Apostlenes Gerninger 14:1-28

14  I Ikonion gik de sammen ind i jødernes synagoge og talte på en sådan måde at mange jøder og grækere fik tro.+  Men de jøder der ikke troede, ophidsede folk fra nationerne og vendte dem imod brødrene.+  Så de tilbragte lang tid der, og Jehova gav dem kraft til at tale frimodigt. Han bekræftede budskabet om sin ufortjente godhed ved at tillade dem at udføre mirakler* og undere.+  Men byen var splittet – nogle holdt med jøderne, og andre med apostlene.  Både folk fra nationerne og jøderne sammen med deres ledere var besluttet på at behandle dem uforskammet og hårdhændet og at stene dem.+  Så snart de hørte om det, flygtede de til Lykaonien, til byerne Lystra og Derbe og omegn.+  Der fortsatte de med at forkynde den gode nyhed.  I Lystra sad der en mand som var lam i fødderne. Han havde været krøbling siden han blev født, og havde aldrig kunnet gå.  Manden lyttede mens Paulus talte. Paulus betragtede ham og blev klar over at han havde tro så han kunne blive gjort rask,*+ 10  så han sagde med kraftig stemme: “Rejs dig op på dine fødder.” Og manden sprang op og begyndte at gå.+ 11  Da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, råbte de på lykaonisk: “Guderne er blevet som mennesker og er kommet ned til os!”+ 12  Og de begyndte at kalde Barnabas for Zeus og Paulus for Hermes, for det var ham der førte ordet. 13  Og præsten ved Zeustemplet, der lå ved indgangen til byen,* kom hen til portene med tyre og kranse og ville bringe ofre sammen med folkeskarerne. 14  Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres tøj og løb ind midt i folkemængden og råbte: 15  “Mænd, hvad er det I gør? Vi er også mennesker med de samme svagheder som jer.+ Og vi forkynder den gode nyhed for jer så I kan vende jer fra disse tomme ting og tilbede den levende Gud,+ som har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.+ 16  I tidligere tider har han tilladt alle nationerne at gøre hvad de ville,+ 17  og alligevel har han vist hvem han er,+ ved at gøre godt, ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider,+ ved at give jer rigeligt med mad og fylde jeres hjerter med glæde.”+ 18  Til trods for det de havde sagt, kunne de næsten ikke forhindre de mange mennesker i at bringe ofre til dem. 19  Men der kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion og overtalte folkeskarerne,+ og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, for de troede at han var død.+ 20  Men da disciplene stillede sig i en kreds om ham, rejste han sig og gik ind i byen. Næste dag tog han sammen med Barnabas afsted til Derbe.+ 21  Efter at have forkyndt den gode nyhed i den by og gjort adskillige til disciple vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia. 22  Der styrkede de disciplene+ og opmuntrede dem til at holde fast ved troen og sagde: “Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.”+ 23  Desuden udnævnte de ældste for dem i hver menighed+ efter at have bedt og fastet,+ og de overgav dem til Jehova, som de havde fået tro på. 24  Så rejste de gennem Pisidien og kom til Pamfylien,+ 25  og efter at de havde forkyndt ordet i Perge, tog de ned til Attalia. 26  Derfra sejlede de til Antiokia, hvor man havde bedt Gud om at vise dem ufortjent godhed så de kunne klare det arbejde de nu havde fuldført.+ 27  Da de var ankommet og havde samlet menigheden, fortalte de om de mange ting Gud havde udrettet gennem dem, og at han havde gjort det muligt for nationerne at tage imod troen.+ 28  De var så sammen med disciplene i længere tid.

Fodnoter

Bogst.: “tegn”.
Eller “så han kunne blive reddet”.
Eller “Og præsten ved Zeustemplet, der lå foran byen”. Bogst.: “Og præsten for den Zeus der var foran byen”.

Studienoter

dem: Eller “deres sjæle”. – Se Tillæg A2 og Ordforklaring: “Sjæl”.

Jehova gav dem kraft til at tale frimodigt: Bogst.: “de forkyndte med frimodighed på Herren”. (Se Tillæg C). Ud fra sammenhængen i ApG 14:3 kan man udlede at forholdsordet epi (“på”) beskriver årsagen til, eller grundlaget for, at disciplene talte frimodigt. Resten af verset viser at Gud bekræftede, eller gav vidnesbyrd om, at det de forkyndte, virkelig var hans ord, og at han godkendte og støttede det de gjorde. (Se også ApG 4:29-31). Det græske udtryk for “på Herren” findes også i Septuaginta i udtryk hvor tetragrammet står i den hebraiske grundtekst. (Sl 31:6 [30:7, LXX]; Jer 17:7) I tråd med dette mener nogle at udtrykket også indeholder tanken om at tale “i tillid til Jehova”. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 14:3.

og undere: Eller “og give varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

Zeus: Se Ordforklaring.

Hermes: En græsk gud som man mente var gudernes sendebud og søn af Zeus. Han blev anset for at være de mytologiske heltes kloge rådgiver og blev betragtet som guden for handel, veltalenhed, idræt, søvn og drømme. Fordi Paulus førte ordet, troede indbyggerne i den romerske by Lystra at Paulus i virkeligheden var guden Hermes. Interessant nok er flere ord i Bibelens grundtekst relateret til navnet Hermes, og de bruges om det at oversætte eller forklare noget. (Eksempler på dette er det græske udsagnsord hermeneuo, der bliver gengivet med “oversættes” i Joh 1:42 og med “betyder” i He 7:2. I 1Kt 12:10 og 14:26 forekommer navneordet hermenia, der på dansk bliver gengivet med to bøjninger af udsagnsordet “oversætte”. Se også studienote til Lu 24:27). Blandt de arkæologiske fund der er blevet gjort i nærheden af oldtidsbyen Lystra, er en statue af guden Hermes, og i samme område er der blevet fundet et alter viet til Zeus og Hermes. Romerne identificerede Hermes med deres gud for handel, Merkur.

kranse: Præsten ved Zeustemplet havde måske til hensigt at sætte disse kranse på hovedet af Paulus og Barnabas, sådan som man nogle gange gjorde på afguder, eller måske var de tiltænkt præsterne selv eller de dyr der skulle ofres. Kransene var som regel bundet af løv og blomster, men nogle blev også lavet af uld.

disciplene: Eller “disciplenes sjæle”. – Se Tillæg A2 og Ordforklaring: “Sjæl”.

udnævnte: Her viser Bibelen at det var rejsende tilsynsmænd, i det her tilfælde Paulus og Barnabas, der udnævnte ældste. De foretog udnævnelserne efter at have bedt og fastet, hvilket understregede hvor alvorligt de så på det. Titus og Timotheus bliver også omtalt som nogle der var med til at udnævne mænd til “ældste” i menighederne. (Tit 1:5; 1Ti 5:22) Det græske ord der her gengives med “udnævnte”, cheirotoneo, betyder bogstaveligt “at udstrække, udrække hånden eller at række hånden op”. Det har fået nogle til at mene at de ældste blev valgt af menigheden ved håndsoprækning. Men dette græske ord bruges også i en bredere betydning, hvor det ikke siger noget om hvordan udnævnelserne foregik. Den jødiske historiker Josefus fra det første århundrede bekræfter i sit værk Antiquities of the Jews, 6. bog, kap. 4 og 13 (Loeb 6:54 og 6:312), at udtrykket kan have denne betydning, for han bruger det samme græske udsagnsord til at beskrive Guds udnævnelse af kong Saul. Kong Saul blev ikke valgt til embedet ved håndsoprækning, for det fremgår af Bibelen at profeten Samuel hældte olie ud over hans hoved og sagde: “Jehova har salvet dig til at være leder.” Saul blev altså udnævnt af Jehova Gud. (1Sa 10:1) Desuden viser den græske grammatik i ApG 14:23 at det var apostlene Paulus og Barnabas, ikke menigheden, der foretog udnævnelserne (bogst.: “udrakte hænderne”). I andre tilfælde lagde apostlene eller andre helt bogstaveligt hænderne på kvalificerede mænd der skulle varetage ansvarsopgaver i menigheden. Det var en handling der var et udtryk for bekræftelse, godkendelse eller udnævnelse. – Se også studienote til ApG 6:6.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation, selvom udtrykket nogle gange også henviser til mænd der i bogstavelig forstand er oppe i årene. (Se studienote til Mt 16:21). Ligesom ældre, modne mænd havde ansvaret for ledelsen og forvaltningen i lokalsamfundene i fortidens Israel, var der åndeligt modne mænd der tjente i de kristne menigheder i det første århundrede e.v.t. (1Ti 3:1-7; Tit 1:5-9) Selvom Paulus og Barnabas var “udsendt af den hellige ånd” på denne missionsrejse, sørgede de stadig for at bede og faste før de foretog udnævnelser. Derefter “overgav” de disse ældste “til Jehova”. (ApG 13:1-4; 14:23) Ud over Paulus og Barnabas bliver Titus og også Timotheus omtalt som nogle der var med til at udnævne mænd til “ældste” i menighederne. (Tit 1:5; 1Ti 5:22) Der findes ingen beretning om at menighederne foretog sådanne udnævnelser på egen hånd. I menighederne i det første århundrede tjente et antal ældste åbenbart sammen som et ‘ældsteråd’. – 1Ti 4:14; Flp 1:1.

de overgav dem til Jehova: Eller “de betroede dem til Jehova”. Det græske udsagnsord der her er oversat med “overgav”, bliver også anvendt i den græske grundtekst i ApG 20:32, hvor Paulus siger til de ældste fra Efesos at han ønsker at Gud må beskytte dem (eller “at han betror dem til Gud”), og i Lu 23:46, som en gengivelse af Jesus’ ord: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.” Det er et citat fra Sl 31:5, hvor der i Septuaginta (30:6, LXX) anvendes det samme græske ord for “betror”, og hvor Guds navn forekommer i umiddelbar nærhed i den originale hebraiske tekst. Tanken om at betro sig selv, at overgive sig selv, til Jehova kommer til udtryk flere gange i De Hebraiske Skrifter. – Sl 22:8; 37:5; Ord 16:3; se Tillæg C3 introduktion; ApG 14:23.

ordet: Ifølge håndskrifterne er der her godt belæg for læsemåden “ordet” (ton logon), og i de fleste oversættelser i dag er det gengivet på den måde. Men i andre græske håndskrifter står der “Herrens ord” (ton logon tou Kyriou; se Tillæg C og studienote til ApG 8:25), og i nogle få håndskrifter fra oldtiden står der “Guds ord”. Derudover er der mindst to oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J17, 28 i Tillæg C4) der anvender Guds navn her, og det kan gengives med “Jehovas ord”.

gjort det muligt for nationerne at tage imod troen: Bogst.: “åbnet troens dør for nationerne”. Jehova åbnede denne symbolske dør ved at give folk fra nationerne, eller ikkejøder, mulighed for at få tro. I bibelsk forstand indeholder det at få tro tanken om at opdyrke en tillid der fører til at man handler i lydighed. (Jak 2:17; se studienote til Joh 3:16). Paulus anvendte ordet “dør” i overført betydning tre gange i sine breve. – 1Kt 16:9; 2Kt 2:12; Kol 4:3.

Medieindhold