Ved en fremmed forstås dels en som ikke hører til ens eget land, en udlænding, dels en som ikke hører til husstanden, en besøgende eller en som man ikke kender. Der er tre ord på hebraisk som gengives med „fremmed“, zar, nåkhrīʹ og bæn-nekharʹ.

Ordet zar kommer af verbalroden zur, der betyder „at vende sig (fra)“, „at blive gjort fremmed (for)“ (Sl 78:30; 69:8), og zar betyder derfor egentlig „en der lægger afstand“, eller „en der fjerner sig“. — Theological Dictionary of the Old Testament, redigeret af G. Botterweck og H. Ringgren, 1980, bd. 4, s. 53.

Af den måde ordet bruges på i Mosebøgerne, fremgår det at det de fleste steder sigter til nogen som ikke var af Arons slægt eller  Levis stamme, og det er disse steder oversat med „uvedkommende“ (NV). Ifølge Loven skulle præstetjenesten udføres af Arons slægt (2Mo 28:1-3), og de øvrige opgaver ved templet var betroet Levis stamme i almindelighed. (4Mo 1:49, 50, 53) Alle andre, herunder både fastboende udlændinge og indfødte israelitter af de 12 ikkelevitiske stammer, blev betragtet som „uvedkommende“ i anliggender der var forbeholdt Levis stamme. — 2Mo 29:33, fdn.: „Ordr.: ’en fremmed’, dvs. en der ikke var af Arons slægt“; 4Mo 3:38, fdn.: „El.: ’fremmed’, dvs. som ikke var levit“; se også 3Mo 22:10; 4Mo 3:10.

Den uvedkommende (den der ikke var af Arons slægt) måtte ikke spise af indsættelsesofferet (2Mo 29:33), måtte ikke blive salvet med hellig salveolie (2Mo 30:33) og måtte heller ikke spise noget som var helligt. (3Mo 22:10) En uvedkommende måtte ikke varetage præstelige pligter. (4Mo 3:10; 16:40; 18:7) En ikkelevit måtte ikke nærme sig tabernaklet for at rejse det eller i nogen anden hensigt end den at bringe ofre eller henvende sig til præsterne ved mødeteltets indgang. (3Mo 4:24, 27-29) En præstedatter der giftede sig med en mand som ikke var af præsteslægt, måtte ikke spise af de hellige ting der blev givet som bidrag, og hendes mand måtte heller ikke. — 3Mo 22:12, 13.

Ordet zar blev også brugt om den der afveg fra det der var i overensstemmelse med Loven, og som derfor var „fremmed“ for Jehova. En prostitueret betegnes således som en ’fremmed kvinde’. (Ord 2:16; 5:17; 7:5) Både de der tilbad falske guder, og guderne selv blev betegnet som „fremmede“. — Jer 2:25; 3:13.

Ordet zar, „fremmed“, bruges også nogle steder i betydningen udlænding og i betydningen en person man ikke kender. — Es 61:5; 1Kg 3:18; Job 19:15.

Ordene nåkhrīʹ og bæn-nekharʹ (ordr.: „søn af et fremmed land“) anvendes om en „fremmed“ i betydningen udlænding, en person af ikkeisraelitisk herkomst. (5Mo 14:21; 2Mo 12:43, fdn.) Disse fremmede blandt israelitterne kunne være daglejere, købmænd, krigsfanger, kana’anæere som ikke var blevet dræbt eller uddrevet af det forjættede land, samt personer som kun var på et kortvarigt ophold i landet. — Jos 17:12, 13; Dom 1:21; 2Sa 12:29-31; 1Kg 7:13; Ne 13:16.

Selv om de fremmedes eller udlændingenes rettigheder ifølge Moseloven var begrænsede, skulle de behandles godt og retfærdigt og modtages gæstfrit så længe de ikke skamløst gik imod landets love. Den fremmede som ikke var bundet med noget bånd til Israel, adskilte sig fra den omskårne proselyt, som var blevet medlem af Israels menighed ved at påtage sig alle Lovpagtens forpligtelser. Ligeledes adskilte den fremmede sig fra indvandreren, der havde taget så godt som fast ophold i landet og derfor ikke blot var underlagt visse juridiske begrænsninger, men også havde visse rettigheder og privilegier. — Se UDLÆNDING, FASTBOENDE.

Mens israelitterne boede i Kana’an og Ægypten som fastboende udlændinge, hørte mange ikkeisraelitter til Jakobs sønners og deres efterkommeres husstande. Det var sket ved at israelitterne enten antog tjenere som boede sammen med familien, eller købte trælle, og disse måtte ifølge Abrahamspagten omskæres. (1Mo 17:9-14) Det forekom også at israelitter giftede sig med udlændinge, og nogle af disse og deres børn var blandt den talrige blandede flok som drog ud af Ægypten sammen med israelitterne. — 2Mo 12:38; 3Mo 24:10; 4Mo 11:4.

Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, måtte de beskæftige sig med fremmede, som for eksempel kana’anæere der ikke var blevet uddrevet af landet. (Dom 2:2, 3) Handlende og håndværkere begyndte også at rejse ind i Israels land. (Ez 27:3, 17; 2Sa 5:11; 1Kg 5:6-18) Efterhånden som israelitterne fik opdyrket det forjættede land og blev mere velstående, steg antallet af fremmede daglejere sandsynligvis. (Jf. 5Mo 8:11-13; 3Mo 22:10.) Den israelitiske hær kom med tiden til også at omfatte fremmede der fik høj agtelse for deres hebraiske ledere og respekt for israelitternes religion. Som eksempler på dette kan nævnes gittitterne, keretitterne og peletitterne. — 2Sa 15:18-21.

Lovpagtens bestemmelser. I Lovpagten gav Jehova nogle grundlæggende bestemmelser angående omgangen med fremmede, og disse bestemmelser tjente til at beskytte det israelitiske samfund og borgernes og deres undergivnes integritet, både økonomisk, religiøst og politisk. Israelitterne måtte ikke have noget fællesskab — navnlig ikke religiøst — med de fremmede (2Mo 23:23-25; 5Mo 7:16-26; Jos 23:6, 7), og de måtte ikke slutte pagt med dem eller deres guder. (2Mo 34:12-15; 23:32; 5Mo 7:2) Gang på gang understregede Jehova at de under ingen omstændigheder måtte bøje sig for de fremmedes guder (2Mo 20:3-7; 23:31-33; 34:14) eller stille spørgsmål angående deres religiøse skikke og interessere sig for dem. — 5Mo 12:29-31.

Det var forbudt at besvogre sig med fremmede, først og fremmest på grund af faren for at den rene tilbedelse blev besmittet. (2Mo 34:16; 5Mo 7:1, 3, 24; Jos 23:12, 13) Alle indbyggerne  i de syv kana’anæiske nationers byer skulle udslettes. (5Mo 7:1; 20:15-18) Men når israelitterne erobrede en by der ikke tilhørte et af de syv kana’anæiske folkeslag der var viet til udslettelse, kunne en israelitisk soldat tage en jomfru fra byen til hustru efter at hun havde gennemgået en renselsesperiode. I sådanne tilfælde ville der ikke være tale om en egentlig alliance med en fremmed stamme eller familie, eftersom kvindens forældre var blevet dræbt da byen blev indtaget. — 5Mo 21:10-14; 4Mo 31:17, 18; 5Mo 20:14.

En yderligere begrænsning bestod i at ingen uomskåren fremmed måtte spise af påskeofferet. (2Mo 12:43) Det ser imidlertid ud til at udlændinge kunne bringe ofre gennem præsteordningen, forudsat at offeret var i overensstemmelse med Guds normer. (3Mo 22:25) Fremmede måtte naturligvis ikke komme ind i helligdommen (Ez 44:9), men de kunne komme til Jerusalem og ’bede, vendt mod Guds hus’, og de ville sandsynligvis ikke gøre dette tomhændede, det vil sige uden samtidig at bringe et offer. — 1Kg 8:41-43.

Den fremmede havde ingen politisk status og kunne aldrig blive konge. (5Mo 17:15) Israelitter, indvandrere og fastboende udlændinge kunne søge beskyttelse i tilflugtsbyerne, men der siges intet om at det samme gjaldt for de fremmede. — 4Mo 35:15; Jos 20:9.

Skønt israelitterne ikke måtte spise et dyr der var dødt uden at blodet var løbet af det, måtte de gerne sælge det til en udlænding. (5Mo 14:21) I sabbatsårene måtte en israelit ikke presses til at betale sin gæld, men for udlændingen gjaldt denne bestemmelse ikke — ham måtte man gerne presse for betaling. (5Mo 15:1-3) En israelit måtte ikke kræve renter af en anden israelit, men gerne af en udlænding. — 5Mo 23:20.

Årsag til vanskeligheder. På Josuas tid og i den følgende dommertid var der mange fremmede i landet, og disse var en årsag til konstante vanskeligheder. (Jos 23:12, 13) De kana’anæiske udlændinge der blev tilbage efter israelitternes erobring af landet, blev sat til at udføre tvangsarbejde (Jos 16:10; 17:13; Dom 1:21, 27-35), men da israelitterne ikke fordrev dem fra landet og ikke udryddede deres gudsdyrkelse sådan som Jehova havde befalet (Dom 2:1, 2), blev kana’anæerne i almindelighed ved med at praktisere deres afguderiske og fordærvede former for religion. Som følge heraf blev israelitterne til stadighed forledt til afgudsdyrkelse (Sl 106:34-39), navnlig dyrkelse af ba’alerne og astartebillederne. (Dom 2:11-13) Disse kana’anæiske udlændinge fandtes endnu i Israel på Davids tid og helt frem til Salomons regeringstid, hvor de udførte tvangsarbejde på templet og Salomons andre byggeprojekter. — 1Kg 9:20, 21; se TVANGSARBEJDE.

I modstrid med Guds bud tog Salomon sig mange fremmede hustruer der gradvis vendte hans hjerte bort fra den rene tilbedelse af Jehova mod tilbedelsen af fremmede guder. (1Kg 11:1-8) Det fik fatale følger at den falske religion trængte ind på højeste plan. Det resulterede i nationens deling og til sidst i landflygtighed i Babylon, da de efterfølgende konger, både i Juda og i Israel, forledte folket til afgudsdyrkelse. Dette kulminerede i at alle de forbandelser der var forudsagt som uundgåelige straffe for overtrædelse af Loven, kom over nationen. — 1Kg 11:9-11; 2Kg 15:27, 28; 17:1, 2; 23:36, 37; 24:18, 19; 5Mo 28:15-68.

Efter at en trofast rest af israelitter var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon, tog mange af dem sig fremmede hustruer. (Ezra 9:1, 2; Ne 13:23-25) Dette nødvendiggjorde at man under Ezras og Nehemias’ ledelse foretog en grundig udrensning og sendte de fremmede hustruer og deres sønner bort. (Ezr 10:2-4, 10-19, 44; Ne 13:1-3, 27-30) Der blev også grebet ind over for andre udlændinge der havde gjort sig skyldige i utilbørlige handlinger. — Ne 13:7, 8, 16-21.

De babyloniske erobrere havde behandlet jøderne meget grusomt dengang Jerusalem blev ødelagt. (Kl 2:5-12, 19-22) Efter at jøderne var vendt tilbage fra landflygtigheden, lå de til stadighed i strid med de fremmede der boede omkring dem, og de blev især generet af Syriens græske herskere. For at bevare deres genoprettede tilbedelse måtte jøderne modstå den hårde forfølgelse fra Antiochos IV Epifanes, der forsøgte at hellenisere jøderne. I århundrederne efter landflygtigheden kæmpede jøderne konstant for uafhængighed, hvilket fremmede nidkærheden for jødedommen og, for nogles vedkommende, resulterede i en stærkt nationalistisk ånd. Dette, i forening med frygten for at deres race skulle blive blandet ved ægteskaber med fremmede, bidrog sandsynligvis til at jøderne ikke længere indtog den liberale holdning til fremmede der tydeligt kommer til udtryk i De Hebraiske Skrifter. — Jf. 1Kg 8:41-43; 2Kr 6:32, 33; Es 56:6, 7.

I det 1. århundrede. Især under indflydelse af de religiøse ledere udvikledes den afvisende holdning som jøderne havde over for de fremmede i det 1. århundrede. Et vidnesbyrd herom er den foragt de nærede for  samaritanerne, et folk af blandet israelitisk og fremmed herkomst. Almindeligvis havde jøder „ikke noget samkvem med samaritanere“ og ville ikke engang så meget som bede dem om vand at drikke. (Joh 4:9) Jesus viste imidlertid hvor forkert denne indstilling var. — Lu 10:29-37.

Oprettelsen af den nye pagt på grundlag af Kristi genløsningsoffer bragte det skel som Lovpagten havde sat mellem jøde og hedning, til ophør. (Ef 2:11-16) Men selv efter pinsen i år 33 var de første kristne sene til at erkende dette. Apostelen Peter gav over for hedningen Kornelius udtryk for det almindelige jødiske syn på fremmede: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ (Apg 10:28) Af Johannes 18:28 fremgår det at det medførte ceremoniel urenhed hvis en jøde gik ind i en ikkejødes hjem. Selv om Moseloven ikke indeholdt noget forbud mod et sådant mindre samkvem, var denne holdning alligevel almindelig blandt jøderne og især blandt de religiøse ledere. Det tog de første jødiske kristne nogen tid at løsrive sig fra de begrænsninger som var en følge af den almindelige indstilling blandt jøderne, og anerkende den sandhed som apostelen Paulus understregede, at for dem der har iført sig ’den nye kristne personlighed’, er der hverken „græker eller jøde, omskærelse eller ikke-omskærelse, fremmed, skyter, træl, fri, men Kristus er alt og i alle“. Det græske ord for „fremmed“ her er barʹbaros, der navnlig sigtede til en der ikke talte græsk. (Se BARBAR.) — Ga 2:11-14; Kol 3:10, 11.

Kristne principper angående fremmede. I De Kristne Græske Skrifter understreges det kraftigt at den kristne må vise kærlighed til den fremmede (gr.: xeʹnos). Apostelen Paulus siger: „Glem ikke gæstfriheden [gr.: filoxeniʹas, „venligheden mod (kærligheden til) fremmede“], for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ (He 13:2) Jesus sagde at hvis man viser hans brødre gæstfrihed, selv om de måske i øjeblikket er fremmede og nogle man ikke kender, regner han det som gjort mod ham selv personligt. (Mt 25:34-46) Apostelen Johannes roste Gajus fordi han havde taget vel imod nogle kristne som var udsendt til den menighed han var medlem af, og havde behandlet dem godt skønt de var fremmede, og han fordømte Diotrefes, der ikke havde vist dem nogen respekt. — 3Jo 5-10; 1Ti 5:10.

Kristne kaldes „udlændinge“ og „midlertidige indbyggere“ i den betydning at de ikke er en del af denne verden. (Joh 15:19; 1Pe 1:1) De er udlændinge i den forstand at de ikke indretter sig efter en verden der stiller sig fjendtligt til Gud. (1Pe 2:11) Folk fra nationerne, der engang var „fremmede for løftets pagter“, uden håb og „uden Gud i verden“, er ved Kristus „ikke længere fremmede [gr.: xeʹnoi] og udlændinge [gr.: parʹoikoi]“, men „de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand“. (Ef 2:11, 12, 19) De „andre får“, som Jesus sagde han også ville samle ind i den ’ene hjord’, holder sig ligeledes adskilt fra verden og har Guds gunst og håb om liv. — Joh 10:16; Mt 25:33, 34, 46; jf. Åb 7:9-17.

En der forsøger at skaffe sig religiøse tilhængere i menigheden, betegnes af Kristus som „en tyv“ og „en fremmed [gr.: alloʹtrios]“, en der er farlig for Kristi „får“, og han betragtes som en falsk hyrde. Jesu sande „får“ vil ignorere den falske hyrdes stemme, ligesom de trofaste israelitter holdt sig fra den fremmede der forledte til dyrkelse af fremmede guder. — Joh 10:1, 5.