Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ser du belønningen for dig?

Ser du belønningen for dig?

Ser du belønningen for dig?

SYGDOMMEN udvikler sig langsomt. Til at begynde med mindskes det perifere syn, og uden behandling kan det centrale syn også blive angrebet. Til sidst kan man fuldstændig miste synet. Øjensygdommen hedder glaukom (grøn stær) — en af de hyppigste årsager til blindhed.

Ligesom man langsomt og snigende kan miste det bogstavelige syn, kan man miste det endnu mere dyrebare åndelige syn. Derfor er det livsvigtigt at gøre åndelige anliggender til det centrale i ens liv, noget man fokuserer på.

Hav belønningen for øje

Blandt ’de usynlige ting’ der ikke kan ses med det bogstavelige øje, er den vidunderlige belønning, evigt liv, som Jehova har lovet dem der loyalt tjener ham. (2 Korinther 4:18) Selvfølgelig tjener kristne først og fremmest Jehova fordi de elsker ham. (Mattæus 22:37) Men ikke desto mindre ønsker Jehova at vi ser frem til belønningen. Han vil gerne have at vi forstår at han som en gavmild Fader „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) De der kender Gud og elsker ham, værdsætter derfor hans løfter og længes efter at se dem blive opfyldt. — Romerne 8:19, 24, 25.

Mange læsere af Vagttårnet og Vågn op! glæder sig over illustrationerne i bladene af det kommende jordiske paradis. Ingen ved selvfølgelig helt præcist hvordan Paradiset kommer til at se ud, og derfor er billederne blot skildringer af passager fra Bibelen, for eksempel Esajas 11:6-9. Men en kristen kvinde sagde alligevel: „Når jeg ser billederne i Vagttårnet og Vågn op! af det fremtidige paradis, kigger jeg grundigt på dem som var de billeder fra en rejsebrochure. Jeg forestiller mig at jeg selv er med på billedet, for inderst inde er det dér jeg håber at være når Guds tid er inde.“

Paulus følte noget lignende i forbindelse med sit ’kald opad’. Ikke at han mente at målet var nået, for han vidste at han måtte vise sig trofast lige til det sidste. Men han blev ved med at ’række efter det der var foran’. (Filipperne 3:13, 14) På samme måde udholdt Jesus også døden på en marterpæl „for den glæde der lå foran ham“. — Hebræerne 12:2.

Har du nogen sinde tvivlet på om du kommer med i den nye verden? Selvfølgelig er det klogt ikke at være for selvsikker, eftersom sejrsprisen er betinget af at vi er trofaste lige til enden. (Matt. 24:13) Men hvis man gør alt hvad man kan for at leve op til Guds krav, er der god grund til at føle sig sikker på at få belønningen. Husk at Jehova „ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Hvis vi stoler på Jehova, vil han hjælpe os til at nå målet. Jehova vil aldrig lede efter en anledning til at forkaste dem der oprigtigt søger at gøre hans vilje. — Salme 103:8-11; 130:3, 4; Ezekiel 18:32.

Når vi tænker på Jehovas følelser for sit folk, giver det os håb — en egenskab der er ligeså vigtig som tro. (1 Korinther 13:13) Det græske ord der i Bibelen er oversat med „håb“, indeholder tanken om at være i spændt „forventning om noget godt“. Med et sådant håb i tanke, skrev apostelen Paulus: „Vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.“ (Hebræerne 6:11, 12) Læg mærke til at vi kan have forvisning i håbet hvis vi fortsætter med trofast at tjene Jehova. I modsætning til mange af de forhåbninger folk i almindelighed har, ’fører dette håb ikke til skuffelse’. (Romerne 5:5) Hvordan er det derfor muligt at bevare håbet levende og klart?

Hvordan man skærper det åndelige syn

Med de bogstavelige øjne er det ikke muligt at fokusere på mere end én ting ad gangen. Det samme gælder det åndelige syn. Hvis vi fokuserer på det der hører den nuværende ordning til, vil Guds nye verden uvilkårligt komme til at stå mindre klart i vort sind. Med tiden kan det slørede billede, som man kun ser omridset af, virke mindre tiltrækkende, og til sidst er det helt uden for ens synsfelt. Hvor tragisk! (Lukas 21:34) Det er altså meget vigtigt at vi holder ’øjet klart’ — klart rettet mod Guds rige og det evige livs belønning! — Mattæus 6:22.

Men det er ikke altid let at holde øjet klart. Hverdagens problemer kræver vores opmærksomhed, og der kan komme forstyrrende — og endda fristende — situationer i vores liv. Hvordan kan vi på trods af det holde blikket rettet mod Riget og Guds lovede nye verden, uden at forsømme andre nødvendige gøremål? Her følger tre forslag.

Studér dagligt Guds ord. Regelmæssig bibellæsning og studium af de bibelske publikationer er en hjælp til at rette sindet mod åndelige ting. Selv om vi måske har studeret Guds ord i mange år, er det vigtigt at fortsætte med det, nøjagtig som vi må blive ved med at indtage bogstavelig føde for at kunne holde os selv i live. Man lader jo ikke være med at spise blot fordi man gennem tiden har indtaget tusinder af måltider. Så uanset hvor stort et kendskab vi har til Bibelen, har vi behov for til stadighed at hente åndelig næring fra den for at bevare håbet levende og for at styrke vores tro og kærlighed. — Salme 1:1-3.

Grund med værdsættelse over Guds ord. Hvorfor er det så vigtigt at grunde over Guds ord? Af to grunde. For det første fordi man bedre kan forstå det man har læst, og derved får større værdsættelse af stoffet. For det andet kan det forhindre en i at glemme Jehova, hans storslåede gerninger og det håb han har givet os. Man kan illustrere det med følgende eksempel: Israelitterne der sammen med Moses forlod Ægypten, havde med egne øjne set beviser på Jehovas vældige kraft. De havde også nydt gavn af Jehovas beskyttelse mens han ledte dem frem til det forjættede land. På trods af det var de dårligt nok nået frem til ørkenen på vej mod det land Jehova havde lovet dem, før de begyndte at beklage sig og derved afsløre en alvorlig mangel på tro. (Salme 78:11-17) Hvori bestod deres problem?

I stedet for at fokusere på Jehova og det vidunderlige håb han havde givet dem, begyndte de at tænke på deres egen magelighed her og nu, på det der havde med kødet at gøre. Til trods for de storslåede mirakler de havde været vidne til, begyndte mange af dem troløst at klage. „Hurtigt glemte de hvad [Jehova] havde gjort,“ siges der i Salme 106:13. Deres forsømmelighed kunne ikke undskyldes, og ingen fra denne generation af israelitter fik lov til at komme ind i det forjættede land.

Giv dig derfor tid til at grunde over det du læser i Bibelen eller i de bibelske publikationer. En sådan refleksion er absolut nødvendig for din åndelige sundhed og vækst. Grund for eksempel over Jehovas egenskaber når du læser Salme 106, hvorfra der er citeret i forrige paragraf. Læg mærke til hvor tålmodig og barmhjertig han var over for israelitterne. Hvordan han gjorde alt for at hjælpe dem til at nå frem til det forjættede land. Bemærk så hvordan de gang på gang gjorde oprør imod ham. Forestil dig den kval og smerte Jehova har følt mens hans overbærenhed og tålmodighed blev strakt til det yderste af et ufølsomt folk som ingen værdsættelse havde. Grunder man derefter over versene 30 og 31, hvor det beskrives hvordan Pinehas standhaftigt og modigt stod op for det der var ret, forsikres man om at Jehova ikke glemmer dem der er loyale over for ham, og at han belønner dem rigt.

Anvend Bibelens principper i dit liv. Når man følger Bibelens principper i sit liv, mærker man på sin egen krop at Jehovas vejledning er gavnlig. Der siges i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ Tænk over hvordan mange menneskers umoralske livsform giver bagslag i form af psykiske, følelsesmæssige og fysiske problemer. Ved at give efter for en kortvarig nydelse høster mange mennesker smerter der varer ved i flere år, ja, nogle gange hele livet. Omvendt får de der går på ’den trange vej’, en forsmag på hvordan det vil være at leve i den kommende nye verden, og det forstærker deres ønske om at fortsætte på vejen til livet. — Mattæus 7:13, 14; Salme 34:8.

Det er ikke altid let at følge Bibelens principper. Til tider synes en ubibelsk løsning måske at være den hurtigste måde at tackle et problem på. Hvis man for eksempel har økonomiske problemer, kan det være fristende at lade Rigets interesser komme på andenpladsen. Men dem der handler i tro og holder øjnene rettet mod åndelige ting, forsikres om at „det vil gå godt for dem der frygter den sande Gud“. (Prædikeren 8:12) Til tider kan det være nødvendigt for en kristen at arbejde over, men han vil aldrig tillade sig selv at blive ligesom Esau, der viste foragt for åndelige ting, og affærdigede dem som var de uden værdi. — 1 Mosebog 25:34; Hebræerne 12:16.

Jesus forklarede tydeligt hvilket ansvar vi har som kristne. Vi må ’blive ved med først at søge riget og Guds retfærdighed’. (Mattæus 6:33) Gør vi det, vil Jehova, vor kærlige Fader, sørge for at vi har det nødvendige i materiel henseende. Jehova ønsker ikke at vi skal lade os tynge af bekymring over ting som han har lovet at tage sig af. Unødig ængstelse kan være som åndeligt glaukom — gør man ikke noget ved det, vil ens syn efterhånden kun dreje sig om det materielle, og til sidst er man åndelig blind. Hvis man forbliver i en sådan tilstand, vil Jehovas dag komme over en „som en snare“ med tragiske følger! — Lukas 21:34-36.

Se klart ligesom Josua

Lad os have håbet om Riget helt klart for øje og holde andre forpligtelser på deres rette plads. Hvis vi holder fast ved vanen med at studere, grunde over og anvende principperne fra Bibelen, kan vi ligesom Josua være forvissede om at vores håb vil blive indfriet. Efter at have ledt israelitterne ind i det forjættede land, sagde Josua: „I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ — Josua 23:14.

Håbet om Riget kan give dig ny styrke og gøre din hverdag lettere. Lad det præge din tankegang, dine følelser, det du beskæftiger dig med, og de beslutninger du tager. — Ordsprogene 15:15; Romerne 12:12.

[Illustration på side 21]

Har du nogen sinde tvivlet på om du kommer med i den nye verden?

[Illustration på side 22]

Ved studium af Bibelen er det meget vigtigt at grunde over det man læser

[Illustrationer på side 23]

Vær optaget af Rigets interesser