En sag der indbringes for en ret til pådømmelse. Det vigtigste hebraiske udsagnsord der er knyttet til behandling af retssager, er rīv, som betyder „at strides, at yppe kiv, at føre en retssag“. (1Mo 26:20; 2Mo 17:2; Dom 21:22) Det tilsvarende navneord er gengivet med „retstrætte, strid, sag, retssag, søgsmål“. (2Mo 23:2; 5Mo 17:8; Sl 35:23; Es 34:8; 2Sa 15:2) Det hebraiske ord dīn (dom) gengives også i flere tilfælde med „sag, retssag, retskrav“. (Sl 140:12; Ord 22:10; 5Mo 17:8) En retssag blandt Guds tjenere havde i første række til formål at tilfredsstille Guds krav og i anden række at skaffe den eller de involverede deres ret og, om nødvendigt, erstatning. Selv ved personlige uoverensstemmelser blandt mennesker anså Gud sig for at være impliceret, som det fremgår af Moses’ ord til de israelitiske dommere i 5 Mosebog 1:16, 17.

Der blev ført en retssag i Edens have for at omstændighederne ved syndefaldet og de dermed forbundne stridsspørgsmål kunne blive klarlagt og gjort offentligt kendt, og for at overtræderne kunne blive domfældt. Jehova indkaldte Adam og Eva til forhør. Selv om han vidste alt, afhørte han dem. Han forelagde dem anklagerne, udspurgte dem for at få sandheden frem og gav dem lejlighed til at forsvare sig. Overtræderne  tilstod. Jehova afsagde derpå dommen, og han anvendte loven med retfærdighed og ufortjent godhed idet han viste barmhjertighed mod Adam og Evas ufødte efterkommere ved at udskyde eksekveringen af dødsdommen i nogen tid. — 1Mo 3:6-19.

Jehova Gud, den øverste Dommer, fastlagde her et mønster for alle fremtidige retshandlinger blandt sit folk. (1Mo 3:1-24) Retssager som blev ført i overensstemmelse med Guds anvisninger, tjente til at få kendsgerningerne frem og at få dem behandlet med det formål at retfærdigheden kunne ske fyldest, om muligt afvejet med barmhjertighed. (5Mo 16:20; Ord 28:13; jf. Mt 5:7; Jak 2:13.) Hele proceduren tog sigte på at holde Israels nation ren og at sikre de enkelte israelitters, såvel som de fastboende udlændinges og indvandrernes, personlige velfærd. (3Mo 19:33, 34; 4Mo 15:15, 16; 5Mo 1:16, 17) Loven som blev givet til Israel, indeholdt retningslinjer for behandlingen af både civile sager og sager vedrørende mindre og større forbrydelser (herunder forbrydelser mod Gud og staten), misforståelser, stridigheder og vanskeligheder hvori enkeltpersoner, familier, stammer eller hele nationen var impliceret.

Procedure. Hvis en tvistighed var af personlig art, blev parterne tilskyndet til at undgå strid og at bilægge sagen privat. (Ord 17:14; 25:8, 9) Hvis de ikke kunne nå til enighed, kunne de henvende sig til dommerne. (Mt 5:25) Jesus gav et råd om dette. (Mt 18:15-17) Ved behandlingen af retssager var der ikke nogen formel eller kompliceret procedure der skulle følges, hverken i tiden før eller under Moseloven, selv om der indsneg sig en vis formalisme efter oprettelsen af Sanhedrinet. Alligevel blev sagerne ført på en ordnet og målrettet måde. Kvinder, trælle og fastboende udlændinge havde også adgang til domstolene, så alle kunne få deres ret. (Job 31:13, 14; 4Mo 27:1-5; 3Mo 24:22) Den anklagede var sædvanligvis til stede når der blev vidnet imod ham, så han kunne forsvare sig. Hverken ved de patriarkalske eller ved de israelitiske domstole synes der at have været noget der svarede til en offentlig anklager; der var heller ikke brug for nogen forsvarsadvokat. Behandlingen af sagerne var uden udgifter for de implicerede parter.

Hvis man havde et civilt søgsmål eller en kriminel anklage mod nogen, gik man til dommerne med sagen. Den anden part blev indkaldt, vidnerne blev samlet, og afhøringerne blev som regel foretaget et offentligt sted, som oftest i byporten. (5Mo 21:19; Rut 4:1) Dommerne udspurgte sagens parter og undersøgte de foreliggende beviser og vidneudsagn. Derefter afsagde de ufortøvet deres dom, medmindre der manglede beviser eller sagen var for vanskelig; i sidstnævnte tilfælde ville de lade sagen gå videre til en højere instans. Straffe, såsom pryglestraf eller dødsstraf, blev straks eksekveret. Der fandtes ingen bestemmelser i Moseloven om fængselsstraf. Tilbageholdelse og forvaring blev kun anvendt i de tilfælde hvor man afventede en kendelse fra Jehova. — 3Mo 24:12; se DOMSTOL; FORBRYDELSE OG STRAF.

Skyld medførte altid strafansvar; der var ingen undtagelser. Skyld kunne ikke overses. Når Moseloven krævede det, måtte der tildeles straf eller, i nogle tilfælde, ydes erstatning. Derefter måtte den skyldige bringe et offer ved helligdommen for at opnå fred med Gud. Der måtte i alle tilfælde af skyld bringes ofre til soning af synden. (3Mo 5:1-19) Selv uoverlagte synder medførte skyld som måtte sones med ofre. (3Mo 4:1-35) Ved visse overtrædelser, herunder bedrageri, svig og udbytning, skulle den skyldige som af sig selv angrede sin handling og bekendte den, yde erstatning og bringe et skyldoffer. — 3Mo 6:1-7.

Bevisførelse. Hvis nogen blev vidne til en handlemåde der udsprang af frafald, til undergravende virksomhed eller mord, som besmittede landet, eller andre alvorlige forbrydelser, var vedkommende forpligtet til at melde det og afgive vidnesbyrd i sagen. Ellers udsatte han sig for Guds forbandelse, som blev udtalt offentligt. (3Mo 5:1; 5Mo 13:8; jf. Ord 29:24; Est 6:2.) Et enkelt vidne var imidlertid ikke nok til at afgøre en sag. Der skulle to eller flere til. (4Mo 35:30; 5Mo 17:6; 19:15; jf. Joh 8:17, 18; 1Ti 5:19; He 10:28.) Loven krævede at vidnerne talte sandt (2Mo 20:16; 23:7), og de blev i nogle tilfælde taget i ed. (Mt 26:63) Dette gjaldt især hvis det eneste vidne i sagen også var den som mistanken faldt på. (2Mo 22:10, 11) Eftersom parterne eller de medvirkende i en retssag som blev behandlet af dommerne eller ved helligdommen, blev anset for at være trådt frem for Gud, måtte vidnerne gøre sig klart at de stod Jehova til regnskab. (2Mo 22:8; 5Mo 1:17; 19:17) Et vidne måtte ikke tage imod bestikkelse, lade en ugudelig overtale sig til at vidne falsk eller planlægge vold. (2Mo 23:1, 8) Han måtte ikke lade sig påvirke af mængdens pres eller af parternes rigdom eller fattigdom. (2Mo 23:2, 3) Selv det nærmeste familieforhold måtte ikke afholde en fra at vidne mod en ugudelig lovovertræder, som for eksempel en frafalden eller en oprører. — 5Mo 13:6-11; 21:18-21; Zak 13:3.

 Hvis det viste sig at én vidnede falsk, fik han samme straf som den anklagede ville have fået hvis han var blevet dømt skyldig. (5Mo 19:17-21) Vidner i alle sager som medførte dødsstraf, skulle selv kaste den første sten når den dømte blev henrettet. Dermed pålagde Loven dem at vise deres nidkærhed for den rene tilbedelse og for at fjerne det onde fra Israel. Samtidig tjente det til at afskrække nogen fra at vidne falsk. Man skulle være meget hårdhjertet for at kunne aflægge et falsk vidnesbyrd når man vidste at man skulle være den første til at løfte hånd mod den uskyldigt dømte. — 5Mo 17:7.

Håndgribelige beviser og omstændighedsbeviser. Hvis nogle husdyr var overgivet i en andens varetægt og et af dyrene blev sønderrevet af et vildt dyr, kunne den pågældende fremlægge det sønderrevne dyr som bevis, og det ville fritage ham for ansvar. (2Mo 22:10-13) Hvis en mand anklagede sin hustru for med urette at have hævdet at hun var jomfru ved ægteskabets indgåelse, kunne pigens fader rense hende for anklagen ved at fremlægge kappen fra ægtesengen for dommerne som bevis på hendes jomfruelighed. (5Mo 22:13-21) Også under patriarkalsk lov accepteredes i nogle tilfælde sådanne håndgribelige beviser. (1Mo 38:24-26) Omstændighederne blev også taget i betragtning. Hvis en forlovet pige blev voldtaget i en by og hun ikke skreg for at undgå det, blev dette taget som et bevis på hendes villige medvirken og skyld. — 5Mo 22:23-27.

Hemmeligholdt ægteskabsbrud. Hvis en mand mistænkte sin hustru for hemmeligt at have begået ægteskabsbrud, og der ikke forelå nogen bekendelse eller fandtes nogen øjenvidner, kunne han bringe hende til præsten. Hun ville så blive dømt af Jehova, der til fulde vidste hvordan det forholdt sig. Her var ikke tale om noget som kunne sammenlignes med middelalderens „hekseprøver“. Intet i selve proceduren kunne skade kvinden eller afsløre om hun var skyldig eller uskyldig, men Jehova dømte kvinden og gjorde sin afgørelse kendt. Hvis hun var uskyldig, ville der intet ske hende, og hun ville blive befrugtet af sin mand. Hvis hun derimod var skyldig, ville det indvirke på hendes forplantningsorganer så hun ikke længere kunne undfange. Hvis man havde haft de to vidner der krævedes, ville sagen ikke være blevet forelagt Jehova på denne måde. Kvinden var i så fald blevet dømt skyldig af dommerne og stenet til døde. — 4Mo 5:11-31.

Dokumenter. Optegnelser eller dokumenter af forskellig art blev også benyttet. En mand skulle give sin hustru en skilsmisseattest hvis han sendte hende bort. (5Mo 24:1; Jer 3:8; jf. Es 50:1.) Der fandtes slægtsregistre, hvilket man især kan se af Første Krønikebog. Der blev udfærdiget købekontrakter i forbindelse med salg af fast ejendom. (Jer 32:9-11) Der fandtes historiske optegnelser fra begyndelsen af menneskehedens historie. (1Mo 5:1; 6:9) Der blev skrevet mange breve, hvoraf nogle uden tvivl blev opbevaret og kunne spille en rolle i tilfælde af retssager. — 2Sa 11:14; 1Kg 21:8-14; 2Kg 10:1; Ne 2:7.

Retssagen mod Jesus. Den værste parodi på en retssag der nogen sinde er blevet gennemført, var den der fandt sted ved forhøret og domfældelsen af Jesus Kristus. Forud for denne retssag rådslog de øverste præster og folkets ældste med hinanden om hvordan de kunne få Jesus dræbt. Dommerne var altså forudindtagede og havde fældet dommen allerede før Jesus var blevet stillet for retten. (Mt 26:3, 4) De bestak Judas til at forråde ham til dem. (Lu 22:2-6) Da de vidste at de handlede forkert, arresterede de ikke Jesus i templet i dagtimerne, men ventede indtil de kunne handle i ly af mørket, og sendte da en skare som var bevæbnet med køller og sværd, ud for at pågribe ham et folketomt sted uden for byen. — Lu 22:52, 53.

Derefter blev Jesus først ført til ypperstepræsten Kajfas’ svigerfader, Annas, der selv tidligere havde været ypperstepræst og stadig udøvede stor myndighed. (Joh 18:13) Dér blev Jesus forhørt og slået i ansigtet. (Joh 18:22) Dernæst blev han ført bundet til Kajfas. De øverste præster og hele Sanhedrinet søgte at finde falske vidner. Mange sådanne vidner trådte frem, men de modsagde hinanden, bortset fra to der fordrejede Jesu ord i Johannes 2:19. (Mt 26:59-61; Mr 14:56-59) Til sidst tog ypperstepræsten Jesus i ed og spurgte ham om han var Messias, Guds søn. Da Jesus svarede bekræftende og hentydede til profetien i Daniel 7:13, sønderrev ypperstepræsten sine yderklæder og opfordrede retten til at kende Jesus skyldig i gudsbespottelse. Kendelsen blev afsagt, og Jesus blev dømt til døden. Derefter spyttede de ham i ansigtet, slog ham med knytnæver og hånede ham, hvilket var i strid med Loven. — Mt 26:57-68; Lu 22:66-71; sml. 5Mo 25:1, 2 med Joh 7:51 og Apg 23:3.

Efter dette ulovlige natlige forhør trådte Sanhedrinet sammen om morgenen for at stadfæste dommen og for at holde råd. (Mr 15:1) Atter bundet blev Jesus nu ført til landshøvdingens palads, til Pilatus, idet jøderne sagde: „Vi har ikke lov til at dræbe nogen.“ (Joh 18:31) Her blev Jesus anklaget for at forbyde at man betalte skat til kejseren, og for at sige at han var Kristus, en konge.  Bespottelse mod jødernes Gud ville ikke have været nogen alvorlig anklage i romernes øjne, men det ville tilskyndelse til oprør mod kejseren være. Efter at Pilatus forgæves havde forsøgt at få Jesus til at vidne imod sig selv, sagde han til jøderne at han ikke fandt nogen skyld hos ham. Men da han opdagede at Jesus var galilæer, var han glad for at kunne sende ham til Herodes, der havde jurisdiktionen over Galilæa. Herodes udspurgte Jesus og håbede at se ham gøre et tegn, men Jesus svarede ham ikke. Herodes viste da foragt for Jesus, gjorde nar af ham og sendte ham tilbage til Pilatus. — Lu 23:1-11.

Pilatus forsøgte nu at løslade Jesus i overensstemmelse med en skik der gjaldt ved påsken, men jøderne afslog tilbudet og bad om at få en morder og oprører løsladt i stedet. (Joh 18:38-40) Pilatus lod derfor Jesus piske, og soldaterne mishandlede ham igen. Derefter førte Pilatus Jesus udenfor og forsøgte igen at løslade ham, men jøderne blev ved med at råbe: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ Til sidst gav han efter og befalede at Jesus skulle pælfæstes. — Mt 27:15-26; Lu 23:13-25; Joh 19:1-16.

Hvilke af Guds love krænkede de jødiske præster i forbindelse med retssagen mod Jesus Kristus?

I forbindelse med retssagen mod Jesus krænkede jøderne skamløst en lang række af Guds love. De greb til bestikkelse (5Mo 16:19; 27:25); tyede til sammensværgelse og bøjede retten (2Mo 23:1, 2, 6, 7; 3Mo 19:15, 35); førte falske vidner med dommernes vidende (2Mo 20:16); lod en morder (Barabbas) gå fri, hvorved de bragte blodskyld over sig selv og landet (4Mo 35:31-34; 5Mo 19:11-13); lavede pøbeloptøjer og ’fulgte mængden i slette forehavender’ (2Mo 23:2, 3). Ved at kræve Jesus pælfæstet overtrådte de loven om at de ikke måtte følge andre nationers forskrifter, og ligeledes bestemmelsen om at en forbryder ikke måtte torteres, men skulle stenes eller dræbes før han blev hængt på en pæl (3Mo 18:3-5; 5Mo 21:22). Desuden anerkendte de en som ikke hørte til deres eget folk, en hedning (kejseren), som deres konge og afviste den konge som Gud havde udvalgt (5Mo 17:14, 15); og endelig gjorde de sig skyldige i mord (2Mo 20:13).