Ifølge Matthæus 18:1-35

18  I det samme kom disciplene hen til Jesus og spurgte: “Hvem er egentlig størst i himlenes rige?”+  Han kaldte så en lille dreng hen til sig, stillede ham midt iblandt dem  og sagde: “Jeg siger jer: Medmindre I forandrer jer* og bliver som små børn,+ kommer I slet ikke ind i himlenes rige.+  Derfor er enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, den største i himlenes rige,+  og enhver som tager imod sådan et lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig.+  Men hvis nogen får en af disse små som tror på mig, til at snuble, ville det være bedre for ham at få en møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det åbne hav.+  Verden er dømt fordi den lægger snublesten ud! Det kan selvfølgelig ikke undgås at der kommer snublesten, men det menneske som får andre til at snuble, er dømt!  Hvis din hånd eller din fod får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig.+ Det er bedre for dig at gå handicappet eller halt ind til livet end at have to hænder eller to fødder og blive kastet i den evige ild.+  Og hvis dit øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at have to øjne og blive kastet i ilden i Gehenna.+ 10  Pas på at I ikke ser ned på en af disse små, for jeg siger jer at deres engle i himlen hele tiden ser min himmelske Fars ansigt.+ 11  —— 12  Hvad mener I? Hvis en mand har 100 får og et af dem farer vild,+ vil han så ikke forlade de 99 i bjergene og gå ud for at lede efter det ene der er faret vild?+ 13  Og hvis han finder det, glæder han sig endnu mere over det end over de 99 som ikke er faret vild. 14  Min Far i himlen ønsker heller ikke at en eneste af disse små skal gå tabt.+ 15  Men hvis din bror synder imod dig, så gå hen og fortæl ham hvad han har gjort forkert,* og gør det på tomandshånd.+ Hvis han vil lytte til dig, har du vundet din bror.*+ 16  Men hvis han ikke vil lytte til dig, så tag en eller to mere med dig så enhver sag* kan blive slået fast* ved to eller tre vidners forklaring.*+ 17  Hvis han heller ikke vil lytte til* dem, så sig det til menigheden. Hvis han ikke engang vil høre på* menigheden, skal du betragte ham som en fra nationerne+ og som en skatteopkræver.+ 18  Jeg siger jer: Uanset hvad I binder på jorden, vil det allerede være bundet i himlen, og uanset hvad I løser på jorden, vil det allerede være løst i himlen.+ 19  Igen siger jeg jer: Hvis to af jer her på jorden er enige om et eller andet vigtigt at bede om, så vil I få det af min Far i himlen.+ 20  For når to eller tre er forsamlet i mit navn,+ er jeg midt iblandt dem.” 21  Så kom Peter og sagde til ham: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min bror når han synder imod mig? Op til syv gange?” 22  Jesus sagde til ham: “Jeg siger dig: Ikke op til syv gange, men op til 77 gange.+ 23  Himlenes rige kan derfor sammenlignes med en konge der ville have at hans trælle skulle betale deres gæld til ham. 24  Da han begyndte at gøre regnskabet op, blev en mand der skyldte ham 10.000 talenter, ført ind. 25  Men han kunne ikke betale sin gæld, så hans herre befalede at han og hans kone og hans børn og alt hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales.+ 26  Trællen faldt på knæ, bøjede sig for ham og sagde: ‘Vær tålmodig med mig, så vil jeg betale alt tilbage til dig.’ 27  Trællens herre fik nu inderligt ondt af ham og lod ham slippe og eftergav ham gælden.+ 28  Men trællen gik ud og fandt en af sine medtrælle, som skyldte ham 100 denarer, og greb ham i struben og sagde: ‘Betal hvad du skylder.’ 29  Hans medtræl faldt på knæ og bønfaldt ham: ‘Vær tålmodig med mig, så vil jeg betale dig.’ 30  Men han ville slet ikke høre på ham og fik ham kastet i fængsel indtil han kunne betale hvad han skyldte. 31  Da hans medtrælle så hvad der var sket, blev de meget kede af det, og de gik hen og fortalte deres herre det hele. 32  Så kaldte hans herre ham til sig og sagde: ‘Onde træl, jeg eftergav dig hele din gæld da du bønfaldt mig. 33  Burde du ikke også have vist din medtræl barmhjertighed, ligesom jeg viste dig barmhjertighed?’+ 34  Hans herre blev nu så vred at han overgav ham til fangevogterne indtil han betalte alt hvad han skyldte. 35  Min Far i himlen vil behandle hver eneste af jer på samme måde+ hvis ikke I af hjertet tilgiver jeres bror.”+

Fodnoter

Eller “vender om”.
Bogst.: “retled ham”.
Eller “fået din bror tilbage på rette vej”.
Eller “alt hvad der er sagt”.
Eller “klarlagt”. Bogst.: “kan stå (fast)”.
Bogst.: “mund”.
Eller “han nægter at lytte til; han ikke giver agt på”.
Eller “han nægter at lytte til; han ikke giver agt på”.

Studienoter

Det siger jeg jer: Eller “Jeg skal sige jer en sandhed”. På græsk bruges her en translitteration af det hebraiske amen, der betyder “lad det være sådan” eller “sikker”. Jesus brugte ofte dette udtryk som indledning til en udtalelse, et løfte eller en profeti, og han understregede på den måde at det der fulgte efter, var sandt og pålideligt. Jesus’ brug af dette udtryk siges at være unik i religiøs litteratur. Når udtrykket gentages (amen amen), som det er tilfældet generelt i Johannes’ evangelium, oversættes Jesus’ udtalelse med: “Jeg siger jer som sandt er”. – Se studienote til Joh 1:51.

Jeg siger jer: Eller “Jeg skal sige jer sandheden”. Se studienote til Mt 5:18.

en møllesten der drejes af et æsel: Eller “en kæmpestor møllesten”. Bogst.: “et æsels møllesten”. En sådan møllesten var nok mellem 1,2 og 1,5 m i diameter og derfor så tung at den måtte drejes af et æsel.

snublesten: Oprindeligt hentydede det græske ord skandalon, der gengives med “snublesten”, muligvis til en fælde. Nogle mener at det var den pind i fælden som man fastgjorde lokkemaden til. Med tiden kom udtrykket til at dække en hvilken som helst forhindring der kunne få en person til at snuble eller falde. I overført betydning henviser det til noget der får en person til at følge en forkert vej, til at snuble moralsk set eller til at synde. I Mt 18:8, 9 kunne det tilsvarende udsagnsord, skandalizo, der er oversat med ‘får til at snuble’, også gengives med “bliver en fælde; får til at synde”.

hug den af: Her anvendte Jesus en hyperbel. Hans pointe var: Hvis noget der var lige så dyrebart som en hånd, en fod eller et øje, kunne få et menneske til at synde eller opgive sin trofasthed, ville det være bedre at vedkommende gav afkald på det. (Mt 18:9) Naturligvis opfordrede han ikke nogen til at lemlæste sig selv, og han mente heller ikke at legemsdele som øjne eller hænder kunne have deres egen vilje og bestemme over et menneske. Han mente at et menneske hellere skulle gøre sine lemmer døde, eller behandle dem som om de ikke var en del af kroppen, end at begå en synd med dem. (Se også Kol 3:5). Man bør ikke lade noget som helst hindre en i at vinde livet.

Gehennas: Dette ord kommer fra de hebraiske ord ge hinnom, der betyder “Hinnomdalen”. Denne dal lå S og SV for oldtidens Jerusalem. (Se Tillæg B12, kort over “Jerusalem og omegn”). På Jesus’ tid var denne dal et sted hvor affald blev brændt, så ordet “Gehenna” var et passende symbol på fuldstændig tilintetgørelse. – Se Ordforklaring.

engle: Eller “sendebud”. Det græske ord aggelos og det tilsvarende hebraiske ord malakh forekommer næsten 400 gange i Bibelen. Begge ord betyder bogstaveligt “sendebud”. Når det drejer sig om sendebud fra åndeverdenen, oversættes ordene med “engle”, men når der klart er tale om mennesker, anvendes gengivelsen “sendebud”. Det fremgår som regel tydeligt af sammenhængen om der er tale om jordiske eller himmelske sendebud, men når teksten giver rum for begge dele, vil fodnoter ofte vise den alternative gengivelse. (1Mo 16:7; 32:3; Job 4:18, fdn.; 33:23, fdn.; Præ 5:6, fdn.; Esa 63:9, fdn.; Mt 1:20; Jak 2:25; Åb 22:8; se Ordforklaring). Når der i den symbolske Åbenbaringens Bog står “engel”, kan der dog i visse tilfælde være tale om et menneske. – Åb 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14.

Det er hans engel: Både det hebraiske og det græske ord der bliver gengivet med “engel”, betyder “sendebud”. (Se studienote til Joh 1:51). De der talte om “hans [Peters] engel”, har måske troet at den der stod ved døren, var et himmelsk sendebud der repræsenterede apostlen Peter. Det ser ud til at nogle jøder antog at hver eneste tjener for Gud havde sin egen engel – en slags skytsengel, en opfattelse der ikke finder direkte støtte i Guds ord. Jesus’ disciple vidste dog at engle op gennem historien personligt havde hjulpet Guds tjenere. Jakob talte for eksempel om at en ‘engel havde befriet ham fra al ulykke’. (1Mo 48:16) Desuden sagde Jesus angående sine disciple at “deres engle i himlen hele tiden ser min himmelske Fars ansigt”, og derved viste han at englene er levende interesseret i hver enkelt af hans disciple. (Se studienote til Mt 18:10). De der var forsamlet i Marias hus, har ikke forestillet sig at Peter selv viste sig som en engel, som om han var død og nu var blevet til en åndeskabning; de vidste hvad De Hebraiske Skrifter sagde om de dødes tilstand. – Præ 9:5, 10.

deres engle: Både i De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter bliver Guds tjenere forsikret om at Jehovas usynlige hær af engle altid er parat til at beskytte dem. (2Kg 6:15-17; Sl 34:7; 91:11; ApG 5:19; He 1:14) De ord på originalsprogene der er gengivet med “engel”, har grundbetydningen “sendebud”. (Se studienote til Joh 1:51). Jesus’ udtalelse om disse små (det vil sige hans disciple) og “deres engle” betyder ikke nødvendigvis at hver person som er en oprigtig kristen, har fået tildelt sin egen skytsengel. Åndeligt set beskytter englene de sande kristne som gruppe betragtet, og de er aktivt interesseret i hver eneste af Kristus’ disciple. – Se studienote til ApG 12:15.

ser min himmelske Fars ansigt: Eller “har adgang til min Far”. Fordi åndeskabninger kan nærme sig Gud selv, kan de som de eneste se Guds ansigt. – 2Mo 33:20.

Nogle håndskrifter indeholder her følgende ordlyd: “Menneskesønnen er nemlig kommet for at frelse det bortkomne.” Men disse ord forekommer ikke i de ældste og mest pålidelige håndskrifter. Et lignende udsagn er en del af de inspirerede ord vi finder i Lu 19:10. Nogle mener at en tidlig afskriver lånte formuleringen fra Lukas’ beretning. – Se Tillæg A3.

Min: I nogle gamle håndskrifter står der “Jeres”.

din bror: I nogle sammenhænge sigter det græske ord adelfos (bror) til en man er i familie med. Men her sigter det til et åndeligt slægtskab og bruges om en trosfælle, eftersom teksten handler om tilbedelsen ved Jehovas tempel på Jesus’ tid. I andre sammenhænge kan ordet også bruges mere generelt om et medmenneske.

din bror: Se studienote til Mt 5:23.

menighed: Dette er første gang det græske ord ekklesia forekommer. Ordet kommer af to græske ord, ek, der betyder “ud (af)”, og kaleo, der betyder “at kalde”. Det henviser til en gruppe mennesker der er samlet eller kaldt sammen i en bestemt hensigt. (Se Ordforklaring). Jesus forudsiger her dannelsen af den kristne menighed, som består af salvede kristne der som “levende sten” bliver “bygget op til at være et åndeligt hus”. (1Pe 2:4, 5) Det græske ord bruges mange gange i Septuaginta som en oversættelse af det hebraiske ord for “menighed”, der ofte henviser til hele Israels nation. (5Mo 23:3; 31:30) I ApG 7:38 bruges ordet ‘menighed’ om de israelitter der blev kaldt ud af Egypten. Og kristne der er ‘kaldt ud af mørket’ og ‘valgt ud af verden’, udgør “Guds menighed”. – 1Pe 2:9; Joh 15:19; 1Kt 1:2.

menigheden: Under Moseloven var det dommerne og embedsmændene der repræsenterede Israels menighed i forbindelse med juridiske sager. (5Mo 16:18) På Jesus’ tid blev overtrædere stillet for lokale domstole der bestod af jødernes ældste. (Mt 5:22) Senere blev ansvarlige mænd udnævnt af den hellige ånd til at tjene som dommere i hver enkelt kristen menighed. (ApG 20:28; 1Kt 5:1-5, 12, 13) For flere oplysninger om betydningen af udtrykket “menighed”, se studienote til Mt 16:18 og Ordforklaring: “Menighed”.

som en fra nationerne og som en skatteopkræver: Dvs. dem jøderne ikke havde unødig kontakt med. – Se også ApG 10:28.

binder ... løser: Eller “låser ... låser op”. Henviser tydeligvis til beslutninger der forbyder eller tillader visse handlinger eller en bestemt udvikling. – Se også studienote til Mt 18:18.

vil allerede være bundet ... vil allerede være løst: Den usædvanlige kombination af de græske udsagnsord (fremtidsformen af “at være” sat sammen med den korte tillægsform, her i passiv, af ordene “binde” og “løse”) viser at enhver afgørelse Peter måtte træffe (“hvad du end binder”; “hvad du end løser”), ville være en afgørelse der allerede var truffet i himlen. – Se også studienote til Mt 18:18.

Uanset hvad I binder ... hvad I løser: I denne sammenhæng betyder “binder” tydeligvis “betragter som skyldig; finder skyldig”, og “løser” betyder “frikender; finder uskyldig”. Stedordet “I” står i flertal, og det indikerer at andre ud over Peter var involveret i at træffe sådanne beslutninger. – Se også studienote til Mt 16:19.

vil det allerede være bundet ... vil det allerede være løst: Den usædvanlige kombination af de græske udsagnsord (fremtidsformen af “at være” sat sammen med den korte tillægsform, her i passiv, af ordene “binde” og “løse”) viser at enhver afgørelse disciplene måtte træffe (“hvad I end binder”; “hvad I end løser”), ville være en afgørelse der allerede var truffet i himlen. Enhver afgørelse som disciplene traf, ville være i overensstemmelse med himlens afgørelse og ikke omvendt, og disciplene ville træffe afgørelser på grundlag af principper der i forvejen var fastsat i himlen. Der er ikke tale om at himlen skal støtte eller godkende afgørelser der bliver truffet på jorden, men snarere at disciplene ville få vejledning fra himlen. Det er med til at understrege behovet for en sådan vejledning for at sikre at de afgørelser der bliver truffet på jorden, er i harmoni med de afgørelser der allerede er truffet i himlen. – Se også studienote til Mt 16:19.

jer ... jer ... I: Selvom der i den græske grundtekst bruges stedordene “jer” i første del af verset og derefter “de” i sidste del af verset, er der tydeligvis tale om de samme personer. Derfor gengiver nogle bibler, deriblandt denne udgave, sidste del af verset: “... så vil I få det af min Far i himlen.”

77 gange: Bogst.: “halvfjerds gange syv”. Dette græske udtryk kan betyde enten “70 og 7” (77 gange) eller “70 gange 7” (490 gange). Det samme udtryk findes i Septuaginta i 1Mo 4:24, hvor det hebraiske udtryk gengives med “77 gange”, hvilket taler for at udtrykket “77 gange” er den rigtige gengivelse. Men uanset hvordan det skal forstås, viser gentagelsen af tallet 7 at det betyder et ubegrænset antal gange. Ved at forhøje Peters 7 gange til 77 viste Jesus sine disciple at man ikke skal sætte tal på og dermed sætte grænser for tilgivelse. Den Babyloniske Talmud (Joma 86b) siger derimod: “Hvis en mand begår en overtrædelse, bliver han tilgivet første, anden og tredje gang; fjerde gang bliver han ikke tilgivet.”

100 denarer: Selvom 100 denarer var lidt i sammenligning med 10.000 talenter (60.000.000 denarer), var det ikke et ubetydeligt beløb. Det var det en almindelig arbejder tjente på 100 dage. – Se Tillæg B14.

10.000 talenter: Bare en enkelt talent svarede til 20 årslønninger for en almindelig arbejder, så det ville have taget en gennemsnitlig arbejder titusindvis af års arbejde at tilbagebetale en sådan gæld. Jesus gjorde tydeligvis brug af en hyperbel for at illustrere at det var umuligt at betale gælden tilbage. De 10.000 talenter sølv svarede til 60.000.000 denarer. – Se studienote til Mt 18:28; Ordforklaring: “Talent”; og Tillæg B14.

vise ham ære: Eller “bøje os for ham”. Når det græske udsagnsord proskyneo anvendes om at tilbede en gud eller en guddom, bliver det gengivet med “at tilbede”. Men i denne sammenhæng spørger astrologerne efter “den der er født til at være jødernes konge”. Så det er tydeligt at det er for at hylde eller vise en jordisk konge, ikke en gud, ære. En lignende brug omtales i Mr 15:18, 19, hvor ordet bliver brugt om soldaterne der hånligt gjorde nar ved at ‘bøje sig for’ Jesus og kalde ham “jødernes konge”. – Se studienote til Mt 18:26.

bøjede sig for ham: Eller “viste ham ære”. De Hebraiske Skrifter viser at det var almindeligt at man bøjede sig når man mødte profeter, konger eller andre der repræsenterede Gud. (1Sa 25:23, 24; 2Sa 14:4-7; 1Kg 1:16; 2Kg 4:36, 37) Denne mand forstod tydeligvis at han talte med en der repræsenterede Gud og havde kraft til at helbrede folk. Det var på sin plads at bøje sig for at vise respekt for den Jehova havde udvalgt som den fremtidige Konge. – Mt 9:18; for flere oplysninger om det græske ord, se studienote til Mt 2:2.

bøjede sig for ham: Eller “bragte ham hyldest”. Når det græske udsagnsord proskyneo bruges om tilbedelse af en gud eller en guddom, gengives det med “at tilbede”. Men i denne sammenhæng henviser det til en træl der viser respekt og underordner sig en person der har myndighed over ham. – Se studienoter til Mt 2:2; 8:2.

gæld: Henviser til synder. Når man synder mod nogen, oparbejder man en gæld til vedkommende, eller har en forpligtelse over for ham, og må derfor bede ham om tilgivelse. For at opnå Guds tilgivelse er det afgørende at en person selv har tilgivet dem der er kommet i gæld til ham, det vil sige dem der har syndet mod ham. – Mt 6:14, 15; 18:35; Lu 11:4.

eftergav ham gælden: Eller “tilgav ham gælden (lånet)”. I overført betydning kan gæld henvise til synder. – Se studienote til Mt 6:12.

100 denarer: Selvom 100 denarer var lidt i sammenligning med 10.000 talenter (60.000.000 denarer), var det ikke et ubetydeligt beløb. Det var det en almindelig arbejder tjente på 100 dage. – Se Tillæg B14.

tilgiv: Det græske ord betyder bogstaveligt “at sende bort” men kan også have betydningen “at eftergive en gæld”, som i Mt 18:27, 32.

eftergav dig hele din gæld: Eller “tilgav dig hele din gæld”. – Se studienote til Mt 6:12.

pine os: Et lignende græsk udtryk bliver brugt om “fangevogterne” i Mt 18:34, så i denne sammenhæng henviser “pinen” til det at blive holdt fanget eller indespærret i “afgrunden”, som omtales i parallelberetningen i Lu 8:31.

fangevogterne: Det græske ord basanistes, her gengivet med “fangevogterne”, har grundbetydningen “en der piner eller bruger tortur”, sikkert fordi fangevogtere ofte udsatte fangerne for tortur. Men ordet blev efterhånden anvendt om fangevogtere i al almindelighed, tydeligvis fordi indespærring blev betragtet som en form for pine, uanset om man blev udsat for tortur eller ej. – Se studienote til Mt 8:29.

Medieindhold

Møllesten
Møllesten

En kværn bestod af to møllesten som blev brugt til at male korn til mel og knuse oliven for at udvinde olie. Nogle møllesten var så små at de kunne drejes ved håndkraft, andre var så store og tunge at de måtte drejes af et trækdyr. Den møllesten Samson blev tvunget til at dreje for filistrene, har muligvis lignet den der vises her. (Dom 16:21) Møllesten der blev trukket af trækdyr, blev ikke kun brugt i Israel men i hele Romerriget.

Øvre og nedre møllesten
Øvre og nedre møllesten

En stor møllesten, som den der ses på billedet, blev drejet af et husdyr, som for eksempel et æsel, og blev brugt til at male korn eller knuse oliven. En øvre møllesten kunne være op til 1,5 m i diameter og blev drejet oven på en endnu større nedre sten.

Hinnomdalen (Gehenna)
Hinnomdalen (Gehenna)

Hinnomdalen, på græsk kaldet Gehenna, er en dal S og SV for oldtidens Jerusalem. På Jesus’ tid var denne dal et sted hvor affald blev brændt, så den var et passende symbol på fuldstændig tilintetgørelse.

Hyrden og hans får
Hyrden og hans får

Det var ikke let at være hyrde. Han var udsat for varme og kulde og havde søvnløse nætter. (1Mo 31:40; Lu 2:8) Han beskyttede hjorden mod rovdyr, som for eksempel løver, ulve, bjørne og også mod tyve. (1Mo 31:39; 1Sa 17:34-36; Esa 31:4; Am 3:12; Joh 10:10-12) Hyrden forhindrede at hjorden blev spredt (1Kg 22:17), ledte efter får der var blevet væk (Lu 15:4), bar svage og udmattede lam i sin favn (Esa 40:11) eller på sine skuldre og tog sig af de får der var syge, og som var kommet til skade (Eze 34:3, 4; Zak 11:16). Bibelen taler ofte om hyrder og deres arbejde i overført betydning. Jehova bliver for eksempel sammenlignet med en hyrde der viser kærlig omsorg for sine får, sit folk. (Sl 23:1-6; 80:1; Jer 31:10; Eze 34:11-16; 1Pe 2:25) Jesus bliver kaldt den “store hyrde” (He 13:20) og den “øverste hyrde”, og under hans ledelse er tilsynsmændene i den kristne menighed hyrder for Guds hjord, en opgave de udfører villigt, uselvisk og med iver. – 1Pe 5:2-4.