Ifølge Markus 15:1-47

15  Straks ved daggry drøftede de øverste præster sagen med de ældste og de skriftlærde, ja, hele Sanhedrinet samledes,+ og de bandt Jesus og førte ham afsted og overgav ham til Pilatus.+  Så spurgte Pilatus ham: “Er du jødernes konge?”+ Som svar sagde han: “Du siger det selv.”+  Men de øverste præster kom med mange anklager mod ham.+  Pilatus gav sig igen til at udspørge ham: “Har du ikke noget at sige?+ Hør alt det de anklager dig for.”+  Men Jesus svarede ikke længere, og det undrede Pilatus.+  Nu plejede han ved hver højtid at løslade den fange folket bad om.+  På det tidspunkt var en mand der hed Barabbas, fængslet sammen med nogle oprørere, som under deres oprør havde begået mord.  Folkemængden kom nu op til Pilatus og bad ham om at gøre som han plejede.  Han svarede dem: “Vil I have at jeg løslader jødernes konge?”+ 10  Pilatus var nemlig klar over at de øverste præster havde overgivet ham fordi de var misundelige.+ 11  Men de øverste præster ophidsede folkemængden til at kræve at han i stedet løslod Barabbas.+ 12  Igen svarede Pilatus dem og sagde: “Hvad skal jeg så gøre med ham I kalder jødernes konge?”+ 13  De råbte igen: “Pælfæst ham!”*+ 14  Men Pilatus fortsatte: “Hvorfor? Hvad forkert har han gjort?” Men de råbte bare endnu højere: “Pælfæst ham!”*+ 15  Pilatus ønskede at gøre folkemængden tilpas, så han løslod Barabbas. Og han befalede at Jesus skulle piskes+ og føres bort for at blive pælfæstet.+ 16  Soldaterne førte ham nu ind i gården, det vil sige ind i statholderens residens, og de sammenkaldte hele hærafdelingen.+ 17  De klædte ham i en purpurkappe og flettede en krone af tornede grene og satte den på ham,+ 18  og de begyndte at råbe: “Vær hilset, jødernes konge!” 19  De slog ham også i hovedet med en kæp* og spyttede på ham, og de lagde sig på knæ og bøjede sig for ham. 20  Til sidst, efter at de havde gjort nar af ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne yderklæder på. Og de førte ham ud for at pælfæste ham.+ 21  En forbipasserende, Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus, der var på vej ind fra landet, pålagde de som tvungen tjeneste at bære hans torturpæl.+ 22  De førte ham så til stedet som bliver kaldt Golgata, der betyder “Hovedskalstedet”.+ 23  Her prøvede de at give ham vin blandet med myrra,+ men han ville ikke tage det. 24  De naglede ham til pælen og fordelte hans yderklæder mellem sig ved at kaste lod om dem for at afgøre hvem der skulle have hvad.+ 25  Det var den tredje time da de naglede ham til pælen. 26  Og indskriften med anklagen mod ham lød: “Jødernes konge.”+ 27  Desuden hængte man to røvere på pæle ved siden af ham, den ene til højre for ham og den anden til venstre for ham.+ 28  —— 29  Og folk der gik forbi, hånede ham og rystede på hovedet+ og sagde: “Ha! Du som ville rive templet ned og genopbygge det på tre dage,+ 30  frels dig selv og kom ned fra pælen.”* 31  De øverste præster og de skriftlærde gjorde også nar af ham og sagde til hinanden: “Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse!+ 32  Lad nu Kristus, Israels konge, komme ned fra pælen* så vi kan se og tro.”+ Selv de der hang på pæle ved siden af ham, begyndte at håne ham.+ 33  Fra den sjette time til den niende time blev det mørkt i hele landet.*+ 34  Omkring den niende time råbte Jesus højt: “Elí, Elí, lamá sabaktáni?”, der betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”+ 35  Og nogle af dem der stod i nærheden, hørte det og sagde: “Hør! Han kalder på Elias.” 36  Men en løb hen, dyppede en svamp i sur vin, satte den på en kæp og lod Jesus drikke af den+ og sagde: “Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.” 37  Men Jesus udstødte et højt råb og udåndede.+ 38  Og forhænget i helligdommen+ blev flænget i to dele fra øverst til nederst.+ 39  Da officeren som stod foran ham, så at han udåndede under disse omstændigheder, sagde han: “Dette menneske var virkelig Guds Søn.”*+ 40  Der var også kvinder som så til på afstand, og blandt dem var Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, og desuden Salome,+ 41  der plejede at følges med ham og sørge for ham+ når han var i Galilæa, og mange andre kvinder som var kommet op til Jerusalem sammen med ham. 42  Det var allerede sent på eftermiddagen, og desuden var det forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbatten. 43  Derfor kom Josef fra Arimatæa, et respekteret medlem af Rådet, som også selv ventede på Guds rige. Han tog mod til sig og gik til Pilatus og bad om lov til at begrave Jesus.+ 44  Men Pilatus undrede sig over at han allerede kunne være død, så han tilkaldte officeren og spurgte ham om Jesus allerede var død. 45  Og da han havde fået det bekræftet af officeren, lod han Josef få liget. 46  Efter at han havde købt fint linned og taget ham ned, svøbte han ham ind i det fine linned og lagde ham i en grav+ der var hugget ud i en klippe. Så rullede han en sten for indgangen til graven.+ 47  Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, blev ved med at holde øje med stedet hvor han var blevet lagt.+

Fodnoter

Eller “Henret ham på en pæl!”
Eller “Henret ham på en pæl!”
Eller “rørkæp”.
Eller “torturpælen”. Se Ordforklaring.
Eller “torturpælen”. Se Ordforklaring.
Bogst.: “på hele jorden”.
Eller “en søn af Gud; en søn af en gud”.

Studienoter

Sanhedrinet: Dvs. den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “Sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring; se også Tillæg B12 for at se hvor Sanhedrinsalen muligvis lå.

Sanhedrinet: Se studienote til Mt 26:59.

Pilatus: En romersk statholder (præfekt) over Judæa som var udnævnt af kejser Tiberius i år 26 e.v.t. Han havde sit embede i omkring ti år. Pilatus omtales også af ikkebibelske skribenter, deriblandt af den romerske historiker Tacitus, der skrev at Pilatus under Tiberius’ regeringstid udstedte ordren om at få Kristus henrettet. I et gammelt romersk teater i Cæsarea i Israel har man fundet en latinsk inskription med ordene: “Pontius Pilatus, præfekt i Judæa”. – Se Tillæg B10 for at se det område Pontius Pilatus havde myndighed over.

Er du jødernes konge?: Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens godkendelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge.

Du siger det selv: Jesus’ svar var tydeligvis en bekræftelse af at det Pilatus sagde, var sandt. (Se også studienoter til Mt 26:25, 64). Selvom Jesus siger til Pilatus at det er sandt at han er en konge, er det på en anden måde end Pilatus forestiller sig, for Jesus’ kongedømme er “ikke en del af denne verden” og udgør derfor ikke en trussel mod Rom. – Joh 18:33-37.

Er du jødernes konge?: Se studienote til Mt 27:11.

Du siger det selv: Se studienote til Mt 27:11.

plejede ... at løslade den fange folket bad om: Dette omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mt 27:15-23; Lu 23:16-25; Joh 18:39, 40) I De Hebraiske Skrifter nævnes der ikke noget om denne skik, men det lader til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

råbte igen: Som det ses af Lu 23:18-23, råbte folkemængden mindst tre gange at Pilatus skulle henrette Jesus. Beretningen her i Markusevangeliet viser at Pilatus tre gange stillede folkemængden spørgsmål angående Jesus. – Mr 15:9, 12, 14.

piskes: Romerne plejede at piske deres ofre med et frygteligt redskab der på latin var kendt som en flagellum, hvoraf det græske udsagnsord der er anvendt her (fragelloo, “at piske”), kommer. Det bestod af et skaft som man havde fastgjort flere snore eller knyttede læderstrenge til. Strengene var nogle gange forsynet med takkede benstumper eller metalstykker for at gøre slagene mere smertefulde. En sådan piskning forårsagede dybe læsioner, flænsede kødet op og kunne endda føre til at ofret døde.

statholderens residens: Det græske ord praitorion (der kommer af latin prætorium) henviser til de romerske statholderes officielle residens. Residensen i Jerusalem var sandsynligvis bygget af Herodes den Store og lå i det nordvestlige hjørne af den øvre del af byen, dvs. i den sydlige del af Jerusalem. (Se Tillæg B12 for at se hvor den lå). Pilatus opholdt sig kun i Jerusalem ved særlige lejligheder, som for eksempel højtiderne, fordi der på de tidspunkter var større risiko for optøjer. Til daglig var hans residens i Cæsarea.

statholderens residens: Se studienote til Mt 27:27.

De klædte ham i en purpurkappe: Det gjorde de for at gøre nar af Jesus og hans kongedømme. Matthæus’ beretning (27:28) siger at soldaterne gav Jesus “en skarlagenrød kappe på”, en type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Markus’ og Johannes’ beretning (19:2) siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

krone: Ud over purpurkappen (der er omtalt tidligere i verset) gav man også Jesus hånlige efterligninger af symboler på kongeværdighed – nemlig en krone af tornede grene og, ifølge Mt 27:29, “en kæp” som scepter.

Vær hilset: Eller “Vi hylder dig”. Bogst.: “Må du være glad”. De hyldede ham som de ville have hyldet kejseren, tydeligvis for at håne ham fordi han sagde at han var en konge.

Vær hilset: Se studienote til Mt 27:29.

spytte på ham: At spytte på en, måske i ansigtet, var et udtryk for dyb afsky, fjendskab eller vrede og var ydmygende for den det gik ud over. (4Mo 12:14; 5Mo 25:9) Jesus siger her at han ville blive udsat for en sådan behandling, og det ville opfylde en messiasprofeti: “Jeg skjulte ikke mit ansigt for ydmygelser og spyt.” (Esa 50:6) Der blev spyttet på ham da han var stillet for Sanhedrinet (Mr 14:65), og romerske soldater spyttede på ham efter at han var blevet forhørt af Pilatus (Mr 15:19).

vise ham ære: Eller “bøje os for ham”. Når det græske udsagnsord proskyneo anvendes om at tilbede en gud eller en guddom, bliver det gengivet med “at tilbede”. Men i denne sammenhæng spørger astrologerne efter “den der er født til at være jødernes konge”. Så det er tydeligt at det er for at hylde eller vise en jordisk konge, ikke en gud, ære. En lignende brug omtales i Mr 15:18, 19, hvor ordet bliver brugt om soldaterne der hånligt gjorde nar ved at ‘bøje sig for’ Jesus og kalde ham “jødernes konge”. – Se studienote til Mt 18:26.

spyttede på ham: Denne hånlige behandling opfyldte Jesus’ egne ord i Mr 10:34 samt profetien om Messias i Esa 50:6. – Se studienote til Mr 10:34.

bøjede sig for ham: Eller “viste ham ære; bragte ham hyldest”. Her bliver det græske udsagnsord proskyneo brugt om soldaterne der hånligt bøjede sig for Jesus og kaldte ham “jødernes konge”. – Mr 15:18; se studienote til Mt 2:2.

pælfæste: Eller “henrette ... på en pæl”. Dette er den første af over 40 forekomster af det græske udsagnsord stauroo i De Kristne Græske Skrifter. Udsagnsordet kommer af det græske navneord stauros, der gengives med “torturpæl”. (Se studienoter til Mt 10:38; 16:24; 27:32 og Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”). Udsagnsordet anvendes i Septuaginta i Est 7:9, hvor der blev givet befaling om at hænge Haman op på en pæl der var over 20 m høj. På klassisk græsk betød det “at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk”.

pælfæste ham: Eller “henrette ham på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring, “Pæl”; “Torturpæl”.

Kyrene: En by der lå på Afrikas nordkyst, SSV for øen Kreta. – Se Tillæg B13.

pålægger dig som tvungen tjeneste: Henviser til den tvungne tjeneste som de romerske myndigheder kunne pålægge en borger. De kunne for eksempel kræve at mænd eller dyr udførte tvangsarbejde, eller beslaglægge det de mente de havde brug for i statens tjeneste. Det var for eksempel tilfældet med Simon fra Kyrene, som de romerske soldater ‘pålagde som tvungen tjeneste’ at bære Jesus’ torturpæl. – Mt 27:32.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

Kyrene: Se studienote til Mt 27:32.

far til Alexander og Rufus: Det er kun Markus der nævner denne kendsgerning om Simon fra Kyrene.

pålagde ... som tvungen tjeneste: Henviser til den tvungne tjeneste som de romerske myndigheder kunne pålægge en borger. De kunne for eksempel kræve at mænd eller dyr udførte tvangsarbejde, eller beslaglægge det de mente de havde brug for i statens tjeneste. – Se studienote til Mt 5:41.

torturpæl: Se studienote til Mt 27:32.

Golgata: Navnet kommer af det hebraiske ord for “hovedskal”. (Se Joh 19:17; se også Dom 9:53, hvor det hebraiske ord gulgoleth er gengivet med “kranie”). På Jesus’ tid lå stedet uden for Jerusalems mure, men den præcise placering er stadig uvis. (Se Tillæg B12). Bibelen siger ikke at Golgata lå på en høj, men oplyser dog at nogle betragtede henrettelsen på afstand. – Mr 15:40; Lu 23:49.

Golgata: Se studienote til Mt 27:33.

Hovedskalstedet: Det græske udtryk Kraniou Topos gengiver det hebraiske ord Golgata. – Se Joh 19:17 og studienoten til Golgata i dette vers.

bitre urter: Det græske ord chole henviser her til en bitter væske udvundet af planter eller et bittert stof i almindelighed. For at vise at dette var en opfyldelse af en profeti, citerer Matthæus Sl 69:21, hvor Septuaginta bruger det græske ord chole som en gengivelse af det hebraiske ord for “gift”. Det ser ud til at kvinder i Jerusalem havde lavet en blanding af vin og bitre urter som kunne gives til dem der blev henrettet, for at dulme deres smerter, og det havde romerne tilsyneladende ingen indvendinger imod. I parallelberetningen i Mr 15:23 står der at vinen var “blandet med myrra”, så den indeholdt åbenbart både myrra og bitre urter.

vin blandet med myrra: I parallelberetningen i Mt 27:34 står der at vinen var “blandet med bitre urter”, så den indeholdt åbenbart både myrra og bitre urter. Denne blanding blev sandsynligvis givet som smertestillende middel. – Se studienote til han ville ikke tage det i dette vers og studienote til Mt 27:34.

han ville ikke tage det: Jesus ønskede tydeligvis at være ved fuld bevidsthed under denne trosprøve.

fordelte de hans yderklæder mellem sig: Beretningen i Joh 19:23, 24 tilføjer yderligere detaljer som ikke nævnes af Matthæus, Markus og Lukas: Romerske soldater kastede nok lod om både yder- og underklædningen, og soldaterne delte yderklæderne “i fire dele, en til hver soldat”, og kastede lod om hvem der skulle have hvilken del. Men underklædningen ville de ikke dele, så de kastede lod om den uden at dele den op, og denne lodkastning om Messias’ klædning var en opfyldelse af Sl 22:18. Det var tilsyneladende kutyme at de der henrettede nogle, beholdt ofrenes tøj, så forbrydere blev frataget deres tøj og ejendele før de blev henrettet, hvilket gjorde hele situationen endnu mere ydmygende.

fordelte hans yderklæder: Se studienote til Mt 27:35.

ved at kaste lod: Se Ordforklaring: “Lod; lodkastning”.

den tredje time: Omkring kl. 9 om morgenen. Det kunne se ud som om der er en uoverensstemmelse mellem denne beretning og Joh 19:14-16, der siger at det var “omkring den sjette time” at Pilatus udleverede Jesus for at han kunne blive henrettet. Selvom Bibelen ikke giver en præcis forklaring på forskellen, er der nogle faktorer man kan overveje: Generelt nævner evangelieberetningerne de samme tidspunkter for det der skete den sidste dag Jesus var på jorden. Alle fire beretninger nævner at præsterne og de ældste mødtes efter daggry og førte Jesus afsted til den romerske statholder Pontius Pilatus. (Mt 27:1, 2; Mr 15:1; Lu 22:66 – 23:1; Joh 18:28) Matthæus, Markus og Lukas beretter alle at da Jesus hang på pælen, blev der mørkt i hele landet “fra den sjette time til den niende time”. (Mt 27:45, 46; Mr 15:33, 34; Lu 23:44) Hvornår man siger at Jesus blev henrettet, kan også være påvirket af at nogle regner piskningen for at være en del af henrettelsesprocessen. Nogle gange var piskningen så voldsom at ofret døde. I Jesus’ tilfælde var den så hård at det var nødvendigt at få en anden til at bære torturpælen for ham det sidste stykke vej. (Lu 23:26; Joh 19:17) Hvis piskningen blev betragtet som begyndelsen på henrettelsesprocessen, ville der være gået noget tid inden Jesus blev naglet til torturpælen. Dette støttes af at Mt 27:26 og Mr 15:15 nævner piskningen og pælfæstelsen sammen. Forskellige personer kunne altså angive forskellige tidspunkter for henrettelsen, afhængigt af hvornår de anså processen for at være begyndt. Det kan måske forklare Pilatus’ overraskelse da han hørte at Jesus døde så hurtigt efter at han var blevet naglet til pælen, for han har måske betragtet det som om henrettelsen lige var begyndt. (Mr 15:44) Dertil kommer at bibelskribenterne ofte opdelte dagen i fire perioder på tre timer hver, ligesom man gjorde med natten. Denne opdeling af dagen forklarer hvorfor der ofte nævnes noget om den tredje, sjette og niende time – regnet fra solopgang, som var ca. kl. 6. (Mt 20:1-5; Joh 4:6; ApG 2:15; 3:1; 10:3, 9, 30) Generelt havde folk heller ikke mulighed for præcist at vide hvad klokken var, så ofte blev et tidspunkt angivet med et “omkring”, som vi ser det i Joh 19:14. (Mt 27:46; Lu 23:44; Joh 4:6; ApG 10:3, 9) Altså: Markus kan have taget både piskningen og pælfæstelsen med i sin tidsangivelse, mens Johannes har taget udgangspunkt i hvornår selve pælfæstelsen skete. Begge skribenter kan have rundet op eller ned og angivet den nærmeste tretimers periode, og desuden brugte Johannes ordet “omkring” i sin beskrivelse. Disse faktorer kan forklare hvorfor de to beretninger angiver forskellige tidspunkter. At Johannes angiver et tidspunkt der ser ud til at være forskelligt fra det Markus skriver, viser i øvrigt også at han ikke bare skrev af fra Markus’ beretning, der var nedskrevet flere årtier tidligere.

røvere: Eller “forbrydere”. Det græske ord leistes kan indeholde tanken om voldeligt røveri og blev nogle gange brugt som en betegnelse for nogle der gjorde oprør. Det samme ord anvendes om Barabbas (Joh 18:40), der ifølge Lu 23:19 var fængslet for “at stifte et oprør” og “for mord”. Parallelberetningen i Lu 23:32, 33, 39 omtaler mændene som “forbrydere”, der er oversat fra et græsk ord (kakourgos) som bogstaveligt betyder “en der handler ondt”.

Enkelte senere håndskrifter indeholder her ordene: “Og de ord blev opfyldt der siger: ‘Og han blev regnet blandt forbrydere’”, der er et delvist citat fra Esa 53:12. Men disse ord forekommer ikke i de tidligste og mest pålidelige håndskrifter, så de er åbenbart ikke en del af det oprindelige Markusevangelium. Der findes et lignende udsagn i den inspirerede tekst i Lu 22:37. Nogle mener at en afskriver indsatte ordene fra Lukas’ beretning i Markus’ beretning. – Se Tillæg A3.

rystede på hovedet: Denne handling, ofte ledsaget af ord, var et udtryk for ringeagt, foragt eller hån. Uden at de forbipasserende vidste af det, var de med til at opfylde profetien i Sl 22:7.

rystede på hovedet: Se studienote til Mt 27:39.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

torturpæl: Eller “henrettelsespæl”. – Se Ordforklaring: “Pæl”; “Torturpæl”; se også studienoter til Mt 10:38 og 16:24, hvor udtrykket bruges i overført betydning.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

omkring den tredje time: Dvs. ca. kl. 9. I det første århundrede e.v.t. inddelte jøderne dagen i 12 timer, der begyndte ved solopgang ca. kl. 6. (Joh 11:9) Derfor ville den tredje time være omkring kl. 9, den sjette time omkring middag, og den niende time omkring kl. 15. Fordi man ikke havde præcise tidsmålere, angav man almindeligvis kun et cirkatidspunkt for en begivenhed. – Joh 1:39; 4:6; 19:14; ApG 10:3, 9.

den sjette time: Dvs. ca. kl. 12. – Se studienote til Mt 20:3.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15. – Se studienote til Mt 20:3.

mørkt: I parallelberetningen i Lukas tilføjes den oplysning at “solens lys forsvandt”. (Lu 23:44, 45) Mørket var forårsaget af Gud ved hjælp af et mirakel. Der kan ikke have været tale om en solformørkelse. Dette fænomen forekommer når der er nymåne, men mørket indtraf i påsken, hvor der er fuldmåne. Og mørket varede i tre timer, meget længere end den længst mulige totale solformørkelse, der varer mindre end otte minutter.

Elí, Elí, lamá sabaktáni?: Selvom nogle mener at disse ord er aramæiske, er der sandsynligvis tale om den form for hebraisk man talte på den tid, der var noget påvirket af aramæisk. Den græske translitteration af ordene som de er gengivet af Matthæus og Markus, gør det ikke muligt med bestemthed at identificere det oprindelige sprog.

Min Gud, min Gud: Ved at råbe til sin himmelske Far og anerkende ham som sin Gud opfyldte Jesus ordene i Sl 22:1. Jesus’ pinefulde råb kan have mindet tilhørerne om de mange ting der var profeteret om ham i resten af Sl 22 – at man ville gøre nar af ham, håne ham og angribe hans hænder og fødder, og at man ville kaste lod om hans klædning. – Sl 22:6-8, 16, 18.

Eli̇́, Eli̇́, lamá sabaktáni?: Se studienote til Mt 27:46.

Min Gud, min Gud: Se studienote til Mt 27:46.

Elias: Kommer af det hebraiske navn der betyder “min Gud er Jehova”.

sur vin: Eller “vineddike”. Hentyder sikkert til en tynd, besk eller sur vin der på latin kaldes acetum (eddike) eller posca hvis den var fortyndet med vand. Det var en billig drik som fattige mennesker, deriblandt de romerske soldater, almindeligvis drak for at slukke tørsten. Det græske ord oxos anvendes i Sl 69:21 i Septuaginta, hvor det er profeteret at Messias ville få “eddike” at drikke.

kæp: Eller “rørkæp”. I Johannes’ beretning kaldes den for en “isopstængel”. – Joh 19:29; se Ordforklaring: “Isop”.

døde han: Eller “udåndede han”. Bogst.: “opgav han ånden”. Udtrykket “ånden” (græsk: pneuma) kan her henvise til “åndedrættet” eller “livskraften”, og den tanke støttes af at det græske udsagnsord ekpneo (bogst.: “at udånde”) forekommer i parallelberetningen i Mr 15:37 (hvor det er gengivet med “udåndede”). Nogle er af den opfattelse at brugen af det græske udtryk der kan oversættes med “opgav han ånden”, betyder at Jesus bevidst holdt op med at kæmpe for at holde sig i live fordi det hele nu var fuldført. (Joh 19:30) Han var villig til at ‘ofre sit liv’, eller ‘udgyde sin sjæl helt til døden’. – Esa 53:12, fdn.; Joh 10:11.

udåndede: Eller “døde”. – Se studienote til Mt 27:50.

forhænget: Et smukt udsmykket forhæng der adskilte Det Allerhelligste fra Det Hellige i templet. Ifølge den jødiske overlevering var dette tunge forhæng 18 m langt, 9 m bredt og 7,4 cm tykt. Ved at flænge forhænget i to dele udtrykte Jehova sin vrede mod sin Søns mordere, men viste derudover at vejen til selve himlen nu var åbnet. – He 10:19, 20; se Ordforklaring.

helligdommen: Det græske ord naos refererer her til den centrale bygning med dens to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste.

forhænget: Se studienote til Mt 27:51.

helligdommen: Se studienote til Mt 27:51.

en livvagt: Det græske ord der forekommer her i grundteksten, er spekoulator, et låneord fra latin (speculator), og det kan betyde en livvagt, en kurer og nogle gange en bøddel. Der er omkring 30 forekomster af græske ord der kommer af latin, i De Kristne Græske Skrifter, især i Markus- og Matthæusevangeliet, udtryk der knytter sig til militæret, retsvæsnet, betegnelser for mønter og forskellige brugsgenstande i hjemmet. Markus er den bibelskribent der oftest bruger dem, og det får mange til at mene at han skrev sit evangelium i Rom, og at han hovedsageligt skrev med ikkejøder, især romere, i tanke. – Se studienote til Joh 19:20.

officeren: Eller “centurionen”, dvs. en befalingsmand der havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær. Denne officer af høj rang var måske til stede da Pilatus forhørte Jesus, og han kan have hørt jøderne anklage Jesus for at sige at han var Guds Søn. (Mr 15:16; Joh 19:7) Markus bruger her det græske ord kentyrion, et låneord fra latin som også forekommer i Mr 15:44, 45. – Se “Introduktion til Markus” og studienoter til Mr 6:27; Joh 19:20.

Maria Magdalene: Hendes tilnavn Magdalene (der betyder “fra, eller tilhørende, Magdala”) stammer sandsynligvis fra byen Magdala, der lå ved vestbredden af Galilæas Sø, ca. midtvejs mellem Kapernaum og Tiberias. Nogle har fremsat den tanke at Magdala var den by Maria kom fra, eller den by hun boede i. – Se studienoter til Mt 15:39; Lu 8:2.

Maria Magdalene: Se studienote til Mt 27:56.

Jakob den Lille: En af Jesus’ apostle og søn af Alfæus. (Mt 10:2, 3; Mr 3:18; Lu 6:15; ApG 1:13) Betegnelsen “den Lille” indikerer måske at Jakob ikke var så gammel eller så høj som den anden apostel der hed Jakob, altså Zebedæus’ søn.

Joses: Fra hebraisk, en kortform af Josifja, der betyder “måtte Jah tilføje (øge); Jah har tilføjet (øget)”. I enkelte håndskrifter står der her Josef, men i de fleste gamle håndskrifter står der “Joses”. – Sammenlign med parallelberetningen i Mt 27:56.

Salome: Sandsynligvis fra et hebraisk ord der betyder “fred”. Salome var en af Jesus’ disciple. Når man sammenligner Mt 27:56 med Mr 3:17 og 15:40, ser det ud til at Salome var mor til apostlene Jakob og Johannes; Matthæus nævner “Zebedæus’ sønners mor”, og Markus kalder hende “Salome”. Når man desuden sammenholder det med Joh 19:25, ser det ud til at Salome måske var søster til Jesus’ mor, Maria. Hvis det er tilfældet, var Jakob og Johannes Jesus’ fætre. Derudover, som Mt 27:55, 56, Mr 15:41 og Lu 8:3 indikerer, var Salome en af de kvinder der fulgtes med Jesus og sørgede for ham med det de havde.

forberedelsesdag: Markus skriver åbenbart primært til ikkejødiske læsere, så derfor forklarer han dette udtryk med dagen før sabbatten, en forklaring der ikke findes i de andre evangelier. (Mt 27:62; Lu 23:54; Joh 19:31) På den dag forberedte jøderne sig til sabbatten ved at tilberede ekstra måltider og færdiggøre andet arbejde som ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. – Se Ordforklaring.

Arimatæa: Navnet på denne by kommer af et hebraisk ord der betyder “høj; højdedrag”. I Lu 23:51 bliver den omtalt som “en af judæernes byer”. – Se Tillæg B10.

Sanhedrinet: Dvs. den jødiske højesteret i Jerusalem. Det græske ord der er oversat med “Sanhedrin” (synedrion), betyder bogstaveligt “sidde sammen med”. Selvom det var en almindelig betegnelse for en forsamling eller et møde, kunne det også henvise til en religiøs domstol i Israel. – Se studienote til Mt 5:22 og Ordforklaring; se også Tillæg B12 for at se hvor Sanhedrinsalen muligvis lå.

Josef: Evangelieskribenternes individuelle kendetegn kommer til udtryk i de forskellige detaljer de fortæller om Josef. Skatteopkræveren Matthæus bemærker at han var rig; Markus, der hovedsageligt skrev til romerne, siger at han var “et respekteret medlem af Rådet” der ventede på Guds rige; Lukas, den medfølende læge, siger at han “var en god og retfærdig mand” der ikke havde stemt for Rådets planer og støttet handlingerne mod Jesus; det er kun Johannes der oplyser at han “var en discipel ... i det skjulte fordi han var bange for jøderne”. – Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

Arimatæa: Se studienote til Mt 27:57.

medlem af Rådet: Det vil sige et medlem af Sanhedrinet, den højeste jødiske domstol, der var i Jerusalem. – Se studienote til Mt 26:59 og Ordforklaring, “Sanhedrinet”.

grav: Eller “mindegrav”. En hule, eller et kammer, der var udhugget i den bløde kalkstensklippe, snarere end en naturlig hule. I sådanne grave var der ofte bænkelignende hylder eller nicher hvor ligene kunne lægges. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

grav: Se studienote til Mt 27:60.

en sten: Åbenbart en cirkelformet sten, for i verset står der at den blev rullet på plads, og i Mr 16:4 står der at den “var rullet væk” da Jesus var blevet oprejst. Den kan have vejet et ton eller mere. I Matthæus’ beretning bliver den kaldt “en stor sten”. – Mt 27:60.

Medieindhold

Sanhedrinet
Sanhedrinet

Den jødiske højesteret, Det Store Sanhedrin, bestod af 71 medlemmer og lå i Jerusalem. (Se ordforklaring: “Sanhedrinet”). Ifølge Mishnah var siddepladserne fordelt på tre rækker formet som en halvcirkel, og der var to sekretærer til stede for at skrive rettens afgørelser ned. Nogle af de arkitektoniske træk som ses her, er baseret på en bygning fundet i Jerusalem, og den menes af nogle at være sanhedrinsalen fra det første århundrede. – Se Tillæg B12, kortet “Jerusalem og omegn”.

1. Ypperstepræst

2. Medlemmer af Sanhedrinet

3. En anklaget

4. Sekretærer

Nagle i et hælben
Nagle i et hælben

Dette er et foto af en model af et menneskes hæl gennemboret af en jernnagle der var 11,5 cm lang. Det originale arkæologiske fund blev gjort i 1968, under udgravninger i det nordlige Jerusalem, og dateres til romertiden. Det er et arkæologisk vidnesbyrd om at nagler sandsynligvis blev brugt ved henrettelser til at fastgøre den dødsdømte til en træpæl. Det var muligvis sådanne nagler de romerske soldater brugte da de pælfæstede Jesus Kristus. Genstanden blev fundet i en stenkiste, kaldet et ossuarium, hvori de tørre knogler af en afdød blev anbragt efter at legemet var gået i opløsning. Det viser at en der blev henrettet på en pæl, godt kunne få en begravelse.

Gravkammer
Gravkammer

Jøderne begravede normalt deres døde i huler eller gravkamre der var hugget ud i klippen. Gravene var placeret uden for byerne, undtagen gravene til kongerne. De jødiske grave man har fundet, er bemærkelsesværdigt enkle. Det var åbenbart fordi jødernes religion ikke tillod at man ærede de døde, fordi den ikke indeholdt nogen forestillinger om at de døde eksisterer og er ved bevidsthed i en åndeverden.