Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan får jeg et bedre forhold til min lærer?

 Lede lærere?

De fleste elever vil på et eller andet tidspunkt opleve at have en lærer der virker urimelig, alt for krævende eller bare direkte ondskabsfuld.

  • Luis på 21 fortæller: “Jeg havde en lærer som bandede hele tiden og var meget nedladende over for eleverne. Hun skulle snart på pension, så hun regnede nok ikke med at hun ville blive fyret.”

  • Melanie på 25 husker stadig hvordan hendes lærer blev ved med at køre på hende. “Hendes begrundelse for at være efter mig var at jeg ikke havde samme religion som de andre,” fortæller hun. “Hun sagde at jeg lige så godt kunne vænne mig til at blive dårligt behandlet.”

Hvis du har en lærer der er urimelig, behøver det ikke at ødelægge hele skoleåret for dig. Her er nogle idéer til hvad du kan gøre.

 Gode strategier

  • Vær fleksibel. Forskellige lærere kan have forskellige forventninger til deres elever. Prøv at finde ud af hvad din lærer forventer af dig, og gør hvad du kan for at leve op til det.

    Princip fra Bibelen: “Den vise hører efter og tager imod mere undervisning.” – Ordsprogene 1:5.

    “Jeg fandt ud af at jeg var nødt til at tilpasse mig min lærers måde at undervise på. Så jeg gjorde mit bedste for at lave opgaverne på den måde hun gerne ville have, og det hjalp rigtig meget.” – Christopher.

  • Vær respektfuld. Tal pænt til dine lærere. Lad være med at svare igen, heller ikke selvom du synes de fortjener det. Husk at det er læreren der bestemmer, ikke eleven.

    Princip fra Bibelen: “Lad altid jeres ord være venlige, krydret med salt. Så vil I kunne svare hvert enkelt menneske på den bedste måde.” – Kolossenserne 4:6.

    “Mange lærere får ikke den respekt de fortjener fra deres elever, så når du viser at du respekterer dine lærere, vil de sikkert også respektere dig.” – Ciara.

  • Vær forstående. Lærere er også mennesker. De har de samme problemer og bekymringer som alle andre. Så prøv at undgå bare at tænke ‘Min lærer er ond!’ eller ‘Min lærer hader mig!’

    Princip fra Bibelen: “Vi begår jo alle mange fejl.” – Jakob 3:2.

    “Det er hårdt at være lærer. Det må være svært at skulle holde styr på så mange børn og samtidig lære dem noget. Jeg har altid tænkt at når jeg opfører mig pænt, så er der en elev mindre hun skal være bekymret for.” – Alexis.

  • Tal med dine forældre. Dine forældre vil gerne have at du får det bedste ud af skolen, og de kan støtte dig og komme med gode råd og forslag til hvordan du kan tackle en urimelig lærer.

    Princip fra Bibelen: “Planer mislykkes når man ikke rådfører sig med hinanden.” – Ordsprogene 15:22.

    “Forældre har meget større erfaring med at løse problemer end unge har. Så lyt til deres råd. Det kan faktisk gøre en stor forskel.” – Olivia.

 Hvordan du får talt med din lærer

I nogle tilfælde kan du være nødt til at tale med din lærer om situationen, men det er ikke noget du behøver at være bange for. Prøv at lade være med at tænke på det som et opgør, men mere som en samtale mellem to personer. Måske går det lettere end du tror.

Princip fra Bibelen: “Lad os jage efter det der skaber fred.” – Romerne 14:19.

“Hvis det virker som om din lærer kun er urimelig over for dig, så spørg hende om der er noget ved dig hun er utilfreds med. Måske giver hun dig nogle forslag der kan hjælpe dig.” – Juliana.

“Det er nok bedst at du taler alene med læreren før eller efter timen om hvordan du har det. Forhåbentlig vil han eller hun være til at snakke med og respektere dig for den måde du har håndteret det på.” – Benjamin.

EN UNG FORTÆLLER

“Jeg fik hele tiden dårlige karakterer, og min lærers måde at være på gjorde det ikke nemmere for mig. Hun ødelagde nærmest mit liv, så jeg var lige ved at droppe ud af skolen.

Så spurgte jeg en anden lærer om hvad jeg skulle gøre. Han sagde: ‘Hun kender jo ikke dig særligt godt, og du kender heller ikke hende særligt godt. Du bliver simpelthen nødt til at fortælle hende at du har det svært. Måske kan det endda gøre en forskel for andre elever, der ikke tør henvende sig til hende.’

Det var bare det allersidste jeg havde lyst til! Men da jeg tænkte over hvad han havde sagt, kunne jeg godt se at han havde ret. Hvis jeg gerne ville ændre på tingene, blev jeg nødt til selv at gøre noget.

Så dagen efter henvendte jeg mig på en respektfuld måde til min lærer og sagde at jeg virkelig værdsatte undervisningen og gerne ville have mest muligt ud af den, men at jeg havde svært ved at følge med og ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Hun kom med nogle forslag til hvad jeg kunne gøre, og tilbød endda at hjælpe mig efter skoletid eller over e-mail.

Det havde jeg virkelig ikke regnet med! Den samtale gjorde at jeg fik et meget bedre forhold til min lærer, og det gjorde det sjovere at gå i skole.” – Maria.

Tip: Hvis der er en af dine lærere som du har svært ved at tackle, så prøv at se det som en forberedelse på livet som voksen. Katie på 22 siger: “Efter at du er færdig med skolen, vil du sikkert også støde på ledere som ikke altid er lige flinke. Hvis du er i stand til at tackle en besværlig lærer, så vil du også have lettere ved at tackle andre besværlige personer i fremtiden.”