Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Forfølgeren ser et stort lys

Forfølgeren ser et stort lys

 Forfølgeren ser et stort lys

SAULUS nærede et brændende had til Jesu disciple. Han var ikke tilfreds med den forfølgelse disciplene var blevet udsat for i Jerusalem, en forfølgelse der blandt andet havde ført til at Stefanus var blevet stenet. Derfor søgte han nu også at undertrykke dem andre steder. „Saulus, der stadig åndede trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han kunne føre alle som han fandt der tilhørte Vejen, både mænd og kvinder, bundne til Jerusalem.“ — Apostelgerninger 9:1, 2.

Undervejs til Damaskus har Saulus sikkert overvejet hvordan han på den mest effektive måde kunne udføre det han havde fået bemyndigelse til. Han kunne uden tvivl regne med at lederne af den store jødiske befolkningsgruppe i byen ville støtte ham eftersom han havde fået denne bemyndigelse af ypperstepræsten. Saulus ville bede dem om hjælp når han ankom til byen.

Saulus er sikkert blevet stadig mere spændt efterhånden som han nærmede sig sit bestemmelsessted. Rejsen fra Jerusalem til Damaskus — en syv til otte dages fodrejse på 220 kilometer — har været udmattende. Ved middagstid bliver Paulus pludselig omgivet af et strålende lys, klarere end solen, og han falder til jorden. Han hører en stemme sige til ham på hebraisk: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke imod pigkæppens stik.“ „Hvem er du, Herre?“ spørger Saulus. „Jeg er Jesus, som du forfølger,“ lyder svaret. „Men rejs dig nu og stå på dine fødder. Derfor har jeg nemlig vist mig for dig, for at udvælge dig som tjener og vidne om ting du har set og om ting jeg vil lade dig se angående mig, idet jeg udfrier dig fra dette folk og fra nationerne, som jeg sender dig til.“ Saulus spørger: „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ Svaret lyder: „Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som  det er bestemt du skal gøre.“ — Apostelgerninger 9:3-6; 22:6-10; 26:13-17.

Saulus’ medrejsende hørte en stemme, men de så ikke den der talte, og forstod ikke hvad han sagde. Da Saulus rejste sig, kunne han intet se på grund af lysets glans, og han måtte ledes ved hånden. „I tre dage så han intet, og han hverken spiste eller drak.“ — Apostelgerninger 9:7-9; 22:11.

Tre dage med eftertanke

Paulus blev gæst hos Judas, som boede i den gade der blev kaldt Den Lige. * (Apostelgerninger 9:11) Denne gade, som på arabisk kaldes Darb al-Mustaqim, er stadig en befærdet hovedgade i Damaskus. Forestil dig hvilke tanker Saulus må have gjort sig mens han opholdt sig i Judas’ hjem. Han havde været udsat for en hændelse der havde gjort ham blind og chokeret. Nu havde han tid til at grunde over hvad dette betød for ham.

Denne forfølger blev konfronteret med en tanke han havde skubbet fra sig som absurd. Den pælfæstede Herre, Jesus Kristus, som var blevet fordømt af den højeste jødiske myndighed og „ringeagtet og undgået af folk“, levede! Og tænk, han stod endda som godkendt ved Guds højre hånd „i et utilgængeligt lys“! Jesus var Messias. Det var rigtigt hvad Stefanus og andre havde sagt. (Esajas 53:3; Apostelgerninger 7:56; 1 Timoteus 6:16) Saulus havde taget fuldstændig fejl, for Jesus støttede de selv samme mennesker som Saulus forfulgte! Hvordan kunne Saulus i betragtning af disse vidnesbyrd „blive ved med at sparke imod pigkæppens stik“? Selv en stædig okse vil til sidst lade sig genne i den retning som dens ejer ønsker. Ved at nægte at følge Jesu opfordringer ville Saulus skade sig selv.

Eftersom Jesus var Messias, kunne han ikke være blevet fordømt af Gud. Ikke desto mindre havde Jehova ladet ham lide døden på den mest vanærende måde man kan tænke sig, og ladet ham falde under Lovens dom: „En hængt er en Guds forbandelse.“ (5 Mosebog 21:23) Jesus døde mens han hang på marterpælen. Han døde som forbandet, ikke på grund af sine egne synder, for han havde ikke begået nogen, men på grund af menneskehedens syndige tilstand. Saulus forklarede senere: „Alle de som stoler på lovgerninger er nemlig under forbandelse, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som ikke forbliver i alle de ting der står skrevet i skriftrullen med loven for at gøre dem.’ Og at ingen bliver erklæret retfærdig hos Gud ved lov er klart . . . Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’“ — Galaterne 3:10-13.

Jesu offer havde en genløsende værdi. Ved at anerkende dette offer naglede Jehova i overført betydning Loven og dens forbandelse til pælen. Da Saulus fuldt ud forstod dette, kunne han regne marterpælen, der „for jøderne [var] en snublesten“, for et udtryk for Guds visdom. (1 Korinther 1:18-25; Kolossenserne 2:14) Hvis det altså ikke var muligt at opnå frelse ved lovgerninger, men gennem den ufortjente godhed Gud viste syndere, som for eksempel Saulus selv, kunne de der stod uden for Loven, i teorien også få del i denne frelse. Og det var netop til ikkejøderne at Jesus ville sende Saulus. — Efeserne 3:3-7.

Vi ved ikke hvor meget af dette Saulus forstod ved sin omvendelse. Jesus talte også senere, måske mere end én gang, til ham om hans mission som apostel for nationerne. Desuden gik der adskillige år før Saulus nedskrev alt dette under inspiration fra Gud. (Apostelgerninger 22:17-21; Galaterne 1:15-18; 2:1, 2) Men blot nogle dage senere modtog Saulus flere anvisninger fra sin nye Herre.

 Ananias aflægger et besøg

Efter at Jesus havde vist sig for Saulus, viste han sig også for Ananias og sagde til ham: „Rejs dig, gå til den gade der kaldes Den Lige, og søg i Judas’ hus efter en mand ved navn Saulus fra Tarsus. For se! han beder, og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham så han kunne blive seende igen.“ — Apostelgerninger 9:11, 12.

Ananias vidste hvem Saulus var, så man kan godt forstå at han blev overrasket over at høre disse ord. Han sagde: „Herre, jeg har hørt af mange om denne mand, hvor megen fortræd han har voldt dine hellige i Jerusalem. Og her har han bemyndigelse fra de øverste præster til at lægge alle som påkalder dit navn, i lænker.“ Men Jesus sagde til Ananias: „Gå, for denne mand er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ — Apostelgerninger 9:13-15.

Det beroligede Ananias, og han tog hen til det sted Jesus havde anvist. Da Ananias havde fundet frem til Saulus og hilst på ham, lagde han hænderne på ham. Beretningen siger: „Og straks faldt der som skæl fra [Saulus’] øjne, og han fik sit syn igen.“ Saulus var parat til at lytte. Det Ananias nu sagde til Saulus, har bekræftet hvad han sandsynligvis havde forstået af det Jesus havde sagt: „Vore forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og til at se den Retfærdige og høre hans munds røst, for du skal være vidne for ham over for alle mennesker om det du har set og hørt. Og nu, hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt og vask dine synder bort ved at påkalde hans navn.“ Hvad blev resultatet? Saulus „stod op og blev døbt, og han tog føde til sig og styrkedes“. — Apostelgerninger 9:17-19; 22:12-16.

Efter at have fuldført sin opgave forsvandt den trofaste Ananias lige så hurtigt ud af den bibelske beretning som han var dukket op, og vi får ikke mere at vide om ham. Om Saulus læser vi derimod at han forbavsede alle der hørte ham. Denne tidligere forfølger, der var kommet til Damaskus for at arrestere Jesu disciple, begyndte nu at forkynde i synagogerne og at bevise at Jesus var Messias. — Apostelgerninger 9:20-22.

„Apostel for nationerne“

Det som Saulus helt uventet oplevede på vejen til Damaskus, satte en brat stopper for hans forfølgelse. Da Saulus blev klar over hvem Messias var, kunne han overføre mange af De Hebraiske Skrifters begreber og profetier på Jesus. Det ændrede fuldstændig hans liv da han forstod at Jesus havde vist sig for ham og „grebet“ ham og givet ham bemyndigelse til at være „apostel for nationerne“. (Filipperne 3:12; Romerne 11:13) Den forret og myndighed der var forbundet med at være apostel, skulle ikke blot forme resten af Paulus’ liv på jorden, men også kristendommens historiske forløb.

Da Paulus’ apostelhverv flere år senere blev draget i tvivl, forsvarede han sin bemyndigelse ved at henvise til den oplevelse han havde haft på vejen til Damaskus. „Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?“ spurgte han. Og efter at have omtalt nogle af de gange den opstandne Jesus viste sig for andre, sagde Saulus (Paulus): „Til allersidst viste han sig også for mig som for en der er født i utide.“ (1 Korinther 9:1; 15:8) Det var som om Saulus ved sit syn af Jesu himmelske herlighed havde fået den forret at blive født, eller oprejst, til liv som en åndeskabning før tiden var inde.

Saulus var taknemmelig for den forret han havde fået, og han anstrengte sig for at leve i overensstemmelse med den. ’Jeg er den ringeste af apostlene, og jeg er ikke god nok til at blive kaldt apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed,’ skrev han. ’Men [Guds] ufortjente godhed mod mig har vist sig ikke at være forgæves, tværtimod, jeg har slidt mere end alle de andre apostle.’ — 1 Korinther 15:9, 10.

Måske har du ligesom Paulus måttet revidere nogle af dine dybt rodfæstede religiøse opfattelser for at opnå Guds godkendelse? Du var uden tvivl taknemmelig for at Jehova havde givet dig forståelse af sandheden. Da Saulus så lyset og fattede hvad der blev krævet af ham, tøvede han ikke med at gøre det. Og det fortsatte han nidkært og beslutsomt med resten af sit liv på jorden. Han er derfor et fremragende eksempel for alle som ønsker at opnå Jehovas gunst i dag.

[Fodnote]

^ par. 7 En bibelkommentator mener at Judas kan have været en af lederne i det jødiske lokalsamfund eller været ejer af et herberg for jøder.

[Illustration på side 27]

Den gade der blev kaldt Den Lige, som den ser ud i det nuværende Damaskus

[Kildeangivelse]

Foto: ROLOC Color Slides