Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Efterlign Abrahams tro!

Efterlign Abrahams tro!

 Efterlign Abrahams tro!

„Det er dem der holder sig til tro som er Abrahams sønner.“ — GALATERNE 3:7.

1. Hvordan reagerede Abram da der opstod en ny vanskelig situation i Kana’an?

ABRAM havde forladt et komfortabelt liv i Ur i lydighed mod Jehovas befaling. De besværligheder han måtte igennem i de følgende år, var kun optakten til den trosprøve han kom ud for i Ægypten. I den bibelske beretning hedder det: „Så opstod der hungersnød i landet.“ Abram kunne let være blevet bitter i denne situation, men det blev han ikke. Han tog derimod skridt til at skaffe mad til sin husstand. „Abram begav sig på vej ned til Ægypten for at bo dér som udlænding, for hungersnøden var streng i landet.“ Abrams store husstand kunne ikke undgå at blive bemærket i Ægypten. Ville Jehova beskytte Abram mod ondt, sådan som han havde lovet? — 1 Mosebog 12:10; 2 Mosebog 16:2, 3.

2, 3. (a) Hvorfor skjulte Abram at Saraj var hans kone? (b) Hvordan forelagde Abram sin plan for Saraj?

2 I Første Mosebog 12:11-13 siges der: „Netop som han stod over for at skulle gå ind i Ægypten, sagde han til sin hustru Saraj: ’Hør engang! Jeg ved jo at du er en kvinde med et smukt udseende. Og det vil afgjort gå sådan, når ægypterne ser dig, at de vil sige: „Dette er hans hustru.“ Og de dræber mig, men dig vil de bevare i live. Jeg beder dig, sig du er min søster, for at det kan gå mig godt for din skyld og min sjæl kan leve takket være dig.’“ Saraj var stadig meget smuk selv om hun var over 65 år gammel. Det betød at Abrams liv var i fare. * (1 Mosebog 12:4, 5; 17:17) Endnu vigtigere var det at Jehovas interesser stod på spil, for han havde sagt at alle jordens nationer skulle velsigne sig ved Abrams afkom. (1 Mosebog 12:2, 3, 7) Eftersom Abram stadig var barnløs, var det vigtigt at han forblev i live.

3 Abram talte med sin kone om at gøre brug af en plan de tidligere var blevet enige om, nemlig at hun skulle sige at hun var hans søster. Læg mærke til at Abram ikke misbrugte sin myndighed som patriark, men bad om Sarajs samarbejde og støtte. (1 Mosebog 12:11-13; 20:13) Derved var Abram et godt eksempel for alle ægtemænd med hensyn til at udøve deres myndighed i kærlighed. Og Saraj, der viste at hun underordnede sig, var et godt eksempel for hustruer i dag. — Efeserne 5:23-28; Kolossenserne 4:6.

4. Hvad bør trofaste tjenere for Gud i vor tid gøre hvis deres brødres liv står på spil?

Saraj kunne ærligt sige at hun var Abrams søster, for hun var rent faktisk hans halvsøster. (1 Mosebog 20:12) Desuden var Abram ikke forpligtet til at give oplysninger til nogen der ikke havde ret til dem. (Mattæus 7:6) I vor tid følger trofaste tjenere for Gud Bibelens bud om at man skal være ærlig. (Hebræerne 13:18) De vil for eksempel aldrig lyve under ed i en retssal. Men når deres brødres fysiske eller åndelige liv står på spil, for eksempel under forfølgelse eller uroligheder, vil de følge Jesu vejledning og være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. — Mattæus 10:16; se Vagttårnet for 1. november 1996, side 18, paragraf 19.

5. Hvorfor var Saraj villig til at gøre det Abram bad om?

5 Hvordan reagerede Saraj på Abrams anmodning?  Apostelen Peter beskriver hende og andre kvinder som nogle der „håbede på Gud“. Det viser at Saraj forstod hvad sagen drejede sig om. Desuden elskede og respekterede hun Abram. Saraj valgte derfor at ’underordne sig sin mand’ og skjule at hun var gift. (1 Peter 3:5) Derved udsatte hun sig naturligvis for en risiko. „Det gik sådan, da Abram kom ind i Ægypten, at ægypterne så at kvinden var meget smuk. Og Faraos fyrster så hende også og priste hende over for Farao, så kvinden blev hentet til Faraos hus.“ — 1 Mosebog 12:14, 15.

Jehova udfrier Saraj

6, 7. Hvilken foruroligende situation befandt Abram og Saraj sig i, og hvordan udfriede Jehova Saraj?

6 Der er ingen tvivl om at Abram og Saraj har været bekymrede. Det så ud til at Farao når som helst kunne forgribe sig på Saraj. Desuden gav Farao, der jo ikke vidste at Abram og Saraj var gift, Abram mange gaver, så han efterhånden fik „får og kvæg og æsler og tjenere og tjenestepiger og hunæsler og kameler“. * (1 Mosebog 12:16) Abram må have følt dyb lede ved alle disse gaver! Men selv om det så sort ud, havde Jehova ikke svigtet Abram.

7 „Så ramte Jehova Farao og hans husstand med store plager på grund af Saraj, Abrams hustru.“ (1 Mosebog 12:17) På en måde der ikke oplyses, fik Farao at vide hvad den egentlige årsag til disse „plager“ var. Han handlede lynhurtigt: „Da tilkaldte Farao Abram og sagde: ’Hvad er det du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke at hun er din hustru? Hvorfor sagde du: „Hun er min søster,“ så jeg var ved at tage mig hende til hustru? Her er nu din hustru. Tag hende og gå!’ Og så gav Farao sine mænd befaling om ham, og derpå fulgte de ham og hans hustru og alt hvad han havde, på vej.“ — 1 Mosebog 12:18-20; Salme 105:14, 15.

8. Hvilken form for beskyttelse lover Jehova de kristne i dag?

8 I dag lover Jehova ikke at beskytte os mod død, kriminalitet, hungersnød eller naturkatastrofer. Vi har fået løfte om at Jehova altid vil sørge for at vi beskyttes mod alt hvad der kan true vores forhold til ham. (Salme 91:1-4) Det gør han først og fremmest ved i tide at advare os gennem sit ord og „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Kan Guds tjenere ikke risikere at miste livet på grund af forfølgelse? Jo, Gud vil måske tillade at enkeltpersoner dør, men han vil aldrig tillade at hans folk som helhed udslettes. (Salme 116:15) Og hvis nogle trofaste skulle omkomme, kan vi være sikre på at de vil få en opstandelse. — Johannes 5:28, 29.

Ofre for at bevare freden

9. Bosatte Abram sig et bestemt sted i Kana’an?

9 Da hungersnøden i Kana’an åbenbart var ovre, „drog Abram op fra Ægypten, han og hans hustru og alt hvad han havde, og Lot drog med ham, til Negeb [det ørkenlignende område syd for Judas bjergland]. Og Abram var overordentlig velforsynet med hjorde, med sølv og med guld.“ (1 Mosebog 13:1, 2) De lokale beboere må derfor have betragtet ham som en mand med magt og indflydelse, en stor høvding. (1 Mosebog 23:6) Abram nærede intet ønske om at slå sig ned og engagere sig i kana’anæisk politik, men „han fortsatte sin vandring fra lejrplads til lejrplads fra Negeb og til Betel, til det sted hvor hans telt først havde været mellem Betel og Aj“. Som altid lod Abram tilbedelsen af Jehova komme i første række hvor han end kom hen. — 1 Mosebog 13:3, 4.

10. Hvilken situation var opstået mellem Abrams og Lots hyrder, og hvorfor var det vigtigt at den blev afklaret hurtigst muligt?

10 „Lot, der vandrede sammen med Abram,  havde også får og kvæg og telte. Men landet tillod dem ikke at bo sammen, for deres ejendele var blevet mange og de kunne ikke bo sammen. Så opstod der en strid mellem Abrams kvæghyrder og Lots kvæghyrder; og dengang boede kana’anæerne og perizzitterne i landet.“ (1 Mosebog 13:5-7) Der var ikke nok vand og græsning til både Abrams og Lots hjorde, og derfor opstod der gnidninger og et spændt forhold mellem kvæghyrderne. Stridigheder af den art burde ikke forekomme mellem nogle der tilbad den sande Gud. Hvis de fortsatte, kunne det ende med et permanent brud. Hvordan ville Abram løse det problem? Han havde adopteret Lot efter at Lots fader var død, og måske opdraget ham som sin egen søn. Havde Abram, som den ældste af de to, ikke ret til at tage det bedste område?

11, 12. Hvilket storsindet tilbud gav Abram Lot, og hvorfor var Lots valg ikke klogt?

11 Men „Abram [sagde] til Lot: ’Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre. Er hele landet ikke til rådighed for dig? Skil dig nu fra mig. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.’“ I nærheden af Betel ligger et sted som er blevet kaldt „et af Palæstinas storslåede udsigtspunkter“. Måske var det dér Lot stod da han „løftede . . . sine øjne og så hele Jordanegnen, at hele stedet var vandrigt (det var før Jehova ødelagde Sodoma og Gomorra) som Jehovas have, som Ægyptens land, indtil Zoar“. — 1 Mosebog 13:8-10.

12 Selv om Lot beskrives som ’retfærdig’ i Bibelen, undlod han af en eller anden grund at lade Abram vælge først, og det ser heller ikke ud til at han søgte råd hos Abram, som var den ældste. (2 Peter 2:7) „Så valgte Lot sig hele Jordanegnen, og Lot flyttede sin lejr mod øst. Således skiltes de fra hinanden. Abram boede i Kana’ans land, men Lot boede blandt Jordanegnens byer. Til sidst rejste han sit telt nær Sodoma.“ (1 Mosebog 13:11, 12) Sodoma var en rig by som kunne byde på mange materielle fordele. (Ezekiel 16:49, 50) Lots valg var måske klogt fra en materiel synsvinkel, men åndeligt set var det et dårligt valg, for „mændene i Sodoma var slette og store syndere mod Jehova“, som der siges i Første Mosebog 13:13. Lots beslutning om at flytte til Sodoma skulle med tiden blive til ulykke for ham og hans familie.

13. Hvordan kan Abrams eksempel hjælpe en kristen som har en uoverensstemmelse af økonomisk art med en trosfælle?

13 Abram viste imidlertid tro på Jehovas løfte om at hans afkom til sidst ville komme til at eje hele landet; han ville derfor ikke skændes med nogen om en lille del af det. Han handlede storsindet i overensstemmelse med det princip der senere blev nedskrevet i Første Korintherbrev 10:24: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ Det er en god påmindelse til dem der måske har en uoverensstemmelse af økonomisk art med en trosfælle. Nogle har anlagt sag mod en broder i stedet for at følge vejledningen i Mattæus 18:15-17. (1 Korinther 6:1, 7) Abrams eksempel viser at det er bedre at lide et økonomisk tab end at bringe skam over Jehovas navn eller  ødelægge freden i den kristne menighed. — Jakob 3:18.

14. Hvordan ville Abram blive velsignet for sit storsind?

14 Abram ville blive velsignet for sit storsind. Gud sagde: „Jeg vil gøre dit afkom som jordens støvkorn, så at hvis nogen var i stand til at tælle jordens støvkorn, ville også dit afkom kunne tælles.“ Det må have været opmuntrende for den barnløse Abram! Derefter sagde Gud: „Bryd op, rejs omkring i landet i hele dets længde og i hele dets bredde, for dig vil jeg give det.“ (1 Mosebog 13:16, 17) Abram ville ikke få lov til at bosætte sig i en by med dens bekvemmeligheder. Han skulle holde sig adskilt fra kana’anæerne. På samme måde må kristne i dag holde sig adskilt fra verden. De betragter ikke sig selv som bedre end andre, men de undgår at have et nært forhold til nogle som kunne forlede dem til en ubibelsk adfærd. — 1 Peter 4:3, 4.

15. (a) Hvilken betydning kan Abrams rejser have haft? (b) Hvilket eksempel har Abram sat for kristne familier i vor tid?

15 På Bibelens tid havde man ret til at inspicere et stykke jord før man købte det. Det at Abram rejste omkring i landet, kunne derfor til stadighed have mindet ham om at landet en dag ville tilhøre hans efterkommere. Lydigt „fortsatte Abram med at bo i telte. Senere kom han og boede mellem Mamres store træer, som er i Hebron; og dér byggede han et alter for Jehova.“ (1 Mosebog 13:18) Her viste Abram endnu en gang hvor højt han prioriterede tilbedelsen af Jehova. Prioriterer din familie fælles studium, bøn og mødedeltagelse lige så højt?

Et fjendtligt angreb

16. (a) Hvad ligger der i de indledende ord til Første Mosebog, kapitel 14? (b) Hvorfor trængte de fire konger som kom østfra, ind i Kana’an?

16 „Nu skete det i de dage da Amrafel var konge i Sinear, Arjok var konge i Ellasar, Kedorlaomer var konge i Elam * og Tidal var konge i Gojim at disse førte krig.“ I den hebraiske grundtekst har de indledende ord („Nu skete det i de dage da . . .“) en ildevarslende klang og sigter til „en prøvelsens tid som ender med velsignelse“. (1 Mosebog 14:1, 2, fodnote) Denne prøvelsens tid begyndte da de fire konger som kom østfra, trængte ind i Kana’an med deres hære. Hvorfor kom de? For at slå et oprør ned i fem byer, Sodoma, Gomorra, Adma, Zebojim og Bela. De fire konger fejede al modstand til side og „rykkede i forening frem til Siddimlavningen, det er Salthavet“. Lot og hans familie boede lige i nærheden. — 1 Mosebog 14:3-7.

17. Hvorfor var det en trosprøve for Abram at Lot var blevet taget til fange?

17 De kana’anæiske konger modstod de indtrængende hære af al magt, men led et ydmygende nederlag. „Så tog sejrherrerne alle befolkningens ejendele i Sodoma og Gomorra og alle deres fødevarer og begav sig på vej. Samtidig tog de Abrams brodersøn Lot og hans ejendele da de begav sig på vej. Han boede dengang i Sodoma.“ Nyheden om det  der var sket, nåede snart Abram: „Derpå kom der en mand som var undsluppet og fortalte det til hebræeren Abram. Han havde dengang sin bolig mellem de store træer som tilhørte amoritten Mamre, broder til Esjkol og broder til Aner, og de var Abrams pagtsfæller. Således fik Abram at høre at hans broder var taget til fange.“ (1 Mosebog 14:8-14) Det var en stor trosprøve! Hvilke overvejelser gjorde han sig? Bar han nag til sin nevø fordi han havde valgt den bedste del af landet? Tænkte han på at de invaderende konger kom fra hans hjemegn, Sinear, og at han aldrig mere ville have mulighed for at vende hjem hvis han gik til kamp imod dem? Og hvad kunne han i det hele taget stille op mod en hær som Kana’ans samlede styrker ikke havde kunnet besejre?

18, 19. (a) Hvordan lykkedes det Abram at befri Lot? (b) Hvem fik æren for denne sejr?

18 Abram stolede igen helt og fuldt på Jehova. „Så mønstrede han sine trænede mænd, tre hundrede og atten trælle der var født i hans hus, og forfulgte dem helt til Dan. Og om natten delte han og hans trælle sig imod dem, og han besejrede dem og forfulgte dem helt til Hoba, der ligger nord for Damaskus. Så førte han alle ejendelene tilbage, og han førte også sin broder Lot og hans ejendele samt kvinderne og folket tilbage.“ (1 Mosebog 14:14-16) Med urokkelig tillid til Jehova førte Abram sin talmæssigt underlegne hær til sejr og udfriede Lot og hans familie. Nu mødte Abram Melkizedek, der var konge og præst i Salem. „Og Melkizedek, Salems konge, bragte brød og vin ud, og han var den højeste Guds præst. Derpå velsignede han ham og sagde: ’Velsignet være Abram af den højeste Gud, der har frembragt himmel og jord; og velsignet være den højeste Gud, som har overgivet dine undertrykkere i din hånd!’ Og Abram gav ham en tiendedel af alt.“ — 1 Mosebog 14:18-20.

19 Ja, sejren tilhørte Jehova. På grund af sin tro var Abram endnu en gang blevet udfriet af Jehova. I dag deltager Guds tjenere ikke i bogstavelig krigsførelse, men de udsættes for mange prøver og udfordringer. I den næste artikel vil vi se på hvordan Abrams eksempel kan hjælpe os til at komme igennem dem på den bedst mulige måde.

[Fodnoter]

^ par. 2 Ifølge Indsigt i Den Hellige Skrift (udgivet af Jehovas Vidner) beretter et gammelt papyrusdokument om „en farao der befalede bevæbnede mænd at pågribe en tiltrækkende kvinde og at dræbe hendes mand“. Abrams frygt var derfor ikke ubegrundet.

^ par. 6 Hagar, der senere blev Abrams medhustru, var måske en af de tjenestefolk han fik på dette tidspunkt. — 1 Mosebog 16:1.

^ par. 16 Nogle bibelkritikere har engang hævdet at Elam aldrig har haft en sådan indflydelse i Sinear, og at beretningen om Kedorlaomers angreb er opdigtet. I Vagttårnet for 1. juli 1989, side 4-7, gennemgås en række arkæologiske vidnesbyrd som støtter Bibelens beretning.

Lagde du mærke til dette?

• Hvordan viste hungersnøden i Kana’ans land sig at blive en trosprøve for Abram?

• Hvordan satte Abram og Saraj et godt eksempel for mænd og hustruer i dag?

• Hvad kan vi lære af det Abram gjorde da der opstod en uoverensstemmelse mellem hans og Lots tjenere?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 22]

Abram holdt ikke på sin ret, men lod Lots interesser komme før sine egne

[Illustration på side 24]

Abram viste at han stolede på Jehova da han befriede sin nevø Lot