Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Grund over Jehovas aldrig svigtende kærlighed

Grund over Jehovas aldrig svigtende kærlighed

“Jeg grunder over hele dit værk.” – SL. 77:12.

SANGE: 18, 61

1, 2. (a) Hvorfor er du overbevist om at Jehova elsker sine tjenere? (b) Hvilket behov er alle mennesker skabt med?

HVAD overbeviser dig om at Jehova elsker sine tjenere? Inden du svarer på det spørgsmål, så overvej disse eksempler: Taylene blev gennem flere år opmuntret af trosfæller, der tilskyndede hende til ikke at stille urimelige krav til sig selv. Hun siger: “Jehova ville ikke have rådet mig så vedholdende hvis ikke han elskede mig.” Brigitte, som mistede sin mand og stod alene med to børn, fortæller: “Det at opdrage børn midt i Satans verden er nok en af de vanskeligste udfordringer man kan stå over for, ikke mindst som eneforsørger. Men jeg er overbevist om at Jehova elsker mig, for han har hjulpet mig når sorgen og tårerne har trængt sig på, og han har sørget for at jeg aldrig er blevet udsat for mere end jeg kunne udholde.” (1 Kor. 10:13) Sandra lider af en uhelbredelig sygdom. Ved et stævne viste en søster hende en særlig interesse og omsorg. Sandras mand siger: “Vi kendte ikke søsteren personligt, men hendes dybe medfølelse varmede vores hjerter. De små ting som vores brødre og søstre gør for at vise kærlighed, er med til at overbevise mig om at Jehova elsker os.”

2 Mennesker er skabt med et behov for at vise kærlighed men bestemt også for at blive vist kærlighed. Uforudsete problemer eller skuffelser, som for eksempel dårligt helbred, økonomiske problemer eller manglende resultater i forkyndelsen, kunne dog give os en følelse af at Gud ikke længere elsker os. Hvis vi har det sådan, er det vigtigt at huske at Jehova betragter os som dyrebare, og at han ‘griber vores højre hånd’ for at hjælpe os. Når vi tjener ham trofast, vil han ikke glemme os. – Es. 41:13; 49:15.

3. Hvad kan øge vores tillid til at Jehovas kærlighed aldrig svigter?

3 De brødre og søstre der blev citeret tidligere, var overbevist om at Jehova var der for dem i svære tider. Vi kan også have tillid til at han er på vores side. (Sl. 118:6, 7) I denne artikel vil vi se på fire ting der viser at Jehova elsker os, nemlig (1) skaberværket, (2) Bibelen, (3) bønnen og (4) løskøbelsen ved Kristus. Ved at grunde over alt det gode Jehova har gjort, kan vi øge vores værdsættelse af hans aldrig svigtende kærlighed. – Læs Salme 77:11, 12.

GLÆD DIG OVER JEHOVAS SKABERVÆRK

4. Hvad lærer vi når vi grunder over Jehovas skaberværk?

4 Viser skaberværket at Jehova elsker os? Ja, bestemt. Selve skabelseshandlingen var en manifestation af Guds kærlighed. (Rom. 1:20) For eksempel designede Jehova det økosystem der muliggør liv på Jorden. Men Jehovas tanke var ikke blot at vi skulle kunne overleve. Han har sørget for alt hvad vi behøver for at kunne nyde livet. Vi er nødt til at spise for at leve, men Jehova har givet os en så rig variation af føde i naturen at det er en fornøjelse at indtage et måltid! (Præd. 9:7) Skaberværket er også smukt. En søster i Canada der hedder Catherine, glæder sig især over foråret. Hun fortæller: “Det er fantastisk at se det hele komme til live igen – blomsterne der er programmeret til at poppe op af jorden, og trækfuglene der vender tilbage, som for eksempel den lillebitte kolibri der finder frem til foderbrættet uden for mit køkkenvindue. Jehova må virkelig elske os siden han har givet os så meget vi kan glæde os over.” Vores himmelske Far fryder sig over alt det han har skabt, og det ønsker han også at vi skal gøre. – Apg. 14:16, 17.

5. Hvordan kommer Jehovas kærlighed til udtryk i den måde mennesker er skabt på?

5 Jehova har også skabt os med evnen til at arbejde og glæde os over det vi udretter. (Præd. 2:24) Hans hensigt var at jorden skulle fyldes med mennesker, og at de skulle opdyrke den og tage sig af andre levende skabninger, deriblandt fuglene og fiskene. (1 Mos. 1:26-28) Vi må heller ikke glemme at Jehova i sin kærlighed har skabt os med egenskaber der sætter os i stand til at efterligne ham. – Ef. 5:1.

VÆRDSÆT GUDS INSPIREREDE ORD

6. Hvorfor bør vi have dyb værdsættelse af Guds skrevne ord?

6 Jehova har givet os sit ord, Bibelen, fordi han elsker os højt. Den indeholder alt hvad vi har behov for at vide om ham og de tanker han gør sig om mennesker. Vi kan blandt andet læse om hvordan han behandlede israelitterne, der ofte var ulydige mod ham. I Salme 78:38 står der: “Han var barmhjertig; han blev ved med at dække over misgerningen og ville ikke ødelægge. Og han trak mange gange sin vrede tilbage og lod ikke al sin forbitrelse vække.” Hvis du mediterer over dette vers, vil det hjælpe dig til at se at Jehova elsker dig og ønsker at det skal gå dig godt. Du kan være helt sikker på at han tager sig af dig. – Læs 1 Peter 5:6, 7.

7. Hvorfor bør vi sætte stor pris på Bibelen?

7 Vi bør sætte stor pris på Bibelen, for det er især gennem den at Jehova kommunikerer med os. God kommunikation mellem forældre og børn er altafgørende for at deres forhold til hinanden kan være præget af kærlighed og tillid. Sådan er det også med forholdet til vores himmelske Far, Jehova. Selvom vi aldrig har set ham eller hørt hans stemme, taler han så at sige til os gennem sit inspirerede ord. Og vi bør høre godt efter! (Es. 30:20, 21) Jehova vil gerne lede os og beskytte os, og han ønsker at vi skal kende ham og have tillid til ham. – Læs Salme 19:7-11; Ordsprogene 1:33.

Selvom Josafat måtte retledes af Jehu, havde Jehova “fundet noget godt” i ham (Se paragraf 8, 9)

8, 9. Hvad vil Jehova gerne have at vi forstår? Belys med et bibelsk eksempel.

8 Jehova vil gerne have at vi forstår at han elsker os og ser bag om situationen når vi begår fejl. Han søger efter det gode i os. (2 Krøn. 16:9) Det fremgår af eksemplet med kong Josafat af Juda. På et tidspunkt valgte Josafat uklogt at ledsage Israels kong Akab på et felttog mod aramæerne for at generobre Ramot-Gilead. Fire hundrede falske profeter forsikrede den onde Akab om at felttoget ville lykkes, hvorimod Jehovas sande profet Mikaja forudsagde et nederlag. Akab mistede livet i kampen, og Josafat undslap kun med nød og næppe. Vel tilbage i Jerusalem blev Josafat retledt af Jehova gennem Jehu fordi han havde støttet Akab. Men Jehu sagde også: “Alligevel er der fundet noget godt hos dig.” – 2 Krøn. 18:4, 5, 18-22, 33, 34; 19:1-3.

9 På et tidligere tidspunkt havde Josafat organiseret at nogle fyrster, levitter og præster skulle besøge alle Judas byer for at undervise folket i Loven. Denne kampagne var så effektiv at selv folk i de omkringliggende nationer begyndte at frygte Jehova. (2 Krøn. 17:3-10) Ja, Josafat havde begået en fejl, men Jehova var ikke blind for at han også havde gjort nogle gode ting. Denne beretning i Bibelen kan trøste os når vi kommer til at begå en fejl. Hvis vi gør vores bedste for at tjene Jehova, vil han blive ved med at elske os og huske de gode ting vi har gjort.

BETRAGT BØNNEN SOM EN GAVE

10, 11. (a) Hvorfor er bøn en helt særlig gave fra Jehova? (b) Hvordan svarer Jehova nogle gange på vores bønner? (Se indledningsbilledet).

10 En kærlig far tager sig tid til at lytte til sine børn når de har noget på hjerte. Det gør han fordi han er interesseret i hvordan de har det, og hvad de tænker på. Vores himmelske Far, Jehova, lytter også til os når vi vender os til ham i bøn. Hvor er bønnen en enestående gave!

11 Vi kan bede en bøn når som helst vi vil. Jehova er vores ven, og han er altid parat til at lytte. Taylene, der blev citeret tidligere, siger: “Du kan fortælle ham alt!” Når vi i bøn fortæller Jehova om vores dybeste tanker, svarer han os måske gennem et skriftsted, en artikel i et blad eller et opmuntrende ord fra en trosfælle. Jehova hører vores inderlige bønner og forstår os, selv når ingen andre gør. Det at han besvarer vores bønner, er et smukt udtryk for hans aldrig svigtende kærlighed.

12. Hvorfor er det godt at grunde over de bønner der findes i Bibelen? Giv et eksempel.

12 Vi kan lære meget af de bønner der findes i Bibelen. Af og til kan det derfor være en god idé at se nærmere på nogle af dem ved familiestudiet. Når vi tænker over hvordan Jehovas tjenere i fortiden gav udtryk for deres inderste følelser, kan det gøre vores egne bønner mere meningsfyldte. Studér for eksempel den ydmyge bøn Jonas bad i fiskens mave. (Jon. 1:17 – 2:10) Eller måske Salomons inderlige bøn da templet blev indviet. (1 Kong. 8:22-53) Det er også godt at grunde over Jesu ord i bønnen Fadervor. (Matt. 6:9-13) Men frem for alt: Sørg for regelmæssigt at ‘lade dine anmodninger blive gjort kendt for Gud’. Så vil ‘Guds fred, som overgår al forstand, beskytte dit hjerte og sind’, og du vil få endnu større værdsættelse af den kærlighed Jehova bliver ved med at vise dig. – Fil. 4:6, 7.

VIS TAKNEMMELIGHED FOR LØSKØBELSEN

13. Hvad har mennesker fået mulighed for på grund af løskøbelsen?

13 Løskøbelsen ved Jesus Kristus er en ufortjent gave som Jehova har givet for at ‘vi kan vinde livet’. (1 Joh. 4:9) Paulus refererede til dette unikke udtryk for Jehovas kærlighed da han skrev: “Kristus [døde] til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.” (Rom. 5:6-8) Løskøbelsen er det mest storslåede eksempel på Jehovas kærlighed, og på grund af den har mennesker mulighed for at få et nært forhold til Gud.

14, 15. Hvad betyder løskøbelsen for (a) de salvede? (b) dem der har et jordisk håb?

14 En lille gruppe kristne har gennem løskøbelsen fået en særlig mulighed for at opleve Jehovas kærlighed. (Joh. 1:12, 13; 3:5-7) De er blevet salvet med hellig ånd og er nu “Guds børn”. (Rom. 8:15, 16) Paulus forklarede at de salvede er blevet ‘givet sæde i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus’. (Ef. 2:6) De kan indtage denne åndelige stilling fordi de er blevet “beseglet med den lovede hellige ånd, som er et forskud på [deres] arv”, det vil sige deres håb om evigt liv i himlen. – Ef. 1:13, 14; Kol. 1:5.

15 Alle andre der viser tro på løskøbelsen, har mulighed for at blive Jehovas venner. De kan se frem til at blive adopteret som Guds børn og leve for evigt i Paradiset på jorden. Ved at betale løsesummen har Jehova altså vist sin kærlighed til alle mennesker. (Joh. 3:16) Hvis vi har det jordiske håb og bliver ved med at tjene Jehova trofast, kan vi være sikre på at han vil give os det bedst tænkelige liv i den nye verden. Ja, løskøbelsen er virkelig det største bevis på at Jehova elsker os, og på at hans kærlighed aldrig svigter!

GENGÆLD JEHOVAS KÆRLIGHED

16. Hvad motiveres vi til når vi grunder over den store kærlighed Jehova viser os?

16 Hvis vi skulle nævne alle de måder Jehova viser os kærlighed på, ville vi aldrig blive færdige. Salmisten David skrev: “Hvor er dine tanker mig dyrebare, Gud! Hvor må deres fulde sum være mægtig! Vil jeg tælle dem, er de talrigere end sandskornene.” (Sl. 139:17, 18) Når vi grunder over de mange ting Jehova gør for at vise at han elsker os, får vi lyst til at gengælde hans kærlighed og gøre alt hvad vi kan, for ham.

17, 18. Nævn nogle måder hvorpå vi kan vise vores kærlighed til Gud.

17 Vi kan give udtryk for vores kærlighed til Jehova på mange måder. For eksempel viser vi at vi elsker Jehova og vores medmennesker når vi er travlt optaget af at forkynde om Riget. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Vi viser også vores kærlighed til Jehova ved at forblive loyale når vores tro sættes på prøve. (Læs Salme 84:11; Jakob 1:2-5). Selv hvis vi oplever meget vanskelige prøver, kan vi være forvissede om at Gud er opmærksom på os og vil hjælpe os, for vi er dyrebare i hans øjne. – Sl. 56:8.

18 Vores kærlighed til Jehova vil få os til at grunde over det fascinerende skaberværk. Vi viser at vi elsker Jehova og værdsætter hans inspirerede ord ved ivrigt at studere Bibelen. Det er også et udtryk for kærlighed til Jehova at vi søger nær til ham i bøn. Og når vi mediterer over løskøbelsen, som betyder at vi kan få tilgivelse for vores synder, vil vi komme til at elske Jehova endnu højere. (1 Joh. 2:1, 2) Dette er blot nogle få af de måder hvorpå vi kan gengælde Jehovas aldrig svigtende kærlighed.