Det at være uden stolthed og hovmod; at have en beskeden opfattelse af sit eget værd. Ydmyghed er ikke svaghed, men en sindsindstilling der har Jehovas behag.

I De Hebraiske Skrifter er ordet for „ydmyghed“ afledt af en verbalrod (‛anahʹ) der betyder „at være nedtrykt, nedbøjet“; „at blive ydmyget“, „at være i nød“. Navneord afledt af denne verbalrod oversættes med „ydmyghed“, „sagtmodighed“, „nød“ og lignende. To andre hebraiske ord der har at gøre med „ydmyghed“, er kana‛ʹ (ordr.: at undertrykke (kue) [sig selv]) og sjafelʹ (ordr.: at være el. blive lav). I De Kristne Græske Skrifter oversættes ordet tapeinofrosyʹnē med „ydmyghed“. Det er dannet af ordene tapeinoʹō, „at gøre lav; at fornedre“, og frēn, „sind“.

Man kan opdyrke ydmyghed ved at ræsonnere over sit forhold til Gud og sine medmennesker, som det er beskrevet i Bibelen, og derefter praktisere de principper man har lært. Et hebraisk ord, hithrappesʹ, der oversættes med „ydmyg dig [selv]“, betyder bogstaveligt „nedtræd dig selv“. Det er et passende udtryk for den handlemåde Ordsprogenes vise skribent tilråder: „Min søn, hvis du har stillet sikkerhed for din næste, . . . er blevet grebet af din munds ord som af en snare, . . . du er kommet i din næstes hånd: Gå, ydmyg dig [nedtræd (nedtramp) dig selv], træng ind på din næste. . . . Gør dig . . . fri.“ (Ord 6:1-5) Med andre ord: Skyd al stolthed til side, erkend dit fejltrin, få rettet forholdet og søg tilgivelse. Jesus opfordrede til at man ydmygede sig for Gud som et barn og tjente sine brødre i stedet for at søge en fremtrædende stilling. — Mt 18:4; 23:12.

Man kan også lære ydmyghed gennem en ydmygende erfaring. Jehova sagde til israelitterne at han lod dem vandre 40 år i ørkenen for at ydmyge dem og sætte dem på prøve for at få at vide hvad der boede i deres hjerte, og lade dem vide at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“. (5Mo 8:2, 3) Mange af israelitterne havde uden tvivl gavn af denne smertelige erfaring og lærte ydmyghed. (Jf. 3Mo 26:41; 2Kr 7:14; 12:6, 7.) Mennesker eller folkeslag der nægter at ydmyge sig eller at tage imod ydmygende tugt, vil før eller siden blive ydmyget. — Ord 15:32, 33; Es 2:11; 5:15.

Behager Gud. Ydmyghed har stor værdi i Jehovas øjne. Skønt han ikke skylder menneskene noget, er han i sin ufortjente godhed rede til at vise dem der ydmyger sig for ham, barmhjertighed og velvilje. Sådanne mennesker viser at de ikke stoler på sig selv eller har for høje tanker om sig selv, men ser hen til Gud og ønsker at gøre hans vilje. Som de inspirerede kristne bibelskribenter Jakob og Peter udtrykker det: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — Jak 4:6; 1Pe 5:5.

Selv de der førhen har øvet meget ondt, vil blive hørt af Jehova hvis de ydmyger sig oprigtigt for ham og bønfalder ham om barmhjertighed. Kong Manasse af Juda havde fremmet afgudsdyrkelsen i landet og derved forledt Judas og Jerusalems indbyggere til at „handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner“. Men efter at Assyriens konge med Jehovas tilladelse havde ført Manasse i fangenskab, „ydmygede [Manasse] sig meget over for sine forfædres Gud. Da han bad til ham, bønhørte han ham og hørte hans ydmyge bøn og lod ham vende tilbage til Jerusalem, til sit kongedømme. Således kom Manasse til at erkende at Jehova er den sande Gud.“ Manasse lærte altså ydmyghed. — 2Kr 33:9, 12, 13; jf. 1Kg 21:27-29.

En forudsætning for at få den rette vejledning. Et menneske der ydmyger sig for Gud, kan regne med hans ledelse og hjælp. Ezra bar et stort ansvar da han skulle føre over 1500 mænd, foruden præster, netinim-folk, kvinder og børn, tilbage til Jerusalem fra Babylon. Desuden medbragte de en stor mængde guld og sølv til templet i Jerusalem. De havde brug for beskyttelse på rejsen, men Ezra ønskede ikke at bede Persiens konge om militæreskorte og derved  vise at de stolede på menneskers magt. Desuden havde han tidligere sagt til kongen: „Vor Guds hånd hviler over alle som søger ham, til bedste for dem.“ Han udråbte derfor en faste så de alle kunne ydmyge sig for Jehova. De rådspurgte Gud, og han hørte dem og beskyttede dem mod fjendtlige baghold på vejen så de nåede sikkert frem trods den farefulde rejse. (Ezr 8:1-14, 21-32) Profeten Daniel blev i sin landflygtighed i Babylon højt begunstiget ved at Gud sendte en engel til ham med et syn fordi han havde ydmyget sig for Gud i sin søgen efter vejledning og forståelse. — Da 10:12.

Ydmyghed vil lede en person ad den rette vej og bringe ham ære, for det er Gud der ophøjer én og fornedrer en anden. (Sl 75:7) „Forud for fald er manden stolt i hjertet, men ydmyghed går forud for ære.“ (Ord 18:12; 22:4) Den der hovmodigt tragter efter ære, vil derfor falde, ligesom kong Uzzija af Juda, der blev overmodig og gik imod Loven ved at tilrane sig præsternes rettigheder. „Så snart han var blevet stærk, blev hans hjerte så hovmodigt at det førte til ødelæggelse for ham, idet han handlede troløst mod sin Gud Jehova og gik ind i Jehovas tempel for at brænde røgelse på røgelsesalteret.“ Da han blev rasende på præsterne fordi de irettesatte ham, blev han slået med spedalskhed. (2Kr 26:16-21) På grund af manglende ydmyghed kom Uzzija på afveje, og det førte til hans fald.

En hjælp i vanskelige situationer. Ydmyghed kan være en stor hjælp til at klare modgang. Hvis man er i nød, sætter ydmyghed en i stand til at holde ud og blive ved med at tjene Gud. David kom ud for mange vanskeligheder. Han blev jaget som en lovløs af kong Saul, men han beklagede sig aldrig over for Gud eller ophøjede sig over Jehovas salvede. (1Sa 26:9, 11, 23) Da han syndede mod Jehova ved at begå ægteskabsbrud med Batseba og blev strengt irettesat af Guds profet Natan, ydmygede han sig for Gud. (2Sa 12:9-23) Da en benjaminit ved navn Sjim’i senere offentligt begyndte at nedkalde ondt over David, og Abisjaj, en af Davids officerer, ville slå ham ihjel fordi han var så respektløs over for kongen, viste David ydmyghed. Han svarede Abisjaj: „Se, min egen søn som er udgået fra mit indre efterstræber min sjæl; hvor meget mere da ikke en benjaminit! . . . Måske vil Jehova se det med sit øje, og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“ (2Sa 16:5-13) Senere holdt David folketælling i modstrid med Jehovas vilje. I beretningen hedder det: „Davids hjerte slog ham efter at han havde talt folket, så David sagde til Jehova: ’Jeg har begået en stor synd ved det jeg har gjort . . . jeg har handlet meget tåbeligt.’“ (2Sa 24:1, 10) David blev straffet, men han blev ikke afsat som konge; hans ydmyghed gjorde meget til at han genvandt Jehovas gunst.

En af Guds egenskaber. Ydmyghed er også en af Jehova Guds egenskaber. Det vil ikke sige at han på nogen måde er ringere end eller underordnet andre. Hans ydmyghed viser sig ved at han handler barmhjertigt og medfølende med ydmyge syndere. At han i det hele taget beskæftiger sig med syndere og har givet sin søn som et offer for menneskenes synder, er et udtryk for hans ydmyghed. Jehova Gud har tilladt det onde i omkring 6000 år og har ladet menneskeslægten fremstå selv om dens stamfader, Adam, havde syndet. I sin ufortjente godhed viste han derved barmhjertighed mod Adams efterkommere og gav dem mulighed for at opnå evigt liv. (Ro 8:20, 21) I alt dette kommer Guds ydmyghed — foruden alle hans andre gode egenskaber — til udtryk.

Kong David forstod at denne egenskab lå bag den ufortjente godhed Gud viste ham, og han var taknemmelig for det. Efter at Jehova havde udfriet ham af hans fjenders hånd, sang han: „Da giver du mig dit frelsesskjold, og din ydmyghed gør mig stor.“ (2Sa 22:36; Sl 18:35) Skønt Jehova sidder på sin ophøjede trone i de højeste himle, kan man sige om ham: „Hvem er som Jehova vor Gud, der bor i det høje? Han nedlader sig for at se på himmel og på jord; han rejser den ringe fra støvet; han løfter den fattige fra askedyngen for at lade ham sidde hos de fornemme, hos sit folks fornemme.“ — Sl 113:5-8.

Jesu Kristi ydmyghed. Da Jesus Kristus var på jorden, satte han det største eksempel som en ydmyg tjener for Gud. Aftenen før sin død bandt han et håndklæde om sig og vaskede og tørrede sine 12 apostles fødder — et arbejde der normalt blev udført af trælle. (Joh 13:2-5, 12-17) Han havde sagt til sine disciple: „Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Mt 23:12; Lu 14:11) Apostelen Peter, der var til stede den aften, glemte ikke det gode eksempel Jesus havde sat ved at efterleve sine egne ord. Han formanede senere sine trosfæller: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden . . . Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ — 1Pe 5:5, 6.

Apostelen Paulus tilskynder de kristne til at have samme indstilling som Jesus Kristus. Han  henviser til den høje stilling Guds søn havde under sin førmenneskelige tilværelse i himmelen hos sin Fader, Jehova, og til at han beredvilligt tømte sig selv, tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Han tilføjer: „Og yderligere, da [Jesus] af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ Jesu egne ord om belønningen for ydmyghed bekræftes til fulde i hans eget tilfælde; som apostelen videre siger: „Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.“ — Flp 2:5-11.

Endnu mere enestående er det at Kristus, selv i denne ophøjede stilling hvori han udøver „al myndighed i himmelen og på jorden“ for at gennemføre Guds vilje med jorden (Mt 28:18; 6:10), også ved slutningen af tusindårsriget vil vise den samme ydmyghed. I Bibelen hedder det således: „Når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1Kor 15:28.

Jesus Kristus sagde om sig selv: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mt 11:29) Da han fremstillede sig for Jerusalems indbyggere som deres konge, opfyldte han den profeti hvori der blev sagt om ham: „Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig [el.: ydmyg] og rider på et æsel, ja et fuldvoksent hanæsel, et hunæsels føl.“ (Zak 9:9; Joh 12:12-16) Profetisk får han i sin ophøjede himmelske stilling denne befaling når han går imod Guds fjender: „I din pragt — vind sejr; drag frem for sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag.“ (Sl 45:4) De der ejer ydmyghed, kan derfor glæde sig, selv om de måske er blevet undertrykt og mishandlet af de stolte og hovmodige. De kan finde trøst i disse ord: „Søg Jehova, alle I sagtmodige [el.: ydmyge] på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed [el.: ydmyghed]. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zef 2:3.

I sit budskab til Israel før Jerusalems ødelæggelse advarede og trøstede Jehova de ydmyge ved at erklære at han trods alt ville gribe ind til gavn for dem når hans tid var inde. Han sagde: „Da vil jeg fra din midte fjerne dem der jublede hovmodigt hos dig, og du vil aldrig mere være hovmodig på mit hellige bjerg. Og jeg vil lade et sagtmodigt [el.: ydmygt] og ringestillet folk blive tilbage i din midte, og de vil søge tilflugt i Jehovas navn.“ (Zef 3:11, 12) Ydmyghed ville føre til frelse for mange, som der står skrevet: „Det nødstedte [el.: ydmyge] folk frelser du, men dine øjne er imod de stolte; du ydmyger dem.“ (2Sa 22:28) Dette er en forsikring om at kongen Jesus Kristus, som drager frem for sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag, vil frelse sit folk, der ydmyger sig for ham og for hans Fader, Jehova.

Kristne må opdyrke ydmyghed. Apostelen Paulus råder sine medkristne til at iføre sig en personlighed „som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den“, og han fortsætter: „Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.“ (Kol 3:10, 12) Han henviser til Kristi eksempel og formaner: ’Agt i ydmyghed de andre [tjenere for Gud] højere end jer selv.’ (Flp 2:3) Desuden giver han denne opfordring: „Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker.“ — Ro 12:16.

Paulus skriver noget lignende til de kristne i byen Korinth: „For skønt jeg er fri af alle, har jeg gjort mig til træl for alle for at kunne vinde desto flere. Og jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for dem der er under loven, er jeg blevet som en under loven, skønt jeg selv ikke er under loven, for at kunne vinde dem der er under loven. For dem der er uden loven, er jeg blevet som en uden loven, skønt jeg ikke er uden Guds lov men under Kristi lov, for at kunne vinde dem som er uden loven. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ (1Kor 9:19-22) At gøre dette kræver sand ydmyghed.

Virker fredsstiftende. Ydmyghed fremmer freden. Et ydmygt menneske vil ikke kæmpe mod sine kristne brødre for at gennemtvinge sine formodede personlige „rettigheder“. Apostelen Paulus påpegede at skønt han havde frihed til at gøre alt, ville han kun gøre det der var opbyggende, og hvis noget han gjorde, kunne forurolige en broders samvittighed, ville han afholde sig fra at gøre det. — Ro 14:19-21; 1Kor 8:9-13; 10:23-33.

Det kræver også ydmyghed at holde fred ved at følge Jesu råd om at tilgive dem der har syndet imod én. (Mt 6:12-15; 18:21, 22) Og hvis man har fornærmet en anden, er det en prøve på ens ydmyghed at følge befalingen om at henvende  sig til den anden for at indrømme sin fejl og bede om tilgivelse. (Mt 5:23, 24) Eller hvis den krænkede part henvender sig til en, er det kun kærlighed sammen med ydmyghed der kan få en til at erkende det urette og straks rette det. (Mt 18:15; Lu 17:3; jf. 3Mo 6:1-7.) Men de resultater en sådan ydmyghed fører til for den enkelte og for hele menigheden i form af fred, opvejer langt følelsen af ydmygelse. Desuden vil den pågældendes ydmyghed blive yderligere udviklet og styrket.

Uundværlig for enheden i menigheden. Ydmyghed hjælper kristne til at være tilfredse med det de har, og til at bevare glæden og ligevægten. Den indbyrdes afhængighed blandt medlemmerne af den kristne menighed som apostelen Paulus anskueliggør i Første Korintherbrev, kapitel 12, er baseret på lydighed, ydmyghed og underkastelse under Guds menighedsordning. Derfor siges der ikke blot: „Hvis nogen tragter efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker,“ men det understreges også at de mandlige medlemmer af menigheden ikke ærgerrigt må stræbe efter en ansvarsfuld stilling i menigheden, for eksempel som lærere, for disse „vil få en tungere dom“. — 1Ti 3:1; Jak 3:1.

Alle, både mænd og kvinder, bør underordne sig dem der fører an, og vente på Jehova i forbindelse med udnævnelser eller tildelinger af ansvar, for det er fra ham ophøjelsen kommer. (Sl 75:6, 7) Som nogle af Koras sønner, der var levitter, sagde: „Jeg har valgt at være ved tærskelen til min Guds hus frem for at færdes i ugudeligheds telte.“ (Sl 84:10) Det tager tid at opdyrke en sådan sand ydmyghed. I forbindelse med de kvalifikationer der kræves af dem som udnævnes til at føre tilsyn, siges der udtrykkeligt i Bibelen at en nyomvendt ikke bør udnævnes „for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under den dom der er fældet over Djævelen“. — 1Ti 3:6.

Falsk ydmyghed. Kristne advares mod at lade deres ydmyghed være noget overfladisk. Den der finder behag i falsk ydmyghed, kan blive „opblæst uden grund af sit kødelige sind“. Er man virkelig ydmyg, vil man ikke mene at Guds rige, eller muligheden for at komme ind i det, afhænger af hvad man spiser og drikker, eller af hvad man undlader at spise og drikke. Bibelen viser at man kan nyde eller undlade at nyde visse ting af sundhedsmæssige årsager eller på grund af samvittigheden, men hvis man mener at et godt forhold til Gud afhænger af om man spiser, drikker eller rører visse ting eller ikke gør det, eller om man overholder eller ikke overholder visse højtider, har man ikke set i øjnene at dette kun „har . . . ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet“, men er „uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse“. — Kol 2:18, 23; Ro 14:17; Ga 3:10, 11.

Falsk ydmyghed kan faktisk resultere i hovmod, for den pågældende kan være tilbøjelig til at mene at han er retfærdig i egen kraft. Han mener måske at han gør hvad han skal, og indser ikke at man ikke kan bedrage Jehova. Den der er blevet hovmodig, vil til sin tid blive ydmyget på en måde han ikke vil bryde sig om. Denne ydmygelse kan føre til hans undergang. — Ord 18:12; 29:23.