Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hjælp andre til at nå deres fulde potentiale

Hjælp andre til at nå deres fulde potentiale

„Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — SL. 32:8.

1, 2. Hvordan betragter Jehova sine tjenere?

NÅR forældre ser deres børn lege, forbløffes de ofte over deres evner. Én er måske god til sport, mens en anden er bedre til brætspil eller er meget kreativ. Men uanset hvilke talenter børnene har, fryder forældrene sig over at opdage deres potentiale.

2 Som en kærlig Far er Jehova også interesseret i sine børn. Han betragter sine tjenere i dag som „nationernes kostbare skatte“. (Hag. 2:7) De er især kostbare for ham på grund af deres tro og hengivenhed. Men du har sikkert lagt mærke til at dine brødre og søstre også har mange forskellige talenter. Nogle brødre er de fødte talere, mens andre er fremragende til at organisere. Mange søstre har flair for at lære fremmede sprog og bruger det de har lært, i forkyndelsen, mens andre er enestående til at opmuntre dem der har brug for det, eller tage sig af syge. (Rom. 16:1, 12) Er vi ikke glade for at være i menighed med så mange skønne brødre og søstre?

3. Hvilke spørgsmål vil vi se på i denne artikel?

3 Men nogle af vores trosfæller, især unge eller nydøbte brødre, føler måske endnu ikke at de har fundet deres plads i menigheden. Hvordan kan vi hjælpe dem til at nå deres  fulde potentiale? Hvorfor skal vi bestræbe os for at se efter det gode i dem og betragte dem på samme måde som Jehova gør?

JEHOVA SER DET GODE I SINE TJENERE

4, 5. Hvordan viser beretningen i Dommerbogen 6:11-16 at Jehova ser sine tjeneres potentiale?

4 Flere beretninger i Bibelen viser tydeligt at Jehova ikke kun ser sine tjeneres gode egenskaber men også deres potentiale. Da Gideon for eksempel blev udpeget til at befri Guds folk fra midjanitternes undertrykkelse, må han være blevet forbløffet over englens hilsen: „Jehova er med dig, du brave kriger.“ Gideon følte sig alt andet end brav. Han lagde ikke skjul på sine betænkeligheder og på at han følte sig utilstrækkelig. Men som det fremgik af den efterfølgende samtale, havde Jehova et meget mere positivt syn på sin tjener end Gideon selv havde. — Læs Dommerne 6:11-16.

5 Jehova betroede Gideon den opgave at udfri Israel fordi han havde lagt mærke til hans potentiale. For det første havde Jehovas engel set hvordan Gideon lagde al sin energi i at tærske hvede. Men der var også noget andet der havde fanget englens opmærksomhed. På Bibelens tid tærskede landmændene normalt i et åbent område så vinden blæste avnerne væk. Men Gideon håndtærskede i al hemmelighed sin hvede i en vinperse for at skjule den magre høst for midjanitterne. Sikke en snedig strategi! Det er ikke så mærkeligt at Gideon i Jehovas øjne var mere end bare en forsigtig landmand — han var en klog mand. Ja, Jehova så hans potentiale og arbejdede med ham.

6, 7. (a) Hvordan adskilte Jehovas syn på profeten Amos sig fra hvordan nogle israelitter så på ham? (b) Hvad viser at Amos ikke var uvidende?

6 Jehova så også profeten Amos’ potentiale, og dét selvom Amos i manges øjne kan have virket temmelig jævn og uanselig. Amos beskrev sig selv som en der passede får og prikkede morbærfigner — en frugt der blev betragtet som fattigmandskost. Da Jehova udnævnte Amos til at udtale dom over det afguderiske tistammerige Israel, har nogle israelitter måske tænkt at han var et dårligt valg. — Læs Amos 7:14, 15.

7 Amos kom fra en afsidesliggende landsby, men hans kendskab til datidens skikke og herskerne dengang viser at han bestemt ikke var uvidende. Han var velinformeret om forholdene i Israel, og han kan have fået stort kendskab til nabofolkene gennem handelsrejsende. (Amos 1:6, 9, 11, 13; 2:8; 6:4-6) Nogle bibelforskere i dag roser Amos for hans færdigheder som skribent. Profeten valgte enkle og magtfulde ord men gjorde også brug af parallelismer og ordspil. Amos’ modige svar til den frafaldne præst Amazja bekræftede at Jehova havde valgt den rette mand og kunne få egenskaber frem i lyset som andre måske ikke havde fået øje på. — Amos 7:12, 13, 16, 17.

8. (a) Hvad lovede Jehova David? (b) Hvorfor er ordene i Salme 32:8 en trøst for dem der mangler selvtillid eller er uerfarne?

8 Ja, Jehova lægger mærke til potentialet hos hver eneste af sine tjenere. Han lovede kong David at han altid ville lede ham, ’med sit øje hvilende på ham’. (Læs Salme 32:8). Hvorfor er det opmuntrende for os? Selvom vi måske mangler selvtillid, kan Jehova hjælpe os til at gøre meget mere end vi selv  troede vi kunne, og nå mål som vi slet ikke havde forestillet os. Ligesom en instruktør opmærksomt holder øje med en uerfaren klippeklatrer for at hjælpe ham til at finde de bedste steder at gribe fat, er Jehova parat til at guide os når vi gør åndelige fremskridt. Jehova kan også bruge vores trosfæller til at hjælpe os til at nå vores fulde potentiale. Hvordan?

SE EFTER DET GODE I ANDRE

9. Hvordan kan vi følge Paulus’ opfordring til at ’have øje for’ andre?

9 Paulus opfordrede alle kristne til at vise deres trosfæller personlig interesse. (Læs Filipperne 2:3, 4). Kernen i Paulus’ råd er at vi må ’have øje for’ de gaver andre har, og udtrykke værdsættelse af dem. Hvordan virker det på os når nogen kommenterer vores fremskridt? Som regel stimulerer det os til at gøre yderligere fremskridt og får det bedste frem i os. Det gælder også den anden vej rundt — når vi anerkender vores trosfællers værd, hjælper vi dem til at trives og vokse åndeligt.

10. Hvem har især brug for at blive vist opmærksomhed?

10 Hvem har brug for at blive vist opmærksomhed? Det har vi selvfølgelig alle sammen indimellem. Men især unge eller nydøbte brødre har brug for at føle at de er involveret i det der foregår i menigheden. Det vil hjælpe dem til at forstå at der er brug for dem. Hvis vi ikke får dem til at føle sig værdsat, kan det kvæle deres ønske om at stille sig til rådighed, som Guds ord tilskynder dem til. — 1 Tim. 3:1.

11. (a) Hvordan hjalp en ældste en ung bror til at overvinde generthed? (b) Hvad kan du lære af det der hjalp Julien?

11 Ludovic, en ældstebror der blev vist en sådan interesse da han var yngre, siger: „Når jeg viser oprigtig interesse for en bror, gør han hurtigere fremskridt.“ Om Julien, en ung mand der var ret genert, siger Ludovic: „Når Julien forsøgte at vise hvad han duede til, virkede det ofte unaturligt og akavet. Men jeg kunne se at han var meget venlig og virkelig ønskede at hjælpe andre i menigheden. Så i stedet for at betvivle hans motiver fokuserede jeg på hans positive egenskaber og prøvede at opmuntre ham.“ Efterhånden kvalificerede Julien sig til at blive menighedstjener, og nu er han pioner.

HJÆLP DEM TIL AT NÅ DERES FULDE POTENTIALE

12. Hvad kræver det af os hvis vi skal kunne hjælpe en til at nå sit fulde potentiale? Nævn et eksempel.

12 Hvis vi skal hjælpe andre til at nå deres fulde potentiale, må vi have menneskekundskab. Som eksemplet med Julien viser, må vi måske se bort fra en brors svage sider for at få øje på hans gode egenskaber og evner der kunne udvikles yderligere. Det var sådan Jesus så på apostlen Peter. Selvom Peter indimellem virkede ustabil, forudsagde Jesus at han ville blive lige så fast som en klippe. — Joh. 1:42.

13, 14. (a) Hvordan viste Barnabas dømmekraft i forbindelse med den unge Markus? (b) Hvordan blev en ung bror hjulpet ligesom Markus? (Se indledningsbilledet).

13 Barnabas viste en lignende dømmekraft i forbindelse med Johannes, der havde det romerske tilnavn Markus. (Apg. 12:25) Da Paulus og Barnabas var på deres første missionsrejse, var Markus med som deres tjener. Men da de nåede Pamfylien, lod Markus pludselig sine rejsefæller i stikken. Nu havde de  ikke ham til at hjælpe sig på deres videre rejse nordpå gennem et berygtet område der var hærget af røvere. (Apg. 13:5, 13) Tilsyneladende så Barnabas dog ud over Markus’ svigt og benyttede senere lejligheden til at fuldende hans oplæring. (Apg. 15:37-39) Det hjalp den unge mand til at blive en moden tjener for Jehova. Da Paulus senere var fængslet i Rom, var Markus interessant nok hos ham og var en af dem der sendte hilsner til de kristne i menigheden i Kolossæ, og nu talte Paulus rosende om ham. (Kol. 4:10) Forestil dig hvor glad Barnabas må være blevet da Paulus ligefrem bad om Markus’ assistance. — 2 Tim. 4:11.

14 Alexandre, en nyudnævnt ældste, fortæller hvordan han fik hjælp af en klog bror i menigheden: „Da jeg var yngre, var det en kamp for mig at bede en offentlig bøn. En ældste viste mig hvordan jeg kunne forberede mig og slappe mere af. I stedet for at lade være med at spørge mig gav han mig regelmæssigt mulighed for at bede ved samlingerne. Efterhånden blev jeg mere sikker på mig selv.“

15. Hvordan udtrykte Paulus værdsættelse af sine trosfæller?

15 Når vi lægger mærke til en god egenskab hos en bror, fortæller vi ham så hvor meget vi værdsætter den? I Romerbrevet, kapitel 16, roste Paulus over 20 af sine trosfæller for egenskaber der havde fået ham til at holde meget af dem. (Rom. 16:3-7, 13) For eksempel anerkendte han at Andronikus og Junias havde tjent Kristus længere end han selv, og fremhævede deres udholdenhed. Paulus talte også varmt om Rufus’ mor, der åbenbart havde vist ham en særlig stor omsorg.

Frédéric (til venstre) opmuntrede Rico til at holde fast ved sin beslutning om at tjene Jehova (Se paragraf 16)

16. Hvad kan der komme ud af at vi roser unge?

16 Der kan komme meget godt ud af det når vi roser andre. Rico, en dreng i Frankrig, var ked af det fordi hans ikketroende far var imod at han blev døbt. Rico troede at han først ville kunne tjene Jehova fuldt ud når han blev myndig. Han var også ked af det fordi hans skolekammerater gjorde nar af ham. Frédéric, en ældste i menigheden der blev bedt om at studere med drengen, fortæller: „Jeg roste Rico, for modstanden viste jo netop at han havde været modig nok til at fortælle om sin tro.“ Denne ros gjorde Rico endnu mere besluttet på at opføre sig eksemplarisk og hjalp ham til at få et bedre forhold til sin far. Rico blev døbt da han var 12 år gammel.

Jérôme (til højre) hjalp Ryan til at blive missionær (Se paragraf 17)

17. (a) Hvordan kan vi hjælpe vores brødre til at gøre fremskridt? (b) Hvordan har en missionær vist personlig interesse for unge brødre, og hvad har det ført til?

17 Hver gang vi roser vores trosfæller for at have klaret en opgave godt eller  for en god indsats, motiverer vi dem til at give Jehova endnu mere. Sylvie, * der har tjent på Betel i Frankrig i flere år, understreger at søstre også kan være med til at rose brødre. Hun konstaterer at kvinder ofte lægger mærke til nogle andre detaljer end mænd gør, og at deres „opmuntringsord kan supplere det erfarne brødre siger“. Hun tilføjer: „Jeg opfatter det som min pligt at give ros.“ (Ordsp. 3:27) Jérôme, en missionær i Fransk Guyana, har hjulpet mange unge brødre til at gøre missionærtjenesten til deres mål. Han siger: „Jeg har lagt mærke til at når jeg roser unge brødre for noget specifikt de gør i tjenesten, eller for at give velforberedte kommentarer, får de større selvtillid. Det får dem til at udvikle sig yderligere.“

18. Hvorfor er det en god idé at samarbejde med unge brødre?

18 Vi kan også stimulere vores trosfæller åndeligt ved at samarbejde med dem. En ældste kunne for eksempel bede en ung bror om at udskrive artikler fra jw.org som kan opmuntre ældre der ikke selv har computer. Eller hvorfor ikke bede en ung bror om at give en hånd med hvis du har en praktisk opgave i forbindelse med rigssalen? Sådanne initiativer vil give dig mulighed for at se hvad de unge er gode til, rose dem og se de gode resultater. — Ordsp. 15:23.

BYG MED HENBLIK PÅ FREMTIDEN

19, 20. Hvorfor skal vi hjælpe andre til at gøre fremskridt?

19 Da Jehova udnævnte Josua til at lede israelitterne, befalede han Moses at ’sætte mod i ham’ og ’styrke ham’. (Læs 5 Mosebog 3:28). Flere og flere slutter sig til os i vores globale menighed. Alle erfarne kristne — ikke kun ældste — kan hjælpe unge brødre og nye til at nå deres fulde potentiale. Det vil få flere og flere til at tage heltidstjenesten op og gøre flere og flere „egnede til at undervise andre“. — 2 Tim. 2:2.

20 Uanset om vi hører til en stor menighed med mange erfarne brødre eller er tilsluttet en lille gruppe, så lad os bygge med henblik på fremtiden ved at efterligne Jehova — der altid ser efter det gode i sine tjenere.

^ par. 17 Navnet er ændret.