Hvorfor der stadig er ondskab

„JEHOVA [GUD] er retfærdig på alle sine veje,“ siger Bibelen. (Salme 145:17; Åbenbaringen 15:3) Profeten Moses erklærede om ham: „Fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) „Jehova er meget medfølende og barmhjertig,“ siges der i Jakob 5:11. Gud kan ikke forårsage ondt og er ikke årsag til det onde.

Disciplen Jakob skrev også: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’ Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ (Jakob 1:13) Jehova Gud prøver ikke folk med ondt, og han forleder dem heller ikke til at gøre noget ondt. Hvem er så ansvarlig for ondskaben og de lidelser den forårsager?

Hvem har skylden?

Bibelskribenten Jakob tillægger delvis menneskene skylden for det onde. Han skriver: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ (Jakob 1:14, 15) Det enkelte menneske kan handle ud fra sit urette begær. Desuden er der den nedarvede synd. Synden har magt til at forstærke forkerte ønsker så følgerne bliver yderst alvorlige. (Romerne 7:21-23) Ja, den nedarvede synd har ’hersket som konge’ over menneskene og gjort dem til slaver af onde handlinger som forårsager mange lidelser. (Romerne 5:21) Dertil kommer at onde mennesker kan virke moralsk nedbrydende på andre. — Ordsprogene 1:10-16.

Ondskaben skyldes dog især Satan Djævelen. Det var ham der bragte det onde ind i verden. Jesus Kristus kaldte Satan „den onde“ og „verdens hersker“, det vil sige herskeren over det uretfærdige menneskesamfund. Menneskeheden som et hele adlyder Satan ved at følge hans tilskyndelser til at ignorere Jehova Guds vilje. (Mattæus 6:13; Johannes 14:30; 1 Johannes 2:15-17) „Hele verden ligger i den ondes magt,“ læser vi i  Første Johannesbrev 5:19. Ja, faktisk fortæller Bibelen at Satan og hans engle „vildleder hele den beboede jord“ og volder stor sorg og smerte. (Åbenbaringen 12:9, 12) Det er derfor først og fremmest Satan Djævelen der bærer skylden for ondskaben.

Bibelen åbenbarer endnu en grund til sorg og lidelse. I Prædikeren 9:11 læser vi: „Tid og tilfælde berører [os] alle.“ Jesus Kristus talte om en ulykke hvor atten mennesker blev dræbt da et tårn faldt ned over dem. (Lukas 13:4) De døde fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Lignende ulykker sker også i dag. For eksempel kan en tagsten rive sig løs fra taget af en høj bygning og ramme en fodgænger. Er det Guds skyld? Nej. Det er tilfældigt at fodgængeren lige opholder sig der. Det samme kan ofte siges når en familie rammes af sygdom, eller når et pludseligt dødsfald er skyld i at nogle bliver forældreløse eller enker.

Det er altså tydeligvis ikke Gud der er ansvarlig for ondskaben, og han er heller ikke årsag til lidelser. Det er tværtimod Jehovas hensigt at fjerne det onde og dem der forårsager det. (Ordsprogene 2:22) Han vil endda gøre mere end det. Der siges i Bibelen at Gud gennem Kristus vil „nedbryde Djævelens gerninger“. (1 Johannes 3:8) Den nuværende tingenes ordning, der bygger på begærlighed, had og onde handlinger, vil da være borte. Gud vil endog „tørre hver tåre af [alles] øjne“ og dermed gøre ende på lidelser. (Åbenbaringen 21:4) Men nu spørger du måske: ’Hvorfor har Gud ikke gjort det for længe siden? Hvorfor har han ladet ondskab og lidelser vare ved helt frem til i dag?’ Svaret på disse spørgsmål finder vi i Bibelens beretning om Adam og Eva.

Et vigtigt stridsspørgsmål er blevet rejst

Grunden til at Gud har tilladt det onde helt frem til i dag, har at gøre med noget som skete tidligt i menneskenes historie. En begivenhed der fandt sted dengang, rejste et vigtigt stridsspørgsmål angående Skaberen selv — et spørgsmål som ikke var så ligetil og ikke kunne afgøres her og nu. Lad os se nærmere på hvad der skete.

Jehova Gud skabte de to første mennesker fuldkomne og satte dem i Paradiset. Gud havde skænket dem en gave der adskilte dem fra dyrene — nemlig en fri vilje. (1 Mosebog 1:28; 2:15, 19) Derfor kunne Adam og Eva bevidst vælge at elske, tjene og adlyde deres Skaber. De kunne også vælge at være uafhængige af Gud og med fuldt overlæg være ulydige mod ham.

Gud gav Adam og Eva mulighed for at vise deres kærlighed til ham ved at pålægge dem en begrænsning. Han sagde til Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Skulle Adam og Eva bevare Guds gunst, til gavn for dem selv og deres fremtidige familie, måtte de lade være med at spise af frugten på dét ene træ. Hvad valgte de at gøre?

Bibelen fortæller hvad der skete. Satan Djævelen henvendte sig til Eva ved at tale gennem en slange og sagde: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Eva gentog hvad Gud havde sagt, hvorpå Satan sagde til hende: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den [frugten på træet], vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Træet blev så indbydende i Evas øjne at „hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den“. Beretningen fortsætter: „Senere gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han gav sig til at spise den.“ (1 Mosebog 3:1-6) Både Adam og Eva brugte således deres frie vilje forkert og syndede ved at være ulydige mod Gud.

 Forstår du alvoren i det der fandt sted? Djævelen modsagde det Gud havde sagt til Adam. Satans ord antydede at Adam og Eva ikke behøvede Jehova for at kunne afgøre hvad der var godt, og hvad der var dårligt for dem. Satans udfordring rejste altså i virkeligheden tvivl om hvorvidt Jehova udøvede sit herredømme retmæssigt. Det overordnede spørgsmål Satan rejste, handlede derfor om retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Hvordan reagerede Gud på denne udfordring?

Behovet for tilstrækkelig tid

Jehova havde magt til at tilintetgøre de tre oprørere — Satan, Adam og Eva. Gud var afgjort stærkere end dem. Men Satan betvivlede ikke Guds magt. Han satte derimod spørgsmålstegn ved Jehovas ret til at herske. Dette spørgsmål berørte alle skabninger med en fri vilje. De måtte indse at den frie vilje må bruges på rette måde — inden for rammerne af Guds retningslinjer på det fysiske, moralske og åndelige område. Ellers vil det få smertelige konsekvenser, lige så sikkert som en der springer ud fra toppen af en høj bygning uden hensyn til tyngdeloven, vil komme til skade. (Galaterne 6:7, 8) Alle fornuftbegavede skabninger ville have gavn af selv at se hvilke dårlige følger det medfører at søge uafhængighed af Gud. Det krævede at der gik en vis tid.

At det nødvendigvis kræver tid at afgøre visse spørgsmål, kan illustreres på denne måde: Lad os sige at en familiefar udfordrer en anden familiefar for at finde ud af hvem af dem der er den stærkeste. Det kan hurtigt afgøres. De to mænds styrke kan konstateres ved at de løfter nogle sten. Den familiefar der løfter den tungeste sten, er den stærkeste. Men lad os sige at spørgsmålet drejer sig om hvem af dem der elsker deres børn højest, og om børnene også elsker deres far, eller om hvilken far der tager sig bedst af sin familie. Så ville det hverken være nok at vise sin styrke eller sige nogle ord. Der må gå tilstrækkelig lang tid, man må lægge nøje mærke til familierne og drage de rette konklusioner for at få sagen afgjort.

Hvad tiden har vist

Der er nu gået omkring 6000 år siden Satan satte spørgsmålstegn ved Guds ret til at herske. Hvad har historien vist? Tænk engang over to aspekter i forbindelse med Satans påstand. Satan havde bedragerisk sagt til Eva: „I skal visselig ikke dø.“ (1 Mosebog 3:4) Ved at påstå at Adam og Eva ikke ville dø hvis de tog af den forbudte frugt, kaldte han rent faktisk Jehova for en løgner. En meget alvorlig anklage. Hvis Gud ikke talte sandt i denne sag, hvordan kunne man da stole på ham i andre henseender? Hvad har den forløbne tid så vist?

Adam og Eva blev underlagt sygdom, smerte, alderdom og til sidst døden. „Således blev alle de dage Adam levede, ni hundrede og tredive år, og derpå døde han,“ siger Bibelen. (1 Mosebog 3:19; 5:5) Og fra Adam er denne sørgelige arv blevet videregivet til alle mennesker. (Romerne 5:12) Den forløbne tid har vist at Satan „er en løgner og løgnens fader“, og at Jehova er „sandhedens Gud“. — Johannes 8:44; Salme 31:5.

Satan sagde også til Eva: „Gud véd at den dag I spiser af [den forbudte frugt], vil jeres øjne blive åbnet, og I [både Adam og Eva] vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:5) Med disse underfundige ord sagde Satan løgnagtigt til dem at de kunne styre uafhængigt af Gud. Satan antydede bedragerisk at mennesker ville være bedre stillet hvis de var uafhængige af Gud. Har det vist sig at være sandt?

Op gennem historien er mange verdensriger kommet og gået. Mennesker har prøvet enhver tænkelig styreform. Og gang på gang er de forfærdeligste ting overgået menneskeheden.  „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det,“ konkluderede en bibelskribent meget klogt for omkring 3000 år siden. (Prædikeren 8:9) „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt,“ skrev profeten Jeremias. (Jeremias 10:23) Selv de senere års videnskabelige og teknologiske fremskridt har ikke modbevist sandheden i disse udtalelser. Den forgangne tid har kun bekræftet at disse iagttagelser er sande.

Hvad vil du gøre?

Den tid Gud har ladet gå, har vist at Satan har uret i stridsspørgsmålet angående retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Jehova Gud er den absolutte Suveræn i universet. Han har retten til at herske over sine skabninger, og hans måde at styre på er den bedste. Himmelske skabninger som indgående har erfaret hvordan det er at være underlagt hans ledelse, anerkender hans suverænitet og erklærer: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

Hvordan stiller du dig til spørgsmålet om Guds herredømme? Kan du se at Gud er værdig til at udøve myndighed over dig? I så fald må du anerkende Jehovas suverænitet. Det kan du gøre ved i alle livets forhold at følge de enestående sandheder og råd han har givet i sit ord, Bibelen. „Gud er kærlighed,“ og hans love og bud udspringer af kærlighed til hans skabninger. (1 Johannes 4:8) Jehova berøver ikke nogen noget godt. Du kan derfor tage Bibelens tilskyndelse til dig: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

[Illustration på side 7]

Du kan vælge Guds herredømme ved at studere Bibelen og følge den i dit liv

[Kildeangivelse på side 4]

© Jeroen Oerlemans/Panos Pictures