Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvorfor siger jeg altid noget dumt?

Hvorfor siger jeg altid noget dumt?

 “Nogle gange går det fint med at have kontrol over det jeg siger, men andre gange er det som om min mund bare plaprer løs uden nogen indblanding fra min hjerne!” – James.

 “Når jeg er nervøs, taler jeg før jeg tænker, og når jeg slapper af, siger jeg mere end jeg burde. Så jeg kommer faktisk altid galt afsted.” – Marie.

 Bibelen siger at ‘tungen er en ild’, og at der kun skal ‘en lille ild til for at sætte en stor skov i brand’. (Jakob 3:5, 6) Kommer du ofte til at sige noget dumt? Så kan den her artikel hjælpe dig.

 Hvorfor siger jeg noget dumt?

 Du er ufuldkommen. Bibelen siger: “Vi begår ... alle mange fejl. Den der ikke begår fejl i ord og tale, er fuldkommen.” (Jakob 3:2) Fordi vi er ufuldkomne, kommer vi let til at gøre noget dumt – også med det vi siger.

 “Fordi jeg har en ufuldkommen hjerne og mund, ville det være skørt at påstå at jeg har fuldstændig kontrol over alt hvad jeg siger.” – Anna.

 Du snakker for meget. Bibelen siger: “Den der taler meget, undgår ikke at komme galt afsted.” (Ordsprogene 10:19) Hvis man snakker for meget – og lytter for lidt – er der større risiko for at man sårer andre ved at sige noget dumt.

 “De klogeste er ikke altid dem der taler mest. Jesus er det klogeste menneske der nogensinde har levet, men nogle gange lod han være med at sige noget.” – Julia.

 Du bruger sarkasme. Bibelen siger: “Tankeløse ord er som sværdhug.” (Ordsprogene 12:18) Et eksempel på tankeløs tale er sarkasme – spydige bemærkninger man kommer med for at nedgøre andre. Folk der er sarkastiske, siger måske: “Det var jo bare for sjov!” Men at ydmyge andre bør aldrig være noget vi synes er sjovt. Bibelen siger at vi skal skille os af med “sårende ord og alt andet der gør skade”. – Efeserne 4:31.

 “Jeg elsker humor og sjov og ballade. Men det fører ofte til at jeg siger noget sarkastisk, og så kommer jeg galt afsted.” – Oksana.

Når du først har sagt noget, kan du ikke tage det tilbage – ligesom du ikke kan putte tandpasta tilbage i tuben

 Få kontrol over det du siger

 Det kan være svært at lære at få kontrol over det du siger, men Bibelens principper kan hjælpe dig. Overvej de følgende eksempler.

 “Sig det I vil sige, i jeres hjerte, ... men sig det ikke højt.” – Salme 4:4.

 Nogle gange er det bedst bare at tie stille. “De følelser jeg har når jeg er oppe at køre, er helt anderledes end når jeg er faldet ned,” siger Laura. “Bagefter er jeg som regel glad for at jeg ikke sagde det der først faldt mig ind.” Bare det at tænke sig om et øjeblik kan hjælpe en til ikke at sige noget dumt.

 “Prøver øret ikke ordene ligesom tungen smager på maden?” – Job 12:11.

 Ofte kan du undgå at komme galt afsted hvis du “prøver” det du havde tænkt dig at sige. Du kunne for eksempel sammenholde det med de her spørgsmål:

  •   Er det sandt? Er det kærligt? Er det nødvendigt? – Romerne 14:19.

  •   Hvordan ville jeg have det hvis nogen sagde det til mig? – Matthæus 7:12.

  •   Viser jeg respekt for den andens synspunkt hvis jeg siger det her? – Romerne 12:10.

  •   Er det her det rigtige sted eller tidspunkt at sige det? – Prædikeren 3:7.

 “Vær ydmyge og betragt andre som nogle der betyder mere end jer selv.” – Filipperne 2:3.

 Det råd vil hjælpe dig til at tænke positivt om andre, og det vil så hjælpe dig til at tænke før du taler. Selv hvis det er for sent og du allerede har fået sagt noget sårende, vil ydmyghed hjælpe dig til at sige undskyld – og at gøre det så hurtigt som muligt! (Matthæus 5:23, 24) Beslut dig bagefter for at blive bedre til at få kontrol over det du siger.