Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan kan Bibelen hjælpe mig? – 2. del: Gør det spændende at læse i Bibelen

“Bibelen kan virke kedelig,” siger en teenager der hedder Will, “hvis man ikke ved hvordan man skal læse den.”

Kunne du tænke dig at finde ud af hvordan man kan gøre det spændende at læse i Bibelen? Så kan den her artikel hjælpe dig.

 Gør beretningerne levende

Lev dig ind i det du læser. Du kunne gøre sådan her:

  1. Vælg en beretning fra Bibelen du godt kunne tænke dig at studere. Du kunne vælge en bestemt begivenhed eller noget fra evangelierne eller måske en af de beretninger der findes som dramatiseret bibeloplæsning på jw.org.

  2. Læs beretningen. Du kan læse den alene, eller du kan læse den højt sammen med din familie eller nogle venner. En af jer kan være fortælleren, og de andre kan læse de forskellige personers replikker.

  3. Prøv et eller flere af de følgende forslag:

    • Lav tegninger af beretningen. Eller lav et storyboard – en serie af enkle tegninger der viser et handlingsforløb. Skriv korte billedtekster der beskriver hvad der sker på hver tegning.

    • Lav diagrammer. Når du for eksempel læser om en der var loyal mod Gud, så forbind den persons egenskaber og handlinger med de velsignelser han eller hun fik.

    • Lav en reportage om beretningen. Fortæl om det der skete, fra forskellige synsvinkler, og lav interviews med hovedpersoner og øjenvidner.

    • Hvis en af personerne traf et uklogt valg, så forestil dig hvordan det ville være gået hvis personen havde truffet en god beslutning. Tag for eksempel beretningen hvor Peter fornægter Jesus. (Markus 14:66-72) Hvordan kunne Peter have tacklet presset på en bedre måde?

    • Hvis du føler dig ekstra kreativ, kan du skrive dit eget skuespil over en bibelsk beretning. Fremhæv også hvad man kan lære af beretningen. – Romerne 15:4.

      Du kan gøre beretningerne fra Bibelen levende!

 Gå i dybden

Hvis du analyserer detaljerne i en bibelsk beretning, kan du finde “skjulte skatte”. Nogle gange kan bare et enkelt ord eller to i en beretning faktisk fortælle dig rigtig meget.

Sammenlign for eksempel Matthæus 28:7 med Markus 16:7.

  • Hvorfor tog Markus den detalje med at Jesus snart ville vise sig for disciplene “og Peter”?

  • Tip: Markus var ikke selv øjenvidne til begivenhederne – det lader til at han fik sine oplysninger fra Peter.

  • Den skjulte skat: Hvorfor må det have opmuntret Peter at høre at Jesus gerne ville se ham igen? (Markus 14:66-72) Hvordan viste Jesus at han virkelig var en god ven over for Peter? Hvordan kan du efterligne Jesus og være en god ven over for andre?

Når du gør Bibelens beretninger levende og går i dybden med detaljerne, bliver det meget mere spændende at læse i Bibelen!