagen. På den første dag i højtiden, som var en sabbat, var det vand som præsten udgød, blevet hentet fra Siloamdammen til templet den foregående dag. De følgende dage gik præsten til Siloamdammen for at hente vand i en guldkande. Han afpassede tiden sådan at han nåede tilbage til templet netop på det tidspunkt hvor præsterne var klar til at lægge stykkerne af ofret på altret. Når han kom ind gennem Vandporten til præsternes forgård, blev hans ankomst bekendtgjort ved at præsterne blæste tre gange i deres trompeter. Herefter blev vandet hældt ud i et kar, hvorfra det flød hen til altrets fod, samtidig med at vin blev hældt i et andet kar. Derefter blev der sunget hallelsalmer (Sl 113 – 118), som blev akkompagneret af tempelmusikerne, samtidig med at tilbederne svingede deres palmegrene imod altret. Denne ceremoni kan have mindet israelitterne om Esajas’ profetiske ord: “Med glæde skal I hente vand op fra frelsens kilder.” – Esa 12:3.

levende vand: Dette græske udtryk bruges i bogstavelig betydning om rindende vand, kildevand eller ferskvand fra en brønd der får tilført vand fra kilder. Det er i modsætning til stillestående vand fra en cisterne. I 3Mo 14:5 betyder det hebraiske udtryk “frisk vand” bogstaveligt “levende vand”. I Jer 2:13 og 17:13 bliver Jehova beskrevet som “kilden med levende vand”, dvs. livgivende symbolsk vand. Da Jesus talte med den samaritanske kvinde, anvendte han udtrykket “levende vand” i overført betydning, men det lader til at hun i første omgang forstod hans ord bogstaveligt. – Joh 4:11; se studienote til Joh 4:14.

det her bjerg: Dvs. Garizims Bjerg. (Se Tillæg B10). Bjerget bliver nævnt fire gange i De Hebraiske Skrifter. (5Mo 11:29; 27:12; Jos 8:33; Dom 9:7) Det var muligvis i det fjerde århundrede f.v.t. at samaritanerne byggede et tempel på bjerget der blev en konkurrent til templet i Jerusalem. Det blev ødelagt af jøderne i 128 f.v.t. Samaritanerne anerkendte kun de første fem bøger i Bibelen og muligvis også Josvas Bog, men kun i deres egen udgave, der er kendt som Den Samaritanske Pentateuk. Den blev skrevet med deres egne skrifttegn, der var afledt af oldhebraisk. Teksten afviger fra den masoretiske udgave af den hebraiske bibel omkring 6.000 steder. I de fleste tilfælde er der tale om mindre forskelle, men der er også større ændringer. For eksempel står der i 5Mo 27:4 i den samaritanske udgave at det var på “Garizims Bjerg”, og ikke “Ebals Bjerg”, at Moseloven skulle nedskrives på nogle sten. (5Mo 27:8) Årsagen til denne ændring var tydeligvis at give samaritanerne belæg for at sige at Garizims Bjerg var Guds hellige bjerg.

frelsen begynder med jøderne: Eller “frelsen udgår fra jøderne”. Jesus’ udtalelse tager udgangspunkt i at det jødiske folk havde fået betroet Guds ord, den rene tilbedelse og sandheden der kunne føre til frelse. (Ro 3:1, 2) De var også blevet udvalgt som det folk Messias skulle komme fra, og profetien om Abrahams “afkom” blev dermed opfyldt. (1Mo 22:18; Ga 3:16) Da Jesus talte med den samaritanske kvinde, var det kun gennem jøderne man kunne lære sandheden om Gud at kende, finde ud af hvad han forventer af en, og få noget at vide om Messias. Israel var stadig Guds kanal, og enhver der ønskede at tjene Jehova, skulle gøre det sammen med hans udvalgte nation.

Gud er en ånd: Det græske ord pneuma bruges her i betydningen åndevæsen, altså en usynlig ånd der har en personlighed. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Bibelen viser at Gud, den herliggjorte Jesus og englene er ånder. (1Kt 15:45; 2Kt 3:17; He 1:14) Åndeverdenen adskiller sig meget fra den fysiske verden, og det er noget der er usynligt for mennesker. Ånder har et legeme, “et åndeligt legeme”, der langt overgår “et fysisk legeme”. (1Kt 15:44; Joh 1:18) Bibelskribenterne omtaler Gud som om han har et ansigt, øjne, ører, hænder osv., men disse beskrivelser bruges i overført betydning for at hjælpe mennesker til at forstå hvordan Gud er som person. Bibelen viser tydeligt at Gud har en personlighed. Han befinder sig et sted der er uden for det fysiske univers; derfor kunne Kristus sige at han ‘gik til Faren’. (Joh 16:28) I He 9:24 står der at Kristus gik “ind i selve himlen, hvor han ... træder frem for Gud til gavn for os”.

tilbede i ånd: Som det fremgår af opslagsordet “Ånd” i Ordforklaringen, kan det græske ord pneuma have mange forskellige betydninger. Det kan blandt andet betyde Guds virksomme kraft, eller hellige ånd, og den drivkraft der får mennesker til at gøre noget bestemt, altså deres mentale evner. Noget af det som de forskellige betydninger af ordet “ånd” har tilfælles, er at det er usynligt for mennesker. Jesus forklarede i Joh 4:21 at tilbedelsen af Gud ikke ville være centreret om et bestemt sted, såsom Garizims Bjerg i Samaria eller templet i Jerusalem. Eftersom Gud er immateriel og man hverken kan se eller røre ham, ville det ikke længere være nødvendigt at tilbede ham i et fysisk tempel eller på et bjerg. I andre bibelvers forklarer Jesus at for at tilbede Gud på en måde som han godkender, er det nødvendigt at man bliver ledet af Guds usynlige hellige ånd, der også kaldes en “hjælper”. (Joh 14:16, 17; 16:13) At “tilbede i ånd” henviser åbenbart til en tilbedelse der er ledet af Guds ånd som vil hjælpe en person til at være i harmoni med Guds tanker ved hjælp af studie og brug af bibelske principper. Jesus’ udtalelse om at tilbede Gud “i ånd” indebærer altså meget mere end det at tjene Gud med entusiasme og oprigtighed.

tilbede i ... sandhed: Den tilbedelse Gud godkender, kan ikke være baseret på fantasier, myter eller løgne. Den skal være i harmoni med fakta og stemme med “sandheden” som Gud har fortalt i sit ord om sig selv og sine hensigter. (Joh 17:17) En sådan tilbedelse må være i overensstemmelse med de “virkelige ting der ikke ses”, men som åbenbares i Guds ord. – He 9:24; 11:1; se også studienote til tilbede i ånd i dette vers.

Kristus: Denne titel stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. På Bibelens tid salvede man ceremonielt herskere med olie.

Jeg ved at Messias kommer: Samaritanerne anerkendte kun de fem Mosebøger, kendt som Pentateuken. De afviste resten af De Hebraiske Skrifter, muligvis med Josvas Bog som undtagelse. Men fordi de anerkendte de fem bøger skrevet af Moses, så samaritanerne frem til at Messias ville komme, profeten der ville være større end Moses. – 5Mo 18:18, 19.

Messias: Det græske ord Messias (en translitteration af det hebraiske ord mashiach) forekommer kun to gange i De Kristne Græske Skrifter (her og i Joh 1:41). Det hebraiske udsagnsord som titlen mashiach stammer fra, er mashach og betyder “at smøre eller sprede ud (med væske)” og “at salve”. (2Mo 29:2, 7) På Bibelens tid blev præster, konger og profeter ceremonielt salvet med olie. (3Mo 4:3; 1Sa 16:3, 12, 13; 1Kg 19:16) Den tilsvarende titel Kristus (græsk: Christos) forekommer over 500 gange i De Kristne Græske Skrifter og svarer til titlen “Messias”. Begge titler betyder “den salvede”. – Se studienote til Mt 1:1.

Det er mig: Bogst.: “Jeg er”. Græsk: ego eimi. Nogle mener at dette udtryk er en hentydning til ordlyden i Septuaginta i 2Mo 3:14, og bruger det til at identificere Jesus med Gud. Men ordlyden i 2Mo 3:14 (ego eimi ho on: “Jeg er Den Værende; Jeg er Den Eksisterende”) er anderledes end i Joh 4:26. Desuden bruges udtrykket ego eimi i Septuaginta i forbindelse med udtalelser fra Abraham, Eliezer, Jakob, David og andre. (1Mo 23:4; 24:34; 30:2; 1Kr 21:17) I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket ego eimi ikke kun i forbindelse med noget Jesus har sagt. De samme græske ord bruges i Joh 9:9 hvor en mand som Jesus havde helbredt, bliver citeret. Udtrykket bliver ganske enkelt gengivet med: “Det er mig.” De samme ord bliver brugt af englen Gabriel og af Peter, Paulus og andre. (Lu 1:19; ApG 10:21; 22:3) Deres udtalelser er selvsagt ikke hentydninger til 2Mo 3:14. En sammenligning med parallelberetningerne i de synoptiske evangelier viser at udtrykket ego eimi i Mr 13:6 og Lu 21:8 (“Det er mig”) er en kort version af den mere fuldstændige tanke der er gengivet i Mt 24:5, hvor der står: “Jeg er Kristus.”

Det er mig – ham du taler med: Dette er tilsyneladende første gang Jesus åbent identificerer sig som Messias, eller Kristus. Og han gør det over for en kvinde der ikke engang er jøde, men samaritaner. (Joh 4:9, 25) De fleste jøder foragtede samaritanerne og nægtede at hilse på dem, og mange jødiske mænd så ned på kvinder. Senere viste Jesus andre kvinder ære på en lignende måde da han gav dem det privilegium at være de første der var vidner til hans opstandelse. – Mt 28:9, 10.

talte med en kvinde: I skarp kontrast til den ånd der er i Moseloven, frarådede den jødiske overlevering at mænd talte med kvinder offentligt. Det ser ud til at det var en almindelig holdning på Jesus’ tid. Det kan forklare hvorfor selv Jesus’ disciple “blev overrasket over” at han talte med den samaritanske kvinde. Ifølge Talmud anbefalede rabbinere i oldtiden skriftlærde “ikke at tale med en kvinde på gaden”. Og ifølge Mishnah sagde en rabbiner: “Tal ikke meget med kvinder. ... Den der taler meget med kvinder, bringer ondt over sig selv og forsømmer studiet af Loven og vil til sidst arve Gehenna.” – Aboth 1:5.

der er fire måneder til høsten: Byghøsten begynder i den jødiske måned nisan (marts/april), omkring påsken. (Se Tillæg B15). Hvis man tæller fire måneder tilbage, har Jesus tilsyneladende sagt de ord i kislev måned (november/december). Det var den tid på året hvor der faldt mere og mere regn og vejret blev koldere. Jesus’ ord om at høsten allerede var i gang, handler altså om en symbolsk høst, eller indsamling af mennesker, ikke en bogstavelig høst. – Joh 4:36.

hvide: Dvs. modne. Det græske ord leukos kan betyde hvid eller andre toner af lyse farver, for eksempel lysegul, og fortæller at afgrøden er moden og klar til at blive høstet. Eftersom Jesus her siger at der er “fire måneder til høsten”, var de omkringliggende marker sikkert grønne – samme farve som bygspirer. Så da Jesus talte om at markerne var klar til at blive høstet, tænkte han uden tvivl på en åndelig høst og ikke en bogstavelig. Nogle bibelforskere har udtalt at da Jesus tilskyndede dem han gik sammen med, til at kigge ud over markerne, kan han have tænkt på en gruppe samaritanere der kom gående, og at hans bemærkning om at markerne var “hvide”, kan have været en hentydning til de hvide klædedragter de måske har haft på. Hans bemærkning kan også have været en talemåde der viste at de var klar til at tage imod hans budskab. – Joh 4:28-30.

Mange af samaritanerne ... fik tro på ham: Jesus’ samtale med den samaritanske kvinde havde stor effekt. På grund af hendes vidnesbyrd begyndte mange samaritanere at tro på Jesus. Den primære åndelige høst fandt sted blandt jøderne, men som man kan se af den inspirerede beretning, ville en endnu større høst der omfattede samaritanerne, snart begynde. Den samtale Jesus havde med den samaritanske kvinde, lagde uden tvivl grunden til at mange af disse samaritanere reagerede positivt på Filips forkyndelse. – Joh 4:34-36; ApG 1:8; 8:1, 14-17.

dømme: Eller “fordømme”. Jehova sendte ikke sin Søn til menneskehedens verden for at dømme den ugunstigt, eller fordømme den, men af kærlighed sendte han Jesus på den opgave at redde dem der viste tro. – Joh 3:16; 2Pe 3:9.

Guds Lam: Da Jesus var blevet døbt og vendte tilbage efter at være blevet fristet af Djævelen, præsenterede Johannes Døber ham som “Guds Lam”. Dette udtryk forekommer kun her og i Joh 1:36. (Se Tillæg A7). Det er meget passende at sammenligne Jesus med et lam. På Bibelens tid ofrede man får for at få Guds tilgivelse og for at kunne nærme sig ham. Det forudskildrede det offer som Jesus ville bringe ved at give sit fuldkomne menneskeliv for menneskers skyld. Udtrykket “Guds Lam” kan hentyde til flere forskellige passager i de inspirerede skrifter. Johannes Døber havde et godt kendskab til De Hebraiske Skrifter, så hans ord kan have hentydet til en eller flere af følgende muligheder: Den vædder Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak (1Mo 22:13), det påskelam der blev slagtet i Egypten dengang israelitterne blev befriet fra slaveriet (2Mo 12:1-13), eller den vædder der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og aften (2Mo 29:38-42). Johannes kan også have tænkt på Esajas’ profeti hvor der står at den Jehova kalder “min tjener”, bliver “ført afsted som et får til slagtning”. (Esa 52:13; 53:5, 7, 11) I sit første brev til korintherne omtalte apostlen Paulus Jesus som “vores påskelam”. (1Kt 5:7) Apostlen Peter kaldte Kristus’ blod for “dyrebart”, og han sammenlignede det “med blodet fra et lam der var helt uden fejl og mangler”. (1Pe 1:19) Og i Åbenbaringens Bog bliver den herliggjorte Jesus mere end 25 gange omtalt symbolsk som “Lammet”. – Nogle eksempler findes i: Åb 5:8; 6:1; 7:9; 12:11; 13:8; 14:1; 15:3; 17:14; 19:7; 21:9; 22:1.

verdens: I den ikkereligiøse græske litteratur er det græske ord kosmos nært forbundet med menneskeheden, og det gælder også i høj grad i Bibelen. I denne sammenhæng, såvel som i Joh 3:16, refererer kosmos til hele menneskehedens verden, der her beskrives som værende skyldig i synd, dvs. synden der er nedarvet fra Adam.

verdens frelser: Dette udtryk, der kun forekommer her og i 1Jo 4:14, indikerer at Jesus ville fjerne synden fra de mennesker i ‘verden’ der viste tro. – Se studienoter til Joh 1:29; 3:17.

sin hjemegn: Bogst.: “sin fars sted”. Det græske ord er også oversat med “hjemegn” i Mt 13:54; Mr 6:1 og Lu 4:24, hvor udtrykket henviser til Jesus’ hjemby, Nazaret. Men i denne sammenhæng ser det ud til at henvise til hele Galilæa. – Joh 4:43.

Kana: Sandsynligvis fra det hebraiske ord qaneh, “rør, siv”. Kana kan derfor betyde “sted med rør eller siv”. Johannes er den eneste der nævner denne by, og hver gang under betegnelsen Kana i Galilæa (Joh 2:11; 4:46; 21:2), måske for at adskille den fra Kana (hebraisk: Qanah) i Ashers stammeområde (Jos 19:24, 28). Mange forskere identificerer stedet med Khirbet Qana, hvor der er ruiner af en gammel landsby på en høj ved den nordlige kant af Bet Netofa-dalen (el-Battuf-sletten), ca. 13 km N for Nazaret. På arabisk er stedet stadig kendt under navnet Qana el-Jelil, hvilket svarer til Kana i Galilæa. På en nærliggende sumpet slette vokser der mange siv, så navnet Kana er meget passende. Der er rester af gamle cisterner og hvad man mener er ruinerne af en synagoge (der er dateret til slutningen af det første århundrede eller det andet århundrede e.v.t.). Man har også fundet potteskår (brudstykker af lerkar) og mønter der menes at stamme fra det første århundrede e.v.t. Ifølge kirkelig tradition er stedet identisk med Kafr Kanna, der ligger 6,5 km NØ for Nazaret, muligvis fordi det er lettilgængeligt for pilgrimme fra Nazaret. Men der lader ikke til at være nogen sproglig forbindelse mellem navnet på dette sted og Kana i Galilæa som er nævnt i Bibelen.

Kana i Galilæa ... Kapernaum: Vejen mellem Kana (Khirbet Qana) og Kapernaum er omkring 40 km lang. – Se studienote til Joh 2:1.

en kongelig embedsmand: Eller “en kongelig tjener”. Det græske ord basilikos henviser til en der har forbindelse til kongen (basileus), enten via familie eller embede. Her ser det ud til at blive brugt om en kongelig tjener, et medlem af det kongelige hof, tilhørende Herodes Antipas, lokalfyrsten i Galilæa. Han var almindeligvis kendt som “kongen”. – Se studienoter til Mt 14:9; Mr 6:14.

Kong Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. (Se Ordforklaring: “Herodes”). Matthæus og Lukas anvender Antipas’ officielle romerske titel “tetrark”, eller “lokalfyrste”. (Se studienoter til Mt 14:1; Lu 3:1). Han havde myndighed over områderne Galilæa og Peræa. I daglig tale omtalte man ham som “kongen”, en titel som Matthæus bruger en enkelt gang (Mt 14:9), og det er den eneste titel Markus anvender om Herodes. – Mr 6:22, 25-27.

Kongen: Herodes Antipas’ officielle romerske titel var “tetrark”, som man kan se i studienoten til Mt 14:1. Men i daglig tale omtalte man ham som “kongen”.

komme ned: Dvs. til Kapernaum. I oldtiden var der en vej der gik forbi Khirbet Qana (sandsynligvis den by der i Bibelen kaldes Kana; se studienote til Joh 2:1), ned til kysten ved Galilæas Sø og videre langs kysten til Kapernaum, som ligger mere end 200 m under havets overflade. Derfor blev Jesus bedt om at “komme ned” til Kapernaum.

Kana: Sandsynligvis fra det hebraiske ord qaneh, “rør, siv”. Kana kan derfor betyde “sted med rør eller siv”. Johannes er den eneste der nævner denne by, og hver gang under betegnelsen Kana i Galilæa (Joh 2:11; 4:46; 21:2), måske for at adskille den fra Kana (hebraisk: Qanah) i Ashers stammeområde (Jos 19:24, 28). Mange forskere identificerer stedet med Khirbet Qana, hvor der er ruiner af en gammel landsby på en høj ved den nordlige kant af Bet Netofa-dalen (el-Battuf-sletten), ca. 13 km N for Nazaret. På arabisk er stedet stadig kendt under navnet Qana el-Jelil, hvilket svarer til Kana i Galilæa. På en nærliggende sumpet slette vokser der mange siv, så navnet Kana er meget passende. Der er rester af gamle cisterner og hvad man mener er ruinerne af en synagoge (der er dateret til slutningen af det første århundrede eller det andet århundrede e.v.t.). Man har også fundet potteskår (brudstykker af lerkar) og mønter der menes at stamme fra det første århundrede e.v.t. Ifølge kirkelig tradition er stedet identisk med Kafr Kanna, der ligger 6,5 km NØ for Nazaret, muligvis fordi det er lettilgængeligt for pilgrimme fra Nazaret. Men der lader ikke til at være nogen sproglig forbindelse mellem navnet på dette sted og Kana i Galilæa som er nævnt i Bibelen.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

den syvende time: Dvs. omkring kl. 13.00. – Se studienote til Mt 20:3.

det andet mirakel: Bogst.: “det andet tegn”. En reference til det andet af to mirakler Jesus udførte i Galilæa da han vendte tilbage fra Judæa. Det første mirakel, eller tegn, er omtalt i Joh 2:11. Jesus udførte andre mirakler i Jerusalem før sit andet mirakel i Galilæa. – Joh 2:23.