Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan er universet og livet opstået?

Hvordan er universet og livet opstået?

Hvordan er universet og livet opstået?

„Videnskab uden religion er lam, religion uden videnskab er blind.“ — Albert Einstein.

VI LEVER i en tid hvor der øves utrolige bedrifter i et hidtil uset omfang. På grund af nye opdagelser inden for astronomi har man måttet revidere visse forklaringer angående universets oprindelse. Mange er fascinerede af universet og stiller de urgamle spørgsmål som selve vores eksistens afføder: Hvordan er universet og livet opstået, og hvorfor?

Og ser vi i den modsatte retning — ind i selve menneskelegemet — har kortlægningen af menneskets genetiske kode rejst nogle spørgsmål: Hvordan er mangfoldigheden af livsformer blevet til? Og er der en som har skabt dem? Kompleksiteten af vores genetiske opbygning fik en tidligere amerikansk præsident til at sige at „vi er ved at lære det ’sprog’ hvormed Gud skabte livet“. En af de ledende forskere der beskæftiger sig med afkodningen af menneskets arvemasse, har ydmygt sagt: „Vi har fået et lille indblik i vores egen instruktionsbog — som tidligere kun var kendt af Gud.“ Men vi har stadig ikke fået svar på spørgsmålene: Hvordan er livsformerne blevet til, og hvorfor?

„To vinduer“

Visse forskere hævder at hele den måde universet fungerer på, kan forklares ud fra en rationel analyse der gør viden fra en guddommelig kilde unødvendig. Men mange, også forskere, bryder sig ikke om det synspunkt. De forsøger at forstå virkeligheden ved at tage både videnskaben og religionen i betragtning. De er af den opfattelse at videnskaben beskæftiger sig med spørgsmålet om hvordan vi selv og universet er blevet til, mens religionen hovedsagelig beskæftiger sig med hvorfor.

Om denne måde at gribe sagen an på siger fysikeren Freeman Dyson: „Videnskab og religion er to vinduer som folk ser igennem i deres forsøg på at forstå det store univers udenfor.“

„Videnskab har at gøre med det der kan måles, religion med det der ikke kan måles,“ siger forfatteren William Rees-Mogg. „Videnskaben kan hverken bevise eller modbevise Guds eksistens, lige så lidt som den kan bevise eller modbevise gyldigheden af moralnormer eller teorier om kunstnerisk skønhed. Der er ingen videnskabelig grund til at elske sin næste eller til at respektere menneskelivet . . . At påstå at alt hvad der ikke kan bevises videnskabeligt, ikke eksisterer, er en stor fejltagelse. Det ville udelukke eksistensen af næsten alt hvad vi sætter pris på her i livet, ikke kun Gud og menneskets åndsevner, men også kærlighed, poesi og musik.“

Videnskabens „religion“

Forskernes teorier synes ofte at bygge på forudsætninger som kræver en form for tro. Når det for eksempel drejer sig om livets oprindelse, fastholder de fleste evolutionister synspunkter som fordrer en tro på visse „læresætninger“. Kendsgerninger blandes med teorier. Og når forskere bruger deres autoritet til at understøtte en blind tro på udviklingslæren, siger de i virkeligheden: ’Du er ikke ansvarlig for din moralske adfærd, for du er blot et produkt af biologien, kemien og fysikken.’ Ifølge biologen Richard Dawkins er der i universet ’ingen hensigt, intet formål, intet ondt og intet godt, nej, intet andet end meningsløs ligegyldighed’.

For at fastholde sådanne synspunkter vælger nogle forskere at ignorere andres omfattende forskning hvis den strider mod grundlaget for deres teorier om livets oprindelse. Det har vist sig at en tilfældig dannelse af de komplicerede molekyler der skal til for at frembringe en levedygtig celle, er en matematisk umulighed — selv under forudsætning af et tidsrum på milliarder af år. * De dogmatiske teorier angående livets oprindelse som beskrives i mange lærebøger, må derfor betragtes som uholdbare.

Tanken om at livet er opstået ved en blind tilfældighed, kræver mere „tro“ end troen på en skabelse. Astronomen David Block siger: „Det kræver mere tro at afvise eksistensen af en Skaber end at tro på ham. At hævde at Gud ikke er til, er en løs og ubekræftet påstand — et postulat der er baseret på tro.“

Videnskabelige opdagelser kan få nogle forskere til at føle dyb ærbødighed. Albert Einstein indrømmede: „Man vil næppe finde en eneste blandt den dybere art af videnskabelige hjerner, som ikke har sin egen religiøse følelse. . . . [Videnskabsmandens] religiøse følelse har form af en begejstret forbløffelse over naturlovenes harmoni, som afslører en intelligens så overlegen, at al systematisk menneskelig tænkning og handling sammenlignet hermed forekommer at være blot en betydningsløs afspejling.“ Dette fører dog ikke nødvendigvis til at forskere tror på en Skaber, en personlig Gud.

Videnskabens begrænsninger

Det er kun rimeligt at have respekt for videnskaben og det den har udrettet. Men mange er sikkert enige om at videnskaben, selv om den er et middel til at opnå større viden, ikke er den eneste kilde til kundskab. Videnskabens mål er at beskrive fænomener i naturens verden og at forsøge at forklare hvordan de optræder.

Videnskaben giver os en større forståelse af det fysiske, iagttagelige univers. Men uanset hvor banebrydende den videnskabelige forskning er, vil den aldrig kunne give svar på hvorfor universet i det hele taget eksisterer.

„Der er nogle spørgsmål som forskerne aldrig vil kunne besvare,“ siger forfatteren Tom Utley. „Det kan godt være at big bang fandt sted for 12 milliarder år siden. Men hvorfor skete det? . . . Hvor kom partiklerne fra? Hvad var der inden big bang?“ Han konkluderer: „Det er . . . tydeligere end nogen sinde før at videnskaben aldrig vil kunne tilfredsstille menneskets længsel efter et svar.“

En videnskabelig indsigt der opnås som følge af et sådant videbegær, der ikke udelukker eksistensen af en Gud, har blot bekræftet hvor utrolig sammensat, kompliceret og ærefrygtindgydende vores verden er. Mange har konkluderet at de fysiske love, de kemiske reaktioner, dna’et og den store artsrigdom på jorden alt sammen peger på at der findes en Skaber. Der er intet uigendriveligt bevis på det modsatte.

’Der er realiteter bag troen’

Hvis der er en Skaber som har frembragt universet, skal vi ikke forvente at vi kan fatte hans eksistens eller finde ud af hvad han har til hensigt, ved hjælp af teleskoper, mikroskoper eller andre af videnskabens instrumenter. At det forholder sig sådan, kan illustreres med en pottemager og en vase som han har fremstillet. Selv den mest grundige undersøgelse af vasen vil aldrig kunne give én svar på hvorfor den er blevet lavet. Hvis man vil have svar, er man nødt til at spørge pottemageren selv.

Francis Collins, der er molekylærbiolog, forklarer hvordan tro og religiøsitet kan være med til at udfylde det tomrum som videnskaben efterlader: „Man kan jo ikke forvente at religionen skal være det rigtige middel til at sekvensbestemme menneskets genom, eller at videnskaben skal være det rigtige middel til at få kundskab om det der ligger uden for den fysiske verden. Men når det drejer sig om de virkelig store og vigtige spørgsmål, som for eksempel ’Hvorfor er vi her’, eller ’Hvorfor har mennesket et behov for noget åndeligt?’, finder jeg videnskaben ligefrem utilfredsstillende. Mange overtroiske forestillinger er kommet og gået. Men ønsket om at tro er ikke forsvundet. Det antyder at der er realiteter bag.“

Hvor finder man svarene?

Sand religion giver os ikke alene svar på livets store spørgsmål, som for eksempel hvad meningen er med livet, men giver os desuden nogle værdinormer samt vejledning og anvisninger i forbindelse med moralske og etiske spørgsmål. Forskeren Allan Sandage udtrykker det på denne måde: „Man slår jo ikke op i en biologibog for at lære hvordan man bør leve.“

Millioner af mennesker i hele verden har fundet ud af hvor de kan henvende sig for at lære levekunst. De føler også at de har fået tilfredsstillende svar på spørgsmål som: Hvorfor er vi til? og Hvor går vi hen? Svarene findes altså. Men hvor? I verdens ældste og mest udbredte religiøse bog, nemlig Bibelen.

Bibelen fortæller at Gud dannede jorden med særligt henblik på menneskene. I Esajas 45:18 siges der om jorden: ’Gud skabte den ikke forgæves, men dannede den til at bebos.’ Han forsynede desuden jorden med alt hvad menneskene ville behøve, ikke blot for at eksistere, men også for fuldt ud at kunne glæde sig over livet.

Menneskene fik til opgave at forvalte jorden, „at dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Bibelen gør desuden opmærksom på at kundskab og visdom er gaver fra Gud, og at vi mennesker bør behandle hinanden kærligt og retfærdigt. (Job 28:20, 25, 27; Daniel 2:20-23) Det er altså først når man lærer Guds hensigt at kende, og forstår den, at man kan finde en mening med livet. *

Hvordan kan det oplyste menneske i dag slå bro over den kløft der synes at være mellem videnskab og religion? Og hvad kan hjælpe en til at gøre det?

[Fodnoter]

^ par. 11 Se Findes der en Skaber som interesserer sig for os?, kapitel 3, „Hvor stammer livet fra?“, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 26 En mere udførlig behandling af emnet findes i brochuren Hvad er meningen med livet? Hvordan kan man finde den?, udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme/illustrationer på side 7]

Udtalelser af forskere

Nogle tror at forskere i almindelighed undgår emner af åndelig eller teologisk art fordi de ikke er religiøse, eller fordi de ikke ønsker at gå ind i debatten om videnskab kontra religion. Det gælder nogle forskere, men bestemt ikke alle. Læg mærke til hvad følgende forskere har sagt.

„Universet har haft en begyndelse, men forskerne kan ikke forklare hvorfor. Svaret er Gud.“ „Jeg betragter Bibelen som en sandhedens bog der er inspireret af Gud. Der må stå en intelligens bag livets kompleksitet.“ — Ken Tanaka, som ved U.S. Geological Survey virker med speciale inden for de faste planeters geologi.

„Kløften mellem de forskellige former for kundskab (videnskabelig og religiøs) er noget mennesker har fundet på. . . . Der er en nøje forbindelse mellem kundskaben om Skaberen og kundskaben om det skabte.“ — Enrique Hernández, forsker og professor ved The Department of Physics and Theoretical Chemistry, National Autonomous University of Mexico.

„Efterhånden som alle disse informationer [om menneskets genom] bliver bearbejdet, vil kompleksiteten og den indbyrdes afhængighed i genmaterialet blive åbenbaret. Informationerne vil gøre det tydeligt at genomet er et produkt af en intelligent skaber, en intelligent kraft.“ — Duane T. Gish, biokemiker.

„Videnskab og religion er ikke uforenelige. Begge søger den samme sandhed. Videnskaben viser at Gud eksisterer.“ — D.H.R. Barton, professor i kemi, Texas.

[Kildeangivelser]

NASA/U.S. Geological Survey

Foto: www.comstock.com

NASA og The Hubble Heritage Team (STScI/AURA)

[Illustrationer på side 5]

Kan videnskaben svare på hvorfor vi er til?

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Arecibo Observatory/David Parker/Science Photo Library

[Kildeangivelse på side 6]

Stjernerne på side 2, 3, 5 og øverst, side 7: National Optical Astronomy Observatories