Hvordan betragter du dig selv?

HAN var stolt. Efter at være blevet forfremmet til en høj stilling i regeringen frydede han sig over den smiger og beundring han nu oplevede. Men til hans store irritation nægtede en anden embedsmand at vise ham ære. Som hævn lagde den hovne embedsmand planer om at udrydde alle i riget der havde den samme etniske baggrund som den der havde fornærmet ham. Det kan man da kalde en forvrænget opfattelse af eget værd!

Denne intrigemager hed Haman, og han var en højtstående embedsmand ved perserkongen Ahasverus’ hof. Den han nærede fjendtlige følelser for, var en jøde ved navn Mordokaj. Hamans forsøg på folkedrab er ganske vist et grelt eksempel, men det viser hvilken fare og hvilke alvorlige konsekvenser der er forbundet med stolthed. Hans arrogante indstilling skabte ikke alene store problemer for andre, men førte også til offentlig ydmygelse for ham selv og i sidste ende til hans død. — Ester 3:1-9; 5:8-14; 6:4-10; 7:1-10.

Sande tilbedere er ikke immune over for stolthed

Jehova kræver at vi ’vandrer beskedent med vor Gud’. (Mika 6:8) Bibelen indeholder forskellige beretninger om nogle der ikke bevarede et beskedent syn på sig selv, hvilket voldte dem problemer og sorg. At betragte nogle af disse eksempler kan hjælpe os til at se hvor tåbelig og farlig en uligevægtig indstilling kan være.

Guds profet Jonas fik et så uligevægtigt syn på sig selv at han forsøgte at flygte da Gud befalede ham at advare de onde indbyggere i Nineve om Jehovas dom over dem. (Jonas 1:1-3) Senere, da Jonas’ forkyndelse resulterede i at ninevitterne omvendte sig, blev han sur. Han var så optaget af sit omdømme som profet at han kun havde lidt eller slet ingen interesse for de mange tusind menneskeliv i Nineve. (Jonas 4:1-3) Hvis vi ubeskedent tager os selv for højtideligt, kan det være svært at bevare et upartisk og korrekt syn på andre og på det der sker omkring os.

Endnu et eksempel der kan nævnes, er Uzzija, som havde været en god konge i Juda. Men da han mistede ligevægten, prøvede han hovmodigt at tilrane sig præsternes rettigheder. Som straf for sine ubeskedne og formastelige handlinger blev han ramt af sygdom og mistede Guds godkendelse. — 2 Krønikebog 26:3, 16-21.

Jesu apostle måtte også bekæmpe tendensen til at have et uligevægtigt syn på sig selv. De gik utrolig højt op i det at opnå personlig ære og indflydelse. Da de befandt sig i en prøvende situation, forlod de Jesus og flygtede. (Mattæus 18:1; 20:20-28; 26:56; Markus 9:33, 34; Lukas 22:24) Deres høje tanker om sig selv og deres mangel på beskedenhed havde nær fået dem til at tabe Jehovas hensigt og den rolle de havde deri, af syne.

Skadelige virkninger af indbildskhed

Hvis man har et uligevægtigt syn på sig selv, kan det volde skade og ødelægge ens forhold til andre. Lad os tage et eksempel. Mens man sidder i et lokale, lægger man mærke til to som sidder og hvisker sammen og griner. Hvis man er selvcentreret, kunne man fejlagtigt tro at det var én selv de gjorde nar af eftersom de talte så lavt. Man kan simpelt hen ikke forestille sig at der kunne være andre forklaringer på deres adfærd. Hvem andre kunne de tale om? Måske bliver man vred og beslutter at man aldrig mere vil have noget at gøre med de to. Sådan  kan et uligevægtigt syn på eget værd føre til misforståelser og til at man ødelægger sit forhold til venner, familie og andre.

De der tager sig selv højtideligt, kan blive pralhalse som altid henleder opmærksomheden på deres efter egen mening beundringsværdige evner, præstationer eller materielle ejendele. Eller måske dominerer de samtalen og prøver altid at nævne noget om sig selv. En sådan tale røber mangel på ægte kærlighed og kan virke meget irriterende. De der er selvoptagede, støder ofte andre fra sig. — 1 Korinther 13:4.

Som Jehovas vidner kan vi komme ud for at blive latterliggjort eller afvist i den offentlige forkyndelse. Vi bør imidlertid huske at det er Jehova, ham vi går bud for, som folk afviser, ikke os som enkeltpersoner. Det kan få alvorlige konsekvenser at have et forvrænget syn på sin egen betydning. For nogle år tilbage tog en broder et verbalt angreb fra én han besøgte, som en personlig fornærmelse og svarede vredt igen. (Efeserne 4:29) Efter den oplevelse tog broderen aldrig mere del i hus-til-hus-forkyndelsen. Ja, stolthed kan få os til at miste besindelsen når vi er ude i forkyndelsen. Vi må bestræbe os for aldrig at lade dette ske. Lad os i stedet ydmygt søge Jehovas hjælp til at bevare værdsættelsen af den forret det er at deltage i den kristne forkyndelse. — 2 Korinther 4:1, 7; 10:4, 5.

At have for høje tanker om os selv kan også hindre os i at tage imod nødvendig vejledning. I et mellemamerikansk land holdt en teenagedreng for nogle år siden en elevopgave på Den Teokratiske Skole i den kristne menighed. Da skoletilsynsmanden gav ham en ret kontant vejledning, kastede den fortørnede unge mand sin bibel fra sig på gulvet og marcherede ud af rigssalen, fast besluttet på aldrig at vende tilbage. Men da der var gået nogle dage, bed han sin stolthed i sig, blev forsonet med skoletilsynsmanden og tog ydmygt imod hans vejledning. Med tiden voksede den unge mand frem til kristen modenhed.

Hvis vi er ubeskedne og tager os selv for højtideligt, kan det ødelægge vores forhold til Gud. I Ordsprogene 16:5 advares vi: „Enhver der har et hovmodigt hjerte er en vederstyggelighed for Jehova.“

Et ligevægtigt syn på os selv

Vi bør altså ikke tage os selv højtideligt. Hvordan kan kristne opdyrke og bevare et beskedent og ligevægtigt syn på sig selv?

Bibelen indeholder mange opmuntrende eksempler på nogle der havde et afbalanceret syn på sig selv. Jesus Kristus har sat et enestående eksempel med hensyn til at vise ydmyghed. For at gøre sin Faders vilje og bringe menneskeheden frelse forlod Guds søn villigt sin stilling i himmelen for at blive menneske her på jorden. Trods fornærmelser, mishandling og en forsmædelig død viste han selvbeherskelse og bevarede sin værdighed. (Mattæus 20:28; Filipperne 2:5-8; 1 Peter 2:23, 24) Hvad hjalp Jesus til at gøre dette? Han stolede helt og fuldt på Jehova og var besluttet på at gøre hans vilje. Jesus studerede flittigt Guds ord, bad inderlige bønner og gav nidkært af sig selv i tjenesten. (Mattæus 4:1-10; 26:36-44; Lukas 8:1; Johannes 4:34; 8:28; Hebræerne 5:7) At følge Jesu eksempel kan hjælpe os til at opdyrke og bevare et afbalanceret syn på os selv. — 1 Peter 2:21.

Tænk også på det gode eksempel kong Sauls søn Jonatan satte. På grund af Sauls ulydighed mistede Jonatan muligheden for at efterfølge ham som konge. (1 Samuel 15:10-29) Var Jonatan bitter af den grund? Blev han skinsyg på den unge David, der skulle regere i stedet for ham? Jonatan var meget ældre og sandsynligvis mere erfaren end David, men han underlagde sig beskedent og ydmygt Jehovas afgørelse og støttede David loyalt. (1 Samuel 23:16-18) At holde sig Guds hensigt klart for øje og villigt underlægge sig den vil hjælpe os til ’ikke at tænke højere om os selv end vi bør tænke’. — Romerne 12:3.

 Jesus lærte andre værdien af at vise beskedenhed og ydmyghed. Han illustrerede dette ved at sige at når hans disciple var til en bryllupsfest, skulle de ikke lægge sig på „den fornemste plads“, da det kunne ske at der kom en der var mere anset end dem, og de så ville opleve den ydmygelse at måtte indtage den nederste plads. For at tydeliggøre meningen tilføjede Jesus: „For enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Lukas 14:7-11) Vi gør klogt i at følge Jesu vejledning og at ’iføre os ydmyghed’. — Kolossenserne 3:12; 1 Korinther 1:31.

Fordelen ved at have et ligevægtigt syn på sig selv

At have en beskeden og ydmyg indstilling sætter Jehovas tjenere i stand til at finde sand glæde i deres tjeneste. Menighedens ældste er mere imødekommende når de ydmygt ’behandler hjorden skånsomt’. (Apostelgerninger 20:28, 29) Alle i menigheden vil da have lettere ved at tale med dem og søge hjælp hos dem. Menigheden vil derved blive knyttet nærmere sammen, og der vil råde en kærlig, varm og tillidsfuld ånd.

Når vi ikke tager os selv for højtideligt, vil vi have nemmere ved at knytte venskaber. Beskedenhed og ydmyghed vil hindre os i at udvikle en kappestridens ånd og at forsøge at overgå hinanden med hensyn til det vi udretter, eller det vi ejer. Disse gudfrygtige egenskaber vil hjælpe os til at være mere hensynsfulde, og vi vil derfor være bedre i stand til at trøste og støtte dem der har behov for hjælp. (Filipperne 2:3, 4) Folk reagerer som regel positivt på kærlighed og venlighed. Og er et sådant uselvisk forhold ikke netop det grundlag hvorpå man knytter stærke venskaber? Hvilken rigelig belønning for ikke at tage sig selv for højtideligt! — Romerne 12:10.

Et afbalanceret syn på os selv hjælper os også til at indrømme vore fejl hvis vi har fornærmet nogen. (Mattæus 5:23, 24) Det resulterer i at vi får et bedre forhold til andre, og bidrager til forsoning og gensidig respekt. Hvis de der har et tilsynshverv, som for eksempel kristne ældste, er beskedne og ydmyge, vil de kunne være til meget stor gavn for andre. (Ordsprogene 3:27; Mattæus 11:29) Den ydmyge vil også have lettere ved at tilgive andre der forsynder sig imod ham. (Mattæus 6:12-15) Han vil ikke overreagere på det han opfatter som fornærmelser, og han vil have tillid til at Jehova vil rette op på det der ikke kan rettes på anden måde. — Salme 37:5; Ordsprogene 3:5, 6.

Det største gode ved at have et beskedent og ydmygt syn på sig selv er at man opnår Jehovas gunst og godkendelse. „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Peter 5:5) Vi må aldrig falde i den snare at mene at vi er bedre end vi er. Lad os i stedet ydmygt anerkende den stilling vi har i Jehovas ordning. Alle der gør det Gud kræver af dem ved at ’vandre beskedent med ham’, vil blive rigt velsignet.

[Illustration på side 22]

Jonatan støttede ydmygt David