Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 22

“Lad Jehovas vilje ske”

“Lad Jehovas vilje ske”

Paulus er fast besluttet på at gøre Guds vilje og rejser til Jerusalem

Baseret på Apostlenes Gerninger 21:1-17

1-4. Hvorfor er Paulus på vej til Jerusalem, og hvad venter der ham der?

 DET er en følelsesladet afsked i Milet. Paulus og Lukas har svært ved at skulle forlade de ældste fra Efesos, som de er kommet til at holde så meget af. De to missionærer står på bådens dæk. Deres bagage er fyldt med forsyninger som de vil få brug for under rejsen. De har også nødhjælpen til de fattige kristne i Judæa med, og de er ivrige efter at overbringe gaven.

2 En mild brise fylder sejlene, og båden begynder at bevæge sig væk fra den støjende kaj. De to mænd og deres syv rejsefæller betragter deres triste brødre på bredden. (Ap.G. 20:4, 14, 15) De bliver ved med at vinke indtil de ikke længere kan se deres venner.

3 Paulus har i omkring tre år arbejdet nært sammen med de ældste i Efesos. Ledet af den hellige ånd er han nu på vej til Jerusalem. Han har en idé om hvad der venter ham der. Tidligere havde han sagt til de ældste i Efesos: “Tvunget af ånden rejser jeg nu til Jerusalem, selvom jeg ikke ved hvad der skal ske med mig der, ud over at den hellige ånd i den ene by efter den anden igen og igen fortæller mig at der venter mig fængsel og trængsler.” (Ap.G. 20:22, 23) På trods af faren føler Paulus sig “tvunget af ånden”, det vil sige at han føler sig forpligtet til at følge åndens tilskyndelse til at rejse til Jerusalem, og at han er villig til at gøre det. Han sætter pris på sit liv, men det vigtigste for ham er at gøre Guds vilje.

4 Er det også sådan du har det? Når vi indvier os til Jehova, lover vi at vi altid vil gøre hans vilje, og at vi vil betragte det som det vigtigste i vores liv. Vi kan få stor gavn af at se nærmere på Paulus’ eksempel.

De sejler forbi Cypern (Ap.G. 21:1-3)

5. Hvilken vej rejste Paulus og hans rejsefæller for at komme til Tyrus?

5 Den båd Paulus og hans rejsefæller var gået ombord på, ‘fulgte en lige kurs’, det vil sige at den sejlede uden at krydse, med vinden agterind. Fordi de havde medvind, ankom de allerede senere samme dag til Kos. (Ap.G. 21:1) Det lader til at båden ankrede op der og sejlede videre til Rhodos og Patara næste dag. I Patara, på Lilleasiens sydkyst, gik brødrene ombord på et stort fragtskib som sejlede dem direkte til Tyrus i Fønikien. Undervejs sejlede de forbi “Cypern ... på venstre side”. (Ap.G. 21:3) Hvorfor nævnte Lukas den detalje?

6. (a) Hvorfor kan det have virket opmuntrende på Paulus at se Cypern igen? (b) Hvorfor er det godt for os at tænke over hvordan Jehova har velsignet og hjulpet os?

6 Måske har Paulus peget på øen og fortalt om de oplevelser han havde haft der. På sin første missionsrejse omkring ni år tidligere, hvor han var sammen med Barnabas og Johannes Markus, havde han mødt troldmanden Elymas, som var imod deres forkyndelse. (Ap.G. 13:4-12) Nu hvor Paulus så øen igen og tænkte over hvad han havde oplevet der, blev han sikkert opmuntret og styrket til at klare det der ventede ham i Jerusalem. Det kan også være godt for os at tænke over hvordan Jehova har velsignet os og hjulpet os til at udholde prøvelser. Det kan få os til at sige som David: “Den retfærdige kommer ud for mange problemer, men Jehova redder ham ud af dem alle.” – Sl. 34:19.

‘Vi ledte efter disciplene og fandt dem’ (Ap.G. 21:4-9)

7. Hvad gjorde Paulus og hans rejsefæller da de kom til Tyrus?

7 Paulus forstod hvor vigtigt det er at være sammen med sine brødre og søstre. Så da han og hans rejsefæller ankom til Tyrus, ‘ledte de efter disciplene og fandt dem’. (Ap.G. 21:4) Fordi de vidste at der var kristne der, gjorde de noget for at finde dem, og de boede sandsynligvis også hos dem. En af de store velsignelser ved at kende sandheden er at vi har trosfæller som vil tage imod os, uanset hvor vi rejser hen. Ja, Jehovas sande tilbedere har venner i hele verden.

8. Hvordan skal vi forstå Apostlenes Gerninger 21:4?

8 I forbindelse med deres syv dage lange ophold i Tyrus nævner Lukas noget som man måske i første omgang undrer sig over. “På grund af det ånden havde sagt til dem [brødrene i Tyrus], sagde de gang på gang til Paulus at han ikke skulle sætte sine ben i Jerusalem.” (Ap.G. 21:4) Havde Jehova ændret mening? Gav han nu Paulus besked på ikke at tage til Jerusalem? Nej. Ånden havde sagt at Paulus ville komme ud for trængsler i Jerusalem, ikke at han skulle holde sig væk fra byen. Det lader til at brødrene i Tyrus ved hjælp af den hellige ånd var nået frem til den rigtige konklusion – at Paulus ville få store vanskeligheder i Jerusalem. Af omsorg for Paulus bønfaldt de ham derfor om ikke at tage op til byen. Det er forståeligt nok at de gerne ville beskytte Paulus mod en potentielt farlig situation. Men Paulus, der var fast besluttet på at gøre Jehovas vilje, fortsatte sin rejse til Jerusalem. – Ap.G. 21:12.

9, 10. (a) Hvad kom Paulus måske til at tænke på da han hørte hvor bekymrede brødrene i Tyrus var for ham? (b) Hvilken holdning er meget udbredt i dag, og hvordan er den en modsætning til Jesus’ ord?

9 Da Paulus hørte hvor bekymrede brødrene var for hans sikkerhed, kom han måske til at tænke på at Jesus havde mødt næsten den samme indsigelse da han fortalte sine disciple at han ville tage til Jerusalem, gennemgå mange lidelser og til sidst blive dræbt. Påvirket af sine følelser havde apostlen Peter sagt til Jesus: “Vær god mod dig selv, Herre. Det vil slet ikke gå dig sådan.” Men Jesus svarede: “Forsvind om bag mig, Satan! Du er en hindring for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.” (Matt. 16:21-23) Jesus ville ikke lade noget som helst hindre ham i at gøre sin Fars vilje. Paulus havde samme selvopofrende indstilling. Ligesom Peter havde brødrene i Tyrus sikkert gode intentioner, men de havde ikke helt forstået hvad der var Guds vilje i det her tilfælde.

Man må have en selvopofrende indstilling for at kunne følge Jesus

10 Tanken om at man skal være god mod sig selv og vælge den letteste udvej, appellerer til mange i dag. Det er meget almindeligt at folk vælger en religion der er bekvem og ikke kræver så meget af dem. I modsætning til det tilskyndede Jesus sine disciple til at have en helt anden indstilling. Han sagde: “Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv og bære sin torturpæl og blive ved med at følge mig.” (Matt. 16:24) Det er klogt og rigtigt at følge Jesus, men det er ikke altid let.

11. Hvordan viste disciplene i Tyrus at de elskede Paulus og gerne ville støtte ham?

11 Nu var tiden kommet til at Paulus, Lukas og de andre skulle fortsætte deres rejse. Beskrivelsen af deres afrejse er meget rørende. Den viser hvor stor kærlighed brødrene i Tyrus havde til Paulus, og hvor meget de ønskede at støtte ham i hans forkyndelse. Mændene, kvinderne og børnene fulgte Paulus og hans rejsefæller ned til stranden. De knælede, bad sammen og tog så afsked. Paulus, Lukas og deres rejsefæller gik så ombord i en anden båd og sejlede til Ptolemais, hvor de mødte brødrene og blev hos dem en enkelt dag. – Ap.G. 21:5-7.

12, 13. (a) Hvordan havde Filip tjent Jehova trofast i mange år? (b) Hvordan er Filip et godt eksempel for fædre i dag?

12 Lukas fortæller at Paulus og hans rejsefæller derefter tog videre til Cæsarea, og at de “besøgte evangelieforkynderen Filip” der. a (Ap.G. 21:8) Hvor må de være blevet glade for at se Filip! Omkring 20 år tidligere var han blevet udnævnt af apostlene til at hjælpe med at sørge for uddelingen af mad til den nyoprettede menighed i Jerusalem. I al den tid der var gået siden da, havde Filip været en flittig forkynder. Vi husker måske at da disciplene blev spredt på grund af forfølgelse, tog Filip til Samaria og begyndte at forkynde der. Senere forkyndte han for den etiopiske eunuk og døbte ham. (Ap.G. 6:2-6; 8:4-13, 26-38) Sikke et godt eksempel på en der tjente Jehova trofast i mange år!

13 Filip havde ikke mistet sin begejstring for tjenesten. Han boede nu i Cæsarea og var stadig travlt optaget af forkyndelsen. Det ved vi fordi Lukas omtaler ham som “evangelieforkynderen”. Vi får også at vide at han nu havde fire døtre der profeterede, hvilket tyder på at de fulgte i deres fars fodspor. b (Ap.G. 21:9) Filip har uden tvivl gjort en stor indsats for at styrke sin familie åndeligt. I dag kan kristne fædre følge hans eksempel ved at føre an i forkyndelsen og hjælpe deres børn til at blive glade for at forkynde.

14. Hvad førte det til når Paulus besøgte sine trosfæller, og hvilke muligheder har vi for at opmuntre hinanden i dag?

14 Det ene sted efter det andet opsøgte Paulus sine trosfæller og tilbragte noget tid hos dem. De lokale brødre og søstre har helt sikkert været ivrige efter at vise gæstfrihed mod Paulus og hans venner. Besøgene gjorde det uden tvivl muligt for dem at “opmuntre hinanden”. (Rom. 1:11, 12) Vi har samme mulighed for at opmuntre hinanden i dag. Det giver stor glæde at åbne sit hjem, uanset hvor beskedent det er, for kredstilsynsmanden og hans hustru. – Rom. 12:13.

‘Jeg er parat til at dø’ (Ap.G. 21:10-14)

15, 16. Hvilket budskab overbragte Agabos, og hvilken virkning havde det på dem der hørte det?

15 Under Paulus’ ophold hos Filip kom endnu en respekteret kristen på besøg, nemlig Agabos. De der var forsamlet hos Filip, vidste at Agabos var profet. Han havde forudsagt at der ville komme en stor hungersnød, og den kom i kejser Claudius’ regeringstid. (Ap.G. 11:27, 28) Brødrene har måske tænkt: ‘Hvorfor kommer Agabos mon her? Hvilket budskab vil han overbringe?’ Med spændt forventning så de til da Agabos tog Paulus’ bælte – et langt stykke stof man kunne have penge eller andre ting i – og bandt sine fødder og hænder med det. Derefter overbragte han det alvorlige budskab: “Den hellige ånd siger: ‘Sådan vil den mand der ejer dette bælte, blive bundet af jøderne i Jerusalem, og de vil overgive ham til folk fra nationerne.’” – Ap.G. 21:11.

16 Profetien bekræftede at Paulus ville rejse til Jerusalem, og den viste at hans forkyndelse for jøderne dér ville føre til at han blev overgivet “til folk fra nationerne”. Profetien havde en stærk virkning på de forsamlede. Lukas skriver: “Da vi hørte det, begyndte både vi og de der var der, at bønfalde ham om ikke at tage op til Jerusalem. Så svarede Paulus: ‘Hvorfor græder I og prøver at få mig til at vakle i min beslutning? Jeg er ikke alene parat til at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesus’ navn.’” – Ap.G. 21:12, 13.

17, 18. Hvordan kom Paulus’ beslutsomhed til udtryk, og hvordan reagerede brødrene?

17 Forestil dig situationen. Brødrene, deriblandt Lukas, bønfalder Paulus om ikke at tage op til Jerusalem, og nogle af dem græder. Paulus bliver meget rørt over deres omsorg og siger kærligt at de ‘prøver at få ham til at vakle i sin beslutning’, eller, som nogle oversættelser siger, ‘knuser hans hjerte’. Men han holder fast ved sin beslutning, og ligesom i Tyrus lader han ikke brødrenes bønner og tårer få ham til at vakle. I stedet fortæller han dem hvorfor han må rejse videre. Ja, Paulus viste stor beslutsomhed og et enestående mod! Paulus var, ligesom Jesus havde været, fast besluttet på at tage til Jerusalem. (Hebr. 12:2) Paulus var ikke ude på at blive martyr, men hvis han skulle ofre livet for sin tro, ville han betragte det som en ære at dø som en discipel af Jesus Kristus.

18 Hvordan reagerede brødrene? De respekterede Paulus’ afgørelse. Vi læser: “Da han ikke lod sig overtale, holdt vi op med at komme med indvendinger og sagde: ‘Lad Jehovas vilje ske.’” (Ap.G. 21:14) De der bønfaldt Paulus om at lade være med at tage til Jerusalem, insisterede ikke på at tvinge deres egen vilje igennem. I stedet lyttede de til Paulus og respekterede hans ønske. De accepterede også Jehovas vilje selvom de havde svært ved det. Paulus var begyndt på en rejse der ville ende med døden, og det ville være lettere for ham hvis de der elskede ham, ikke prøvede at stoppe ham.

19. Hvad kan vi lære af det der skete med Paulus?

19 Vi kan lære noget meget vigtigt af det der skete med Paulus: Vi må aldrig prøve at forhindre nogen i at være selvopofrende og gøre mere i tjenesten for Jehova. Det gælder ikke kun når det drejer sig om liv eller død. For eksempel har mange kristne forældre haft det svært med at deres søn eller datter er rejst til et andet land for at tjene Jehova. Alligevel er de fast besluttet på ikke at tage modet fra deres børn. Phyllis, som bor i England, husker hvordan hun havde det da hendes eneste datter blev missionær i Afrika. Hun fortæller: “Det var en ret svær tid for mig. Det var hårdt at tænke på at hun var så langt væk. Jeg var både ked af det og stolt, og jeg nævnte det mange gange for Jehova i bøn. Men det var hendes beslutning, og jeg har aldrig forsøgt at få hende til at ændre mening. Jeg havde jo selv sagt til hende at hun altid skulle sætte Riget først i sit liv. Nu har hun tjent i andre lande i 30 år, og hver dag takker jeg Jehova for hendes trofasthed.” Hvor er det godt når vi støtter vores selvopofrende brødre og søstre!

Det er godt at støtte vores selvopofrende trosfæller

‘Brødrene tog varmt imod os’ (Ap.G. 21:15-17)

20, 21. Hvad viser at Paulus ønskede at være sammen med sine trosfæller, og hvorfor ville han gerne være det?

20 Efter at Paulus havde gjort sig klar til rejsen, tog han afsted sammen med nogle brødre fra Cæsarea. De var virkelig loyale og en god støtte for ham. Hver gang Paulus og hans rejsefæller havde gjort holdt på deres rejse til Jerusalem, havde de opsøgt deres brødre og søstre. I Tyrus havde de fundet disciplene og var blevet hos dem i syv dage. I Ptolemais havde de hilst på deres brødre og søstre og tilbragt en enkelt dag hos dem. I Cæsarea havde de boet hos Filip i adskillige dage. Og nu var der så nogle af disciplene fra Cæsarea der ledsagede Paulus og hans rejsefæller til Jerusalem. Her blev de inviteret ind hos Mnason, der var en af de første disciple. Lukas fortæller at da de kom til Jerusalem, “tog brødrene varmt imod” dem. – Ap.G. 21:17.

21 Apostlen Paulus havde tydeligvis et stort ønske om at være sammen med sine brødre og søstre. Han blev opmuntret af samværet med dem, ligesom vi gør det i dag. Opmuntringen har helt sikkert styrket Paulus så han kunne stå fast over for de vrede modstandere der inden længe ville forsøge at slå ham ihjel.