John Miltons forsvundne afhandling

SJÆLDENT har en skribent haft så stor indflydelse på den verden han levede i, som forfatteren John Milton, der skrev det engelske epos Paradise Lost (Det Tabte Paradis). I en biografi om Milton står der at „mange elskede ham, nogle hadede ham, men kun få ignorerede ham“. Helt frem til i dag står engelsk litteratur og kultur i stor gæld til hans værker.

Hvordan fik John Milton så stor indflydelse? Hvad var det der gjorde hans sidste værk — De Doctrina Christiana — så omdiskuteret at der gik 150 år før det blev publiceret?

Hans tidlige år

John Milton blev født i en velhavende familie i London i 1608. „Lige fra min tidlige barndom var det min fars ønske at jeg skulle studere litteratur, og det havde jeg så stor en appetit på at jeg fra jeg var tolv år, sjældent kom i seng før midnat på grund af mine studier.“ Sådan beskriver Milton selv sine tidlige år. I skolen udmærkede han sig som en exceptionelt dygtig elev, og han tog en kandidateksamen ved universitetet i Cambridge i 1632. Derefter læste han historie og klassisk litteratur.

Milton ville gerne være digter, men på hans tid var England plaget af borgerkrig. Parlamentet som primært blev ledet af Oliver Cromwell, nedsatte en domstol som fik kong Karl I henrettet i 1649. Milton forsvarede skriftligt denne handling på en meget overbevisende måde og blev talsmand for Cromwells styre. I virkeligheden var Milton kendt for sine traktater om politik og moral allerede før han blev berømt som forfatter.

Da monarkiet var blevet genoprettet med kroningen af kong Karl II i 1660, kom Miltons liv i fare på grund af hans tidligere forbindelse med Cromwell. Han skjulte sig og undslap kun døden fordi han fik hjælp af indflydelsesrige venner. Under alt dette bevarede han en stærk interesse for åndelige spørgsmål.

„Bibelen som målestok“

Milton skrev følgende om sin tidlige interesse for åndelige spørgsmål: „Det begyndte med at jeg som dreng gik i gang med et seriøst studium af både Det Gamle og Det Nye Testamente på originalsprogene.“ Milton kom til at betragte De Hellige Skrifter som den eneste pålidelige rettesnor i moralske og religiøse spørgsmål. Hans gennemgang af samtidens anerkendte teologiske værker efterlod ham derimod dybt skuffet. Senere skrev han: „Jeg indså at jeg ikke med rette kunne basere hverken min tro eller mit håb om frelse på sådanne [teologiske værker].“ Milton var besluttet på ubetinget at bruge „Bibelen som målestok“ for sin tro, og han udarbejdede derfor lister over nøgleskriftsteder, som han inddelte i hovedgrupper, og benyttede disse lister når han citerede fra Bibelen.

I dag er John Milton bedst kendt for værket Det Tabte Paradis, en poetisk gendigtning af den bibelske beretning om syndefaldet. (Første Mosebog, kapitel 3) Det er primært dette værk, som udkom første gang i 1667, der har gjort Milton berømt som forfatter, især i den engelsktalende verden. Senere udkom en fortsættelse  med titlen Paradise Regained (på dansk: Det gjenvundne Paradiis, 1792). Disse digte fortæller om Guds oprindelige hensigt med mennesket — at de skulle leve et fuldkomment liv i et jordisk paradis — og om hvordan Gud vil genoprette Paradiset på jorden ved hjælp af Kristus. I Det Tabte Paradis forudsiger ærkeengelen Mikael for eksempel den tid hvor Kristus vil give „evig løn [til] de troende i salighedens lyst i Himlen eller og på Jord, thi da er hele Jorden som et Paradis, hvor lykken er langt større end selv her!“

De Doctrina Christiana

I årevis havde det også været Miltons ønske at udarbejde en omfattende afhandling om den kristne lære og livsførelse. Selvom han i 1652 var blevet helt blind, arbejdede han ved hjælp af forskellige sekretærer med dette projekt indtil sin død i 1674. Milton kaldte dette sidste værk for De Doctrina Christiana. Den engelske oversættelses fulde titel er: A Treatise on Christian Doctrine, Compiled From the Holy Scriptures Alone (En afhandling om den kristne lære, udarbejdet på baggrund af Bibelen alene). I forordet skrev han: „De fleste af de skribenter som har behandlet dette emne . . . har blot, ved hjælp af korte marginalhenvisninger til kapitel og vers, refereret til de bibeltekster som deres lære er helt afhængig af. Jeg har derimod bestræbt mig for til overflod at fylde mine sider med citater fra alle dele af Bibelen.“ Helt i overensstemmelse med disse ord indeholder De Doctrina Christiana mere end 9000 citater fra eller indirekte henvisninger til Bibelen.

Milton havde ikke tidligere tøvet med at give udtryk for sin mening, men han holdt udgivelsen af denne afhandling tilbage. Hvorfor? For det første var han klar over at dens forklaringer af Bibelen i høj grad afveg fra den lære der var anerkendt i kirken. For det andet betød genoprettelsen af monarkiet at han faldt i unåde blandt dem der styrede landet. Af disse grunde har han måske ventet på mindre turbulente tider. Uanset hvordan det forholder sig, blev det latinske manuskript efter Miltons død afleveret til en forlægger af Miltons sekretær. Forlæggeren nægtede at trykke det, og manuskriptet blev derefter konfiskeret og arkiveret af en engelsk minister. Der skulle gå 150 år før Miltons afhandling kom for en dag.

I 1823 fandt en kontorassistent den berømte digters indpakkede manuskript. Englands daværende konge, George IV, gav ordre til at værket skulle oversættes fra latin til engelsk og publiceres. Da værket to år efter blev udgivet på engelsk, gav det anledning til en ophedet debat i teologiske og litterære kredse. En biskop hævdede straks efter udgivelsen at manuskriptet var  et falsum. Han nægtede at tro at Milton — som af mange blev betragtet som Englands største religiøse digter — så kategorisk ville afvise kirkens hævdvundne lærepunkter. Oversætteren af De Doctrina Christiana havde forudset denne reaktion, og for at dokumentere at Milton var forfatteren, havde han udstyret det oversatte værk med fodnoter som beskrev 500 lighedspunkter mellem De Doctrina Christiana og Det Tabte Paradis. *

Hvad Milton troede på

På Miltons tid havde England tilsluttet sig Reformationen og brudt med den romersk-katolske kirke. Protestanterne troede i almindelighed på at autoriteten i forbindelse med tro og moral var De Hellige Skrifter, ikke paven. I De Doctrina Christiana viste Milton imidlertid at mange af de protestantiske læresætninger og skikke heller ikke var i harmoni med Skriften. Med bibelske argumenter forkastede han Calvins lære om forudbestemmelse til fordel for læren om den frie vilje. Han brugte Guds navn, Jehova, frit og ofte i det han skrev, og fremmede på den måde respektfuldt brugen af dette navn.

Milton brugte også bibelske argumenter for at sjælen kan dø. I en kommentar til Første Mosebog 2:7 skrev han: „Efter at mennesket var blevet skabt på denne måde, siges der til sidst: således blev mennesket en levende sjæl. . . . Mennesket er ikke dobbelt eller adskilleligt: det er ikke, som almindeligt antaget, fremstillet og sammensat af to forskellige og adskilte elementer, sjæl og legeme. Tværtimod, hele mennesket er sjælen, og sjælen er mennesket.“ Milton stillede derpå spørgsmålet: „Er det hele mennesket der dør, eller kun legemet?“ Efter at have fremført en række skriftsteder som viser at hele mennesket dør, tilføjede han: „Men den mest overbevisende forklaring jeg kan fremføre som argument for at sjælen dør, er Guds egen forklaring i Ezekiel 18:20: den sjæl der synder, den skal dø.“ Milton henviste også til skriftsteder som Lukas 20:37 og Johannes 11:25 for at vise at håbet for de døde ligger i en fremtidig opstandelse fra dødens søvn.

Hvad udløste den kraftigste reaktion på De Doctrina Christiana? Det gjorde Miltons enkle men magtfulde bibelske bevis for at Kristus, Guds søn, er underordnet Gud, Faderen. Efter at have citeret Johannes 17:3 og 20:17 stiller han spørgsmålet: „Hvis Faderen er Kristi Gud og vor Gud, og hvis der kun findes én Gud, hvem kan Gud så være, bortset fra Faderen?“

Milton påpeger desuden: „Sønnen selv og hans apostle anerkender i alt hvad de siger og skriver, at Faderen er større end Sønnen i alle ting.“ (Johannes 14:28) „Det er jo Kristus der i Mattæus 26:39 siger: Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil. . . . Hvorfor beder han til Faderen alene og ikke til sig selv, hvis han i virkeligheden selv er Gud? Hvis han selv er både menneske og den højeste Gud, hvorfor beder han så om noget som det er i hans egen magt at opfylde? . . . På samme måde som Sønnen overalt tilbeder og ærer Faderen alene, lærer han os at gøre det samme.“

Miltons fejltagelser

John Milton søgte sandheden. Men han var underlagt menneskelige begrænsninger, og nogle af hans synspunkter kan have været farvet af dårlige erfaringer. Eksempelvis blev han, kort efter at han havde giftet sig med datteren af en kongetro godsejer, svigtet af sin unge brud. Hun forlod ham og vendte tilbage til sin familie, hvor hun blev i cirka tre år. I den periode skrev Milton nogle skrifter som retfærdiggjorde skilsmisse, ikke blot som følge af utroskab — den eneste gyldige grund Jesus anførte — men også i tilfælde hvor ægtefællerne ikke passede sammen. (Mattæus 19:9) Det samme synspunkt gav han udtryk for i De Doctrina Christiana.

Trods Miltons fejltagelser fremholder De Doctrina Christiana på en magtfuld måde Bibelens synspunkter angående mange vigtige læresætninger. Helt frem til i dag forpligter hans afhandling sine læsere til at vurdere deres egen tro ved at bruge Bibelen som den ufejlbarlige målestok.

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Milton studerede Bibelen flittigt

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra The Early Modern Web at Oxford

[Illustration på side 12]

Digtet „Det Tabte Paradis“ gjorde Milton berømt

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra The Early Modern Web at Oxford

[Illustration på side 12]

Miltons sidste værk var forsvundet i en periode på 150 år

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Rare Books and Special Collections, Thomas Cooper Library, University of South Carolina

[Kildeangivelse på side 12]

Billede med tilladelse fra Rare Books and Special Collections, Thomas Cooper Library, University of South Carolina