Hvorfor førte Gud krig mod kana’anæerne?

„Du skal ubetinget vie dem til udslettelse, hetitterne og amoritterne, kana’anæerne og perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Jehova din Gud har påbudt dig.“ — 5 MOSEBOG 20:17.

„Hold fred med alle mennesker.“ — ROMERNE 12:18.

SYNES du at disse bibelvers er i modstrid med hinanden? Mange har svært ved at få Guds befaling om at kana’anæerne skulle udslettes, til at harmonere med Bibelens formaning om at være fredsstiftende. * (Esajas 2:4; 2 Korinther 13:11) I deres øjne er disse bud moralsk inkonsekvente.

Hvis du kunne drøfte dette emne med Gud, hvilke spørgsmål ville du så stille ham? Lad os se på fem ofte stillede spørgsmål og Bibelens svar på dem.

1. Hvorfor blev kana’anæerne fordrevet? Kana’anæerne havde i realiteten slået sig ned i et land som ikke tilhørte dem. Hvordan det? Omkring 400 år tidligere havde Gud lovet den trofaste mand Abraham at hans efterkommere skulle få Kana’ans land i eje. (1 Mosebog 15:18) Gud opfyldte dette løfte da han sørgede for at Israels folk, der nedstammede fra Abraham, tog området i besiddelse. Nogle vil selvfølgelig indvende at kana’anæerne allerede boede der og derfor havde ret til landet. Men er det ikke logisk at Gud som universets Suveræn har den ultimative ret til at afgøre hvem der skal bo hvor? — Apostelgerninger 17:26; 1 Korinther 10:26.

2. Hvorfor lod Gud ikke kana’anæerne leve side om side med israelitterne? „De må ikke blive boende i dit land,“ sagde Gud advarende om kana’anæerne, „for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. I det tilfælde at du dyrker deres guder, vil det blive en snare for dig.“ (2 Mosebog 23:33) Og profeten Moses sagde senere til Israel: „Det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova din Gud driver dem bort foran dig.“ (5 Mosebog 9:5) Men hvor onde og ugudelige var disse folkeslag egentlig?

Umoralitet, afgudsdyrkelse og ofring af børn var meget udbredt i Kana’an. Bibelhistorikeren Henry H. Halley bemærker at arkæologer der har foretaget udgravninger i området, har fundet „et stort antal krukker som indeholdt resterne af børn der var blevet ofret til Ba’al [en fremtrædende kana’anæisk gud]“. Han tilføjer: „Hele området viste sig at være en begravelsesplads for nyfødte spædbørn. . . . Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder. Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og  Gomorra på nationalt plan. . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer, undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“

3. Var der ikke andre onde og ugudelige folkeslag på jorden dengang? Hvorfor skulle det lige gå ud over kana’anæerne? Gud har ved flere lejligheder valgt at udslette syndere. Da „jorden blev fyldt med vold“ i Noas dage, lod Gud en vandflod udslette alle på nær én familie, nemlig Noas. (1 Mosebog 6:11; 2 Peter 2:5) Gud ødelagde byerne Sodoma og Gomorra da indbyggernes synd var blevet „meget stor“. (1 Mosebog 18:20; 2 Peter 2:6) Og han udtalte dom over den assyriske hovedstad Nineve, „den blodskyldige by“, men skånede dens indbyggere da de vendte om fra deres onde veje. (Nahum 3:1; Jonas 1:1, 2; 3:2, 5-10) Hvad kana’anæerne angik, udslettede Gud dem i den hensigt at beskytte Israel, det folk hvorfra Messias med tiden ville fremstå. — Salme 132:11, 12.

4. Var udslettelsen af kana’anæerne ikke i strid med Guds kærlighed? Umiddelbart ser dét at Gud udryddede kana’anæerne, ikke ud til at harmonere med hans kærlighed. (1 Johannes 4:8) Men når man undersøger det nærmere, kommer Guds kærlighed dog meget tydeligt til udtryk.

Gud vidste længe i forvejen at Kana’ans indbyggere var alvorligt på afveje. Men i stedet for at udrydde dem lige med det samme lod han tålmodigt 400 år gå indtil deres synd var blevet „fuldstændig“. — 1 Mosebog 15:16.

Da kana’anæernes synd var blevet så grov at der ikke længere var håb om at de ville ændre sind, bragte Jehova død over dem. Men han udryddede ikke uden videre alle kana’anæere. Hvorfor ikke? Fordi det ikke var dem alle der var uforbederlige syndere. Dem der var villige til at forandre sig, såsom Rahab og gibeonitterne, viste han barmhjertighed. — Josua 9:3-11, 16-27; Hebræerne 11:31.

5. Hvordan kunne en kærlig Gud overhovedet udslette nogen? Det er et naturligt spørgsmål, for ingen kan lide tanken om at mennesker bliver slået ihjel. Men i virkeligheden var det Guds kærlighed der fik ham til at gribe så drastisk ind over for de onde. Det kan illustreres på følgende måde: Hvis en patient får koldbrand i et lem, har lægerne sjældent  andet valg end at foretage en amputation. De færreste ville bryde sig om at udføre en sådan operation, men en dygtig læge ved at alternativet — at koldbranden breder sig — er værre. Fordi han har patientens ve og vel på sinde, tager han sig af denne ubehagelige opgave.

Svarende hertil brød Jehova sig heller ikke om at udslette kana’anæerne. Han siger selv: „Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død.“ (Ezekiel 33:11) Men samtidig var det Guds hensigt at Messias, der ville åbne vejen til frelse for alle troende mennesker, skulle fremstå i Israels nation. (Johannes 3:16) Derfor kunne Gud på ingen måde tillade at Israel blev besmittet af kana’anæernes modbydelige skikke. Som følge deraf befalede han at kana’anæerne skulle fjernes fra landet. Ved at gøre dette viste Gud en enestående kærlighed — en kærlighed der fik ham til at udføre en ubehagelig handling til gavn for sine trofaste tjenere.

Hvad vi kan lære

Har beretningen om udslettelsen af kana’anæerne nogen værdi for os i dag? Ja, for Romerbrevet 15:4 siger: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ Hvordan kan det der skete i Kana’an, være til belæring for os og give os håb?

Vi kan lære meget af disse beretninger. For eksempel skånede Gud barmhjertigt Rahab og gibeonitterne da de i tro vendte om til ham. Det viser at alle der virkelig ønsker at behage Gud, har mulighed for det, uanset hvilken baggrund de har, eller hvilke synder de tidligere har begået. — Apostelgerninger 17:30.

Beretninger om udslettelsen af folkeslagene i Kana’an fylder os også med håb idet de giver os en forsmag på hvad Gud vil gøre i nær fremtid. Igennem dem forsikres vi om at han ikke vil tillade at ondskaben fuldstændig får overtaget over det gode. Bibelen giver os derimod en garanti for at han snart vil gribe ind og tilintetgøre alle de onde, mens han vil udfri dem der elsker ham, og give dem liv i en retfærdig ny verden. (2 Peter 2:9; Åbenbaringen 21:3, 4) Da vil denne trøstende profeti blive opfyldt: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ — Salme 37:34.

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

Godkender Bibelen menneskers krigsførelse?

Retfærdiggør dét at Gud gav Israel påbud om at udslette kana’anæerne, at mennesker fører krig i dag? Nej, og det er der mindst tre grunde til:

▪ Ingen nation på jorden i dag nyder Guds særlige gunst. Da israelitterne forkastede Jesus som Messias, ophørte Gud med at bruge dem som sit udvalgte redskab — også i forbindelse med domseksekveringer. (Mattæus 21:42, 43) Jehova betragtede nu Israels folk på samme måde som han betragtede andre folk. (3 Mosebog 18:24-28) Herefter kunne ingen jordisk nation med rette hævde at have Guds støtte i deres krigsførelse.

▪ I dag har Jehova ikke tildelt sine tjenere et specifikt land eller område. Hans tjenere er derimod at finde blandt alle jordens „nationer og stammer“. — Åbenbaringen 7:9; Apostelgerninger 10:34, 35.

▪ Jesus viste tydeligt at hans disciple ikke ville deltage i krig. Da han advarede om et forestående angreb på Jerusalem, opfordrede han disciplene til ikke at blive og kæmpe, men i stedet flygte — hvilket de gjorde. (Mattæus 24:15, 16) Frem for at gribe til våben sætter sande kristne hele deres lid til Guds rige, der snart vil fjerne alt ondt fra jorden. — Daniel 2:44; Johannes 18:36.

[Illustration på side 15]

Rahabs eksempel viser at alle der virkelig ønsker det, kan behage Gud