Alle: Eller “Enhver levende person”. Her henviser det græske ord psyche, der gengives med “sjæl” i nogle bibeloversættelser, til personer. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

de højere myndigheder: Dvs. de verdslige myndigheder. Det ord der her er gengivet med “myndigheder”, er flertalsformen af det græske ord exousia. De der læste i den græske Septuaginta, har muligvis været vant til at dette ord blev anvendt om riger og herredømmer. (Se Da 7:6, 14, 27; 11:5, hvor exousia forekommer som en gengivelse af hebraiske og aramæiske ord der betyder “myndighed til at herske; herredømme; magt”). I Lu 12:11 bliver det brugt i udtrykket “regeringsembedsmænd og myndigheder”. Det græske udtryk der er oversat med “højere”, er beslægtet med et ord der forekommer i 1Ti 2:2 i formuleringen “konger og alle dem der er i høje stillinger [eller “der har myndighed”, fdn.]”. I nogle sammenhænge sigter det til at være i en ledende position, at have magt og myndighed over andre, men det indeholder ikke tanken om at være “den højeste”. Det kan man se af den måde det bruges i Flp 2:3, hvor kristne tilskyndes til at sætte andre højere end sig selv, men ikke allerhøjest.

anbragt i deres relative stillinger af Gud: Bogst.: “opstillet i orden af Gud”. Dvs. med tilladelse fra Gud. Det græske ord tasso, der forekommer her, er af forskellige opslagsværker blevet defineret som det at “skabe orden i noget ved at arrangere det; anbringe i en bestemt rækkefølge; placere; opstille i orden; udnævne”. I nogle sammenhænge er det oversat med “at aftale”. (Mt 28:16; ApG 15:2; 28:23) I Lu 7:8 anvender Lukas samme græske ord i sin gengivelse af det en officer sagde: “Jeg er [eller “står; befinder mig” (en form af tasso)] selv under kommando [en form af exousia, det samme ord der i Ro 13:1-3 er oversat med “myndighed; myndigheder”] og har soldater under mig.” Denne officer havde “soldater under” sig, men var også selv underlagt nogens myndighed – altså var hans myndighed relativ. Det indikerer at det græske ord tasso ikke er begrænset til kun at betyde “at anbringe”. Det kan også indeholde tanken om nogle der er placeret i en bestemt rækkefølge, eller stilling, i forhold til andre. I mange oversættelser af Ro 13:1 bruges udtryk som “forordnet af Gud” eller “indstiftet (etableret; udnævnt) af Gud”, og det kan give læseren det indtryk at Gud aktivt indsætter verdens regeringsledere. Men på baggrund af det græske ords betydning, sammenhængen det forekommer i, og det Bibelen ellers lærer (Ord 21:1; Præ 5:8; Da 4:32; Joh 19:11), har man i Ny Verden-Oversættelsen valgt formuleringen “anbragt i deres relative stillinger af Gud”. Gud tillader at de verdslige myndigheder, som er mere eller mindre indflydelsesrige i forhold til hinanden, er i deres “relative stillinger”, men de er altid underlagt Guds egen højeste myndighed som universets øverste Hersker.

Guds ordning: “De højere myndigheder” er en del af en midlertidig ordning som Gud tillader. (Ro 13:1) Det græske udtryk der forekommer her, sigter til noget Gud har befalet eller bestemt. De verdslige myndigheder bliver for en tid brugt af Gud til at opretholde en vis ro og orden i samfundet. Men hvis ikke Gud havde tilladt disse myndigheder, ville de slet ikke eksistere. (Joh 19:11) Set fra den vinkel har de højere myndigheder en relativ rolle inden for rammen af Guds hensigt. Dengang Paulus skrev dette brev, var de højere myndigheder som havde indflydelse på de kristnes liv, primært Roms styre under kejser Nero, som herskede fra år 54 til 68 e.v.t. Det er tydeligt at Paulus var klar over at der var behov for Guds rige, og at Guds herredømme overgår alle andre styreformer. (ApG 28:31; 1Kt 15:24) Det han siger, er slet og ret at så længe Jehova tillader at de jordiske myndigheder er til, skal kristne respektere dem og acceptere dem som “Guds ordning”.

dem: Dvs. “myndighederne”.

sørgede for dem: Det græske ord diakoneo kan henvise til det at dække nogens fysiske behov ved at skaffe mad, tilberede og servere den og så videre. Det anvendes på en lignende måde i Lu 10:40 (“pligter; arbejdet”), Lu 12:37 (‘varte op’), Lu 17:8 (‘sørge for’) og ApG 6:2 (“dele mad ud”), men det kan også referere til alle andre former for tjeneste af lignende personlig karakter. Her er det en beskrivelse af hvordan de kvinder der omtales i vers 2 og 3, sørgede for Jesus og hans disciple og på den måde hjalp dem til at udføre den gerning Gud havde betroet dem. Kvinderne herliggjorde derved Gud, og Gud viste at han værdsatte det, ved at tage beretningen om deres omsorgsfulde gavmildhed med i Bibelen så alle fremtidige generationer kunne læse om den. (Ord 19:17; He 6:10) Det samme græske ord anvendes om kvinder i Mt 27:55; Mr 15:41. – Se studienote til Lu 22:26, hvor det beslægtede navneord diakonos bliver forklaret.

Myndighederne er Guds tjenere: De jordiske myndigheder er Guds “tjenere” (græsk: diakonos) i en bestemt forstand. I Bibelen bliver dette græske ord nogle gange brugt om “tjenere”, altså nogle der betjener andre. (Mt 22:13; Joh 2:5, 9) Det beslægtede udsagnsord diakoneo (at tjene; at varte op; at sørge for) bruges også indimellem til at beskrive at nogle udfører forskellige tjenester for andre af personlig karakter. (Se studienote til Lu 8:3). Det er i den forstand at de verdslige myndigheder kan kaldes “tjenere”. De er Guds tjenere fordi han tillader dem for en tid. De udfører forskellige former for tjenesteydelser til gavn for samfundet og sørger dermed for at opretholde en vis ro og orden, der modvirker kaos og anarki. Desuden indeholder Bibelen flere eksempler på at verdslige myndigheder har fungeret som Guds tjenere på andre måder. For eksempel gav kong Kyros af Persien jøderne lov til at rejse ud fra Babylon og genopbygge Guds hus i Jerusalem. (Ezr 1:1-4; Esa 44:28) Den persiske kong Artaxerxes sendte Ezra afsted og sørgede for at han fik et bidrag med så huset kunne blive genopbygget, og senere gav han Nehemias tilladelse til at genopbygge Jerusalems mure. (Ezr 7:11-26; 8:25-30; Ne 2:1-8) De romerske myndigheder kom Paulus til hjælp da han blev overfaldet af en rasende folkemængde i Jerusalem, tog sig af ham efter at han havde lidt skibbrud, og lod ham bo i et lejet hus mens han var fange, indtil hans sag kunne blive ført frem for kejseren. – ApG 21:31, 32; 28:7-10, 30, 31.

sværdet: Refererer her til den ret og magt som de verdslige myndigheder har til at udmåle straf over dem der gør det onde. Når myndighederne bruger denne magt på den rigtige måde, kan det modvirke kriminalitet og sørge for en vis stabilitet i samfundet. Dog vil Gud kræve dem til regnskab for hvordan de bruger denne magt. For eksempel misbrugte kong Herodes Antipas dette symbolske sværd da han fik Johannes Døber halshugget. (Mt 14:1-12) Og kong Herodes Agrippa I overskred sin magtbeføjelse da han fik “Jakob, Johannes’ bror, henrettet med sværd”. (ApG 12:1, 2) Når verdslige myndighedspersoner prøver at få kristne til at overtræde de bud der er i Bibelen, kan man ikke sige at de fungerer som Guds tjener.

lade straffen ramme: Eller “lade vreden ramme”. Når en person overtræder en af de verdslige love som ikke er i modstrid med Guds love, vil den straf som “de der styrer”, udmåler, indirekte være et udtryk for Guds vrede mod enhver der gør det onde. – Ro 13:3.

Det er ... nødvendigt: Det græske ord der er brugt her, er anagke, og det betegner noget man skal, noget man er tvunget til. Verset viser at kristne skal adlyde kejserens love og betale skat af hensyn til deres samvittighed, og ikke fordi de frygter kejseren, der bærer “sværdet”, og derfor kan idømme og eksekvere straf. (Se studienoter til Ro 13:4). En kristen vil derfor underordne sig de jordiske regeringer så længe lovene ikke konflikter med Guds love.

lade straffen ramme: Eller “lade vreden ramme”. Når en person overtræder en af de verdslige love som ikke er i modstrid med Guds love, vil den straf som “de der styrer”, udmåler, indirekte være et udtryk for Guds vrede mod enhver der gør det onde. – Ro 13:3.

sværdet: Refererer her til den ret og magt som de verdslige myndigheder har til at udmåle straf over dem der gør det onde. Når myndighederne bruger denne magt på den rigtige måde, kan det modvirke kriminalitet og sørge for en vis stabilitet i samfundet. Dog vil Gud kræve dem til regnskab for hvordan de bruger denne magt. For eksempel misbrugte kong Herodes Antipas dette symbolske sværd da han fik Johannes Døber halshugget. (Mt 14:1-12) Og kong Herodes Agrippa I overskred sin magtbeføjelse da han fik “Jakob, Johannes’ bror, henrettet med sværd”. (ApG 12:1, 2) Når verdslige myndighedspersoner prøver at få kristne til at overtræde de bud der er i Bibelen, kan man ikke sige at de fungerer som Guds tjener.

offentlige tjenere: Det græske ord leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder), der forekommer her, og som er beslægtet med ordene leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgia (offentlig tjeneste), blev brugt i antikkens Grækenland og Rom til at beskrive et arbejde man udførte for staten eller de offentlige myndigheder til gavn for folket. (Disse græske ord kommer af laos, “folk”, og ergon, “arbejde”). Her bliver de verdslige myndigheder omtalt som “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) i den forstand at de sørger for tjenesteydelser der gavner folket. I De Kristne Græske Skrifter bliver disse græske ord også ofte brugt i forbindelse med den tjeneste der blev udført ved templet, og den kristne forkyndelse. Eksempler på denne brug af ordet findes i studienoter til Lu 1:23; ApG 13:2; Ro 15:16.

udfører den opgave de har fået: Eller “vedholdende vier sig til netop dette”. De verdslige myndigheder udfører deres pligter, som beskrevet i de foregående vers, og som “Guds offentlige tjenere” sørger de for tjenesteydelser der gavner folket.

en tjener: Eller “en offentlig tjener”. Det græske ord leitourgos kommer af laos, “folk” og ergon, “arbejde”. Ordet blev oprindeligt brugt af antikkens grækere om en der udførte arbejde for eller tjente de civile myndigheder til gavn for folket, som regel for egen regning. Romerne havde en lignende ordning. I Bibelen henviser udtrykket som regel til en der udfører hellig tjeneste. I Septuaginta bruges det beslægtede udtryk leitourgia ofte om de “pligter” (4Mo 7:5) og den “tjeneste” (4Mo 4:28; 1Kr 6:32 [6:17, LXX]) præsterne udførte ved telthelligdommen og ved Jehovas tempel i Jerusalem. Her anvender Paulus udtrykket leitourgos om sig selv, en “apostel for nationerne” (dvs. for ikkejøder) som forkyndte Guds gode nyhed. (Ro 11:13) Denne forkyndelse ville være til stor gavn for samfundet, og især for folk fra nationerne.

tjente: Eller “offentligt tjente”. Det græske ord leitourgeo, der er brugt her, og de beslægtede ord leitourgia (offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. For eksempel bliver de verdslige myndigheder i Ro 13:6 kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører tjeneste til gavn for borgerne. I Lu 1:23 (se studienote) gengives ordet leitourgia med “hellig tjeneste” (eller “hans offentlige tjeneste”) i forbindelse med den tjeneste som Johannes Døbers far, Zakarias, udførte. Den måde ordet leitourgia og andre beslægtede udtryk bruges på i dette vers, afspejler den måde det blev brugt på i Septuaginta i forbindelse med den tjeneste som præster og levitter udførte i telthelligdommen (2Mo 28:35; 4Mo 1:50; 3:31; 8:22) og i templet (2Kr 31:2; 35:3; Joe 1:9, 13; 2:17). Den slags tjeneste indbefattede tanken om at det man gjorde, var til gavn for folket. Men nogle gange var der også tale om hellig tjeneste. For eksempel underviste levitpræsterne i Guds Lov (2Kr 15:3; Mal 2:7) og bragte ofre der dækkede folkets synder (3Mo 1:3-5; 5Mo 18:1-5). I ApG 13:2 bliver det græske ord leitourgeo brugt i en mere bred forstand og beskriver den tjeneste som kristne profeter og lærere udførte i menigheden i Antiokia i Syrien. Ordet sigter til forskellige måder at tjene og tilbede Gud på og indbefatter aspekter af kristnes gudsdyrkelse, såsom bøn, forkyndelse og undervisning. Den tjeneste som disse profeter og lærere udførte, omfattede uden tvivl også offentlig forkyndelse. – ApG 13:3.

hellig tjeneste: Eller “offentlig tjeneste”. Det græske ord leitourgia, der bruges her, og de beslægtede ord leitourgeo (at udføre offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere og romere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. I Ro 13:6 bliver de verdslige myndigheder for eksempel kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører en tjeneste der er til gavn for borgerne. Udtrykket som det bruges her af Lukas, afspejler den måde det bruges på i Septuaginta, hvor det både som udsagnsord og som navneord ofte henviser til den tempeltjeneste som præsterne og levitterne udførte. (2Mo 28:35; 4Mo 8:22) Den tjeneste der blev udført ved templet, var en offentlig tjeneste som var til gavn for folket. Men det var også en hellig tjeneste, for de levitiske præster underviste i Guds Lov og bragte ofre der dækkede folkets synder. – 2Kr 15:3; Mal 2:7.

Giv: Bogst.: “Giv ... tilbage”. Det samme græske udsagnsord (apodidomi) forekommer i Mt 22:21; Mr 12:17 og Lu 20:25 i formuleringen “giv [eller “tilbagebetal”] kejseren det der er kejserens”. – Se studienote til Mt 22:21.

giv: Eller “tilbagebetal”. Bogst.: “giv ... tilbage”. Kejseren sørgede for at der blev fremstillet mønter, så han havde ret til at kræve nogle af dem tilbage. Men kejseren havde ikke ret til at kræve at en person viede sit liv til ham. Gud er den der giver mennesker “liv og ånde og alting”. (ApG 17:25) Så det er kun Gud man kan vie sit liv og hele sit hjerte til, for han er den eneste der har ret til at kræve udelt hengivenhed.

begå ægteskabsbrud: Se studienote til Ro 2:22.

begå ægteskabsbrud: Dvs. seksuel utroskab mod ens ægtefælle. I Bibelen betegner ægteskabsbrud det at en gift person frivilligt har seksuelt samvær med en anden end sin ægtefælle. – Se også studienote til Mt 5:32, hvor udtrykket “umoralsk seksuelt forhold”, der kommer af det græske ord porneia, bliver beskrevet, og studienote til Mr 10:11.

vilde fester: Det græske ord komos forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter og altid i en negativ sammenhæng. (Ga 5:21; 1Pe 4:3) Det er blevet defineret som “drukfester der indebærer uhæmmet indtagelse af alkohol efterfulgt af en umoralsk opførsel”. I græske skrifter fra antikken blev dette ord brugt i forbindelse med løsslupne processioner hvor man festede og sang til langt ud på natten til ære for falske guder, såsom vinguden Dionysos (eller Bacchus). På apostlenes tid var det i græske byer, deriblandt byerne i Lilleasien, almindeligt udbredt med sådanne processioner og hæmningsløs opførsel. (1Pe 1:1) Peter skrev til trosfæller i de byer som før de blev kristne, “slog [sig] løs i ... ubehersket lidenskab og med overdrevet drikkeri, vilde fester, drikkeorgier og frastødende afgudsdyrkelse”. (1Pe 4:3, 4) Paulus regnede “vilde fester” med blandt “kødets gerninger” og tilføjede at de der tager del i sådan nogle handlinger, “ikke kommer til at arve Guds rige”. (Ga 5:19-21) I de vers hvor udtrykket “vilde fester” forekommer, nævner Paulus og Peter det sammen med ting som drukkenskab, umoralsk sex, seksuel umoral, urenhed, skamløs opførsel og ubehersket lidenskab.

skamløs opførsel: Eller “fræk (respektløs) opførsel”. Her bruges flertalsformen af det græske ord aselgeia. Dette græske ord bruges om handlinger som er en alvorlig overtrædelse af Guds love, og som afspejler en skamløs eller fræk og overmodig indstilling. – Se Ordforklaring.

Efterlign Herren: Bogst.: “Ifør jer”. Det græske ord der er oversat med “efterlign”, har grundbetydningen “at tage tøj på; at klæde sig på”. (Lu 15:22; ApG 12:21) Det bruges her i overført betydning om det at efterligne nogens egenskaber. Det samme græske ord bruges i Kol 3:10, 12 i formuleringerne “tag ... på” og “iføre jer”. Paulus’ tilskyndelse i Ro 13:14 indebærer at man som kristen omhyggeligt prøver at efterligne Jesus og så at sige ifører sig hans eksempel og indstilling og bestræber sig for at blive ligesom ham.