Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lader du dig forme af den store Pottemager?

Lader du dig forme af den store Pottemager?

“Se! Som leret i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd.” – JER. 18:6.

SANGE: 60, 22

1, 2. Hvorfor var Daniel en ‘højt skattet mand’ i Guds øjne, og hvordan kan vi efterligne ham?

DA DE tilfangetagne jøder ankom til Babylon, så de at byen var fyldt med afgudsbilleder, og at onde ånder havde stor magt over indbyggerne. Men trofaste jøder, som for eksempel Daniel og hans tre venner, nægtede at lade sig forme af livet i Babylon. (Dan. 1:6, 8, 12; 3:16-18) Daniel og hans venner var besluttede på kun at tjene Jehova og lade sig forme af ham. Og det lykkedes for dem! Til trods for at Daniel boede i Babylon næsten hele sit liv, kunne Guds engel kalde ham en ‘højt skattet mand’. – Dan. 10:11, 19.

2 På Bibelens tid formede pottemageren nogle gange leret ved at presse det ned i en form. De der tilbeder Jehova, forstår at han som den Højeste i universet har ret til at forme folk og nationer. (Læs Jeremias 18:6). Gud har også myndighed til at forme os som enkeltpersoner. Men han tvinger os ikke ned i en form. Han respekterer vores frie vilje og ønsker at vi frivilligt adlyder ham. I denne artikel vil vi se på hvordan vi kan blive ved med at være nogle som Gud kan forme. Vi vil drøfte disse tre spørgsmål: (1) Hvordan kan vi undgå at vores hjerte bliver hårdt så vi ikke tager imod vejledning fra Gud? (2) Hvordan kan vi opdyrke egenskaber der hjælper os til at være som smidigt og blødt ler? (3) Hvordan kan forældre gøre tingene på Guds måde når de former deres børn?

PAS PÅ AT DIT HJERTE IKKE BLIVER HÅRDT

3. Hvad kunne gøre vores hjerte hårdt? Forklar med et eksempel.

3 “Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet,” står der i Ordsprogene 4:23. Hvad må vi være på vagt over for hvis vores hjerte ikke skal blive hårdt? Blandt andet overdreven stolthed, det at få for vane at synde og mangel på tro. Sådanne ting kunne føre til en ulydig og oprørsk indstilling. (Dan. 5:1, 20; Hebr. 3:13, 18, 19) Stolthed blev et stort problem for kong Uzzija af Juda. (Læs 2 Krønikebog 26:3-5, 16-21). I begyndelsen gjorde Uzzija “hvad der var ret i Jehovas øjne” og “søgte Jehova”. Men “så snart han var blevet stærk, blev hans hjerte ... hovmodigt”, selvom det var fra Jehova hans styrke kom. Han forsøgte endda at brænde røgelse i templet – et privilegium der var forbeholdt præsterne. Da præsterne konfronterede Uzzija, blev han rasende. Hvad endte det med? Gud ydmygede ham, og han var spedalsk lige til sin død. – Ordsp. 16:18.

4, 5. Hvad kan det føre til hvis vi ikke er på vagt over for stolthed? Giv et eksempel.

4 Hvis vi ikke er på vagt over for stolthed, kunne vi begynde at ‘tænke højere om os selv end vi bør tænke’, og måske endda lade det komme så vidt at vi ikke vil følge Bibelens vejledning. (Rom. 12:3; Ordsp. 29:1) Det skete for en ældstebror der hedder Jim. Han var uenig med sine medældste om et menighedsanliggende. “Jeg sagde til brødrene at de var ukærlige, og så forlod jeg mødet,” fortæller Jim. Et halvt år senere flyttede han til en anden menighed i nærheden, men der blev han ikke udnævnt som ældste. “Jeg var meget skuffet,” indrømmer han. “Min selvretfærdighed tog overhånd, og jeg forlod sandheden.” Jim var uvirksom i ti år. Han fortæller: “Min stolthed var blevet såret, og jeg begyndte at bebrejde Jehova det der var sket. Gennem årene besøgte de ældste mig og forsøgte at tale med mig, men jeg afviste deres hjælp.”

5 Jims eksempel viser os at stolthed kan få os til at forsvare vores forkerte adfærd og gøre os hårde og umedgørlige. (Jer. 17:9) “I mine øjne var de andre helt forkert på den, og det kunne jeg ikke holde op med at fokusere på,” forklarer Jim. Er du på et tidspunkt blevet såret over noget en trosfælle har sagt eller gjort, eller over at have mistet visse privilegier? Hvordan reagerede du? Fik det stoltheden frem i dig? Eller tænkte du først og fremmest på at slutte fred med din bror og forblive loyal mod Jehova? – Læs Salme 119:165; Kolossenserne 3:13.

6. Hvad kan det føre til hvis man får for vane at synde?

6 Hvis man får for vane at overtræde Guds lov, og måske endda skjuler sine synder, kan det også gøre en uimodtagelig over for vejledning fra Gud. Med tiden vil det blive lettere og lettere at synde. En bror har sagt at hans forkerte adfærd efterhånden ikke længere gik ham på. (Præd. 8:11) En anden bror, der havde fået for vane at se pornografi, indrømmer: “Jeg begyndte at have en mere kritisk indstilling til de ældste.” Hans forkerte vane skadede ham altså åndeligt. På et tidspunkt kom det dog frem hvad han foretog sig, og han fik den hjælp han havde brug for. Vi er selvfølgelig alle sammen ufuldkomne. Men hvis vi begynder at have en kritisk indstilling eller at undskylde vores forkerte handlinger over for os selv i stedet for at bede Jehova om hjælp og tilgivelse, er vores hjerte måske allerede ved at blive hårdt.

7, 8. (a) Hvordan viste fortidens israelitter at mangel på tro kan gøre hjertet hårdt? (b) Hvad kan vi lære af det?

7 At mangel på tro kan gøre hjertet hårdt, fremgår af eksemplet med de israelitter som Jehova udfriede fra Egypten. Til trods for at de havde set Jehova udføre mange ærefrygtindgydende mirakler, viste de alligevel mangel på tro da de nærmede sig det lovede land. I stedet for at stole på Jehova blev de skræmte og gav sig til at brokke sig over Moses. De ville endda vende tilbage til Egypten, hvor de havde været slaver! Det sårede Jehova dybt. “Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig?” sagde han. (4 Mos. 14:1-4, 11; Sl. 78:40, 41) På grund af deres hårdhjertethed og mangel på tro døde alle disse israelitter i ørkenen.

8 I dag, hvor vi nærmer os den lovede nye verden, bliver vores tro prøvet. Det vil derfor være klogt af os at undersøge hvor stærk vores tro er. For eksempel kunne vi analysere vores syn på Jesu ord i Mattæus 6:33. Spørg dig selv: ‘Viser mine beslutninger og min måde at prioritere på at jeg virkelig tror på det Jesus sagde? Kunne jeg finde på at droppe møder eller tjeneste for at tjene flere penge? Hvad vil jeg gøre hvis mit arbejde begynder at kræve mere af min tid og energi? Vil jeg tillade at verden presser mig ned i sin form og måske ødelægger mit forhold til Jehova?’

9. Hvorfor skal vi blive ved med at ‘prøve om vi er i troen’, og hvordan kan vi gøre det?

9 Vi kunne også overveje om vi føler en vis modvilje mod nogle af Bibelens normer, det kunne for eksempel være i forbindelse med udelukkelse, underholdning og valg af venner. Hvad skal vi gøre hvis det er tilfældet? Vi må med det samme undersøge hvordan det står til med vores tro! Bibelen siger: “Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.” (2 Kor. 13:5) Eftersom ingen af os ønsker at udvikle et hårdt hjerte, må vi ærligt og regelmæssigt analysere os selv i lyset af Guds ord.

BLIV VED MED AT VÆRE SOM BLØDT LER

10. Hvad kan hjælpe os til at være som blødt ler i Jehovas hænder?

10 Jehova har gjort meget for at hjælpe os til at blive ved med at være som blødt ler. Han har blandt andet givet os sit skrevne ord, den kristne menighed og forkyndelsen. Ligesom vand blødgør ler, kan daglig bibellæsning og eftertanke gøre os nemmere at forme for Jehova. Israels konger fik påbud om at afskrive Loven og læse i den dagligt. (5 Mos. 17:18, 19) Apostlene var klar over at de måtte læse i Skrifterne og grunde over det de læste, hvis deres forkyndelse skulle gå godt. De citerede fra De Hebraiske Skrifter hundredvis af gange i deres bøger og breve. Og når de forkyndte for folk, opfordrede de dem til at bruge Skrifterne. (Apg. 17:11) Vi forstår også hvor vigtigt det er at læse i Guds ord hver dag og under bøn grunde over det vi læser. (1 Tim. 4:15) På den måde kan vi bevare vores ydmyghed og være som blødt ler i Jehovas hænder.

Tag imod Jehovas hjælp så du kan blive ved med at være som blødt ler (Se paragraf 10-13)

11, 12. Hvordan kan Jehova bruge den kristne menighed til at forme os individuelt? Giv et eksempel.

11 Ved hjælp af den kristne menighed kan Jehova forme os individuelt. Jim, der blev nævnt tidligere, begyndte at bløde op da en ældstebror viste ham venlighed og interesse. “Han bebrejdede mig ikke en eneste gang at det var gået som det gjorde, og han kritiserede mig heller aldrig,” siger Jim. “Han blev derimod ved med at være positiv og gav oprigtigt udtryk for at han gerne ville hjælpe mig.” Da der var gået omkring tre måneder, inviterede broren Jim med til et møde. “Brødrene og søstrene tog imod mig med åbne arme,” siger Jim, “og deres kærlighed gjorde hele forskellen. Jeg begyndte at forstå at mit syn på tingene ikke var det vigtigste. Med støtte fra brødrene og min elskede kone, der aldrig vaklede i troen, blev jeg efterhånden åndeligt stærk igen. Jeg lærte også meget af at læse artiklerne ‘Ret ikke bebrejdelser mod Jehova’ og ‘Tjen Jehova loyalt’ i Vagttårnet for 15. november 1992.”

12 Med tiden blev Jim igen ældste og har siden da hjulpet andre brødre til at overvinde lignende problemer og komme åndeligt på fode igen. Han siger: “Jeg troede jeg havde et nært forhold til Jehova, men det havde jeg slet ikke! Jeg fortryder at jeg lod min stolthed tage overhånd, så jeg fokuserede på andres fejl i stedet for på de mere vigtige ting.” – 1 Kor. 10:12.

13. Hvilke egenskaber kan forkyndelsen hjælpe os til at opdyrke, og hvordan er det til gavn?

13 Hvordan kan forkyndelsen være med til at forme os? At forkynde den gode nyhed kan hjælpe os til at opdyrke ydmyghed og forskellige aspekter af åndens frugt. (Gal. 5:22, 23) Tænk bare på de gode egenskaber som forkyndelsen allerede har hjulpet dig til at udvikle. Men ikke nok med det. Når vi efterligner Jesus, kaster vi glans over det budskab vi forkynder, og det kan få nogle til at ændre holdning til os. For eksempel lyttede to forkyndere respektfuldt til en kvinde som var meget ubehøvlet over for dem. Senere fortrød hun dog sin opførsel og skrev et brev til afdelingskontoret. Hun skrev blandt andet: “Jeg vil gerne sige undskyld for at jeg var så selvretfærdig og nedladende over for de to meget tålmodige og ydmyge mennesker. Hvor var det tåbeligt af mig at stå over for to mennesker der gerne ville udbrede Guds ord, og så afvise dem som jeg gjorde.” Ville kvinden mon have sendt denne undskyldning hvis forkynderne ikke havde været milde og venlige? Sikkert ikke. Forkyndelsen er virkelig til stor gavn – både for os selv og vores medmennesker.

GØR TINGENE PÅ GUDS MÅDE NÅR DU FORMER DINE BØRN

14. Hvad kræver det af forældre hvis de gerne vil forme deres børn på en god måde?

14 Generelt er børn ydmyge og ivrige efter at lære. (Matt. 18:1-4) Det vil derfor være klogt af forældre at lære deres børn at forstå og elske sandheden fra de er helt små. (2 Tim. 3:14, 15) For at det kan lade sig gøre, må forældrene selvfølgelig selv elske sandheden og leve efter det Bibelen siger. Når de gør det, vil deres børn ikke kun høre om hvad der er rigtigt, men også opleve hvordan man gør det der er rigtigt. Desuden vil børnene lære at betragte retledning som et udtryk for at deres forældre og Jehova elsker dem.

15, 16. Hvordan kan forældre vise tillid til Jehova hvis deres barn bliver udelukket?

15 Nogle børn der har fået en god opdragelse af deres forældre, forlader alligevel sandheden eller bliver udelukket, til stor sorg for deres familie. En søster i Sydafrika fortæller: “Da min bror blev udelukket, gjorde det lige så ondt som hvis han var død. Det knuste mit hjerte!” Hvordan tacklede hun og hendes forældre situationen? De fulgte anvisningerne i Guds ord. (Læs 1 Korinther 5:11, 13). “Vi var besluttede på at følge Bibelen, for vi vidste at det altid giver det bedste resultat at gøre tingene på Guds måde,” fortæller forældrene. “Vi betragtede udelukkelse som tugt fra Jehova og var overbeviste om at han altid retleder af kærlighed og i rette omfang. Så vi havde kun kontakt med vores søn i forbindelse med strengt nødvendige familieanliggender.”

16 Hvordan opfattede sønnen det de gjorde? Han siger: “Jeg vidste at min familie ikke hadede mig men ønskede at adlyde Jehova og hans organisation.” Han siger videre: “Når man er tvunget til at trygle Jehova om hjælp og tilgivelse, opdager man hvor meget man har brug for ham.” Det er ikke svært at forestille sig hvor glad hans familie var da han blev genoptaget. Ja, når vi altid gør tingene på Jehovas måde, vil det give de bedste resultater. – Ordsp. 3:5, 6; 28:26.

17. Hvorfor må vi altid adlyde Jehova, og hvordan vil det gavne os?

17 Esajas profeterede at jøderne i Babylon ville angre og sige: “Jehova, du er vor Fader. Vi er leret, og du er vor pottemager; ja, alle er vi et værk af din hånd.” Og så ville de indtrængende bede til Jehova: “Bliv ikke harm, Jehova, til overmål, og husk ikke for bestandig vor brøde. Se, se dog til: Vi er alle dit folk.” (Es. 64:8, 9, fdn.) Når vi er ydmyge og altid adlyder Jehova, vil vi være “højt skattede” i hans øjne, ligesom Daniel var. Og fordi Jehova bliver ved med at forme os gennem sit ord, sin ånd og sin organisation, vil vi i fremtiden opnå fuldkommenhed og blive ‘Guds børn’. – Rom. 8:21.