Ifølge Johannes 18:1-40

18  Efter at Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedrondalen,+ hvor der var en have, og han og hans disciple gik ind i den.+  Judas, som forrådte ham,+ kendte også stedet, for der mødtes Jesus ofte med sine disciple.  Judas gik derhen sammen med en gruppe soldater og nogle af de øverste præsters og farisæernes betjente, og de ankom med fakler, lamper og våben.+  Jesus, som vidste alt hvad der skulle ske med ham, trådte frem og spurgte dem: “Hvem leder I efter?”  De svarede: “Jesus fra Nazaret.”+ Han sagde: “Det er mig.” Judas, som forrådte ham, stod også sammen med dem.+  Da Jesus sagde: “Det er mig”, trak de sig væk og faldt til jorden.+  Så spurgte han dem igen: “Hvem leder I efter?” De svarede: “Jesus fra Nazaret.”  Jesus sagde: “Jeg har sagt at det er mig. Hvis det er mig I leder efter, så lad disse mænd gå.”  Det var for at det han havde sagt, kunne blive opfyldt: “Af dem du har givet mig, har jeg ikke mistet en eneste.”+ 10  Simon Peter, som havde et sværd, trak det og slog ud efter ypperstepræstens træl og huggede hans højre øre af.+ Trællen hed Malkus. 11  Jesus sagde imidlertid til Peter: “Stik sværdet i skeden.+ Skulle jeg ikke drikke det bæger som Faren har givet mig?”+ 12  Så greb* soldaterne og kommandanten og jødernes betjente Jesus og bandt ham. 13  De førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas,+ som var ypperstepræst det år.+ 14  Det var for øvrigt Kajfas der havde givet jøderne det råd at det var bedst for dem at ét menneske døde for folket.+ 15  Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus.+ Den discipel var en bekendt af ypperstepræsten, så han gik med Jesus ind i ypperstepræstens gård, 16  men Peter blev stående udenfor ved døren.* Så gik den anden discipel, som var en bekendt af ypperstepræsten, ud og talte med tjenestepigen som holdt vagt ved døren, og han førte Peter ind. 17  Tjenestepigen sagde til Peter: “Er du ikke også en af den mands disciple?” Han sagde: “Nej, det er jeg ikke.”+ 18  Trællene og betjentene havde tændt et bål af trækul fordi det var koldt, og de stod rundt om det og varmede sig. Peter stod også hos dem og varmede sig. 19  En af de øverste præster udspurgte nu Jesus om hans disciple og om hans lære. 20  Jesus svarede ham: “Jeg har talt til verden i fuld offentlighed. Jeg har altid undervist i en synagoge eller i templet,+ hvor alle jøderne kommer sammen, og jeg har ikke sagt noget i det skjulte. 21  Hvorfor udspørger du mig? Spørg dem som har hørt hvad jeg har fortalt dem. De ved hvad jeg har sagt.” 22  Efter at Jesus havde sagt det, gav en af betjentene ham en lussing+ og sagde: “Er det en måde at svare en af de øverste præster på?” 23  “Hvis jeg har sagt noget forkert, så bevis det,”* svarede Jesus, “men hvis det jeg har sagt, er rigtigt, hvorfor slår du mig så?” 24  Annas fik ham så bundet og sendt til ypperstepræsten Kajfas.+ 25  Imens stod Simon Peter og varmede sig. Så sagde de til ham: “Er du ikke også en af hans disciple?” Han benægtede det og sagde: “Nej, det er jeg ikke.”+ 26  En af ypperstepræstens trælle, der var i familie med ham som Peter havde hugget øret af,+ sagde: “Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?” 27  Men Peter benægtede det igen, og straks galede en hane.+ 28  Så førte de Jesus fra Kajfas til statholderens residens.+ Det var tidligt om morgenen. Men de gik ikke selv ind i statholderens residens. De ville nemlig ikke være urene,+ for så kunne de ikke spise påskemåltidet. 29  Derfor kom Pilatus ud til dem og sagde: “Hvad anklager I dette menneske for?” 30  “Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig,” svarede de. 31  Pilatus sagde til dem: “Tag I ham og døm ham efter jeres lov.”+ “Vi har ikke ret til at dræbe nogen,” sagde jøderne til ham.+ 32  På den måde blev dét opfyldt som Jesus havde sagt om hvordan han skulle dø.+ 33  Pilatus gik ind i statholderens residens igen, tilkaldte Jesus og spurgte ham: “Er du jødernes konge?”+ 34  Jesus svarede: “Spørger du fordi det er noget du selv har tænkt over, eller har andre fortalt dig om mig?” 35  “Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. “Dit eget folk og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?” 36  Jesus svarede:+ “Mit rige er ikke en del af denne verden.+ Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.+ Men nu er mit rige ikke herfra.” 37  Så sagde Pilatus til ham: “Du er altså en konge?” Jesus svarede: “Du siger selv at jeg er en konge.+ Jeg er blevet født og er kommet til verden for at vidne om sandheden.+ Enhver der er på sandhedens side, lytter til det jeg siger.”+ 38  “Hvad er sandhed?” sagde Pilatus. Efter at have sagt det gik han ud til jøderne igen og sagde: “Jeg kan ikke se at han er skyldig i noget.+ 39  Desuden plejer jeg at løslade en fange hver påske.+ Vil I have at jeg løslader jødernes konge?” 40  Igen råbte de: “Ikke ham, men Barabbas!” Barabbas var fængslet for røveri.+

Fodnoter

Eller “arresterede”.
Eller “indgangen”.
Eller “aflæg vidnesbyrd om det”.

Studienoter

Kedrondalen: Eller “Kedrons vinterbæk”. Kedrondalen, som kun nævnes her i De Kristne Græske Skrifter, adskiller Jerusalem fra Oliebjerget. Den løber fra N til S langs den østlige del af byen. Der er normalt ikke vand i Kedrondalen, ikke engang om vinteren, undtagen når der falder usædvanligt kraftig regn. Det græske ord cheimarros, der her er oversat med “dal”, betyder bogstaveligt “en vinterbæk”, dvs. en kraftig strøm af vand der kommer af voldsomme regnskyl om vinteren. Det græske ord bliver brugt mere end 80 gange i Septuaginta som en oversættelse af det hebraiske ord nachal, der også betyder “dal”, og som er det ord der bruges når Kedrondalen bliver omtalt i De Hebraiske Skrifter. (2Sa 15:23; 1Kg 2:37) De hebraiske og græske ord der her oversættes med “dal”, kan begge henvise til en bæk eller rivende strøm. (5Mo 10:7; Job 6:15; Esa 66:12; Eze 47:5) Men ofte henviser ordene til en dal hvor der på grund af regnskyl om vinteren, løber en flod igennem. (4Mo 34:5; Jos 13:9; 17:9; 1Sa 17:40; 1Kg 15:13; 2Kr 33:14; Ne 2:15; Høj 6:11) Begge ord bliver ofte oversat med “wadi”. – Se Ordforklaring: “Wadi”.

en gruppe soldater: Det græske ord speira der bliver brugt her, indikerer at der er tale om romerske soldater. Johannes er den eneste af de fire evangelieskribenter som nævner at der var romerske soldater til stede da Jesus blev arresteret. – Joh 18:12.

slog ud efter ypperstepræstens træl: Denne hændelse bliver beskrevet af alle fire evangelieskribenter, og deres beretninger supplerer hinanden. (Mt 26:51; Mr 14:47; Lu 22:50) Det er kun Lukas, “den elskede læge” (Kol 4:14), der nævner at Jesus “rørte ved trællens øre og helbredte ham”. (Lu 22:51) Johannes er den eneste evangelieskribent der nævner at det var Simon Peter der trak sværdet, og at trællen hvis øre blev hugget af, hed Malkus. Johannes var åbenbart den discipel der “var en bekendt af ypperstepræsten” og ypperstepræstens husstand. (Joh 18:15, 16) Så det er naturligt at hans evangelium nævner navnet på den mand der blev såret. At Johannes var en bekendt af ypperstepræstens husstand, fremgår også af Joh 18:26, hvor Johannes forklarer at den træl der beskyldte Peter for at være en discipel af Jesus, “var i familie med ham som Peter havde hugget øret af”.

drikke det bæger: I Bibelen bruges ordet “bæger” ofte som et symbol på Guds vilje for en person, eller den lod Gud har tildelt ham. (Sl 11:6; 16:5; 23:5) At “drikke det bæger” betyder her at underordne sig Guds vilje. I dette tilfælde sigter ordet “bæger” ikke kun til Jesus’ lidelser og død under de falske anklager for blasfemi, men også til hans opstandelse til udødeligt liv i himlen.

lad mig slippe for at drikke dette bæger: I Bibelen bruges ordet “bæger” ofte som et symbol på Guds vilje for en person, eller den lod Gud har tildelt ham. (Se studienote til Mt 20:22). Jesus var uden tvivl stærkt berørt af den skam det kunne kaste på Gud at han døde som en der var anklaget for blasfemi og oprør, og derfor bad han om at måtte slippe for at drikke dette “bæger”.

drikke det bæger: I Bibelen bruges ordet “bæger” ofte som et symbol på Guds vilje for en person, eller den lod Gud har tildelt ham. (Sl 11:6; 16:5; 23:5) At “drikke det bæger” betyder her at underordne sig Guds vilje. I tilfældet med Jesus sigter ordet “bæger” til hans lidelser og død på grund af de falske anklager for blasfemi såvel som til hans opstandelse til udødeligt liv i himlen. – Se studienoter til Mt 20:22; 26:39.

jøderne: I Johannesevangeliet bruges dette ord i forskellig betydning alt efter sammenhængen. Ud over at henvise til jøder generelt, til judæere eller til dem der boede i og omkring Jerusalem, kan det også hentyde mere specifikt til de jøder der nidkært fulgte menneskers traditioner i forbindelse med Moseloven, og som ofte gik stik imod ånden i denne Lov. (Mt 15:3-6) Den mest fremtrædende del af “jøderne” var de jødiske myndigheder eller religiøse ledere, som var fjendtligt indstillet over for Jesus. I denne passage og nogle af de andre steder hvor dette ord forekommer i Johannes, kapitel 7, viser sammenhængen at det er de jødiske myndigheder eller religiøse ledere der hentydes til. – Joh 7:13, 15, 35a; se Ordforklaring: “Jøde”.

kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Ordet sigter til en romersk kommandant. Der var seks kommandanter i hver legion. Legionen var dog ikke delt i seks enheder, men hver kommandant havde befalingen over hele legionen en sjettedel af tiden. En kommandant havde stor myndighed, og han kunne udnævne og indsætte officerer. Det græske ord kan også referere til højtstående militærfolk i bred forstand. Der fulgte en romersk kommandant med soldaterne da Jesus blev arresteret.

jødernes: Henviser åbenbart til jødiske myndighedspersoner eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

Annas var en af de øverste præster, og Kajfas var ypperstepræst: Lukas præciserer hvornår Johannes Døber begyndte sin tjeneste ved også at henvise til det tidspunkt hvor det jødiske præsteskab blev domineret af to magtfulde mænd. Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. Selvom det var Kajfas der var ypperstepræst i år 29 e.v.t., kan man med rette omtale Annas som “en af de øverste præster” på grund af hans fremtrædende position. – Joh 18:13, 24; ApG 4:6.

De førte ham først til Annas: Johannes er den eneste der specifikt fortæller at Jesus blev ført til Annas, som var blevet udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien. Annas beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t., hvilket indbefattede det år, dvs. år 33 e.v.t., det mindeværdige år hvor Jesus blev henrettet. – Se studienote til Lu 3:2.

den Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den første af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10) En af grundene er at der ikke henvises til apostlen Johannes ved navn i dette evangelium, undtagen da han omtales som en af “Zebedæus’ sønner” i Joh 21:2. En anden indikation er i Joh 21:20-24, hvor udtrykket “den discipel Jesus elskede”, bruges om ham der skrev dette evangelium. Desuden sagde Jesus om den apostel: “Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det antyder at den der henvises til, ville leve meget længere end Peter og de andre apostle, hvilket passer på apostlen Johannes. – Se studienoter til Joh Titel og Joh 1:6; 21:20.

den discipel som han elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den anden af fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “som han [eller “Jesus”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel der henvises til, er apostlen Johannes. – Se studienote til Joh 13:23.

den anden discipel, ham som Jesus holdt af: Dvs. ham som Jesus holdt særligt meget af. Dette er den tredje af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel der henvises til, er apostlen Johannes. (Se studienoter til Joh 13:23; 18:15). I de fire andre forekomster anvendes det græske ord agapao. I dette vers bruges et synonym, det græske ord fileo, der ofte gengives med “holde af” i denne oversættelse. – Mt 10:37; Joh 11:3, 36; 16:27; 21:15-17; Tit 3:15; se studienoter til Joh 5:20; 16:27; 21:15.

Den discipel Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den fjerde af fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. – Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; Joh 21:2; begrundelsen for dette findes i studienoter til Joh 13:23; 21:20.

den discipel Jesus elskede: Dvs. den som Jesus især elskede. Dette er den sidste af de fem forekomster hvor der nævnes en bestemt discipel “Jesus [eller “han”] elskede”, eller “som Jesus holdt af”. (Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20) Der er almindelig enighed om at den discipel er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn og Jakobs bror. (Mt 4:21; Mr 1:19; Lu 5:10; Joh 21:2) Som sammenhængen i Joh 21:20-24 viser, var “den discipel Jesus elskede” også “den discipel ... som har skrevet det”, dvs. den der har skrevet Johannesevangeliet. – Se studienoter til Joh Titel; 1:6; 13:23.

en anden discipel: Henviser åbenbart til apostlen Johannes. Det passer med Johannes’ karakteristiske stil, hvor han ikke nævner sig selv ved navn i sit evangelium. (Se studienoter til Joh 13:23; 19:26; 20:2; 21:7; 21:20). Og derudover optræder Johannes og Peter sammen i beretningen i Joh 20:2-8, som udspiller sig i tiden efter Jesus’ opstandelse. I Bibelen forklares der ikke hvordan Johannes, en discipel fra Galilæa, var blevet en bekendt af ypperstepræsten, men det var hans bekendtskab med ypperstepræstens husstand der gjorde det muligt for ham at komme forbi tjenestepigen som holdt vagt ved døren, og også at give adgang til Peter. – Joh 18:16.

trækul: Sort, porøst kul, som regel restproduktet ved en ufuldstændig forbrænding af træ. I fortiden blev trækul fremstillet ved at man dækkede en stabel træ med jord og lod den brænde langsomt over flere dage og kun tilførte netop så meget luft at de luftarter og dampe der strømmede ud fra det ophedede træ, kunne forbrændes. På denne måde fik man en forholdsvist ren form for kul. Det var en tidskrævende proces der skulle overvåges omhyggeligt, men trækul var godt brændsel der gav en stærk og stabil varme uden røgudvikling. I koldt vejr varmede man sig ved en åben trækulsild eller et kulbækken. (Esa 47:14; Jer 36:22) Fordi trækul afgiver en jævn varme uden flammer og røg, er det også velegnet til madlavning. – Joh 21:9.

De førte ham først til Annas: Johannes er den eneste der specifikt fortæller at Jesus blev ført til Annas, som var blevet udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien. Annas beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t., hvilket indbefattede det år, dvs. år 33 e.v.t., det mindeværdige år hvor Jesus blev henrettet. – Se studienote til Lu 3:2.

Annas, der var en af de øverste præster: Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, fortsatte han åbenbart med at udøve stor magt og indflydelse som tidligere ypperstepræst og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. (Se studienote til Lu 3:2). I Joh 18:13, 19 bliver Annas omtalt som en af “de øverste præster”. Det samme græske ord (archiereus) kan anvendes om både den der tjente som ypperstepræst, og et fremtrædende medlem af præsteskabet, deriblandt en afsat ypperstepræst. – Se Ordforklaring: “Øverste præster”.

En af de øverste præster: Dvs. Annas. – Se studienoter til Joh 18:13; ApG 4:6.

til ypperstepræsten Kajfas: Se Tillæg B12 for at se hvor Kajfas’ hus muligvis lå.

galede hanen: Alle fire evangelier nævner dette, men kun Markus’ beretning har den detalje med at hanen galede anden gang. (Mt 26:34, 74, 75; Mr 14:30; Lu 22:34, 60, 61; Joh 13:38; 18:27) Mishnah indikerer at man opdrættede haner i Jerusalem på Jesus’ tid, og den bekræfter derfor det Bibelen fortæller. Hanen galede sikkert på et tidspunkt før daggry. – Se studienote til Mr 13:35.

galede en hane: Se studienote til Mr 14:72.

statholderens residens: Det græske ord praitorion (der kommer af latin prætorium) henviser til de romerske statholderes officielle residens. Residensen i Jerusalem var sandsynligvis bygget af Herodes den Store og lå i det nordvestlige hjørne af den øvre del af byen, dvs. i den sydlige del af Jerusalem. (Se Tillæg B12 for at se hvor den lå). Pilatus opholdt sig kun i Jerusalem ved særlige lejligheder, som for eksempel højtiderne, fordi der på de tidspunkter var større risiko for optøjer. Til daglig var hans residens i Cæsarea.

statholderens residens: Se studienote til Mt 27:27.

tidligt om morgenen: Dvs. om morgenen den 14. nisan, den dag hvor Jesus blev ført for retten og slået ihjel. Påsken begyndte aftenen før, og som det fremgår af de andre evangelieberetninger, havde Jesus’ og hans apostle spist påskemåltidet aftenen forinden. (Mt 26:18-20; Mr 14:14-17; Lu 22:15) I dette vers må påskemåltidet derfor henvise til måltidet den 15. nisan, den første dag af de usyrnede brøds fest. På Jesus’ tid blev påsken (den 14. nisan) og de usyrnede brøds fest (den 15.-21. nisan) som fulgte efter, nogle gange omtalt under ét som “påske”. – Lu 22:1.

Er du jødernes konge?: Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens godkendelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge.

Er du jødernes konge?: Se studienote til Mt 27:11.

Mit rige er ikke en del af denne verden: Jesus svarede ikke direkte på spørgsmålet da Pilatus spurgte: “Hvad har du gjort?” (Joh 18:35) I stedet fokuserede han på det første spørgsmål Pilatus stillede: “Er du jødernes konge?” (Joh 18:33) I det korte svar Jesus gav, nævnte han Riget tre gange, det rige hvori han skulle indsættes som Konge. Med ordene om at hans rige ikke er “en del af denne verden”, gjorde Jesus det klart at Riget ikke havde en menneskelig oprindelse. Det stemmer overens med tidligere udtalelser der refererer til “himlenes rige” og “Guds rige”. (Mt 3:2; Mr 1:15) Jesus havde også sagt at hans disciple ikke var “en del af verden”, dvs. det uretfærdige menneskesamfund der har fjernet sig fra Gud og hans tjenere. (Joh 17:14, 16) Og tidligere på aftenen havde Jesus med det han sagde til Peter, vist at hans disciple ikke skulle kæmpe for at forsvare ham som de der støtter en jordisk konge, ville have gjort. – Mt 26:51, 52; Joh 18:11.

Du har selv sagt det: Dette er et jødisk idiom som man brugte for at bekræfte sandheden af en udtalelse som en anden fremsatte. Jesus sagde egentlig: “Du har sagt det, og det du siger, er sandt.” Jesus’ svar gjorde det klart at Judas’ egne ord var en indrømmelse af at han var ansvarlig for at have forrådt Jesus. På et tidspunkt efter dette må Judas have forladt lokalet før Jesus indstiftede fejringen af Herrens aftensmåltid, som det ses hvis man sammenligner versene med beretningen i Joh 13:21-30. Næste gang vi hører om Judas i Matthæus’ beretning, er i Mt 26:47, hvor han er sammen med den store flok i Getsemane Have.

Du har selv sagt det: Jesus prøvede ikke at undvige Kajfas’ spørgsmål, for han anerkendte at ypperstepræsten havde myndighed til at tage ham i ed på at det han sagde, var sandt. (Mt 26:63) Det ser ud til at dette udtryk var et jødisk idiom der blev brugt som en bekræftelse af en udtalelse. Denne tanke støttes af Markus’ parallelberetning, hvor Jesus svarer: “Det er jeg.” – Mr 14:62; se studienoter til Mt 26:25; 27:11.

Du siger selv at jeg er en konge: Ved at svare som han gør, bekræfter Jesus at han er en konge. (Mt 27:11; se også studienoter til Mt 26:25, 64). Men Jesus’ kongedømme er anderledes end hvad Pilatus forestiller sig, for Jesus’ rige er “ikke en del af denne verden” og udgør derfor ikke en trussel mod Rom. – Joh 18:33-36.

vidne om: De græske ord der oversættes med “at vidne om” (martyreo) og “vidnesbyrd; vidne” (martyria; martys), har, som de bruges i De Kristne Græske Skrifter, en bred betydning. Disse beslægtede ord bruges om det at afgive en vidneforklaring om førstehåndsoplysninger eller om noget man personligt er blevet bekendt med, men de kan også indeholde tanken om at “erklære; bekræfte; tale godt om”. Jesus vidnede og forkyndte ikke kun om sandheder han var overbevist om, nej, han levede også på en måde der bekræftede at hans Fars profetiske ord og løfter er sande. (2Kt 1:20) Guds hensigt i forbindelse med Riget og dets messianske Hersker var blevet forudsagt i detaljer. Gennem hele Jesus’ liv på jorden, der kulminerede i hans offerdød, blev alle profetier om ham opfyldt, deriblandt de skygger, eller forbilleder, som Lovpagten indeholdt. (Kol 2:16, 17; He 10:1) Derfor kan det siges om Jesus at han i ord og handling ‘vidnede om sandheden’.

sandheden: Jesus refererede ikke til sandhed i al almindelighed, men til sandheden om Guds hensigt. En vigtig del af Guds hensigt er at Jesus, “Davids søn”, skal tjene som Ypperstepræst og Regent i Guds rige. (Mt 1:1) Jesus forklarede at hovedårsagen til at han skulle til menneskenes verden, hans liv på jorden og hans tjeneste var at han skulle forkynde sandheden om det rige. Englene forkyndte et lignende budskab i tiden før og omkring det tidspunkt da Jesus blev født i Betlehem i Judæa, den by hvor David blev født. – Lu 1:32, 33; 2:10-14.

Hvad er sandhed?: Pilatus’ spørgsmål drejer sig åbenbart ikke specifikt om den sandhed Jesus lige har talt om, men om sandhed generelt. (Joh 18:37) Hvis hans spørgsmål havde været oprigtigt, ville Jesus uden tvivl have besvaret det. Men Pilatus stiller det sikkert som et retorisk spørgsmål i skeptisk og kynisk mistro, som for at sige: “Sandhed? Hvad er det? Der findes ikke nogen sandhed!” Pilatus venter faktisk ikke engang på et svar, men går ud til jøderne.

plejer jeg at løslade en fange: Eller “har I den skik at jeg skal løslade en fange”. Skikken med at løslade en fange nævnes også i Mt 27:15 og Mr 15:6. Denne tradition var åbenbart af jødisk oprindelse. Selvom der i De Hebraiske Skrifter ikke nævnes noget om denne skik, lader det til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

Medieindhold

Kedrondalen
Kedrondalen

Kedrondalen (Nahal Qidron) adskiller Jerusalem fra Oliebjerget og løber fra N til S langs den østlige del af byen. Dalen begynder et stykke N for Jerusalems mure. I begyndelsen er den bred og ikke særligt dyb, men senere bliver den smallere og dybere. Ud for den sydlige del af det tidligere tempelområde er den omkring 30 m dyb og 120 m bred, men den var sandsynligvis dybere på Jesus’ tid. Dalen fortsætter gennem Judæas ørken til Det Døde Hav. Det var denne dal Jesus krydsede på vej til Getsemane Have efter at han havde indstiftet Herrens aftensmåltid den 14. nisan år 33. – Joh 18:1.

1. Kedrondalen

2. Tempelbjerget

3. Oliebjerget (den del der er vist, er dækket af gravsteder)

Det ældste kendte fragment af De Kristne Græske Skrifter
Det ældste kendte fragment af De Kristne Græske Skrifter

Her ses forsiden og bagsiden af fragmentet Papyrus Rylands 457 (P52), en meget tidlig afskrift af en del af Johannesevangeliet. Det blev købt i Egypten i 1920, og det opbevares nu på John Rylands Library i Manchester, England. Det indeholder en del af Joh 18:31-33 på den ene side og en del af Joh 18:37, 38 på den anden side. Det at der er skrevet på begge sider af papyrussen, viser tydeligt at den må have været en del af en kodeks. Fragmentet måler 9x6 cm. Mange bibelforskere betragter det som det ældste eksisterende håndskrift af De Kristne Græske Skrifter og daterer det til første halvdel af det andet århundrede e.v.t. Johannesevangeliet blev skrevet omkring år 98, så denne afskrift blev sikkert lavet bare nogle få årtier senere. Teksten i fragmentet er meget lig teksten i senere mere fuldstændige græske håndskrifter der danner grundlag for nyere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter.