Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Han fandt trøst hos sin Gud

Han fandt trøst hos sin Gud

Efterlign deres tro

Han fandt trøst hos sin Gud

ELIAS løb gennem regnen mens himmelen blev mørkere og mørkere. Der var endnu lang vej til Jizre’el, og han var ikke nogen ung mand. Men han blev ved med at løbe, for „Jehovas hånd“ var over ham. Den energi han mærkede strømme gennem kroppen, var meget anderledes end noget han nogen sinde før havde oplevet. Han var endda løbet fra de heste der trak kong Akab i hans stridsvogn. — 1 Kongebog 18:46.

Kong Akab var nu langt bag ham, og foran ham lå vejen åben. Forestil dig hvordan Elias løb og løb med regnen piskende i ansigtet mens han tænkte tilbage på den mest begivenhedsrige dag i sit liv. Det var en storslået sejr for Elias’ Gud, Jehova, og for den sande tilbedelse. Langt bag ham, skjult af uvejrets mørke, lå Karmelbjergets stormomsuste højder. Her havde Jehova gennem Elias udført et stort mirakel hvorved der blev rettet et voldsomt slag mod ba’alsdyrkelsen. I hundredvis af ba’alsprofeter var blevet afsløret som onde bedragere og var derfor blevet henrettet. Derefter havde Elias bedt Jehova om at standse tørken, som havde hærget landet i tre og et halvt år. Så begyndte regnen at styrte ned! * — 1 Kongebog 18:18-45.

Alt imens Elias løb af sted i regnen de 30 kilometer til Jizre’el, har han nok forestillet sig at der endelig ville ske nogle forandringer. Nu måtte Akab da ændre sig! Efter det Akab havde været vidne til, måtte han da holde op med at dyrke Ba’al, sætte en stopper for dronning Jesabels onde handlinger og ikke længere forfølge Jehovas tjenere.

Det er kun naturligt at vores forventninger stiger når tingene udvikler sig i den retning vi kunne tænke os. Vi tror måske at de omstændigheder vi lever under, fortsat vil blive bedre, måske endda at de værste problemer endelig er lagt bag os. Hvis det var sådan Elias tænkte, er det ikke så mærkeligt, for han var et menneske med de samme følelser som os. (Jakob 5:17) Men Elias’ problemer var dog langtfra overstået. Han ville inden for få timer blive så bange, så nedtrykt, at han ønskede at dø. Hvad skete der? Og hvordan hjalp Jehova sin profet til at få styrket sin tro og sit mod? Lad os se.

Begivenhederne tager en uventet drejning

Da Akab nåede sit palads i Jizre’el, viste han da nogen tegn på at have ændret sig, at være blevet et mere åndeligsindet menneske? Vi læser: „Akab fortalte Jesabel alt hvad Elias havde gjort og alt om hvordan han havde dræbt alle profeterne med sværdet.“ (1 Kongebog 19:1) Læg mærke til at Akab ikke nævnte Elias’ Gud, Jehova, da han gengav dagens hændelser. Som det uåndelige menneske Akab var, kunne han udelukkende se dagens mirakuløse begivenheder fra et menneskes synspunkt — „hvad Elias havde gjort“. Han havde tydeligvis ikke fået nogen respekt for Jehova Gud. Hvordan reagerede den hævngerrige Jesabel?

Hun blev rasende! Glødende af raseri sendte hun denne besked til Elias: „Måtte guderne gøre således med mig, og måtte de føje mere til, om ikke jeg inden denne tid i morgen lader din sjæl blive som enhver af deres sjæle!“ (1 Kongebog 19:2) Dette var en dødstrussel af værste slags. Jesabel svor faktisk at hun selv skulle dø hvis hun ikke inden for et døgn fik Elias slået ihjel som hævn for sine ba’alsprofeter. Forestil dig hvordan han på denne uvejrsnat er blevet vækket på sit ydmyge overnatningssted i Jizre’el — kun for at høre dronningens sendebud overbringe dette forfærdelige budskab. Hvordan berørte det Elias?

Overvældet af modløshed og frygt

Hvis Elias havde haft nogen forhåbninger om at kampen mod ba’alsdyrkelsen nu næsten var forbi, faldt de i dette øjeblik fuldstændig til jorden. Jesabel lod sig ikke afskrække. Mange af de andre trofaste profeter var allerede på hendes ordre blevet henrettet, og nu så det ud til at Elias var den næste i rækken. Bibelen fortæller: „Han blev derfor bange.“ Så Elias for sit indre blik hvilken forfærdelig død Jesabel havde tiltænkt ham? Hvis det var den slags tanker han dvælede ved, er det ikke så mærkeligt at modet svigtede ham. Under alle omstændigheder „begav [Elias] sig af sted for at redde sin sjæl“ — han løb for livet. — 1 Kongebog 18:4; 19:3.

Elias er ikke den eneste med en stærk tro der er blevet overvældet af frygt. Mange år senere havde apostelen Peter et lignende problem. Da Jesus for eksempel havde fået Peter til at gå sammen med sig på vandet, kom Peter på et tidspunkt til at ’se stormen’. Han mistede modet og begyndte at synke. (Mattæus 14:30) Peters og Elias’ eksempel lærer os noget vigtigt. Hvis vi gerne vil bevare modet, må vi ikke lade vores tanker dvæle ved det der kunne skræmme os. Vi må sætte vores lid til ham der er kilden til håb og styrke.

„Det er nok“

Fordi Elias var bange, flygtede han omkring 150 kilometer mod sydvest til Be’er-Sjeba, en by nær Judas sydlige grænse. Der efterlod han sin medhjælper og begav sig alene ind i ørkenen. Beretningen fortæller at han gik „en dagsrejse“, så vi kan forestille os at han er taget af sted ved solopgang, åbenbart uden at have noget med sig. Nedtrykt, drevet af frygt, kæmpede han sig gennem det barske og vilde terræn under den brændende sol. Da solen blev mere og mere rød og til sidst forsvandt i horisonten, forsvandt også Elias’ sidste kræfter. Udmattet satte han sig under en gyvelbusk — det nærmeste man kunne komme et ly i dette golde landskab. — 1 Kongebog 19:4.

Elias bad til Gud i desperation. Han bad om at måtte dø. Han sagde: „Jeg er ikke bedre end mine forfædre.“ Han vidste at hans forfædre ikke var andet end støv og ben i graven, ude af stand til at hjælpe nogen. (Prædikeren 9:10) Elias følte sig lige så værdiløs. Det er ikke så mærkeligt at han udbrød: „Det er nok.“ Hvorfor blive ved med at leve?

Skulle det chokere os at høre at en mand med så stærk en tro kunne blive så nedtrykt? Ikke nødvendigvis. Bibelen omtaler flere trofaste mænd og kvinder der var så kede af det at de ønskede at dø — deriblandt Rebekka, Jakob, Moses og Job. — 1 Mosebog 25:22; 37:35; 4 Mosebog 11:13-15; Job 14:13.

I dag lever vi i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, så det er ikke overraskende at mange, selv nogle af Guds trofaste tjenere, indimellem føler sig nedtrykte. (2 Timoteus 3:1) Hvis du nogen sinde kommer ud i en fortvivlet situation, følg da Elias’ eksempel og fortæl Gud om dine inderste følelser. Husk at Jehova er „al trøsts Gud“. (2 Korinther 1:3) Trøstede han Elias?

Jehova sørgede for sin profet

Hvordan tror du Jehova har følt det da han fra himmelen så sin elskede profet ligge under en busk i ørkenen og tigge om at måtte dø? Vi behøver ikke at gætte. Da Elias var faldet i søvn, sendte Jehova en engel til ham. Engelen rørte blidt ved Elias, vækkede ham og sagde: „Rejs dig, spis!“ Det gjorde Elias, for engelen havde stillet et måltid bestående af vand og et frisk, varmt brød til ham. Sagde han tak til engelen? Beretningen siger kun at profeten spiste og drak og lagde sig til at sove igen. Var han så fortvivlet at han ikke kunne tale? Uanset hvad så vækkede engelen ham igen, måske ved daggry. Endnu en gang sagde han til Elias: „Rejs dig, spis,“ og tilføjede disse bemærkelsesværdige ord: „For rejsen er for meget for dig.“ — 1 Kongebog 19:5-7.

Gud havde ladet engelen vide hvor Elias var på vej hen. Engelen vidste også at Elias ikke kunne klare rejsen i egen kraft. Hvor er det betryggende at tjene en Gud der kender vores mål og begrænsninger bedre end vi selv gør. (Salme 103:13, 14) Hvordan styrkede måltidet Elias?

Bibelen siger: „Så rejste han sig og spiste og drak, og derpå gik han fyrre dage og fyrre nætter ved kraften af denne næring, helt til den sande Guds bjerg, Horeb.“ (1 Kongebog 19:8) Elias fastede i 40 dage og 40 nætter ligesom Moses havde gjort omkring 600 år tidligere, og Jesus næsten 1000 år senere. (2 Mosebog 34:28; Lukas 4:1, 2) Dette ene måltid fik ikke alle hans problemer til at forsvinde, men det styrkede ham på en mirakuløs måde. Forestil dig hvordan denne ældre mand har kæmpet sig gennem den uvejsomme ørken dag efter dag, uge efter uge, i næsten halvanden måned.

Jehova sørger også for sine tjenere i dag, ikke ved mirakuløst at give dem bogstavelig mad, men på en langt vigtigere måde. Han sørger for sine tjenere rent åndeligt. (Mattæus 4:4) Når vi lærer om Gud igennem Bibelen og publikationer der er nøje baseret på Bibelen, bliver vi styrket åndeligt. At vi får denne åndelige føde, fjerner måske ikke alle vores problemer, men det kan hjælpe os til at udholde det der ellers ville være uudholdeligt. Det fører desuden til „evigt liv“. — Johannes 17:3.

Elias gik omkring 300 kilometer før han endelig nåede Horebs Bjerg. Her havde Jehova Gud mange år tidligere ved en engel vist sig for Moses i den brændende tornebusk, og her havde Jehova senere indgået Lovpagten med Israel. Elias søgte nu ly i en hule.

Hvordan Jehova trøstede og styrkede sin profet

Ved Horeb kom Jehovas „ord“ — formentlig overbragt af et sendebud fra himmelen — med dette enkle spørgsmål: „Hvad er du her for, Elias?“ Spørgsmålet er nok blevet stillet på en venlig måde, for Elias så det som en indbydelse til at give udtryk for sine følelser. Og det var netop hvad han gjorde! Han sagde: „Jeg har virkelig været nidkær for Jehova, Hærstyrkers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt; dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværdet, så kun jeg er tilbage; og de efterstræber min sjæl for at skaffe den af vejen.“ (1 Kongebog 19:9, 10) Elias’ ord afslørede mindst tre grunde til at han var nedtrykt.

For det første følte Elias at hans arbejde havde været forgæves. På trods af at Elias i årevis havde „været nidkær“ i tjenesten for Jehova og altid havde sat Guds hellige navn og tilbedelsen af ham over alt andet, syntes han at forholdene så ud til kun at være blevet værre. Folket var stadig troløst og oprørsk, og den falske tilbedelse var blevet meget udbredt. For det andet følte Elias sig alene. Han sagde: „Kun jeg er tilbage,“ som om han var den eneste i hele landet der stadig tjente Jehova. For det tredje var Elias bange. Mange af de andre profeter var jo allerede blevet dræbt, og han var overbevist om at det nu var hans tur. Det har måske ikke været let for Elias at vedkende sig disse følelser, men han lod sig ikke holde tilbage af stolthed eller forlegenhed. Ved at udøse sit hjerte for Gud i bøn var han et godt eksempel for alle der er trofaste mod Gud. — Salme 62:8.

Hvordan hjalp Jehova Elias med hans frygt og bekymring? Engelen bad ham om at stille sig ved indgangen til hulen. Det gjorde Elias uden at vide hvad der ville ske. Pludselig kom der en stærk vind! Det må have givet et øredøvende brag, for den var så voldsom at den sønderrev bjerge og knuste klipper. Prøv at forestille dig hvordan Elias har forsøgt at beskytte sine øjne mens han holdt fast i sin tunge, simple klædning af hår som vinden rev og sled i. Derefter måtte han kæmpe for at holde balancen, for jorden under hans fødder begyndte at ryste og skælve — et jordskælv ramte området. Han var knap nok kommet til hægterne igen før en voldsom ild kom farende og tvang ham tilbage til hulen, hvor han kunne finde beskyttelse mod den brændende varme. — 1 Kongebog 19:11, 12.

I hvert af tilfældene minder beretningen os om at Jehova ikke var at finde i disse voldsomme udslag af naturens kræfter. Elias vidste at Jehova ikke var en eller anden mytisk naturgud, ligesom Ba’al, der blev tilbedt af sine vildledte tjenere som ’den der rider på skyerne’, eller den der bringer regn. Jehova er den virkelige kilde til al den ærefrygtindgydende kraft der findes i naturen, men han er samtidig meget større end noget af det han har skabt. Selv den fysiske himmel kan ikke rumme ham! (1 Kongebog 8:27) Hvordan hjalp alt dette Elias? Husk hvor bange han var. Elias havde intet at frygte fra Akab og Jezabel, for han havde en Gud som Jehova på sin side, med al den overvældende magt som Han har til rådighed! — Salme 118:6.

Efter at ilden var forsvundet, blev der meget stille, og Elias hørte „en rolig, sagte stemme“. * Den tilskyndede ham igen til at sige noget, og han gav for anden gang udtryk for sine bekymringer. Måske har det beroliget ham yderligere. Men uden tvivl blev Elias trøstet endnu mere af det ’den rolige, sagte stemme’ nu sagde til ham. Jehova forsikrede Elias om at han absolut ikke var værdiløs. Hvordan? Gud åbenbarede meget af det han ville gøre for at bekæmpe ba’alsdyrkelsen i Israel. Det er helt klart at Elias’ arbejde ikke havde været forgæves, for intet kunne hindre Guds hensigt i at blive gennemført. Desuden skulle Elias stadig være en del af den hensigt. Jehova sendte ham tilbage og gav ham nogle meget specifikke instruktioner. — 1 Kongebog 19:12-17.

Men hvad med Elias’ følelse af ensomhed? Jehova gjorde to ting for at hjælpe ham. For det første fortalte han Elias at han skulle salve Elisa til profet, og at Elisa senere skulle være hans efterfølger. Denne yngre mand skulle være Elias’ medarbejder og medhjælper i en del år. En sådan praktisk hjælp var til stor trøst og opmuntring. For det andet gav Jehova Elias denne opmuntrende oplysning: „Jeg har ladt syv tusind tilbage i Israel — alle knæ som ikke har bøjet sig for Ba’al, og hver mund som ikke har kysset ham.“ (1 Kongebog 19:18) Elias var bestemt ikke alene. Hvor må det have varmet hans hjerte at høre om de tusinder af trofaste mennesker som havde nægtet at tilbede Ba’al. De havde brug for at Elias fortsatte sin trofaste tjeneste så han kunne være et eksempel i ubrydelig loyalitet over for Jehova i disse mørke tider. Elias må være blevet dybt bevæget over at høre disse ord gennem Guds sendebud — det var som om det var Guds ’rolige, sagte stemme’ han hørte.

Vi bliver måske ligesom Elias slået med ærefrygt over de vældige naturkræfter som tydeligt ses i skaberværket, og det med god grund. Det skabte genspejler meget tydeligt Skaberens kraft. (Romerne 1:20) Jehova gør stadig brug af sin ubegrænsede magt til at hjælpe sine trofaste tjenere. (2 Krønikebog 16:9) Han taler imidlertid mere specifikt og udførligt til os gennem siderne i sit ord, Bibelen. (Esajas 30:21) På en måde er Bibelen som den ’rolige, sagte stemme’ hvormed Jehova i dag vejleder og retleder os, tilskynder os og forsikrer os om sin kærlighed.

Tog Elias imod den trøst han fik fra Jehova på Horebs Bjerg? Ja, det har han helt sikkert gjort, for snart var han igen optaget af sin tjeneste og var atter den frimodige og trofaste profet som bekæmpede den falske tilbedelse. Hvis vi ligesom Elias har tillid til Guds inspirerede udtalelser, „Skrifternes trøst“, vil vi også kunne efterligne Elias’ tro. — Romerne 15:4.

[Fodnoter]

^ par. 4 Se artiklerne „Han stod op for den sande tilbedelse“ og „Han spejdede og ventede“ i serien „Efterlign deres tro“ i Vagttårnet for 1. januar og 1. april 2008.

^ par. 29 Den ’rolige, sagte stemme’ kan være kommet fra det samme himmelske sendebud der blev benyttet til at overbringe „Jehovas ord“, som omtalt i Første Kongebog 19:9. I vers 15 omtales dette sendebud direkte som „Jehova“. Det kan minde os om det himmelske sendebud som Jehova brugte til at lede Israel i ørkenen og om hvem Gud sagde: „Mit navn er i ham.“ (2 Mosebog 23:21) Vi ved ikke med sikkerhed hvordan det forholder sig, men det er værd at lægge mærke til at Jesus i sin førmenneskelige tilværelse tjente som „Ordet“, det vil sige Jehovas særlige talsmand når et budskab skulle overbringes til hans tjenere. — Johannes 1:1.

[Illustration på side 19]

Både i medgang og i modgang mærkede Elias Jehovas store omsorg

[Illustration på side 20]

I dyb fortvivlelse udøste Elias sit hjerte for Jehova

[Illustration på side 21]

Jehova brugte sin ærefrygtindgydende kraft til at trøste og opmuntre Elias