Alle: Eller “Enhver levende person”. Her henviser det græske ord psyche, der gengives med “sjæl” i nogle bibeloversættelser, til personer. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

de højere myndigheder: Dvs. de verdslige myndigheder. Det ord der her er gengivet med “myndigheder”, er flertalsformen af det græske ord exousia. De der læste i den græske Septuaginta, har muligvis været vant til at dette ord blev anvendt om riger og herredømmer. (Se Da 7:6, 14, 27; 11:5, hvor exousia forekommer som en gengivelse af hebraiske og aramæiske ord der betyder “myndighed til at herske; herredømme; magt”). I Lu 12:11 bliver det brugt i udtrykket “regeringsembedsmænd og myndigheder”. Det græske udtryk der er oversat med “højere”, er beslægtet med et ord der forekommer i 1Ti 2:2 i formuleringen “konger og alle dem der er i høje stillinger [eller “der har myndighed”, fdn.]”. I nogle sammenhænge sigter det til at være i en ledende position, at have magt og myndighed over andre, men det indeholder ikke tanken om at være “den højeste”. Det kan man se af den måde det bruges i Flp 2:3, hvor kristne tilskyndes til at sætte andre højere end sig selv, men ikke allerhøjest.

anbragt i deres relative stillinger af Gud: Bogst.: “opstillet i orden af Gud”. Dvs. med tilladelse fra Gud. Det græske ord tasso, der forekommer her, er af forskellige opslagsværker blevet defineret som det at “skabe orden i noget ved at arrangere det; anbringe i en bestemt rækkefølge; placere; opstille i orden; udnævne”. I nogle sammenhænge er det oversat med “at aftale”. (Mt 28:16; ApG 15:2; 28:23) I Lu 7:8 anvender Lukas samme græske ord i sin gengivelse af det en officer sagde: “Jeg er [eller “står; befinder mig” (en form af tasso)] selv under kommando [en form af exousia, det samme ord der i Ro 13:1-3 er oversat med “myndighed; myndigheder”] og har soldater under mig.” Denne officer havde “soldater under” sig, men var også selv underlagt nogens myndighed – altså var hans myndighed relativ. Det indikerer at det græske ord tasso ikke er begrænset til kun at betyde “at anbringe”. Det kan også indeholde tanken om nogle der er placeret i en bestemt rækkefølge, eller stilling, i forhold til andre. I mange oversættelser af Ro 13:1 bruges udtryk som “forordnet af Gud” eller “indstiftet (etableret; udnævnt) af Gud”, og det kan give læseren det indtryk at Gud aktivt indsætter verdens regeringsledere. Men på baggrund af det græske ords betydning, sammenhængen det forekommer i, og det Bibelen ellers lærer (Ord 21:1; Præ 5:8; Da 4:32; Joh 19:11), har man i Ny Verden-Oversættelsen valgt formuleringen “anbragt i deres relative stillinger af Gud”. Gud tillader at de verdslige myndigheder, som er mere eller mindre indflydelsesrige i forhold til hinanden, er i deres “relative stillinger”, men de er altid underlagt Guds egen højeste myndighed som universets øverste Hersker.

Guds ordning: “De højere myndigheder” er en del af en midlertidig ordning som Gud tillader. (Ro 13:1) Det græske udtryk der forekommer her, sigter til noget Gud har befalet eller bestemt. De verdslige myndigheder bliver for en tid brugt af Gud til at opretholde en vis ro og orden i samfundet. Men hvis ikke Gud havde tilladt disse myndigheder, ville de slet ikke eksistere. (Joh 19:11) Set fra den vinkel har de højere myndigheder en relativ rolle inden for rammen af Guds hensigt. Dengang Paulus skrev dette brev, var de højere myndigheder som havde indflydelse på de kristnes liv, primært Roms styre under kejser Nero, som herskede fra år 54 til 68 e.v.t. Det er tydeligt at Paulus var klar over at der var behov for Guds rige, og at Guds herredømme overgår alle andre styreformer. (ApG 28:31; 1Kt 15:24) Det han siger, er slet og ret at så længe Jehova tillader at de jordiske myndigheder er til, skal kristne respektere dem og acceptere dem som “Guds ordning”.

dem: Dvs. “myndighederne”.

Myndighederne er Guds tjenere: De jordiske myndigheder er Guds “tjenere” (græsk: diakonos) i en bestemt forstand. I Bibelen bliver dette græske ord nogle gange brugt om “tjenere”, altså nogle der betjener andre. (Mt 22:13; Joh 2:5, 9) Det beslægtede udsagnsord diakoneo (at tjene; at varte op; at sørge for) bruges også indimellem til at beskrive at nogle udfører forskellige tjenester for andre af personlig karakter. (Se studienote til Lu 8:3). Det er i den forstand at de verdslige myndigheder kan kaldes “tjenere”. De er Guds tjenere fordi han tillader dem for en tid. De udfører forskellige former for tjenesteydelser til gavn for samfundet og sørger dermed for at opretholde en vis ro og orden, der modvirker kaos og anarki. Desuden indeholder Bibelen flere eksempler på at verdslige myndigheder har fungeret som Guds tjenere på andre måder. For eksempel gav kong Kyros af Persien jøderne lov til at rejse ud fra Babylon og genopbygge Guds hus i Jerusalem. (Ezr 1:1-4; Esa 44:28) Den persiske kong Artaxerxes sendte Ezra afsted og sørgede for at han fik et bidrag med så huset kunne blive genopbygget, og senere gav han Nehemias tilladelse til at genopbygge Jerusalems mure. (Ezr 7:11-26; 8:25-30; Ne 2:1-8) De romerske myndigheder kom Paulus til hjælp da han blev overfaldet af en rasende folkemængde i Jerusalem, tog sig af ham efter at han havde lidt skibbrud, og lod ham bo i et lejet hus mens han var fange, indtil hans sag kunne blive ført frem for kejseren. – ApG 21:31, 32; 28:7-10, 30, 31.

sværdet: Refererer her til den ret og magt som de verdslige myndigheder har til at udmåle straf over dem der gør det onde. Når myndighederne bruger denne magt på den rigtige måde, kan det modvirke kriminalitet og sørge for en vis stabilitet i samfundet. Dog vil Gud kræve dem til regnskab for hvordan de bruger denne magt. For eksempel misbrugte kong Herodes Antipas dette symbolske sværd da han fik Johannes Døber halshugget. (Mt 14:1-12) Og kong Herodes Agrippa I overskred sin magtbeføjelse da han fik “Jakob, Johannes’ bror, henrettet med sværd”. (ApG 12:1, 2) Når verdslige myndighedspersoner prøver at få kristne til at overtræde de bud der er i Bibelen, kan man ikke sige at de fungerer som Guds tjener.

lade straffen ramme: Eller “lade vreden ramme”. Når en person overtræder en af de verdslige love som ikke er i modstrid med Guds love, vil den straf som “de der styrer”, udmåler, indirekte være et udtryk for Guds vrede mod enhver der gør det onde. – Ro 13:3.

Det er ... nødvendigt: Det græske ord der er brugt her, er anagke, og det betegner noget man skal, noget man er tvunget til. Verset viser at kristne skal adlyde kejserens love og betale skat af hensyn til deres samvittighed, og ikke fordi de frygter kejseren, der bærer “sværdet”, og derfor kan idømme og eksekvere straf. (Se studienoter til Ro 13:4). En kristen vil derfor underordne sig de jordiske regeringer så længe lovene ikke konflikter med Guds love.

offentlige tjenere: Det græske ord leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder), der forekommer her, og som er beslægtet med ordene leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgia (offentlig tjeneste), blev brugt i antikkens Grækenland og Rom til at beskrive et arbejde man udførte for staten eller de offentlige myndigheder til gavn for folket. (Disse græske ord kommer af laos, “folk”, og ergon, “arbejde”). Her bliver de verdslige myndigheder omtalt som “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) i den forstand at de sørger for tjenesteydelser der gavner folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse græske ord også ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 15:16.

udfører den opgave de har fået: Eller “vedholdende vier sig til netop dette”. De verdslige myndigheder udfører deres pligter, som beskrevet i de foregående vers, og som “Guds offentlige tjenere” sørger de for tjenesteydelser der gavner folket.

Giv: Bogst.: “Giv ... tilbage”. Det samme græske udsagnsord (apodidomi) forekommer i Mt 22:21; Mr 12:17 og Lu 20:25 i formuleringen “giv [eller “tilbagebetal”] kejseren det der er kejserens”. – Se studienote til Mt 22:21.

begå ægteskabsbrud: Se studienote til Ro 2:22.

vilde fester: Det græske ord komos forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter og altid i en negativ sammenhæng. (Ga 5:21; 1Pe 4:3) Det er blevet defineret som “drukfester der indebærer uhæmmet indtagelse af alkohol efterfulgt af en umoralsk opførsel”. I græske skrifter fra antikken blev dette ord brugt i forbindelse med løsslupne processioner hvor man festede og sang til langt ud på natten til ære for falske guder, såsom vinguden Dionysos (eller Bacchus). På apostlenes tid var det i græske byer, deriblandt byerne i Lilleasien, almindeligt udbredt med sådanne processioner og hæmningsløs opførsel. (1Pe 1:1) Peter skrev til trosfæller i de byer som før de blev kristne, “slog [sig] løs i ... ubehersket lidenskab og med overdrevet drikkeri, vilde fester, drikkeorgier og frastødende afgudsdyrkelse”. (1Pe 4:3, 4) Paulus regnede “vilde fester” med blandt “kødets gerninger” og tilføjede at de der tager del i sådan nogle handlinger, “ikke kommer til at arve Guds rige”. (Ga 5:19-21) I de vers hvor udtrykket “vilde fester” forekommer, nævner Paulus og Peter det sammen med ting som drukkenskab, umoralsk sex, seksuel umoral, urenhed, skamløs opførsel og ubehersket lidenskab.

skamløs opførsel: Eller “fræk (respektløs) opførsel”. Her bruges flertalsformen af det græske ord aselgeia. Dette græske ord bruges om handlinger som er en alvorlig overtrædelse af Guds love, og som afspejler en skamløs eller fræk og overmodig indstilling. – Se Ordforklaring.

Efterlign Herren: Bogst.: “Ifør jer”. Det græske ord der er oversat med “efterlign”, har grundbetydningen “at tage tøj på; at klæde sig på”. (Lu 15:22; ApG 12:21) Det bruges her i overført betydning om det at efterligne nogens egenskaber. Det samme græske ord bruges i Kol 3:10, 12 i formuleringerne “tag ... på” og “iføre jer”. Paulus’ tilskyndelse i Ro 13:14 indebærer at man som kristen omhyggeligt prøver at efterligne Jesus og så at sige ifører sig hans eksempel og indstilling og bestræber sig for at blive ligesom ham.