Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er din påklædning til ære for Gud?

Er din påklædning til ære for Gud?

“Gør alt til Guds ære.” – 1 KOR. 10:31.

SANGE: 34, 61

1, 2. Hvorfor har Jehovas Vidner en høj standard i forbindelse med påklædning? (Se indledningsbilledet).

“PÅKLÆDNINGEN var meget afslappet, især når det var varmt,” skrev en hollandsk avis om et møde for kirkeledere og tilføjede: “Det er dog ikke tilfældet ved Jehovas Vidners stævne.” I avisen stod der videre at drengene og mændene ved stævnet havde jakke og slips på og pigernes og kvindernes nederdele var moderne men havde en ærbar længde. Ja, Jehovas Vidner bliver ofte rost for den måde de går klædt på. Paulus skrev at kristne skal have en “velordnet klædning” og vælge tøj der afspejler beskedenhed og god dømmekraft, og som er passende for nogle der tjener Gud. (1 Tim. 2:9, 10) Selvom Paulus gav denne vejledning til kvinder, gælder tanken også kristne mænd.

2 Som Guds folk betragter vi det at have en høj standard for påklædning som noget vigtigt, og det er også af stor betydning for den Gud vi tjener. (1 Mos. 3:21) Bibelen viser tydeligt at Jehova, den øverste hersker i universet, har en klar holdning til hvordan hans tjenere skal klæde sig og se ud. Derfor skal vores valg i den forbindelse ikke bare være baseret på hvad vi selv kan lide, men også på hvad Jehova synes om.

3. Hvad lærer Guds lov til israelitterne os om påklædning?

3 Den lov Gud gav israelitterne, indeholdt regler der skulle beskytte dem mod den seksuelle umoral der prægede de nationer der omgav dem. Af Loven fremgik det tydeligt hvordan Jehova betragtede tøj der udviskede forskellene mellem kønnene. (Læs 5 Mosebog 22:5). Guds ord viser helt klart at Jehova ikke accepterer tøj der får mænd til at se feminine ud eller kvinder til at se maskuline ud, eller som gør det svært at se forskel på mænd og kvinder.

4. Hvad kan hjælpe kristne til at træffe gode beslutninger med hensyn til påklædning?

4 Guds ord indeholder principper der hjælper kristne til at træffe gode beslutninger med hensyn til påklædning. Disse principper gælder uanset hvor man bor, hvilken kultur man kommer fra, og hvordan klimaet er. Vi har ikke brug for en udførlig liste der fortæller os hvad for noget tøj der er acceptabelt, og hvad for noget der ikke er. I stedet lader vi os lede af Guds ord, der giver rum for personlig smag. Vi vil nu se på nogle principper fra Bibelen som kan hjælpe os til at afgøre hvad der er “Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje”, når vi skal vælge hvad vi skal tage på. – Rom. 12:1, 2.

‘VI ANBEFALER OS SOM GUDS TJENERE’

5, 6. Hvordan bør vores påklædning virke på andre?

5 Under inspiration nedskrev Paulus det vigtige princip vi finder i 2 Korinther 6:4. (Læs). Den måde vi ser ud på, kan fortælle meget om os. Ja, det er vigtigt at huske at mange mennesker danner sig en mening om os ud fra “det der er synligt for øjnene”. (1 Sam. 16:7) Som Guds tjenere forstår vi derfor at vores tøjvalg handler om mere end bare at tage noget på der er behageligt, eller som vi godt kan lide. Når vi kender Bibelens principper, vil vi undgå at vælge tøj der er stramtsiddende, afslørende eller udfordrende. Det indbefatter tøj der fremhæver eller afslører de mere intime dele af vores krop. Det ville være meget uheldigt hvis andre blev pinligt berørt over vores påklædning eller følte at de var nødt til at se den anden vej.

6 Når vi er pæne og rene og vores tøj afspejler beskedenhed, er der større sandsynlighed for at folk vil forstå at vi repræsenterer universets øverste hersker, Jehova. Måske vil de få større respekt for vores organisation eller ligefrem føle sig draget til den Gud vi tilbeder, og få lyst til at lytte til det livreddende budskab vi forkynder.

7, 8. Hvornår er det især vigtigt at vi er pænt klædt?

7 Vi skylder vores hellige Gud, vores brødre og søstre samt folk i distriktet at gå klædt på en måde der ærer Jehova og ophøjer det budskab vi forkynder. (Rom. 13:8-10) Det gælder især når vi deltager i kristne aktiviteter, for eksempel møder og forkyndelse. Vi bør klæde os “på en måde der sømmer sig for [dem] der bekender sig til gudsfrygt”. (1 Tim. 2:10) Det er selvfølgelig forskelligt hvad der anses som passende påklædning rundt omkring på jorden. Så for ikke at støde nogen tager Jehovas tjenere den lokale skik og brug i betragtning.

Er din påklædning med til at skabe respekt for den Gud du repræsenterer? (Se paragraf 7, 8)

8 Læs 1 Korinther 10:31. Til stævner bør vores tøj bære præg af værdighed og beskedenhed. Vi skal ikke efterligne de yderliggående modetendenser der er så almindelige i verden. Selv i forbindelse med ind- og udtjekning på vores hotel og når vi hygger os før og efter stævneprogrammet, bør vi ikke være for afslappet klædt eller ligefrem se sjuskede ud. Hvis tøjet er i orden, vil vi med stolthed kunne give os til kende som Jehovas Vidner og aflægge et vidnesbyrd når muligheden byder sig.

9, 10. Hvordan bør Filipperne 2:4 påvirke vores valg af tøj?

9 Læs Filipperne 2:4. Hvorfor må vi overveje hvordan vores tøjvalg virker på vores brødre og søstre? En af grundene er at Guds tjenere gør en stor indsats for at følge denne bibelske vejledning: “I skal ... gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab.” (Kol. 3:2, 5) Nogle af vores trosfæller har, før de blev kristne, levet på en måde der gik imod Jehovas moralnormer, og kæmper måske stadig med nogle forkerte tilbøjeligheder. (1 Kor. 6:9-11) Ingen af os ønsker at gøre deres kamp endnu sværere.

10 Den måde vi klæder os på når vi er sammen med vores brødre og søstre, bør bidrage til at menigheden bliver som en oase præget af moralsk renhed. Det gælder både når vi er til møde, og under mere uformelle omstændigheder. Vi har ganske vist frihed til selv at vælge hvad vi vil gå i, men vi har også et ansvar for at vælge tøj der gør det nemmere for andre at tænke, tale og opføre sig på en måde der er ren i Guds øjne. (1 Pet. 1:15, 16) “Kærligheden ... opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser.” – 1 Kor. 13:4, 5.

VÆLG DET RETTE TØJ

11, 12. Hvordan hjælper tanken i Prædikeren 3:1, 17 os til at træffe gode valg med hensyn til hvad vi skal tage på?

11 “Der er en tid til hvert et forehavende og til hvert et arbejde,” står der i Bibelen. (Præd. 3:1, 17) Denne tanke spiller også ind når kristne skal vælge hvad for noget tøj de vil have på. Klimaet, årstiderne, vores levevilkår og andre omstændigheder kan selvfølgelig have indflydelse på hvordan vi klæder os. Men Jehovas normer er altid de samme. – Mal. 3:6.

12 Når vejret er varmt, kan det især være en udfordring at vælge tøj der er pænt og ærbart. Vores brødre og søstre sætter pris på at vi ikke går i noget der er så stramt eller så løst at det er afslørende. (Job 31:1) Og når vi er på stranden eller slapper af ved en swimmingpool, bør vores badetøj være anstændigt. (Ordsp. 11:2, 20) Det kan godt være at det er almindeligt i verden med udfordrende badetøj, men som kristne må vi sikre os at vores tøjvalg altid er med til at ære vores hellige Gud, Jehova.

13. Hvorfor bør ordene i 1 Korinther 10:32, 33 få os til at tænke over vores valg af tøj?

13 Der er også et andet vigtigt princip der kan hjælpe os når vi skal vælge tøj: Vi må tage hensyn til andres samvittighed, uanset om der er tale om vores brødre og søstre eller andre. (Læs 1 Korinther 10:32, 33). Som kristne har vi et personligt ansvar for at undgå tøj der kunne støde andre. “Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse,” skrev Paulus, hvorefter han gav denne grund: “For heller ikke Messias var sig selv til behag.” (Rom. 15:2, 3) Jesus ønskede ikke at hans personlige præferencer skulle hindre ham i at hjælpe andre – netop det var jo en vigtig del af at gøre Guds vilje. Hvis vi skal efterligne Jesus, må vi undgå at vælge tøj som vi måske selv foretrækker, men som kunne få folk til at afvise det budskab vi forkynder.

14. Hvordan kan forældre lære deres børn at ære Jehova med deres tøjvalg?

14 Kristne forældre har ansvar for at lære deres børn at leve efter Bibelens principper. Det indebærer at de selv og deres børn klæder sig og ser ud på en måde der får Jehovas hjerte til at “fryde sig”. (Ordsp. 27:11; 22:6) Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at vise respekt for vores hellige Gud og hans normer? De må selv være gode eksempler. Og de må kærligt lære deres børn hvor og hvordan de kan finde tøj der er passende for kristne. Hvor er det vigtigt at børn forstår at de ikke blot skal vælge tøj ud fra hvad de selv foretrækker, men også ud fra hvad der ærer den Gud de repræsenterer.

BRUG DIN FRIE VILJE KLOGT

15. Hvad bør påvirke vores personlige tøjsmag?

15 Bibelen giver os brugbar vejledning der kan hjælpe os til at træffe kloge beslutninger som ærer Jehova. Alligevel er der rum for personlig smag. Det er forskelligt hvad vi kan lide at gå i, og hvad vi har råd til, men vores tøj bør altid være rent, pænt og anstændigt samt passe til situationen og lokal skik og brug.

16. Hvorfor er det anstrengelserne værd at finde tøj der er pænt?

16 Det er ikke altid let at finde tøj der er anstændigt og passende. Mange tøjbutikker sælger kun det der er moderne i øjeblikket, så det kan måske kræve tid og anstrengelser at finde nederdele, kjoler og bluser der er anstændige, eller jakkesæt og bukser der ikke er for stramme. Men vores brødre og søstre vil sikkert lægge mærke til og sætte pris på det når vi gør en indsats for at finde pænt tøj der stemmer med Bibelens normer. Og den glæde og tilfredshed det giver os at ære vores kærlige Far, opvejer til fulde det besvær vi måtte have med at finde passende tøj.

17. Hvilke faktorer kan have indflydelse på om en bror vælger at have skæg?

17 Vil det være rigtigt af brødre at have skæg? Under Moseloven var det et krav at mænd havde skæg. Men kristne er ikke underlagt Moseloven og dens bestemmelser. (3 Mos. 19:27; 21:5; Gal. 3:24, 25) I nogle kulturer er det at have et veltrimmet skæg almindeligt og fuldt ud accepteret, og det afleder måske slet ikke opmærksomheden fra budskabet om Riget. Faktisk er der sådanne steder nogle ældstebrødre der har skæg. Alligevel vil nogle brødre måske vælge ikke at have det. (1 Kor. 8:9, 13; 10:32) I andre kulturer og områder er det ikke almindeligt at have skæg, og det betragtes ikke som passende for Jehovas Vidner. At have skæg kan måske ligefrem hindre en bror i at være til ære for Gud og i at være “ulastelig”. – 1 Tim. 3:2, 7; Rom. 15:1-3.

18, 19. Hvad indebærer det at følge opfordringen i Mika 6:8?

18 Hvor kan vi være taknemmelige for at Jehova ikke giver os lister med detaljerede regler for hvordan vi skal klæde os og se ud. I stedet har han givet os mulighed for at bruge vores frie vilje til at træffe gode beslutninger der er baseret på Bibelens principper. Så selv med vores personlige fremtræden kan vi vise at vi ønsker at ‘vandre beskedent med vores Gud’. – Mika 6:8.

19 Beskedenhed vil få os til at anerkende at Jehovas normer altid er til bedste for os, og få os til ydmygt at vurdere os selv i forhold til Jehovas renhed og hellighed. Beskedenhed indebærer også at vi tager andres følelser og meninger i betragtning. Vi kan altså ‘vandre beskedent med Gud’ ved at rette vores liv ind efter hans ophøjede normer og ved at tage hensyn til andre.

20. Hvordan bør vores tøj og udseende virke på andre?

20 Vores valg af tøj bør gøre det let for andre at se at vi repræsenterer Jehova. Han har høje normer, og vi vil med glæde gøre alt hvad vi kan, for at følge dem. Der skal lyde en stor ros til de mange brødre og søstre der har en pæn fremtræden og en god opførsel og derved giver sandhedssøgende mennesker lyst til at lære mere om Bibelen. Sådanne kristne er virkelig med til at ære Jehova og glæde hans hjerte. Når vi træffer gode beslutninger med hensyn til vores tøj, vil vi fortsat kunne ære vores hellige Gud, der ‘klæder sig i værdighed og pragt’. – Sl. 104:1, 2.