Kan de døde hjælpe de levende?

TAMBA, en ung mand i Vestafrika, stod over for at skulle til eksamen. * Hans mor insisterede på at han havde behov for at få hjælp fra døde slægtninge for at klare det. I Palermo på Sicilien besøger turister katakomber hvor hundredvis af velbevarede lig er udstillet. Nogle tror at disse mumier kan give de levende en overnaturlig beskyttelse. Og hvert år besøger folk byen Lily Dale i den vestlige del af staten New York, USA, som er kendt for det usædvanligt store antal åndemedier der bor der. Besøgende rejser til byen i håb om at komme i kontakt med døde slægtninge eller venner og få deres hjælp.

Troen på at de døde kan hjælpe de levende, findes overalt på kloden. Hvad mener du? Er du blevet opdraget med denne tro, eller er du måske nært knyttet til en der har den opfattelse? Det er helt naturligt at længes efter de kære man har mistet i døden. Åndemedier hævder at kunne afhjælpe dette savn. Et medium blev citeret i bladet Time for at sige at åndeverdenen „altid er parat til at hjælpe når man påkalder den“. Er det sandt? Kan de døde virkelig hjælpe de levende? Måske vil Bibelens klare svar overraske dig.

Er de døde i live et eller andet sted?

Bibelen forklarer i enkle, letforståelige vendinger hvilken tilstand de døde befinder sig i. Læg mærke til hvad Prædikeren 9:5 siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ Kan de døde så have følelser? Vers 6 svarer: „Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“ Læg også mærke til at der i vers 10 i det samme kapitel siges at der „hverken [er] virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen“. Det hebraiske ord „Sheol“ som bruges her, betyder „menneskehedens fælles grav“. Interessant nok bruger Bibelen det tilsvarende græske ord, „Hades“, om det sted hvor Jesus Kristus befandt sig i en kort tid efter sin død. — Apostelgerninger 2:31.

Jesus hjalp mange mens han var i live, men han var klar over at han måtte dø. Forventede han at han stadig ville være i stand til at hjælpe folk i det tidsrum han befandt sig i graven? Nej. Han sammenlignede sin egen forestående død med en nat, hvor det ville være umuligt at arbejde. (Johannes 9:4) Jesus vidste udmærket at mennesker ophører med at eksistere når de dør, at de bliver „livløse“. — Esajas 26:14.

Jesus brugte også et andet billede der beskrev døden på lignende måde. Da hans ven Lazarus døde, omtalte han døden som en søvn. (Johannes 11:11-13) Man forventer næppe at få hjælp fra en sovende person. En der sover, er jo ikke bevidst om hvad der foregår omkring ham, og er derfor ikke i stand til at hjælpe andre.

Lever sjælen videre efter døden?

Mange har lært at sjælen er noget usynligt og udefinerligt der lever videre efter døden. Men Bibelen lærer noget andet. Den første  bog i Bibelen fortæller os hvad sjælen er. I Første Mosebog 2:7 siges der at det første menneske ved skabelsen „blev en levende sjæl“. Hele mennesket udgør altså sjælen; og dyr er også sjæle. (1 Mosebog 1:20-25) Sjælen dør altså logisk nok når et menneske eller et dyr dør. Og det bekræftes i Bibelen. — Ezekiel 18:4.

’Men,’ vil nogle måske spørge, ’hvad så med de mange historier om folk der kontakter de døde, hører deres stemmer eller endda ser dem?’ Sådanne beretninger er almindelige i mange dele af verden. De fylder sørgende familiemedlemmer eller nære venner med håb og får mange til at opsøge et åndemedium der hævder at kunne få kontakt med de døde.

Er sådanne historier sande? Hvis de er, modsiger de så ikke førnævnte ord fra Bibelen? Kristus Jesus beskrev Guds ord som sandhed. (Johannes 17:17) Sandheden modsiger ikke sig selv. Faktisk giver Bibelen en klar vejledning om hvordan vi bør betragte påstande om at de døde kan hjælpe de levende. Bibelen fortæller os om en der prøvede at få hjælp fra de døde. En omhyggelig gennemlæsning af beretningen vil klart vise hvad sandheden er.

En konge beder om hjælp fra de døde

På en slagmark i det nordlige Israel stod kong Saul og hans styrker over for en frygtindgydende filisterhær. Da Saul fik øje på filistrenes lejr, ’skælvede hans hjerte stærkt’. Kongen havde forladt den sande tilbedelse, og resultatet var at Jehova ikke længere besvarede hans bønner. Guds profet Samuel var død, så hvor ville Saul vende sig hen for at få hjælp? — 1 Samuel 28:3, 5, 6.

Saul opsøgte et åndemedium i En-Dor. Han bad mediet om at ’bringe Samuel op’ fra de døde, og hun fremkaldte et åndesyn af en person. Denne „Samuel“ fortalte Saul at filistrene ville sejre, og at Saul og hans sønner ville dø i kamp. (1 Samuel 28:7-19) Men var det virkelig Samuel der var vendt tilbage fra de døde?

Tænk lidt nærmere over det. Bibelen siger at en person der dør, „vender tilbage til den jord han er kommet fra“, og at „hans tanker [går] til grunde“. (Salme 146:4) Både Saul og Samuel vidste at Gud fordømmer al kontakt med åndemedier. Ja, tidligere havde Saul endda selv ført an i at rense landet for spiritisme! — 3 Mosebog 19:31.

Overvej også følgende: Hvis den trofaste Samuel stadig var i live som en ånd, ville han så overtræde Guds lov og samarbejde med et åndemedium for at møde Saul? Jehova havde nægtet at tale med Saul. Kunne et medium virkelig tvinge den almægtige Gud til at kommunikere med Saul gennem den døde Samuel? Nej. Det er tydeligt at denne „Samuel“ ikke på nogen måde var Guds trofaste profet. Der var derimod tale om en ånd, en ond dæmon, der gav sig ud for at være den døde Samuel.

Dæmoner er engle der tidligt i menneskehedens historie gjorde oprør mod Gud. (1 Mosebog 6:1-4; Judas 6) De kan iagttage folk mens de er i live; de ved hvordan hver enkelt taler, ser ud og handler. Dæmonerne er ivrige  efter at fremme den opfattelse at det Bibelen siger, er usandt, og det er derfor ikke så mærkeligt at vi advares mod at have nogen som helst kontakt med sådanne åndemagter! (5 Mosebog 18:10-12) Disse onde ånder er stadig aktive i dag.

Nu kan man måske bedre forstå hvorfor mange fortæller at de har „hørt“ eller „set“ afdøde venner eller familiemedlemmer. Sådanne „genfærd“ kan virke gode og hjælpsomme, men onde åndemagter er kun ude på at bedrage mennesker. * (Efeserne 6:12) Overvej også dette: Jehova er en kærlig Gud, der har omsorg for os. Hvis de døde var i live et eller andet sted og kunne komme deres venner og familie til hjælp, ville vores kærlige Skaber så forbyde en sådan kontakt og omtale den som „en vederstyggelighed“? Nej, selvfølgelig ikke! (1 Peter 5:7) Men findes der da en pålidelig kilde til hjælp?

Hjælp til både levende og døde

Af det foregående fremgår det at de døde ikke er i stand til at hjælpe de levende. Desuden er det ikke kun virkningsløst at søge hjælp hos de døde; det er også ekstremt farligt, for derved overtræder man Guds lov og udsætter sig selv for at komme under dæmonernes indflydelse.

Bibelen peger på hvor vi kan hente den bedste hjælp — hos Skaberen, Jehova. Han kan udfri os fra selve døden. (Salme 33:19, 20) Han er altid villig til at hjælpe os, og han giver os et sandt håb der står i kontrast til de falske forhåbninger som åndemedier giver.

Tamba, der blev nævnt i indledningen, lærte af egen erfaring hvad forskellen er mellem de falske løfter som åndemedier giver, og den sandhed som Jehova fremholder. Flere medier hævdede at han ikke ville bestå eksamen hvis han undlod at bringe et offer til sine afdøde forfædre. Men Tamba var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Han havde lært hvilken tilstand de døde virkelig befinder sig i, og vidste at onde ånder giver sig ud for at være afdøde forfædre. Hans mor blev ved med at presse ham til at hente hjælp hos et medium, men Tamba afviste det med ordene: „Hvis jeg skulle dumpe, må jeg bare gøre en ekstra indsats næste år.“

Hvordan gik det? Han bestod eksamen med topkarakterer! Hans mor var forbløffet, mistede sin tiltro til åndemedierne og talte aldrig igen om at bringe ofre til forfædrene. Tamba lærte at Jehova advarer mennesker mod at „henvende sig til de døde for de levendes skyld“. (Esajas 8:19) Tambas studium af Bibelen gav ham tillid til at han ville klare sig godt hvis han lod sig lede af Guds lov. — Salme 1:1-3.

Hvad så med dem af vores kære som vi har mistet i døden? Er der ikke noget håb for dem? Jo, for ud over at hjælpe os der er i live, har Jehova lovet at hjælpe dem der ligger i graven. Efter at have beskrevet hvor magtesløse de døde er, siger profeten Esajas følgende i kapitel 26, vers 19: „Dine døde skal leve. . . . Vågn op og råb af glæde, I støvets beboere!“ Og han siger videre at „de livløse“ vil vende tilbage til livet.

Prøv at forestille dig det. De hjælpeløse milliarder der hviler i graven, vil blive bragt tilbage til livet! Bibelen siger at Jehova endda „længes efter“ at give de døde livet igen. (Job 14:14, 15) Lyder det for godt til at være sandt? Jesus Kristus var så overbevist om at dette håb var virkeligt, at han beskrev de døde som værende levende for Jehova. — Lukas 20:37, 38.

Kunne du også tænke dig at få dette håb? * Så bliv ved med at tilegne dig nøjagtig kundskab fra Bibelen. Et sådant studium vil overbevise dig om at Jehova kan hjælpe både de levende og de døde, og at hans løfter er „troværdige og sande“. — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 19]

Det er helt naturligt at længes efter de kære man har mistet i døden

[Illustration på side 20]

Vendte profeten Samuel tilbage fra de døde for at tale med kong Saul?