Ifølge Lukas 20:1-47
Fodnoter
Studienoter
øverste præster: Se studienote til Mt 2:4.
skriftlærde: Se studienote til Mt 2:4.
ældste: Se studienote til Mt 16:21.
lignelse: Eller “illustration”. – Se studienote til Mt 13:3.
lejede: Se studienote til Mt 21:33.
i længere tid: Kun Lukas tilføjer dette udtryk i lignelsen om de morderiske vinbønder. – Se også parallelberetningen i Mt 21:33 og Mr 12:1.
hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.
kejseren: Se studienote til Mt 22:17.
denar: Denne romerske sølvmønt som havde et billede af kejseren på den ene side, var den mønt romerne krævede at jøderne betalte skat med. (Mt 22:17, 19; Lu 20:22) Da Jesus var på jorden, fik en landarbejder almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer, og i De Kristne Græske Skrifter blev andre værdier ofte angivet i denarer. (Mt 20:2; Mr 6:37; 14:5; Åb 6:6) Der blev anvendt mange forskellige kobber- og sølvmønter i Israel, deriblandt sølvmønter der var fremstillet i Tyrus, som man betalte tempelskatten med. Men når man skulle betale skat til Rom, brugte man tydeligvis en sølvdenar, som var præget med et billede af kejseren. – Se Ordforklaring og Tillæg B14.
billede og titel: Se studienote til Mt 22:20.
giv: Se studienote til Mt 22:21.
kejseren det der er kejserens: Jesus’ svar her (og i parallelberetningerne i Mt 22:21 og Mr 12:17) er det eneste nedskrevne eksempel på at Jesus omtaler den romerske kejser. “Det der er kejserens”, indbefatter både betaling for de tjenesteydelser som de verdslige myndigheder giver, og den ære og relative underkastelse man har pligt til at vise sådanne myndigheder. – Ro 13:1-7.
Gud det der er Guds: Se studienote til Mt 22:21.
saddukæerne: Det er den eneste gang saddukæerne omtales i Lukasevangeliet. (Se Ordforklaring). Navnet (græsk: saddoukaios) kommer sandsynligvis af navnet Sadok (der ofte staves Saddouk i Septuaginta). Han blev ypperstepræst på Salomons tid, og hans efterkommere tjente åbenbart som præster i århundreder. – 1Kg 2:35.
opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om opstandelsen fra de døde. (Mt 22:23, 31; Lu 20:33; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står “Dine døde skal leve.” – Se Ordforklaring.
giftede sig med hende: Se studienote til Mr 12:21.
børn: Eller “folk”. Bogst.: “sønner”. I denne sammenhæng bliver det græske ord for “søn” brugt i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. Både mænd og kvinder er indbefattet her. Det fremgår klart af brugen af det græske ord for bliver giftet bort, et udtryk som bruges om kvinder. I denne sammenhæng er hele udtrykket “børn af denne verden” åbenbart en talemåde der beskriver mennesker med en indstilling og livsstil der genspejler de karaktertræk der kendetegner denne verdensordning.
denne verden: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. I denne sammenhæng refererer det til denne verdensordning. – Se studienoter til Mt 12:32; Mr 10:30 og Ordforklaring: “Verdensordning”.
den kommende verden: Det græske ord aion, der har grundbetydningen “tidsalder”, kan henvise til en tingenes ordning eller til særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder. Her refererer det til den kommende verdensordning under Guds styre, når opstandelsen fra de døde finder sted. – Se studienoter til Mt 12:32; Mr 10:30 og Ordforklaring: “Verdensordning”.
børn: Bogst.: “sønner”. Det græske ord for “søn” forekommer to gange i dette vers. I nogle sammenhænge bruges det i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. – Se studienote til Lu 20:34.
har også Moses vist: Se studienote til Mr 12:26.
ved at kalde Jehova ‘Abrahams Gud’: Eller “når han siger: ‘Jehova, Abrahams Gud’”. Jesus forklarer her at Moses refererer til Jehova som den der fortsat var patriarkernes Gud, selv længe efter at de var døde. Citatet i dette vers er hentet fra 2Mo 3:6. De foregående vers (2Mo 3:4, 5) viser at den der taler, er “Jehova”, og i 2Mo 3:6 siger Jehova til Moses: “Jeg er din fars Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år. Alligevel sagde Jehova ikke: ‘Jeg var deres Gud.’ Han sagde: ‘Jeg er deres Gud.’ Dette eksempel fra De Hebraiske Skrifter er noget af det der ligger til grund for at Ny Verden-Oversættelsen anvender navnet Jehova i hovedteksten. – Se Tillæg C1 og C3 introduktion; Lu 20:37.
De er nemlig alle levende for ham: Eller “De er nemlig alle levende i hans øjne”. Bibelen viser at de der er levende, men som har fjernet sig fra Gud, er døde i hans øjne. (Ef. 2:1; 1Ti 5:6) På lignende måde er Guds godkendte tjenere der dør, stadig levende i Jehovas øjne fordi hans løfte om at oprejse dem helt sikkert vil gå i opfyldelse. – Ro 4:16, 17.
Jehova: Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), forekommer i den originale hebraiske tekst i Sl 110:1, som er citeret her. Men som det bliver forklaret i Tillæg A5, bruger de fleste bibeloversættelser ikke Guds navn i det der almindeligvis kaldes Det Nye Testamente, selv ikke i citater fra De Hebraiske Skrifter. I de fleste bibler står der blot “Herre”. Men som man kan se i Tillæg C, benytter nogle bibeloversættelser gengivelser som Jehova, Jahve, Jahwe, יהוה (JHWH, eller tetragrammet), HERRE og ADONAJ med store bogstaver (for at vise at det er indsat i stedet for Guds navn) i hovedteksten i De Kristne Græske Skrifter. Nogle udgaver af King James Version fra det 17. århundrede brugte gengivelsen “HERREN” med store bogstaver her og tre andre steder hvor Sl 110:1 bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. (Mt 22:44; Mr 12:36; ApG 2:34) Det fortsatte senere udgaver med at gøre. Eftersom denne oversættelse anvender “HERREN” til at vise hvor Guds navn står i De Hebraiske Skrifter, ville det at oversætterne skrev “HERREN” i De Kristne Græske Skrifter indikere at de mente at det er Jehova der bliver henvist til. Det også værd at lægge mærke til at New King James Version, som første gang blev udgivet i 1979, lader denne brug af “HERREN” omfatte alle de forekomster af ordet når det henviser til Guds navn i citater fra De Hebraiske Skrifter.
torvene: Se studienote til Mt 23:7.
forreste siddepladser: Se studienote til Mt 23:6.
Medieindhold
Animationen er delvist baseret på ruinerne af en synagoge fra det første århundrede i Gamla, en by omkring 10 km NØ for Galilæas Sø. Der findes ingen intakte synagoger fra det første århundrede, så man ved ikke nøjagtigt hvordan de så ud. Animationen viser nogle af de ting der sandsynligvis fandtes i mange synagoger på den tid.
1. De forreste, eller de bedste, siddepladser har sandsynligvis været helt henne ved taleren, og måske endda oppe på den forhøjning hvor taleren stod.
2. Den forhøjning hvorfra der blev læst op fra Skrifterne. Placeringen af forhøjningen kan have varieret fra synagoge til synagoge.
3. Siddepladserne langs væggen kan have været for dem med en vis status i samfundet. Andre har måske siddet på måtter på gulvet. Synagogen i Gamla ser ud til at have haft fire rækker med siddepladser.
4. En ark, eller en kiste, som de hellige skriftruller var opbevaret i, kan have været placeret ved bagvæggen.
Fordelingen af siddepladser i synagogen var en konstant påmindelse til dem der var til stede, om at nogle havde højere status end andre, noget der ofte blev debatteret af Jesus’ disciple. – Mt 18:1-4; 20:20, 21; Mr 9:33, 34; Lu 9:46-48.
I det første århundrede var det almindeligt at man lå til bords når man spiste. Man hvilede sin venstre albue på en pude og spiste med højre hånd. Ifølge den græsk-romerske tradition var der i en typisk spisestue tre sofaer rundt om et lavt spisebord. Romerne kaldte denne type spisestue for en triclinium (latinsk for et græsk ord der betyder “et rum med tre sofaer”). Traditionelt kunne der være ni personer omkring bordet, tre på hver sofa, men det blev almindeligt at bruge længere sofaer så der kunne være flere mennesker. Den plads man fik omkring spisebordet, var forbundet med en grad af ære. Den ene sofa var den mindst ærefulde (A), den anden var mere ærefuld (B), og den tredje var den mest ærefulde (C). Der var også forskel på hvilken plads man fik på sofaen. Man blev anset for at være vigtigere end ham der lå til højre for en, og mindre vigtig end ham der lå til venstre for en. Ved et formelt måltid lå værten normalt på den vigtigste plads (1) på den mindst ærefulde sofa. Ærespladsen var den tredje plads på den midterste sofa (2). Det vides ikke i hvor stor udstrækning jøderne tog denne skik til sig, men det ser ud til at Jesus henviste til den da han lærte sine tilhørere om ydmyghed.