Gud har omsorg for de ældre

DET er ikke overraskende at mange af verdens ældre udsættes for overgreb og misrøgt. Bibelen har for længe siden forudsagt at menneskene i „de sidste dage“ af den nuværende ugudelige verdensordning ville være „egenkærlige, . . . uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-3) Det græske ord der på dansk gengives med „naturlig hengivenhed“, kan også betegne den kærlighed som normalt findes inden for familien. Nøjagtig som Bibelen har forudsagt, er denne form for hengivenhed tydeligvis en mangelvare i dag.

I stærk modsætning til dem der behandler de ældre dårligt, værdsætter Jehova Gud dem der er kommet op i årene, og har omsorg for dem. Lad os se nærmere på hvordan dette fremgår af Bibelen.

„En dommer for enker“

Jehova Guds omsorg for de ældre kommer klart til udtryk i De Hebraiske Skrifter. I Salme 68:5, for eksempel, kalder David Gud for „en dommer for enker“, og enker er jo ofte oppe i årene. * I visse andre bibeloversættelser bliver ordet „dommer“ gengivet med „forsvarer“, „beskytter“ og „forkæmper“. Det er tydeligt at Jehova har stor omsorg for enker. Bibelen siger endog at hans ’vrede blusser op’ når enker udsættes for dårlig behandling. (2 Mosebog 22:22-24) Enker, ja, alle trofaste ældre, er meget værdsatte af Gud og hans tjenere. Ordsprogene 16:31 udtrykker Jehova Guds og hans folks syn på de ældre  med ordene: „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“

Som man kunne forvente, var respekt for de ældre noget fundamentalt i den lov Jehova gav Israel. Israelitterne fik dette påbud: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand som er til stede, og du skal frygte din Gud. Jeg er Jehova.“ (3 Mosebog 19:32) I Israel var det at agte de ældre direkte forbundet med ens forhold til Jehova Gud. Man kunne ikke med rette sige at man elskede Gud, hvis man samtidig behandlede ældre mennesker dårligt.

Kristne er ikke underlagt Moseloven, men de er underlagt „Messias’ lov“, som har stor indflydelse på deres adfærd og indstilling. Denne lov tilskynder dem blandt andet til at vise deres far og mor og de ældre kærlighed og omsorg. (Galaterne 6:2; Efeserne 6:1-3; 1 Timoteus 5:1-3) Det er ikke noget de gør fordi de har fået befaling til det, men fordi de føler sig tilskyndet til det af hjertet. „Elsk hinanden inderligt af hjertet,“ siger apostelen Peter. — 1 Peter 1:22.

Disciplen Jakob nævner endnu en grund til at vi skal tage os af de ældre. Han skriver: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jakob 1:27) Jakobs udtalelse understreger en vigtig pointe som virker hjertevarmende. Den henleder opmærksomheden på hvor dyrebare enker og faderløse er i Jehovas øjne.

Det er altså ikke nok at man blot afholder sig fra at behandle de ældre dårligt. Man må også vise dem omsorg i praksis. (Se rammen „Kærlighed vist i praksis“ på side 6-7). Jakob skriver: „Troen [er] død uden gerninger.“ — Jakob 2:26.

Trøst til ældre „i deres trængsel“

Der er også noget andet vi kan lære af Jakobs ord. Læg mærke til at han sagde at kristne skulle se til enker „i deres trængsel“. Det græske ord der gengives med „trængsel“, bruges om den trængsel, nød eller lidelse der skyldes omstændighedernes pres. Der er ingen tvivl om at mange ældre oplever sådanne vanskeligheder. Nogle er ensomme. Andre er nedtrykte over at de ikke længere kan klare så meget som før. Selv de der er meget flittige i tjenesten for Gud, kan blive mismodige. Tag for eksempel John, * en trofast forkynder af Guds rige i mere end fire årtier, hvoraf han har tilbragt de sidste tre i særlig heltidstjeneste. I dag er John i firserne, og han indrømmer at han til tider føler sig modløs. „Jeg tænker ofte på de mange fejl jeg har begået i tidens løb,“ siger han, „og på at jeg kunne have gjort tingene bedre.“

For sådanne ældre kan det være en trøst at vide at Jehova, til trods for at han er fuldkommen, ikke forlanger fuldkommenhed af os. Selvom han er opmærksom på de fejl vi begår, siger Bibelen om ham: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Jehova fokuserer ikke på vores fejl, men på hvad der bor i vores hjerte. Hvordan kan vi vide det?

 Kong David, der selv var ufuldkommen og begik mange fejl, blev af Gud inspireret til at skrive følgende i Salme 139:1-3: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig. Du er klar over min tanke på lang afstand. Er jeg på rejse eller lægger jeg mig, har du udmålt det, og alle mine veje er du fortrolig med.“ Udtrykket „udmålt“ betyder her „at sigte“, ligesom når en landmand skiller avnerne fra kernerne. Under guddommelig inspiration forsikrer David os om at Jehova sigter vores gode gerninger fra og husker dem.

Vor barmhjertige himmelske Fader husker — og værdsætter — de gode gerninger vi gør, så længe vi forbliver trofaste mod ham. Ja, Bibelen siger at han ville betragte det som uretfærdigt hvis han glemte vores arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn. — Hebræerne 6:10.

„Det som var før er forsvundet“

Bibelen viser at det ikke var Guds hensigt at menneskene skulle få problemer som følge af alderdom. Det var først efter at vores stamforældre, det første menneskepar, gjorde oprør mod Skaberen at alderdommens  nedbrydende virkninger holdt sit indtog blandt menneskene. (1 Mosebog 3:17-19; Romerne 5:12) Men sådan vil det ikke blive ved med at være i al evighed.

Som allerede nævnt er mange af de dårlige forhold vi oplever i dag — deriblandt overgreb mod ældre — et bevis for at vi lever i „de sidste dage“ af denne tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1) Gud vil fjerne virkningerne af synden, herunder alderdommens skavanker og døden. Bibelen siger: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

I Guds nye verden vil alderdommens besværligheder og smerter høre fortiden til. Overgreb mod de ældre vil heller ikke forekomme. (Mika 4:4) Selv de der er døde, og som befinder sig i Guds erindring, vil komme til live og få mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord. (Johannes 5:28, 29) Det vil da være tydeligere end nogen sinde at Jehova Gud ikke alene har omsorg for de ældre, men for alle som adlyder ham.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 6, 7]

Kærlighed vist i praksis

Blandt Jehovas Vidner går menighedernes tilsynsmænd foran med at vise de ældre omsorg. De bestræber sig for at følge denne formaning fra apostelen Peter: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ (1 Peter 5:2) At yde de ældre praktisk hjælp er noget der hører med til at tage sig af Guds hjord. Hvad kan det indbefatte?

Der skal tålmodighed og måske adskillige besøg og samtaler til før man bliver helt klar over hvad de ældre hver især har behov for. Måske kan der være brug for kørelejlighed til de kristne møder eller for hjælp til indkøb eller rengøring. Der kunne også være brug for at nogen kom og læste højt fra Bibelen og de kristne publikationer. Det er blot nogle få forslag til hvad man kan gøre for at hjælpe de ældre. Når det er muligt, bør der iværksættes nogle gode og praktiske hjælpeforanstaltninger. *

Men hvad nu hvis en af vore ældre brødre og søstre i menigheden kommer i vanskeligheder og måske har brug for økonomisk hjælp? Det vil være godt først at finde ud af om vedkommende har børn eller andre i familien som kunne være til hjælp. Det ville være i overensstemmelse med ordene i Første Timoteusbrev 5:4: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“

Måske har vedkommende brug for hjælp til at finde ud af om han eller hun er berettiget til at få støtte fra det offentlige. Det kan også være at nogle i menigheden er i stand til at hjælpe økonomisk. Hvis problemet ikke kan afhjælpes på nogen af disse måder, kan menighedens ældste overveje om vedkommende opfylder betingelserne for at modtage økonomisk støtte fra menigheden. Denne mulighed stod åben for nogle i den første kristne menighed, hvilket fremgår af det apostelen Paulus skrev til sin medarbejder Timoteus: „Lad en enke blive sat på listen når hun ikke er under tres år, har været én mands hustru, har et godt omdømme for gode gerninger, hvis hun har opfødt børn, hvis hun har beværtet fremmede, hvis hun har vasket de helliges fødder, hvis hun har hjulpet dem der var i trængsel, hvis hun har beflittet sig på enhver god gerning.“ — 1 Timoteus 5:9, 10.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Dorkas hjalp nødlidende enker. — Apostelgerninger 9:36-39