Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Græsk

Græsk

Det græske sprog hører til den indoeuropæiske sprogæt. (Hebraisk er et semitisk sprog der hører til en anden sprogæt.) Bibelens kristne skrifter blev oprindelig skrevet på græsk (bortset fra Mattæusevangeliet, der først blev skrevet på hebraisk), og den første fuldstændige oversættelse af Bibelens hebraiske skrifter, Septuaginta, var ligeledes på græsk. Græsk er et flekterende sprog, det vil sige at ordene bøjes ved at der til et ords stamme føjes forskellige forstavelser og endelser.

Koinégræsk. Koinégræsk, eller fællesgræsk, var i brug fra omkring 300 f.v.t. til omkring 500 e.v.t. Det var en blanding af forskellige græske dialekter hvoraf den attiske øvede den største indflydelse, og det blev kaldt koiné, der på græsk betyder „fælles“, „almindelig“, fordi det var kendt så godt som overalt og var det sprog man betjente sig af i det internationale samkvem. For eksempel blev de romerske statholderes og det romerske senats bestemmelser oversat til koinégræsk og sendt ud over hele Romerriget. Anklagen der blev hængt på pælen over Jesu hoved, var således affattet ikke alene på det officielle sprog, latin, og på landets sprog, hebraisk, men også på det internationale sprog, (koiné)græsk. — Mt 27:37; Joh 19:19, 20.

Om brugen af det græske sprog i Palæstina siger Norman Bentwich: „Selv om størsteparten af det jødiske folk afviste hellenismen og alt hvad der var hellenistisk, undgik man på ingen måde omgang med grækere og brugen af græsk sprog. . . . Lærere i Palæstina så med velvilje på den græske oversættelse af De Hellige Skrifter og betragtede den som et middel til at bringe sandheden ud til hedningerne.“ (Hellenism af N. Bentwich, 1919, s. 115) Hovedformålet med den græske Septuaginta-oversættelse var naturligvis at den skulle være til hjælp for jøder, især dem der befandt sig i adspredelsen, og som ikke længere talte så godt hebraisk, men var bedre kendt med græsk. Hebraiske ord og udtryk der havde forbindelse med den jødiske gudstjeneste, blev erstattet med græske betegnelser. Ordet „synagoge“ for den bygning hvor man samledes til den jødiske gudstjeneste, er et eksempel herpå idet synagōgēʹ er græsk og betyder „forsamling“.

Koinégræsk brugt af de kristne bibelskribenter. De inspirerede kristne bibelskribenter var interesserede i at deres budskab blev udbredt og blev forstået af alle mennesker. De skrev ikke på klassisk græsk, men på koinégræsk. Skønt de alle var jøder, semitter, var det ikke den semitiske kultur, men den uforfalskede kristendoms sandhed de ønskede at udbrede, og ved hjælp af det fællesgræske sprog kunne de nå ud til langt flere mennesker. Således kunne de bedre efterkomme befalingen til at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mt 28:19, 20) Koinégræsk egnede sig desuden udmærket til at formidle de tanker de ønskede at udtrykke, med deres hårfine nuancer og store rigdom.

De inspirerede kristne skribenter gav med deres ophøjede budskab det koinégræske sprog en særlig kraft, værdighed og varme. Græske ord antog en større, dybere og mere åndelig betydning i de inspirerede skrifters sammenhæng.

Alfabet. Alle de nuværende europæiske alfabeter stammer enten direkte eller indirekte fra det græske alfabet. Dog har grækerne ikke selv opfundet deres alfabet, men de lånte det af semitterne. Dette ses af at de græske bogstaver (fra omkring det 7. årh. f.v.t.) ligner de hebraiske bogstaver (fra omkring det 8. årh. f.v.t.). Bogstaverne nævnes også med få undtagelser i den samme rækkefølge. Desuden ligner nogle af bogstavernes navne hinanden; for eksempel: alʹfa (græsk) og ’aʹlæf (hebraisk); beʹta (græsk) og bēth (hebraisk); delʹta (græsk) og daʹlæth (hebraisk). Der var 24 bogstaver i koinégræsk. Da man tilpassede det semitiske alfabet til det græske sprog, lavede man en værdifuld tilføjelse idet man tog de semitiske konsonanter som græsk ikke havde tilsvarende (’aʹlæf, he’, chēth, ‛aʹjin, waw og jōdh), og brugte dem for vokallydene a, e (kort), ē (lang), o, y og i.

Ordforråd. Det græske ordforråd er ret righoldigt og præcist. Den talende og skrivende har på græsk tilstrækkelig mange ord til sin rådighed til at nuancere sit ordvalg og vælge netop den betydningsnuance der er brug for i en given situation. For eksempel skelnes der på græsk mellem gnōʹsis, kundskab i almindelighed (1Ti 6:20), og epiʹgnōsis, en mere intensiv form for kundskab (1Ti 2:4); mellem alʹlos, der betyder „en anden“ af samme slags (Joh 14:16), og heʹteros, „en anden“ af en anden slags, forskellig derfra. (Ga 1:6) Græske ord og rødder er ved lån blevet optaget i andre sprog og har medvirket til at gøre ordforrådet i disse sprog rigere og dermed gjort det muligt at udtrykke sig mere varieret og nøjagtigt.

Navneord. Navneord bøjes efter køn, tal og kasus (fald). Ord der står navneordene nær, som for eksempel stedord og tillægsord, bøjes så de stemmer med det eller de ord de er knyttet til, viser tilbage til eller står i stedet for.

Kasus. Almindeligvis regner man på koinégræsk med fem kasus. (Nogle udvider det til otte.) Det vil sige at et ord skifter form (ved hjælp af endelser der føjes til ordets stamme) efter dets funktion i sætningen. Hertil kommer at ordene har forskelligt køn (hankøn, hunkøn og intetkøn), og at de bøjes i ental og flertal.

Artiklen. På koinégræsk har man kun den bestemte artikel, ὁ (ho), der er foranstillet (på dansk svarende til bestemthedsendelsen, -en, -et). Der er ingen ubestemt artikel (svarende til dansk „en“, „et“). Den bestemte artikel bøjes ligesom navneordene i køn, tal og kasus.

Artiklen bruges ikke alene foran navneord, men også foran en navnemåde, foran tillægsord, biord, hele udtryk, ledsætninger og hele sætninger. Et eksempel på at den bestemte artikel bruges foran et tillægsord, har vi i Johannes 10:11, hvor der ordret står: „Jeg er hyrden, den rigtige.“ Det er stærkere end blot at sige: „Jeg er den rigtige hyrde.“ Det svarer til at fremhæve „rigtige“ med kursiv.

Et eksempel på at artiklen anvendes foran en ledsætning, findes i Romerne 8:26, hvor ledsætningen „hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent“ på græsk indledes med den bestemte artikel i intetkøn (το). Ordret står der „det . . . hvad vi skal bede om“. (Int) Den bestemte artikel tjener til at fremhæve det følgende og viser at hele udtrykket skal læses sammen.

Udsagnsord. Udsagnsordene bøjes ved at der til ordets stamme føjes endelser der viser hvilken person eller hvilke personer og hvilken tid der er tale om. I nogle tilfælde bruges også en forstavelse til angivelse af den grammatiske tid. Desuden bøjes udsagnsordene efter modus (måde: indikativ, konjunktiv m.fl.) og genus (aktiv, passiv, medium). Deres bøjning er således mere kompliceret end navneordenes og kræver et større studium. Den nyere forskning har øget forståelsen af koinégræsk, især med hensyn til udsagnsordenes bøjning, hvorved det er blevet muligt at gengive den græske bibeltekst bedre og mere nøjagtigt end tilfældet var i de tidligere oversættelser. I det følgende skal nævnes nogle af de mest interessante træk ved de græske udsagnsord og deres indflydelse på bibelforståelsen.

Genus. Foruden aktiv og passiv har græsk et særligt genus kaldet „medium“. Mens subjektet (grundleddet) i aktiv udfører handlingen og i passiv modtager handlingen, er subjektet i medium både deltager i og modtager af handlingen. Medium understreger subjektets andel i den handling som udtrykkes ved udsagnsordet. (Den danske s-form er i visse tilfælde en mediumsform: slås, skilles, mødes osv.)

Medium blev på græsk også brugt med intensiv betydning. Mediumsformen havde næsten samme funktion som når vi skriver et ord med kursiv. Da Paulus fik at vide at lænker og trængsler ventede ham i Jerusalem, sagde han: „Dog regner jeg ikke min sjæl for noget der er mig dyrebart, hvis blot jeg må fuldende mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus.“ (Apg 20:22-24) Udsagnsordet poiouʹmai (af poieʹō, „gøre“; her: „regne for“) står i medium. Paulus siger ikke at han ikke sætter pris på livet, men at det at fuldføre tjenesten var af langt større betydning for ham. Det var hans personlige mening.

Der bruges medium i Filipperne 1:27: „Blot skal I leve et liv [el.: opføre jer (gøre jeres borgerpligt) på en måde] der er den gode nyhed om Messias værdigt.“ Udsagnsordet politeuʹomai står her i medium, politeuʹesthe, „opføre jer (gøre jeres borgerpligt)“, det vil sige deltage i det kristne liv. Romerske borgere tog som regel aktivt del i statens anliggender, for romersk borgerskab var højt skattet, især i byer hvis indbyggere havde opnået romersk borgerret, sådan som i byen Filippi. Paulus understreger her at de kristne ikke skal være passive, ikke blot befinde sig i den tilstand at være kristne, men at de skal deltage i den kristne tjeneste og dermed vise at de lever et liv der er den gode nyhed værdigt. Dette stemmer med hans senere ord til dem: „Vort statsborgerskab er jo i himlene.“ — Flp 3:20.

Tider. Et andet karakteristisk træk som bidrager til det græske sprogs nøjagtighed, er brugen af udsagnsordenes tider. Der er to ting man skal lægge mærke til ved et udsagnsord: handlingens art og handlingens tid. Handlingens art er ikke uvæsentlig. Der er især tre måder at betragte handlingen på, og de har alle indflydelse på bøjningen: (1) Handlingen betragtes som fortsættende; dette aspekt repræsenteres hovedsagelig ved præsens (nutid), der bruges både om en fremadskridende, en sædvanemæssig og en gentagen handling; (2) handlingen betragtes som afsluttet eller fuldført, hvilket hovedsagelig repræsenteres ved perfektum (førnutid); og (3) handlingen betragtes som punktuel, eller momentan, hvilket repræsenteres ved aorist. Der findes naturligvis også andre tider, som for eksempel imperfektum (uafsluttet datid), pluskvamperfektum (førdatid) og futurum (fremtid).

Som eksempel på hvordan der skelnes ved brugen af de græske tider, kan anføres 1 Johannes 2:1, hvor apostelen Johannes siger: „Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen.“ (DA92) Det græske udsagnsord for „synder“ står i aorist, så der er altså tale om en punktuel, eller momentan, handling. Aoristen bruges her om den enkelte syndige handling, hvorimod præsens ville betegne handlingen som fortsættende eller fremadskridende. Johannes taler altså ikke om en der synder vanemæssigt, men om en der „begår en synd“. (Jf. Mt 4:9, hvor aoristen viser at Djævelen ikke bad Jesus om en fortsat tilbedelse, men om at udføre en enkelt tilbedelseshandling.)

Læser man imidlertid 1 Johannes 3:6, 9, som almindeligvis gengives: „Enhver, som bliver i ham, synder ikke,“ og: „Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd“ (DA92), modsiger disse ord tilsyneladende udtalelsen i 1 Johannes 2:1. I 1 Johannes 3:6, 9 bruges imidlertid på græsk præsens (nutid) om den vedvarende handling, og nogle oversættelser gengiver derfor udsagnsordet mere nøjagtigt med „øver ikke synd“ (NV), „praktiserer ikke synd“ (CB, Ph), „fortsætter ikke med at synde“ (TEV), hvorved modsigelsen bortfalder. I Mattæus 6:33 (NV) gav Jesus disciplene befalingen: „Bliv da ved med først at søge riget,“ altså ikke blot: „Søg først Guds rige.“ (DA92) Her er på græsk brugt præsens imperativ om den fortsatte handling.

I forbindelse med forbud er der ligeledes forskel på om der bruges præsens eller aorist. I præsens imperativ er der tale om mere end blot et forbud mod at gøre en bestemt ting. Det betyder at man skal holde op med at gøre det. På vej til Golgata sagde Jesus ikke blot „græd ikke“ til kvinderne der fulgte ham, men da de allerede græd, sagde han: „Hold op med at græde over mig.“ (Lu 23:28) Ligeledes sagde han til dem der solgte duer i templet: „Hold op med at gøre min Faders hus til et varehus!“ (Joh 2:16) I Bjergprædikenen sagde han: „Hold op med at nære bekymring“ for hvad I skal spise, drikke eller tage på. (Mt 6:25) Derimod vil et forbud i aorist imperativ være et forbud mod at gøre noget på et hvilket som helst givet tidspunkt. Jesus sagde således: „Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen.“ (Mt 6:34) Her bruges aorist for at vise at disciplene ikke på noget tidspunkt skulle være bekymrede.

Endnu et eksempel på at det har betydning hvilken tid der anvendes på græsk, er Hebræerne 11:17. Om Abraham siges der her i nogle ældre oversættelser: „Ja, den enbaarne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne.“ (GD) Det græske udsagnsord der her er oversat med „ofrede“, står i imperfektum, der kan indeholde tanken om en handling som subjektet havde til hensigt eller forsøgte at gøre, men ikke fik bragt til udførelse eller fuldbyrdet. I overensstemmelse med hvad der virkelig skete, kan det græske udsagnsord bedre gengives med „søgte at ofre“ (NV) eller „var rede til at ofre“ (DA92). I Lukas 1:59, hvor der tales om at nogle kommer for at omskære Zakarias og Elisabets søn, viser imperfektum at oversættelsen bør lyde: „Man ville give [barnet] faderens navn, Zakarias“ (NV, DA92), og ikke „de kaldte det Zacharias“ (Ka, Li), for drengen blev kaldt Johannes efter engelen Gabriels anvisning. — Lu 1:13.

Translitterering. At translitterere vil sige at gengive et ord som er skrevet med bogstaverne i ét alfabet, med et andet alfabet, bogstav for bogstav, i dette tilfælde at gengive de græske ord med bogstaverne i vort alfabet, for eksempel b for β, g for γ og så videre. Dette gælder også de græske vokaler, a for α, e for ε, ē for η, i for ι, o for ο, y for υ og ō for ω.

Diftonger. Ovennævnte regel om at gengive bogstav for bogstav gælder også de fleste diftonger: ai for αι, ei for ει, oi for οι. Det græske bogstav yʹpsilon (υ) danner en undtagelse i følgende tilfælde: αυ er au, ikke ay; ευ er eu, ikke ey; ου er ou, ikke oy; υι er ui, ikke yi; ηυ er ēu, ikke ēy.

Der er imidlertid tilfælde hvor man har et trema ( ͏̈) over den anden af to sammenstødende vokaler, for eksempel αϋ, εϋ, οϋ, ηϋ, ωϋ, αϊ og οϊ. Et trema over iōʹta (ϊ) eller yʹpsilon (ϋ) viser at der ikke er tale om en diftong, men at vokalerne skal udtales hver for sig. I dette tilfælde translittereres yʹpsilon (med trema) som y, ikke u. De ovennævnte eksempler skrives derfor ay, ey, oy, ēy, ōy, ai og oi.

Under nogle vokaler (α, η, ω) vil man se et lille iōʹta (), det såkaldte iota subscriptum. Ved translittereringen sættes i’et ikke under linjen, men ved siden af og efter det bogstav som iōta’et står under. Der skrives således ai for ᾳ, ēi for ῃ og ōi for ῳ. (I udtalen høres dette „i“ ikke mere.)

Accenter. Der findes tre accenttegn på græsk: aigu (΄), cirkumfleks ( ͏̑) og grave (`). På græsk sættes de over vokalen i den stavelse der betones. Ved translittereringen sætter vi imidlertid en trykstreg efter den betonede stavelse, og trykstregen står for alle tre accenttegn på græsk. Der skrives således loʹgos for græsk λόγος og zōiʹon for ζῳον.

Stavelser og orddeling. Som en hjælp til at udtale ordene viser en trykstreg (ʹ) at den foregående stavelse er betonet; undertiden anvendes også en prik (·) som stavelsesdeling. Et græsk ord har lige så mange stavelser som der er vokaler eller diftonger. I λόγος (loʹgos) er der således to vokaler og derfor to stavelser. De to vokaler i en diftong udtales som én lyd, og der er derfor kun tale om én stavelse. I πνεῦμα (pneuʹma) er der én diftong (eu) og én vokal (a), og ordet har derfor to stavelser.

Ved ord- og stavelsesdeling er følgende regler fulgt: (1) Når en enkeltkonsonant forekommer i midten af et ord, går den sammen med den efterfølgende vokal til næste stavelse. Πατήρ deles således pa·tērʹ. (2) Når der forekommer en kombination af flere konsonanter i midten af et græsk ord, gælder den regel at hvis den samme kombination af konsonanter kan forekomme i begyndelsen af et græsk ord, kan den også indlede en stavelse. For eksempel deles κόσμος således: koʹsmos. Anden stavelse indledes med sm fordi mange græske ord — for eksempel Smyrʹna — begynder med de samme to konsonanter. Hvis der derimod ikke findes noget græsk ord der begynder med en bestemt kombination af konsonanter, deles de. βύσσος translittereres således bysʹsos eftersom man ikke vil finde ss i begyndelsen af noget græsk ord.

Åndetegn. En vokal eller en diftong i begyndelsen af et ord på græsk kræver et åndetegn, enten „spiritus lenis“ (᾿), der betegner en svag åndelyd, eller „spiritus asper“ (῾), der betegner en stærk åndelyd. Ved translittereringen ses der bort fra den svage åndelyd, spiritus lenis (᾿); den stærke åndelyd, spiritus asper (῾), translittereres som et h i begyndelsen af ordet. Hvis det græske ord har et stort begyndelsesbogstav, står åndetegnet foran ordet. Det vil sige at Ἰ translittereres I, mens Ἱ translittereres Hi. Når ordet begynder med et lille begyndelsesbogstav, sættes åndetegnet over den indledende vokal; hvis der er tale om en diftong, sættes det over den anden vokal. Det vil sige at αἰών translittereres aiōnʹ, mens ἁγνός translittereres hagnosʹ, og αἱρέομαι translittereres haireʹomai.

Desuden kræver det græske bogstav rhō (ρ), der translittereres r, altid spiritus asper (῾) i begyndelsen a et ord. Det vil sige at ῥαββεί translittereres rhabbeiʹ.

[Oversigt på side 763]

DET GRÆSKE ALFABET

Bogstav

Navn

Translitteration og udtale1

Α α

alʹ fa

a

Β β

bēʹta

b

Γ γ

gamʹma

g, hårdt som i „gå“2

Δ δ

delʹta

d, hårdt som i „dag“

Ε ε

eʹpsilon

e, kort som i „net“

Ζ ζ

zēʹta

z, som i stemt s

Η η

ēʹta

ē, langt som i „nede“

Θ θ

thēʹta

th, ustemt som i eng. „thin“

Ι ι

iōʹta

i, langt el. kort

Κ κ

kapʹpa

k

Λ λ

lamʹbda

l

Μ μ

my

m

Ν ν

ny

n

Ξ ξ

xi

x

Ο ο

oʹmikron

o, kort som i „vod“

Π π

pi

p

Ρ ρ

rhō

r

Σ σ ς3

sigʹma

s

Τ τ

tau

t

Υ υ

yʹpsilon

y el. u,4 langt eller kort

Φ φ

fi

f

Χ χ

chi

ch, som i tysk „Buch

Ψ ψ

psi

ps, som i „laps

Ω ω

ōmeʹga

ō, langt som i „node“

1 Den her viste udtale afviger fra nygræsk.

2 Nasaleres foran κ, ξ, χ og et andet γ og udtales som n, dvs. der udtales nk, nx, nch og ng.

3 Bruges kun i slutningen af et ord.

4U når yʹpsilon er del af en diftong.