Malawi

VELKOMMEN til Afrikas varme hjerte! Malawis klima er behageligt, og indbyggerne venlige. Men mange føler sig især tiltalt af det opmuntrende bibelske budskab der forkyndes af landets over 40.000 Jehovas vidner.

Der var imidlertid en periode for ikke så længe siden da disse ydmyge tjenere for Gud måtte gennemgå mange trængsler. I stedet for at vise dem venlighed udsatte deres landsmænd dem for en voldsom forfølgelse og rædsler der mindede om pogromerne mod jøderne og middelalderens inkvisition. Beretningen om hvad de har været igennem, og hvordan de har holdt ud, er et bemærkelsesværdigt eksempel på at det er muligt at vise udholdenhed under forfølgelse. Men før vi fortæller deres historie, vil vi kaste et blik på selve landet.

En beskrivelse af Malawi

Selv om Malawi er et meget lille land, har det en smuk variation af bjerge, floder og søer. Bjerget Mulanje i den sydlige del af landet virker særlig betagende. Fra de lave, grønne teplantager rejser det sig majestætisk til en højde af godt 3000 meter over havet og er dermed det højeste bjerg i denne del af Afrika. Men den kendteste seværdighed er nok den 580 kilometer lange Malawisø. Solens glitren i søens overflade fik den berømte opdagelsesrejsende David  Livingstone til at kalde den „stjernernes sø“. I denne sø lever der flere hundrede fiskearter — efter sigende flere end i nogen anden ferskvandssø i verden.

Den venlighed som udvises af Malawis 11 millioner indbyggere, virker som en varm velkomst. De smiler bredt og hjerteligt og er ivrige efter at hjælpe. Det er også tydeligt at de nærer kærlighed til Guds ord. I cirka hundrede år har Bibelen kunnet fås på chichewa, yao og tumbuka, nogle af Malawis hovedsprog. Næsten alle husstande har mindst én bibel, og mange læser regelmæssigt i den. De fleste malawiere er materielt fattige, men ved at tage imod den hjælp Jehovas vidner tilbyder, har nogle fundet stor åndelig velstand gennem deres bibel.

Jehovas Vidner har virket i Malawi siden begyndelsen af dette århundrede. Den gode nyhed blev introduceret i landet på en temmelig dramatisk måde.

„Som ild der breder sig i græsset“

Historien begynder med Joseph Booth, en farverig, men kontroversiel personlighed. Efter at have læst nogle af Vagttårnsselskabets publikationer med begejstring mødte han i 1906 C. T. Russell. Han overbeviste broder Russell om at Vagttårnsselskabet havde brug for en repræsentant i det sydlige Afrika. Da Joseph Booth tidligere havde arbejdet i Malawi, eller Nyasaland som landet dengang hed, så det ud til at han kunne gøre en god indsats. Hvad broder Russell ikke vidste, var at denne mand havde et dårligt ry i Afrika. Han var blevet kendt som det en skribent senere kaldte „en religiøs blaffer“, for han udnyttede det ene kristne trossamfund efter det andet for at nå sine egne mål. Booth var derfor meget upopulær hos de lokale myndigheder og havde endda indrejseforbud i Malawi. Men nu var det endnu engang lykkedes denne erfarne „blaffer“ at få et lift.

 Da Booth vidste at han ikke kunne rejse direkte til Malawi, oprettede han først en base i Sydafrika. Her mødte han Elliott Kamwana, en ung mand som han kendte fra Malawi. Inden længe gav han Elliott besked på at rejse hjem. Da han ankom til Malawi i 1908, indledte han en kampagne med offentlig forkyndelse af et budskab der var løst baseret på nogle af Vagttårnsselskabets publikationer. På det tidspunkt hørte McCoffie Nguluh, der døde for få år siden som en trofast ældste, for første gang om sandheden. Han sagde at Kamwanas forkyndelse var „som ild der breder sig i græsset“. Virkningerne af Kamwanas forkyndelse og hans opsigtsvækkende dåbshandlinger i det fri spredtes ganske rigtigt som en steppebrand gennem Malawi. Tusinder lyttede, og snart var der dannet mange „menigheder“.

Men hverken Booth eller Kamwana havde nogen sinde forladt „Babylon den Store“. (Åb. 17:5; 18:4) Deres mål var i virkeligheden politiske. Inden længe blev Malawis myndigheder opmærksomme på Elliott Kamwanas tvivlsomme forkyndelsesmetoder, og kort efter blev han udvist til Seychellerne. I 1910 var Joseph Booth også flyttet et andet sted hen og havde ikke længere forbindelse med Vagttårnsselskabet. Disse to mænd havde sørgeligt nok gjort mere skade end gavn, men der var dog en enkelt positiv side af sagen: Mange publikationer der indeholdt den bibelske sandhed, var blevet spredt i hele landet. Gennem de næste år reagerede mange retsindige, deriblandt McCoffie Nguluh, positivt på det de læste.

’Vagttårnsbevægelser’ skaber forvirring

Efter denne dårlige begyndelse i Malawi sendte Selskabet William Johnston, en dygtig broder fra Glasgow i Skotland, til Malawi for at finde ud af hvordan det stod til. Han kunne konstatere at der fandtes mange såkaldte menigheder, men  at medlemmernes forståelse af sandheden lod en del tilbage at ønske. Hist og her var der dog nogle oprigtige, sandhedssøgende mennesker. Blandt disse udvalgte broder Johnston nogle få lokale mænd som han oplærte til at føre an før han selv flyttede til Sydafrika. Derefter gik der lang tid før arbejdet i Malawi igen blev vist opmærksomhed. Den forvirring der opstod, skabte modstand mod Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, og satte deres integritet på prøve.

Der opstod en hel del bevægelser som efterlignede Elliott Kamwanas karismatiske stil og blandede den sande bibelske lære med falske læresætninger og ubibelske skikke. Mange af dem benyttede i nogen grad Vagttårnsselskabets publikationer, og derfor var „Vagttårnet“ ofte en del af deres navn. Dette skabte problemer for de få sande brødre i landet. I betragtning af at de manglede åndelig føde og ingen førte et passende tilsyn med dem, er det bemærkelsesværdigt at disse sande brødres virksomhed ikke døde hen af sig selv. De fortsatte med at mødes og med at forkynde for andre, og de gjorde hvad de kunne, for at gå i Jesu Kristi fodspor. — 1 Pet. 2:21.

De lokale religiøse ledere udnyttede situationen til at bagtale bibelstudenterne ved at identificere dem med de bevægelser der uberettiget brugte navnet Vagttårnet. Med tiden stod det dog klart at der var en afgrund til forskel mellem disse lokale sekter og vores brødre. I begyndelsen af 1920’erne fik foruroligende rapporter fra medlemmer af kristenhedens præsteskab en politimester til at foretage en undersøgelse. I forklædning overværede han personligt flere af Bibelstudenternes møder. Hvordan reagerede han? Han væmmedes ved de ondsindede løgne der blev sat i omløb om dem. Alligevel varede det flere år før den forvirring som  de falske „Vagttårnsbevægelser“ havde været årsag til, forsvandt.

Arbejdet organiseres

I 1925 vendte Selskabet igen sin opmærksomhed mod Malawi. John Hudson besøgte landet i 15 måneder og holdt foredrag i menighederne. Han forsøgte at hjælpe brødrene til at forstå hvor vigtigt det er at holde sig i kontakt med Vagttårnsselskabet, som „den trofaste og kloge træl“ bruger som sit redskab, og følge dets ledelse og anvisninger. — Matt. 24:45-47.

Gresham Kwazizirah fra byen Ntcheu var en af dem der havde stor gavn af broder Hudsons besøg i Malawi. Samme år som broder Hudson rejste til Malawi, blev Gresham døbt. Han kom straks ud for en vanskelig prøve. Nogle præster i hans tidligere kirke fik ham anklaget for undergravende virksomhed, og han blev sat i forvaring. Hvad kunne han gøre? Ville frygt få ham til at fornægte sin tro? Da der var gået en måned og provinsmyndighederne havde undersøgt sagen, blev broder Gresham Kwazizirah renset for anklagerne og løsladt. Langt vigtigere var det dog at han  havde besluttet at være trofast mod Jehova og hans organisation. Det er mennesker med en sådan indstilling Jehova kan bruge. Efter at have arbejdet i Mocambique i en periode fik broder Gresham Kwazizirah mange privilegier i forkyndelsen af den gode nyhed og var med til at opbygge menighederne i Malawi. (Se Vagttårnet for 1. februar 1973.)

Broder Hudsons besøg var også til stor opmuntring for McCoffie Nguluh og Junior Phiri. Disse to brødre flyttede senere til Sydafrika, hvor de begge tjente trofast i mange år. Richard Kalinde havde også gavn af samværet med John Hudson. Før broder Hudson rejste hjem, ordnede han det sådan at Richard Kalinde skulle føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed indtil der kom yderligere hjælp.

Ikke alle var dog glade for at få besøg af broder Hudson. Broder Nguluh har beskrevet hvordan nogle reagerede. „Vi skal ikke undervises af mænd fra Cape Town,“ sagde de. „Vi vil gøre hvad vi selv mener er rigtigt.“ De var ikke indstillet på at følge Selskabets ledelse og dannede derfor deres egne „Vagttårnsbevægelser“. De der søgte sandheden af et oprigtigt hjerte, var mere ydmyge. De holdt sig i kontakt med Selskabets kontor i Sydafrika og viste værdsættelse af den undervisning og ledelse der kom gennem denne kanal. Det stod inden længe klart for afdelingskontoret i Sydafrika at den lille kerne af oprigtigt interesserede i Malawi havde brug for yderligere hjælp.

En fast repræsentant i landet

I 1933 indtraf der en spændende begivenhed i Jehovas Vidners historie i Malawi. Man søgte om tilladelse til at Vagttårnsselskabet fik en fast repræsentant i landet. Guvernøren svarede at han „ville byde et sådant initiativ velkomment“, og godkendte ansøgningen. Endelig kunne der  træffes foranstaltninger til at forkynde den gode nyhed i Malawi på mere organiseret vis. I maj 1934 blev der under ledelse af afdelingskontoret i Sydafrika oprettet et boglager og et kontor, og Bert McLuckie blev sat til at føre tilsyn med arbejdet.

Broder McLuckie var blevet døbt i 1930 og var således stadig temmelig ny i sandheden. Han havde dog vist sig som en dygtig pioner på Madagaskar og Mauritius, hvor han hidtil havde tjent. Da han kom til Malawi, fik han en lille toværelses lejlighed i hovedstaden, Zomba, i den sydlige del af landet. Det ene værelse blev brugt til lager og kontor, det andet til soveværelse. Broder McLuckie, der på det tidspunkt var ugift, sagde om sin nye opgave at han følte sig ensom, og at den „medførte et større ansvar end han nogen sinde før havde haft“.

Richard Kalinde, der blev hans nære medarbejder, var til stor hjælp for ham. Den første opgave der måtte løses, var at fjerne den forvirring blandt brødrene som de falske „Vagttårnsbevægelser“ havde skabt. Det viste sig at være lettere end forventet. For det første var de fleste embedsmænd klar over at de lokale sekter ikke havde noget at gøre med det rigtige Vagttårnsselskab. Desuden havde kontoret i Sydafrika givet Bert McLuckie klare retningslinjer for hvordan han skulle gribe situationen an; han skulle blandt andet besøge gruppe efter gruppe i alle dele af Malawi med broder Kalinde som tolk. Disse besøg i menighederne hjalp mange til at holde op med at støtte de falske „Vagttårnsbevægelser“ og deres ledere.

Det var tydeligt at Jehova lagde sin velsignelse til. Langt om længe blev der oprettet en solid teokratisk organisation, og for første gang blev der indsamlet tjenesterapporter. I 1934 var der gennemsnitlig 28 forkyndere.

 En ny mand på lageret i Zomba

Efter at have arbejdet i Malawi i et års tid blev Bert McLuckie kaldt tilbage til Sydafrika. Derefter virkede han loyalt i Jehovas tjeneste i andre dele af det sydlige Afrika i over 60 år, frem til sin død i 1995. Et andet medlem af McLuckie-familien, hans broder Bill, trådte i hans sted i Malawi.

Bill McLuckie havde tidligere været pioner i Sydafrika selv endnu før han var blevet døbt. George Phillips, afdelingstilsynsmanden i Sydafrika, spurgte Bill om han havde lyst til at påtage sig en opgave i Malawi. Da svaret var ja, fortsatte han: „Du er selvfølgelig nødt til at blive døbt først.“ Bill lod sig døbe og ankom til lageret i Zomba i marts 1935. Da var han 26 år. Denne trofaste broder beviste sin uangribelighed i Malawi trods mange trængsler indtil han blev udvist i 1972.

Hvordan var situationen i disse første år? Bill McLuckie, der i 1998 var 89 år og boede i Sydafrika med sin familie, husker stadig de små forhold på lageret i Zomba. Han siger: „Soveværelset var ikke meget bredere end et ildsted. Der var temmelig indelukket, så jeg plejede at have vinduerne til at stå åbne om natten indtil en politibetjent en aften stak hovedet ind og sagde: ’Bwana [hr.], De må hellere lukke vinduerne. Der strejfer leoparder om på vejene her om natten.’ Så lukkede jeg vinduerne.“

Trods de ubekvemme forhold viste det sig at være mest praktisk at have lageret i hovedstaden. Med regeringskontorerne og politihovedkvarteret i nærheden kunne broder McLuckie hurtigt tilbagevise alle anklager der blev rettet mod Selskabet som følge af at Jehovas Vidner stadig blev forvekslet med de falske „Vagttårnsbevægelser“. Som hans broder havde gjort før ham, samarbejdede Bill McLuckie  tålmodigt med myndighederne for at fjerne eventuelle misforståelser. Jehovas Vidner fik efterhånden et godt ry.

Der renses ud i organisationen

Bill McLuckie anstrengte sig for at opbygge værdsættelse hos brødrene af Jehovas normer som de beskrives i Bibelen. Det betød at han måtte hjælpe dem til at forstå at ubibelske handlinger som kønslig umoralitet, spiritisme og misbrug af alkohol ikke hørte hjemme blandt Jehovas vidner. (1 Kor. 6:9, 10; Åb. 22:15) Gresham Kwazizirah var en uvurderlig hjælp i denne forbindelse. Han gjorde en stor indsats i rejsetjenesten, navnlig i den nordlige del af landet. Broder McLuckie sagde om ham at han var „moden og retskaffen“. Broder Kwazizirah blev kendt for loyalt at holde fast ved Bibelens retfærdige normer til hver en tid. Hver gang broder Kwazizirah stødte på nogle der gav sig af med en  umoralsk livsførelse skønt de hævdede at tjene Jehova, drog han dem modigt til ansvar for deres handlinger. Hvis de indrømmede deres ukristne adfærd, tog han deres publikationer fra dem og sagde til dem at de ikke var sande Jehovas vidner. Han hindrede dem også i at deltage i forkyndelsen derefter. Mange ændrede livsførelse som følge af denne konsekvente indgriben. Sørgeligt nok måtte broder Kwazizirah på et tidspunkt meddele Selskabet at Richard Kalinde var begyndt at leve på en måde der var uforenelig med den kristne livsform. Denne tidligere nidkære broder kunne derfor ikke længere bruges som repræsentant for Jehovas rene organisation.

På grund af denne konsekvente holdning i forbindelse med Bibelens høje moralnormer blev Jehovas vidner kendt som retskafne mennesker, og det viste sig ofte at være en beskyttelse for dem.

Efterhånden som flere og flere begyndte at lovprise Jehova, blev det tydeligt at han velsignede sin rene organisation. I 1943 var det gennemsnitlige forkyndertal 2464 i 144 menigheder — en fantastisk vækst i betragtning af at der ti år tidligere kun havde været 28 forkyndere!

Malawi ruskes vågen

I 1944 blev udtrykket „den nye verden“, der ofte blev brugt i Vagttårnsselskabets publikationer, kendt vidt og bredt blandt Malawis indbyggere. Som det blev forklaret i disse publikationer, sigter udtrykket til Jehovas nye tingenes ordning — et nyt menneskesamfund der er underlagt Guds himmelske rige ved Jesus Kristus. (Dan. 7:13, 14; 2 Pet. 3:13) Publikationerne viste ud fra Bibelen at i den nye verden vil jorden blive til et paradis; menneskene vil leve i fred med dyrene; der vil ikke længere være krige; alle vil få del i jordens  overflod; sygdom og død vil ikke længere findes; og de døde vil endda blive oprejst og få mulighed for at leve evigt. — Sl. 67:5, 6; Es. 2:4; 11:6-9; Luk. 23:43; Joh. 5:28, 29; Åb. 21:3, 4.

Da en broder skulle holde et foredrag over dette emne, forklarede han det ved at bruge lidt lokalkolorit: „Da Adam syndede, fik han ingen børn i haven; de blev alle født i ’bushen’; og vi er stadig i ’bushen’, venner. Vi er endnu ikke vendt tilbage til haven. Men nu er tiden nær hvor vi skal forlade denne matekenya-verden [matekenya er en mide der kan give en alvorlig hudlidelse] og gå ind i Jehovas nye, fuldkomne verden.“

Foredragene om Guds nye verden havde så stor indvirkning at en skare interesserede i et område af landet fulgte brødrene fra sted til sted og sugede Bibelens løfter om Paradiset til sig. Et andet sted virkede et foredrag om den nye verden så stærkt på en flok lokale præster at de i samlet flok gik hen til en europæisk missionær og sagde: „Hvorfor har du ikke fortalt os om alt det her? Unge drenge og piger besøger folk og fortæller dem de mest vidunderlige ting de nogen sinde har hørt. Og du har bare givet os nogle læresætninger som vi skal prædike, og som nu viser sig at være falske.“

I 1946 kom Malawis forkyndertal op over 3000, og brødrene var i fuld gang med at ruske landet vågent.

Som man kan tænke sig, var ikke alle lige begejstrede for budskabet om Guds nye verden. Regeringen havde tidligere forbudt import af Vagttårnsselskabets publikationer, der fortalte om den nye verden. Det hjalp dog ikke meget eftersom der allerede var et betragteligt lager af publikationer i landet. Nu forsøgte nogle præster at afbøde virkningen af Jehovas vidners forkyndelse ved at efterligne deres udtryk og metoder. „Vi forkynder også den nye verden,“ påstod de.  Et par af dem prøvede endda at aflægge genbesøg hos deres medlemmer, men efter nogle få uger løb det ud i sandet.

De religiøse ledere gjorde også hvad de kunne, for at overtale landsbyhøvdingerne til at nægte at lade Jehovas vidner forkynde i deres områder. Ifølge skik og brug skulle man bede om tilladelse hos landsbyens høvding før man holdt et foredrag der. Men hvis han var i de lokale religiøse lederes magt, var et offentligt møde i hans landsby udelukket.

Mange landsbyhøvdinger bød dog Jehovas vidner hjerteligt velkommen. Brødrene blev ofte indbudt til at komme og holde foredrag. I en lille by ved navn Lizulu hørte en landsbyhøvding et foredrag der oplyste om hvad der sker når man dør. (Præd. 9:5; Ez. 18:4) Kort tid efter overværede han en begravelse der blev holdt af nogle religiøse ledere. Tilhørerne fik at vide at det døde barn „nu var en engel i himmelen“. Den gamle høvding brummede noget hen for sig, rejste sig på sine stive ben, vendte sig mod sin øverste mand og bad om noget snus. Energisk tyggende gik han sin vej med ordene: „Ha! I Lizulu hørte vi hvor de døde er. Det her er ikke andet end løgne!“

Et særligt besøg

I januar 1948 skete der noget særligt, for N. H. Knorr og M. G. Henschel fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, kom til Malawi. Det var første gang brødre fra hovedkontoret besøgte Malawi. Der blev arrangeret et møde på Blantyres rådhus for byens europæiske og indiske indbyggere. I betragtning af at der kun boede 250 europæere i Blantyre dengang, var det opmuntrende at der kom 40 for at høre det offentlige foredrag. Dagen efter deltog de besøgende brødre i et friluftsstævne for de afrikanske brødre. Bill McLuckie, der nu talte flydende chichewa, var tolk. Til eftermiddagens  offentlige foredrag kom der 6000. Da der ikke var noget højttalerudstyr, måtte brødrene tale meget højt for at alle kunne høre. På et tidspunkt blev foredraget afbrudt af et kraftigt regnvejr, og de interesserede begyndte at søge ly under træer og i nærliggende huse. Men forkynderne blev hvor de var, og broder Knorr sluttede sit foredrag mens han holdt en paraply over hovedet. At denne mzungu (hvide mand) ville stå i regnen for at fuldføre sit foredrag for en afrikansk tilhørerskare, viste malawierne at Jehovas vidner er oprigtigt interesserede i deres velfærd, for det ville de lokale europæere aldrig have gjort.

Besøget af broder Knorr og broder Henschel satte skub i arbejdet. Samme år,  1948, steg antallet af forkyndere til over 5600, og nye strømmede til. Nogle steder var der ligefrem mangel på distrikt at forkynde i.

Der oprettes et afdelingskontor

I mellemtiden var Selskabets lager blevet flyttet fra Zomba til Blantyre, landets handelscentrum, der lå længere mod syd. Den 1. september 1948, efter at det sydafrikanske afdelingskontor i mange år havde ført tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Malawi, blev der oprettet et afdelingskontor i Malawi med Bill McLuckie som den første afdelingstilsynsmand. Nu kunne Malawis behov dækkes direkte, under hovedkontorets tilsyn.

På dette tidspunkt var der også flere modne og erfarne brødre der kunne tjene som kredstilsynsmænd og besøge menighederne for at styrke forkynderne. To gange om året blev der holdt kredsstævner, og Gresham Kwazizirah var landets eneste områdetilsynsmand. På kontoret havde Bill McLuckie også meget travlt. Han sad tit ved sin skrivemaskine til ud på morgenen.

 Der var stadig meget at gøre, og der var brug for mere hjælp. Peter Bridle og Fred Smedley, der var udgået fra Gileadskolen, blev derfor budt hjerteligt velkommen da de ankom i 1949. Disse og andre gileadmissionærer gav den hårdtarbejdende afdelingstilsynsmand en tiltrængt hjælp. Nu blev der overskud til at se på hvordan det gik i menighederne, og hvordan stævnerne blev afviklet.

„Jeg klarer det aldrig“

For europæere og nordamerikanere kunne det virke ret overvældende at komme til Malawi, navnlig dengang. Der var ingen af de moderne bekvemmeligheder som de måske havde været vant til derhjemme. I den afrikanske bush var der ingen elektriske apparater. Det de lokale betragtede som noget helt hverdagsagtigt, kunne let forurolige en fremmed. Hvordan kunne nye missionærer falde til et sådant sted?

Peter Bridle fortæller om sine første indtryk af Malawi da han ankom efter en trættende togrejse fra havnebyen Beira i Mocambique: „Da vi endelig nåede frem til Shire River, var  det ved at blive mørkt. Store biller fløj omkring i luften. De samlede sig om lamperne og mørklagde dem fuldstændig. De svirrede omkring halsen på os og kravlede ind under tøjet. Jeg sagde til Jehova: ’Det her holder jeg ikke ud. Det bliver for meget for mig. Jeg klarer det aldrig.’ Vi krydsede så floden og steg på et tog der holdt på stationen. Lyset i toget var meget, meget svagt. Jeg forstod snart hvorfor — det var for at prøve at holde insekterne ude. Vi fik serveret et måltid med suppe som forret. Vi kunne næsten ikke se hinanden over bordet fordi lyset var så svagt. Vi spiste suppen ved at suge den ind gennem tænderne for at holde insekterne ude, og jeg sagde til Jehova: ’Jeg tror altså det bliver for meget for mig denne gang. Det her klarer jeg ikke.’“

På en senere rejse til det samme område havde broder Bridle problemer da han skulle holde et offentligt foredrag. Han forklarer: „Moskitoerne var helt utrolige. En aften da jeg holdt foredrag, havde jeg stoppet buksebenene ned i strømperne. Jeg havde taget et håndklæde over hovedet og stoppet det ind under skjorten, og jeg havde elastikker om ærmerne. Man kunne kun se mine hænder og mit ansigt. Jeg holdt foredraget ved hjælp af en tolk. Jeg sagde en sætning og viftede så moskitoerne bort fra ansigtet. Så var det hændernes tur — og ansigtets igen. Når tolken var færdig, sagde jeg endnu en sætning og gentog så hele proceduren.“

Med Jehovas hjælp holdt Peter Bridle ud trods forhold som disse, og det samme gjorde andre. De fleste af de missionærer der er blevet sendt til Malawi, har tjent trofast i mange år. Deres helhjertede indsats har ført til mange velsignelser i landet.

Flere modne lokale brødre

I mellemtiden voksede flere lokale brødre frem til kristen modenhed. Også disse brødre fik gavn af samværet med  missionærerne. En af dem var Alexander Mafambana — eller Alex, som han normalt blev kaldt. Alex var meget dygtig. Han var født i Mocambique som søn af en høvding og skulle have efterfulgt sin far som høvding. Men efter at han var flyttet til Sydafrika for at finde arbejde, kom han i kontakt med Jehovas vidner og fik nøjagtig kundskab om sandheden ud fra Bibelen. Han forstod at hvis han skulle gøre hvad der forventedes af en høvding, ville han komme til at overtræde nogle kristne principper. For at undgå problemer besluttede han at slå sig ned i Malawi. Inden længe blev broder Mafambana pioner, og i 1952 begyndte han at hjælpe til på afdelingskontoret i Blantyre. Det var en stor hjælp at han kunne flere sprog, især når der kom breve fra arbejdsmarken. I 1958-59 fik han mulighed for at gennemgå missionærskolen Gilead, og han kom i samme klasse som Jack og Linda Johansson, der også blev sendt til Malawi.

En anden broder der lærte sandheden at kende i Sydafrika, var Kenneth Chimbaza. Her blev han døbt i 1942 og vendte så tilbage til Malawi. Inden længe viste det sig at broder Chimbaza var ved at opdyrke de egenskaber der kendetegner en moden kristen. Efter at have været pioner i en periode gjorde han et stort arbejde som rejsende tilsynsmand. Nogle af de missionærer der senere kom til, nød at samarbejde med broder Chimbaza og hans kone, Elisi, og deres lille søn, Maimba. På denne måde lærte de livsformen i Malawi at kende.

Modne brødre som disse viste sig virkelig at være dyrebare „gaver i form af mennesker“. — Ef. 4:8.

Missionærer fremmer væksten

De missionærer der tjente trofast i Malawi, huskes stadig med hengivenhed, navnlig af de ældre brødre og søstre der samarbejdede med dem dengang. Nogle af missionærerne  opdagede at deres nye distrikt krævede at de vendte op og ned på deres måde at leve på, men kærlighed fik dem til at gøre det.

Malcolm Vigo ankom til Malawi som ungkarl i 1957. Efter aftensmaden den første aften på afdelingskontoret var han meget ivrig efter at få at vide hvad hans opgave skulle bestå i. Lonnie Nail, en gileadmissionær der var kommet året før, og som nu var afdelingstilsynsmand, fortalte ham at han skulle virke i rejsetjenesten. Hvornår? Efter et sprogkursus og en periode hvor han kunne vænne sig til forholdene? Nej, sådan var det ikke dengang. Han skulle begynde allerede næste dag!

De missionærer der blev sendt ud i rejsetjenesten, erfarede snart at hvis de skulle have bil, måtte de være mekanikere foruden at betjene menighederne. De opdagede også at vejene ofte kun var svage hjulspor i bushen. De lokale brødre var naturligvis meget glade for deres indsats og gjorde alt hvad de kunne, for at gøre livet lettere for dem. Som regel byggede de en pæn græstækket hytte og et toilet til missionæren og hans eventuelle kone. Men de søstre der rejste med deres mænd, fandt nattens lyde skrækindjagende! Det tog sin tid at vænne sig til hyænernes uhyggelige „latter“ og „symfonien“ af lyde fra de mange forskellige insekter.

Jack Johansson tænker tilbage på dengang og fortæller hvilken udfordring det var at arrangere et stævne i bushen. Først blev pladsen ryddet, og så måtte man i de fleste  tilfælde bygge alt af de materialer der fandtes i bushen. Både brødre og søstre, unge såvel som gamle, hjalp med glæde til. På en stævneplads nær Mulanje kom en ældre, glad broder hen til broder Johansson og sagde: „Jeg vil også gerne hjælpe til.“ Det var der i og for sig ikke noget usædvanligt i. Men senere hørte broder Johansson at broderen havde brugt næsten en måned på at gå de cirka 800 kilometer til stævnepladsen, og det første han gjorde da han ankom, var at melde sig til at hjælpe med at bygge stævnefaciliteterne! Med denne villige indstilling forvandlede brødrene og søstrene bushen til et „stadion“ med plads til 6000!

Missionærerne var med til at forbedre organiseringen af menighederne og kredsene i Malawi. Brødre som Hal Bentley, Eddie Dobart, Keith Eaton, Harold Guy, Jack Johansson, Rod Sharp og Malcolm Vigo gjorde et stort stykke arbejde som områdetilsynsmænd. De lokale forkyndere tog godt imod deres kærlige vejledning og ledelse. Det resulterede i at menighedsmøderne og forkyndelsen af budskabet om Riget blev bedre organiseret. Samtidig blev brødrene og søstrene befæstede i troen som en forberedelse til den modstand der skulle komme.

Forkyndelse for europæerne

Nogle af missionærerne blev med tiden indkaldt til at arbejde på afdelingskontoret, og de fik nok at lave. Det gav nogle af missionærsøstrene lejlighed til at forkynde i den europæiske del af Blantyre og Zomba. Phyllis Bridle, Linda Johansson, Linda Louise Vigo, Anne Eaton og andre gjorde en stor indsats i dette distrikt. Nogle af europæerne havde mange fordomme mod vores arbejde, ofte fordi de forvekslede os med „Vagttårnsbevægelserne“. Men søstrene greb enhver mulighed for at få rettet nogle misforståelser og fortælle om Guds rige.

 De fleste europæere og asiater i Malawi var selvstændige forretningsmænd eller havde indbringende arbejdskontrakter. De var generelt tilfredse med deres liv. Alligevel lyttede nogle europæere og lokale engelsktalende til sandheden, og nogle få blev døbt — en af dem i Betels badekar!

Vi „opmuntres ved hinandens tro“

Efterhånden som missionærerne lærte de lokale brødre og søstre at kende, opstod der sand racemæssig harmoni mellem dem. Det kom til udtryk i et brev som Alex Mafambana skrev til nogle af sine missionærvenner: „I verden er der et stort ’gab’ mellem øst og vest. Men vi ejer det mest forenende bånd der findes: Agape!“ Dette var noget helt andet end den holdning der herskede uden for Jehovas organisation. De fleste europæere mente at de stod over afrikanerne, og ville ikke have noget med dem at gøre. Der var dog en lille misforståelse som måtte rettes: de lokale brødre brugte titlen Bwana. Den blev ofte brugt når afrikanere hilste på europæere, deriblandt missionærerne, og det lå i titlen at europæerne var afrikanernes herrer. Så når en lokal broder kaldte en missionær Bwana, sagde missionæren: „Jehovas vidner er brødre, ikke bwanaer!“

Dette var til gavn for begge parter. Missionærerne lærte meget af at samarbejde med deres afrikanske brødre og søstre. Der opstod mange nære venskaber. Som apostelen Paulus skrev, blev begge parter ’opmuntret ved hinandens tro’. — Rom. 1:12.

Jehova lovprises i sang

Alle der besøger Afrika, vil lægge mærke til at afrikanerne elsker at synge. De synger uden musikledsagelse, a cappella, og i smuk harmoni. Malawi er ingen undtagelse. Dengang der ikke fandtes nogen sangbog på chichewa,  lavede brødrene selv nogle sange. De tog de populære melodier fra kristenhedens salmer og ændrede teksten så den kom til at handle om emner som Riget, forkyndelsen og Harmagedon. Selv om sangene ikke blev skrevet ned, kendte alle brødrene dem og sang dem meget smukt. Ved stævnerne, når begejstringen var stor, sang de ofte omkvædet to gange efter hvert vers! Da broder Knorr var på besøg i 1953, gjorde brødrenes sang et dybt indtryk på ham. I sin rapport skrev han: „Det skal nævnes at sangen var usædvanlig smuk.“

Da afdelingskontoret modtog Selskabets nye sangbog, Sange til Jehovas Pris, på engelsk i 1950, blev det besluttet at der også skulle udgives en sangbog på chichewa. Men hvordan kunne man lære brødrene at læse noder? De kunne alle sammen synge, men de var ikke vant til noder. Afdelingskontoret besluttede at bruge tonic sol-fa-systemet, der angiver tonetrinnene ved hjælp af stavelserne do, re, mi og så videre. Nogle af brødrene havde lært dette system i skolen. Peter Bridle, der lagde mange kræfter i dette projekt, husker hvad det krævede. Han fortæller: „Vi satte os ned sammen med oversætterne og arbejdede på det. Vi måtte sikre os at de oversatte ord passede godt nok med musikken. Lidt efter lidt fik vi fremstillet sangbogen.“

Chichewa-udgaven af Sange til Jehovas Pris blev meget populær blandt brødrene. Afdelingskontoret trykte den på en gammel duplikator og brugte det papir de nu kunne få fat i. De første sangbøger var derfor ikke særlig robuste, og brødrene måtte tit anskaffe en ny sangbog. Men ingen klagede. Alle var glade for at have sangene. Ved hvert stævne hentede brødrene to-tre tusind sangbøger! Til sidst overtog Brooklyn trykningen af sangbogen, men det skete først da afdelingskontoret i Malawi havde fremstillet omkring 50.000 eksemplarer!

 Et nyt afdelingskontor

I årenes løb er der blevet ført tilsyn med Rigets arbejde i Malawi fra mange forskellige steder, men en fællesnævner har været pladsmangel. I midten af 1950’erne besluttede man imidlertid at opføre en bygning der skulle tjene som afdelingskontor og bolig for betelmedarbejderne. I 1956 blev der købt en grund i Blantyre, og i maj 1958 stod bygningen klar til indflytning. Brødrenes glæde kendte ingen grænser.

Nogle få år senere fik afdelingskontoret en berømt nabo. Nabohuset, det såkaldte Mudi House, blev officiel residens for Malawis premierminister, dr. Hastings Kamuzu Banda.

Men bygningen blev ikke på Selskabets hænder ret længe, hvilket var meget sørgeligt i betragtning af det store arbejde det havde været at bygge afdelingskontoret og betelhjemmet.

Et opmuntrende besøg

I 1963 kom Milton Henschel fra Selskabets hovedkontor igen på besøg i Malawi. Han kom til landet fra Liberia, hvor han og mange lokale brødre og søstre kort forinden var blevet fysisk mishandlet af soldater under et stævne. Nær lufthavnen, nogle få kilometer uden for Blantyre, blev der holdt et stort landsstævne. Brødrene kom fra hele Malawi for at være med, „fra Nsanje [i syd] til Karonga [i nord],“ som en gammel broder udtrykte det. De cirka 10.000 tilhørere værdsatte de foredrag broder Henschel og andre talere holdt. Det skete kun sjældent at Jehovas Vidners stævner blev omtalt i pressen, men denne gang blev der endda bragt en artikel om stævnet i en af de landsdækkende aviser.

Den politiske situation var ved at blive anspændt i landet, og derfor var det til særlig stor opmuntring for brødrene  at overvære dette stævne. De hørte om hvordan Jehovas vidner verden over tager et fast standpunkt for de bibelske principper. Om dette stævne sagde stævnets ordstyrer, broder Mafambana: „Husk på at nogle af de delegerede cyklede over 600 kilometer hver vej for at deltage. De følte at det var deres kristne ansvar at overvære stævnet, og de var rede til at klare de vanskeligheder det måtte indebære. Det vidner om hvilken fast, kristen tro mange havde.“

 Ildevarslende tegn

I begyndelsen af 1960’erne vandt nationalismen frem i Malawi. Ifølge en overenskomst med Storbritannien skulle landet have fuld selvstændighed i midten af 1964 efter et valg. I mellemtiden blev dr. Banda indsat som koloniens premierminister. Før valget arrangerede regeringen at vælgerne frivilligt kunne lade sig registrere mellem 30. december 1963 og 19. januar 1964.

Det var på dette tidspunkt Jehovas vidner i Malawi for første gang blev kastet ud i det avisen San Francisco Examiner senere beskrev som „en religiøs krig . . . en meget ensidig krig, hvor magt stilles op imod tro“. Det var ikke Jehovas vidner der erklærede krig. I harmoni med Bibelens lære viser de respekt for verdslige herskere og betaler samvittighedsfuldt deres skat. (Luk. 20:19-25; Rom. 13:1-7) Men fordi Jesus Kristus sagde at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“, holder Jehovas vidner sig strengt neutrale hvad nationernes krige og politiske anliggender angår. — Joh. 17:16; Apg. 5:28, 29.

Da vælgerregistreringens feber greb landet, benyttede Jehovas vidner sig af deres ret til ikke at lade sig registrere. Da partiembedsmændene bemærkede deres neutrale holdning, udbrød der imidlertid en voldsom forfølgelse. Man prøvede at tvinge Jehovas vidner til at skifte mening og købe partikort. De rapporter afdelingskontoret modtog i denne periode, viser at over 100 rigssale og langt over 1000 af brødrenes hjem blev brændt af eller revet ned. Hundreder af marker og kornlagre blev afbrændt. Det sørgelige resultat var at mange familier af Jehovas vidner nu stod uden mad og uden tag over hovedet. Nogle flygtede for livet til nabolandet Mocambique. Mange blev gennempryglet, deriblandt den rejsende tilsynsmand Kenneth Chimbaza. Han døde  nogle få år senere, uden tvivl på grund af eftervirkningerne af den mishandling han var blevet udsat for.

Uangribelighed under prøve

Der kan fortælles mange erfaringer om forkyndernes uangribelighed under forfølgelse. Ikke langt fra Blantyre var der for eksempel to søstre som tilsammen havde 11 børn at passe. Deres mænd havde givet efter for politisk pres og købt partikort. Nu blev søstrene også presset til at købe partikort. Det ville de ikke. Partifolkene sagde at de ville komme igen dagen efter for at se om søstrene havde skiftet mening. Og ganske rigtigt, næste morgen kom en stor flok mennesker for at hente dem. De blev ført til en offentlig plads, truet med voldtægt og gennemtævet fordi de ikke ville købe partikort. Søstrene stod fast. Så fik de lov at gå hjem, men næste dag blev de igen afhentet. Atter blev de slået, og denne gang klædte man dem også af så de stod nøgne foran alle tilskuerne. Alligevel gav søstrene ikke efter.

Nu ændrede forfølgerne taktik. „Vi har ringet til jeres kontor og talt med Johansson og McLuckie og Mafambana,“ påstod de. „De sagde at I skulle købe partikort ligesom de selv allerede har gjort, og ligesom alle andre Jehovas vidner [i Malawi]. I er de to eneste kvinder i hele landet der ikke har købt partikort. I må hellere se at få det gjort.“ Søstrene svarede: „Vi tjener kun Jehova Gud. Derfor betyder det ikke noget for os om brødrene på afdelingskontoret har købt kort. Vi vil ikke gå på kompromis, om I så slår os ihjel!“ (Jævnfør Romerbrevet 14:12.) Til sidst fik de to søstre lov at slippe fri.

Disse to ydmyge, trofaste søstre kunne hverken læse eller skrive, men de elskede Jehova og hans lov meget højt. Deres faste standpunkt var et udtryk for den indstilling der beskrives  i Salme 56:11: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“

Forsøg på at forklare vores holdning

Efterhånden som der kom flere og flere alvorlige optrin, gjorde Selskabet en stor indsats for at få myndighederne til at sætte en stopper for forfølgelsen. Brødrene tog kontakt med premierministerens kontor, og den 30. januar 1964 fik de foretræde for dr. Banda. Ved den lejlighed fik Jack Johansson mulighed for at redegøre for Jehovas vidners neutrale holdning ud fra Romerbrevet, kapitel 13. Premierministeren så ud til at være tilfreds med det han havde hørt, og da broder Johansson gik, takkede dr. Banda ham meget.

Men bare fire dage senere blev en gruppe forkyndere overfaldet i Mulanjeområdet. Elaton Mwachande blev brutalt myrdet. En pil blev skudt gennem halsen på Mona Mwiwaula, en ældre søster, og man lod hende ligge som død. Utroligt nok overlevede hun, og på grundlag af hendes vidneforklaring kunne forbryderne senere bringes for retten. Da nyheden om denne forfærdelige hændelse nåede afdelingskontoret, blev der afsendt et iltelegram til premierministerens kontor.

Resultatet deraf blev endnu et møde med dr. Banda og to af hans ministre den 11. februar 1964. Harold Guy og Alexander Mafambana deltog sammen med Jack Johansson. Denne gang var stemningen imidlertid anderledes. Dr. Banda viftede med telegrammet i luften og sagde: „Hr. Johansson, hvad er meningen med at sende et sådant telegram?“ Brødrene prøvede stille og roligt at forsikre premierministeren om at vi er neutrale og vil adlyde landets love. Men premierministeren og hans mænd hævdede at Jehovas vidner med overlæg provokerede angriberne. Mødet endte  med at Jehovas vidner fik skylden for den forvirrede situation i landet. Broder Johansson blev endda truet med øjeblikkelig at blive vist ud af landet. Noget tyder dog på at dr. Bandas vrede mere skyldtes hans to ministre, der ikke kunne fremlægge holdbare beviser for at Jehovas vidner skulle have optrådt provokerende.

Under retssagen efter mordet på broder Mwachande fandt den fungerende dommer, hr. L. M. E. Emejulu, ingen vidnesbyrd om at Jehovas vidner på nogen måde havde provokeret angriberne, sådan som regeringen havde hævdet. Dommeren udtalte: „Jeg ser ingen vidnesbyrd om provokation. Det er sandt at Jehovas vidner målbevidst udbreder deres tro og søger at omvende folk, men de er vågne for deres borgerpligter . . . De nægter kun at være medlem af et politisk parti.“

Da entusiasmen for vælgerregistreringen aftog, appellerede premierministeren til fred og ro i landet. „Lad os ikke skabe problemer for europæerne, politiet, inderne eller — for den sags skyld — Jehovas vidner,“ sagde han. „Bær over med dem!“ I juli 1964 blev kolonien Nyasaland under stor begejstring en uafhængig republik og skiftede navn til Malawi. Forfølgelsen ophørte langt om længe, men på det tidspunkt havde otte Jehovas vidner mistet livet under voldelige overfald.

En kort periode med fred

I slutningen af 1964 kunne vore brødre glæde sig over en periode med relativ ro. Nogle tidligere bitre fjender blev nysgerrige efter at finde ud af hvad det var for en „hemmelighed“ der havde sat deres ofre i stand til at tage et fast standpunkt trods den hårde forfølgelse. Det betød at forkyndelsen af budskabet om Riget igen havde fremgang.

 I begyndelsen af 1966 kom der endnu en lejlighed til at forklare dr. Banda om Jehovas vidners neutrale holdning. Vagttårnsselskabet havde anmodet om indrejsetilladelse til flere missionærer. Dr. Banda, der kontrollerede udstedelsen af indrejsetilladelser til europæere, havde spurgt hvorfor der var brug for flere missionærer. Det resulterede i et møde mellem dr. Banda og afdelingstilsynsmanden, Malcolm Vigo. Dr. Banda understregede at han ikke ville have at nogen blandede sig i politik. Broder Vigo forsikrede ham igen om at vi adlyder landets love og holder os neutrale i politiske anliggender. — Rom. 13:1-7.

I 1967 var det gennemsnitlige antal forkyndere steget til over 17.000. I denne rolige periode kom to gileadmissionærer mere, Keith og Anne Eaton, til landet. Da de traf broder og søster Johansson på afdelingskontoret, sagde Linda glad til dem: „I er kommet til det mest fredelige land i Afrika!“ De havde ingen anelse om at store vanskeligheder ventede forude.

Situationen forværres igen

Efter et kort sprogkursus blev Keith Eaton og hans kone sendt ud i områdetjenesten. I begyndelsen fik de hjælp af Kenneth Chimbaza og hans familie. Også deres søn var ivrig efter at hjælpe; han var især glad for at bære broder Eatons forkyndertaske når de gik i tjenesten.

Da broder Eaton i 1967 betjente et kredsstævne i Thambo Village i Phalombeområdet, hørte han en foruroligende udsendelse i radioen. Dr. Banda anklagede Jehovas vidner for med overlæg at provokere partiembedsmænd og medlemmer af ungdomsbevægelserne Malawis Unge Pionerer og Malawis Ungdomsforbund. Man påstod også at Jehovas vidner ikke blot selv nægtede at købe partikort, men at de også overtalte andre til ikke at gøre det.

 Ligesom i 1964 blev der lagt stor vægt på partikortene. Det var en frivillig sag om man ville købe dem, men partifolkene betragtede det som respektløst at lade være. Senere blev det sagt at køb af partikort var „den eneste måde hvorpå vi her i landet kan vise taknemmelighed mod [dr. Banda] for udviklingen af dette land, Malawi“. I vrede over Jehovas vidners faste standpunkt på dette område prøvede partifolkene igen at tvinge brødrene til at give efter. Afdelingskontoret begyndte igen at modtage rapporter om chikane og overfald.

Nogle partifolk bad på et tidspunkt Malcolm Vigo besøge en broder fra Jumbe-menigheden der var blevet anholdt fordi han ikke ville købe et partikort. Broder Vigo bad en stille bøn før han gik ind i værelset. Det var tydeligt at mændene håbede at broder Vigo ville sige til dem at Vagttårnsselskabet havde understreget over for dets medlemmer at det var forkert at købe partikort. I stedet lagde han vægt på at Selskabet ikke fortæller nogen hvad de skal gøre, og at hver enkelt selv må træffe en afgørelse i den pågældende sag. Partifolkene var ikke just tilfredse med denne forklaring. Der blev affyret spørgsmål fra alle sider. I deres iver efter at få ham til at modsige sig selv stillede de et nyt spørgsmål før broder Vigo havde besvaret det foregående. Efter to timers forhør blev broderen endelig løsladt — uden at have købt partikort.

Forbud!

Situationen kulminerede i september 1967 under det årlige konvent for regeringspartiet, Malawis kongresparti. En af de resolutioner der blev vedtaget ved den lejlighed, lød: „[Vi] anbefaler stærkt at trosretningen Jehovas Vidner erklæres ulovlig i dette land.“ Af hvilken grund? Resolutionen  forklarede: „Den udgør en fare for den stabilitet, fred og ro som er af afgørende betydning for vor stats sikre drift.“ I sin afsluttende tale til konventet erklærede præsidenten derpå: „[Jehovas vidner] forårsager vanskeligheder overalt. Konventet vedtog derfor i går en resolution om at Jehovas Vidner bør forbydes. Jeg kan love at regeringen meget hurtigt vil se nærmere på sagen.“

Udgjorde Jehovas vidner virkelig ’en fare for Malawis stabilitet’? Bestemt ikke. En iagttager beskrev senere Jehovas vidner i Malawi som „mønsterborgere“ der ’omhyggeligt betaler deres skat, plejer de syge og bekæmper analfabetismen’. Men regeringen gjorde alvor af sin beslutning om ’meget hurtigt at se nærmere på sagen’. Snart blev en ordre om forbud underskrevet, og forbudet trådte i kraft den 20. oktober 1967. Hele landet blev underrettet om det gennem en avis der havde fundet de store typer frem til overskriften:  „Malawi forbyder ’farlig sekt’.“ Selv om der stod i artiklen at forbudet skyldtes at Jehovas Vidner var ’farlige for Malawis gode regering’, var det tydeligt at den egentlige årsag var at de ikke ville købe partikort. I harmoni med deres stærke, bibelske overbevisning valgte Jehovas vidner ganske enkelt at ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. — Apg. 5:28, 29.

Forberedelse viser sig nyttig

Før forbudet blev indført, havde brødrene på afdelingskontoret forudset at der på en eller anden måde ville blive grebet ind over for Jehovas Vidner. Selv om de ikke forventede et totalt forbud, begyndte de at træffe nogle forberedelser. Der blev holdt særlige møder forskellige steder i landet for at give vejledning og opmuntring til kreds- og områdetilsynsmændene, og der blev givet praktiske retningslinjer angående menighedsmøderne, forkyndelsen, forsyningen af publikationer og behandlingen af breve. Disse oplysninger viste sig at være uvurderlige da situationen forværredes.

Menighederne fulgte nøje forslagene efterhånden som de hørte om dem. Nu brugte man ikke længere nogen af Selskabets formularer. I stedet blev menighedernes tjenesterapporter skrevet på almindeligt papir og sendt til afdelingskontoret med kurerer. Mødetiderne blev ændret efter hver menigheds behov. En menighed besluttede at holde møde klokken halv seks søndag morgen før resten af landsbyen vågnede. Hvad forkyndelsen angik, kunne intet forbud hindre Jehovas vidner i at gøre den gode nyhed om Riget kendt. Ligesom på apostlenes tid sagde vores trofaste brødre og søstre: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ — Apg. 4:20.

 Kort tid før forbudet blev indført, havde afdelingskontoret fået et tip fra en sædvanligvis velunderrettet kilde om at Government Gazette gjorde klar til at bekendtgøre et forbud mod Jehovas Vidner. Brødrene havde derfor skyndt sig at flytte vigtige arkiver og papirer, og endda nogle maskiner, til forskellige brødres hjem. De bøger og blade der var på lager, blev også sendt ud fra afdelingskontoret i store mængder til menigheder i hele landet. For at beskytte denne værdifulde åndelige føde fyldte en menighed to store olietønder med bøger og gravede dem ned til senere brug. Da politiet i november mødte op på afdelingskontoret for at konfiskere ejendommen, virkede de overraskede over at der var så få publikationer og arkiver og kun lidt udstyr.

Missionærerne udvises

Som ventet fik de udenlandske missionærer ordre til at forlade landet. Før de rejste, gjorde de imidlertid hvad de kunne, for at styrke deres elskede brødre og søstre. Malcolm Vigo besøgte og opmuntrede brødre hvis hjem var blevet ødelagt af bøller. Kredstilsynsmanden Finley Mwinyere var en af dem. Broder Vigo fortæller: „Da vi ankom, så vi broder Mwinyere stå og se på sit nedbrændte hjem. Det opmuntrende var den indstilling han havde. Han tænkte kun på så hurtigt som muligt at komme ud og styrke andre i hans kreds der havde lidt ondt. Han var ikke tynget til jorden af det tab han selv havde lidt.“

Jack Johansson rejste nordpå til Lilongwe for at besøge omkring 3000 brødre og søstre der sad i fangenskab. Det lykkedes ham at komme til at tale med mange af dem for at opmuntre dem. De var stadig ved godt mod. Faktisk følte han sig selv opmuntret da han rejste derfra, og han beskrev det som en trosstyrkende oplevelse. Broder Johansson fik  senere at vide af den ansvarshavende officer at situationen var pinlig. Som et enkelt eksempel på konsekvenserne af forbudet nævnte officeren at når strømmen forsvandt i Lilongwe næste gang, kom den sikkert aldrig igen. De bedste og mest pålidelige arbejdere sad nemlig i fængsel!

De otte udenlandske missionærer forlod ikke Malawi af egen fri vilje. Så vidt de kunne se, havde de ikke gjort noget forkert. Broder og søster Sharp og broder og søster Johansson blev ført direkte til lufthavnen under politieskorte og sat på et fly ud af landet. De to andre par blev ført til Chichiri-fængselet i Blantyre, hvor de tilbragte et par nætter — Malcolm og Keith i én celle og Linda Louise og Anne i en anden. Derefter eskorterede politiet dem til lufthavnen og sendte dem til Mauritius. Senere fik broder og søster Vigo og broder og søster Johansson nyt distrikt i Kenya, og broder og søster Eaton blev sendt til Rhodesia.

Det var med sorg i hjertet at missionærerne forlod deres kære brødre og søstre. Men de malawiske forkyndere stod ikke uden hjælp. Der var åndelige hyrder, kærlige tilsynsmænd, i de 405 menigheder over hele landet. (Es. 32:2) Alex Mafambana førte tilsyn med arbejdet lokalt, og det blev afdelingskontoret i Zimbabwe (det daværende Rhodesia) der fik overdraget tilsynet med hele Malawi. I de følgende år sørgede afdelingskontoret i Harare, Zimbabwe, for at de malawiske kredstilsynsmænd og andre der førte an, rejste til Zimbabwe for at overvære områdestævner og kurser. Gennem disse trofaste brødre fik menighederne gavn af programmet ved kreds- og områdestævnerne.

En ny bølge af grusomheder

Da det blev almindeligt kendt at Jehovas Vidner var blevet forbudt, førte partiembedsmænd og medlemmer  af Malawis Unge Pionerer og Ungdomsforbundet an i en ny bølge af grufuld forfølgelse. Politifolk og dommere viste undertiden medfølelse med os, men kunne ikke standse volden nu da Jehovas Vidner var betegnet som ulovlige i landet.

Efterhånden som forfølgelsen intensiveredes, fik Jehovas vidner overalt i landet ødelagt deres rigssale, hjem, kornlagre og forretninger. Nogle steder ankom forfølgerne ligefrem i lastvogne for at køre væk med forkyndernes ejendele. Den materielle værdi af disse ting var måske ikke så stor, men det var alt hvad vores malawiske brødre og søstre ejede og havde.

Der kom også rapporter om overfald fra hele Malawi. Forfølgelsen var særlig grusom for nogle af vore søstre. Mange kristne kvinder blev voldtaget, lemlæstet og gennempryglet. De sadistiske angribere skånede ingen. Gamle, unge og endda nogle gravide søstre blev udsat for grusomheder. Nogle aborterede som følge af mishandlingen. Igen var tusinder tvunget til at flygte fra deres landsbyer. Mange søgte tilflugt i bushen. Andre gik i midlertidig landflygtighed i nabolandet Mocambique. I slutningen af november 1967 havde bølgen af brutal forfølgelse af Jehovas vidner krævet yderligere fem liv.

Reaktionen på forbudet

End ikke ondsindede overfald kunne tage modet fra Jehovas vidner. Kun meget få fornægtede troen. Samson Khumbanyiwa var en af dem der fik sit hjem og sine møbler ødelagt, og alt hans tøj blev revet i stykker. Han sagde med overbevisning: „Jeg ved at jeg aldrig er alene, og at Jehova har beskyttet mig.“ Disse trofaste mænds og kvinders uangribelighed er til pris for Jehova — et svar på Satans anklage:  „Et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ — Job 2:4.

Forfølgelsen fik endda nogle oprigtige mennesker i Malawi til at vågne op. Dette er i harmoni med det Jesus Kristus havde forudsagt. Efter at have advaret sine disciple om at de ville blive forfulgt og endda ført frem for herskerne, sluttede han med disse opmuntrende ord: „Det vil føre til et vidnesbyrd for jer.“ — Luk. 21:12, 13.

Forfølgelsen hjalp for eksempel en mand der gennem nogen tid havde modarbejdet sin kones tjeneste som et Jehovas vidne, til at få en klarere forståelse. En morgen mindre end to uger efter at forbudet var trådt i kraft, kom en flok bøller til hans hjem. De vidste at manden ikke var et Jehovas vidne, og råbte at de kun var kommet efter hans kone. Først ville han ikke åbne døren, men efter at de havde truet med at brænde huset ned med alle der var i det, lukkede han dem tøvende ind. Før han havde set sig om, var han blevet bundet med lænker og blev beordret til at købe et partikort. Det fik ham til at indse at hans kone måtte have den sande tro. Han nægtede at købe et partikort den dag. Han og hans kone blev gennemtævet. Men umiddelbart efter begyndte han at studere Bibelen, og året efter indviede han sig til Jehova og begyndte at tjene Jehova sammen med sin kone.

Både i Malawi og andre lande gav folk udtryk for bekymring over det uskyldige kristne mennesker blev udsat for. Man hørte nogle sige: „Nu ved vi at vi nærmer os verdens ende når Guds folk er forbudt i vort land!“ Artiklerne i aprilnumrene af Vagttårnet og Vågn op! i 1968 udløste et ramaskrig verden over. Det strømmede ind med tusinder af breve der udtrykte indignation og tilskyndede regeringen  til at standse grusomhederne. På nogle postkontorer måtte man ansætte ekstra personale for at tage sig af den store postmængde der pludselig kom. Den internationale reaktion var så stærk og så langvarig at præsidenten til sidst udsendte en erklæring om at forfølgelsen måtte ophøre. Senere sagde dr. Banda endda at ingen skulle tvinges til at købe partikort. „Jeg vil have at folk skal være fri til at forny deres kort på eget initiativ, de skal ikke tvinges,“ sagde han. Derefter begyndte den anden bølge af forfølgelse efterhånden at stilne af. Nogle af vore brødre fik mulighed for at vende tilbage til deres hjem og komme videre med den vigtige forkyndelse af Riget, men i al diskretion eftersom forbudet ikke var blevet hævet.

Virksomhed under jorden

I denne periode varetog broder Mafambana trofast arbejdet i landet. Han holdt sig i kontakt med afdelingskontoret i Rhodesia og fik den nødvendige vejledning derfra. Men politiet var hele tiden på udkig efter ham, så han måtte være meget forsigtig. Mange gange var han lige på nippet til at blive arresteret. Sørgeligt nok døde han i 1969, øjensynlig af kræft. Derefter førte Kenneth Chimbaza tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed i Malawi, indtil han i 1971 døde af en hjerneblødning. I „de retfærdiges opstandelse“ som vil komme, vil Jehova ganske givet huske disse to uangribelige brødres mange gode gerninger. — Luk. 14:14; Hebr. 6:10.

Da forholdene blev mere rimelige, tilpassede de malawiske brødre sig den nye situation. Den uformelle forkyndelse begyndte snart at bære frugt. Trods forbudet var der mange pionerer. I 1971 forkyndte 925 pionerer nidkært den gode nyhed sammen med tusinder af menighedsforkyndere. Der var endda en enkelt specialpioner tilbage — Gresham Kwazizirah, der stadig tjente loyalt trods sin høje alder, megen  modgang og mange personlige prøvelser. Han tjente Jehova trofast frem til sin død i 1978.

Mens brødrene viste sig at være „forsigtige som slanger“, nåede menighedsrapporterne og anden korrespondance fortsat frem til afdelingskontoret i Rhodesia. (Matt. 10:16) Rapporterne viste at den nidkære forkyndelse under jorden gav gode resultater. Lige før forbudet blev indført i 1967, havde man nået et højdepunkt på 18.519 forkyndere. I 1972 da forbudet stadig var i kraft og mange var flygtet til Mocambique, blev der rapporteret et nyt højdepunkt på 23.398 forkyndere, og de brugte gennemsnitlig over 16 timer i tjenesten hver måned.

„Nye distrikter“ får et vidnesbyrd

Selv om brødrene og søstrene var meget forsigtige når de forkyndte, var der alligevel nogle der blev anholdt og fængslet. Men selv ikke det kunne tage modet fra dem. De blev ved med at forkynde idet de betragtede fængselet som deres nye distrikt.

I 1969 sad Baston Moses Nyirenda i fængsel i syv måneder. Nogle andre fanger spurgte ham hvorfor han ikke ville tilslutte sig deres Forenede Kirke. Det var en perfekt lejlighed til at forkynde. Ved hjælp af en gammel, slidt bibel som alle fangerne brugte, og som manglede en hel del sider, forklarede han dem om Bibelens sande lære. Dette førte til et bibelstudium. Selv kirkens leder var med til studiet. Før broder Nyirenda blev løsladt, kunne han glæde sig over at have hjulpet fire mænd til at få en grundlæggende forståelse af Guds ord.

Aktivitet i den engelske menighed

Efter at alle de udenlandske missionærer var blevet udvist på grund af forbudet, boede Bill McLuckie, der havde giftet  sig med Denise fra Sydafrika, stadig i Blantyre. Her drev han en lille forretning for at dække sin families behov. Familien McLuckies hjem blev det nye mødested for den engelske menighed i Blantyre. Man måtte naturligvis holde møderne på en mere uformel måde for ikke at tiltrække sig opmærksomhed; så der var ikke noget med at synge eller klappe.

I denne periode begyndte Guido Otto, der tjente på afdelingskontoret i Rhodesia, at indsmugle publikationer til Malawi. Guidos far drev et lille hotel ved bredden af Malawisøen, så myndighederne studsede ikke over at han jævnlig kom på besøg. De havde ingen anelse om hvor mange publikationer Guido havde med hver gang. Publikationerne blev oplagret i en hemmelig kælder i familien McLuckies hus. Da den var ved at blive udgravet, spurgte forbipasserende somme tider hvad hullet var til. „Det er bare et toilet,“ lød svaret.

En aften midt under et møde kørte en bil op foran huset. Hvem kunne det være? Politiet? Brødrene vidste ikke hvad de skulle stille op med deres studiebøger. Døren gik op, og Guido Otto kom glad ind. Sikken lettelse!

 Denise fortæller at derefter „sagde Bill til brødrene at det første de skulle gøre hvis nogen forsøgte at trænge ind i huset, var at lægge alle bøgerne i en kurv vi havde stående. Så skulle jeg sætte kurven i et hul i gulvet i soveværelset. Hullet havde forbindelse med kælderen. Der blev også sat et tebord frem hver gang. Hvis nogen kom ind, så det ud som om vi bare sad og drak te med nogle gæster.“

Efterhånden som forholdene forværredes, kunne møderne dog ikke holdes det samme sted hver gang. Man brugte flere forskellige hjem, og somme tider mødtes gruppen i en skov, klædt på som til en skovtur.

Trods disse vanskeligheder lykkedes det stadig brødrene at finde frem til de oprigtige, sandhedssøgende mennesker ved at forkynde uformelt for de engelsktalende. Nogle få kom i sandheden. Blandt dem var Victor Lulker, Daniel Marne og Mike Sharma, der stadig tjener i Blantyre-menigheden.

Retssager i Blantyre

Da politiet i 1971 foretog en razzia mod familien McLuckies hjem, fandt de nogle af Selskabets publikationer. Broder McLuckie blev anklaget og ført frem for fredsdommeren i Limbe og Blantyre. De lokale forkyndere hørte om det og mødte op i stort tal for at støtte broder og søster McLuckie, selv om de satte deres egen frihed på spil ved det. Da dommeren afsagde dommen „ikke skyldig“, klappede brødrene begejstret. Men anklageren appellerede dommen. Sagen gik nu til højesteret. Denne gang blev Bill McLuckie fundet skyldig og idømt syv års fængsel. Myndighederne var dog ikke meget for at fængsle ham, så han blev i stedet udvist af landet.

I oktober 1972 sluttede Bill McLuckies 37 års loyale tjeneste i Malawi derfor. Før han rejste, sørgede han for at brødrene kom og diskret overtog alle de publikationer der lå i hans hemmelige kælder. Brødrene kørte det ene læs bøger væk  efter det andet! Nogle blev senere standset ved vejspærringer, men politiet opdagede ikke en eneste af papkasserne. Før broder og søster McLuckie forlod landet, blev indgangen til den hemmelige kælder lukket med cement. Bill McLuckies trofaste, selvopofrende tjeneste vil ikke blive glemt i Jehovas Vidners historie i Malawi.

Den tredje bølge af vold udløses

Netop som brødrene var ved at vænne sig til den nye situation, opstod der igen vanskeligheder. Under det årlige konvent for Malawis kongresparti i 1972 blev der vedtaget nogle meget foruroligende resolutioner. En af dem opfordrede til at alle Jehovas vidner skulle fyres fra deres arbejde. Dette blev gennemført uden undtagelser. Firmaer der gerne ville beholde betroede medarbejdere som var Jehovas vidner, fik ikke tilladelse til det. Forretninger drevet af Jehovas vidner blev beslaglagt, og deres værdier konfiskeret. Men det skulle blive endnu værre.

I en anden af de resolutioner der blev vedtaget på konventet, hed det at ’alle [Jehovas vidner] der boede i landsbyerne, skulle jages bort derfra’. Det betød i realiteten at Jehovas vidner skulle udelukkes af samfundet! Tusinder af forkyndere fik deres hjem brændt af eller revet ned. Deres afgrøder blev ødelagt, og deres dyr dræbt. De fik forbud mod at hente vand ved landsbybrøndene. På grund af plyndringer overalt i landet mistede de bogstavelig talt alt hvad de ejede.

Igen var det medlemmer af ungdomsbevægelserne der førte an i forfølgelsen, den mest intense og brutale til dato. De organiserede sig i bander på mellem ti og hundrede og drog fra landsby til landsby for at finde frem til Jehovas vidner.

Vore brødre blev jaget som vilde dyr i hele landet. I Blantyre blev en gruppe brødre omringet og ført til det lokale  partihovedkvarter, der havde været Selskabets afdelingskontor indtil det blev beslaglagt i 1967. Blandt dem var Greyson Kapininga, der havde været oversætter på afdelingskontoret før forbudet blev indført. Da brødrene nægtede at købe partikort, gned forfølgerne en blanding af salt og stærk peber i øjnene på dem. Derefter slog de brødrene med brædder med store søm i. Når en broder skreg af smerte, slog slynglerne endnu hårdere og sagde: „Lad jeres Gud komme og frelse jer.“

De brutale overgreb kostede mange livet. I Cape Maclear ved den sydlige ende af Malawisøen blev bundter af græs bundet fast rundt om Zelphat Mbaiko. Så blev der hældt benzin over græsset og sat ild til. Han blev bogstaveligt talt brændt til døde.

Også søstrene blev udsat for frygtelige lidelser. Mange blev voldtaget gentagne gange af partifolk fordi de ikke ville købe partikort. I Lilongwe forsøgte søster Magola at flygte fra forfølgelsen sammen med flere andre, men hun var højgravid og kunne ikke løbe særlig hurtigt. En pøbelsværm der opførte sig som et kobbel vilde hunde, fangede hende og pryglede hende ihjel.

Ved Bunda Landbrugsskole, lige uden for Lilongwe, blev seks brødre og en søster myrdet, og deres lig frygteligt lemlæstet. Skolens forstander, Theodore Pinney, protesterede personligt til dr. Banda mod overgrebene. Resultatet var at han blev vist ud af landet.

Tusinder flygter

Det truende folkemord fik i oktober 1972 Jehovas vidner til at begynde at flygte i stort tal. Tusinder flygtede mod vest til Zambia. En iagttager fra FN der opholdt sig ved grænsen, kunne bekræfte at „mange af flygtningene havde snitsår og flænger der øjensynlig skyldtes pangaer, de store knive der er almindelige i [Afrika]“.

 Forkynderne blev anbragt i flygtningelejre i Sinda Misale, der ligger i en trekant hvor Malawi, Mocambique og Zambia støder op til hinanden. Men sygdomme spredte sig hurtigt på grund af de uhygiejniske forhold. I løbet af kort tid døde over 350, deraf mange børn. Forlydender om flygtningenes sørgelige tilstand nåede inden længe frem til deres kristne brødre andre steder. Nødhjælpen begyndte at strømme ind. Jehovas vidner i Sydafrika skænkede i tonsvis af telte, tøj og andre hårdt tiltrængte ting. Under ledelse af Karel de Jager og Dennis McDonald ankom en lille kortege af lastvogne til lejrene fra afdelingskontoret i Sydafrika. Det åndelige behov blev ikke overset. En lastvogn kom med 21 kasser bibler og bibelstudiehåndbøger. De malawiske brødre var lykkelige for at se dette vidnesbyrd om den sande kristne kærlighed som Jesus beskrev. — Joh. 13:34, 35.

Men inden længe gik det op for forkynderne at de var uønskede i Zambia. I december tvang de zambiske myndigheder flygtningene tilbage til Malawi. Hvilken skuffelse. Ville brødrene give op nu da de tilsyneladende ikke kunne flygte nogen steder hen? Michael Yadanga sammenfattede det på denne måde: „Jeg har mistet mine tænder fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg har mistet mit arbejde fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg er blevet pryglet. Alt hvad jeg ejer, er blevet ødelagt; og jeg er blevet tvunget til at flygte til Zambia — alt sammen fordi jeg ikke ville købe et kort. Jeg vil stadig ikke købe et kort.“ Brødrene havde bevaret deres uangribelighed. Salmistens ord har vist sig at være sande: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ — Sl. 34:19.

Disse malawiske forkyndere, både mænd og kvinder, beviste at de havde en lige så stærk tro som de af fortidens troshelte der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11. Ligesom dem blev de malawiske forkyndere „torteret, idet de  ikke tog imod udfrielse ved en løsesum“, det vil sige ved at indgå et kompromis eller fornægte deres tro på Jehova Gud. Ligesom trosheltene „fik [de] deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel“. Man kan sige det samme om dem som man sagde om trosheltene: „Dem var verden ikke værd.“ — Hebr. 11:35, 36, 38.

Flugt til Mocambique

Da forkynderne vendte tilbage til Malawi fra Zambia, blev de igen udsat for brutal forfølgelse. De kunne umuligt blive i landet. De flygtede derfor igen — denne gang til Mocambique, der på det tidspunkt stadig var under portugisisk herredømme. Landets myndigheder tog godt imod brødrene. De der boede i den sydlige del af landet, flygtede over grænsen nær Mulanje til flygtningelejre i Carico, hvor mange blev indtil 1986.

Det var også let at komme til Mocambique fra Malawis vestlige grænse mellem byerne Dedza og Ntcheu. Dér behøvede brødrene blot at gå over hovedvejen, der fungerede som grænse, for at søge tilflugt. Lejrene i denne del af Mocambique lå nær Mlangeni, og det var hertil størstedelen af brødrene flygtede.

 Disse lejre i Carico og nær Mlangeni blev et nyt hjem for cirka 34.000 mænd, kvinder og børn. Hele menigheder af Guds folk drog til lejrene, anført af ældstebrødre. Malawis myndigheder gav ordre til at ingen måtte hjælpe dem med transport.

Da disse tjenere for Jehova bosatte sig i lejrene, måtte de begynde på et helt nyt liv. Materielt set var det vanskeligt i begyndelsen. De måtte begynde helt fra bunden. Men inden længe blev der opført huse i lange, lige rækker. Lejrene blev holdt rene og pæne. For at supplere de rationer der blev uddelt af Selskabet og verdslige hjælpeorganisationer, begyndte mange brødre at avle deres egne afgrøder. Andre solgte noget de selv havde fremstillet, eller fandt et deltidsjob i de omgivende landsbyer. Vore brødre var ikke velhavende i materiel forstand, men de var tilfredse med livets fornødenheder. (1 Tim. 6:8) Og åndeligt set var de rige.

Organiseringen af lejrene

Ældste som Kennedy Alick Dick, Maurice Mabvumbe, Willard Matengo — og senere andre — virkede som  landsudvalg. De var respekterede og højt elskede fordi de utrætteligt søgte at dække brødrenes åndelige behov. Disse loyale brødre havde taget Bibelens formaning til sig: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ (1 Pet. 5:2) De organiserede mange åndelige aktiviteter i lejrene. De fleste Jehovas vidner begynder dagen med en drøftelse af dagens tekst, og de ældste sørgede for at dette også skete i lejrene. Der blev regelmæssigt holdt offentlige foredrag, vagttårnsstudium og endda stævner. Flygtningene var klar over at disse åndelige foranstaltninger var livsvigtige.

I begyndelsen blev alle møderne holdt et centralt sted — på en platform i midten af lejren. Her mødtes tusinder hver dag for at modtage oplæring i Bibelen og få anvisninger angående de forskellige pligter i lejrene. Senere blev menighederne tilskyndet til at bygge deres egne rigssale og holde møderne der. Til sidst var der organiseret fem kredse i de forskellige lejre.

Brødrene i landsudvalget og andre brødre havde haft stor gavn af den oplæring de havde fået af missionærerne før forbudets indførelse. Dette hjalp dem til at organisere lejrene. I det store og hele fungerede flygtningelejrene på samme  måde som et stort områdestævne. Der blev oprettet afdelinger der tog sig af forskellige behov, deriblandt rengøring, uddeling af mad og, naturligvis, sikkerhed.

Selv om næsten alle Jehovas vidner nu opholdt sig i landflygtighed uden for Malawi, var der stadig nogle af forfølgerne som ikke var tilfredse. Det skete at fjender krydsede grænsen og gik til angreb på brødre der boede i lejre i nærheden, så derfor måtte der træffes særlige foranstaltninger til at beskytte Jehovas folk.

Landsudvalget udpegede en gruppe brødre der skulle virke som opsynsmænd og bevogte alle lejrenes indgange. Batson Longwe blev sat til at føre tilsyn med de opsynshavende i Mlangenilejren. Hans opgave indebar at han skulle meget rundt i lejren for at checke at brødrene var på deres poster. Inden længe fik han øgenavnet „7 til 7“. Ja, hver dag fra  morgen til aften — fra syv til syv — blev denne trofaste broder set alle vegne i lejren, hvor han gjorde hvad han kunne, for at beskytte sine kristne brødre og søstre. Den dag i dag kalder de fleste brødre stadig Batson Longwe „7 til 7“, og nogle har måske glemt hvad hans rigtige navn er. Men de der har boet i Mlangenilejren, vil aldrig glemme hvor meget han gjorde for dem dengang.

Den midlertidige landflygtighed i Mocambique gav ikke blot brødrene et pusterum midt i forfølgelsen, men var også med til at forberede dem på de prøvelser og udfordringer der skulle komme. De fik et nærmere forhold til deres brødre og søstre, og de lærte at støtte sig mere til Jehova. Lemon Kabwazi, der senere blev rejsende tilsynsmand, siger: „Der var fordele og ulemper. Materielt set var vi fattige. Men åndeligt led vi ingen nød. Fordi vi boede så tæt på hinanden, kom vi til at lære vore brødre godt at kende og holde af dem. Det hjalp os efter at vi var kommet tilbage til Malawi.“

Jaget igen!

Dette pusterum i forfølgelsen og volden blev desværre kort. Da Mocambique opnåede uafhængighed i juni 1975, blev også dette land grebet af nationalisme. Landets nye ledere havde ingen forståelse for Jehovas folks neutrale holdning. Da vore brødre ikke ville gå på kompromis, blev de tvunget tilbage over grænsen fra Mlangeniområdet og direkte i favnen på deres forfølgere.

Ved grænsen blev de tilbagevendende flygtninge mødt af ministeren for den centrale region, hr. J. T. Kumbweza Banda. Han sagde til dem: „I forlod Malawi på eget initiativ, og nu vender I tilbage på eget initiativ. Gå tilbage til jeres landsbyer, og samarbejd med partiformanden og andre lokale partiledere.“ Om Malawis Unge Pionerer og medlemmerne  af Ungdomsforbundet sagde han: „Mine drenge er kommet for at sørge for at I nu også samarbejder med partiet.“ Dette gav ikke meget håb om at forholdene ville blive bedre.

Nogle af dem der ved den lejlighed blev tvunget til at vende tilbage til Malawi, kunne rejse tværs gennem landet og ud igen over den sydøstlige grænse for at slutte sig til de brødre der opholdt sig i lejre nær Milange i Mocambique. Men det løste ikke alle problemerne. Fidesi Ndalama, der tjente som kredstilsynsmand i området indtil Milangelejrene blev nedlagt i 1975, mistede for eksempel sin kone da lejren blev angrebet af guerillasoldater. Men denne milde og venlige broder tjener stadig nidkært Jehova.

Andre der i 1975 blev tvunget tilbage til Malawi, var nødt til at blive der. Tusinder af dem fyldte vejene da de gik den tunge gang tilbage til deres landsbyer. Mange følte at de nærmest løb spidsrod.

I begyndelsen fik de fleste lov til igen at bosætte sig i de landsbyer de var kommet fra. Men inden længe kom ’drengene’ og prøvede at få Jehovas vidner til at ’samarbejde med partiet’. Bander af ungdomsforbundsmedlemmer omringede brødrenes hjem og krævede at de købte partikort. I alle hjem var svaret det samme — nej! Resultatet var alle mulige former for umenneskelig behandling. Selv kvinder og børn var med til at slå disse uskyldige kristne. Der kom rapporter om fordærvet seksuel mishandling af både mænd og kvinder. Der var modbydelige beretninger om kristne mænd og kvinder der blev bundet sammen i et forsøg på at tvinge dem til at begå umoralske handlinger.

Selv i hverdagen blev Jehovas vidners uangribelighed konstant sat på prøve. På hospitaler og markeder, i skoler og offentlige transportmidler var medlemmer af Ungdomsforbundet hele tiden på udkig efter nogle der ikke havde partikort.  Som der står i Åbenbaringen 13:16, 17, kunne ingen „købe eller sælge“, eller bare føre en normal tilværelse, hvis de ikke havde ’vilddyrets mærke’ — et vidnesbyrd om at de støttede denne verdens politiske system.

Gennem alle disse trængsler stod Jehovas vidner fast og gik aldrig på kompromis. Men forfølgerne gav ikke op. Der skulle komme flere vanskeligheder.

Kastet i fængsel

Hele menigheder af Jehovas vidner blev anholdt og sat i interneringslejre der blev drevet på en måde som gav mindelser om nazisternes koncentrationslejre. Sørgeligt nok blev nogle små børn adskilt fra deres ulykkelige forældre. Nogle af børnene blev overladt til ikketroende slægtninge. Andre blev ladt tilbage uden at nogen sørgede for dem. I januar 1976 var over 5000 mænd og kvinder indsat i fængsler og lejre over hele landet.

I begyndelsen var forholdene ganske forfærdelige. På grund af pladsmangel opstod der dødbringende sygdomme. Brutale vagter gjorde det ikke lettere. En af dem hånede brødrene med ordene: „Vi gør jer til traktorer for os, som regeringen har besluttet.“ Baston Moses Nyirenda husker at han ofte blev tvunget til at arbejde fra før solopgang til efter solnedgang uden en eneste hvile- eller spisepause.

Det lykkedes en broder at smugle disse ord, skrevet på et stykke toiletpapir, ud fra den berygtede Dzaleka-interneringslejr: „Selv om man er meget syg, bliver man tvunget til at arbejde. Syge børn bliver sendt til Dowa-hospitalet . . . De tager sig ikke af patienter som hører til Jehovas folk. Vi kalder Dowa-hospitalet en slagteplads for Jehovas folk.“

Det virkede som om fængselsvagterne prøvede alt hvad de kunne komme i tanker om, for at tage modet fra  vore brødre og søstre og bryde deres uangribelighed. Men det lykkedes dem ikke. Jehovas folk havde lært at klare sig trods modgang. På et stykke papir fra en cementsæk kunne man læse følgende trosstyrkende ord: „Gode nyheder. Brødrene og søstrene er alle sammen i godt humør selv om de forfølges og skal bære sten.“

Der blev sendt mange protestbreve fra andre lande — både fra Jehovas vidner og fra mange andre — til præsident Bandas kontor. Men appellerne lød for døve øren, og brødrene blev ikke sat på fri fod.

„Guds ord er ikke bundet“

Trods de vanskelige forhold lykkedes det brødrene at arrangere det sådan at de kristne møder kunne blive afholdt i fængslerne. Der blev smuglet publikationer ind, som blev fordelt blandt brødrene. Hvordan var det muligt? Om en ’Årbog’ der nåede frem til brødrene i Dzalekalejren, siger Baston Moses Nyirenda:

„Der var en broder som ikke var fange, men som arbejdede i fængselshaven. Vagterne var vant til at se ham komme og gå hele tiden, så de visiterede ham aldrig. Han skjulte bøgerne under skjorten mens han leverede grøntsager til vagterne. Og før han gik, lykkedes det ham at give bogen til en af brødrene. Vi var særlig glade for at få ’Årbogen’ fordi den dengang indeholdt alle dagsteksterne og kommentarerne. Vi gik straks i gang med at afskrive alle dagsteksterne og kommentarerne på toiletpapir. Der gik nogle ruller til! Efter to uger fandt en vagt bogen. Men på det tidspunkt havde vi allerede uddelt kopier i hele lejren. Det lykkedes os endda at få nogle eksemplarer ind til vore søstre i kvindeafdelingen.“

Mindehøjtiden blev holdt i små grupper i Dzaleka. I et brev der nåede frem til Selskabet, stod der at „1601 overværede mødet på den dejlige dag den 14. april“. Der var 13 der  nød symbolerne i Dzaleka. I brevet stod der også: „I næsten hver eneste celle blev der sunget sange før foredraget, og det samme gjorde man efter samværet.“

Med tiden blev forholdene i fængslerne lidt mere tålelige. Nogle vagter blev efterhånden helt venlige over for brødrene. En af dem tog endda imod sandheden efter at han var blevet pensioneret fra fængselsvæsenet. Nu er han broder Makumba. Også hans søn har indviet sig til Jehova. Det var præcis som apostelen Paulus sagde: „Guds ord er ikke bundet.“ — 2 Tim. 2:9.

Tjeneste for Jehova under forbud

Endnu en gang stilnede forfølgelsen af lidt efter lidt. I 1979 var de fleste Jehovas vidner blevet løsladt fra fængslerne. Deres naboer var meget nysgerrige: „Hvorfor blev I sendt i fængsel?“ „Hvorfor forfølger alle Jehovas vidner?“ Sådanne spørgsmål banede vej for bibelske samtaler, og mange tog standpunkt for sandheden. De var helt klar over at hvis de blev Jehovas vidner, ville de selv blive genstand for had, som Jesus havde forudsagt, men de forstod at det er Jehovas vidner der har den sande tro. (Luk. 21:17; Jak. 1:27) Interessant nok var der flere nydøbte blandt dem der blev truffet i forkyndelsen, end blandt børn af Jehovas vidner.

Hvordan kom de bibelske publikationer til brug ved møderne og i forkyndelsen ind i landet i den periode? I slutningen af 1970’erne blev tilsynet med Malawi flyttet til afdelingskontoret i Zambia fordi Zambia grænser op til Malawi, hvad Zimbabwe ikke gør. I Zambia blev der oprettet flere litteraturdepoter strategiske steder nær grænsen til Malawi. De meget få brødre der havde biler, kørte så ind i Zambia og hentede store pakker publikationer, som de smuglede ind i Malawi. Denne metode var meget effektiv fordi der ikke var ret mange vejspærringer i forbudets første år.

 Når brødrene havde fået de nødvendige bøger og blade, kunne der arrangeres møder. Der kunne naturligvis ikke være tale om at samles åbenlyst i en rigssal. I stedet mødtes brødrene i hemmelighed, ofte om natten, og uden for naboers og andre landsbyboeres hørevidde. Nogle brødre i landsbyerne havde jordstykker der tilhørte deres slægt, og som normalt lå lige uden for landsbyerne. Det var praktiske steder at mødes. Hvis en større flok mennesker gik til møde på samme tid, ville det naturligvis vække opmærksomhed, så brødrene gik i små grupper. Så snart alle var kommet, kunne mødet begynde. Det var ikke muligt at synge Rigets sange højt og klart — man måtte nøjes med at hviske. Der lød heller ikke noget begejstret bifald efter et godt foredrag — kun den dæmpede lyd af håndflader der gnides mod hinanden.

Men alle satte stor pris på den betimelige åndelige føde og følte sig forenede med deres brødre og søstre jorden over som fik del i den samme undervisning. Disse møder hjalp også  brødrene til at blive ved med at forkynde — om end med største forsigtighed.

Modige kurerer

Gennem nogen tid havde det ikke givet større problemer at få publikationerne ind i Malawi, men midt i 1980’erne ændrede situationen sig. Der begyndte at blive lavet vejspærringer i alle dele af landet. Politiet gjorde mere ud af at undersøge bilerne. Brødrene kunne ikke længere køre publikationerne hjem fra depoterne i Zambia i deres biler. Hvilke muligheder var der så?

 Man begyndte i større udstrækning at bruge cykler. Når brødrene cyklede gennem bushen, kunne de komme uden om vejspærringer og grænsekontroller. Det krævede et stort mod og en stærk tro at være kurer. Men det var helt tydeligt at kurerernes loyale tjeneste blev velsignet af Jehova Gud. Læg mærke til følgende erfaringer:

Letson Mlongoti cyklede gennem Lilongwe med en sæk blade bag på cyklen. Da han lagde mærke til at mange mennesker, deriblandt politifolk og medlemmer af Malawis Unge Pionerer, ventede langs vejene fordi præsidenten skulle komme på besøg, blev han meget nervøs. Da han kørte om et hjørne, faldt sækken af cyklen. Til hans store forskrækkelse gik den op, og bladene spredtes ud på jorden foran alle tilskuerne! Der samledes straks en flok mennesker omkring ham. Vores broder forventede det værste. Men snart gik det op for ham at de bare hjalp ham med at lægge bladene tilbage i sækken. Inden længe sad han igen på sin cykel  og takkede lettet, men lidt rystet, Jehova for at han havde blindet øjnene på politifolkene og Malawis Unge Pionerer.

Fred Lameck Gwirize skulle transportere en vigtig last bestående af breve fra menigheden. I fuld fart cyklede han ned ad en bakke nær Kasungu da han fik øje på en vejspærring bemandet med medlemmer af Ungdomsforbundet. Før han nåede hen til den, standsede han, vendte rundt og cyklede hurtigt i den modsatte retning. Medlemmerne af Ungdomsforbundet råbte til ham at han skulle standse. „Hvor skal du hen?“ råbte de. Kureren svarede: „Jeg kørte så hurtigt ned ad bakken at jeg glemte at dreje fra!“ Til hans overraskelse accepterede de hans forklaring. Han takkede Jehova for at han var blevet beskyttet.

Nogle af disse modige brødre blev dog pågrebet og kom i fængsel. De fleste af dem havde kone og børn.

En tilbagevendende „turist“

Fra og med 1987 kom Edward Finch, der var medlem af afdelingskontorets udvalg i Zambia, regelmæssigt på besøg i Malawi. Malawi var et populært turistmål, og broder Finch havde en slægtning i Blantyre, så han havde let ved at komme ind i landet på en „ferie“. Da Ed Finch som 19-årig var pioner i sit hjemland Rhodesia, havde han været med Guido Otto på nogle af hans rejser til Malawi for at fylde den hemmelige kælder i familien McLuckies hjem. Nu da broder Finch var blevet gileaduddannet missionær, fik han endnu en opgave i forbindelse med Malawi.

Hans besøg skyldtes at brødrene på afdelingskontoret i Zambia var bekymrede for om der nåede tilstrækkeligt med bibelsk læsestof frem til Malawi. Da broder Finch mødtes med landsudvalget, var brødrene meget glade for at få en udenlandsk gæst på besøg som kunne opmuntre dem og  give dem vejledning. Der blev holdt en række hemmelige møder med landsudvalget, kreds- og områdetilsynsmændene og kurererne. Alle ville med glæde gøre alt hvad de kunne, for at dække menighedernes behov. Nu fik Malawi igen regelmæssige forsendelser af publikationer fra de zambiske depoter nær grænsen til Malawi.

Broder Finch kom på mange opmuntrende „turistbesøg“ i Malawi, ofte sammen med sin kone, Linda. Han rejste på kryds og tværs i landet, ikke for at kigge på seværdigheder, men for at opmuntre og oplære så mange brødre som muligt. De brødre der førte an under forbudet, var særlig glade for hans besøg og dybt taknemmelige for den kærlighed og tålmodighed han viste når han samarbejdede med dem.

Kurererne får hjælp

Kurererne kunne naturligvis umuligt nå frem til alle Malawis menigheder på deres cykler. Derfor købte brødrene  i 1988 en lille lastvogn som blev flittigt brugt til levering af publikationerne. Chaufførerne blev godt kendt med områder hvor der var opsat vejspærringer, og blev gode til at undgå dem. Andre modige brødre stillede sig også til rådighed. Blandt dem var Victor Lulker, der tjente i den engelske menighed i Blantyre. Han løb ofte en stor personlig risiko ved om natten at transportere publikationer i sin private bil til de hemmelige depoter rundt om i landet. Før 1972 gjorde Cyril Long, der nu er i Sydafrika, en lignende indsats. Hos en venlig apoteker kunne han også købe stærkt tiltrængt medicin til nedsat pris til brødrene.

Noget der var af stor betydning i forbindelse med forsyningen af åndelig føde, var at Selskabets hovedkontor i Brooklyn gav brødrene tilladelse til at trykke blade på bibelpapir, bøger med blødt bind og studieartikler fra Vagttårnet i et særligt format der blev kaldt miniblade. Da Ed Finch i april 1989 hemmeligt mødtes med kurererne og fortalte dem om disse nye særudgaver af vores publikationer, kaldte det tårerne frem i deres øjne. De værdsatte Jehovas kærlige foranstaltninger. Nu kunne de transportere dobbelt så mange publikationer som før.

De nye publikationer var lettere at folde sammen og gemme væk. Minibladene kunne endda læses åbenlyst i offentlige transportmidler. Ingen vidste hvad det var for noget. „Den trofaste og kloge træl“ opfyldte virkelig sin opgave med at sørge for åndelig „mad i rette tid“. (Mat. 24:45-47) Disse dyrebare „madpakker“ hjalp Jehovas tjenere til at bevare deres uangribelighed trods modstand.

En ganske særlig menighed

Uheldigvis blev den lille lastvogn som Selskabet brugte, i 1990 indblandet i et trafikuheld med en politibil.  Da politiet opdagede hvad der var i lastvognen, blev de to brødre omgående arresteret og sendt i fængsel. En af dem var Lemon Kabwazi.

Da broder Kabwazi ankom til Chichirifængselet, lagde han mærke til at de ti brødre der i forvejen sad der, var i en ynkelig forfatning. „Seniorfangerne“ stjal alle tæpperne og ville ikke give brødrene lov til at holde møder. Broder Kabwazi var klar over at der måtte gøres noget. Da han fik besøg af sin kone, Chrissie, bad han hende tage noget af hans tøj med til fængselet. Det fordelte han blandt brødrene så de kunne være ordentligt klædt. Det gjorde et stort indtryk på de andre fanger. Derefter forsøgte han at blive gode venner med „seniorfangerne“. Han fortæller: „Jeg fik en broder til at købe ti kilo sukker til mig. For et kilo sukker kunne jeg så købe et tæppe.“ Samtidig „købte“ han seniorfangernes venskab, og de hindrede ikke længere brødrene i at holde møder.

Da der nu blev holdt regelmæssige møder i fængselsgården, kunne der snart dannes en menighed. Den fik navnet Hjørnemenigheden — fordi møderne blev holdt i et hjørne af fængselsgården. Efterhånden blev Hjørnemenighedens møder overværet af mere end 60 personer. Tre ældste og en menighedstjener sørgede godt for menigheden. Resultaterne udeblev ikke. Der var altid nogen „hjemme“ som man kunne tale med! Broder Kabwazi ledede fem bibelstudier i fængselet, og to af eleverne er siden blevet døbt.

En nærende kost

Hjørnemenigheden havde dog ét problem: Hvordan skulle man få publikationer til brug ved møderne ind i fængselet? Broder Kabwazi fik en idé. Han bad en broder der lige var blevet løsladt, om at komme tilbage med en  kasse madvarer. Da fængselsvagterne åbnede kassen, kunne de ikke se andet end kassavaer, der er en meget populær fødevare i Malawi. Men de havde ingen anelse om hvor „nærende“ og „sunde“ disse kassavaer var! Der var blevet skåret nogle tynde skiver ud af midten af hver kassava, og hullet var blevet fyldt med sammenrullede miniblade, dagsteksthæfter og korte afsnit af ’Ræsonnerebogen’. Efter to leverancer af denne „nærende kost“ havde brødrene alt hvad de skulle bruge ved møderne og på deres bibelstudier. Broder Kabwazi husker at de havde så mange eksemplarer af minibladene at de ikke behøvede at studere en eneste vagttårnsartikel to gange i de otte måneder han sad i fængsel.

I dag er Hjørnemenigheden heldigvis nedlagt. Jehovas folk i Malawi er ikke længere nødt til at holde møder bag fængselsmure.

Vore brødre vinder andres respekt

Angrebene på Jehovas vidner blev gradvis mere sporadiske, men indtraf dog stadig fra tid til anden. Som altid stod vore brødre fast. Dette fik mange til at begynde at vise Jehovas folk respekt.

I Mchinjiområdet sendte høvding Mzama et brev til „Guds elskede folk som bor i mit område“. Heri skrev han: „Alle de Vidner der bor i mit område, er gode mennesker. Mit område omfatter 13 landsbyer.“ Efter at have rost forkynderne for at betale deres skat, have høje moralnormer og være rene, respektfulde og flittige sluttede han: „Jeg vil tilskynde alle jer Jehovas vidner til at fortsætte med at følge jeres love.“

I begyndelsen af 1990 blev Austin Chigodi og 21 andre anholdt under et kredsstævne i Nathenje, nær Blantyre, af medlemmer af Ungdomsforbundet. Efter at have siddet i  fængsel i halvandet år blev broder Chigodi, der nu var i slutningen af halvfjerdserne løsladt. Da nogle af medlemmerne af Ungdomsforbundet så at denne ældre mand stadig var i live og trofast mod sin Gud, blev de dybt imponerede. De bad endda om at få et bibelstudium. Broder Chigodi var meget på vagt og bange for at bringe sine brødre i fare, men de unge var vedholdende. Til sidst blev der oprettet studium med nogle af dem. Flere er blevet døbt, og i dag tjener nogle få af dem endda som ældste og menighedstjenere.

En anden trofast broder, Samuel Dzaononga, udholdt fire fængselsdomme i Dzaleka på grund af sin neutrale holdning. Og i 1989, efter at han endnu en gang havde afslået at købe et partikort, blev han arresteret for femte gang. Medlemmer af Ungdomsforbundet førte ham til politiet i Salima. Til deres store overraskelse sagde den ansvarshavende betjent til dem: „Hvis I vil have denne mand sendt i fængsel en gang til, må I hellere være forberedt på at følges med ham. I ville have godt af at gennemgå det samme som denne mand har gennemgået uden nogen sinde at fornægte sin tro. Er I villige til det?“ „Nej,“ svarede de. Så tilføjede betjenten: „I så fald må I hellere føre manden tilbage til hans landsby og holde op med at genere ham. Han opgiver aldrig sin tro.“ Broder Dzaononga blev derpå ført tilbage til sin landsby. Ved ankomsten blev landsbyens øverste tilkaldt og fik besked på at han ikke måtte tillade at broderen igen blev generet. Fra da af kunne man se broder Dzaononga læse i Vagttårnet og Vågn op! og forkynde for sine naboer — ganske åbenlyst og uden frygt for at blive generet.

Uformel forkyndelse

Brødrene forkyndte uformelt under hele forbudet. Men i de perioder hvor modstanden ikke var så intens, foregik  det med større frimodighed. I begyndelsen af 1990 viste en ung kvinde, der boede i byen Ntcheu, interesse for Bibelens budskab og modtog bogen Vi lytter til den store Lærer. Hun var ikke så god til at læse, så brødrene foreslog hende at få nogen til at læse bogen højt for hende. „Men du skal finde en du kan stole på,“ sagde de advarende. På det tidspunkt havde hun sin lillebroder Simon boende. Her var der en hun kunne stole på. Mens Simon læste for sin søster, forstod han at dette var sandheden. Efter nogen tid blev der oprettet et bibelstudium med ham. „Jeg kunne selv læse i Bibelen at de sande kristne ville blive forfulgt, så jeg var klar over at Jehovas vidner har den sande tro,“ siger Simon. (2 Tim. 3:12) Simon Mangani gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt samme år, og han tjener nu på Betel i Lilongwe.

I Blantyre gav en pludselig byge uventede resultater for pioneren Beston Madeya. Han søgte ly på verandaen til en lille kirkebygning. Mens han ventede på at det skulle blive tørvejr, hørte han nogle spørge deres præst: „Kommer alle gode mennesker i himmelen?“ Det vidste præsten ikke. Broder Madeya ville gerne hjælpe dem, så han gik ind i kirken og tilbød at besvare spørgsmålet. Til hans overraskelse ville de gerne høre hvad han havde at sige. Mange flere spørgsmål fulgte, og inden længe blev der oprettet syv bibelstudier.

Skolebørnene udnyttede også deres muligheder for at forkynde. Da Dorothy Nakula skulle skrive en stil, besluttede hun at skrive om julens oprindelse. Hendes lærer blev så imponeret at han viste stilen til de andre lærere. „Hvor har du fundet oplysningerne?“ spurgte de. Resultatet blev at Dorothy afsatte 17 blade til sine lærere.

 „Kære onkel!“

Selv om Jehovas tjenere måtte udholde mange trængsler, følte de sig aldrig alene. De vidste at Jehova holdt dem oppe, og at hele det verdensomspændende brodersamfund elskede og støttede dem.

Foruden det der blev gjort på afdelingskontorerne i Rhodesia (nu Zimbabwe) og Zambia, arbejdede modne lokale brødre hårdt for at sørge for at hjorden i Malawi fik kærlig omsorg og åndelig føde. Brødrene i landsudvalget, eller personalekontoret, som det blev kaldt, spillede en vigtig rolle i denne forbindelse. Hvilken opgave havde de? Lemon Kabwazi, der i mange år tjente i landsudvalget, forklarer: „Først og fremmest var det vores ansvar at sørge for at publikationerne nåede frem til brødrene. Derfor brugte vi meget tid på at organisere og opmuntre kurererne og kredstilsynsmændene. Vi besøgte også brødre der havde været udsat for forfølgelse, for at se hvordan vi kunne hjælpe og styrke dem.“

 Opmuntrende breve og forsyninger blev sendt ud til menighederne. Det var risikabelt at bruge postvæsenet, så brødrene udviklede særlige koder og dæknavne for at undgå at angive hinanden. Breve fra landsudvalget blev blot underskrevet med „S.O.“, så hvis et brev blev opsnappet, kunne myndighederne ikke gennemskue hvad det drejede sig om. Kredstilsynsmændene var kendt under tallet på den kreds de betjente, og kredstilsynsmandsbesøg blev omtalt som „særlige uger“. Selv i dag kan man høre nogle forkyndere sige: „M-11 kommer snart og besøger os i vores særlige uge.“ Hvad blev landsudvalget kaldt? Brødre fra hele landet skrev til deres „Kære onkel“, og svarene blev sendt ud til forskellige „nevøer“ og „niecer“. Denne forsigtighed betød at kommunikationen ikke blev bremset i de mange år forbudet varede.

De ældste der tjente i landsudvalget, viste virkelig hvad det indebærer at søge Rigets interesser først. (Matt. 6:33) Nogle, som for eksempel Ellyson Njunga, Havery Khwiya, Adson Mbendera og Lemon Kabwazi, virker stadig i heltidstjenesten. Deres trofasthed har tilskyndet mange andre til at sætte Riget først i deres liv og bevare deres uangribelighed trods trængsler.

Politiske omvæltninger

Da en ny bølge af „demokratisk“ begejstring begyndte at skylle hen over det sydlige Afrika, blev også Malawi ramt. I løbet af 1992 blev der lagt et voksende internationalt pres på regeringen for at få den til at respektere menneskerettighederne. Som svar erklærede præsidenten, dr. Banda: „Enhver der tvinger folk til at købe partikort . . . overskrider Malawis kongrespartis vedtægter.“ Han tilføjede: „Dette er forkasteligt, yderst forkasteligt . . .  Jeg har aldrig bedt nogen om at gøre noget sådant.“ Dermed satte dr. Banda en stopper for noget som gennem 25 år havde resulteret i store lidelser for vore trofaste brødre i Malawi.

Derefter kunne de fleste af Jehovas Vidners møder og stævner holdes åbenlyst og i frihed. Der kom ikke længere rapporter om chikane eller forfølgelse. Der herskede i det mindste et vist mål af frihed, og brødrene udnyttede den fuldt ud. Men de var ikke forberedte på det der nu skete.

„Jehova er en vidunderlig Gud!“

Den 12. august 1993 var en mindeværdig dag for Jehovas folk i Malawi. Den dag blev forbudet, der havde varet i næsten 26 år, endelig hævet. Der gik et stykke tid før brødrene blev klar over det. Da forbudet blev indført i 1967, havde store avisoverskrifter udbasuneret alt om indgrebet mod „den farlige sekt“ — Jehovas Vidner. Nu, da forbudet blev hævet, hørtes der ikke så meget som en hvisken om det. Det var faktisk helt tilfældigt at en broder faldt over en lille notits i Government Gazette. Da nyheden efterhånden nåede ud til alle brødrene, blev de lykkelige, men de kunne ikke lade være med at være lidt skeptiske. Hvorfor? Broder Kabwazi siger: „Vi havde bedt om at forbudet en dag ville blive hævet. Men vi havde aldrig troet at det ville ske i dr. Bandas levetid.“ Han tilføjer: „Jehova er en vidunderlig Gud!“

I 1967, før forbudet blev indført, havde der været cirka 18.000 aktive forkyndere i menighederne. Hvor mange var der nu, efter 26 års ofte brutal modstand? Et nyt højdepunkt på 30.408! Vore brødres og søstres uangribelighed havde sejret over al modstand — til pris for Jehovas herlige navn!

 Jehovas vidner var ovenud lykkelige for den frihed de nu havde fået. Men de forstod også at der nu ventede et større arbejde end nogen sinde før.

En særlig kampagne

Så snart nyheden nåede afdelingskontoret i Zambia, blev Ed Finch sendt af sted til Malawi, ikke som turist, men for at hjælpe med den juridiske reorganisering af Jehovas Vidners arbejde i Malawi. Under dette besøg havde han og Linda lejlighed til at arbejde sammen med den engelske menighed i Blantyre. De fleste af menighedens forkyndere havde aldrig prøvet at forkynde fra hus til hus. Forståeligt nok var de nervøse. Men efter en lille smule overtalelse fra broder og søster Finch gik alle forkynderne ud i tjenesten, og efter et par timer vendte de tilbage for at snakke om hvad de havde oplevet. Mange af de besøgte havde lyttet ivrigt. Andre havde ønsket dem til lykke med den frihed Jehovas Vidner nu havde opnået. Herefter havde brødrene meget lettere ved at gå ud i forkyndelsen.

I første omgang viste det sig temmelig vanskeligt igen at få Jehovas Vidners arbejde registreret i Malawi. I regeringskontorerne var der ikke skygge af bevis for at Selskabet nogen sinde havde været registreret i Malawi. Så fik Ed Finch en dag øje på et sæt gamle bøger på registreringskontoret i Blantyre. Han tog fat i et bind der var mærket „W“. Det var den oprindelige registrering! Nu fik man hurtigt klaret den juridiske side af sagen. Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, et juridisk redskab som Jehovas Vidner bruger, blev registreret den 15. november 1993, og Jehovas Vidner var igen juridisk anerkendt som et trossamfund i Malawi.

 Ved slutningen af samme år havde man en særlig traktatkampagne i hele landet. Forkynderne tilbød meget aktuelt traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? på tre hovedsprog. Kampagnen tjente to formål. For det første hjalp den brødrene og søstrene til at komme i gang med at forkynde offentligt igen, og for det andet gav den offentligheden mulighed for at lære Jehovas Vidner at kende. Der blev spredt over en million traktater, og på afdelingskontoret i Zambia strømmede det ind med breve fra interesserede. Nu blev Jehova igen lovprist offentligt fra hus til hus og på gaderne i Malawi.

Arbejdet reorganiseres

Nyheden om forbudets ophævelse nåede frem til Zambia netop som den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i det sydlige Afrika blev undervist her. Det skabte stor begejstring blandt betelbrødrene og eleverne. Og to af eleverne blev glædeligt overrasket da de fik at vide at de skulle tjene i Malawi. De var de første udenlandske heltidstjenere der var blevet sendt til Malawi siden 1967. De to brødre, Andrew Bird og Karl Offermann, virker nu på Betel i Lilongwe. Bernard Mazunda fra samme klasse var den første malawier der gennemgik Skolen for Udnævnte Tjenere. Han virker nu som kredstilsynsmand sammen med nogle der er udgået fra skolens senere klasser.

I mellemtiden fortsatte brødrene på afdelingskontoret i Zambia med at tage sig af problemerne i forbindelse med reorganiseringen af arbejdet i Malawi. De opdagede snart at selv om Jehovas Vidner ikke længere var forbudt, var deres bibelske læsestof det stadig. Et meget udbytterigt møde med justitsministeren blev holdt. Han tog straks skridt til at ophæve forbudet mod Selskabets publikationer, og han tilbød  endda at hjælpe med at finde en passende byggegrund til et nyt afdelingskontor. Derfor kunne brødrene købe en dejlig, centralt beliggende grund på 12 hektarer i Lilongwe, og de er nu i gang med at bygge et nyt afdelingskontor.

Da menighederne igen begyndte at mødes åbenlyst, kunne mange glæde sig over gensynet med venner som de ikke havde set siden forbudet var blevet indført. Møderne gik over tiden, men det var der ingen der tog sig af. Nu behøvede tilhørerne ikke længere at nøjes med at gnide håndfladerne mod hinanden for at vise værdsættelse af brødrenes foredrag. I stedet blev enhver der viste sig på podiet, modtaget med et begejstret bifald. Rigets sange skulle ikke længere hviskes, men kunne nu synges højt og klart. Alles yndlingssang blev hurtigt „Vi takker dig, Jehova“.

Brødrene var imidlertid klar over at de havde brug for hjælp til at blive ført ajour med de organisationsmæssige anliggender. Menighedernes ældste tog ydmygt og ivrigt imod vejledning fra Selskabets kontor og andre særligt  oplærte brødre. Inden længe så man en hurtig forbedring af menighedernes organisering, og forkyndertallet blev ved med at stige. I tjenesteåret efter forbudets ophævelse blev der døbt 4247 nye disciple, og 88.903 overværede mindehøjtiden.

Der kommer mere hjælp

Da det rygtedes blandt brødre og søstre i hele landet at to missionærpar der havde tjent i Malawi før forbudet, ville komme tilbage, var begejstringen stor. Keith og Anne Eaton, der i de mellemliggende år havde virket i Zimbabwe, ankom den 1. februar 1995 for at hjælpe til på kontoret i Lilongwe. Senere blev Jack og Linda Johansson, der var i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo), sendt til missionærhjemmet i Blantyre. Begge par har fået deres permanente opholdstilladelse tilbage. Gensynsglæden var stor mellem disse „gamle“ missionærer og de malawiske brødre og søstre der samarbejdede med dem i tjenesten før forbudet blev indført.

I februar 1995 fik Malcolm Vigo, der nu tjener på afdelingskontoret i Nigeria, men var afdelingstilsynsmand i Malawi da forbudet blev indført,  det privilegium at besøge Malawi som landets første zonetilsynsmand i utallige år. Hans kone, Linda Louise, var med. Hvordan reagerede han? „Det var utrolig spændende og en meget stor forret. Det føltes som at komme hjem.“

I mellemtiden blev andre missionærer og kvalificerede brødre fra nærliggende afdelingskontorer også sendt til Malawi. Brevene fra interesserede strømmede ind. Der var „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. — 1 Kor. 15:58.

 „Glade lovprisere“

Man kan forestille sig hvordan de malawiske forkyndere var til mode da det i juli og august 1995 blev muligt at holde områdestævner for første gang i 28 år. Ligesom ved de fleste andre stævner i Afrika medbragte familierne al deres katundu (bagage), deriblandt tæpper, potter og pander og endda brændsel til det bål de skulle lave mad over.

Det var de færreste af stævnedeltagerne der kunne huske den sidste stævnerække, som var blevet holdt lige før forbudets indførelse. De havde enten været for unge, var blevet født efter den tid eller havde lært sandheden at kende siden da. For de fleste var dette altså deres første områdestævne. Derfor var temaet „Glade lovprisere“ ekstra aktuelt. Nogle gned sig i øjnene da de ankom til stævnepladsen, og spurgte: „Drømmer jeg?“ De var lykkelige for at kunne overvære stævneprogrammet sammen med trosfæller fra hele verden. Rundt om i landet blev der afholdt ni stævner, som i alt blev overværet af godt 77.000. Et nyt redskab til  brug i forkyndelsen, bogen Kundskab der fører til evigt liv, blev udgivet og modtaget med stor begejstring. I første omgang udkom den kun på engelsk, men til brødrenes glæde var den allerede ved at blive oversat til chichewa.

Der blev også holdt et engelsk stævne. Det var lille, men alligevel internationalt, med gæster fra Mocambique, Sydafrika, Zaire, Zambia og Zimbabwe. Interessant nok blev det holdt i Kwacha Konferencecenter i Blantyre, som dr. Banda havde ladet bygge specielt til møder for sit politiske parti. De besøgende lyttede opmærksomt da to lokale brødre, Widdas Madona og Lackson Kunje, blev interviewet om det de havde været igennem i årene med forbud. Ed Finch var også til stede, og om dette dejlige stævne fortæller han: „Hvor havde vi alle sammen bedt længe om at denne dag måtte komme! Nu flød glædestårerne ned ad kinderne på stævnedeltagerne. Vi havde tårer i øjnene og en klump i halsen da vi så Victor Lulker døbe sin datter Angeline, ikke hemmeligt i et badekar, men offentligt.“ Da stævnet sluttede med den tilskyndende sang „Vi takker dig, Jehova“, svulmede stævnedeltagernes hjerter endnu en gang, og igen løb tårerne ned ad vore kinder. Disse ni stævner vil længe blive husket af de glade lovprisere der overværede dem.

Afdelingskontoret begynder igen at fungere

Den 1. september 1995 kom kontoret i Malawi atter til at fungere som et afdelingskontor under ledelse af Det Styrende Råd. Denne gang kom kontoret til at ligge i Lilongwe. Med 542 menigheder og over 30.000 forkyndere i landet var der meget at tage fat på.

Nu kom der fart i arbejdet! De ti der i begyndelsen arbejdede på Betel, måtte løbe stærkt. Siden da er der kommet  flere betelmedarbejdere og andre brødre som frivilligt hjælper til. De der oversætter til chichewa og tumbuka, er også blevet flyttet fra Zambia og tilbage til disse sproggruppers „hjem“.

Afdelingskontoret har haft nok at gøre med at hjælpe brødrene til at klare de nye situationer der udgør en prøve på deres loyalitet, deriblandt flaghilsen, umoralitet, stofmisbrug og dårligt selskab. For at hjælpe dem man forsøger at presse til at få blodtransfusion, har man også oprettet en Hospitalinformation på afdelingskontoret.

To brødre og deres koner som var i rejsetjenesten i Sydafrika, kom i stedet til at virke i områdetjenesten i Malawi. De gør et godt stykke arbejde som er en stor hjælp for forkynderne.

For ikke så længe siden, den 20. marts 1997, skete der noget spændende. I middagsnyhederne kunne forkyndere i hele Malawi glæde sig over at høre at regeringen ville give det tidligere afdelingskontor tilbage til Selskabet. Det var blevet beslaglagt i 1967 af den daværende regering og var  blevet brugt som Malawis kongrespartis sydlige regionale hovedkontor. Men nu kom det igen på de rette ejeres hænder — efter 30 år. Det var et stort vidnesbyrd for hele landet da denne nyhed blev gentaget i hver eneste nyhedsudsendelse dagen igennem på alle hovedsprogene. Nu holder Jehovas Vidner igen regelmæssige kristne møder i bygningen.

Jehova giver vækst

Det er tydeligt for enhver at Jehova har velsignet sine tjeneres arbejde i Malawi siden forbudet blev ophævet. Mange interesserede har inviteret Jehovas vidner indenfor og taget imod læsestof og tilbudet om et gratis bibelstudium. Under et af områdestævnerne med temaet „Troen på Guds ord“ var en stor skare Jehovas vidner samlet uden for en by ved navn Namitete. En kvinde der så dem, spurgte forbløffet: „Hvor kommer alle de tusinder af mennesker fra? Det er utroligt! I har jo været forbudt så længe.“ Det hun så, rørte hendes hjerte, og hun overværede programmet. Derefter varede det ikke længe før hun begyndte at studere Bibelen.

Også nogle tidligere fjender har taget imod sandheden, og nogle har undskyldt deres handlinger under forbudet. „Vi gjorde det ikke på eget initiativ,“ sagde de. „Det var regeringen der fik os til at gøre de grusomme ting mod jer.“ Brødrene byder med glæde sådanne mennesker velkommen til møderne. Selv den tidligere minister der i 1975 tog imod vore brødre da de blev tvunget til at komme tilbage fra Mocambique, og sagde at de skulle vende tilbage til deres landsbyer og samarbejde med det regerende politiske parti, studerer Bibelen med en pioner i Lilongwe.

Ingen af forkynderne er blevet bitre. Ingen er hævntørstige. (Rom. 12:17-19) De ønsker blot at prise Jehova Gud  nu da de har friheden til det. De er ivrige efter at lære at bruge alle de redskaber der kan hjælpe dem til at blive dygtigere til at undervise. Ved at bruge bøger som Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne og Kundskab der fører til evigt liv, foruden Selskabets videofilm, hjælper de tusinder af interesserede til at begynde at studere Bibelen.

Vi ved ikke hvor længe Jehova vil lade os blive ved med at lede efter mennesker der er „ret indstillet til evigt liv“. (Apg. 13:48) Men der er tydeligvis mulighed for stor vækst i Malawi. I juni 1998 var der et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere — 42.770. Områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ blev overværet af 152.746, og højtiden til minde om Kristi død der blev holdt tidligere på året, blev overværet af 120.412.

Ja, Jehovas vidner i Malawi ser optimistisk på fremtiden. Før Jehovas dag kommer, regner de med at kunne hjælpe mange tusind flere til at få nøjagtig kundskab om Guds ord. De ser også frem til den tid hvor de kan byde slægtninge og venner tilbage fra de døde — kristne brødre og søstre der var villige til at dø i stedet for at fornægte deres dyrebare tro. De glæder sig meget til den dag Malawi vil være en del af et jordomspændende paradis hvor alle vil bo trygt, og hvor alle der elsker Jehova og tjener ham, vil kunne glæde sig over et evigt liv i fuldkommenhed.

Jehovas vidner i Malawi har gennemgået store prøver på grund af deres tro. Deres uangribelighed trods trængsler har været til opmuntring for hele det verdensomspændende brodersamfund som de er en del af. Og deres nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed både ’når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig’ er værd at efterligne. (2 Tim. 4:2) De der lærer dem at kende, kommer uvilkårligt til at føle at de i dem har fundet „Afrikas varme hjerte“.

[Kort på side 191]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ZAMBIA

Lejrene i Sinda Misale

MALAWI

Malawisøen

Lilongwe

Zomba

Blantyre

Mulanjebjerget

MOCAMBIQUE

Lejrene i Mlangeni

Lejrene i Milange

MOCAMBIQUE

 [Helsides illustration på side 148]

[Illustration på side 153]

Gresham Kwazizirah, der blev døbt i 1925

[Illustration på side 157]

Bill McLuckie på Selskabets kontor i Zomba

[Illustration på side 162]

En typisk landsby i Malawi

[Illustration på side 165]

Alex Mafambana

[Illustrationer på side 170]

Forkyndere der ankommer til et stævne nær Mulanjebjerget i 1966

 [Illustrationer på side 177]

Jehovas Vidner er blevet forbudt; porten til afdelingskontoret bliver låst

[Illustration på side 178]

Selv om Finley Mwinyeres hjem var blevet ødelagt, tænkte han først og fremmest på at styrke sine brødre

[Illustration på side 186]

Bill McLuckie og hans kone, Denise

[Illustration på side 192]

Platformen midt i lejren, hvorfra der blev givet bibelsk undervisning og anvisninger angående pligter i lejren

[Illustration på side 193]

Batson Longwe, der blev kaldt „7 til 7“

[Illustration på side 194]

Nazipoli-flygtningelejren nær Mlangeni, med huse bygget af Jehovas vidner til deres familier

[Illustrationer på side 200, 201]

Selv om forkynderne før blev fængslet for deres tro, fortsatte de med at tjene med glæde

[Illustration på side 202]

Kurerer der satte deres frihed på spil for at forsyne deres brødre med åndelig føde

[Illustration på side 204]

Ed og Linda Finch kom regelmæssigt på besøg i Malawi under forbudet

[Illustration på side 210]

Ældste der undervises i det fri

[Illustration på side 215]

Keith og Anne Eaton og Linda og Jack Johansson er glade for at være tilbage i Malawi

[Illustrationer på side 216]

Afdelingskontorets udvalg (ovenfra og nedefter): Lemon Kabwazi, Keith Eaton, Colin Carson

[Illustrationer på side 217]

Herover: Forkynderne meldte sig frivilligt og med glæde til at gøre det tidligere afdelingskontor rent da Selskabet fik det tilbage

Til højre: Brødre der henter publikationer på afdelingskontoret til menighederne

[Illustration på side 218]

Malcolm Vigo og Widdas Madona, som tjente sammen på afdelingskontoret før forbudet

[Illustration på side 220]

En stråtækt rigssal. Der er brug for rigssale til endnu 600 menigheder

 [Illustrationer på side 223]

Glade Jehovas vidner i Malawi fortsætter med at forkynde den gode nyhed om Riget