Hvad angår det at spise mad der er ofret til afguder: Det græske udtryk der er gengivet “mad der er ofret til afguder” i dette vers, forekommer også i ApG 15:29, hvor det er oversat med “det der er ofret til afguder”. Det græske udtryk har dog en bred betydning og kan indbefatte både kød fra et dyreoffer hvor det rent faktisk indgik i en religiøs ceremoni, og kød der var tilovers fra et sådant offer. Her refererer Paulus til det kød der var tilovers, og som blev solgt til dem der købte ind på et marked. (1Kt 10:25) I 1. Korinther 8 og 10 og Romerne 14 giver Paulus ikke de kristne carte blanche til at deltage i afgudsdyrkelse eller nogen som helst fest til ære for en afgud. Der er snarere tale om at Paulus blev inspireret til at give tilladelse til at man slet og ret spiste kød der var blevet solgt til befolkningen, som et almindeligt måltid. Kød fra et afgudstempel var ikke urent eller besmittet bare fordi det kom derfra. – Se studienoter til 1Kt 8:1; 10:25.

spise alt kød der bliver solgt på et marked: På et sådant “marked” (græsk: makellon) blev der ikke kun solgt kød og fisk, men også andre fødevarer. Det overskydende kød fra de forskellige templer blev solgt til købmænd som muligvis solgte det videre. Det kød der blev solgt på et marked, var ikke længere “helligt” og var lige så godt som alt andet kød. De kristne behøvede ikke at betragte kød fra sådanne templer som noget der i sig selv var forkert og besmittet. De kunne sagtens købe det, så længe blodet var løbet af på korrekt vis. – Se studienoter til 1Kt 8:1, 4.

Nu med hensyn til mad der er ofret til afguder: I det første århundrede e.v.t. bragte grækere og romere dyreofre til afguder. Dele af dyret blev anbragt på altret. Noget af dyret gik til præsterne, og noget af det kunne den der var kommet for at ofre, anvende til et måltid eller en fest. Men rester af kødet blev solgt på “et marked”. (1Kt 10:25) De kristne i Korinth havde skrevet til Paulus og spurgt om det var tilladt at spise den slags kød. (1Kt 7:1a) Under inspiration af den hellige ånd hjalp Paulus dem til at forstå at for modne kristne er “en afgud ingenting”. (1Kt 8:4) Dog frarådede han de kristne at gå ind i et afgudstempel for at spise kød. Hvis man spiste i et afgudstempel, kunne de der var åndeligt svage, få et forkert indtryk og tro at den kristne tilbad afguden. Det kunne blive en snublesten for nogle af disse svagere kristne, som måske endda kunne blive forledt til at spise kød under en ceremoni hvor der blev ofret til afguder. (1Kt 5:9, 10; 8:9, 10) Det ville være en direkte overtrædelse af det styrende råds afgørelse, som vi finder i ApG 15:28, 29. – Se studienoter til 1Kt 8:4; 10:25.

Nu med hensyn til mad der er ofret til afguder: I det første århundrede e.v.t. bragte grækere og romere dyreofre til afguder. Dele af dyret blev anbragt på altret. Noget af dyret gik til præsterne, og noget af det kunne den der var kommet for at ofre, anvende til et måltid eller en fest. Men rester af kødet blev solgt på “et marked”. (1Kt 10:25) De kristne i Korinth havde skrevet til Paulus og spurgt om det var tilladt at spise den slags kød. (1Kt 7:1a) Under inspiration af den hellige ånd hjalp Paulus dem til at forstå at for modne kristne er “en afgud ingenting”. (1Kt 8:4) Dog frarådede han de kristne at gå ind i et afgudstempel for at spise kød. Hvis man spiste i et afgudstempel, kunne de der var åndeligt svage, få et forkert indtryk og tro at den kristne tilbad afguden. Det kunne blive en snublesten for nogle af disse svagere kristne, som måske endda kunne blive forledt til at spise kød under en ceremoni hvor der blev ofret til afguder. (1Kt 5:9, 10; 8:9, 10) Det ville være en direkte overtrædelse af det styrende råds afgørelse, som vi finder i ApG 15:28, 29. – Se studienoter til 1Kt 8:4; 10:25.

spise alt kød der bliver solgt på et marked: På et sådant “marked” (græsk: makellon) blev der ikke kun solgt kød og fisk, men også andre fødevarer. Det overskydende kød fra de forskellige templer blev solgt til købmænd som muligvis solgte det videre. Det kød der blev solgt på et marked, var ikke længere “helligt” og var lige så godt som alt andet kød. De kristne behøvede ikke at betragte kød fra sådanne templer som noget der i sig selv var forkert og besmittet. De kunne sagtens købe det, så længe blodet var løbet af på korrekt vis. – Se studienoter til 1Kt 8:1, 4.

Hvad angår det at spise mad der er ofret til afguder: Det græske udtryk der er gengivet “mad der er ofret til afguder” i dette vers, forekommer også i ApG 15:29, hvor det er oversat med “det der er ofret til afguder”. Det græske udtryk har dog en bred betydning og kan indbefatte både kød fra et dyreoffer hvor det rent faktisk indgik i en religiøs ceremoni, og kød der var tilovers fra et sådant offer. Her refererer Paulus til det kød der var tilovers, og som blev solgt til dem der købte ind på et marked. (1Kt 10:25) I 1. Korinther 8 og 10 og Romerne 14 giver Paulus ikke de kristne carte blanche til at deltage i afgudsdyrkelse eller nogen som helst fest til ære for en afgud. Der er snarere tale om at Paulus blev inspireret til at give tilladelse til at man slet og ret spiste kød der var blevet solgt til befolkningen, som et almindeligt måltid. Kød fra et afgudstempel var ikke urent eller besmittet bare fordi det kom derfra. – Se studienoter til 1Kt 8:1; 10:25.

mange “guder”: I De Kristne Græske Skrifter anvendes det samme græske ord for Gud, theos (i ental, flertal, hankøn og hunkøn), uanset om det henviser til hedenske guder og gudinder eller til den sande Gud. (ApG 7:40; 14:11; 19:27, 37; Flp 3:19) Men Jehova er Den Almægtige Gud, “én Gud, Faren, der har skabt alle ting, og vi lever for ham”. (1Kt 8:6) Jehova adskiller sig selv fra falske guder ved at åbenbare sit personlige navn. Og han kræver med rette at man kun tilbeder ham. – 2Mo 20:4, 5.

én Gud: Dette udtryk er en pendant til flere udtalelser i De Hebraiske Skrifter der taler om Jehovas unikke væsen, og om at han er den eneste sande Gud. For eksempel siger Moses i 5Mo 6:4: “Jehova vores Gud er én Jehova”; og i 5Mo 32:39 citerer Moses Jehova der sagde: “Der [er] ikke ... andre guder end mig.” – Esa 43:10, 11; 44:6; 45:6; se studienote til Mr 12:29.

Jehova vores Gud er én Jehova: Eller “Jehova er vores Gud; Jehova er én”, eller “Jehova er vores Gud; der er én Jehova”. I den hebraiske tekst i 5Mo 6:4, der er citeret her, kan ordet “én” hentyde til at nogen er unik, den eneste af sin slags. Jehova er den eneste sande Gud; ingen falsk gud kan måle sig med ham. (2Sa 7:22; Sl 96:5; Esa 2:18-20) I 5. Mosebog mindede Moses israelitterne om at de kun skulle tilbede Jehova. De skulle ikke gøre som folkeslagene omkring dem, der tilbad alle mulige falske guder og gudinder. Nogle af disse guder blev betragtet som herskere over bestemte dele af naturen, og nogle var forskellige versioner af den samme guddom. Det hebraiske ord for “én” kan også indeholde tanken om enhed og ensartethed i hensigt og handling. Jehova er ikke utilregnelig, og han er heller aldrig splittet. Han er tværtimod altid den samme, altid trofast og loyal. Den samtale vi finder i Mr 12:28-34, er også nævnt i Mt 22:34-40, men det er kun Markus der har taget de indledende ord med: “Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova.” Buddet om at elske Gud kommer lige efter udtalelsen om at Jehova er én, og det indikerer at hans tilbederes kærlighed til ham også må være udelt.

samvittighed: Det græske ord syneidesis er sammensat af ordene syn (med) og eidesis (viden). Det græske udtryk betyder altså bogstaveligt “medviden” eller “det at vide noget med sig selv”. Her forklarer Paulus at selv et menneske der ikke kender noget til Guds love, har en samvittighed, dvs. en evne til at vurdere og dømme sig selv ud fra sin adfærd. Men det er kun en samvittighed der er oplært efter Guds ord, og som tager Guds vilje i betragtning, der kan vurdere tingene korrekt. Bibelen viser at det ikke er alles samvittighed der fungerer rigtigt. En person kan have en samvittighed der er meget følsom (1Kt 8:12), en samvittighed der er ufølsom (1Ti 4:2), eller en samvittighed der er uren (Tit 1:15). Paulus forklarede hvordan hans egen samvittighed fungerede, da han skrev at hans samvittighed ‘bekræftede’ noget “under den hellige ånds ledelse”. (Ro 9:1) Paulus’ mål var at “bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker”. – ApG 24:16.

samvittighed: Se studienote til Ro 2:15.