fik ham pisket: Man blev ofte pisket inden man blev henrettet på en pæl. Pilatus tog så Jesus og “fik ham pisket” efter at han havde givet efter for jødernes højlydte krav om at Jesus skulle henrettes, og at Barabbas skulle løslades. (Mt 20:19; 27:26) Det frygteligste redskab man brugte til at piske med, var kendt som en flagellum. Den bestod af et skaft som man havde fastgjort flere snore eller knyttede læderstrenge til. Strengene var sikkert forsynet med takkede benstumper eller metalstykker for at gøre slagene mere smertefulde.

krone: Se studienote til Mr 15:17.

gav ham en purpurfarvet kappe på: Se studienote til Mr 15:17.

De klædte ham i en purpurkappe: Det gjorde de for at gøre nar af Jesus og hans kongedømme. Matthæus’ beretning (27:28) siger at soldaterne gav Jesus “en skarlagenrød kappe på”, en type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Markus’ og Johannes’ beretning (19:2) siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

krone: Ud over purpurkappen (der er omtalt tidligere i verset) gav man også Jesus hånlige efterligninger af symboler på kongeværdighed – nemlig en krone af tornede grene og, ifølge Mt 27:29, “en kæp” som scepter.

Vær hilset: Eller “Vi hylder dig”. Bogst.: “Må du være glad”. De hyldede ham som de ville have hyldet kejseren, tydeligvis for at håne ham fordi han sagde at han var en konge.

Vær hilset: Se studienote til Mt 27:29.

Se! Mennesket!: Selvom Jesus var medtaget og såret, viste han en stille værdighed og ro som selv Pilatus anerkendte; hans ord lader til at være et udtryk for både respekt og medlidenhed. Vulgatas gengivelse af Pilatus’ ord, ecce homo, har været et tema som mange kunstnere har brugt. De der har kendt til De Hebraiske Skrifter, og som hørte Pilatus’ ord, er måske kommet til at tænke på den profetiske beskrivelse af Messias i Zak 6:12: “Her er [eller “Se!”] den mand hvis navn er Spire.”

Vi har en lov: Da jøderne kunne se at deres politiske anklage ikke gav resultater, afslørede de deres egentlige motiv ved at anklage Jesus for blasfemi. Det var den samme anklage de fremsatte nogle timer tidligere i Sanhedrinet, men for Pilatus var det en ny anklage han skulle tage stilling til.

født igen: Jesus fortæller Nikodemus at et menneske skal fødes igen for at kunne se Guds rige. Nikodemus’ svar i vers 4 viser at han tog Jesus’ ord bogstaveligt og troede at man rent faktisk skulle fødes endnu en gang som menneske. Jesus fortsætter dog med at sige at denne fødsel indebærer at man “bliver født som følge af ... ånd”. (Joh 3:5) Alle der skulle “blive Guds børn”, “blev ikke født som følge af kød og blod eller som følge af en mands vilje, men som følge af Gud”. (Joh 1:12, 13) I 1Pe 1:3, 23 bruger Peter et lignende bibelsk udtryk og siger at salvede kristne skal “blive født igen”. De fleste bibler bruger udtrykket “født igen”, men der er også nogle oversættelser der bruger udtrykket “født ovenfra”, hvilket også er en mulig gengivelse, for det græske ord anothen betyder som regel “ovenfra”. (Joh 3:31; 19:11; Jak 1:17; 3:15, 17) Begge gengivelser stemmer med den tanke at de der skal ind i Guds rige, vil opleve en ny fødsel fra Gud, altså ovenfra. (1Jo 3:9) Når man ser på Nikodemus’ svar, kan det græske ord i denne sammenhæng også betyde “igen; på ny”.

ovenfra: Eller “fra himlen”. Det græske ord anothen er gengivet med “ovenfra” her og i Jak 1:17; 3:15, 17. Samme ord bliver brugt i Joh 3:3, 7, hvor det kan gengives med både “igen (på ny)” og “ovenfra”. – Se studienote til Joh 3:3.

den der har overgivet mig: Jesus har sikkert ikke tænkt på Judas Iskariot eller en anden bestemt person, men derimod på alle der havde gjort sig skyldige i den synd det var at slå ham ihjel. Det gjaldt både Judas, “de øverste præster og hele Sanhedrinet” og endda “folkeskarerne” der blev overtalt til at bede om at få Barabbas løsladt. – Mt 26:59-65; 27:1, 2, 20-22; Joh 18:30, 35.

kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

kejserens ven: Denne ærestitel blev ofte givet til statholderne i provinserne i Romerriget. I denne forbindelse brugte jøderne åbenbart udtrykket i en generel betydning ved at antyde at Pilatus risikerede at blive anklaget for at tolerere højforræderi. Kejseren var på det tidspunkt Tiberius, en kejser der var kendt for at henrette alle der blev betragtet som illoyale – også højtstående embedsmænd. For eksempel var Lucius Aelius Sejanus leder for prætorianergarden, og han havde den officielle titel “kejserens ven”. Han kunne betragtes som øverstbefalende lige efter Tiberius. Pilatus var en nær ven af den indflydelsesrige Sejanus. Så længe Sejanus havde så stor magt, beskyttede og støttede han Pilatus. Men i 31 e.v.t. vendte Tiberius sig imod Sejanus og anklagede ham for oprør og beordrede at han og mange af dem der støttede ham, skulle henrettes. Det var sket kort inden Jesus blev ført frem for Pilatus. Derfor ville Pilatus’ liv være i fare hvis saddukæerne klagede til kejseren, især fordi deres anklage ville være at Pilatus ‘ikke var kejserens ven’. Der var allerede et anspændt forhold mellem Pilatus og jøderne, så han ville ikke risikere flere problemer, og slet ikke en anklage for illoyalitet. Det lader altså til at Pilatus lod sig påvirke af sin frygt for en jaloux kejser da han udtalte dødsdommen over Jesus, en mand han vidste var uskyldig.

kejseren: Se studienote til Mt 22:17.

dommersæde: Se studienote til Mt 27:19.

Stenbelægningen: Stedet blev på hebraisk kaldt Gábbata, et ord af ukendt oprindelse som muligvis betyder “høj”, “forhøjning” eller “åben plads”. Dets græske navn, Lithostroton (Stenbelægningen), kan sigte til en almindelig stenbelægning eller en stenbelægning brugt som udsmykning; nogle bibelforskere mener at den kan have været lagt i et mosaikmønster. Det kan have været en åben plads foran Herodes den Stores palads, men nogle bibelforskere mener at pladsen lå et andet sted. Man ved ikke hvor Stenbelægningen helt nøjagtigt lå.

hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

dommersædet: Som regel en udendørs platform hvorfra siddende myndighedspersoner kunne tale til folkemængden og bekendtgøre deres juridiske afgørelser.

forberedelsesdag: Et navn der blev brugt om dagen før den ugentlige sabbat, den dag hvor jøderne forberedte sig til sabbatten. (Se studienote til Mr 15:42). Johannes’ evangelium tilføjer ordet påskens. Tidspunktet der henvises til i denne sammenhæng, er morgenen den 14. nisan, dagen for Jesus’ retssag og henrettelse. Påskedagen var begyndt aftenen før, og som det fremgår af de andre evangelier, havde Jesus og apostlene spist påskemåltidet den pågældende aften. (Mt 26:18-20; Mr 14:14-17; Lu 22:15) Kristus fulgte nøje alle Lovens krav, også kravet om at fejre påsken den 14. nisan. (2Mo 12:6; 3Mo 23:5) Denne dag år 33 e.v.t. kunne anses for at være påskens forberedelsesdag fordi det var den dag man forberedte sig til de usyrnede brøds fest, som varede syv dage, og som skulle begynde dagen efter. Fordi disse dage lå tæt op ad hinanden i kalenderen, blev hele højtiden (påsken og de usyrnede brøds fest) nogle gange omtalt under ét som “påske”. (Lu 22:1) Dagen efter den 14. nisan var altid en sabbat uanset hvilken dag på ugen den faldt. (3Mo 23:5-7) I 33 e.v.t. faldt den 15. nisan på en almindelig sabbat, hvilket gjorde den til en “stor”, eller dobbelt, sabbat. – Se studienote til Joh 19:31.

omkring den sjette time: Dvs. ca. kl. 12. – For at få en forklaring på det der tilsyneladende er en uoverensstemmelse mellem denne beretning og Markus’ beretning, hvor der siges at Jesus blev naglet til pælen ved “den tredje time”, se studienote til Mr 15:25.

den tredje time: Omkring kl. 9 om morgenen. Det kunne se ud som om der er en uoverensstemmelse mellem denne beretning og Joh 19:14-16, der siger at det var “omkring den sjette time” at Pilatus udleverede Jesus for at han kunne blive henrettet. Selvom Bibelen ikke giver en præcis forklaring på forskellen, er der nogle faktorer man kan overveje: Generelt nævner evangelieberetningerne de samme tidspunkter for det der skete den sidste dag Jesus var på jorden. Alle fire beretninger nævner at præsterne og de ældste mødtes efter daggry og førte Jesus afsted til den romerske statholder Pontius Pilatus. (Mt 27:1, 2; Mr 15:1; Lu 22:66 – 23:1; Joh 18:28) Matthæus, Markus og Lukas beretter alle at da Jesus hang på pælen, blev der mørkt i hele landet “fra den sjette time til den niende time”. (Mt 27:45, 46; Mr 15:33, 34; Lu 23:44) Hvornår man siger at Jesus blev henrettet, kan også være påvirket af at nogle regner piskningen for at være en del af henrettelsesprocessen. Nogle gange var piskningen så voldsom at ofret døde. I Jesus’ tilfælde var den så hård at det var nødvendigt at få en anden til at bære torturpælen for ham det sidste stykke vej. (Lu 23:26; Joh 19:17) Hvis piskningen blev betragtet som begyndelsen på henrettelsesprocessen, ville der være gået noget tid inden Jesus blev naglet til torturpælen. Dette støttes af at Mt 27:26 og Mr 15:15 nævner piskningen og pælfæstelsen sammen. Forskellige personer kunne altså angive forskellige tidspunkter for henrettelsen, afhængigt af hvornår de anså processen for at være begyndt. Det kan måske forklare Pilatus’ overraskelse da han hørte at Jesus døde så hurtigt efter at han var blevet naglet til pælen, for han har måske betragtet det som om henrettelsen lige var begyndt. (Mr 15:44) Dertil kommer at bibelskribenterne ofte opdelte dagen i fire perioder på tre timer hver, ligesom man gjorde med natten. Denne opdeling af dagen forklarer hvorfor der ofte nævnes noget om den tredje, sjette og niende time – regnet fra solopgang, som var ca. kl. 6. (Mt 20:1-5; Joh 4:6; ApG 2:15; 3:1; 10:3, 9, 30) Generelt havde folk heller ikke mulighed for præcist at vide hvad klokken var, så ofte blev et tidspunkt angivet med et “omkring”, som vi ser det i Joh 19:14. (Mt 27:46; Lu 23:44; Joh 4:6; ApG 10:3, 9) Altså: Markus kan have taget både piskningen og pælfæstelsen med i sin tidsangivelse, mens Johannes har taget udgangspunkt i hvornår selve pælfæstelsen skete. Begge skribenter kan have rundet op eller ned og angivet den nærmeste tretimers periode, og desuden brugte Johannes ordet “omkring” i sin beskrivelse. Disse faktorer kan forklare hvorfor de to beretninger angiver forskellige tidspunkter. At Johannes angiver et tidspunkt der ser ud til at være forskelligt fra det Markus skriver, viser i øvrigt også at han ikke bare skrev af fra Markus’ beretning, der var nedskrevet flere årtier tidligere.

det var nemlig en stor sabbatsdag: Den 15. nisan, dagen efter den jødiske påske, var altid en sabbatsdag uanset hvilken ugedag den faldt på. (3Mo 23:5-7) Når denne særlige sabbat faldt sammen med den sædvanlige ugentlige sabbat (der ifølge jødernes kalender var den syvende dag i ugen, der regnes fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag), kaldte man den for en “stor” sabbat. Sådan en sabbat fulgte efter den dag Jesus døde, som var på en fredag. Fra år 31 til 33 e.v.t. er det eneste år hvor den 14. nisan faldt på en fredag, år 33 e.v.t. Så dette faktum fører frem til den konklusion at Jesus døde den 14. nisan år 33 e.v.t.

forberedelsesdag: Markus skriver åbenbart primært til ikkejødiske læsere, så derfor forklarer han dette udtryk med dagen før sabbatten, en forklaring der ikke findes i de andre evangelier. (Mt 27:62; Lu 23:54; Joh 19:31) På den dag forberedte jøderne sig til sabbatten ved at tilberede ekstra måltider og færdiggøre andet arbejde som ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. – Se Ordforklaring.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

Han bar selv torturpælen: Ifølge Johannes’ beretning bar Jesus selv sin torturpæl. Men de andre evangelieberetninger (Mt 27:32; Mr 15:21; Lu 23:26) siger at Simon fra Kyrene blev pålagt som tvungen tjeneste at bære pælen ud til henrettelsesstedet. Johannes’ beretning er nogle steder kortfattet og gentager ofte ikke det der nævnes i de andre evangelier. Så Johannes tog ikke den detalje med at Simon blev tvunget til at bære pælen.

torturpælen: Se studienote til Mt 27:32.

Hovedskalsted: Det græske udtryk Kraniou Topon gengiver det hebraiske navn Golgata. (Se studienote til Golgata i dette vers. For at få en forklaring på hvordan ordet hebraisk bruges i De Kristne Græske Skrifter, se studienote til Joh 5:2).

Golgata: Fra et hebraisk ord der betyder “hovedskal; kranie”. (Se også Dom 9:53; 2Kg 9:35; 1Kr 10:10, hvor det hebraiske ord gulgoleth oversættes med “kranie”). På Jesus’ tid lå dette sted uden for Jerusalems bymure. Den nøjagtige beliggenhed er ukendt, men nogle mener at det sted hvor Den Hellige Gravs Kirke nu står, er en sandsynlig mulighed. (Se Tillæg B12). Bibelen nævner ikke noget om at Golgata lå på en høj, men den nævner at nogle så henrettelsen på afstand. – Mr 15:40; Lu 23:49.

pælen: Eller “torturpælen”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”.

hebraisk: I De Kristne Græske Skrifter brugte bibelskribenterne under inspiration betegnelsen “hebraisk” om det sprog jøderne talte (Joh 19:13, 17, 20; ApG 21:40; 22:2; Åb 9:11; 16:16), og om det sprog den oprejste og herliggjorte Jesus brugte da han talte til Saulus fra Tarsus (ApG 26:14, 15). I ApG 6:1 skelnes der også mellem “hebraisktalende jøder” og “græsktalende jøder”. Nogle bibelforskere mener at betegnelsen “hebraisk” disse steder bør gengives med “aramæisk”, men der er god grund til at tro at der rent faktisk var tale om hebraisk. Når lægen Lukas skriver at Paulus talte til indbyggerne i Jerusalem “på hebraisk”, drejede det sig om nogle hvis liv var centreret om at studere Moseloven på hebraisk. Hertil kommer at størstedelen af de fragmenter og håndskrifter som udgør Dødehavsrullerne, bibelske såvel som ikkebibelske tekster, er skrevet på hebraisk, hvilket viser at sproget blev brugt i dagligdagen. Man har også fundet et mindre antal fragmenter på aramæisk. Begge sprog var altså i brug på den tid, og det virker derfor meget usandsynligt at bibelskribenterne ville bruge ordet “hebraisk” hvis de i virkeligheden mente aramæisk, eller syrisk. (ApG 21:40; 22:2; se også ApG 26:14). I De Hebraiske Skrifter bliver der skelnet mellem “aramæisk” og “jødernes sprog” (2Kg 18:26), og i sin gengivelse af den beretning taler den jødiske historiker Josefus om “aramæisk” og “hebraisk” som forskellige sprog. (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]) Det er rigtigt at der er visse udtryk på aramæisk og hebraisk der minder om hinanden, og der er muligvis også andre aramæiske udtryk som blev optaget i hebraisk. Men der synes ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle skrive “hebraisk” hvis de mente “aramæisk”.

hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.

latin: Det her er den eneste gang sproget latin nævnes direkte i Bibelens inspirerede tekst. På Jesus’ tid var latin det sprog de romerske myndigheder i Israel brugte. Det forekom i forbindelse med officielle inskriptioner, men det var ikke det sprog almindelige mennesker talte. Det mangesprogede miljø kan være årsagen til at den anklage Pilatus sørgede for kom til at stå over Jesus Kristus’ hoved, blev skrevet på latin, hebraisk og græsk (koiné). Der er mange ord og udtryk i De Kristne Græske Skrifter der kommer af latin. – Se Ordforklaring: “Latin”; “Introduktion til Markus”.

fordelte de hans yderklæder mellem sig: Beretningen i Joh 19:23, 24 tilføjer yderligere detaljer som ikke nævnes af Matthæus, Markus og Lukas. Hvis man kombinerer oplysningerne i de fire evangelieberetninger, giver det følgende billede: Romerske soldater kastede åbenbart lod om både yder- og underklædningen, og soldaterne delte yderklæderne “i fire dele, en til hver soldat”, og kastede lod om hvem der skulle have hvilken del. Men underklædningen ville de ikke dele, så de kastede lod om den uden at dele den op, og denne lodkastning om Messias’ klædning var en opfyldelse af Sl 22:18. Det var tilsyneladende kutyme at de der henrettede nogle, beholdt ofrenes tøj, så forbrydere blev frataget deres tøj og ejendele før de blev henrettet, hvilket gjorde hele situationen endnu mere ydmygende.

tog de hans yderklæder og delte dem: Se studienote til Mt 27:35.

Salome: Sandsynligvis fra et hebraisk ord der betyder “fred”. Salome var en af Jesus’ disciple. Når man sammenligner Mt 27:56 med Mr 3:17 og 15:40, ser det ud til at Salome var mor til apostlene Jakob og Johannes; Matthæus nævner “Zebedæus’ sønners mor”, og Markus kalder hende “Salome”. Når man desuden sammenholder det med Joh 19:25, ser det ud til at Salome måske var søster til Jesus’ mor, Maria. Hvis det er tilfældet, var Jakob og Johannes Jesus’ fætre. Derudover, som Mt 27:55, 56, Mr 15:41 og Lu 8:3 indikerer, var Salome en af de kvinder der fulgtes med Jesus og sørgede for ham med det de havde.

hans moster: Se studienote til Mr 15:40.

Klopas: I Bibelen bliver det navn kun brugt her. Mange bibelkommentatorer er enige om at Klopas er den samme som Alfæus, der nævnes i Mt 10:3; Mr 3:18; Lu 6:15 og ApG 1:13. Som andre eksempler i Bibelen viser, var det ikke ualmindeligt at man havde to navne som man kunne veksle imellem. – Se også Mt 9:9; 10:2, 3; Mr 2:14.

den Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den første af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) En af grundene er at der ikke henvises til apostlen Johannes ved navn i dette evangelium, undtagen da han omtales som en af “Zebedæus’ sønner” i Joh 21:2. En anden indikation er i Joh 21:20-24, hvor udtrykket “den discipel Jesus elskede”, bruges om ham der skrev dette evangelium. Desuden sagde Jesus om den apostel: “Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det antyder at den der henvises til, ville leve meget længere end Peter og de andre apostle, hvilket passer på apostlen Johannes. – Se studienoter til Joh Titel og Joh 1:6; 21:20.

den discipel som han elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den anden af fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “som han [eller “Jesus”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel der henvises til, er apostlen Johannes. – Se studienote til Joh 13:23.

sagde han til disciplen: “Se! Din mor!”: Kærlighed og omsorg fik Jesus til at bede den elskede apostel Johannes om at tage sig af Maria, Jesus’ mor (der åbenbart var enke på det tidspunkt). (Se studienote til Joh 13:23). Jesus tænkte uden tvivl ikke kun på Marias fysiske og materielle behov, men også hendes åndelige. Apostlen Johannes havde vist sin tro på Jesus, mens der er tvivl om hvorvidt Jesus’ kødelige brødre troede på ham. – Mt 12:46-50; Joh 7:5.

den Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den første af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) En af grundene er at der ikke henvises til apostlen Johannes ved navn i dette evangelium, undtagen da han omtales som en af “Zebedæus’ sønner” i Joh 21:2. En anden indikation er i Joh 21:20-24, hvor udtrykket “den discipel Jesus elskede”, bruges om ham der skrev dette evangelium. Desuden sagde Jesus om den apostel: “Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det antyder at den der henvises til, ville leve meget længere end Peter og de andre apostle, hvilket passer på apostlen Johannes. – Se studienoter til Joh Titel og Joh 1:6; 21:20.

sur vin: Se studienote til Mt 27:48.

en isopstængel: I De Kristne Græske Skrifter forekommer det græske ord hyssopos, der traditionelt oversættes med “isop”, kun to gange, her og i He 9:19. Bibelforskere er uenige om hvilken plante det handler om i Joh 19:29. Nogle mener at der er tale om den samme plante der almindeligvis omtales som “isop” i De Hebraiske Skrifter, og som man mener er identisk med merian, eller Origanum maru; Origanum syriacum. (3Mo 14:2-7; 4Mo 19:6, 18; Sl 51:7) Det var denne isop israelitterne i Egypten brugte til at stryge blodet fra påskeofret på de to dørstolper og på overliggeren over indgangen til deres huse. (2Mo 12:21, 22) Nogle har fremsat den tanke at det var muligt at skaffe denne plante på det tidspunkt Jesus blev henrettet, da den ville have været brugt i forbindelse med påskehøjtiden. Andre mener at en stængel fra merian ikke er stiv nok til at kunne have båret en svamp der var blevet dyppet i vin, eller lang nok til at man kunne have ført svampen op til Jesus’ mund. Endnu en teori er at den isop der nævnes her, kan have været et bundt merian der var fastgjort til en kæp og ført op til Jesus’ mund. Den tanke er i overensstemmelse med parallelberetningerne i Mt 27:48 og Mr 15:36, hvor der står at svampen der var dyppet i sur vin, blev sat på “en kæp”.

sur vin: Eller “vineddike”. Hentyder sikkert til en tynd, besk eller sur vin der på latin kaldes acetum (eddike) eller posca hvis den var fortyndet med vand. Det var en billig drik som fattige mennesker, deriblandt de romerske soldater, almindeligvis drak for at slukke tørsten. Det græske ord oxos anvendes i Sl 69:21 i Septuaginta, hvor det er profeteret at Messias ville få “eddike” at drikke.

udåndede: Eller “døde; holdt op med at trække vejret”. Bogst.: “opgav ånden”. Udtrykket “ånden” (græsk: pneuma) kan her henvise til “åndedrættet” eller “livskraften”. Den tanke støttes af at det græske udsagnsord ekpneo (bogst.: “at udånde”) forekommer i parallelberetningerne i Mr 15:37 og Lu 23:46. Nogle er af den opfattelse at brugen af det græske udtryk der kan oversættes med “opgav ånden”, betyder at Jesus bevidst holdt op med at kæmpe for at holde sig i live fordi det hele nu var fuldført. Villigt “udgød [han] sin sjæl helt til døden”. – Esa 53:12, fdn.; Joh 10:11.

forberedelsesdag: Dagen før den ugentlige sabbat. I løbet af denne dag gjorde jøderne ekstra måltider klar og færdiggjorde det arbejde der ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. (Mr 15:42; se Ordforklaring: “Forberedelsesdag”). Ifølge Moseloven måtte ligene “ikke hænge natten over på pælen”, men i stedet skulle de begraves “samme dag”. – 5Mo 21:22, 23; se også Jos 8:29; 10:26, 27.

det var nemlig en stor sabbatsdag: Den 15. nisan, dagen efter den jødiske påske, var altid en sabbatsdag uanset hvilken ugedag den faldt på. (3Mo 23:5-7) Når denne særlige sabbat faldt sammen med den sædvanlige ugentlige sabbat (der ifølge jødernes kalender var den syvende dag i ugen, der regnes fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag), kaldte man den for en “stor” sabbat. Sådan en sabbat fulgte efter den dag Jesus døde, som var på en fredag. Fra år 31 til 33 e.v.t. er det eneste år hvor den 14. nisan faldt på en fredag, år 33 e.v.t. Så dette faktum fører frem til den konklusion at Jesus døde den 14. nisan år 33 e.v.t.

ben blev brækket: På latin blev denne praksis kaldt crurifragium. Det var en brutal straffemetode, og i dette tilfælde brugte man den sandsynligvis for at fremskynde de pælfæstedes død. En person der hang på en pæl, havde svært ved at trække vejret. Når hans ben var brækkede, kunne han ikke hæve sin krop og mindske trykket på sine lunger, så han ville blive kvalt.

Ingen knogle på ham vil blive brækket: Det er et citat fra Sl 34:20. Da påsken blev indstiftet, befalede Jehova angående lammet (eller geden) som skulle slagtes den aften: “Du må ikke brække nogen af dyrets knogler.” (2Mo 12:46; 4Mo 9:12) Paulus kaldte Jesus “vores påskelam”, og i overensstemmelse med mønstret for påsken og profetien i Sl 34:20 blev ingen af Jesus’ knogler brækket. (1Kt 5:7; se studienote til Joh 1:29). Det skete som forudsagt selvom det åbenbart var almindeligt at romerske soldater brækkede benene på de pælfæstede, sikkert for at de skulle dø hurtigere. (Se studienote til Joh 19:31). Soldaterne brækkede benene på de to forbrydere der hang ved siden af Jesus, men da de fandt ud af at Jesus allerede var død, brækkede de ikke hans ben. “En af soldaterne stak ham dog i siden med et spyd.” – Joh 19:33, 34.

ben blev brækket: På latin blev denne praksis kaldt crurifragium. Det var en brutal straffemetode, og i dette tilfælde brugte man den sandsynligvis for at fremskynde de pælfæstedes død. En person der hang på en pæl, havde svært ved at trække vejret. Når hans ben var brækkede, kunne han ikke hæve sin krop og mindske trykket på sine lunger, så han ville blive kvalt.

Guds Lam: Da Jesus var blevet døbt og vendte tilbage efter at være blevet fristet af Djævelen, præsenterede Johannes Døber ham som “Guds Lam”. Dette udtryk forekommer kun her og i Joh 1:36. (Se Tillæg A7). Det er meget passende at sammenligne Jesus med et lam. På Bibelens tid ofrede man får for at få Guds tilgivelse og for at kunne nærme sig ham. Det forudskildrede det offer som Jesus ville bringe ved at give sit fuldkomne menneskeliv for menneskers skyld. Udtrykket “Guds Lam” kan hentyde til flere forskellige passager i de inspirerede skrifter. Johannes Døber havde et godt kendskab til De Hebraiske Skrifter, så hans ord kan have hentydet til en eller flere af følgende muligheder: Den vædder Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak (1Mo 22:13), det påskelam der blev slagtet i Egypten dengang israelitterne blev befriet fra slaveriet (2Mo 12:1-13), eller den vædder der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og aften (2Mo 29:38-42). Johannes kan også have tænkt på Esajas’ profeti hvor der står at den Jehova kalder “min tjener”, bliver “ført afsted som et får til slagtning”. (Esa 52:13; 53:5, 7, 11) I sit første brev til korintherne omtalte apostlen Paulus Jesus som “vores påskelam”. (1Kt 5:7) Apostlen Peter kaldte Kristus’ blod for “dyrebart”, og han sammenlignede det “med blodet fra et lam der var helt uden fejl og mangler”. (1Pe 1:19) Og i Åbenbaringens Bog bliver den herliggjorte Jesus mere end 25 gange omtalt symbolsk som “Lammet”. – Nogle eksempler findes i: Åb 5:8; 6:1; 7:9; 12:11; 13:8; 14:1; 15:3; 17:14; 19:7; 21:9; 22:1.

Josef: Se studienote til Mr 15:43.

Arimatæa: Se studienote til Mt 27:57.

jøderne: Henviser åbenbart til jødiske myndighedspersoner eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

Josef: Evangelieskribenternes individuelle kendetegn kommer til udtryk i de forskellige detaljer de fortæller om Josef. Skatteopkræveren Matthæus bemærker at han var rig; Markus, der hovedsageligt skrev til romerne, siger at han var “et respekteret medlem af Rådet” der ventede på Guds rige; Lukas, den medfølende læge, siger at han “var en god og retfærdig mand” der ikke havde stemt for Rådets planer og støttet handlingerne mod Jesus; det er kun Johannes der oplyser at han “var en discipel ... i det skjulte fordi han var bange for jøderne”. – Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

Arimatæa: Navnet på denne by kommer af et hebraisk ord der betyder “høj; højdedrag”. I Lu 23:51 bliver den omtalt som “en af judæernes byer”. – Se Tillæg B10.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a; se Ordforklaring: “Jøde”.

Nikodemus: Det er kun Johannes der nævner at Nikodemus sammen med Josef fra Arimatæa gjorde Jesus’ lig klar til at blive begravet. – Se studienote til Joh 3:1.

en blanding: Nogle håndskrifter siger “en rulle”, men der er stærke grunde til at bevare formuleringen i hovedteksten, for den findes i tidlige pålidelige håndskrifter.

myrra: Se Ordforklaring.

aloe: Navnet på en træsort der indeholder et vellugtende eller aromatisk stof der på Bibelens tid blev brugt som parfume. (Sl 45:8; Ord 7:17; Høj 4:14) Den aloe som Nikodemus kom med, var sandsynligvis det samme produkt som det der nævnes i De Hebraiske Skrifter. Når man gjorde et lig klar til at blive begravet, anvendte man aloe som pulver sammen med myrra, sikkert for at overdøve lugten af forrådnelse. De fleste kommentatorer anser det bibelske aloetræ for at være identisk med Aquilaria agallocha, der nogle gange bliver kaldt ørnetræet, og som nu hovedsageligt vokser i Indien og omkringliggende områder. Træet kan blive 30 m højt. Stammens og grenenes inderste ved, kerneveddet, er mættet af harpiks og en duftende olie, som den højt værdsatte parfume udvindes af. Fordi træets duft er kraftigst når det er delvist nedbrudt, graver man det ofte ned for at fremskynde nedbrydningsprocessen. Det blev malet til et fint pulver og solgt som “aloe”. Nogle forskere mener at ordet “aloe” i denne sammenhæng henviser til en plante i liljefamilien der har navnet Aloe vera, som bruges til helseformål, og ikke blot anvendes fordi den dufter godt.

pund: Den græske litra (ental) ligestilles normalt med det romerske pund (latin: libra) der vejede 327 g. Så blandingen der nævnes her, vejede omkring 33 kg. – Se Tillæg B14.

Nikodemus: En farisæer og en af jødernes ledere, hvilket betyder at han var medlem af Sanhedrinet. (Se Ordforklaring: “Sanhedrinet”). Navnet Nikodemus, som betyder “folkebesejrer”, var almindeligt blandt grækerne, og nogle jøder havde også taget det til sig. Nikodemus bliver kun nævnt i Johannesevangeliet (Joh 3:4, 9; 7:50; 19:39), og i Joh 3:10 kalder Jesus ham “en af Israels lærere”. – Se studienote til Joh 19:39.

grav: Eller “mindegrav”. En hule, eller et kammer, der var udhugget i den bløde kalkstensklippe, snarere end en naturlig hule. I sådanne grave var der ofte bænkelignende hylder eller nicher hvor ligene kunne lægges. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

grav: Se studienote til Mt 27:60.