Ifølge Johannes 17:1-26

17  Dette sagde Jesus, og han så op mod himlen og sagde: “Far, tiden er kommet. Ophøj din søn så din søn kan ophøje dig.+  For du har givet ham myndighed over alle mennesker+ så han kan give evigt liv+ til alle dem som du har givet ham.+  For at få evigt liv+ må de lære dig at kende, den eneste sande Gud,+ og den som du har sendt, Jesus Kristus.+  Jeg har ophøjet dig på jorden+ ved at fuldføre den opgave du har givet mig.+  Så ophøj mig nu ved din side, Far, med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.+  Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig fra verden.+ De var dine, og du gav dem til mig, og de har overholdt dit ord.  Nu er de klar over at alt hvad du har givet mig, er fra dig,  for jeg har fortalt dem det du har fortalt mig,+ og de har accepteret det og er blevet helt klar over at jeg er kommet som repræsentant for dig,+ og de har fået tro på at du har sendt mig.+  Jeg beder for dem – jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig, for de er dine, 10  og alt mit er dit, og dit er mit,+ og jeg er blevet æret blandt dem. 11  Jeg er ikke længere i verden,+ men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Far, våg over dem+ for dit navns skyld, det navn du har givet mig, så de kan være ét ligesom vi er ét.+ 12  Mens jeg var hos dem, plejede jeg at våge over dem+ for dit navns skyld, det navn du har givet mig, og jeg har beskyttet dem, og ingen af dem er gået tabt,+ undtagen den ene der skulle gå tabt+ for at skriftstedet kunne blive opfyldt.+ 13  Men nu kommer jeg til dig, og jeg siger disse ting i verden så de fuldt ud kan føle min glæde.+ 14  Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem,+ for de er ikke en del af verden,+ ligesom jeg ikke er en del af verden. 15  Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde.+ 16  De er ikke en del af verden,+ ligesom jeg ikke er en del af verden.+ 17  Gør dem hellige ved hjælp af sandheden.+ Dit ord er sandhed.+ 18  Ligesom du har sendt mig til verden, har jeg også sendt dem til verden.+ 19  Og jeg helliger mig selv til gavn for dem så de også kan blive helliget ved hjælp af sandheden. 20  Det er ikke kun dem jeg beder for, men også dem som gennem deres ord får tro på mig, 21  for at de alle må være ét,+ ligesom du, Far, er nært forbundet med mig og jeg med dig,+ for at de også må være nært forbundet med os, så verden kan tro på at du har sendt mig. 22  Jeg har givet dem den herlighed som du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi er ét.+ 23  Jeg er nært forbundet med dem, og du er nært forbundet med mig,+ for at de må være helt forenede så verden kan vide at du har sendt mig, og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig. 24  Far, med hensyn til dem du har givet mig, ønsker jeg at de skal være hvor jeg er,+ for at de kan se min herlighed, som du har givet mig fordi du elskede mig før verden blev grundlagt.+ 25  Retfærdige Far, verden har jo ikke lært dig at kende,+ men jeg kender dig,+ og disse er blevet klar over at du har sendt mig. 26  Jeg har gjort dit navn kendt for dem, og jeg vil gøre det kendt,+ for at den kærlighed du har vist mig, kan være i dem og jeg kan være nært forbundet med dem.”+

Fodnoter

Studienoter

kød: Eller “et menneske”. Det græske ord sarx sigter her til et fysisk væsen, et levende væsen af kød. Da Jesus blev født som menneske, var han ikke længere en ånd. Han iførte sig ikke bare en fysisk krop, som engle havde gjort før i tiden. (1Mo 18:1-3; 19:1; Jos 5:13-15) Derfor kunne Jesus med rette omtale sig selv som “Menneskesønnen”. – Joh 1:51; 3:14; se studienote til Mt 8:20.

alle mennesker: Bogst.: “alt kød”. Dette udtryk findes også i Lu 3:6, som er et citat fra Esa 40:5, hvor der bruges et hebraisk ord med samme betydning. – Se også studienote til Joh 1:14.

lære dig at kende: Eller “tilegne sig viden om dig; blive ved med at lære dig at kende”. Det græske udsagnsord ginosko betyder grundlæggende “at kende”, og her bruges udsagnsordet i nutid for at udtrykke tanken om en fortsat proces. Det kan betegne en proces hvor man “tilegner sig kundskab om nogen; lærer nogen at kende; bliver bedre bekendt med nogen”. Det kan også indeholde tanken om at gøre en fortsat anstrengelse for at lære en man allerede kender, endnu bedre at kende. I denne sammenhæng er der tale om at man får et dybere personligt forhold til Gud ved altid at lære mere om Gud og Kristus og få endnu mere tillid til dem. Det kræver helt klart mere end blot at vide hvem en person er, eller kende vedkommendes navn. Man må også finde ud af hvad personen kan lide og ikke kan lide, og kende hans værdier og normer. – 1Jo 2:3; 4:8.

verden blev grundlagt: Det græske ord for “grundlæggelse” er gengivet “blive gravid” (eller “undfange”) i He 11:11, hvor det bruges i forbindelse med at “føde et barn”. Udtrykket “verden blev grundlagt” henviser åbenbart til fødslen af Adam og Evas børn. Jesus kæder det at “verden blev grundlagt”, sammen med Abel, der sandsynligvis var det første menneske der kunne løskøbes, og den første der fik sit navn “skrevet i livets skriftrulle fra verden blev grundlagt”. (Lu 11:50, 51; Åb 17:8) Det Jesus sagde i bøn til sin Far, bekræfter også at Gud for længe siden – inden Adam og Eva fik børn – elskede sin enestefødte Søn.

verden: Det græske ord kosmos henviser tilsyneladende her til menneskehedens verden. – Se også studienote til Joh 17:24.

navn: Guds personlige navn, der repræsenteres ved de fire hebraiske bogstaver יהוה (JHWH) og ofte gengives “Jehova” på dansk. I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 6.979 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. (For flere oplysninger om brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter, se Tillæg A5 og Tillæg C. I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. – Se også 2Mo 34:5, 6; Åb 3:4, fdn.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos til menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund, det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. Johannes er den eneste evangelieskribent der citerer Jesus for at sige at hans disciple ikke er en del af verden, eller ikke tilhører verden. Den samme tanke kommer til udtryk to gange mere i den sidste bøn Jesus beder sammen med sine trofaste apostle. – Joh 17:14, 16.

Jeg har gjort dit navn kendt: Jesus’ disciple kendte og brugte allerede Guds navn. De så og læste det i skriftrullerne med De Hebraiske Skrifter som de havde adgang til i deres synagoger. De så og læste det også i Septuaginta – en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter som blev brugt i undervisningen. (Se Tillæg A5 og C). I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4, fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Fordi Jesus havde været “ved Farens side”, kunne han forklare hvem Faren er, på en måde som ingen andre kunne. (Joh 1:18; Mt 11:27) Betydningen af Guds navn blev altså tydeligere for Jesus’ første disciple.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos tilsyneladende til den del af menneskehedens verden som er fremmed for Gud og adskilt fra Kristus’ sande disciple, hans menighed. – Se studienote til Joh 15:19.

overholdt: Eller “adlydt”. Som det græske ord tereo bruges i denne sammenhæng, er det blevet defineret som “at man vedblivende anstrenger sig for at være lydig; at man lytter opmærksomt til”.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos til menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund, det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. Johannes er den eneste evangelieskribent der citerer Jesus for at sige at hans disciple ikke er en del af verden, eller ikke tilhører verden. Den samme tanke kommer til udtryk to gange mere i den sidste bøn Jesus beder sammen med sine trofaste apostle. – Joh 17:14, 16.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos til menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund, det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. – Se også studienote til Joh 15:19.

navn: Guds personlige navn, der repræsenteres ved de fire hebraiske bogstaver יהוה (JHWH) og ofte gengives “Jehova” på dansk. I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 6.979 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. (For flere oplysninger om brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter, se Tillæg A5 og Tillæg C. I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. – Se også 2Mo 34:5, 6; Åb 3:4, fdn.

Jeg har gjort dit navn kendt: Jesus’ disciple kendte og brugte allerede Guds navn. De så og læste det i skriftrullerne med De Hebraiske Skrifter som de havde adgang til i deres synagoger. De så og læste det også i Septuaginta – en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter som blev brugt i undervisningen. (Se Tillæg A5 og C). I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4, fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Fordi Jesus havde været “ved Farens side”, kunne han forklare hvem Faren er, på en måde som ingen andre kunne. (Joh 1:18; Mt 11:27) Betydningen af Guds navn blev altså tydeligere for Jesus’ første disciple.

ét: Eller “enige; forenede”. Denne udtalelse af Jesus viser at han og hans Far er forenet i arbejdet med at beskytte dem der er som får, og lede dem frem til evigt liv. Hyrdearbejdet er en fælles opgave for Faren og Sønnen. De er lige interesseret i fårenes velbefindende og vil ikke tillade nogen at rive dem ud af deres hånd. (Joh 10:27-29; se også Eze 34:23, 24). I Johannes’ evangelium nævnes det ofte at Faren og Sønnen har et nært fællesskab og er forenet i vilje og hensigt. Det græske ord der her er oversat med “ét”, står ikke i hankøn (som hvis det var “én person”), men i intetkøn (som i “én ting”). Tanken er altså at Jesus og hans Far er “ét” i deres handlinger og samarbejde, ikke at de er samme person. (Joh 5:19; 14:9, 23) At Jesus talte om sin og Farens forenede vilje og hensigt og ikke en samlet, jævnbyrdig guddom, bekræftes når man sammenligner ordene i dette vers med den bøn der er gengivet i Johannes, kapitel 17. (Joh 10:25-29; 17:2, 9-11) Denne forståelse fremgår særligt tydeligt af at Jesus beder om at hans disciple må “være ét ligesom vi er ét”. (Joh 17:11) Den form for enhed der omtales i kapitel 10 og i kapitel 17, må altså være den samme. – Se studienoter til Joh 17:11, 21; 1Kt 3:8.

Hellige Far: I Bibelen forekommer udtrykket kun her, og det bruges som en tiltaleform der henviser til Jehova. Det bruges aldrig om et menneske. – Se også Mt 23:9.

dit navns skyld, det navn du har givet mig: Navnet Jesus svarer til det hebraiske navn Jeshua (eller i den fuldstændige form: Jehoshua), der betyder “Jehova er frelse”. Derfor understreger Jesus også to gange i dette kapitel at han gjorde navnet Jehova kendt. (Joh 17:6, 26) I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme, hans egenskaber eller alt hvad han siger at han er. (Se studienoter til Mt 6:9; Joh 17:6). Ud over at Jesus bar et navn som indeholdt Guds navn, var Jehovas navn åbenbart også blevet givet til ham på andre måder. For eksempel genspejlede Jesus til fuldkommenhed sin Fars personlighed. (Joh 14:9) Jesus kom desuden i sin Fars navn, og han udførte også kraftige gerninger i det navn. – Joh 5:43; 10:25.

ét: Eller “enige; forenede”. Jesus bad om at ligesom han og hans Far er “ét” ved at samarbejde og være forenet i samme tankegang, sådan skulle hans sande disciple også være “ét” ved at arbejde sammen om et fælles mål. Ordene i denne bøn er de samme som Jesus’ ord i Joh 10:30. Der siger han at han og Faren “er ét” i forbindelse med den måde de tager sig af hans disciple på, hans “får”, som Faren havde givet ham. (Joh 10:25-30; 17:2, 9) Det græske ord der her er gengivet med “ét”, er i intetkøn (som betegner “en ting”) og ikke hankøn (som betegner “en person”). – Se studienote til Joh 10:30.

en der fortjener Gehenna: Bogst.: “en søn af Gehenna”, dvs. en der fortjener evig tilintetgørelse. – Se Ordforklaring: “Gehenna”.

den ene der skulle gå tabt: Bogst.: “undergangens (fortabelsens) søn”. I denne sammenhæng sigter udtrykket til Judas Iskariot, der med fuldt overlæg forrådte Guds Søn og derfor blev dømt til evig udslettelse, dvs. en der ikke fortjener at blive oprejst fra de døde. Det samme udtryk bruges i 2Ts 2:3, hvor det henviser til “det lovløse menneske”. På de sprog Bibelen oprindeligt blev nedskrevet på, bruges ordet “søn(ner)” sommetider i overført betydning om nogle der følger en bestemt handlemåde eller har et bestemt kendetegn. Eksempler på sådanne udtryk er “Den Højestes sønner”, “lysets sønner og dagens sønner”, “Rigets sønner”, “den ondes sønner” og “Djævelens søn”. (Lu 6:35; 1Ts 5:5; Mt 13:38; ApG 13:10) På lignende måde kan ordet “søn” bruges om den dom eller det udfald som en bestemt kurs eller et bestemt karaktertræk resulterer i. I 2Sa 12:5 betyder udtrykket som er oversat med “fortjener at dø”, bogstaveligt “er en dødens søn”. I Mt 23:15 bruges det bogstavelige udtryk “en søn af Gehenna” om en der fortjener evig tilintetgørelse, og det var åbenbart det Jesus mente da han brugte udtrykket “den ene der skulle gå tabt” om Judas Iskariot. – Se studienote til Mt 23:15 og Ordforklaring: “Gehenna”.

verden: I denne sammenhæng henviser det græske ord kosmos til menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund, det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud. Johannes er den eneste evangelieskribent der citerer Jesus for at sige at hans disciple ikke er en del af verden, eller ikke tilhører verden. Den samme tanke kommer til udtryk to gange mere i løbet den sidste aften Jesus er sammen med sine trofaste apostle. – Joh 15:19; 17:16.

Gør dem hellige: Eller “Sæt dem til side; Skil dem ud”, dvs. til hellig tjeneste for Gud. Når Jesus’ disciple er lydige mod sandheden i Guds ord, bliver de hellige, eller renset. (1Pe 1:22) Så skiller de sig ud som nogle der ‘ikke er en del af verden’, der jo ikke følger sandheden i Guds ord. – Joh 17:16.

Dit ord er sandhed: Jehovas ord fremstiller tingene som de er, for det åbenbarer Guds egenskaber, hensigter og bud og beskriver menneskehedens sande tilstand. I overensstemmelse med Jesus’ bøn viser Guds sandhedsord hvad der kræves for at man kan blive gjort hellig, eller sat til side til at blive brugt i Jehovas tjeneste, og derefter forblive i denne hellige tilstand.

helliger mig selv: Eller “skiller mig ud; sætter mig til side”. Jesus var hellig da han blev født som et menneske (Lu 1:35), og han bevarede denne helliggørelse, eller hellighed, mens han levede på jorden. (ApG 4:27; He 7:26) At Jesus levede et uangribeligt liv, deriblandt at han ofrede sit liv som en løsesum, gjorde det muligt for hans disciple at blive helliget, eller gjort hellige, sat til side til tjenesten for Gud. Derfor kunne Jesus sige i bøn til sin Far at han helligede sig selv til gavn for dem. De der følger Jesus, bliver helliget ved hjælp af sandheden hvis de følger lige i hans fodspor og lever efter de sandheder han lærte andre, og de sandheder der findes i Guds ord, Bibelen. (Joh 17:17; 2Ti 2:20, 21; He 12:14) De bliver dog ikke helliget i kraft af sig selv men gennem Jesus Kristus. – Ro 3:23-26; He 10:10.

ét: Eller “enige; forenede”. Denne udtalelse af Jesus viser at han og hans Far er forenet i arbejdet med at beskytte dem der er som får, og lede dem frem til evigt liv. Hyrdearbejdet er en fælles opgave for Faren og Sønnen. De er lige interesseret i fårenes velbefindende og vil ikke tillade nogen at rive dem ud af deres hånd. (Joh 10:27-29; se også Eze 34:23, 24). I Johannes’ evangelium nævnes det ofte at Faren og Sønnen har et nært fællesskab og er forenet i vilje og hensigt. Det græske ord der her er oversat med “ét”, står ikke i hankøn (som hvis det var “én person”), men i intetkøn (som i “én ting”). Tanken er altså at Jesus og hans Far er “ét” i deres handlinger og samarbejde, ikke at de er samme person. (Joh 5:19; 14:9, 23) At Jesus talte om sin og Farens forenede vilje og hensigt og ikke en samlet, jævnbyrdig guddom, bekræftes når man sammenligner ordene i dette vers med den bøn der er gengivet i Johannes, kapitel 17. (Joh 10:25-29; 17:2, 9-11) Denne forståelse fremgår særligt tydeligt af at Jesus beder om at hans disciple må “være ét ligesom vi er ét”. (Joh 17:11) Den form for enhed der omtales i kapitel 10 og i kapitel 17, må altså være den samme. – Se studienoter til Joh 17:11, 21; 1Kt 3:8.

ét: Eller “enige; forenede”. Jesus bad om at ligesom han og hans Far er “ét” ved at samarbejde og være forenet i samme tankegang, sådan skulle hans sande disciple også være “ét” ved at arbejde sammen om et fælles mål. Ordene i denne bøn er de samme som Jesus’ ord i Joh 10:30. Der siger han at han og Faren “er ét” i forbindelse med den måde de tager sig af hans disciple på, hans “får”, som Faren havde givet ham. (Joh 10:25-30; 17:2, 9) Det græske ord der her er gengivet med “ét”, er i intetkøn (som betegner “en ting”) og ikke hankøn (som betegner “en person”). – Se studienote til Joh 10:30.

ét: Eller “i enhed; forenede”. I bøn udtrykte Jesus ønske om at hans sande disciple måtte være “ét”, arbejde enigt sammen om den samme hensigt, ligesom han og hans Far er “ét” ved at de samarbejder og tænker ens. (Joh 17:22) I 1Kt 3:6-9 beskriver Paulus denne enhed blandt kristne forkyndere som samarbejder med hinanden og med Gud. – Se 1Kt 3:8 og studienoter til Joh 10:30; 17:11.

være helt forenede: Eller “blive fuldkommengjort til ét”. I dette vers forbinder Jesus fuldkommen enhed med det at være elsket af Faren. Det er i harmoni med Kol 3:14, hvor der står: “Kærligheden er et fuldkomment bånd der binder jer sammen.” Denne fuldkomne enhed er dog relativ, for det betyder ikke at alle forskelle i personlighed, såsom individuelle evner, vaner og samvittighed vil blive udvisket. Det betyder derimod at Jesus’ disciple er forenede i handling, tro og lære. – Ro 15:5, 6; 1Kt 1:10; Ef 4:3; Flp 1:27.

verden blev grundlagt: Det græske ord for “grundlæggelse” er gengivet “blive gravid” (eller “undfange”) i He 11:11, hvor det bruges i forbindelse med at “føde et barn”. Udtrykket “verden blev grundlagt” henviser åbenbart til fødslen af Adam og Evas børn. Jesus kæder det at “verden blev grundlagt”, sammen med Abel, der sandsynligvis var det første menneske der kunne løskøbes, og den første der fik sit navn “skrevet i livets skriftrulle fra verden blev grundlagt”. (Lu 11:50, 51; Åb 17:8) Det Jesus sagde i bøn til sin Far, bekræfter også at Gud for længe siden – inden Adam og Eva fik børn – elskede sin enestefødte Søn.

Jeg har gjort dit navn kendt: Jesus’ disciple kendte og brugte allerede Guds navn. De så og læste det i skriftrullerne med De Hebraiske Skrifter som de havde adgang til i deres synagoger. De så og læste det også i Septuaginta – en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter som blev brugt i undervisningen. (Se Tillæg A5 og C). I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4, fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Fordi Jesus havde været “ved Farens side”, kunne han forklare hvem Faren er, på en måde som ingen andre kunne. (Joh 1:18; Mt 11:27) Betydningen af Guds navn blev altså tydeligere for Jesus’ første disciple.

navn: Guds personlige navn, der repræsenteres ved de fire hebraiske bogstaver יהוה (JHWH) og ofte gengives “Jehova” på dansk. I Ny Verden-Oversættelsen forekommer navnet 6.979 gange i De Hebraiske Skrifter og 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. (For flere oplysninger om brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter, se Tillæg A5 og Tillæg C. I Bibelen kan ordet “navn” også hentyde til personen selv, hans omdømme eller alt hvad han siger at han er. – Se også 2Mo 34:5, 6; Åb 3:4, fdn.

Jeg har gjort dit navn kendt: I slutningen af sin bøn gentager Jesus den tanke han udtrykte i Joh 17:6. (Se studienote til Joh 17:6). I Joh 17:26 bruges der dog et andet græsk udsagnsord, gnorizo (“at gøre kendt”). Men det formidler samme tanke som det udsagnsord der bruges i Joh 17:6 (faneroo: “at manifestere; at åbenbare”). I Bibelen bliver det at gøre et navn kendt ofte forbundet med det at åbenbare selve navnet og hvad navnet står for – personens omdømme eller alt hvad han siger at han er. (Se studienote til Mt 6:9; se også Åb 3:4; fdn.). Jesus gjorde Guds navn kendt, og det gjorde han ikke blot ved at bruge det, men også ved at åbenbare hvem personen bag navnet er – hans hensigter, gerninger og egenskaber. Her tilføjer Jesus og jeg vil gøre det kendt, som også kan gengives “og jeg vil fortsætte med at gøre det kendt”. Betydningen af Guds navn ville altså blive mere og mere tydelig for hans disciple.

Medieindhold