Ifølge Lukas 20:1-47

20  En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, kom de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste,  og de spurgte ham: “Fortæl os: Hvilken ret har du til at gøre det her? Og hvem har givet dig lov til det?”+  Han svarede dem: “Jeg vil også spørge jer om en ting. Fortæl mig:  Var Johannes’ dåb fra Gud* eller fra mennesker?”  De diskuterede indbyrdes og sagde: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’,* vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’  Og hvis vi svarer: ‘Fra mennesker’, vil folket, hver og en, stene os, for de er overbevist om at Johannes var en profet.”+  De svarede derfor at de ikke vidste hvor den var fra.  Jesus sagde til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.”  Så fortalte han folket denne lignelse: “En mand anlagde en vingård,+ lejede den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet i længere tid.+ 10  Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne så de kunne give ham noget af vingårdens høst. Men vinbønderne slog trællen og sendte ham tomhændet bort.+ 11  Så sendte han endnu en træl. Også ham slog og ydmygede de,* og de sendte ham tomhændet bort. 12  Så sendte han en tredje. Også ham gennembankede de og smed ud. 13  Vingårdens ejer tænkte nu: ‘Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min elskede søn.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14  Da vinbønderne fik øje på ham, sagde de til hinanden: ‘Det er arvingen. Lad os dræbe ham så vi kan få arven.’ 15  Så smed de ham ud af vingården og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem? 16  Han vil komme og slå vinbønderne ihjel og give vingården til nogle andre.” Da de hørte det, sagde de: “Det må aldrig ske!” 17  Men han så direkte på dem og sagde: “Hvad betyder så det der står skrevet: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen’?+ 18  Enhver som falder over den sten, vil blive tilintetgjort.+ Og enhver som den falder ned over, vil blive knust.” 19  De skriftlærde og de øverste præster ville gerne arrestere ham med det samme, for de var klar over at lignelsen var møntet på dem, men de var bange for folket.+ 20  Og efter at have holdt skarpt øje med ham sendte de nogle mænd som de i hemmelighed havde hyret. De skulle give sig ud for at være oprigtige for at få ham til at sige noget de kunne fange ham i,+ så de kunne overgive ham til myndighederne og i statholderens varetægt. 21  De sagde til ham: “Lærer, vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. 22  Er det tilladt* at vi betaler skat til kejseren, eller er det ikke?” 23  Men han gennemskuede deres lumske planer og sagde til dem: 24  “Vis mig en denar. Hvis billede og titel er der på den?” De svarede: “Kejserens.” 25  Han sagde til dem: “Så giv kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.”+ 26  De kunne ikke fange ham i det han sagde foran folket, så de tav, for de var forbløffet over hans svar. 27  Men nogle af saddukæerne – det er dem der siger at der ikke er nogen opstandelse+ – kom og spurgte ham:+ 28  “Lærer, Moses skrev til os: ‘Hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ikke har nogen børn, så skal hans bror gifte sig med enken og give sin døde bror efterkommere.’+ 29  Der var syv brødre. Den første tog en hustru, men døde barnløs. 30  Og den anden 31  og den tredje giftede sig med hende. Det gjorde de alle syv, og de døde uden at efterlade sig børn. 32  Til sidst døde kvinden også. 33  Hvem af dem skal så have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.” 34  Jesus sagde til dem: “De der er børn af denne verden, gifter sig og bliver giftet bort, 35  men de der er regnet for værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, gifter sig ikke og bliver ikke giftet bort.+ 36  Og de kan heller ikke dø mere, for de er som engle, og de er Guds børn, for de er opstandelsens børn. 37  Men at de døde bliver oprejst, det har også Moses vist i beretningen om tornebusken+ ved at kalde Jehova ‘Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38  Han er ikke de dødes, men de levendes Gud. De er nemlig alle levende for ham.”+ 39  Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: “Det var godt sagt, Lærer.” 40  De turde nemlig ikke længere spørge ham om noget. 41  Så spurgte han dem: “Hvordan kan det være at man siger at Kristus er Davids søn?+ 42  For David selv siger i Salmernes Bog: ‘Jehova* sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd 43  indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”’+ 44  David kalder ham altså Herre, så hvordan kan han være hans søn?” 45  Mens hele folket hørte på det, sagde han så til sine disciple: 46  “Pas på de skriftlærde som kan lide at gå rundt i lange klæder, og som elsker at man hilser på dem på torvene, og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de bedste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47  og som udnytter enkerne og tager deres ejendom,* og som for et syns skyld* beder lange bønner. De vil få en hårdere* dom.”

Fodnoter

Bogst.: “himlen”.
Bogst.: “himlen”.
Eller “vanærede de; behandlede de skammeligt”.
Eller “rigtigt; i orden”.
Bogst.: “som fortærer enkers huse”.
Eller “som et skalkeskjul”.
Eller “tungere”.

Studienoter

øverste præster: Det græske udtryk bliver oversat med “ypperstepræst” når det står i ental og henviser til den øverste præst der repræsenterede folket over for Gud. Her henviser flertalsformen til de førende mænd blandt præsterne, deriblandt tidligere ypperstepræster og muligvis overhovederne for de 24 præstelige delinger.

skriftlærde: Oprindeligt henviste ordet til afskrivere af Skrifterne, men på Jesus’ tid henviste det til de lovkyndige som underviste andre i Loven.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Mt 21:23; 26:3, 47, 57; 27:1, 41; 28:12; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

øverste præster: Se studienote til Mt 2:4.

skriftlærde: Se studienote til Mt 2:4.

ældste: Se studienote til Mt 16:21.

lignelser: Eller “illustrationer”. Det græske ord parabole, som bogstaveligt betyder “at stille ved siden af (sammen)”, kan bruges om en sammenligning, et ordsprog eller en illustration. Jesus forklarede ofte noget ved at ‘stille det ved siden af’, eller sammenligne det med, noget der minder om det. (Mr 4:30) Hans lignelser var korte og som regel opdigtede historier som man kunne drage en moralsk eller åndelig lære af.

lejede: Denne ordning var almindeligt udbredt i Israel i det første århundrede. I dette tilfælde havde ejeren gjort et stort forarbejde, og derfor var det kun rimeligt at han forventede et afkast.

lignelse: Eller “illustration”. – Se studienote til Mt 13:3.

lejede: Se studienote til Mt 21:33.

i længere tid: Kun Lukas tilføjer dette udtryk i lignelsen om de morderiske vinbønder. – Se også parallelberetningen i Mt 21:33 og Mr 12:1.

hovedhjørnestenen: Eller “den vigtigste sten”. Det hebraiske udtryk i Sl 118:22 og det græske udtryk der anvendes her, betyder bogstaveligt “hjørnets hoved”. Selvom det er blevet forstået på forskellige måder, henviser det tydeligvis til den sten der blev anbragt i det øverste hjørne af en bygning hvor to mure mødtes, med det formål at forbinde disse mure med hinanden. Jesus citerede denne profeti og anvendte den på sig selv som “hovedhjørnestenen”. Ligesom den øverste sten på en bygning har en fremtrædende plads, er Jesus Kristus den betydningsfulde topsten eller slutsten i den salvede kristne menighed, der sammenlignes med et åndeligt tempel.

hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.

kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

billede og titel: På den tid var der på forsiden af en almindelig denar et billede af den laurbærkronede romerske kejser Tiberius, der regerede fra år 14 til år 37 e.v.t., og en inskription på latin: “Kejser Tiberius Augustus, søn af den guddommelige Augustus.” – Se også Tillæg B14.

denar: Denne romerske sølvmønt som havde et billede af kejseren på den ene side, var den mønt romerne krævede at jøderne betalte skat med. (Mt 22:17, 19; Lu 20:22) Da Jesus var på jorden, fik en landarbejder almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer, og i De Kristne Græske Skrifter blev andre værdier ofte angivet i denarer. (Mt 20:2; Mr 6:37; 14:5; Åb 6:6) Der blev anvendt mange forskellige kobber- og sølvmønter i Israel, deriblandt sølvmønter der var fremstillet i Tyrus, som man betalte tempelskatten med. Men når man skulle betale skat til Rom, brugte man tydeligvis en sølvdenar, som var præget med et billede af kejseren. – Se Ordforklaring og Tillæg B14.

billede og titel: Se studienote til Mt 22:20.

giv: Eller “tilbagebetal”. Bogst.: “giv ... tilbage”. Kejseren sørgede for at der blev fremstillet mønter, så han havde ret til at kræve nogle af dem tilbage. Men kejseren havde ikke ret til at kræve at en person viede sit liv til ham. Gud er den der giver mennesker “liv og ånde og alting”. (ApG 17:25) Så det er kun Gud man kan vie sit liv og hele sit hjerte til, for han er den eneste der har ret til at kræve udelt hengivenhed.

Gud det der er Guds: Dette omfatter et menneskes helhjertede tilbedelse, helhjertede kærlighed og fuldstændige og loyale lydighed. – Mt 4:10; 22:37, 38; ApG 5:29; Ro 14:8.

giv: Se studienote til Mt 22:21.

kejseren det der er kejserens: Jesus’ svar her (og i parallelberetningerne i Mt 22:21 og Mr 12:17) er det eneste nedskrevne eksempel på at Jesus omtaler den romerske kejser. “Det der er kejserens”, indbefatter både betaling for de tjenesteydelser som de verdslige myndigheder giver, og den ære og relative underkastelse man har pligt til at vise sådanne myndigheder. – Ro 13:1-7.

Gud det der er Guds: Se studienote til Mt 22:21.

saddukæerne: Det er den eneste gang saddukæerne omtales i Lukasevangeliet. (Se Ordforklaring). Navnet (græsk: saddoukaios) kommer sandsynligvis af navnet Sadok (der ofte staves Saddouk i Septuaginta). Han blev ypperstepræst på Salomons tid, og hans efterkommere tjente åbenbart som præster i århundreder. – 1Kg 2:35.

opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om opstandelsen fra de døde. (Mt 22:23, 31; Lu 20:33; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står “Dine døde skal leve.” – Se Ordforklaring.

den anden giftede sig med hende: Hvis en mand blandt israelitterne i fortiden døde uden at have fået sønner, forventedes det at hans bror giftede sig med enken for at få børn der kunne videreføre den afdødes slægtslinje. (1Mo 38:8) Denne ordning, der senere blev en del af Moseloven, var kendt som svogerægteskab, eller leviratsægteskab. (5Mo 25:5, 6) At saddukæerne omtaler svogerægteskab, viser at det stadig var en almindelig praksis på Jesus’ tid. Loven gav rum for at en slægtning kunne nægte at indgå svogerægteskab, men hvis en mand ikke ville “føre sin brors slægt videre”, bragte han skam over sig selv. – 5Mo 25:7-10; Ru 4:7, 8.

giftede sig med hende: Se studienote til Mr 12:21.

verdensordning: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Jesus slår fast at det at tale blasfemisk mod den hellige ånd ikke vil blive tilgivet i den nuværende ugudelige verdensordning der er behersket af Satan (2Kt 4:4; Ef 2:2; Tit 2:12), og heller ikke i den kommende verdensordning under Guds styre, hvor vi kan se frem til et “evigt liv” (Lu 18:29, 30). – Se Ordforklaring.

den kommende verdensordning: Eller “tidsalder”. Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Jesus henviser her til den kommende verdensordning under Guds styre, hvor vi kan se frem til et evigt liv. Lu 18:29, 30; se Ordforklaring: “Verdensordning”.

børn: Eller “folk”. Bogst.: “sønner”. I denne sammenhæng bliver det græske ord for “søn” brugt i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. Både mænd og kvinder er indbefattet her. Det fremgår klart af brugen af det græske ord for bliver giftet bort, et udtryk som bruges om kvinder. I denne sammenhæng er hele udtrykket “børn af denne verden” åbenbart en talemåde der beskriver mennesker med en indstilling og livsstil der genspejler de karaktertræk der kendetegner denne verdensordning.

denne verden: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. I denne sammenhæng refererer det til denne verdensordning. – Se studienoter til Mt 12:32; Mr 10:30 og Ordforklaring: “Verdensordning”.

verdensordning: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Jesus slår fast at det at tale blasfemisk mod den hellige ånd ikke vil blive tilgivet i den nuværende ugudelige verdensordning der er behersket af Satan (2Kt 4:4; Ef 2:2; Tit 2:12), og heller ikke i den kommende verdensordning under Guds styre, hvor vi kan se frem til et “evigt liv” (Lu 18:29, 30). – Se Ordforklaring.

den kommende verdensordning: Eller “tidsalder”. Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Jesus henviser her til den kommende verdensordning under Guds styre, hvor vi kan se frem til et evigt liv. Lu 18:29, 30; se Ordforklaring: “Verdensordning”.

den kommende verden: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Her refererer det til den kommende verdensordning under Guds styre, når opstandelsen fra de døde finder sted. – Se studienoter til Mt 12:32; Mr 10:30 og Ordforklaring: “Verdensordning”.

børn: Eller “folk”. Bogst.: “sønner”. I denne sammenhæng bliver det græske ord for “søn” brugt i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. Både mænd og kvinder er indbefattet her. Det fremgår klart af brugen af det græske ord for bliver giftet bort, et udtryk som bruges om kvinder. I denne sammenhæng er hele udtrykket “børn af denne verden” åbenbart en talemåde der beskriver mennesker med en indstilling og livsstil der genspejler de karaktertræk der kendetegner denne verdensordning.

børn: Bogst.: “sønner”. Det græske ord for “søn” forekommer to gange i dette vers. I nogle sammenhænge bruges det i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. – Se studienote til Lu 20:34.

Moses’ bog: Det var kun Moses’ skrifter saddukæerne accepterede som inspirerede. De var modstandere af det Jesus lærte andre om opstandelsen, for de mente åbenbart ikke at der var grundlag for en sådan lære i Pentateuken. Jesus kunne have citeret mange skriftsteder, såsom Esa 26:19, Da 12:13 og Ho 13:14, for at vise at de døde ville få en opstandelse. Men fordi Jesus vidste hvilke skrifter saddukæerne anerkendte, byggede han sin argumentation på noget Jehova havde sagt gennem Moses. – 2Mo 3:2, 6.

har også Moses vist: Se studienote til Mr 12:26.

ved at kalde Jehova ‘Abrahams Gud’: Eller “når han siger: ‘Jehova, Abrahams Gud’”. Jesus forklarer her at Moses refererer til Jehova som den der fortsat var patriarkernes Gud, selv længe efter at de var døde. Citatet i dette vers er hentet fra 2Mo 3:6. De foregående vers (2Mo 3:4, 5) viser at den der taler, er “Jehova”, og i 2Mo 3:6 siger Jehova til Moses: “Jeg er din fars Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år. Alligevel sagde Jehova ikke: ‘Jeg var deres Gud.’ Han sagde: ‘Jeg er deres Gud.’ Dette eksempel fra De Hebraiske Skrifter er noget af det der ligger til grund for at Ny Verden-Oversættelsen anvender navnet Jehova i hovedteksten. – Se Tillæg C1 og C3 introduktion; Lu 20:37.

De er nemlig alle levende for ham: Eller “De er nemlig alle levende i hans øjne”. Bibelen viser at de der er levende, men som har fjernet sig fra Gud, er døde i hans øjne. (Ef. 2:1; 1Ti 5:6) På lignende måde er Guds godkendte tjenere der dør, stadig levende i Jehovas øjne fordi hans løfte om at oprejse dem helt sikkert vil gå i opfyldelse. – Ro 4:16, 17.

Jehova: Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), forekommer i den originale hebraiske tekst i Sl 110:1, som er citeret her. Men som det bliver forklaret i Tillæg A5, bruger de fleste bibeloversættelser ikke Guds navn i det der almindeligvis kaldes Det Nye Testamente, selv ikke i citater fra De Hebraiske Skrifter. I de fleste bibler står der blot “Herre”. Men som man kan se i Tillæg C, benytter nogle bibeloversættelser gengivelser som Jehova, Jahve, Jahwe, יהוה (JHWH, eller tetragrammet), HERRE og ADONAJ med store bogstaver (for at vise at det er indsat i stedet for Guds navn) i hovedteksten i De Kristne Græske Skrifter. Nogle udgaver af King James Version fra det 17. århundrede brugte gengivelsen “HERREN” med store bogstaver her og tre andre steder hvor Sl 110:1 bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. (Mt 22:44; Mr 12:36; ApG 2:34) Det fortsatte senere udgaver med at gøre. Eftersom denne oversættelse anvender “HERREN” til at vise hvor Guds navn står i De Hebraiske Skrifter, ville det at oversætterne skrev “HERREN” i De Kristne Græske Skrifter indikere at de mente at det er Jehova der bliver henvist til. Det også værd at lægge mærke til at New King James Version, som første gang blev udgivet i 1979, lader denne brug af “HERREN” omfatte alle de forekomster af ordet når det henviser til Guds navn i citater fra De Hebraiske Skrifter.

torvene: Eller “forsamlingspladserne”. Det græske ord agora henviser her til en åben plads der var et center for handel, og det sted hvor folk mødtes i byerne i oldtidens Mellemøsten og den græske og romerske verden.

forreste siddepladser: Eller “bedste siddepladser”. Synagogens forstandere og fornemme gæster sad i nærheden af skriftrullerne forrest i synagogen så hele menigheden kunne se dem. Disse ærespladser var sikkert reserveret til sådanne fornemme personer.

torvene: Se studienote til Mt 23:7.

forreste siddepladser: Se studienote til Mt 23:6.

Medieindhold

De forreste siddepladser i synagogen
De forreste siddepladser i synagogen

Animationen er delvist baseret på ruinerne af en synagoge fra det første århundrede i Gamla, en by omkring 10 km NØ for Galilæas Sø. Der findes ingen intakte synagoger fra det første århundrede, så man ved ikke nøjagtigt hvordan de så ud. Animationen viser nogle af de ting der sandsynligvis fandtes i mange synagoger på den tid.

1. De forreste, eller de bedste, siddepladser har sandsynligvis været helt henne ved taleren, og måske endda oppe på den forhøjning hvor taleren stod.

2. Den forhøjning hvorfra læreren læste op af Loven. Placeringen af forhøjningen kan have varieret fra synagoge til synagoge.

3. Siddepladserne langs væggen kan have været for dem med en vis status i samfundet. Andre har måske siddet på måtter på gulvet. Synagogen i Gamla ser ud til at have haft fire rækker med siddepladser.

4. En ark, eller en kiste, som de hellige skriftruller var opbevaret i, kan have været placeret ved bagvæggen.

Fordelingen af siddepladser i synagogen var en konstant påmindelse til dem der var til stede, om at nogle havde højere status end andre, noget der ofte blev debatteret af Jesus’ disciple. – Mt 18:1-4; 20:20, 21; Mr 9:33, 34; Lu 9:46-48.

De bedste pladser ved aftensmåltiderne
De bedste pladser ved aftensmåltiderne

I det første århundrede var det almindeligt at man lå til bords når man spiste. Man hvilede sin venstre albue på en pude og spiste med højre hånd. Ifølge den græsk-romerske tradition var der i en typisk spisestue tre sofaer rundt om et lavt spisebord. Romerne kaldte denne type spisestue for en triclinium (latinsk for et græsk ord der betyder “et rum med tre sofaer”). Traditionelt kunne der være ni personer omkring bordet, tre på hver sofa, men det blev almindeligt at bruge længere sofaer så der kunne være flere mennesker. Den plads man fik omkring spisebordet, var forbundet med en grad af ære. Den ene sofa var den mindst ærefulde (A), den anden var mere ærefuld (B), og den tredje var den mest ærefulde (C). Der var også forskel på hvilken plads man fik på sofaen. Man blev anset for at være vigtigere end ham der lå til højre for en, og mindre vigtig end ham der lå til venstre for en. Ved et formelt måltid lå værten normalt på den vigtigste plads (1) på den mindst ærefulde sofa. Ærespladsen var den tredje plads på den midterste sofa (2). Det vides ikke i hvor stor udstrækning jøderne tog denne skik til sig, men det ser ud til at Jesus henviste til den da han lærte sine tilhørere om ydmyghed.