Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Kængurupleje’ — løsningen på et livstruende problem?

’Kængurupleje’ — løsningen på et livstruende problem?

 ’Kængurupleje’ — løsningen på et livstruende problem?

Det skete på et hospital i Bogotá, Colombia, i 1979. Antallet af for tidligt fødte børn der overlevede, var alarmerende lavt. En colombiansk læge fandt derfor på en ny og usædvanlig løsning — nemlig kængurupleje.

Det er en vanskelig opgave for læger at holde liv i for tidligt fødte børn. Et nyfødt barn med en meget lav fødselsvægt kommer som regel i en varm kuvøse indtil det har taget på. Men i underudviklede lande er problemet ofte at der er overbelagt på hospitalerne, mangel på udstyr, læger og plejepersonale og dårlige sanitære forhold, som kan føre til at farlige infektioner bliver overført.

Føromtalte læge fandt en metode som i nogen grad kunne afhjælpe dette problem. Hvad går metoden ud på? Når et barn fødes for tidligt, kommer det i kuvøse, men kun indtil barnets tilstand er stabiliseret. I mellemtiden får moderen oplæring i barnepleje. Når barnet har det bedre, virker moderen som en kuvøse. Hvordan det? Ved at barnet ganske enkelt anbringes mellem hendes bryster. Barnet ligger lunt og trygt i sin ’kængurupung’ og får samtidig mælk fra moderen. Derfor bliver denne metode ofte kaldt kængurupleje.

Det er ikke nødvendigt med et dyrt udstyr. Moderen skal blot have en bluse på der egner sig til formålet, eller en almindelig kjole med bælte. Når babyen har taget tilstrækkeligt på, kan mor og barn komme hjem og behøver blot at komme til regelmæssig kontrol på hospitalet.

Foreløbige undersøgelser har vist at kængurumetoden er effektiv og sikker. Desuden er den med til at knytte et stærkere bånd mellem mor og barn. Denne metode har derfor helt naturligt vundet indpas i mange lande. I Mexico, for eksempel, bliver slægtninge oplært til at være ’kængurufar’, ’kængurubedstemor’, eller endda ’kængurusøster’, for at aflaste moderen når hun har brug for en velfortjent pause. Dr. Guadalupe Santos, der er leder af et kænguruplejeprogram i Mexico, siger til Vågn op!: „Vi har brugt denne metode siden 1992 og har set hvor effektiv den er. Vi bruger ikke så mange kuvøser som før, og hospitalsopholdet er blevet meget kortere.“