Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvad kan jeg gøre for at klare mig bedre i skolen?

“Nogle af dem jeg går i klasse med, sidder bare med deres hovedtelefoner på og lytter til musik mens læreren underviser, og har ikke engang deres bøger med. Alligevel kan de ikke forstå hvorfor det går dem dårligt i skolen! Og så er der sådan nogle som mig – jeg gør mit bedste, laver alle mine lektier og får stadig dårlige karakterer. Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor det er sådan. Det er virkelig frustrerende at få en dårlig karakter efter at have brugt en hel uge på at læse lektier til langt ud på aftenen.” – Yolanda.

Har du det ligesom Yolanda? Lad os bare være ærlige: Det kan være utroligt demotiverende at få en dårlig karakter, eller måske endda flere dårlige karakterer.

Nogle af dem der ikke klarer sig godt i skolen, opgiver måske at forbedre deres karakterer. Andre dropper ligefrem ud af skolen. Selvom begge løsninger kan være fristende, er der en anden måde at løse problemet på. Her er seks ting du kan gøre for at forbedre dine karakterer.

 Hvad du kan gøre

  • Kom til alle timerne. Det virker måske indlysende, men hvis du pjækker fra timerne, vil det helt sikkert gå ud over dine karakterer.

    “På min skole var de elever der ikke gik op i deres karakterer, ofte dem der ikke kom til timerne, og de endte bare med at skabe problemer for sig selv.” – Matthew.

    Princip fra Bibelen: “Hvad et menneske sår, skal det også høste.” – Galaterne 6:7.

  • Følg godt med i timerne. Det er fint at komme til timerne, men når du er der, må du selvfølgelig også følge med. Tag gode notater. Gør hvad du kan for at forstå det din lærer siger. Hvis det er tilladt, så stil spørgsmål undervejs.

    “Jeg stiller masser af spørgsmål i timerne, for jeg synes læreren forklarer emnet bedre hvis han eller hun kan mærke at der er en elev der ikke forstår det.” – Olivia.

    Princip fra Bibelen: “Vær ... opmærksomme på hvordan I hører efter.” – Lukas 8:18.

  • Lad være med at snyde. Det er uærligt at snyde, og man kan snyde i skolen på mange måder. Man kan for eksempel skrive af efter andre eller kopiere noget andre har lavet. Men ikke nok med at det er uærligt – det hjælper heller ikke på den lange bane.

    “Hvis der er noget du ikke forstår, så lad være med at kopiere svarene fra en af de andres prøver. Du hjælper ikke ligefrem dig selv ved at snyde. I stedet for at lære hvordan du selv kan løse problemer, lærer du bare at være afhængig af andre.” – Jonathan.

    Princip fra Bibelen: “Udfør dit eget arbejde på en god måde, og så vil du have noget at være stolt af.” – Galaterne 6:4, Contemporary English Version.

  • Sørg for at få lavet lektier. Hvis det er muligt, så lav dine lektier før du laver noget andet, især inden du skal slappe af. * Ved at lave dine lektier først vil du kunne nyde din fritid endnu mere!

    “På et tidspunkt begyndte jeg at prioritere at få lavet mine lektier, og det forbedrede mine karakterer. Når jeg kom hjem, havde jeg mest lyst til at tage en lur eller høre musik. Men jeg prøvede at få lavet lektierne først og så slappe af bagefter.” – Calvin.

    Princip fra Bibelen: ‘Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste.’ – Filipperne 1:10.

  • Bed om hjælp. Vær ikke flov over at tage imod hjælp fra andre. Du kan spørge dine forældre til råds eller bede din lærer om hjælp til at forbedre dine karakterer. Det kan også være at du kan få lektiehjælp.

    “Tal med din lærer. Spørg om hjælp til at forstå det emne I har om, så du kan få bedre karakterer. Din lærer vil sikkert blive imponeret over dit mål om at blive bedre og få lyst til at hjælpe dig.” – David.

    Princip fra Bibelen: “Når der er mange rådgivere, lykkes tingene.” – Ordsprogene 15:22.

  • Udnyt alle muligheder. I nogle lande er der tillægsspørgsmål til prøverne som kan forbedre ens karakterer. Det kan også være at det er muligt at lave ekstra afleveringer eller andre opgaver i løbet af året som kan give en bedre årskarakter. Og hvis du dumper i en prøve, kan du måske spørge om at få lov til at tage den om.

    Det at forbedre sine karakterer er ligesom at lære at spille et instrument. Det er hårdt arbejde, men det er det hele værd

    “Hvis jeg gerne vil have en højere karakter i et bestemt fag, er det mig selv der skal gøre noget. Jeg spørger mine lærere om jeg kan få nogle ekstraopgaver eller tage nogle af mine prøver om for at få en bedre karakter.” – Mackenzie.

    Princip fra Bibelen: “Enhver flittig indsats fører noget godt med sig.” – Ordsprogene 14:23.